Bang, Herman Værker i Mindeudgave

V

Sygdommen skred hurtig frem.

William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.

Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.

Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset, lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede Hænder.

66

William gik sagte over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet: Der var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned, Olien kogte sagte, Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring. Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng; Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude.

Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig, aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand! - den skinnede mellem Haaret.

William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod Portieren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke.

Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset. Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige, forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje; det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.

Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder. Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at foretage sig noget, uden at tale.

"Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina.

Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han: "Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik stille, som han var kommen. Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen; undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt frem og berørte den med sine Læber.

"Tak," hviskede han.

67

Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. "Jeg sover ikke," sagde William.

"Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis rørende, ydmyg Ømhed, der syntes at bede om Tilgivelse - William vidste ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem han bestandig følte saa dyb Medlidenhed med.

"Nej - menMo'r hoster," svarede han. Høg sukkede.

"Men det gaar ikke an - vi maa flytte din Seng

_ _ _ <(

"Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange ..."

Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.

"Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium, Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.

Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to store Portioner lige ovenpaa hinanden.

Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen med blytunge Lemmer.

Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt tilbage ...

"Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin, talte hun om mangt og meget med sin Datter.

68

Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder. Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i Sengens Tæpper.

Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. "Det ækle Lys," sagde hun, "det viser Jer, hvor grim jeg er bleven."

Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste, de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, "før Ulykkerne kom", som hun sagde, naar hun. om Formiddagen talte med Nina.

William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.

Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. "Du læser smukt,'4 sagde hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar.

"Giv mig Bogen," sagde hun.

Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.

William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.

Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer."

69

Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende, laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad Morgenstunden; undertiden aabnede hun Øjnene, nikkede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for, Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed, sagde hun til Nina.

Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun Jomfruen trække alle Forhæng fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt ind i Kabinettet.

"Som en hel Syndflod," sagde Stella.

Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæggelse, som dræbte hende.

"Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud, og saá frem for sig.

Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv bedre, raskere. Hun satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende.

Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas Veninder.

Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet. Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. "Endnu ikke, om otte Dage - om otte Dage vil vi ha' Lys herinde ...."

70

"Ikke sandt," spurgte hun Berg, "om otte Dage vil jeg jo ikke mere forskrække Børnene?"

Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal i Halsen.

Dar var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner umærkeligt.

Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere end Sandheden. "Men hun er meget bedre," sagde Høg, "hun ser raskere ud, meget raskere end for fire Maander siden."

"Maaske," sagde Berg.

De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog, hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.

"Se," sagde Høg, "raskere er hun da."

"Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter ham og vendte sig.

Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket. Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig.

Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om otte Dage venter jeg en Krise."

William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der 71 sig som Lys over hele Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.

"Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.

"Vi vil haabe det," svarede Høg, og hver Gang han sagde det, saá han paa ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige Sundhedsskær. "Vi vil haabe det."

En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var beskæftiget. Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været alene i Kabinettet. Hun sov, da Jomfruen gik.

Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen .som livløs midt paa Gulvet. Gardinerne var trukket fra.

Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv ...

William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet. "Dør hun," hviskede Drengen, ."dør hun?"

"Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind.

"Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dør"karmen, og rev krampagtigt i Portieren. Det var, som .-skulde han kvæles-under den pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne.

"Tror Du, hun dør?" spurgte William.

"Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar.

"Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som.hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.

"Nej - jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle Taarer^ rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte hun saa. Hun .havde vendt sig imod ham.

"Det er ikke vist, De skal dø."

72

Hun rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun.

"Fordi jeg ikke kender den, Frue."

Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: "Men naar tror De?"

"De kan jo komme Dem endnu." Lægen saá ned for sig, og mens han fattede lidt fastere om Sengekanten,, sagde han: "De ønsker maaske at ordne et eller andet..."

Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. "Tak, Berg. Ja, jeg har meget at ordne."

Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet, baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og skrev Breve med Blyant,. Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende Smerte,. og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn.

William sad ved Sengen, da Berg kom ind.

"Hun sover," sagde han. "Er det en Krise, Hi\ Berg?"

Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tog saa Kandelabren og betragtede hende længe.

Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys.

"Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over Sengens Kant.

Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde han langsomt r "Ja, det er en Krise."

"Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst,. "kommer hun sig?"

73

"Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han.

William sov fast den Nat.

Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten segnede under Byrden, mens han løb ... Saa pludselig hørte han nogen raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var, som han faldt dybt, dybt, da han. vaagnede.

"William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet Haar og Ansigtet fortrukket af Graad.

"Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og Vaagekonen sagde" det var et slemt Øjeblik at komme over.

Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og hulkede sagte. "Hun vil sige Farvel til William," sagde hun.

William gik frem over Gulvet og løftede Portieren, til Kabinettet. Alt dirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve. En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng.

Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned.

"Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som udvidedes under en hellig Glans.

Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens..

74

hun langsomt og som for at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun svagt som et døende Pust: "Jeg maa dø."

"Glem mig aldrig, William, aldrig - jeg har elsket Dig saa højt." Og med et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun kulkede sagte.

"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed - "aldrig!" og mens Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han under Hulken.

"Farvel - Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Saa rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset, Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse,- i et eneste Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren.

Han sænkede Hovedet, saá sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt laa hun, med Blikket fæstet paa ham.

"Mo'r," raabte han og strakte Armene frem.

Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt, aandende ud i et langt, smerteligt Suk:

"Stakkels Dreng!"

William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk ...

