✂

✂ Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind

✂ De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiks-borggade til.

✂ Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen - som en taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.

✂ Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.

✂ - Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.

✂ - Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.

✂ Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr.

✂ Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for at bringe Breve til den sidste Post.

✂ Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under

10

✂ Ombygning, saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var lagt frem over Rendestenen.

✂ - Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.

✂ - Vi kalker vore Grave, sagde Lange.

✂ Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unge Piger gled forbi, friske af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med Kinderne.

✂ -Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de bar »paa skraa« i Lommen.

✂ - God Aften - god Aften.

✂ De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden.

✂ - Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.

✂ Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt Lys - i halv Legemsstørrelse - i Udhængsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndighederne.

✂ - Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte rundtom i Døraabningernes Skygger.

✂

✂ Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.

✂ - Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.

✂ -Hva'?

✂ - Men - Amalie ...

✂ En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af en Herrearm.

✂ - Du dog - raabte hun: Herluf Berg.

11

✂ Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende.

✂ Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskeku-skene sad uanfægtede og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder - før de vendte og kørte bort.

✂ Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet, fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den ned - -

✂ - Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.

✂ Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Mørke - fyldt af en Brusen, i hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.

✂ Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken lukkede sig, og man naaede paa Plads...

✂ Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den paa igen.

✂ Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.

✂ Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt en mildnende Haand på Sujettet - af Hensyn til vort Publikums Følelser - og havde ændret til »kysset«.

✂ Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.

✂ Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én Gang.

✂ Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der

12

✂ mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: Den var her og den og den - og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.

✂ Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af Bade og Sommerluft.

✂ - Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den friske Kønhed.

✂ - Brillant, sagde Berg.

✂ De var der alle - allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og Redaktør Scheele; Legationsraadinde Stén, udringet, med Lega-tionsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en fal-bydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade ; Fru Koch... alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.

✂ - Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.

✂ -Ja...

✂ - Naa - Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

✂ - Hvorfor ? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden, sagde Berg og lo.

✂ Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.

✂ Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond Toupé drysset fuld af Brillanter - Diamanter i Ørene og Diamanter om Halsen ... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Damerne, lidt efter lidt - der kom ligesom en stram Luft over Parkettet - lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

✂ - Hvem?

13

✂ - Hvem du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag Cha-peau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.

✂ Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev der stille - Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede - alle kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden af Hr. Stæhr.

✂ Tæppet gik op.

✂ Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre - fler og fler Pager, to og to, fler og fler - i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert -Mænd greb Glassene af Koners Skød eller Hænder -: Men der var jo Flokke, Snese - en Hær af Pager - en Hær - rent en Hær af Trikots.

✂ Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet lidt for nedringede til Bal...

✂ Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte og det skinnede. Fler og fler - det hørte jo aldrig op - der maatte da være hundrede ...

✂ Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.

✂ Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man valsede, man kurede og kyssede.

✂ Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

✂ Her kysses vi,
Som har Jour;
Her kysses vi
Og gør Kur.
Her kysses vi.

✂ Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

✂ Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

14

✂ Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mild-nende Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen - at der var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.

✂ - Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.

✂ - Satan, Satan ...

✂ I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem Dørene ...

✂ Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, nynnende sagte »Kyssenes Sang« - foran de Eiskendes Døre.

✂ Hist kysses de
og gør Kur.
Vaage man vi,
Som har Jour.
Ene er vi.

✂ Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet. Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

✂ Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede ... Prinsessen kom i Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt...

✂ O ve - o ve,
Hvad her dog skér:
Hun bliver aldrig Lykkepige mér.

✂ De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne tørrede Taarer i Slæbene ... Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede Tromme med Triangel... Der var ikke den, der hørte Ørenlyd: Det var Glanspunktet af Operetten.

✂ Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.

15

✂ Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin Pose.

✂ Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret... Man talte om Antallet af Opførelser - man mente tredive ... Redaktør Isaksen førte energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud over Salen, med et langt sultent Blik:

✂ -Ja Godtfolk - nu var der Penge at tjene med en Treakter ...

✂ Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som Fisk i Vandet.

✂ - Naa - I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: Ka' vi no'et, vi Københavnere?

✂ - Fa'en ta' mig, er der Stemning der? Blom lo, saa man saa' alle hans hvide Tænder.

✂ -Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse« - det kan man ikke nægte.

✂ De vilde »sé at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav Haandtryk - Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk -; til sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.

✂ - Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg - det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv - og blev drejet ud igen.

✂ - Naa - saaledes, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget havde »Vildtlugt«.

✂ - Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort - »nok sagt« - bare for at hæve Byens Anseelse. Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.

✂ - Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han

16

✂ vrængede: Ja - tro I - for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-be-len, sagde Brodersen.

✂ Man talte om »Diamantkvinden« -: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper altsammen. - og Signalet lød til at bryde op.

✂ -Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne -gamle Folk.

✂ »De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard Sundt, Fuldmægtigen.

✂ - Kære - giv mig Ret, raabte hun. Er det ikke for Bæ'lam ... Hys, Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle Herrer ved Fornavn.

✂ Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.

✂ - Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer - sagde Kræmmeren ... Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.

✂ - Men - Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen ...

✂ »Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han altid fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han været gemt i en Kjolefold - hvorpaa Fru Canth sagde:

✂ - Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring. Man hørte Korstemmerne ned oppefra.

✂ - Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm Soda-vandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved Parkettrappedøren stansede hun: Edvard - man mødes jo efter Dagens Gerning - i »Bethesda«.

✂ Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens

17

✂ Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der kom ud.

✂ - Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.

✂ Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden - gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene.

✂ Saa delte Støjen sig - ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed; piblede ind i en Port, ned i et Stræde - som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig.

Hist kysses de

✂ og gør Kur.
Vaage maa vi,
Som har Jour.
Ene er vi.

✂ Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet - nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.

✂

✂ Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.

✂ - Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.

✂ De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.

✂ De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitren-

18

✂ de Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sen-sommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.

✂ -Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt

✂ - Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden.

✂ De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften -Berg og Lange, lød det bag ved.

✂ - God Aften ...

✂ Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød Skuldrene op, Lemme-Souper ...

✂ - Tak, skød Lange ind.

✂ - Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi gemmer hende i Divanen ... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa.

✂ - Naa - net...

✂ - Kostymerne fra Paris, - Gerster snøvlede som en Udraaber paa et Marked: - med en Tomme sat til over Knæene - man kender 'et... Naa - maa hjem til Passagérgodset. Djø - Børn.

✂ - Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem.

✂ - Satan - saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde.

✂ -Ja - der er de jo også fra ...

✂ -Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.

✂ -Ja - hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i de Par Aar.

✂ -Ja - Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra Randers ...

✂ Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvilde-

19

✂ de Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.

✂ Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.

✂ - Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.

✂ - Aften, Hr. Berg, Aften ... To Roastbeef... sauce tartare ... Kell-ner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet - Bankherrerne, Hr. Berg - Berg havde sét prøvende over tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips... Lille Diner, sytten Kuverter ... er ved Kaffen, Hr. Berg ... Hr. Jensen skød undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden.

✂ - Vel - Vel... Kellner Jensen drejede som en Top ... To Alliancer. Væk var Hr. Jensen.

✂ - Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i »Svinedrengen« om Prinsessen.

✂ Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel« - »vel«, saa ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen - i Svalehaler og Brandspande - og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.

✂ Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet »Bethesda«, til Forargelse for Fru Molbom. Fru Mølbom, der evindelig forte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa religiøse Anfægtelser.

✂ Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Molbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: Sundt, Redaktor Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de smaa«, samt Mændene.

✂ Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad

20

✂ der betød Akklamation: Plads for lille Herluf- Plads for lille Herluf, raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne - Damerne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres respektive Mænd - og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. Mølbom.

✂ - For Bæ'lam - for Bæ'lam - Fru Canth var stadig ved Operetten -: noget for den smaa Edvard Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen.

✂ Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervøse Fingre.

✂ Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur - fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner ...

✂ - Tre Mand - tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom.

✂ - Fa'er og Mo'er og Arthur - Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i Rosenborg).

✂ - Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.

✂ Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.

✂ Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om Modellerne.

✂ Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke sét - idag hos Vett - en Model til Chemiser ...

✂ - Nogle Chemiser, Tante Strøm, - Fru Canth saa' ud, som om hun vilde sluge Chemiserne - uden Ærmer ...

✂ Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde:

21

✂ - Tre Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Molbom var saadan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en om Stilling mod et Medmenneske, og sad saa med stirrende Øjne ud i Rummet.

✂ -Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kont paa Moen.

✂ Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at ingen kunde rore Benene: La' ham sidde paa Skodet, raabte Tante Strom; Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.

✂ Damerne var saa ivrige, at de skod Tallerkenerne bort og tegnede Monstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strom sad og skinnede, rank og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Molbom - der altid var rod i Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem op-hovnet - sad med stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Molbom havde i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et Log.

✂ Hr. Molbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.

✂ - Vi to, Mo'er, sagde Hr. Molbom og loftede Glas. Hr. Molbom kaldte altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru Molbom havde skænket ham otte Born fra nitten Aar og nedefter.

✂ - Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Molbom, Vidne, Arthur ... De drak alle fire.

✂ Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja - i hver Vask lod Fru Dunker sine Mellemværk blode i Kaffe ... de saa' ud som ægte ...

✂ - Men Gud, det Arbejde - Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig)... hun blodte dem med en Klud - hvert Mellemværk ... Scheele vidste det!

✂ - Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.

✂ Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, Livet er rart, - - mens Tante Strom og Fru Canth lo, saa ingen horte Ørenlyd.

✂ Midt i Stojen sad Ægtemændene Dunker og Strom stive og ubevægelige, daddellose, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Inge-nior Dunker igen faldt hen med halvlukkede slove Øjne, som om

22

✂ han sov, mens Oberst Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale.

✂ Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstin-dens brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.

✂ Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste Lejlighed, for at holde Scheele i Aande - var blevet ved sit om de kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun Hovedet og sagde:

✂ - Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte -ligesom Berg - kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neu-trum«.

✂ Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i Selskab.

✂ - Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. Man kommer aldrig derfra.

✂ Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han - saa Konsul Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med saare tomme Ansigter.

✂ - Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.

✂ - Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg - Konferensraad Hein staar i Spidsen - de vil danne en Centralbank eller saadan noget - for at samle Kapitalen ...

✂ -Ja saa ...

23

✂ Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjorter ...

✂ Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem Vinduerne.

✂ Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille, Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den lyse Koncertsal.

✂ Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det lød som en stor Brusen op til Verandaen. - Da Orkestret intonerede igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferens-raad Hein klappede for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk - med den høje Hat under Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var foldet paa Maven - vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der skulle stemmes i Byraadet....

✂ Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne »spontane Ovation« - han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra - Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk - rejste Kon-ferensraaden sig og sagde højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:

✂ Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages betydelige Gerning - denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del af al Landets Kapital - af Hans Majestæt er blevet hilset med

24

✂ Glæde og Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse - for os alle, mine Herrer, en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang....

✂ Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt »Leve« for Hans Majestæt.

✂ Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabe-ne døde hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i Agerbruget og Havnen i Esbjerg.

✂ Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag - og de skulde henvendes til Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af - med højt hævet Glas - med et Leve for ham, mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein.

✂ Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om Konferensraaden for at klinke.

✂ Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Danne-brogskors glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde: -Ja - vore Produkter er blevet Guld.

✂ De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med Etats-raaderne. Mens Justitsraad Horn - fra Assens, Ridder af Vasa - nede i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.

✂ Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.

✂ - Det er Fiskene, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.

25

✂ Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.

✂ -Ja- Liv er her blevet.

✂ ---Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved Bordet.

✂ Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede længere og længere ind paa sin Stol - hvert moderne Udslag af den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv - og sagde gentagende, at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.

✂ -Ja - hvad Lange angik, kunde han sige, hans Nerver havde danset...

✂ Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over Bordet - ogsaa Professoren sørgede hun for, saa bød hun ham, og saa rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed -:

✂ -Ja - sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ... De havde saamæn bare været i Fredensborg - men der havde været rigtig rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.

✂ - Og saa gi'er det jo noget Liv - med Hoffet derude, sagde hun. Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der en Sommer - stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

✂ - Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med Melonkærnerne; det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange maatte vælte noget. Familien Gcrstcr selv havde alle nogle forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.

26

✂ - Erhard forsøgte det vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt over til sin Søn.

✂ - Mo'er overdriver - i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens personlige Pronomen -jeg var derude hver anden Uge.

✂ - For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.

✂ Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvil-kaarligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betænkelig Mangel paa Respekt for baade - det ene og det andet hos Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.

✂ -Jo - sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax - ude i Fredensborg.

✂ Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, helt stiv af Søvn:

✂ - Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i Skanderborg.

✂ Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa Grund af de nye Munddele:

✂ -Ja .... vi havde Læse-Torsdag ifjor .... Vi og Madsens, du véd, de unge Folk, og Doktor Sørensens.... skiftede hos hinanden ....

✂ -Ja - det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.

✂ - Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.

✂ Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med hans Familie; saa paa den ene Parts Vegne og saa paa den anden. Selv gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol, og saa' underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.

✂ Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende

27

✂ om Zola: Satan til Ka'l, sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, det er det.

✂ Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et Yndlingsemne:

✂ - Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.

✂ -Ja - Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes i -»Læseforeningen«...

✂ Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard, født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod brænde et af paa Slotsbjer-get«...

✂ - Rigtig kønt var'et, Jette - især i Vandet .... Men der er ogsaa dejligt ved Søen .... Det er dog det dejligste Sted, Jette.

✂ - Men lad mig dog holde, Jette - lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

✂ Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i Døren.

✂

✂ Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvor af nogle stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og Gnister, før den slukkedes.

✂ Lange istemte Mængdens lange »Aa-aa«, da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.

28

✂ Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets Stilladser og tændte - rødt, gult og grønt - regnbuefarvet urolig Ild. Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens rolige Lysbuer.

✂ En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.

