Bang, Herman Uddrag fra BARCHAN ER DØD

Vi sad foran en Villa, efter Middag, paa Terrassen. Dagen havde været meget hed. Og nu, mod Aften, var Luften tung - saa tung og lummer, at selv vore Cigaretters Røg blev doven og syntes kun saa møjsomt at løses op. De to Popler stod i det begyndende Halvmørke foran os, paa Plænen, ubevægelige og lige - som to Fakler, der var brændt ud, højt over Tujaernes Busketter.