↩ Hans skulde bort. Onkel havde sagt ham det, men det var, som om han ikke forstod det. "Hvem skal saa passe Seletøjerne, Hr. Administrator?" var det eneste Svar Onkel havde faaet. For at formilde Afskedens Brod saa meget som mulig og lindre den virkelige Nød, der var til Stede, havde Onkel tilbudt ham at komme hver Dag op i Køkkenet og hente sin Middagsmad. Om Morgenen gik gamle Hans ud af Gaarden. Han bar sin Søndagskofte, blanke Sko og - Dannebrogsbaandet i Knaphullet. Men hans Haand og Stemme rystede - han var bleven ti Aar ældre i de Dage. Arbejderne flokkedes for at sige ham Farvel. Mange havde Taarer i Øjnene, og jeg saa' flere end én Sølvdaler komme frem af Lommer, hvor de ikke laa i Overflod. Henimod tolv kom Hans igen og sagde til Rasmus, at han havde glemt noget oppe i Brænderiet. Klokken fire ventede vi ham i Køkkenet - men han kom ikke, og Onkel lod gaa Bud ned til Rasmus. Lidt efter kom denne i stor Forfærdelse. Man havde søgt Hans i det gamle Brænderi og fundet ham. Men han hang paa den ene Væg i sit Strømpebaand, og paa den anden var Kollegiets Svar opslaaet med fire Messingsøm, beskyttede mod Fugtighed ved Læderlapper, skaarne af Morten Luthers Bibelbog.