↩ Thi gamle Hans var egentlig dalet dybt, og hans senere Død viste, hvor bittert han ofte følte det. Før havde han haft fire Heste, Stald, Vognskur og sit eget lille Kuskekammer - ja, naar han kørte i Skoven for den forrige Administrator, havde han endog gjort Tilløb til et Slags Liberi - den gulog sortstribede Vest var en Levning heraf. Nu raadede han kun over tre Hammere, en Stol, en Halmmaatte og en Bunke Kvarts; thi gamle Hans var 23 fra Kusk bleven Stenpikker, og hans møjsommelige Bestilling var den at rense Kvartsen fra de Jerndele, som under Brændingen vilde give Porcelænet Pletter. Det Sted, hvor gamle Hans arbejdede, var et stort, vidtløftigt Rum, aabenbart hørende til den nyeste Tid. Loftet var revnet og indsunket; thi ovenover løb gennem Etagens hele Længde den store Drejersal, fra hvilken man hørte Folkenes lystige Sang og de ensformige Spark, hvormed Drejerladene sattes i Bevægelse. Deroppe var alting skinnende hvidt, alt ordnet og opstillet som Varerne i en Butik - hernede var alt en myldrende Forvirring; thi denne Del af det gamle Brænderi udgjorde en Losseplads for alt det Uryd, som man ellers ikke vidste at anbringe. Tjæretønder, Brandstiger, Kalkeballer, Lægter, Tækkerør, Vandkar, Kapsler, Gipsformer, Lerbunker og Halm laa her i broderlig Forening og skjulte næsten ganske den Del af Rummet, som for mig var det interessanteste, de gamle Ovne fra Fabrikkens første Tid.