✂ Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned gennem Rummet og brødes med Knald - smaa plaffen-de Knald: med ét var hele Himlen, hvor man saa', kun et vildsomt Løb af ilende hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter... Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum - op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes.

✂

✂ Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som lob han som en Hund mellem de andres Bén.

✂ Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de smaa« - paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin høje, overstadige Latter, naar hun sagde det.

✂ Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede sig. Og saa sukkede han.

✂ I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig

29

✂ hen i en Krog, hvor han kunde finde et Par Stole; og der sad han saa, ligeoverfor Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.

✂ Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:

✂ - Naa - nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.

✂ Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende Trav - Fru Mølbom i Galosker - som et Par halvgamle Heste, der længe har trukket sammen.

✂ Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne - naar de var alene, støjede hun ikke mer.

✂ Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa - det er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster og rystede det.

✂ Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster; Fru Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:

✂ - Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den. Og alle satte i Marsch igjen.

✂ -Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet den i Hovedet. Hr. Mølbom lo.

✂ - Det er ikke noget at le af, sagde Lange, det er s'gu Faren med Raketstokke - at Godtfolk faar dem i Hovedet...

✂ De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev staaende.

✂ Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang«... Og nynnende, vuggende Hovederne ind mod deres Herrers Skuldre, stod Damerne med de smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset....

✂ Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod Frihedsstøttens store graa Sten.

30

✂ Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel« af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt, der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Tea-trets« nys rejste Tag.

✂ Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange, sagde han dæmpet og dvælende paa Ordene, mens han saa' ud i det rige Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds om den hele By og bandt den til ét Billede ...

✂ Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønder-brød han den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodigt Suk:

✂ - Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.

✂ Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende Stemme: God Aften - Berg.

✂ Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre Frokost... Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre.

✂ - Hvem er det? sagde Lange.

✂ - Den unge Adolf, sagde Berg - Søn af Adolf med »Husholdnings-bøgerne« ...

✂ - Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre. De gik videre.

✂

✂ Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.

✂ Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens hoje Tage.

✂ Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra »Victoriateatrets« elektriske Lamper.

✂ Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han tog det og saa' paa Haandskriften - i Hjørnet var der en Svale med en fransk Devise: Nous reviendrons -; Berg blev siddende lidt, før han brød det og læste:

31

✂ »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem til Byen - for at opleve endnu en Sæson. Vi hilser Dem alle.

Deres
ASTA HELTZ.«

✂ Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen - Brevet med Svalen havde han krammet fast sammen i sin Haand.

✂

✂ Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt mellem Victoriateatrets Himmel og Jord - saadan blev der banket, hamret og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj - ohøj, lød det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.

✂ Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen - én Kæmpekrop, hvor alting sang og virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen ...

✂ Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten - Frokosten! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: Hold i Tovet - Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.

✂ Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille Forfriskning«.

✂ Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem Bal-kongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbøtter og over Brædder:

✂ - Der skulde være Marmorpuds, og der skulde være Forgyldning .... Martens pegede og Martens viste.

✂ Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns over hans egne Undere.

33

✂ -Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor han havde sunget over Høvlebænken.

✂ Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige herindenfor i »Foyeren« - Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger« -; de brød gennem mange skærmende Sækkelærreder, der spærrede Dør-aabningen, ind i Foyeren, hvor Arbejdernes Tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et Fjællebord.

✂ Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa Pa-piermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel paa Taget, saa den viftede.

✂ De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den saadan kunde vifte, naar man pustede.

✂ Berg slog lidt mod Modellen med en Kno: -Ja - kunde man bygge af det Materiale, sagde han over til Martens.

✂ -Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et Sækkelærred til Side fra en hoj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op - dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et Le-getoj.

✂ Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap.

✂ - Satan, sagde Adolf og slog med sin Svipstok op mod Englene. Satan - saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.

✂ De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme ned og hjælpe paa Kokken.

✂ Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale og tolv Kabinetter.

34

✂ De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal, hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde kun nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og sagde:

✂ - Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.

✂ Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restau-rant'en nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.

✂ Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et Magasin.

✂ Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. Der havde hun strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet videre, saa godt hun kunde.

✂ Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddagene rundt om Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtroisk Ærefrygt for Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene.

✂ Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. Hun havde sparet deres første trehundrede Daler .... da var det Daler endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Mårtens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre.

✂ Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter til

35

✂ Taget - han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene ...

✂ - Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.

✂ Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne Leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Faça-der, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører - ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling - hele Tiden halv forundret over sine egne Vidundere.

✂ Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, Smaamandens Kærlighed til det grelle i Kulørerne og uvægerligt byggende alle sine Huse - disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve -ubekvemme, indskrænkede og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft.

✂ Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog - han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen Forretning paa en Helligdag - legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor »Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« som alt det øvrige.

✂ En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.

✂ Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed - selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder.

✂ - - Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens'

36

✂ - Det var Tiden at bygge nu, sagde han .... Igaar havde de solgt Nr. 11 .... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.

✂ -Ja - sagde Adolf- nu har man Avance. Han lod en tung Burgun-der flyde paa Tungen og smækkede.

✂ De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel - ved Bellevue - paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...

✂ - Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen - - Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen .... Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.

✂ Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte sine Penge paa Rente.

✂ En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt:

✂ -Ja, ja - det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme - den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.

✂ De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører - da Spenner kom tilbage.

✂ - Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De - Spenner ...

✂ - Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.

✂ - Pilloteringen? spurgte Berg.

✂ -Ja - det var jo det.... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset laa jo midt i Stadsgraven... sagde Spenner.

✂ -Ja - Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.

✂ - Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.

✂ -Ja - om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede.

✂ - Men Alverden søger jo, sagde Berg.

37

✂ De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja - der blev nævnt Folk - det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet - til Direktør.

✂ - Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør ...

✂ -Ja, raabte Adolf, vi to - Berg - os to.

✂ Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse.

✂ Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om Stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer.

✂ -Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel...

✂ De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog Vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over Mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.

✂ Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned ...

✂ - Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele ...

✂ De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet.

✂ -Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.

✂ De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i Luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.

✂ -Ja, sagde Adolf Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op.

✂ Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa Gaden og skiltes ovre paa Halmtorvet:

38

✂ - Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det - det er en Idé.

✂ -Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet« - saa tosset det end var.

✂ - Naa - - adieu, »Associé«, sagde Adolf Og inde fra Fortouget raabte han: »Jeg skyder Pengene ind.

✂ Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.

✂

✂ I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet laa der en Flettekurv.

✂ Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden - væbnet med Fletteposen - for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet eller simpelthen at gaa og smække med Døren.

✂ -Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til »Fa'er«.

✂ Der var igen noget, det maatte skaffes til Pigebørnene. Caroline, giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet -den længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat og en Atlaskes Mantille - og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen.

✂ Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig - som Bier - til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi.

✂ Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«: Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.

✂ Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vil-helmine vilde holde Næsen hos sig selv - man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen.

✂ Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og

39

✂ hvinte, rødtoppede over Gelænderne - samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt -: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær'.... Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie ...

✂ - Pyh - Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klaveret....

✂ - Saa? om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten.

✂ - Aa, maa jeg være fri....

✂ - Naa - det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os andre ....

✂ - Hold du din Mund, Frederikke.

✂ - Uf - Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.

✂ Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene - hele »Gevinsten« rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro - Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:

✂ - Hm - det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklædning....

✂ Men Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.

✂ Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.

✂ Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den forste Stue - Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten - og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhojt.

✂ - Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling.

✂ Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op til Guddommen.

✂ Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.

40

✂ Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde.

✂ Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til Sætteriet - Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været Udgifter til Pigebørnene -; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han var anonym og at det var en Hemmelighed.

✂ Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben Frakkekrave og dukkede.

✂ Den eneste Afveksling i den Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i »Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind med det øvrige ....

✂ Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til Bogstav, Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.

✂ - Berg - laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.

✂ - Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sè ud i Stuerne, 41 mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.

✂ -Ja - lo Berg - om jeg kunde.

✂ Krans strakte Armene i Vejret: Aa -ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.

✂ Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale - otte Linjer ....

✂ - Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen tørt.

✂ - Men otte Linjer, som maatte ind .... Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.

✂ Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert ombyttet Ord. Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed« Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen Tanke.

✂ - Netop Knudepunktet, sagde han - midt i Knudepunktet - men det er jo det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægtende med den blaa Blyant.

✂ - De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher.

✂ Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig - hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gælder det jo dog blot - at faa Numret fuldt.

✂ -Ja, sagde Gravesen.

✂ Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af et voksende Raseri under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.

✂ Hr. Gravesen skød Skuffer op og i - Skufferne i de nye »Egetræsborde« gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt - og rodede efter »Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev jo »Bagstykke«.

✂ Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir ikke til no'et.

✂ Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i

42

✂ Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der var Hø i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de skrævede.

✂ Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhæng-sler paa alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens første Leverandør.

✂ Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang gaa fra denne Anstalt.

✂ Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa »hellere at gaa fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabe-vis.

✂ -Ja, ja, sagde han, ja, ja - det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i en uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.

✂ Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen - »en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde - sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til.

✂ - Den Maskine, sagde han irriteret.

✂ - Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja .... sagde han og skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar han skrev.

✂ - Hvad skriver De? sagde han.

✂ - Aa - nogle Noter.... Arnoldsen blev siddende bøjet.

✂ Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.

43

✂ - Hvor var De iaftes, sagde Berg.

✂ -I Rømersgade - der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.

✂ Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der? - Nej, sagde Berg, ikke iaar.

✂ - Hvor de Folk kæmper - hvor de slider - med deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet:

✂ - Det var om Verdens Skabelse - i de seks Dage - paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om første Mosebog - tiende Møde, sagde han og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord

✂ - De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?

✂ - Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.

✂ Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.

✂ Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede »Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen - mente han.

✂ Redaktøren sagde: Naa - det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; og »Noterne« blev staaende.

✂ »Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg:

✂ - Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed - for magre, for gamle, elendige Ansigter .... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde - fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.

✂ - Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.

✂ Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til Sporvognsselskabs-

44

✂ Generalforsamlinger og reducerede saa Referatet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret ude fra Smal-legade.

✂ Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til at spekulere over Skriften .... Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav ....

✂ Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.

✂ - Da', Børn - kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Ar-noldsen. Han kom til Sæde.

✂ - Tak. Og dig? sagde Berg.

✂ - Tak - brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du - føler s'gu, hvordan det vokser for En ... Billeder faar man, med et Lys over - Lange fangede dette Lys med sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder« - Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for dig.

✂ Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede rundt - paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige Sætninger rundt mellem mange sære Tegn - -: Besynderligt -jeg havde s'gu et Gulv, et brillant Gulv - kan s'gu ikke finde det... han blev ved at rode ...

✂ - Det var et Gulv, forstaar du - Lange viftede med Haanden - et Balsals Gulv, du, sét ind gennem Dørene - med Støv henover og en Stump Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt Ramme - hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille For-staaelsens Nik, gamle Sonne, du ...

✂ - Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa .... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene Haand - Forstaar du, det skal jo nu udføres, forstaar du.... Saa-dan lidt søvnig Snak - som de er - med Støv i Øjnene ....

45

✂ - Her er et brillant Sted i Kotillonen - i siste Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen ...

✂ - Men - det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse -Jeg har faaet hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel - med en Arm ud over Vogndøren, i Lyset.... Brillant Lys paa den Arm, sagde han, naar hun kører ... Storartet Lys over Handsken.

✂ Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en stor Nøgternhed efter Formiddagsglæderne, og den evige forslugne Maskine dernede skar ham i Ørene.

✂ - Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage .... Han rejste sig og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk sér, sagde han. Jeg sér Gulvet - som jeg sidder i Rygeværelset - ind gennem Dørene - med Væggene og et Par Stole ... Med et Par Menneskeøjne ser jeg ...

✂ - Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér, sagde han.

✂ - Og præker - De véd s'gu alt muligt.. .Jeg vilde være glad du, om jeg bare fik én lille Følelse boret ud - det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene, lille Ord ...

✂ - Ordet, der gi'er det, sagde Lange med Overbevisning.

✂ -Ja, sagde Berg sukkende, det er det.

✂ - Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér, sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde han.

✂ - Nej -jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det.... Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.

✂ - Hvad bliver det forresten til med ham, sagde Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.

✂ - Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.

✂ - Ikke til noget? sagde Lange med Lys over Ansigtet; det er det, jeg altid har sagt. Farvel, du.

✂ Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.

46

✂ Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i »Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.

✂ En betroet Embedsmand fra Konferentsraad Heins Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:

✂ - Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser - der var Tale om »Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk Bad -.... Men Publikums Interesse maatte vækkes først.

✂ - Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

✂ Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:

✂ - Der var ganske vist endnu længe til Kongressen - men den almægtige Presse - og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til seks - kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig ...

✂ Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig - med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis og ånsaa »Le Figaro« for Mønstret af et Blad.

✂ -Ja, Kongressen skulde være skandinavisk - med Indbydelse til de finske Læger .... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling - - Af hygiejnisk Indhold ...

✂ De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe - hvortil den militære Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet sig - var i fuldt Lys. Efter den egenlige Kontortids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lød kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren sagde højt til Krans:

47

✂ -Ja - det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:

✂ - Ganske vist - der var tænkt paa en fransk Ballet - men, oprigtig talt, vore egne gør det s'gu ligesaa godt.... og de to Herrer lo halvhøjt gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand, sagde i sin alvorlige Tone: Ja - Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets første Livssag.

✂ Samtalen blev afbrudt af en lille Mand, der kom ind gennem Læsestuen og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord ...

✂ »Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle Næst-sødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.

✂ Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke Kæber - som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:

✂ - Naa - hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, mens Berg gik.

✂ En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne have sagt, han var gaaet.... Ja - men - det var en tysk Herre.

✂ Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz svedte - det var den sjette Visit hos Pressen - men sagde, han var som genfødt.

✂ - Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse - det er en Rekreation.

