Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra FRA DEN GAMLE FABRIK

Jeg gik i Seng, men det var mig ikke mulig at sove. Hele Tiden saa' jeg den røde Vase, den flammende Ovn og den blege Mand, der vandrede op og ned, medens Luerne lyste. Lidt efter lidt antog denne Mand Onkels Ansigt og Udseende. I den sorte, tætsluttende Frakke og med Hænderne paa Ryggen gik han alvorlig frem og tilbage, stirrede af og til ned i de dybe Fyrhuller, hvor Favnestykkerne forsvandt, som om det var Svovlstikker. Klokken tolv hørte jeg Onkel staa op; han skulde anden Gang ned og trække Prøver. Jeg listede mig ud af min Seng. Vinternatten var bidende kold, men desuagtet krøb jeg op i Vinduet og saa', rystende af Angest og Kulde, ned i Gaarden. Den sorte Skorsten lyste med mørkerøde, alenlange Luer; den lignede et spøgelseagtigt Uhyre, der rakte fire gloende Tunger ud ad Munden paa én Gang. Om disse Luer bølgede en sort, en kvælende Røg. Den drev lige imod mig; jeg kunde tydelig mærke den harpiksagtige Lugt af Fyrretræet. Dette var ikke noget godt Tegn. Ved Midnat skulde Flammen være klar; det havde den gamle Dinger tidt forklaret mig, ellers blev Porcelænet røgslaaet. Der kom en stor Angest over mig, som ikke formindskedes, da jeg øjnede Onkel, som med en Lygte i Haanden vandrede over den snebelagte Gaard op imod Brænderiet. Hans sorte Dragt tog sig dobbelt sort ud mod de hvide Snedriver, og jeg syntes, at hans Ansigt var saa forunderlig blegt. I Porten mødte han Dinger, og langsomt forsvandt de begge i Brænderiet. Indenfor lyste Ovnen i Luernes røde Skær. Jeg kunde 16 tydeligt se de halvnøgne Skikkelser, naar de store Favnestykker kastedes ned i Fyrhullerne, hvoraf Luerne da slog højt i Vejret. Jeg saa' dem slaa Hul paa Muren, tage en Prøve ud, og Onkel undersøge den opmærksomt. Derpaa syntes jeg, at han rystede paa Hovedet. Han tog sit Ur frem og forsvandt bag ved Ovnen, hen imod et af Fyrhullerne. Nu kunde jeg ikke holde det ud længere. Jeg krøb i Seng, trak Dynen helt op over mig, og gav mig til at bede; først Fadervor, saa for Onkel og saa for Vasen. Lidt efter hørte jeg tunge Trin ude paa Gangen. Jeg fo'r op, sad i Dødsangest og lyttede - saaledes plejede Onkel ikke at gaa. Lidt efter gik Døren op, Onkel stod foran min Seng med Lygten i Haanden.