↩ Den sørgeligste Dag i en Drengs Liv er den, paa hvilken han kommer i Skole - den glemmes aldrig, i det mindste ikke af mig. Længe havde Begrebet Skole staaet for mig som noget rædselsfuldt, noget ubestemt skummelt, et Slags Børnehus, hvormed Jomfru Mortensen havde truet, og som jeg altid tænkte mig beliggende mellem Blaa Taarn og Druknehuset. Nu stod jeg paa Legepladsen, ene med min Sorg og mit Savn, omsluttet af gulkalkede, taarnhøje Mure, omstimlet af hundrede skrigende og vrængende Drenge, som puffede mig i Maven, trak mig i Blusen og spurgte, om min Fader var Pottemagersvend. Saa kom en fregnet Fyr med rødt Haar, flad Næse og fremstaaende Tænder. Han puffede mig ind under Vandposten, dunkede mig i Hovedet med Tinbægeret og foreslog at døbe "Porcelænsdukken". Saa blev jeg revet bort fra ham, puttet ind i en Murkrog, klemt og presset af hele Klassen, der stimlede sammen om den nye Dreng som Bier om deres Dronning. Det var det første Begreb, jeg fik om "Trykkefrihed" - dengang syntes jeg ikke, at det var nogen prisværdig Indretning. Saa blev der raabt "op", og jeg førtes af Sted med Strømmen og ind i Klassen, hvor jeg blev hejset op i Skoleremmene inden Læreren kom. Saa spiste den fregnede Fyr mit Smørrebrød under Bordel og sagde, at det var mig, der knirkede med Bænken, hvorpaa Læreren, en bleg, ung Herre med Studenterhue og Lorgnet, bemærkede, at jeg var en Helvedes Brand, der vilde lægge mine Forældre i Graven.