✂ Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket - en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste ...

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, hvor man bød paa et Program med seks Numre.

✂ Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:

48

✂ Den københavnske Presse forstod Sagen, sagde han, og var deltagende.

✂ -Ja, min Herre, sagde han, Deres Presse har megen Fantasi.

✂ Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og sagde:

✂ -Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod »Stormestren« blandt Impressarioer.

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt Bryst: Det er kun et Talent.

✂ Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.

✂ - Min Herre, sagde han jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere - vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som Menageriejere ...

✂ Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand - en Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.

✂ - Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig - forsigtig, jeg har femten Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til København - i en Sæson.

✂ Han vendte Ansigtet mod Vinduet, og idet han saa' ud over den lyse Gade, sagde han:

✂ -Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at have arbejdet.

✂ Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Haandbe-vægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye Stad-dele, om Victoriateatret - »Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil dryppe fra Væggene« - om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om Strømmen allevegne:

✂ -Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.

✂ - Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra København.

✂ Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet stot-tet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet,

49

✂ og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.

✂ Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.

✂ -Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

✂ Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, der begyndte at leve.

✂ Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine - Gravesen, Krans og Stær... Og Ar-noldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre - en evindelig Marsch paa Stedet af hele dette »skrivende« Kompagni.

✂ Og han selv?

✂ - Nej, nej - han havde heller intet Digtertalent - hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været hans Samliv med denne By ...

✂ Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse, denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen pludselig belyser - hele sit Liv, det fjerne ganske nær.

✂

✂ Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig altid først for ham i det Billede: den runde Dam med sin Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor Barnepigerne sagde, at der boede »den store Mand« ...

✂ Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krob han op paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov« - til han faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa - saa... og fik ham samlet op.

50

✂ Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsvæ-ret, mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.

✂ Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen. Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt i Fløjelsblusen og bød Kager om.

✂ Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit Vindu. Han jog - langt borte - efter Kalvene, saa de satte i Galop fra Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over Kyllingerne i Solen ved Stalddøren - de rullede ligesom smaa gule Æg mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom Ruglæssene med alle Ørentvistene ...

✂ Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i Køkkenet for at give dem Mælk... Da de blev druknet i Dammen, allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det mørke Kammer ...

✂ Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa Ruden til Farvel.

✂ Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, mens Moderen syede - Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard. Lars og Daglejeren tærskede i Loen ....

✂ - Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog, er du lykkelig?

✂ Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.

✂ -Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke:jeg er lykkelig.

✂ - Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave over Billedbogen - halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber henover Gulvtæppet.

✂ Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op - 51 han dukkede altid frem bag Moderens Skørter - og Søren tog Sæd op i den hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.

✂ Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degne-gaarden, og Klokkerne begyndte at ringe.

✂ Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler ud i Sømmene. I Skovridergaarden var det, som alle maatte lé, bare de saa' hendes runde Ansigt.

✂ Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:

✂ -Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ... Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og faa dem i Solen.

✂ -Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr« - som Tine kaldte ham - ned ad Kinderne bare ved Tanken.

✂ De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten.

✂ - Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.

✂ I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.

✂ Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.

✂ Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøl-lings fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne viftede:

✂ Smukke Pige med det sorte Haar,
Se lidt paa mig,
Hør hvor bankende mit Hjerte slaar,
Jeg elsker dig. Nej,
Hr. Jæger, nej.
52 Lad mig gaa min Vej,
Hvis Mama det saa',
Vil jeg Utak faa.
Paple, Paple, Paple, Paple Pap,
Det tror jeg knap.

✂ Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladske-de, Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.

✂ Smukke Pige med det sorte Haar,
Sé lidt paa mig ...

✂ Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: Han skulde danse - han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden - gamle Bølling lo, saa hans Mave gyngede under Vesten. Saa satte Tine i igen og valsede og sang:

✂ I Kongelunden vort Bryllup skal staa
Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa,
Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden.
Trallera...

✂ De svingede, saa de ikke havde Vejr.

✂ - Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt vild og for om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:

✂ Til Festen
I Kongelunden....

✂ - Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede.

53

✂ Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun sang ved Klaveret - det var Visen om »Lille Grete« - med en svag, dæmpet Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.

✂ Ak, kæreste Hr. Guldsmed,
Jeg har kun Sorg og Savn,
Min Grete rejser fra mig
I Dag til København.
Nu vil jeg gerne be' ham,
Min gode Mester Vig,
At gøre mig en Guldring
Og skrive indeni:
Farvel, farvel, lille Grete!

✂ - - - Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke.

✂ Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.

✂ - Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs.

✂ De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.

✂ - Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?

✂ - Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde saa underlig en Stemme.

✂ - - - Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning - med de Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i sig - om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.

✂ Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.

54

✂ Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.

✂ - Mon han er ved Samling, sagde Tine.

✂ - De siger jo Nej, sagde Moderen.

✂ De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket vandrende ved Siden af sit Øg.

✂ -Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?

✂ -Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De si'er, han er død, sagde han saa.

✂ - Iaftes.

✂ Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Graaden.

✂ De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.

✂ Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.

✂ - Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.

✂ -Ja, sagde Berg.

✂ - Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.

✂ De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:

✂ - Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.

✂ - - - Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin Fader og Søster i København.

✂ Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, som anløb Sønderborg ud paa Natten.

✂ Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i Stalden hos den blissede Ko - det var Fanny, som havde givet

55

✂ Mælk til Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham -; hun stod og kløede Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke hendes Haand:

✂ - Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.

✂ - Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at vande en Høne foran den blissede.

✂ Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, mens »Fruen« lukkede Stalddøren.

✂ De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast.... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.

✂ - Mo'er - kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.

✂ -Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.

✂ De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det var som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille.

✂ - Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

✂ Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.

✂ Om Aftenen sad de i Stuen, Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.

✂ -Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage Tojet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen.

✂ Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Torklæde over Hovedet.

✂ - Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren .... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

✂ Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snoften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sag-

56

✂ de Herluf, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op om Hovedet.

✂ Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne - de var ude af Gaarden.

✂ Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at græde.

✂ Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham paa Skødet paa Toften.

✂ De var snart ude, Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

✂ - Nej, sagde Berg, jeg bliver.

✂ Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

✂ - Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd. Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i Mørket endnu - hendes Mand.

✂ Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.

✂

✂ De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring - uden Im-mortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen.

✂ Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet

57

✂ saa kejtet af lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.

✂ - Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie ....

✂ -Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

✂ - Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine Piber? skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber hænge, blev han ved.

✂ -Ja ja -ja -ja, sagde Marie. - Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf saa sjældent....

✂ -Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede.... Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset.

✂ - Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.

✂ - Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....

✂ Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu... Hvor er Minna? sagde han.

✂ - Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun sukkede.

✂ -Ja -ja, du sukker min Pige .... ja, ja, det er ikke Skovridergaar-den .... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar .... tit baade Sommer og Vinter, sagde han. »Sommer og Vinter« glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været inviteret til Skovridergaarden.

✂ Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu.

✂ - Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke - hvordan er 'et, hun læser, sagde han. Minna tog fat paa Læsningen.

✂ Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.

✂ - Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, kan du dog ikke ta'e dig iagt?

58

✂ Herluf dukkede over Misgerningen - han var paa Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittighed - og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv.

✂ - Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.

✂ Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen .... Herluf er kommet til at rive min Azalia ned ....

✂ - Kan du Tabellen? sagde Moderen.

✂ Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog... Han gik i Skole ved »Frue Plads« hos to Frøkener; i Vejret skød han saa leddeløs og blegnæbbet som et Vinterskud.

✂ .... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.

✂ - Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst - - et halvt Pund mere, véd du....

✂ - Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen.... det behøves jo ikke, Minna ....

✂ - Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.

✂ - Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med »Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.

✂ - Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexle-de »Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.

✂ - Nej - hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klæder og Skolepengene - Skolepengene, som vilde stige - og Værelset her i Leje ....

✂ - Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa. - Mo'er - gaa

59

✂ i Seng, hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.

✂ - Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til Natten - det var det gamle Bord derhjemmefra - og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu ....

✂ Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgærde.

✂ - Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket tæt ind til hinanden.

✂ - Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

✂ - Fjenderne, sagde hun.

✂ - Og har Bøllings Fanny? sagde han.

✂ -Ja - Bøllings har Fanny.

✂ Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans egen Seng.

✂ .... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.

✂ Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa Klem.

✂ Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.

✂ Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.

✂ Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd Alle Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

✂ - Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere.

✂ - Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng.

60

✂ .... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret.

✂ Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.

✂ Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra Bordet.

✂ Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han græd - til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

✂ Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han syntes, nu var først hans Moder rigtig død.

✂ Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.

✂

✂ Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.

✂ Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen.

✂ Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv »Skrabnæse«.

✂ - Godt Jensen, godt Jensen - det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.

✂ Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Træ.

61

✂ - Naa, for Satan - om igen. Hr. Atterbom raste, Herluf Berg hoppede om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

✂ - Naa, Appel, Hesten frem ....

✂ Det gav et Ryk i de syv syge, som pylrede rundt i Krogene, med nogle ynkværdige Ansigter - i Mangel af Attester. De syv Blegsots-kandidater krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.

✂ Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opførsel.

✂ Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og var tykkindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af deres Kroge for at syne ham:

✂ -Ja, vrængede han til alle Forespørgsler, ta' 'en, Mariane ...

✂ - Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi Jensen - godt, godt - han ta'er som en Danser... Naa - frisk, Hr. Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne ...

✂ Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne.

✂ - Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.

✂ -Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk - hva' si'er jeg, er' et ikke Kællinger - hva', hva'? de springer som lamme Lopper...

✂ Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rød-haaret Arrigskab og Forlæsthed.

✂ - Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu Kællinger. Han kommanderede de blcgsotttigc frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.

✂ Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

62

✂ Han lagde sine Bøger sammen for at gaa - under arrige Hvislelyd fra Væggen - og Ole Martens slog ham Følge.

✂ De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste rørte sig i Baasen.

✂ -Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

✂ - Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

✂ Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.

✂ Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, saa den knirkede - alting var snævert, og alting knirkede hjemme i Vestergade:

✂ - Om du vilde tænke det mindste paa din Bedstefader, sagde Tanten, da han stormede ind.

✂ Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.

✂ Der blev dunket i Gulvet nedefra - det var Bedstefaderen, som nu mest laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet - Herluf krøb til Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til det snævre Hus.

✂ Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:

✂ - Nu gaar jeg, sagde han.

✂ - Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde huske iaften at lukke Gadedøren lidt sagtere.

✂ Herluf mumlede og kom afsted.

✂ Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen -God Aften, Hr. Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.

✂ - Bonnesøn, Bonneson, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.

✂ - Bonneson, Bonneson, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. Holdning, Holdning - mine Damer - Damerne var kommet ud fra

63

✂ Toilettet og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer -runde Albuer ...

✂ Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsfor-met Niece, som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr. Bonnesen rettede:

✂ - Mine Damer, pas paa Ryggen - Gratie, Gratie - Frøken Hilda, Maven ind.... Smaa Trin - tænk Dem, det er paa Østergade .... bedre, strax bedre .... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmel-skaftet...

✂ - Altsaa nu, Hr. Bonnesøn klappede: Hilsen til »den mødende Herre« ... Altså nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ... Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.

✂ Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele Damekorpset regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.

✂ - Mine Damer, mine Damer, tror De det er indtagende? ... Mine Damer, mine Damer, De afviser jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en veltalende Gestus over mod Herrevæggen)... Min Laura - du, sagde han. Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane, der bliver fodret med Tvebak.

✂ - Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:

✂ -Ja - sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og ikke for meget. Derpaa var der Pavse.

✂ -Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved Vinduerne: Man underviser for Livet.

✂ Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden blandt Ynglingene var yderlig skeptisk, - naar de gik i Flok.

✂ Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul, til hun kom forbi.

✂ Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i lyerødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog den frem.

64

✂ Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet - »fordi det var dog ingenting«.

✂ Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haa-ret strittende til alle Sider.

✂ - Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske. Herluf mumlede.

✂ - Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.

✂ Herluf mumlede igen og slugte videre.

✂ Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik de i Seng.

✂ Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.

✂ Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen - især Geografilæreren, som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit Bryst: Krigen var brudt ud.

✂ Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.

✂ - - Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op - i en lummer Luft - som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte blot om ét og det samme: det, man ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.

✂ Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.

65

✂ Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, for at se.

✂ - Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explo-sion, saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle stod op, Stokkene tabte han ...

✂ - Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser, hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa Rummet drønede - var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved ved Hoved, paa Marseillaisen:
- Marseillaisen!

✂ Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil sé det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i Flokken foran Tavlen.

✂ - Læs 'et, sagde han til Herluf Og Herluf læste Depechen fra Saar-brücken:
I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.

✂ Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og nikkede.

✂ Da de kom hjern, vilde han sé Sonnens gamle Sabel, som Frøken Minna gemte. Hun hentede den - hun var ganske højtidelig og bleg - og den gamle tog den:

✂ -Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa sit Skod, med rokkende Hoved.

✂ Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernats-lyset.

✂ -Ja, Fa'er, sagde hun. Ja - Fa'er. Men sov nu ...

66

✂ Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den halvlyse Stue - ovre fra Tivoli naaede Sangen herind.

✂ Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder. Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen og tog hendes Haand.

✂ - Hvor de synger, sagde han sagte.

✂ Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:

✂ - Husker du din Fader? sagde hun.

✂ -Ja, sagde Herluf Godt.

✂ Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var paa Akademiet - Akademiet var det jo den Gang - og hun kom paa Bal derude, og herhjemme kom Kammeraterne - om Søndagen - naar de havde fri... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.

✂ Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme - om Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet... da Henrik var hjemme.

✂ -Ja - saa blev Kusinerne forlovet.... Tante Jette og Tante Ida ... og kom til Jylland.

✂ - Det var to Gange Brudepige i ét Aar ...

✂ Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen; ovre fra Tivoli lød Sangen endnu.

✂ -Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet - og tog Afsked af Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.

✂ Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.

✂ - Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen. Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede.

