Bang, Herman IV

IV

Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at "Bygmesteren" sov endnu, da de kom - Martens snuede i det hele noget længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.

Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt "Gaardkone" og tog ikke Øjnene .fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.

Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig.

Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, Hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han ham paa Skuldren med et: Naa - frisk Mod, mens man læste hele den ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.

- God Morgen, Hr. Fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet hen til Berg - bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med "Putte", sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til Skole, før han gik i Retten.

De tre Kompagnon'er styrede ned mod Theatret, Martens 389 i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig "Bygningerne". Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Frisér; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt "borte" foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham - man havde borttaget Lærredet om Morgenen.

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:

- Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saá Gudindens slanke, forgyldte Ben.

- Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

- Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte "Nike" paa Plads paa Piedestalen.

- Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i Stueetagen mod Gaarden. Det var blot "de smaa blaa" for Dagen, sagde Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin Underskrift et Steds.

- Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar Navnene gør det. - Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne "Victoria" paa Bindet.

- Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og 390 stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet under.

- Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.

- Nej - vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.

- Vel. Adjø - de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte "Sfinxer" paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: Martens' "s" endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhugget Hale.

Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Theatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert Minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.

- Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt Primadonnaens Stemme.

- God Morgen, svarede hun - ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

- Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve.

- Vel, svarede hun igen. Og Programmet?

- Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

- Hm. Det ene svenske? raabte hun.

- Ja.

Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. Det var først Theatermaleren - i Baret og Bluse - med Favnen fuld af Udkast, som han i mindre end fem Minutter havde bredt ud over alle Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær - med 391 aaben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse - der haabede, i Theatrets Interesse, at kunne se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse - af Hensyn til sin skandinaviske Korrespondance.

Et Par Skuespillere, der havde "lugtet Journalist" i Huset, bankede ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske Theatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad op paa Skrivebordet - Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev - og saá træt ud, mens han i Tankerne udparcellerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes Petitrubrikker.

Berg, der var ganske ør i Hovedet af Theatermalerens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden paa Hovedet:

- Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en Maaned læst syv og firs.

Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve - han havde i fem Aar spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og havde faaet en bred Diktion - blev ved paa sit halvnorsk:

- Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre fra os, h ø r e fra os ....

Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme straks. Berg opløste Konciliet; den ældre Helt maatte han lempeligt skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for Pressen.

Paa Trappen til Direktionsværelset havde der - til Ære for Hr. Stær - samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet ...

392

Ved Porten skiltes man ... "Ørnulf", den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.

Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Manderinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker for Forretningen.

Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind: Ja - Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.

- Har De set det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.

- Hvilket?

- Arrangementet, sagde han .... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.

Herluf trak Døren til Butikken til Side for at gaa ud paa Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: hele Rummet var paa én Nat blevet til et lille Kina.

Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod en Kæmpe-Madarin og nikkede under sin Parasol: foran Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædter, med Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt borte under Marokkotæpper og Majstraabuketter og Palmeblade, var der bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper .... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap - "Medailloner til Pryd over Pianoforter", der var Forretningens sidste Nyhed - bøjede sig halvvejs sammen over Grotten.

Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, 393 eftergjorte Skjolde og opspændte Papirsparasoller, som stod og som hang.

Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gul Silke - en Rest fra et Maskebals-Arrangement - der ragede op over alt med sin sejrrige Briks i Haanden.

Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring: Hvad han havde for Idéer - Naar blev han udtømt? - - Ja, man maatte forbavses .... Alle snakkede.

- Mig m a a De hjælpe med noget fikst til en Kotillon, sagde en lille Dame og rejste sig paa Tæerne.

-Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om ham - under Kineseren - som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i Salmebogen, om Præsten :

- Bedste Hr. Adolf - mig, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde Bestillinger til den hygiejniske Kongres:

- Men Hr. Profesoren vil blive aldeles tilfreds - aldeles tilfreds, forsikrede Adolf.

Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: Fru Canth skulde have en "net" lille Spiseseddel - "til selv at skrive paa - men noget net" ...

Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, gik rundt og saá paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saá i en Mappe:

- Bedste Ven - Frederiks Hospital - Frederiks Hospital erklærer vi, er under Restauration under Kongressen.

Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, sagde pegende paa Kunstbladene:

394

- Ja - det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra Kobberstik ...

Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til "Frøknerne i Forretningen", til hun havde set Sønnen:

- Hvad er det, Mo'r? sagde han i Skyndingen.

- Det er ingenting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.

Lidt efter lidt blev der stille i Butikken. Adolf kom og satte sig tungt i Sofaen: Det var en Dag, sagde han.

Herluf lo: Naa - hvor mange Dusin Papirs-Tallerkener er der saa solgt til Væggepryd, sagde han.

- Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre, dem sælger vi med Tab .... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.

Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg Indbydelseskortene til Theatrets Belysningsprøve for Pressen.

