↩ Thi tømmer jeg da et Glas for Dig, Du tause Død, Du, det urolige Livs stille og alvorlige Behersker! Alt tidligt har Din skyomhyllede Moder sendt mig sine Børn, den lette Søvn, den strenge Nemesis og den altfortærende Kummer. Tag mig i Din Favn og bring mig stille til Din Moders Rige, hvor der aldrig høres en Lyd af Livets rullende Bølger! Lad mig hvile som et Barn ved hendes Bryst, og bred sagte hendes Klædebon, vævet af Forglemmelsens Mørke, henover mig! Skaan mig for den trøstesløse Alderdom! Jeg forlanger den ikke, og beder kun Parcerne, Dine Søstre, om rask at overskære min Livstraad - men lad dem skaane Brandt! Tag mig, hvis det fordres - men lad ham leve, thi han trænger dertil! Din Skaal, Brandt, og fremdeles et hæderligt Liv, til Du døer af Delirium!«