✂ Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe:

✂ - Du bliver stor, sagde Tanten - du er snart saa høj som din Fa'er.

✂ De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:

✂ - Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør,

67

✂ naar de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad her op paa Bordet i sin hvide Kjole - lige til det blev Dag ... den lyse Dag ...

✂ Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede for Smørkrukken.

✂ Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.

✂ Dernede gik endnu et Par og sang:
Allons enfants de la patrie ...

✂ Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole.

✂ Og saa kom de sande Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de maatte troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i ét meningsløst vildt Prygleri - paa Livet løs, til ingen kunde mer ...

✂ Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte.

✂

✂ Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige Perpendikler.

✂ Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og mens han tav, og Duksen - som evindeligt - befølte, frem og tilbage, det tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige Smaaknirken under de urolige Ben.

✂ - Naa - hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med det, Son-ne, sagde han og førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.

✂ Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem Klassen.

68

✂ - Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre ...

✂ Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos Etatsraadens og i det hele - sammen med Hein - meget ud. De var kønne og velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa han-delsaristokratiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:

✂ - Men - Frøken - det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat.

✂ - Men, Gud, var det Dem, Hein - som jeg studerede for at tyde Deres Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.

✂ Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf - de holdt sig altid sammen - der konverserede en fregnet syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:

✂ - Nej - han kunde ikke finde det - det gjorde ham ondt: Der var intet Foredrag i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord - med en stadig hemmelig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, der ikke mere generede.

✂ -Ja, det nyttede ikke .... Den fregnede vidste, det var en »landlig« Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted ...

✂ - Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.

✂ Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen som et Par Traner paa gloende Tallerkener.

✂ - Det er os, sagde »den landlige Smag« ...

✂ Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte højst »indgaaende« Ord om alting - ligesom paa Danseskolen:

✂ - Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.

✂ Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun lidt, sad mest og røg og døsede.

69

✂ - Du, sagde Hein langsomt. Ja - hvad mon det egenlig bli'r til?

✂ - Hvilket?

✂ - Med En, sagde Hein og stirrede ud i Luften.

✂ -Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa... Hvad mon?

✂ Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen. Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen gennem Stræderne mod Frederiksberggade.

✂ En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skælds-navne. Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord igen.

✂ - Sludder, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk -han drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre - God Aften, Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel Vaabenbroder.

✂ - Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han gik videre bag de andre.

✂ - Rønnebær, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.

✂ Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag mod Prostitutionen.

✂

✂ Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle om.

✂ Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God Nat«.

✂ Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde.

70

✂ frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod Morgen.

✂ Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden Graa-stenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den opgravede Jord - alt laa det stille, en Stund, i Dagen.

✂ Herluf blev siddende - med Huen paa - ved Gelænderet og saa', naar de kom til Arbejde.

✂ De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj og kom til Vejrs - op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den bare Jord, og hamrede ...

✂ Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.

✂ Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang -som vilde han overdøve alle de klingende Hamre:

✂ Nu var det forbi - Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte han at leve - med det nye København.

✂ Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse Himmel, som han stod der, paa sin Kvistaltan, over sit store København, med sin flunkende Hue.

✂ ... Saa blev han Student.

✂ Om Aftenen var de alle i Tivoli - drev under Træerne, Arm i Arm, sang, blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.

✂ Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen brygget. Og midt som de sad og der var talt og sunget, og mens Mu-siken lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den lyse Koncertsal et:

✂ - Leve København!

✂ Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord,

71

✂ og viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange Hurra...

✂

✂ Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Ju-belraab igen - glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre.

✂ -Ja - det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord:

✂ - Og man kom løs, sagde han.

✂ Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund (Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod Lampen:
HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE.

✂ Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste. Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en højkirkelig Foresat...

✂ Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victori-as« sidste hundrede.

✂ I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet.

✂ - Mærkværdigt, sagde han.

72

✂ - Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.

✂ -Ja .... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er Varsel om store Ting, sagde Meyer. De lo begge og skiltes.

✂

✂ -Kan han no'et?

✂ - Véd s'gu ikke.

✂ Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne. (Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa Handsken: Det mærker din Fa'er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige Sovekammer herskede kun Køllnervand).

✂ - Véd s'gu ikke - men Penge har han - si'er de, og nu aabner han jo den nye Forretning - paa Købmagergade.

✂ -Ja - hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en Cigaret.

✂ -Ja - det vil han jo ikke ud med - - det er naturligvis en Kunsthandel - han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men Penge maa han ha', sagde Berg... Den Gamle har tjent dem paa »Husholdningsbøger« ...

✂ -Jo, Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede Gerster efter det bekendte Avertissement.

✂ - Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at lé:... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.

✂ - Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.

✂ - Og han gaar ind på Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han forstaar, sagde han. Men kan udrette noget med Adolf. Han rejste sig og gik hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev handlet i dette land.

✂ Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab - ja, alvorligt - helt Kompagniskab - hvor de stillede den fornødne Kapital....

74

✂ - Og nu var et Teater noget værd, nu - hvor Staden voksede for hver Dag til at blive Nordens Hovedstad. -Ja, ja, det blir den, sagde han.

✂ Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med - nu, hvor Norden kun ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles -»kun ventede« gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften - paa Pladsen til at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, der var Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.

✂ - Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer. Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for Reklamen, du -

✂ Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk, Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil leve - og sidde blødt. Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem...

✂ Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles hele Aaret, med Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg, Kristiania og Bergen... mens Stockholmernes Opera sang her eller Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst....

✂ - Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige Lejeindtægten i den døde Tid.

✂ Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København - til os.

✂ Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf I al Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var rigtig »oppe« i en Plan.

✂ - Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har

75

✂ faaet den rette Aand Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i Provinserne og - der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye København.

✂ Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja - du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:

✂ - Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at gribe til« - selv greb han aldrig til).

✂ - Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa Døren til Entréen. Der har vi Lange.

✂ - Kom ind, sagde han.

✂ Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede Skuldre:

✂ - Goddag - saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv paa?

✂ - Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.

✂ - Tak - det maa smage af mere, sagde Lange.

✂ Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.

✂ Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, hørte man Professorinden. Og der blev stille.

✂ -Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.

✂ - Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald Hvad man bedriver - gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes - af Kedsomhed.

✂ Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles glimrende Historie .... om blonde Krause -I véd, ham med Haarene i Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen - Lange efterlignede Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde - I kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden:

✂ - Du - han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev ved med Paulas Stemme) - han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer jeg dig - det var, som han sank, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind til mig - ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde

76

✂ lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa sagde han - - ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.

✂ -Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.

✂ - Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.

✂ - Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden nogensinde at faa noget rigtigt at vide .... Jeg spørger endnu nogle Gange, sagde han, om »det« er at elske?

✂ - Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og viftede.

✂ - Saa? sagde Gerster - du siger mig maaske nogle bedre ... .Jeg har ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote) saadan omtrent søgt overalt....

✂ - Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden Tone.

✂ -Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:

✂ - Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud for?

✂ - Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.

✂ - Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.

✂ -Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.

✂ -Ja. Jeg græder da tit.

✂ - Hvorover?

✂ - Man har da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet. Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige Grædepile paa Paulas røde Sofa - ved Siden af hinanden.

✂ - Hvad ler du af? sagde Lange.

✂ - Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.

✂ -Ja -jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.

✂ De to andre blev siddende tavse.

✂ - Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og Damerne ....

77

✂ - Hm, sagde Herluf blot.

✂ - Vi drak Kaffe paa Balkonen - du, og saa skød vi til Skive efter Flagstangen med Underkopperne .... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og Kellnerne, hvor de »spjættede«.... Erhard spilede Fingrene ud og trykkede Albuerne ind i Siden, som om man trak i ham som i en Sprællemand - for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var ganske blege, du, sagde han.

✂ Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var mangeartede. Det siste Eksperiment igaar - eller imorges tidligt -havde været det højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere -hvad der dog havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge »Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og Lille-Gerster hjemad.

✂ Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.

✂ -Ja, sagde Gerster. Det er vi.

✂ - God Nat.

✂ - God Nat.

✂ Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne Vindu - han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, før han lukkede det.

✂ Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme hjem.

✂ .... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster, - da de atter havde talt lidt om ligegyldige Ting - lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:

✂ - Du - tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt

✂ Herluf saa' hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.

✂ De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet... Jeg tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende .... Hun er meget sød....

✂ - Gift, sagde han.

✂ Gerster stod lidt og i den samme - tøvende eller ubestemt misfornøjede - Tone som før sagde han:

✂ - Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?

78

✂ I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man »talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf Herluf trak træt på Skuldrene og saa' i Gulvet.

✂ - Nej, sagde Gerster med et Suk - det er det: man har s'gu mistet Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler.

✂ -Ja, sagde Herluf.

✂ - Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.

✂ - Ja -jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa.

✂ Der var ingen Døre mellem de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve. Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra Skrivebordet, da de kom ind.

✂ - Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.

✂ - Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) .... Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og Meyers Fremmed-Ordbog.

✂ -Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.

✂ - Aa, det er kun nogle Sektionsmøder.... Sektionerne, der skal dannes, sagde Fruen, og saa spiser de her hos os.... Gerster finder, disse tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.

✂ - Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard Skal saa Fruerne med?

✂ -Ja - vi ta'er dem dog med, Erhard .... Det er det mildnende Element, mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden sagde: Erhard - vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).

✂ - Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.

✂ - Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man talte i det hele frit hos Gersters - selv om de nærmeste Venner: Man kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele Provins-

79

✂ Selskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til, at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds.

✂ - Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand, forklarede hun Berg.

✂ Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire og tyve, sagde Erhard.

✂ - Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og strikkede, naar der ingen var hjemme.

✂ -Ja - sagde Fruen - naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde.

✂ Sandheden var, at »Skammekrogen« var hendes kæreste Plads. Naar hun skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og sagde Farvel - i Kjole og med det hvide Slips - før han gik.

✂ Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte - for at det kunde bringe dem Bud »derovrefra«.

✂ Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle Erindringer, uden at tage sig noget til - lige til Jomfruen bragte hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal: naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The ...

✂

✂ Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde Heltz.

✂ En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i Stue-

80

✂ etagen - der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa Trappegangen - og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. Konferentsraadinden snakkede og lo højt - med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom - saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød Herluf undskyldte, at han kom for silde:

✂ -Ja - det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans Hænder.

✂ Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen - ogsaa fra Nakskov - med Datter; Sundt; en lille ung Fru Stern, som Berg ikke kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, han havde en Ulvehunger.

✂ Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler - de var ikke fornyet siden Konferentsraadens Død for ti Aar siden - var spredt over Gulvet:

✂ - Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.

✂ Berg var gaaet hen til Frøken Asta - hendes Smil var slaaet frem imod ham lige strax ved Døren - og han talte med en halv sky, halv ørn Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis, tyvende Bal - i November, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue paa Teatret.

✂ De stilfærdige Stuepiger havde lukket Døren op, og man gik ind i Spisestuen i Lyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde - med Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af Skjorten - og slog ud med de kønne Hænder over Bordet:

✂ - Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede. Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry: Fyrre - det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort Erfaringerne, Damerne forkæler En ... Sundt svælgede i Herlighederne ved at være fyrre.

81

✂ -Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv »Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar.

✂ - Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.

✂ - Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at konservere Dem.

✂ De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde betænksomt: Ja det er mærkeligt ... Naar jeg tænker paa min Moder....

✂ - Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.

✂ Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve:

✂ - God?.... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne.

✂ - En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at sluge den.

✂ Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene - opad som en lille Fugl under Æggeheden.

✂ - Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.

✂ - Der flyver dig en stegt Due i Munden.

✂ -Ja, sagde den lille Frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse.

✂ -Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse (naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«) - ligefrem studerer min Datter.

✂ (Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)

✂ -Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst.... Hvem kendte nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed - bare Fortrolighed, kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine Døtre og sagde:

✂ - Man kender da vel sit eget Kød og Blod ....

82

✂ -Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.

✂ Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis... Det var en Revolution - en sand Revolution i de unge Gemytter .... Hr. Ekberg tilskrev den Symaskinen ....

✂ -Ja - kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist.... De køber ude - køber de ikke alting ude? De køber »færdigt« - man køber færdigt .... Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De sige mig, hvad man skal give dem at bestille?

✂ Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde give dem at bestille.

✂ Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet rigtig paa det klare med Samtalen - hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut - sagde, at de hørte, de læste - de fik for meget at vide ...

✂ - Og danser for meget, sagde Professor Jurgens ned over sin Tallerken.

✂ Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja - hos Frøken Zachrisson havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene ...

✂ -Ja - den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin Bordende. Den er en Ulidelighed.... Den er det, der gi'er den megen Blegsot...

✂ - Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere - Emma, hun løftede Glasset mod Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.

✂ -Ja - paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, sagde Fru Jurgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: Han husker Skovballerne, sagde hun og lo.

✂ Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene over sit Glas - hun tænkte paa Konferentsraaden.

✂ - Mo'er, hviskede Asta op.

83

✂ - Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf- de straalende Øjne - og han hævede ogsaa sit Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov.

✂ - Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Dugen.

✂ Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud mod Sundt.

✂ - Nej, nej, - der var ingen gamle Ungkarle der... Da vidste Folk, hvad de vilde - min Kære, og kunde bestemme sig.

✂ Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved Siden af Sundt, Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.

✂ - De kender vist - Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en... Hr. Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen ved at nævne Fornavnet...

✂ -Ja, sagde Berg ... Ja .... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende skulde du ikke elske, sagde han til sig selv... Ja, Fruen kender Gerster? sagde han.

✂ -Ja - sagde den lille Frue - det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de rejste sig fra Bordet.

✂ Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru Jiirgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand:

✂ -Ja, sagde hun, jeg har faaet Lov til at beholde ham. Og de to Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde Ekberg - og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, han eksperimenterede:

✂ -Ja, sagde Dr. Friis, de klager ikke.

