↩ Den Aften gennemgik jeg ikke, som sædvanlig, mine Lektier med mig selv, ej heller beregnede jeg, hvor megen Sandsynlighed der var for at komme op i latinsk Grammatik. Madvig blev lagt under Hovedpuden, jeg kunde ham ikke - men det kom nok, naar jeg sov paa ham - og Tankerne vendte atter tilbage til Onkels Værelse, til den blege, forfrosne Digter og til Verset, som den ærbare Jomfru Mortensen saa voldelig havde berøvet mig. Jeg vidste ikke, hvad det var, som tiltalte mig i dette Digt, men skønt jeg kun havde læst det to Gange, kunde jeg det udenad. Nu satte dets mystiske Slutningsord mig i Bevægelse; men foruden disse var der et andet, et eneste lille et, som fik min natlige Tanke til at sværme om disse Linier som 40 meren om den enlig brændende Lampe. Nu, da jeg er bleven saa gammel, kan jeg vel nok tilstaa, hvad jeg hin Aften næppe vilde bekende for mig selv - det var Navnet, det søde, fortryllende Navn Johanna!