I Butikken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre "Frøkner" sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i Skumringen, mens han nikkede.

- Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.

Berg gik hjem med og spiste hos gamle Adolfs. De to Gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny 395 Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner svømmede under en Aakande - en Fødseldagsgave fra Konstantin til sin Moder.

- Jeg holder ikke af det, sagde Fru Adolf - hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen - jeg holder ikke af det .... det "Elektro" .... Vi spiste med Jern, Hr. Berg, til den Dag, vi havde "ægte" .... Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten...

- Naa, min Pige, Du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.

- Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.

Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprente sig Ordene. Men det var og blev hende en svær Ting - "de putter saa meget sammen", sagde hun til Berg - og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.

- Hvordan er de Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge.

Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den Gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.

- Udmærkede, sagde han.

- Ja - de er ganske gode, Mo'r, sagde Adolf junior.

- Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud - helt nervøs af Glæde.

396

Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf sov inde i Spisestuen med "Dagbladet" i Skødet i sin Hvilestol - og kaldte den gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om "Drengen".

Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke - for han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun -; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spilede Øren og Øjne op:

- Ja - de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle Marie.

Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.

Der skulde første Gang "tændes" i Victoria-Theatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden "Kvindeperson" listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.

Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der lød et langt "Aah!" fra Parkettet man saá Tæppet for første Gang. Engle trak et Fløjlsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en Foraarsmorgenstund saá gennem Ørstedspark ud mod det ny København. Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.

Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig - den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste 397 paa Graat: alle Balkonrandens Engle dansede, medens de blæste paa deres luende Tuber.

Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede Fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i Krogen stirrede kun mod Loftet - Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt.

De to Kompagnon'er stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandledet og gik bort, i Angst, ned i Kælderrummet.

Dekorationen, man saá, var en gammeldags Sal med store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skelnede man endnu ikke ret. Men nu gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen: det var "Fader Holberg" s Kongens Nytorv med Tage og Karnapper og det gamle danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.

Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for Rampen:

- Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.

Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille lidt i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene:

- Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.

- Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.

... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den Fremmede 398 paa én Gang oppe i Logen glædestraalende til Fru Adolf - de var i Iveren rykket hinanden ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det -:

- Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.

- Hans Moder, sagde hun og nikkede til Fru Martens.

Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede igen.

- Og saa et "Leve Konsortiet", raabte Regissøren: Det leve højt.

Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens de sang, Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:

Og dette skal være Konsortiet til Ære:
Hurra.
Og Skam faa den, som ikke
Konsortiets Skaal vil drikke,
Hurra - Hurra,
Den Skaal var bra',
Hurra.

- Hva' - Børn - det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

- Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket frem i en Kulissedør. Det er kun mig, sagde Konferensraad Hein og traadte frem: lad Dem ikke forstyrre.

De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og Konferensraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede og nejede, af Respekt for Kapitalen.

- Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur, smilte Konferensraaden. Den nye Champagne 399 kom, og Herluf bad Konferensraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest - i Familiens Skød - der var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han.

Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale - - men takke Dem maa jeg dog, fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er med Glæde - og Konferensraaden vendte sig halvt mod Salen - at jeg tømmer dette Glas med Dem for første Gang i Deres nye, skønne Hus ... Skal vi tømme det paa Foretagendets Held - de Foretagsomme til Lykke!

Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og - mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene - nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus - jeg kan vel sige med noget af dens Glæde, der ser, begynder at se en Livs-Drøm gjort til Virkelighed - slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sit Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv .... skal vi hilse dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier - med løftet Glas vendte han sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der beruste Generalforsamlingerne - udstrør deres nye Rigdomme, skal vi hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens København, det vort København, der brød Voldene ned for at bygge paa ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu staar.

- Et Leve for et stort, et Leve for det nye København.

400

Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn f o'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom om de vilde sværge:

- Leve - leve København.

Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse.

Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset. Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem Gangene.

De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side af den gyldne "Victoria" .... Og dumpt lød helt herud Lyden af Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i Gulvet, for første Gang.

Alle var gaaet, og "Konsortiet" sad, lidt mat, i Kontoret.

- Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom ind.

- Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den første Prioritet bliver tolvhundrede Tusind i Centralbanken.

- Hva'? - Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar.

- Ja .... Konferensraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal vel ikke købe Katten i Mørke. Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan, sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele taget var anlagt til at beundre, var helt "borte" over Spenners Geni for Forretninger.

Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet.

- Asta - - Du bli'r forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, der raabte fra Dagligstuen, 401 hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent Vindu.

Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.

- Ja - det var dem - hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra.

- Det er Theatervognene, sagde Konferensraadinden inde i Dagligstuen .... Fra Victoria-Theatret ....

- Naa, saa er da ogsaa den Fest forbi, sagde hun.

- Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens.

Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi - Trin og Stemmer og Latter .... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn - Gang paa Gang hans Navn.