84

✂ Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet gennem sin Stang-Lorgnette.

✂ Ekberg kom til - i et Par Buer over Gulvet -: Kære, sagde han til Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han og slog beundrende ud med Haanden, hun er radikal...

✂ Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun ligner en Fugleunge?

✂ - Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger jeg...

✂ Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven - vort Ægteskab er et Kammeratskab.

✂ De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.

✂ Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:

✂ -Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de varmer ikke ...

✂ Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for et Numer? sagde Etatsraadinden.

✂ - Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.

✂ Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg ikke heller - Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og modløs - kom - inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte sig.

✂ - Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.

85

✂ - Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han - blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause - at fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrængelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv - til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:

✂ - Og jeg da? sagde hun:

✂ Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for et Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:

✂ -Jeg kan gaa her som en gamme Jomfru og ryste mine Krøller -og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller - gaa her - - alle de Aar, sagde hun.

✂ Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.

✂ Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om Bordet - det var som i et ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed:

✂ - Asta, sagde han.

✂ Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet det hele - for at komme løs, sagde han til sig selv; og han tav og følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, der gribes.

✂ Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.

✂ -Ja - De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik

✂ Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet.

✂ Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt til at gaa - hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv -; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:

✂ - De gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.

✂ -Ja, sagde Berg.

✂ -Ja - Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygte-

86

✂ pæl: Ja - Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik videre.

✂ - - Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrængelserne:

✂ - Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas... Ogsaa Suppen, netop tilpas ...

✂ - Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie - Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.

✂ -Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.

✂ Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.

✂ -Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun... Vi maa være Gud taknemlige.

✂ Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise.

✂ - Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med Pusteren for at slukke.

✂ - Stine kan godt slukke, sagde Asta.

✂ Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i Mørket.

✂ Det var nær ved Midnatsstunden,
da Babette og Benoit
gik fra Gilde gennem Lunden:
Der var mørkt og fælt - hu, ha!
Stakkels Knøs han gøs med Rette.
Faldri faldrala fari lari lette.
Aa jeg ryster, sa' Benoit.
Aa din Kryster, sa' Babette.

✂ Saa holdt hun op og slog Klaveret i.

✂ - Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.

✂ -Ja, Mo'cr. Asta gik ind til de andre.

✂ - Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.

87

✂ - Er det en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at dette skal høre op ...

✂ -Hvilket?

✂ -Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.

✂

✂ Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange Samtaler med sig selv:

✂ Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde kun - han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans Hjerne og regerede i Smug - fra den første Dag taget Haand i dette, filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og »komme løs«.

✂ Det var det, der havde ligget bag Ordene - strax, den Gang oppe i Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og man kom løs«... og han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet - det om »Virksomhed« og »Planer«.

✂ Og nu var det skét. Nu var alt forbi og rigtig dødt.

✂ Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad - da havde hun smilet og der havde de vexlet Blik, tænkte han - havde han sagt, selv sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom los):

✂ -Ja - elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde selv hørt Ordene med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at lobe fra dem, men Stemmen blev blot ved.

✂ - Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:

✂ - Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt - denne nye »Sokrates-Rost«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til Kærlighed.

✂ Fra den Dag var Kampen begyndt - Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemnin-

88

✂ ger; hvor han sad med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed i sin Fantasi - for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? Er det ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte kun og spurgte igen: Hvis du troer det?

✂ Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde have ofret hende alt.... ti ofre kunde han, kun ikke elske ...

✂ - Og hun.

✂ Hvor han havde gættet hende - hvor han havde forstaaet hende.

✂ Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld - et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

✂ Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden - og hun lyttede med sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem - saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank sammen ...

✂ Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var - nu idag ...

✂ Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.

✂ -Ja - men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned. Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne:

✂ - Hvor kommer du fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.

✂ - Du - sagde Gerster - du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.

✂ Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra.

✂ - Det er hende - den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad.

✂ Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort:

89

✂ - Og jeg tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han.

✂ Gerster hørte knap: Naa - endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg - Virksomhedens Mand fra imorgen - med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette Menneske, der elskede.

✂

✂ Næste Dag underskrev han Kontrakten.

✂ Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.

✂ Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde rejst i Norge.

✂ Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«.

✂

✂ Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at »Bygmesteren« sov endnu, da de kom - Martens snuede i det hele noget længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.

✂ Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt »Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.

✂ Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig.

✂ Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han ham paa Skuldren med et: Naa - frisk Mod, mens man læste hele den ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.

✂ - God Morgen, Hr. Fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet hen til Berg - bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med »Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til Skole, før han gik i Retten.

✂ De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Frisér; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for forste Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham - man havde borttaget Lærredet om Morgenen.

✂ I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:

✂ - Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem. Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde

91

✂ Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, forgyldte Ben.

✂ - Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

✂ -Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa Piedestalen.

✂ - Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde Hr. Spenner muntert og præsenterde en Række Blaat-Papir paa Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin Underskrift et Steds.

✂ -Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar Navnene gør det - Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet.

✂ -Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet under.

✂ - Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.

✂ - Nej - vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.

✂ - Vel. Adjø - de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhugget Hale.

✂ Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert Minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.

✂ - Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt Primadonnaens Stemme.

92

✂ - God Morgen, svarede hun - ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

✂ - Spar på Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve.

✂ - Vel, svarte hun igen. Og Programmet?

✂ - Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

✂ - Hm. Det ene svenske? raabte hun.

✂ -Ja.

✂ Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. Det var først Teatermaleren - i Baret og Bluse - med Favnen fuld af Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær - med aaben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse - der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse -af Hensyn til sin skandinaviske Korrespondance.

✂ Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad op paa Skrivebordet - Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev - og saa' træt ud, mens han i Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes Petitrubriker.

✂ Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden paa Hovedet:

✂ -Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en Maaned læst syv og firs.

✂ Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve - han havde i fem Aar spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og havde faaet en bred Diktion - blev ved paa sit halvnorsk:

✂ - Lad os først have kompletteret vort Personale .... Og man skal høre fra os, høre fra os....

✂ Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for Pressen.

✂ Paa Trappen til Direktionsværelset havde der - til Ære for Hr. Stær

93

✂ - samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet...

✂ Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.

✂ Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.

✂ Adolf junior rev Døren til Butiken op og raabte noget ind: Ja - Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.

✂ Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.

✂ - Hvilket?

✂ - Arrangementet, sagde han .... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.

✂ Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina.

✂ Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap - »Medailloner til Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed - bøjede sig halvvejs sammen over Grotten.

✂ Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte Skjolde og opspændte Papirsparasoller, som stod og som hang.

✂ Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gult Silke - en Rest fra et Maskebals-Arrangement - der ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.

✂ Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring:

94

✂ Hvad han havde for Idéer - Naar blev han udtømt? - -Ja, man maatte forbavses... Alle snakkede.

✂ - Mig maa De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille Dame og rejste sig paa Tæerne.

✂ Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om ham - under Kineseren - som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i Psalmebogen, om Præsten:

✂ - Bedste Hr. Adolf - mig, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde Bestillinger til den hygiejniske Kongres:

✂ - Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds - aldeles tilfreds, forsikrede Adolf.

✂ Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel - »til selv at skrive paa - men noget net« ...

✂ Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en Mappe:

✂ - Bedste Ven - Frederiks Hospital - Frederiks Hospital erklærer vi, er under Restavration under Kongressen.

✂ Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, sagde pegende paa Kunstbladene:

✂ -Ja - det er Fotogravurer, ganske nye... Ikke til at skelne fra Kobberstik...

✂ Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«, til hun havde set Sønnen:

✂ - Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.

✂ - Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.

95

✂ Lidt efter lidt blev det stille i Butiken. Adolf kom op og satte sig tungt i Sofaen: Det var en Dag, sagde han.

✂ Herluf lo: Naa - hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt til Væggepryd, sagde han.

✂ - Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre - dem sælger vi jo med Tab .... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.

✂ Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen.

✂ I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre »Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i Skumringen, mens han nikkede.

✂ - Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.

✂

✂ Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner svømmede under en Aakande - en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin Moder.

✂ -Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf - hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen - jeg holder ikke af det... det »Elektro« ... Vi spiste med Jern, Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ... Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten ...

✂ - Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.

✂ -Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.

✂ Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var og blev hende en svær Ting - »de putter saa meget

96

✂ sammen«, sagde hun til Berg - og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.

✂ - Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge.

✂ - Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.

✂ - Udmærkede, sagde han.

✂ -Ja - de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.

✂ - Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud - helt nervøs af Glæde.

✂ Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.

✂ Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen - gamle Adolf sov inde i Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol - og kaldte den gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.

✂ Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke - For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun -; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spilede Øren og Øjne op:

✂ -Ja - de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, Marie.

✂ Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.

✂

✂ Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden »Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.

✂ Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første

97

✂ Gang. Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København. Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.

✂ Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig - den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat: alle Balkonrandens Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.

✂ Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i Krogen stirrede kun mod Loftet - Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt.

✂ De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, i Angst, ned i Kælderrummet.

✂ Dekorationen, man saa', var en gammeldags Sal med store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen: det var »Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.

✂ Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for Rampen.

✂ - Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.

✂ Skuespillerne brod larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene:

✂ - Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.

✂ -Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.

✂ ... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang

98

✂ oppe i Logen glædestraalende til Fru Adolf - de var i Ivren rykket hinanden ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det -:

✂ - Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.

✂ - Hans Moder, sagde hun og nikkede til Fru Martens. Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede igen.

✂ - Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens de sang, Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:

✂ Og dette skal være
Konsortiet til Ære:
Hurra.
Og Skam faa den, som ikke
Konsortiets Skaal vil drikke,
Hurra - Hurra,
Den Skaal var bra'.
Hurra.

✂ - Hva' - Børn - det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

✂ - Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og traadte frem; lad Dem ikke forstyrre.

✂ De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede og nejede, af Respekt for Kapitalen.

✂ -Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur, smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest - i Familiens Skød - der var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han.

✂ Konferentsraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale - - men takke Dem maa jeg dog, fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan for-

99

✂ sikre Dem, at det er med Glæde - og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen - at jeg tømmer dette Glas med Dem for første Gang i Deres nye, skønne Hus... Skal vi tømme det paa Foretagendets Held - de foretagsomme til Lykke!

✂ Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og - mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene - nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus -jeg kan vel sige med noget af dens Glæde, der ser, begynder at se en Livs-Drøm gjort til Virkelighed - slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv.... skal vi hilse dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier - med løftet Glas vendte han sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der beruste Generalforsamlingerne - udstrør deres nye Rigdomme, skal vi hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens København, det vort København, der brød Voldene ned for at bygge paa ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu staar.

✂ - Et Leve for et stort, et Leve for det nye København.

✂ Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom om de vilde sværge:

✂ - Leve - leve København.

✂ Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse.

✂ Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset. Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem Gangene.

✂ De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side af den gyldne »Victoria« ... Og dumpt lød helt herud Lyden af Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i Gulvet, for første Gang.

✂ Alle var gaaet, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret.

100

✂ -Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom ind.

✂ -Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.

✂ - Hva'? - Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar.

✂ -Ja.... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften... Og man skal vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan, sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni for Forretninger.

✂ Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet.

✂

✂ - Asta - - du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent Vindu.

✂ Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.

✂ -Ja - det var dem - hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra.

✂ - Det er Teatervognene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen .... Fra Victoriateatret....

✂ - Naa, saa er da ogsaa den Fest forbi, sagde hun.

✂ - Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jiirgens.

✂ Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi - Trin og Stemmer og Latter .... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn - Gang paa Gang hans Navn.

✂ -Ja - det var gaaet godt... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned mod Karmen.

✂ Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.

101

✂ - Asta - men det trækker, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.

✂ -Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.

✂ - Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.

✂ -Ja - der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg ...

✂ -Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved Bordet. - -

✂ Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet »Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i Stuerne, hvor Lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de ydre Gemakker - Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles »heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine - og »Tante« Strøm blev kaldt ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen.

✂ Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en Pille, saa de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben faaet forvexlet sin Paraply.

✂ Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor optaget af Strøms franske Guvernante, - en Genferinde med Haaret i Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste Tid havde interesseret sig - som var her i Aften med sin Elev Agathe, en sværlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som aabnede Døren og nu ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne.

✂ Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru Strøm, alt, hvad det Pigebarn sér.

✂ Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe, der havde en Maade at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.

✂ - Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne.

102

✂ Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker over vis-å-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare og hjælpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tænder.

✂ - Naa - saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget blomstret Kretonne. Mitte - den tiaarige ældre Udgave Canth - og Putte sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt Til den lille Assessor blev der om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse.

✂ Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede Fru Mølbom.

✂ - Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun afgørende.

✂ - Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i Vejret, naar man skal være bararmet.... Skaal, »de Smaa«, sagde hun og drak Ungkarlene til.

✂ -Det var uanstændigt, sagde Fru Mølbom oprørt Arthur, sagde hun over Bordet -gav jeg Dem ikke Kikkerten?

✂ Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for Pillen.

✂ - Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket.

✂ Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe Redaktøren i Ansigtet.

✂ - Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.

✂ Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire Æg-

103

✂ temænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i Dagligstuen.

✂ Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, der endelig hører Maskinen i Kog.

✂ Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret, hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage for at hviske med Bastrup.

✂ Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til Scheele, og Genferinden tog hans Haand.

✂ - Scheele, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »chiromantiske« Lærerinde fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster:

✂ Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo - hun kildrer, og fik Sundt praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.

✂ Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.

✂ Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.

✂ Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede.

✂ Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de stridende med store Øjne.

✂ Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker

104

✂ græd, og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte klagende.

✂ Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker ...

✂ Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.

✂ Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene op i Luften: Aa - Gud nej - aa, Gud nej .... sagde hun.

✂ - Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var gaact.

✂ Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede under de dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge som et rent Jordskælv.

✂ - Det er Mo'r, sagde Putte - der lød en høj Latter derind.

✂ Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede .... Moderen forrest med Sundt.

✂ - Gud- Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.

✂ Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev ved at spille, saa Strængene dansede.

