↩ Da den sorte Ligvogn holdt uden for Trinitatis Kirke, og Jomfru Mortensen talte Kareterne, der strakte sig næsten lige til Hørkræmmerens Port - da tænkte jeg paa den milde, ranke Frue, paa den bløde, forunderlige Stemme, og mit Hjerte var nær 56 ved at briste af Sorg og Længsel. Men da de gribende Sørgetoner i Livjægernes Koral brusende og sitrende strømmende ind i vor øde Dagligstue, da det mørke Tog langsomt bevægede sig forbi og endelig tabte sig i det fjerne, da var det, som bar man al min Glæde til Graven - "Langt, langt herfra!" klang det i smeltende Toner. Jeg brast i en krampagtig Graad, men Jomfru Mortensen smækkede Vinduet haardt i og sagde: "Det er ogsaa noget at flæbe for! - Den Vej skal vi jo alle. Hun maa takke sin Gud i sin Grav for saadan en Ligvogn!"