KL otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen holdt den Syges Hænder, Nina tørrede Sveden af hendes Pande.

Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men frygter; en navnløs Ængstelse uden Taarer, som gør Lemmerne stive.

Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden standsede han ved Døren til Kabinet-

75

tet, lyttede og gik videre, mens han vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under Skægget skinnede den frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var underløbne med Blod.

Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gaa ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han klippede ...

Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre, med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne Portiere. Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at se ... bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han Portieren til Side.

Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saá han Vaagekonen og Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i konvulsivisk Trækning ,.. Hendes Hoved var strakt frem, Øjnene stive, Haaret uredt og pjusket, Farven gulblaa ... og ud af den sammenbidte Mund flød et hvidt Skum.

Med en ubetvingelig Rædsel lod han Forhænget falde. - Det var MoV - -

Berg kom ud, han var meget rolig. "Vi vil give hende Champagne," sagde han.

"Champagne?"

"For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan gøres." Han gik ind igen, Høg blev ved at gaa rundt om Bordet, uden at sanse, blot rundt.

"Skal Jensen hente Vinen?" spurgte William.

Faderen nikkede.

Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo'r op i Krampen, undertiden en sagte Klage. I Dagligstuen Høgs jagende Skridt.

Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med den guldhalsede Flaske i Haanden, mens Vinen skummende vældede ud paa Tæppet. Berg kom ud. "Godt", sagde han, tog Flasken og gik atter ind.

76

William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, der kvælende sad ham fast i Halsen.

Man gav Stella Champagne hele Dagen.

Hen paa Eftermiddagen faldt.hun i Søvn. Da hun vaagnede, var hun uden Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Haand imellem' sine, Haanden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed.

Engang imellem virrede hun med Hovedet og sukkede svagt. Det var, som en Rest af Livet flygtede med hvert Suk. De lukkede Øjenlaag sitrede.

Klokken halv ni aabnede den Døende Øjnene, hun saá paa Høg, og.som et Genkendelsens Smil gik over hendes Ansigt:

"Hører Du Lærkerne?" hviskede hun.

Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk ... Høg slap sin døde Hustrus Haand.

Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede, han pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans Pande.

Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.

Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portieren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør.

Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder.

Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter ud. Høg var gaaet ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William. 'Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa Panden, bad hende være rolig og gik ud for at tale med Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor^

77

Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen.

William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved Spisestuedøren, som han havde lukket op paa Klem. Han var pludselig blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet ikke mere, det var hans Moder, som laa derinde bag Portieren, han følte kun, at Døden var i Huset.

"Lad os saa læse Brevet," sagde Nina. William saá op og mødte Moderens Skrifttræk paa et hvidt Blad. "Til Nina og William", stod der. Han syntes, han skammede sig og rødmede- over sin Angst fra før.

Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende deres Moders sidste Brev.

"Elskede Børn! Min Haand ryster, saa jeg næppe kan skrive, og hvert Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse min utydelige Skrift..."

William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst og krystede hende i et langt, fortvivlet Favntag ...

"Lad os læse det roligt," sagde Nina mildt og rev sig løs.

"Eders Moder, som nu maa dø, skønt hun saa gerne vilde leve for Eders Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke altid været lykkelig. Man har Sorger, som man skjuler under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet mit Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sidste Ord er en Bøn. Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld, hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans Vilje."

En Taare havde udvisket Ordene. Aandeløse løftede 78 de Papiret mod Lampen. William græd ikke mere, staaende bag Nina slugte han Papiret med Øjnene.

"Eders Fader er sindssyg - maaske bliver han aldrig rask. Vor Tid, elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at anse denne Ulykke for en Vanære, og desuden vilde Eders Fader miste sit Embede, hvis de kendte hans Sygdom - og I er ikke rige - derfor, dæk over det, skjul det - - I er unge, Livet vil en Gang bringe Jer Lykke - -

Lad ingen vide det!

Jeg er træt - Haanden vil ikke mere. Tusinde, tusinde Gange Farvel!

Eders Moder."

-De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem gennem de usikre Tegn som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed.

Nina lod Bladet falde.

Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse.

"Lad os besøge Moder," sagde saa William.

Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, dækket af et hvidt Silketæppe laa Stella paa Sengen. Ansigtet var roligt, men om Munden dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et undertrykt Suk.

Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt.

Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en lang Række.

Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande svulmede.

"Jeg har været ude at spise," sagde han. "Spis, spis, man trænger til det paa saadanne Dage/%

"Vi har spist," sagde Nina.

"Men man bør have nærende Ting, meget nærende 79 Ting, køb noget Oksekød i disse Dage, Nina, meget Oksekød."

Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der gaar i Søvne. Han gav sig til at rode i Buffet'en og tog tre Glas frem.

"Vi vil ha'e godt af at drikke lidt iaften," sagde han, "rigtig godt, for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes - -"

William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet'ens Flasker. Nina blev blegere end et Lagen.

"Jeg kan ikke drikke," sagde hun.

Noget i Tonen slog Høg. "Du har det heller ikke nødig," sagde han, "men William - han sover daarligt." Han tog en af de halvfulde Flasker og skænkede Vinen op i et Vandglas.

"Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine Læber ... "Naa drik,'4 sagde Høg barsk, "drik."

Han skænkede for sig selv: "Vi har godt af det." Han stødte sit Glas mod Sønnens: "Naa, godt Mod," sagde han. William var til Mode, som skulde han dø, mens han drak.

Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og Ninas Angst gav ham ingen Trøst.