↩ Uagtet jeg hemmelig holdt af ham, var jeg dog næsten bange for ham; thi han gav sig kun lidet af med mig, og naar det skete, var det mere egnet til at forskrække et Barnesind end til at drage det til sig. Saaledes husker jeg endnu en Aften ved Ovnen. Der skulde brændes en stor Vase, et meget sjældent og kostbart Stykke, en Present til en eller anden Potentat i Tyskland. Tre eller fire Vaser var allerede tidligere forulykkede, og det begyndte at knibe med Tiden. Onkel havde selv ledet Vasens Opstilling, og nu kom det store Øjeblik, da der skulde stikkes Fyr. Onkel tog et Bundt Høvlspaaner, steg afmaalt og rolig ned i den ene af Ovnens Fyrhuller og sagde til Overbrænderen: "Nu maa det gaa, Dinger, som Gud vil."