Bang, Herman Uddrag fra Tine (Danske Klassikere)

Det var i udlandet Herman Bangs barndomsminder brød frem, det var også dér og især i Bismarcks Berlin (hvorfra han i øvrigt blev udvist på grund af nogle respektløse ytringer om kejserhuset i Bergens Tidende) han mente at forstå Danmarks stilling i Europa bedre end man forstod den hjemme. Bang, der nærede en ulykkelig kærlighed til handlingens mænd, var imponeret af Bismarck, »som puster hver Dag Liv i Tysklands uhyre Legeme« (Vandreaar, s. 181) og frygtede hans handlekraft. Han havde én gang vidst at udnytte dansk eventyrpolitik og kunne gøre det igen: »Tyskland sidder med udstrakt Haand mod dette stakkels arme Land med sine Forsvarshyl. Man vil ikke taale det.« I et digt, »Nytaar 1887« så han
... Tegn til tusindfoldigt Mord,
til Verdens Brand,
til Rigers og til Folkeslags Død -
hvilket kan læses som en profeti om den verdenskrig, der ganske vist først brød ud 27 år senere. Men forholdet mellem stormagterne var - efter den fransk-tyske krig i 1870 (som Danmark på et hængende hår var blevet draget ind i) og efter Tysklands og Italiens samling på Frankrigs og Østrig-Ungarns bekostning - meget spændt, og Bismarck selv ventede krigen i foråret 1887. Tidsstemningen synes at have været desperat i firsernes slutning: Nietzsche, Strindberg, van Gogh vidner om det. Det er karakteristisk at Holger Drachmanns roman Forskrevet (1890) ret uformidlet munder ud i en krigsfantasi: »Der er gaaet Hul paa Evropas store Brandbyld - Udbruddet er først kommet over os...« Lige så malende skrev Viggo Hørup ved nytår 1889 at der »måtte endelig en gang komme ro i den stadig rygende danske krigsvulkan, hvis det nogensinde skulde blive muligt at bygge trygt ved foden af dette evigt rumlende utyske« (Torben Krogh: Viggo Hørup, s. 330).