↩ Mine Udsigter for Fremtiiden var meget sorrig fulde, efter Naturens Løb maatte jeg vente at overleve min Fader, og skeedte det, saa havde jeg ikke det jeg kunde hælde mit Hoved til, og jngen Venner eller Slægtninge at finde Hielp hos. Jeg vidste, at det var forgieves at haabe paa, at min Fader skulde sørge for mig og Besluttede altsaa at føre mig Moltkes Tilbud til Nytte, om det var mueligt, men dertil Behøvede jeg en Mellemhandler. Da altsaa den gamle Nielsen var en Dag allene hos mig, talede jeg ganske aabenhiertet med ham, og spurgte om han troede, at Moltke kunde Blive fortrydelig om jeg søgte at tage ham paa Ordet, 117 og Bad ham, som stedse havde været Videnskabers og Kunsters Beskytter at sørge paa een eller anden Maade for mig. Dette Jndfald stod Nielsen meget vel an, og skyndte mig til io før io heller at sætte det i Værk. Jeg sagde ham, at det eneste, der holdt mig derfra, var at jeg ingen havde at tale med Moltke derom, siden jeg ikke torde vove at Bede min Fader derom. Nielsen tilbød sig strax at vilde giøre det, jeg takkede ham derfor, men Bad ham tillige at forklare Moltke Aarsagen hvorfor han havde paataget sig det, paa en Maade, der Betog ham al Fortrydelse over min Fader, og det kunde jngen Bedre end han, som vidste, at jeg allene havde maattet Bragt den Sag med Kammeret i Rigtighed, som hans [hans] heele Velfærd Beroede paa. Jeg giorde derpaa mit Brev til Moltke færdig, Nielsen flyede ham det, og bragte mig det Svar, at det første Kongen kom fra sin Reyse vilde han søge leylighed at tale med ham derom.