Bang, Herman Uddrag fra Fædra

En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? . . . Det tænkte jeg ikke over . . . Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt . . . Og hun havde tiet forvirret.