↩ Da Foraaret kom, da den gamle Lind i Fabrikkens Gaard skjulte sine røgslagne Grene i det friskeste lysegrønt, da Auriklerne og Lillekonvallerne duftede i Forvalterens Have, og da Syringerne og Guldregnen, Slyngroserne og Ribsene tittede ind i gamle Hans' Lukaf, da syntes jeg, at mit lille Kongerige var værdig smykket til at modtage min Brud; thi som saadan betragtede jeg Johanna. En Søndag Eftermiddag, da Onkel var ude, og Rasmus sad i sin Kælder, smuglede jeg hende ind; thi Onkels Strenghed imod alle uvedkommende var mig vel bekendt.