✂ Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej - se dog Barnet - se dog Barnet...

✂ Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet. Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og jublede:

✂ - De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom

105

✂ op, og man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten.

✂ - Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen.

✂ -Ja, svarede Herluf.

✂ - Kom herop, raabte hun.

✂ De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de bare Bén og vilde ogsaa sé.

✂ Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa »Dagen«; lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.

✂ - Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve - raabte Fru Canth: Med ni Hurraer ... en, to, tre ...

✂ - Lille Edvard - ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene paa Sundt.

✂ Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage Billetter - hos Fætter Gravesen.

✂ Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad Porten.

✂ De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik. Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag faldt ham ikke i Haanden.

✂ Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden, paa Kanten af sin opredte Sofa ....

✂ Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.

✂ - Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens.

✂ -Ja, sagde Martens og blev gaaende.

✂ Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede.

✂ Det nye Kors straalte i Lampelyset.... Fru Martens tog det hastigt op mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.

✂

✂ Det var paa Hældningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. Ude i Grønningen var Løvet allerede tæt, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra Sundet.

✂ - Hvad du? - det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt.

✂ Himlen var høj og lys, og der laa som et perlende Sølv over Sundet: Ja, sagde Berg, idag er det Foraar.

✂ Man kom ikke frem i Sværmen for glade Grupper, der standsede foran Vandet eller saa' over mod Kastellets grønne Vold - de første Sirener stod i Knop langs dens Gange - som havde de aldrig sét den før. Og alle Munde var paa Gled, saa det lød som et eneste Kor.

✂ - Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa Kørebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegrønne Hække under de unge Træer: Sés iaften.

✂ -Vel.

✂ - Halløj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skød paa dem som en Raket gennem Sværmen - Time-Drosken ventede ved Porten:

✂ - Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik Depechen op og læste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en Bom: Tredive Forestillinger - à tusind Kroner .... Saa spiller vi lige til Juli.

✂ Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde spille her, mens »vore Egne« gik paa Tourné med Aabningsforestillingen i Provinserne.

✂ Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til højre og venstre: Genial Idé, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De - - Fordrer kun ni Personer med Regissør ... Gi'er jo ingen Omkostninger.

✂ -Jylland og Øerne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden mere og mere feltherremæssig kort, hvad der maaske ogsaa

107

✂ kom af, at han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end Telegrafen.

✂ - Under Spenners Ledelse, sagde han.

✂ Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar Dampbaadspiberne ind i Støjen, og fra Refshaleøen, hvor Dampskibene rejste deres store Skrog paa Værfterne, lød Maskinernes Larm og Smedenes Hamren ud over Rheden.

✂ - Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange.

✂ - Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer.

✂ -Ja, sagde Lange i sin betænkelige Tone: - og Tivoli aabent paa den anden Side af Gaden.

✂ - Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarsklædte Strøm, ud mod Værfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse Luft.

✂ - Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle. Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, højt og længe:

✂ - Saagu, sagde Lange glad.

✂ Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og Vandet.

✂ Saa hørtes mange Vognes Rullen paa Kørebanen: Kongresmedlemmer trak frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa Sned. De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten og viftede til de gamle Herrer:

✂ - Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger løb kaade afsted for at følge med Vognene.

✂ -Ja - Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Nætter for at lave skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne Æskulaper til Menuer:

✂ - Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo: Naa ja, sagde Adolf, Dans maa der jo til, naar man er mange sammen.

✂ Men af Arrangementet idag var han stolt - til Kommunens Middag. Det var en Gruppe, til midt paa Bordet: København, der stræk-

108

✂ ker Kransen ud mod Videnskaben, mens Æskulap lægger sin Stav for hendes Fødder.

✂ - Brillant - i vældig Størelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det op paa en Nat.

✂ Lange havde sét Festfigurerne og nikkede:Ja - s'gu flot gjort, sagde han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg.

✂ -Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for vor Møje.

✂ -Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end paa Aftenen og sin »Prinsesse af Bagdad«.

✂ - Men, de kommer jo til anden Akt?

✂ -Ja, sagde Berg.

✂ Et Par skarpe Piber lød, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer med sit mægtige, vejrbidte Skrog.... De mødte en Øresundsdamper, og alle Damppiber lød.

✂ Sværmen blev staaende; helt henne ved Omdrejningen havde Lægerne standset deres Vogne og stod op for at sé: stille gled de store Skibe forbi i den lyse Luft Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand paa Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: paa Linjen bøjede alle sig; Lægerne stod med blottede Hoveder, mens Prinsessen hilste glad, med sine store Øjne - Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert fra Volden - og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en Flotille til Revue, til de røde Livreer forsvandt mellem Træerne.

✂ - Naa, men min Droske, sagde Adolf De talte lidt om Arrangementet af Scenen om Aftenen - »Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et Par Krøyer'e« - før han gik.

✂ Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at tømmes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Værfternes muntre Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem Grønt - vinkende som med hundrede Løfter om Sommer - hélt op til »Hvidøres« slanke Taarn.

✂ De stod nogle Øjeblikke: Hva'? sagde Lange, der skulde skrives en Bog om dette - en Bog, du - og han førte Haanden gennem Luften, som vilde han indfange det alt ligefra Værfterne til Hvidøre - med Sol over - -

✂ - Lys ned over Siderne, sagde han.

109

✂ - Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til i sin misfornøjede Tone, de har ingen Øjne - du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer.

✂ Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Kørebanen. De saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens der blev lét i Vognen.

✂ - Vi ses, raabte han ud, mens Vognen kørte, og Grenen blev ved at vifte.

✂ - Han saa' svært lykkelig ud, sagde Lange. Hva'er 'et, blinkede han. Berg trak paa Skuldren: Hvem véd, sagde han: de gik hjemad gennem Grønningen.

✂

✂ Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hælene.

✂ -Ja - men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid svedte, naar han var i Kjole - der har sin Interesse, sagde han.

✂ - Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervøs, at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde ham i Skøderne.

✂ I den runde Gang saas kun tre Frøkener Gravesen og en Niece af Hr. Stær, der benyttedes til en Slags journalistisk Blænkertjeneste i Tilfælde, hvor Diskretionen forbød »de Herrer« selv at være tilstede.

✂ De hørte Vognene rulle frem foran Façaden, og de Herrer Læger begyndte at komme op ad Trappen, rødkindede og broderlige, standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende - nogle kun med én Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler.

✂ Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet ad ingenting, mens de bakkede løs paa Fest-Havaneserne -hvad der lod Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og Branddirektørens nye Reglement.

✂ Kun Professor Gerster bevarede hele sin Præsidentværdighed, rank, med det nye Kommandørkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig tænkte

110

✂ paa et Par Landlæger af den gamle Skole, der havde været særdeles livlige ved Kaffen.

✂ De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Børster Skæg og Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen med strakte Halse, og de to Landlæger - gamle Studenterkammerater med svære Halskæder over de sorte Silkeveste - satte sig til Borgerlade paa en Sofa og sagde: Ja, ja, det gør godt at sidde, du gamle, og slog hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for.

✂ I den ene Dør til Gangen hoppede de tre Frøkener Gravesen og den Stæhrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede Honoratiores, klappede i Hænderne og sagde, at Publikum ventede.

✂ Kongresherrerne strammede sig op i Knæerne, idet de gik ind ad de aabnede Logedøre, og Kontrollørerne holdt Midtlogens Fløjdør paa vid Gab for Spidserne, der førtes ind af Professoren.

✂ Saa hørte de, idet Dørene lukkedes, Legationsraad Stens festvante Stemme med et »Leve den hygiejniske Kongres«, og Larmen, da alle rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche.

✂ - Saa - nu er de der, sagde Adolf.

✂ Og Berg gik urolig ned for at give Tæppet Tegn.

✂ De to Landlæger var blevet enige om: at først kunde man vel styrke sig med noget »Vand«, og saa blev de siddende og nikkede lidt, med Cigaraske ned over Knæerne ...

✂ Kronen hævede sig derinde, og der blev stille i Huset.

✂ Men da Tæppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en saadan Scene havde man aldrig sét - som denne Nourvadys Tryllevilla.

✂ Alt var matblaat: Silkeforhængene, Vægfelternes Grund, hvor blege røde Roser var malt i Buketter, Tæpperne og de mangfoldige Polstre - allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte høje Fønixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa.

✂ En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhæng tilside, hvor Palmer og tunge Rosentræer tegnede sig utydelig. Over alt laa

111

✂ - fra elektriske Lamper, dæmpet gennem blaaligt Glas - det samme Skær næsten som af Midnatssol - Landets daglyse Nat.

✂ Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen, udfordrende Corots badende Nymfe, med løftet Arm, som hilste hun vinkende.

✂ Berg hørte Salens Mumlen paa sin Regissørplads og greb haardt om Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren.

✂ Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette.

✂ Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa' dets hundrede Ansigter - Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit rokkende imbecile Hoved, som hørte han endnu paa sit Kateder en Oversættelse af »De officiis«, Kars med sine foldede Hænder og Stæhr, sammenbøjet og foraset, allerede i Tankerne forfølgende en filosofisk Idé til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende; Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op mod Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem langs Balkonen.

✂ Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin Plads i første Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte, mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun - med Øjnene bestandig, bestandig mod København -Sten paa Sten havde bygget deres Existens.

✂ Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Høreapparat ind i Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmøder til Landsdelsmøder; fra Landsdélsmøder til Kongresser - bestandig med dette Apparat, som han forklarede med altid de samme Ord. Mens hun samlede Penge, knyttede Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad - altid spejdende efter Øjeblikket, naar der skulde gribes til, Øjeblikket, hvor her var Plads.

✂ Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som næret af alle hendes hemmelige Ønsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst forstaaende hele dette Felttog for at reussere, som her stille førtes fra Dag til Dag.

✂ Indtil nu.

✂ Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen, hvor hun i Halvmørket skimtede sin Mand rank, med det

112

✂ tænksomme Ansigt og Kommandørkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og blev siddende med et Smil.

✂ Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog Nourvady til Ansvar, stolt, ubønhørlig, Kongedatteren, som hun var; Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af Tryllerummets Dæmring omkring dem talte de dæmpet og hæst:

✂ - Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De vanæret mig?

✂ - Fordi jeg elskede Dem.

✂ - Og derfor har De vanæret mig?

✂ -Jeg elsker Dem, Lionette.

✂ Det var som hele Salen blev kun ét Øre under denne Kærlighedshistorie til Klang af Guld - et Program flagrede ned fra en Loge, og man hørte dets lette Knitren gennem hele Rummet -; Fru Dunker, der sad mellem Fru Strøm og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store Øjne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed i sin egen Læbe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet Knas.

✂ Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlæger, der ogsaa vilde ind og sé paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskrækket og halvt andægtig, naar hun var i »Martens Teater«, rykkede angst helt hen til Fru Adolf, før der blev Ro igen.

✂ Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med Ægtemanden kom.

✂ Lionette lyttede til Larmen foran Døren, og hun hørte Tjenernes og Kommissærens Stemmer og Mandens - og kendte den. Hun havde forstaaet alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at dække en pludselig Vunde, skreg hun og løb frem, som vilde hun værge Døren.

✂ Men da - man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor - før hun havde løst sit Haar, det lange rødlige Haar, og blottet sit Bryst og flænget Kniplingerne løs fra sine Arme:

✂ - Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Døren op.

✂ Man tænkte ikke paa Handlingen, man brød sig ikke om Dramaet. Man saa' kun, aandeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys prægede Guld.

113

✂ Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved Synet af dette Guld i Guld, løftede hun med et Skrig af Triumf den blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Mønter - der faldt som en gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Tæppet hastigt sank.

✂ Det var ikke Bifald, der lød. Det var Raseri. Paa Galleriet skreg de, bøjende sig frem over Jernstængerne saa langt, som skulde de styrte ned fra den svimlende Højde; Lægerne strakte Armene frem over Balkonens Engle og raabte høje Bravoer ud over det bevægede Parket. Og som et Legeme, der mister sin Støtte, faldt Fru Duncker, mens alle klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder - som en Gren, et sidste Vindstød bryder helt.

✂ Tæppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da hun løftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver -Kronen var allerede nede i Salen - blev det elektriske Lys pludselig drejet, saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun pludselig, i Parkettet og Loger, sét hundrede grønlige Lig, der gjorde Grimacer imod hende i det skærende Lys.

✂ - Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun næsten vaklede.

✂ - Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæppet var nede: Lyset faldt ud over Salen.

✂ Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktør Isachsen, staaende op paa sit Sæde i Parkettet, et nyt »Leve for Københavns Gæster - Samfundets Helbredere«. Og efter at de sidste Hurraer var døde hen, udbragte Vicepræsidenten, mens alle Læger rejste sig - Professor Gerster stod i Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfæer - et: Leve Storstaden København ...

✂ -Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen København!

✂ Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at ryste.

✂ Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham.

✂ - Ikke - ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse.

✂ - Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed.

114

✂ Hurraerne lød endnu.

✂ - Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf!

✂ Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte endelig laane en af de blaa Puder - dem med Fuglene, hjem at lave efter:

✂ - Vist, Tante Strøm, maa det kunne gøres paa Cachemir, sagde hun.

✂ Folk strømmede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne værgede de bestilte Borde, og Damerne, med deres Kniplingstørklæder om Hovederne, lo i Stimlen, der skubbede dem viljeløst frem mellem Stolene, som Herrerne sloges om.

✂ Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Sæde, og Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik. Op fra Trappen til Kælderen hørte de Kokkenes Støj fra det store Køkken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem Talerøret.

✂ Emmen fra Køkkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen.

