Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra FRA DEN GAMLE FABRIK

En Januar Aften, nogle Uger efter Begivenheden i det gamle Brænderi - og en rigtig snefuld og mørk Januar Aften var det - sad jeg ene med Onkel i hans Arbejdsværelse, medens Jomfru Mortensen lavede til Te inde i Dagligstuen. Onkel var beskæftiget med Fabrikkens Regnskab, Bilag paa Bilag, Revision paa Revision; jeg med Madvigs latinske Grammatik, Regel paa Regel, Undtagelse paa Undtagelse. Onkel smaaskændte halvhøjt over Revisionens Pedanteri, over Forveksling af Over- med Underkopper, flade med dybe Tallerkener; jeg halvgræd af Fortvivlelse over Indikativ og Konjunktiv og beregnede, at denne Bogs Forfatter vilde dø en vaad Død, hvis han havde alle de Taarer over sit Hoved, som var udgydte over den siden dens Udgivelse. Onkel var vanskelig, gnaven og tvær, som altid ved Regnskaberne; jeg træt og umaadelig søvnig, som altid ved Madvigs Grammatik. Da bankede det sagte paa Døren; jeg saa' lige saa sagte op - der kom maaske Befrielsen. Dyb Stilhed - saa bankede det igen, næsten uhørligt.