Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra FRA DEN GAMLE FABRIK

Men lukkede man saa Døren op og titlede ind i det andet Rum, det egentlige kemiske Laboratorium, da kunde man pludselig tro sig hensat til et af de gamle Guldmageres forunderlige Værksteder. I Baggrunden en hvælvet Ovn, sodet og sværtet af et Aarhundredes Arbejde, med indmurede Kobberrør og sære, gammeldags Haner og Ventiler. Paa den ene Væg Digler, Kolber, Retorter, Hæverter og sorte Lædermasker; mod den anden en hel Række smaa, besynderlige Ovne, hvor de kemiske Præparater boblede og kogte. Under Loftet en røgbrun, udstoppet Haj fisk, og over det hele en stikkende Atmosfære af dampende Trækul, blandet med Salpetersyre og Klor - saaledes var Onkels Laboratorium. Føjer man hertil det svage Lys, der halvbrudt faldt gennem de runde, i Bly indfattede Ruder, de glødende Ovne og den gamle pukkelryggede Jørgen, Onkels Laboratoriekarl, der, sværtet i Ansigtet og med sodede Hænder, koboltagtig sneg sig omkring, viftende med en afsveden Fjervinge, saa vil man ikke undres over, at dette Sted prægede sig dybt i min Erindring.