Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra FRA DEN GAMLE FABRIK

Nogle Dage efter saa' jeg Johanna. Hun gik med sin Fader under Armen og var klædt i sort fra Top til Taa. Hun nikkede venlig til mig, og Hørkræmmeren klappede mig paa Kinden og sagde: "Ja, nu rejser Hanne, lille Viggo." - Lille Viggo! - Ja, der laa hele Hemmeligheden. Johanna var jo næsten en Dame; det var ubegribeligt, at jeg ikke havde set det før. Jeg ilede hjem, kastede mig over mine Bøger og slugte med en næsten hævngerrig Glæde det dobbelte Pensum af Madvigs Grammatik. Jeg vilde være Student - dertil behøvedes jo rigtignok endnu nogle Aar - men saa vilde jeg gaa med Studenterhue og Lorgnet ligesom Hr. Halle, og saa vilde jeg fri til Johanna. Bare hun vilde vente saa længe!