↩ Warnstedts sans for orden og systematik i kombination med hans litterære interesser kvalificerede ham til lederstillingen ved teateret. Under hans ledelse blev scenens dagligdag disciplineret, og skuespillerne fik bedre uddannelse. Han så det som sin vigtigste opgave at støtte danske skuespil. Blandt samtidens danske forfattere satte han særlig pris på Johan Herman Wessel (som Biehl kun nævner en enkelt gang i M.U.L. s. 42,39), blandt de afdøde fik Holberg nu sin første 179 renæssance. Biehls komedier ville han til gengæld ikke spille. Sproget var ikke naturligt, mente han: »Tiraderne er for lange, og nuancerne i Karaktererne for faa« (citeret efter Robert Neiiendams artikel i DBL, s. 296 sp. 2). Det var ingen hemmelighed, at han var en kompliceret og bizar natur, »underfundig« kaldtes han i samtiden. Og netop for dette fik han Biehls foragt. Hun var som kvinde uden adgang til beslutningsprocesser evigt afhængig af sine arbejdsgiveres nåde og følgelig af at vide, hvor hun havde dem rent personligt.