Bang, Herman Værker i Mindeudgave

II

Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham.

"Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han skulde først se, hvordan det gik. De1 andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over hinanden.

De talte inde paa Scenen - han fornam det som et forvirret Skænderi, hvis Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast.

Hans Hænder var fugtige.

Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte ... Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren. Men intet var ham klart...

Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, ligesom naar han skulde springe over "den store Hest" - og han havde taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der.

Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var den.

143

Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af Rummets Mørke - - - han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af sin Stemme, høj, klar og - dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem for sig som en drukken Mand.

Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, ligesom han ledte ham med sin Stemme - -

Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han ...

Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og saá glad ud, og tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var Professoren, som lo - -

Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede med en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham.

Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret.

Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft.

Han løb over Gulvet, lige i Armene paa "Professoren" ... han saá op, sagde "undskyld" og blev rød i Hovedet.

Professoren tog ham i Armen: "Stop lidt," sagde han, "De har svær Hast."

William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham igen.

144

"Godt," sagde han og slap ham.

William blev staaende.

"Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren.

William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede, jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han deklamerede og raabte. Hans Jubel trængte til Ord - usammenhængende, stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde - men raabe maatte han.

Sejr - Sejr - han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind paa ham og raabte til ham, og alt syntes han, det maatte føre ham til dette Maal. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han havde været blind, at han ikke havde set det ...

Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og Flaget havde været hans Kongekaabe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulde han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulde han betvinge den. Hvordan kunde han have været saa blind?

Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet.

Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes, det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de Ord, hun havde sagt, da han læste "Tartuffe": "Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt, ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?

Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej.

Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes Spørgsmaal. Han havde skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden at han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom i Dvale alle disse Dage siden da, og nu var han vaagnet 145 af en tung Søvn, og nu vidste han, hvad han vilde - hvordan han skulde sejre.

Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr.

Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa hans Bryst - han var fortumlet, beruset og ellevild.

William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt.

Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt William besøge sig, naar han kom til København, og man havde i Byen talt meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg. Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en Skandale med Frøken Falk, som kort efter "Professoren" s Forestilling, hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet Menneske med Zigeunerblod i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.

Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud, holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.

"Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste Tid," sagde Gerson, "Du ser ud, som om Du vil slaa os alle paa Snuden, om galt skulde være.'4

William lo, men fast i traadte han. "Slægten" bekymrede ham ikke mere, hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulde han gøre op, naar han havde naaet frem. Bedre var det da at blive noget end slet ingenting.

Kamilla havde skrevet ham til straks efter Profes- 146 sorens Forestilling, men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa bleg og saá saa lidende ud.

"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var færdige? - hvad? - havde Du?"

Hun gik lige hen og tog ham i Armen.

"Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det forbi - nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?"

Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en Stol.

"Hvorfor er De kommet," spurgte han.

Hun svarede ikke, men stod og saá paa ham med glansløse Øjne, ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig.

"For De mente vel ikke, vi skulde gifte os," sagde han.

Kamilla lo. "Og det er din Undskyldning," sagde hun haardt. Hun greb ham igen i Armen, William rev sig løs. "Slip mig," raabte han.

"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede for" - hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til Fodsaal, raabte hum "Dreng!"

William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et Lig, og han støttede sig op til Væggen ...

Hun saá det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede hun sig paa Gulvet, omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at tale - men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd - -

Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens han slyngede hende tilbage næsten med et Spark med Foden:

147

"Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har f o rført mig?"

William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende, han havde ofret sin Lykke for sit Livs Maal. For han havde elsket hende, det var, som hans Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i efter hende - men det maatte ske. Det var hans Kunst, hans Maal, hans Fremtid. For den maatte alle Ofre bringes.

Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed - som han troede, han bragte et Offer.

Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang over Hesten og fægtede med Gerson, hvem "Fanden skulde ta'e, om han fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste han Roller, eller han laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig og deklamere.

Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved at være mørkt, han saá de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa ligesom et stort, sort Dyb og dækkede over Tavsheden. William kunde blive helt forskrækket, han følte sig uhyggelig ; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han begyndte at tale ...

Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud - maalte den Verden, han tog i Besiddelse.

William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et Tilfælde, at den var falden ham i Haanden. Den havde staaet med Støv paa Guldsnittet siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften ta- 148 get den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke den Nat, han laa og læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen.

Saa saá han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen paa Bordet. Men lidt efter tog han det igen og slog op paa de første Sider. Scenen med Drengene paa Gaden:

Selim.

Dér er Aladdin, saa nu kan vor Leg Begynde ret.

Aladdin. God Morgen, Kammerater.

Selim. Hvor blev Du af saa længe?

Aladdin.

Ser Du vel,

Der var Begravelse her uden Byen Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist. Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt, At høre Sangen, og at se dem gaa Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.

Selim.

Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?

Aladdin

(ganske ligegyldig).

Min Fader.

Selim. Hvad? din Fader? er han død?

Aladdin. I Forgaars Aftes døde han.

149

Selim.

Og derom Har Du ej talt et Ord?

Aladdin.

Saa har jeg glemt det.

Selim. Og sørger ej ?

Aladdin. Nu, har jeg Raad til det!

Selim. Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen.

Aladdin.

Ej hvad? den, som vil sørge over Alting, Fik nok at sørge over. Han var gammel.

Sindbad.

Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist Paa Hjørnet vil idag igen udkaste Tre Pomeranser her i Gramsetag.

Aladdin. Ja, jeg er med.

Sindbad.

Er Du? det tror jeg nok. Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge!

(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den).

Selim. Du er nu altid lykkelig.

Drengene. Fler! fler!

(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber).

Aladdin. Det var den anden. Nu har jeg alt to.

150

Sindbad.

Aladdin maa ej være længer med, Den tredje maa han ikke gramse efter; Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!

(De holder paa Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i hans Turban).

Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved.

Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter og atter.

Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde han pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse midt i en Replik for at synge og raabe højt, og naar han havde sagt en lang Replik, raabte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine egne Hænders Bifald - -

Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver var Aladdin, naar han blot troede.

Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt, Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis.

"Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede under Træerne lige overfor Kirken.

"Aa, ikke meget."

"Det tænkte jeg nok," Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet - "men saa synes jeg snart, det var paa Tiden."

151

"Jeg har jo læst noget."

"At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og skraale Dig hæs."

"Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?"

"Aa - Kamilla siger, at Du er blevet komediegal."

William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik.

Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og tænkte, at h a n kunde sige det første Ord. Men han laa og skulede over Bogen gennem de udspilede Fingre - han støttede Hovedet til begge Armene - hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten.

Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af paa kunstfærdig Maade at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle.

Gerson fik Medlidenhed og pustede: "Den er lummer," sagde han.

William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson laa. "Man kan slet ikke læse i denne Hede," sagde han hurtigt. Han stod et Øjeblik og pillede ved nogle Blade, saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra Vennen.

"Hvor langt er Du," spurgte han.

"Aa ikke ret langt" - Gerson vendte sig, saa han laa lige ud og saá op i Luften - "ved Direktoriet"

"Skal jeg ikke høre Dig," spurgte William.

"Ellers Tak, men det ærgrer s'gu bare En, naar man ser, man ikke kan noget af det Skidt." ...

De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hinanden. Saa sagde William:

"Du talte i Formiddags noget om din Kusine" - Solen stak ham i Øjnene og han holdt Straahatten helt for.

Gerson lo.

De laa lidt: "Hun er da arriveret hjem igen," sagde Gerson. "Men hun er slemt afrakket ... han stjal og løb fra hende" ...

152

William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt:

"Vil Du høre det?" og rejste sig.

"Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad Alléen.

"Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," sagde William, da de kom ud af Klosterporten. Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til Theatret.

Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes slet ikke, han kunde huske det allermindste.

"Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra.

William fo'r sammen. "Du skal s'gu ikke genere Dig for mig," sagde den anden.

