↩ GEORG BRANDES har et eller andet Sted skrevet nogle Ord om Henrik Ibsens senere Dramer, hvoraf i alt Fald Meningen omtrent var denne: Det er, som om jeg ikke straks kan modtage disse Værker, og først Maaneder efter klinger deres Tanker og Ord i min Sjæl med deres fulde Styrke. Dr. Brandes' Ord faldt mig under Eleonora Duses Gæstespil ind: De kunde være skrevne om hende. Det første Indtryk af Italienerindens Kunst er en besynderlig og næsten smertelig Følelse - Følelse af Afmagt til helt og fuldt at optage denne Kunst i sig. Lyst til at tale forgaar én, og Medmenneskers Stemmer mishager ens Øren, mens man forsøger at samle sig, og man er til Mode, som var der forefaldet en betydningsfuld Begivenhed i ens eget Liv. Det er ikke tilfældigt, at Eleonora Duse overalt først og fremmest er fejret i Lyrikernes Vers. Thi Kritikerne finder under Indtrykket af denne Kunst hverken den Ro eller den Beherskelse, som er nødvendig for at værdsætte, og klogest iblandt dem bliver de, der indskrænker sig til et: "se hende". Thi selv efter Dage og Uger er over for Fru Duses Kunst en Redegørelse vanskelig. Der er mange Grunde dertil. Som hendes Sprog er fremmed, er hendes Fremstillinger ny. Hun vrager de vante Midler, og hun bemægtiger sig en Hærskare af nye. Men selv for hendes Midler gør man kun vanskelig Rede, fordi man under Magten af Personligheden, der 315 anvender dem, næppe faar Øje paa dem, og Duses Geni synes at tale til os gennem et Intet.