↩ Fabrikken begyndte, Folket jublede; thi Fabrikken gjorde Vidundere. Smaa Hyrdinder med højhælede Sko, smalle om Livet og brede om Barmen, blev ved deres Kniplingsskørter trukne ned mellem Kornaks af højst letsindige Hyrder i guldbroderede Jakker og violette Benklæder. Martialske Soldater, med den trekantede Hat paa Snur og Haanden hvilende paa Kaardefæstet, snoede deres Knebelsbarter, medens de skottede ned til den lille Marketenderske, som paa Knæ hældte noget ud af et Anker, der næsten var lige saa stort som hende selv. Vaser, hvis Hanke og Halse vaandede sig i den usaligste Proptrækkerfortvivlelse, bar Hans Majestæts høje 9 PreusBillede og Navnetræk omslyngede af Porcelænsblomster, saa fine, at de gik itu, naar man blot rørte ved dem, saa at de kun ved egne, højtbetroede Kurerer kunde sendes til de tyske Hoffer som et Vidne om, at Danmark nu var indtraadt i de civiliserede Staters Række, at det lavede Oder og - Porcelæn. Dette var Fabrikkens Morgenrøde, dens egentlige Guldalder, hvor den var ægte kongelig og fik Besøg af ægte kongelige Potentater. Da Frederik den Sjette døde, var allerede noget af Forgyldningen borte. Kristian den Ottendes "Nu ville vi alle spare" gav den vel en Del af dens Glans tilbage, navnlig gjorde den i hans Tid en foruroligende Mængde Trøffeldaaser og Ragoutfade med Løver paa Laaget; men Bondevennernes Opkomst efter otte og fyrre blev dens Dødsstød - hvad forstaar ogsaa Bønder sig paa Assietter til Agurkesalat?