↩ "Jeg véd ikke, om man brugte Tonsur i de Tider," sagde Otto lidt usikkert. "Overhovedet tillader den dybe Middelalder en vis Frihed i Behandlingen. Hende har jeg tænkt mig som en yndig Blomst, lig de Alperoser, der vokse paa Monte 250 Desertos skaldede Spidser. Man kunde ogsaa kalde Klosteret Deserto, det klinger nok saa kønt. Altsaa, hun har forelsket sig i Munken, hendes Barndoms Ven, Skriftefader og Vejleder til de himmelske Boliger. Han har forelsket sig i hende, Blomsten fra Desertos skaldede Spidser, men hendes jomfruelige Kyskhed lukker hendes Læber, og S. Franciskus strenge Ordensløfte binder hans. Han elsker, lider, raser, fortvivler, og en Morgen, da Brødrene aabner hans stille Celle, er den tom - Munken er forsvunden. Brødrene studser, Rygtet farer om fra Gaard til Gaard, og naar ogsaa Marias stille Vigne, hvor hun sidder og spinder paa Haandtén. Rædselen griber hende, kun hun aner det frygtelige, og i Spidsen for Øens Fiskere - -"