✂ Bag de store, aabne Døre til Anretterværelset, hvor Jomfruerne travlt rangerede Fadene under de høje Varmelaag, saa' de det store Køkken saa oplyst som til Fest. Alle Gasblus var tændte over Bordene, hvor Jomfruer med bare Arme trancherede vældige Stege, over Ovnene og over det mægtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter.

✂ Alt var i Virksomhed. Ovndørene, der blev slaaet op og i, raslede i Hængslerne, og hedho'dede Piger førte Piskejernene til Omeletterne, saa det klang.

✂ Gamle Fru Adolf ligesom smagte - med aaben Mund - paa Dampen, der slog hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i Køkkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svært Jern over Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal.

✂ Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Berømthed fra fransk Savoyen, der førte Chateaubriand-Jernet til en Stamgæst med højst-egne Hænder.

115

✂ Fru Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svær med Jernet i sine Hænder. Nu slap han det og kastede det halvforkullede »Stegestykker« ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateaubrianden bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kødtrug, hvor de skære Kødflader laa Side om Side som flængede, blodige Tunger, og klaskede to nye Stykker skært om den ene Kødflade, han skulde riste.

✂ - Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Øjnene fra ham og de Kødstykker, han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr. Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han fo'r smældende frem mod Komfuret og en af Kokkene.

✂ Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde:

✂ - Det er det franske Køkken, sagde hun og lo.

✂ Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i Huse, hvor man brugte det franske Køkken.

✂ De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lød Proppers Knald og Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes høje Kor.

✂ Fru Martens saa' paa hele Hjemvejen for sine Øjne den store Kok, der lod det gode Kød falde unyttigt ned i Asken.

✂

✂ Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i »Victoria-Restauranten«. Men Berg vilde ned paa »Bladet« og »fyre« i med et Par særlige Notitser først.

✂ Alle Medarbejderne sad kjoleklædte ved Bordene gennem Stuerne, hvor Hr. Gravesen i Feststemning - Hr. Gravesen havde selv været Referent ved Kommunens Middag - havde tændt alle Gaskroner, og nikkede og hilste gennem Rummene til Berg. Der blev læst Korrektur, og der blev skrevet Referater - alle var i Virksomhed.

✂ Stæhr læste en Festtale højt, og inde i Læsestuen pludrede Frøknerne Gravesen, Fru Stæhr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og festklædte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykønskninger, og Frøknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til Erindring - mens Hr. Stær stadig blev ved at foredrage den svenske Festtale med en patetisk Røst, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Døtre.

✂ Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af »Bladet«,

116

✂ og Herluf slap endelig løs fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer at komme ud i Budestuen og søge Numeret.

✂ De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst Avisen.

✂ Meyer holdt Svovlstikken højt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr. Sørensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte Lakbogstaver:
HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE, til Svovlstikken slukkedes.

✂ Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte hinanden Haanden.

✂ -Ja, Berg - sagde Redaktøren med sit lidt trætte Smil og drejede sin Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de hvidbrystede Herrer Medarbejdere:

✂ - De forstaar det, sagde han; De giver os, hvad vi vil have i denne By: Circenses et - Circences.

✂ - Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.

✂

✂ Da Berg kom tilbage i »Victoria-Restauranten«, var man ved Champagnen. Der var stødt et Par fler til Selskabet - deriblandt en ung Skuespiller fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med mange smaa geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver Tiden for sin Hun, som ruger - og man havde lettet sit Hjerte ved adskillige smaa »siddende Glas« med gensidige Behageligheder.

✂ Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man »ende Dagen« og sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sæde hulter til bulter.

✂ Natten var mild som en Nat i Juni, og »Nationals« Musik lød vidt frem forbi Frihedsstøtten.

✂ Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en

117

✂ Art Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en Halvtreds-Øre-Butik i fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf: Begyndelsen til »Nathandelen«.

✂ Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene.

✂ De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede Silkeskærf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom langs Logerandene saa' man søvnige eller forvildede Frøkener, der fra Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, høje Hvin ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i sære Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem Rummet.

✂ Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade Frøkner fløj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dør til en Loge blev revet op, og ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel.

✂ - Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause - der i den sidste Tid bestandig saa' ud som et gennemforkølet Barn - og Herluf maatte ind at drikke med Selskabet.

✂ Musiken begyndte paany.

✂ Det var »Kyssenes Vals«. Man kendte den og klappede i Logerne. Dørene blev revet op, og man fløj gennem Gangene - Lange i Spidsen - ned for at valse.

✂ Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frøknerne fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen.

✂ Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene og stødte mod Væggene - inde fra Bergs Selskab lød et »Victoria« ud gennem Larmen.

✂ Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hørte man fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti Mand høj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter (hentede i »Nathandelen«) - der faldt ind i »Kyssenes Vals«.

✂ Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strømmede man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig

118

✂ for at se; alle skreg og applauderede og lo - til Gulvet paany gyngede i Storm under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og Frøknerne med løftede Glas hvinte »Kyssenes Vals«.

✂ Ingen hørte; Ørehinderne nægtede deres Tjeneste; som Rusens egne Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.

✂ Og ud fra Logen - over de hvirvlende Par, der saa' hverken Væg eller Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skærf - holdt Krause, mens alt gik under i samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme som en Trofæ.

✂

✂ Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første graa Skær af Morgen meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de alligevel »gaa lidt« og røre Benene, før de vendte hjem.

✂ -Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den Kongres har kostet os.

✂ - Kostet? sagde Berg.

✂ -Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener .... De hører til Driftsomkostningerne, sagde han.

✂ De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.

✂ Kun paa Bænkene om »Hesten« drev et Par Vagabonder i Halvsøvne; de vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to. Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hænder og halvt udstrakte - som Dyr paa Lur inde i Skyggen.

✂ - Men nu skal vi høste, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.

✂ De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille. Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk gik frem og tilbage - vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder.

✂ Lidt efter lidt blev det ganske Dag.

✂ Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte, den var vaagnet - Storstaden København.

✂ Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjørnet: Plakatmanden klistrede op en Victoria-Kæmpeplakat, der meldte »den tragiske Stjerne« i skandinaviske Farver.

✂

✂ Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.

✂ - løvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning - som jeg er overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler - at denne øjeblikkelige Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele vort Forretningsliv og - jeg tør sige det - hele vor økonomiske Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor alt er udsprungne nødvendigt af Udviklingens Trang. Under saadanne Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og Udholdenhed.

✂ Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at der var sluttet -Hans Excellence Lehnsgreven var meget døv - og rejste sig. Alle de svære Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed »Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe Hans Excellence op - Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer af Landstinget:

✂ - Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.

✂ - Hvem? raabte Excellencen.

✂ - Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo igaar hos Majestæterne.

✂ -Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn ... Hva' si'er De? sagde han.

✂ - At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.

✂ Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de

122

✂ Herrer talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden Ende af Henrykkelse.

✂ - Men det var ogsaa et overordenligt Talent - et ganske overordenligt Talent...

✂ - Ganske vist: et mærkeligt Talent... Tre og tyve tusind er der taget ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter ...

✂ Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: Æ - æ - Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor Kunsthandelen.

✂ Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet, som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.

✂ Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre -sagde han - hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Téa lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:

✂ - Min Herre - jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn...

✂ Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen: Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der kan arbejdes.

✂ Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge Billetterne i »Byernes Hjerte«. Han vidste ikke, sagde han, hvad Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i denne Gade ...

✂ Billetterne blev solgt paa Købmagergade ...

✂ - Ja ... vi kom ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade - der var sort, siger jeg, sort af Mennesker.

✂ Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa. -Ja, sagde Højesterets-advokat Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere hende -; og talende om det hele Victoriaetablissement, sag-

123

✂ de Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran dem:

✂ - Ja - et lykkeligt Foretagende - et lykkeligt Foretagende.

✂ Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.

✂ Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen. Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste Trin og smilte.

✂ I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte Sedlerne mumlende - som om der i den store Sal celebreredes en evig stille Messe.

✂ Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem Salen - det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige Gliden - forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.

✂ Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et Kort.

✂ Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden.

✂ Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: Dem, sagde han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan undertiden komme til Ulejlighed ...

✂ - Ja .... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om .... det samme .... Hr. Konferentsraad.

✂ - Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.

✂ - Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.

124

✂ -Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne - og Herluf Berg lo lidt - give sig noget tydeligt Udslag.

✂ - Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter ...

✂ - Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.

✂ Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera - de betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der nu til Sommer forberedtes af Nordmændene ...

✂ Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede det - -

✂ Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:

✂ - Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.

✂ - Vi vil fra Scenen give Norden én Kunst og vænne det til ét Sprog, sagde han.

✂ Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: Ja - vi vil lære dem at forstaa, at tænke videre i, at føle i et andet, det beslægtede Sprog, i hvilket vi spiller - vi rundt i Sverig og Norge - og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at sy-

125

✂ nes Dialekter overfor Følelsen af den store Enhed .... Det er Sagen for hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.

✂ - Og saa er det Deres Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.

✂ Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved denne Tavshed, sagde Berg:

✂ - Og det maa lykkes: Ti uden Skandinavien er København en By uden Opland.

✂ Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:

✂ -Ja - vil De sige mig - hvad er der vel Plads til i dette Land?

✂ Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen. Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:

✂ -Jeg har fundet Plads til en Havn.

✂ Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:

✂ - Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne .... Nu har vi kun Vandene tilbage, de levende Vande, sagde han.

✂ Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte sig om mod Berg og sagde muntert:

✂ - Naa - og hvad er det saa, De vil?

✂ - Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.

✂ - Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder, mens han talte, - der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye Ideer - nye Foretagender fordrer Tid - og naar den første Nysgerrighed hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig - og den er maaske paa Veje til at fortage sig - maa man støtte sig til - til ordnede Forhold for at komme videre, sagde han.

✂ Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:

✂ - Ja -jeg har troet at se det, sagde han, at Publikum er blevet mere »nøgternt« ...

✂ Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa,

126

✂ jeg mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte) Nøgternhed.... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne Sag ...

✂ - Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop - iovermorgen ... Man kunde jo ordne Sagen - en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem ... til det hele ordner sig.

✂ - Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:

✂ - Adieu, sagde han, De - Ridder af det skandinaviske Opland.

✂ Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen paa den Tid.

✂ Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.

✂ - Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham iovermorgen.

✂ - Hvor stor? sagde Adolf.

✂ - Det sagde han ikke.... Han mente kun, at saadan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen.

✂ - Hva' - sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede Hænder - er det en Karl - hva? Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.

✂ Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad - han har fortjent den, sagde Adolf.

✂ Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«. Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.

✂ - Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig nødsaget til at rekvirere Politi...

✂ Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.

127

✂ Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.

✂ -Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem - Reklamer syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette Sands -:

✂ -Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen ...

✂ - Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.

✂ Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.

✂ Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem kun i sidste Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.

✂ Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin .. Jublen var ubeskrivelig.

✂ - - Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større Kasse-Kredit.

✂

✂ Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru Stern svippe ind.

✂ - Pyh, hvor har jeg løbet - Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig - vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak ... Nu - Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm.

✂ Han var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en Klasselærerinde ...

✂ - Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.

✂ - Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.

✂ - Der, sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger.

128

✂ Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.

✂ I Marginen skrev hun Bemærkninger og Karakterer med Blyant.

✂ Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved Saa læste hun selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:

✂ - Uh - du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.

✂ Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne - med denne lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning opad.

✂ Brevene, som hun skrev til ham - hun skrev otte Sider fulde for at sige ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme - lignede saa ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog en lille Hale op- eller nedefter) - saa han hittede næppe Rede i dem. Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten ligedan.

✂ - Mus, sagde han.

✂ - Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham ...

✂ Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet. Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen pludrede hun over Torvet.

✂ Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev

129

✂ staaende i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt. Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.

✂ - Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard Han følger nok efter, tænkte jeg, sagde hun siden.

✂ Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske -og var ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og ham i Drosken - og saa sagde han:

✂ - At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.

✂ -Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.

✂ - Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han. Hun svarede ikke.

✂ - Intet menneske saa' dem - ikke et Menneske - - og saa kørte Drosken hende hjem ...

✂ Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa' paa alting - Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine Tøjplanter paa Jardiniéren - med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at vende Agterspejl mod »Damen«.

✂ Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun saa', der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med hinanden i Krogen af en Balsal.

✂ Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:

✂ - Aa - jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede efter Stemmerne i Nabokabinettet, hvor der nu blev livligt, og hun listede paa Tæerne - Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder - hen til Døren og lagde Øret til: Hys; hun holdt Fingeren op.

✂ Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over Kellneren og over dem i SideKabinettet... Erhard aabnede Døren til Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa' ned i den stille mørke Gade:

✂ -Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres lange Vinduesrække - hun havde en egen Maade at

130

✂ skyde de smaa Skuldre op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:

✂ - Han sover nu, sagde han.

✂ - Ja, nikkede hun og lo sagte.

✂ Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.

✂ Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.

✂ Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i Nakken: Det var bare alt det gamle - stadig, skønt hun nu var fulde nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt vedlige« ...

✂ Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv - lige som et Lys i Ryggen - med sine to Døtre, én på hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese Gange:

✂ - Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.

✂ ... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift... Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa - naar han var hjemme da -og forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun blev gift...

✂ Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige, der altid skændte med sit: Naa - Mathilde - det skal jeg sige til Oberstinden.

✂ Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden - bag Maries Ryg - og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev gennem vaad lige ind til Popoen ...

✂ Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom og rev hende væk ...

131

✂ Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster ...

✂ - Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en normal Familie - -

✂ .... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden - halvt forskræmt og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.

✂ Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme - i Begyndelsen, naar »han« var forrejst, og begge Piger var sendt ud:

✂ - Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie Pige var hendes evige Angst - Provsten, som de kaldte hende.

✂ Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier - Skolehistorier var Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af Fortællinger om Skolen og »Søstrene« -:

✂ Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst...

✂ Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det klukkede - da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op:

✂ - Hys - Provsten, sagde hun.

✂ Og Erhard maatte listes ud - Mathilde gik i Forvejen - gennem den mørke Gang; han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men Provsten - men Provsten, til han var vel ude.

