Bang, Herman Uddrag fra Fædra

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage - som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden kom hende for nær og kaldte hende for « Prinsessen » - hendes Øgenavn - saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens Øine, som gjorde den høitalende bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende - lige som en Søvngængers.