Bang, Herman Uddrag fra Tine (Danske Klassikere)

Tine blev ikke nogen succes, hverken hos anmelderne eller hos publikum, som i det nationale mindeår foretrak mere traditionelle krigsbøger, især P.F. Rasts ganske anderledes frejdige En Rekrut fra 64. Selv i Politiken, hvor bogens politiske budskab dog skulle forventes at møde sympati, var anmelderen ikke blot, som før nævnt, misfornøjet med Bangs impressionistiske stil, men også med hans krigsskildring; Erik Skram indvendte at Bang ikke havde været med i krigen, hvad Skram selv havde. I den konservative presse var reaktionen endnu skarpere. Ved at betone at Bangs roman ikke byggede på erfaring, men på fantasi, søgte man at tage brodden af dens anklage, som man måske dog følte sig udfordret af Men bogen fik ikke den umiddelbare virkning, som dens forfatter havde håbet. Han kunne dog glæde sig over en takkeskrivelse fra selve Henrik Ibsen, som blev trykt i Politiken.