- ja - det var gaaet godt .... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned mod Karmen.

Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.

- Asta - men det trækker, raabte Konferensraadinden fra Dagligstuen.

- Ja, Mo'r, sagde Asta og f o'r sammen. Hun lukkede Vinduet.

- Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.

- Ja - dér ser man, Asta. Du har forkølet Dig ved det Vindu, sagde Konferensraadinden ved' Thebordet. Du er jo ganske bleg ...

- Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved Bordet. - -

Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos 402 Canths. Man diskuterede højrøstet "Aftenen", mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i Stuerne, hvor Lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det varede altid længe hos Canths, før man naaede til Bords, mens Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede Spisestuedør og f o'r sammen, hver Gang en Dør fløj haardt i ude i de ydre Gemakker - Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles "heftige" Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine - og "Tante" Strøm blev kaldt ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen.

Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en Pille, saa de intet kunde se ; og Bastrup havde i Garderoben faaet forvekslet sin Paraply.

Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor optaget af Strøms franske Guvernante, - en Genferinde med Haaret i Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den sidste Tid havde interesseret sig: hun var her i Aften med sin Elev Agathe, en sværlemmet Fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en Krog og ilsomt "telegraferede" til Moderen, som aabnede Døren og nu kaldte Sundt ud til Salaterne.

Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser.

Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe, der havde en Maade at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.

- Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne.

Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig frem foran Buffet'en for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret 403 Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker over vis-à-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare og hjælpsomme Smil, saa man saá alle hendes velbevarede Tænder.

- Naa - saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til Sovekammeret, der saá indbydende ud med en mat Loftslampe ved Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget blomstret Kretonne. Mitte - den tiaarige ældre Udgave Canth - og Putte sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse.

Stemningen hævede' sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom drak "Mo'r" til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte igen om Theatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede Fru Mølbom.

- Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun afgørende.

- Naa, Herregud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i Vejret, naar man skal være bararmet .... Skaal, "de Smaa", sagde hun og drak Ungkarlene til.

- Det var uanstændigt, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun over Bordet - gav jeg Dem ikke Kikkerten?

Arthur bevidnede det: Men de saá jo ingenting, sagde Sundt, for Pillen.

- Lidt saá man vel, sagde Fru Mølbom krænket.

Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe Redaktøren i Ansigtet.

404

- Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog "Vidne".

Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den franske Guvernante, der drev "Chiromanti", læste Skæbnen af Hænderne i Dagligstuen.

Der blev hvisket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, der endelig hører Maskinen i Kog.

Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret, hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage for at hviske med Bastrup.

Der blev en stor Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til Scheele, og Genferinden tog hans Haand.

- Scheele, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den "chiromantiske" Lærerinde fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster.

Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, til Fru Canth sagde: ja, jeg siger det jo - hun kilder, og fik Sundt praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.

Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om Møblerne. De andre fulgte efter, og selv Mølbom stod op fra Toddyen og kom frem i Døren: Vi to, Mo'r, sagde han og bød Fru Mølbom op, der drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.

Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, hviskede hun og begav sig tilbage paa sin 405 Post med nogle ranglede Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.

Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte Sætninger, og hun atter 'hviskede, bevæget og næsten som hun hulkede.

Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de stridende med store Øjne.

Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd, og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte klagende.

Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker ...

Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.

Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinnene inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene op i Luften: Aa - Gud nej - aa, Gud nej ... sagde hun.

- Hvad er det? hviskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var gaaet.

Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede under de Dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge som et rent Jordskælv.

- Det er Mo'r, sagde Putte - der lød en høj Latter derind.

Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem 406 fra Skærmbrædtet hen til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbede til Side, og det ene Vindusgardin flagrede for Vinduet, der var lukket op for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede .... Moderen forrest med Sundt.

- Gud - Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at se de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.

Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev ved at spille, saa Strengene dansede.

Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej - se dog Barnet - se dog Barnet ...

Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet. Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og jublede.

- De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og man hørte Martens' Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten.

- Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen.

- Ja, svarede Herluf.

- Kom herop, raabte hun.

De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de bare Ben og vilde ogsaa se.

Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa "Dagen" ; lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen:

- Skal saa vort Hofog Liv-Theater leve - raabte Fru Canth: Med ni Hurraer ... en, to, tre ...

407

- Lille Edvard - ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene paa Sundt.

Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage Billetter - hos Fætter Gravesen.

Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad Porten.

De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Fa-milien Mølbom gik. Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag faldt ham ikke i Haanden.

Lille Canth sad forknyt og "regnede", med den ene Strømpe i Haanden, paa Kanten af sin opredte Sofa...

Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.

- Nu skulde Du lægge Dig, Martens, sagde Fru Martens.

- Ja, sagde Martens og blev gaaende.

Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede.

Det nye Kors straalte i Lampelyset .... Fru Martens tog det hastigt op mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.