✂ Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:

✂ - Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde.

✂ - Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev aldeles forfjamsket - jeg vilde kun føle, om min Kaabe ..., var vaad endnu efter Regnen.

✂ Erhard paastod, »Fru Mathilde« var aldrig saa sød, som naar hun løj:

132

✂ hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:

✂ - Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Fingrene i Luften: det er vel det første, man faar lært...

✂ Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.

✂ En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af Mathildes Glæder:

✂ - Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

✂ - Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem til Mo'r.

✂ Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Badekammerdør.

✂ Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen brænder« har gemt Tampen.

✂ - Han, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj over Konen«.

✂ Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i Blekingen.

✂ ... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet. Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne - »de smaa Kid«, som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin Yndlingsplads - i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten« - som de kaldte Stuen -:

✂ - Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af hende, naar du sidder pænt...

133

✂ Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af hinanden, ind paa »Hytten«.

✂ - Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

✂ - Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

✂ Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op i Ansigtet - de plejede ikke at benytte det Verbum at elske -:

✂ - Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder ...

✂ - - Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.

✂ - Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden.

✂ - Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben.

✂ - Det manglede s'gu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem fik Lille-Gerster dog ikke.

✂

✂ Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.

✂ - Billighed vil de ha'... Billighed raaber de på... Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige Kunder i Butiken:

✂ - Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa Pulten.

✂ - Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

✂ Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

✂ - Hvad mener du, Adolf? spurgte hun Manden.

134

✂ - Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der - for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting - listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: den stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.

✂ - Ja, ja - sagde gamle Fru Adolf Der er kun saa mange Slags Mennesker, Adolf.... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.

✂ Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Teatret.

✂ Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen - de to var blevet gode Venner - og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.

✂ - Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.

✂ - Ja - naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik.

✂ Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf Han var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.

✂ Hun gik med Herluf op i Kontoret - Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen -: Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.

✂ - Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.

✂ - Hm, ja, naar det hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden - Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«.

✂ - Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

✂ - Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.

✂ - Hm - og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.

✂ Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.

✂ - Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

135

✂ - Farvel, Frøken, sagde han.

✂ - Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen - og i det hele i Victoria-Kredsen - ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

✂ Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-Bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig fremtrædende i Fysiognomiet - atter trykke Silkehatten ned i Panden som til Opbrud:

✂ - Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke paa Kredit.

✂ Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti...

✂ »Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken.

✂ Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen ...

✂ Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog.

✂ Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:

✂ -Hvad?-Hvor?

✂ og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.

✂ Impressarioen saa' sig indigneret om: Ja - saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed.

✂ Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale - at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag ...

✂ - Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en Skildpadde, der trækker sig i Skal.

✂ Han gik med Pianisten.

✂ Udenfor Façaden blev han staaende foran de store Plakattavler, 136 hvor der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer - Hr. Theodor Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne Plakater -:

✂ - Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte sig.

✂ Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab - med Brodersen og Blom i Spidsen - der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.

✂ Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Inventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.

✂ Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.

✂ Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i deres Brunelsstøvler. Portieren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.

✂ Konferensraaden maatte undre sig - saa hurtigt det gik. Men Publikum sled.

✂ Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig - Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

✂ Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og 137 gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

✂ Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt paa det Brokadestof Det var en Imitation med Guldtraade, som flossede. Men i Portiererne havde Stoffet holdt sig - de var foret med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

✂ Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside graahvid - det upolerede Fyr.

✂ Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik fra det ene til det andet og løftede de kønne - shirtingforede -Bordtæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

✂ - Dette var for usolidt gjort.

✂ Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var noget ramt i Luften.

✂ - Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensraaden.

✂ - Han var blot kommet for at tale om en lille Middag - for de Bank-Delegerede - man agtede at spise herude ...

✂ Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om Middagen: I al Tarvelighed - i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er saavist ikke til andet; og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

✂ Indtil Konferensraaden rejste sig - han havde nu anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens's Frokost -:

✂ -Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

✂ - De der, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de

138

✂ »Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor Inventarieliste ...

✂ De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside - Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien:

✂ - Jo - -jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.

✂ -Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa deres Penge...

✂ Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne - og Solen stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.

✂ Og med et virkeligt Smil - i en Følelse af Beroligelse - sagde Konferensraaden:

✂ - Dog et smukt Billede.

✂ Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen og skiltes.

✂ Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op.

✂ - Men noget maa der gøres, sagde Adolf Men hvad?... Satan, han holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten ...

✂ - Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

✂ - Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattiglisten.

✂ - Nej, sagde Spenner: ikke - saa længe vi stempler dem.

✂ Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

✂ Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.

✂ ... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa Kontoret.

✂ Han sad genert og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens

139

✂ han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne - foreløbig. - Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo. Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

✂ - Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf Farvel, Jespersen.

✂ Berg var gaaet hen til Pulten:

✂ - Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer.

✂ Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk...

✂ Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.

✂

✂ Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.

✂ Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Visedigter, og ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.

✂ - Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen - der var tre Frøkener Gravesen tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele -: nu blir det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling ...

✂ Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:

✂ Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.

✂ »Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos »Støderen«:

✂ Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.

✂ De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde sin Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.

✂ - Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden Sal.

✂ - Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken Frederikke.

✂ - Du maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen.

141

✂ Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind:

✂ - Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.

✂ - Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige - som hun bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« ... Og saa ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.

✂ -Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd vel ogsaa, hvad det vil sige - og hvad der gaar i Løbet i Aarene ...

✂ Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun var ikke rigtig egnet til Festiviteter.

✂ Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil ogsaa Theodora hørte.

✂ Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners Løn om Maaneden.

✂ Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af »Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne. Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette Værelserne.

✂ - Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller - omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad løvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere« sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke

142

✂ - Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud, sagde Frøkenen.

✂ -Ja, sagde Fru Gravesen - de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup -: de er jo slemme.

✂ - Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende.

✂ Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede Vilhelmine, - det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:

✂ -Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var »til hendes Fornøjelse«).

✂ To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle Stuer - undtagen Balsalen - skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller sjældent se dem fra alle Sider:

✂ - Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.

✂ -Ja, ja - Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonnestumper - Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis - og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du - hvad sér man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.

✂ - Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:

✂ - Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse.

✂ - Saa - mener du? vrissede Vilhelmine.

✂ - Gud fri os for Stank - det var Amalie, der var gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke 143 paastaa, at de just duftede -: Naa - saa vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.

✂ Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:

✂ - Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida...

✂ - Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.

✂ - Hun har ikke rørt en Finger ...

✂ - Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad Trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til Redaktionssekretær Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.

✂ - Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert nyt »Kar«, der manglede.

✂ Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøkenerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.

✂ De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.

✂ - Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.

✂ Det var et Bybud, Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.

✂ - Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.

✂ - Det var, sagde hun - det var (og hun tog hastig et Etui op af Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen - et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid Perle)... Men, sagde hun, et sikkert Sted...

✂ - Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille Kvarter, Frue.

✂ - Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.

✂ - Ja.. .jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.

✂ - Ta'r saa meget, vi kan faa .... Er besørget Frue, er besørget, opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt usynlig paa - henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et nyt Nik.

144

✂ Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet. Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa:

✂ Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.

✂ - Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa.

✂ - Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til Stuepigen og Frisørinden... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.

✂ - Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Haanden op for Munden.

✂ Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffoniére-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dér i Bunker, omvundne med blaa Baand.

✂ Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.

✂ - Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole paa?

✂ - Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovenpaa betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.

✂ Hr. Gravesen brummede. Der, sagde han i en meget fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var den humoristiske Vise til Bordet.

✂ - Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den megen ødsle Stads, før der var kommet et Par Gæster.

✂ Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med Vin: Ja, ja - det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de andre) ... Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.

145

✂ - Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.

✂ - Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned, sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:

✂ - Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud, Fru Gravesen maatte sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.

✂ - Naa - vrippede Frøken Amalie - gør han os den Ære? Det var svært! hun drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.

✂ Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge for, at det store Fad med Mayonaise blev sat til en Side.

✂ De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen til Søsyge - til det ringede.

✂ Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse - højlydt som Skader for at hæve Stemningen.

✂ Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere:

✂ -Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.

✂ Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:

✂ -Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart kommen alle?

✂ - Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er ...

146

✂ - Ja, ja - atten Par - og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:

✂ - Ja - her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.

✂ - Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange Handsker.

✂ Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran Balsalsdøren ventende paa Pianisten.

✂

✂ Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.

✂ De Herrer politiserede.

✂ Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det var en Levebrødsinstitution - én eneste Levebrødsinstitution hele Venstre ...

✂ Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin Lænestol, sagde nu:

✂ - Og jeg skal sige Dem, Kaptajn - det er netop det, der mangler os ... Højre mangler Mænd, der lever af det.

✂ - Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?

✂ - Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. Po-

147

✂ litiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede af den...

✂ Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:

✂ - Ja - før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.

✂ Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja - hvad er vi Mennesker? De har skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.

✂ Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:

✂ - Nej - vor Svaghed er den, at vi stoler for meget paa vor retfærdige Sag.

✂ Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa inderlig lettet ved: at det nu »gik«:

✂ - De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede paa Døren til Dagligstuen; selv gik hun videre.

✂ Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.

✂ Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og »tog nyt« - og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:

✂ - Ja - der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrængte Udtryk i Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.

✂ De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.

✂ De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja - de tjener deres Penge let... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.

148

✂ - Min Broder Etatsraaden, siger, han skulde ikke sætte sine Penge i Centralbanken.

✂ Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:

✂ - Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:

✂ - Ja, han begyndte - i Nibe - bag en Disk. Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret Mand havde begyndt.

✂ Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dansetrinene og Musiken - Pianisten slog i Klaveret, saa det hvæsede - hørte man den opførende Herres Skratten:

✂ - Damen - fem Damer, Damen - fem Damer. Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:

✂ - Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.

✂ Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.

✂ Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.

✂ - Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt...

✂ Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet.

✂ - Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.

✂ - Er De her? sagde Herluf forbavset.

✂ - Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det 149 var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, saa Kindbenene stod frem.

✂ Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget Svar tilføjede hun:

✂ - De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?

✂ Herluf vidste det Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille Herluf, tilføjede Fru Canth.

✂ Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej - vi har ikke set hinanden i to Maaneder.

✂ Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens kommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennem Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad Trappen, med den hele Række.

✂ Toddyherrerne kom ud for at se til - Damerne gispede, og Herrerne sled - Rækken fløj videre:

✂ - Nej - ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.

✂ Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.

✂ De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da »Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:

✂ - Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København. Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen:

✂ - Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen.

✂ - Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule.

✂ - Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer. Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og 150 før han naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og se hendes Ansigt:

✂ - Er De virkelig der, sagde hun. Det er længe siden.

✂ Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens alle raabte og lo: der var ingen Stole - og der var ingen Tallerkener.

✂ Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.

✂ Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro.

✂ - Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som paa en Restauration.

✂ - Brød her, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:

✂ - Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin, Vin...

✂ Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.

✂ - Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravesen var helt forstyrret: hun fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.

✂ - Men der er ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren.

✂ - Hva'?... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade:

✂ - Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken.

✂ - Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker.

151

✂ Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.

✂ - Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den - gem den, sagde hun og skød Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et Kjoleslæb.

✂ Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:

✂ - Melodien? Melodien?

✂ - Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour - her kysses vi - og gør Kur«.

✂ - Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses - her kysses vi...

✂ Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.

✂ Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde - Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ - og Scheele rejste sig:

✂ - Undskyld, sagde Frøken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun spillede.

✂ »De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra Kirkekoret - langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede Adamsæbler - og dirigerede.

✂ Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst - ved Enden af Versene lo de og applauderede.

✂ Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:

✂ - Dacapo - dacapo, raabte han.

✂ - Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.

✂ Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr. Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen:

✂ - Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord - et Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge - et Par Ord, som han 152 trængte til at faa sagt - Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa lidt, før han gik videre og sagde:

✂ - Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas... at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte Ord - for den danske Presse.

✂ - Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til Ære - at tjene, mine Herrer, i Deres... i dette Blænkerkorps for det aandelige Arbejde i Fædrelandet.

✂ - Ja - sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans Overbevisning - Pressen har sandelig gjort sit Arbejde i disse sidste Aar. Den har været som en Herold - eller - nej, mine Damer og Herrer... De vil forstaa mit Billede - som en Tyrtæus har Pressen været for vort Samfund - mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye Baner - disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette Land, er saa stor, at -ja, man tør sige det - det hele danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk.

✂ Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre Tommelfinger op til Næsebenet, som om han tog en lille Snus) før han vedblev i en noget anden Tone:

✂ - Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, denne - og - jeg kan sige det - den er ufortjent ringe. Der er et andet og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i Konkurrencens daglige Fægtning - dér staar den sande, den svære Prøve for en Presses Moral.

✂ De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen:

✂ - Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. Derfor fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.

✂ - Et Leve - ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor danske Presse.

✂ Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen.

153

✂ Vendt ud mod Trappen, udbragte han - med et Par Ord - »Levet« endnu en Gang, og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.

✂ Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen:

✂ -Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste .... Fru Petersen saa' paa ham.

✂ - Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han - Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger -nu vil han have Tid til at gøre den gældende ....

✂ Han drak en Smule Vin og smilte - Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte paa -:

✂ - Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa det.

✂ .... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne.

✂ Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:

✂ - Hm - Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt paa at elske?

✂ -Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.

✂ Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han - og i den samme halv satiriske Tone som Scheele -:

✂ - Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.

✂ Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket:

✂ - Nej - saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud

✂ .... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper - det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.

✂ Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og 154 spurgte: om vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men Børnene var sultne.

✂ - Det er vi vel alle, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad Trappen med Lyset. Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne Theodora Senge op til Frøkenerne.

✂ Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var faldet i Søvn. Men han var vaagen og var meget veltalende. Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig derefter....

✂ Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som Musehaler:

✂ - Ja, ja, Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en Fornøjelse.

✂ .... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener til Side paa Dynerne i Skyndingen ...

✂ Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.