↩ Selekammeret eller "Portkammeret", som de yngre, til stor Forargelse for Hans, begyndte at kalde det, laa i den Portgennemgang, der forbandt Fabrikkens første og anden Gaard. Det var et lavt, mørkt og fugtigt Rum, som altid lugtede stærkt af Vognsmørelse og Blanksværte. Grunden hertil var ikke vanskelig at opdage. Paa en Knage, der næsten indtog hele Stuens Længde, hang alle Fabrikkens gamle Seletøjer, pudsede og polerede, som om de skulde tages i Brug i Morgen. Det var et Slags Svaghed af gamle Hans; da han ikke kunde være Kusk, blev han Samler; men kun paa Seletøjer, og kun naar disse havde tilhørt Fabrikken. Om 19 Søndagen, naar alt hvilede, tog han dem ned, spændte dem fra hverandre, pudsede og blankede omhyggelig hvert Stykke, og - spændte dem saa sammen igen. Naar han havde gjort dette, gik han i Kirke - altid i Trinitatis - sang med stor Andagt de to første Salmer og sov saa regelmæssig til Prædikenen var endt. Saa gik han atter tilbage til Selekammeret, stoppede sig en beskeden lille Træpibe, aabnede sin lyseblaa Dragkiste og gav sig til at gøre Orden i dens Indhold. Paa denne Tid kom jeg gerne ned til ham; thi Dragkisten med de brogede Træsnit inden i Laaget, det mærkværdige Paaskelam, der kunde bræge og gø paa én Gang, og vor Frelsers Kors med ham selv, Apostlene, Maria og Røverne, alt sammen inden i en Medicinflaske - det var Rariteter, som jeg ikke lod mig gaa forbi.