William gik ned. "Nej, men det er saa - sært," sagde han. Men pludselig syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul.

"Det er dér i Skoven," sagde han saa og flyttede en Pakkasse frem foran Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner."

Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, og var aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde "Ja-a" for ikke at forstyrre.

William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig og deklamerede.

William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den igen - det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket.

Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne 153 foldede ind imod sit Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang.

Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde "s'gu ikke forstaa 'et".

Tak Allah! for din store Godhed mod mig, Se mine Taarer! jeg kan ikke tale. Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed.

Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med opvendt Ansigt. Saa rejste han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige Bevægelse: "Saa kommer Vagten!" Han gik lidt slingrende og noget flov op mod Baggrunden, han ventede, Gerson skulde sige noget. Men, da han blev ved at sidde stille, spurgte han højt: "Naa?"

"Det havde jeg skam ikke troet," sagde Gerson og entrede over Bænkene hen til Prosceniet.

William blev rød ved Rosen. "Jeg kunde meget bedre," sagde han.

Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede: "Er der ikke mere," spurgte han.

"Nej, jeg vilde ikke sige andet." - "Det var noget lidt," mente Gerson, og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i Sufflørhullet, gik de hjem.

"Jeg kunde s'gu knap kende Dig tilsidst," sagde Gerson, "men din Stemme sprak i Begyndelsen."

"Ja" - William talte stakaandet - "jeg véd det nok, - jeg var lidt hæs, det kom allerede igaar - og -"

Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig forstod han ikke, hvordan det var gaaet til. De følgende Dage deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og naar han vilde tale højt, slog Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i Overgang, men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig Tand for bestandig at forvisse os om, at den endnu gør ondt, prøvede han, naar han deklamerede, uafbrudt at 154 faa den til at knække for saa, naar den knækkede, at lide derved.

Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det tilslørede, der i et mindre Rum klang saa smukt, og som dækkede Stemmebristet for ham selv.

Desuden kom nu Eksamen.

Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt.

Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham ind paa de mere almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: "Men hvordan gik det egentlig til, at - - - Hvad skyldtes det væsentlig - hans Held - - -?"

William sad og saá ned paa det grønne Tæppe og lavede Cirkler med Fingrene. Derpaa løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten:

"Hele Hemmeligheden var, at han vilde."

Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde han: "Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen.'4

Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie.

Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa Gymnasiet. Et Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov.

Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens Sødme.

I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale. Rektor havde talt for Studenterne, Høg som Duks for Rektor, saa var Skaal fulgt paa Skaal.

155

Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kinderne, med et Stykke Kransekrage paa sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod Tindingerne.

Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad alle og snakkede løs, mest saadan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Haand man bemægtigede sig med stærke Tryk.

William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde staaet og stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet havde forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil Heden, selve Stemningen, den blandede Luft - - Han blev distræt, han sad og rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil, der var langt borte.

Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas.

"Det er Høg," raabte man, "det er Høg" - og der blev saa nogenledes stille.

William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over Skjorten, Rosen dinglede i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Laag. Han aabnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil, inden han begyndte ...

"Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson.

"Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, der saá paa Vennen med opspilede Øjne. "Men dejlig er han."

Saa talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen:

156

"Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, og som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader, Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken - - -"

Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i Rummet mellem Bordene; Williamændrede Tonefaldet lidt og vedblev:

"Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at vi kun skilles fra alt her med Sorg, saa var det dog nødvendigt at skilles: thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden maa de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene maa vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi lever ..."

Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik paa hel Jord og Jorden gyngede - -

"Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Livet, som vi ikke kan unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér er ogsaa Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind, der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne; men Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den tror, og selv om den falder "

157

aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er bestandig ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, naar vi vil, thi at ville er Hemmeligheden og Nøglen

Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand mod sin Pande.

"Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet deres Saar, da er det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhaabninger, om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden blunder.

Minderne - Minderne leve!"

Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen.

Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt.

Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen. Langt om længe kom man i Baadene.

Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte Aarernes Plasken, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers Tavshed og Sommernatsfred.