Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra Fra Piazza del Popolo · II

»De har Ret,« svarede den Gamle. »Det er et nyt Beviis for, at det ikke er Æmnet, men Behandlingen, som skaber Kunstneren; thi vi ere jo ogsaa Digtere paa vor Maade. - Det er dog underligt, hvor Begivenhederne ofte gjentage sig eensartede for de forskjellige Individer, og dog opfattes ueensartede af disse. Jeg kan ikke faae denne Henry Vernon ud af Hovedet, eller rettere, jeg kan ikke faae de Begivenheder bort, som vare betegnende for hans Liv. Det kommer maaskee af, at ogsaa jeg engang har gjennemlevet noget Lignende, dengang jeg stod paa Overgangen. Derfor er det, at jeg interesserer mig for Helten.«