Bang, Herman Uddrag fra BARCHAN ER DØD

- Sig mig, var jeg i de Øjeblikke hypnotiseret af det Ansigt dér foran min Seng? Har jeg talt under en Hypnose, for hvilken jeg ikke kunde frigøre mig? Eller var det - ja, det var det maaske, en rent artistisk Lyst, en uimodstaaelig Trang til at studere Smerten, der drev mig? Eller, har De lagt Mærke dertil, at der altid, helt inde i os, ulmer en hemmelig Grusomhed, en prikkende og ond Grusomhed just mod dem, vi mest holder af, og den slaar ud et Nu, og vi fører Stiletten, vi dog altid bærer i vort Ærme, lige ind i deres Kød og drejer til og drejer rundt og kan ikke lade være. Vi maa, vi maa tilføje dem Smerte. Var det det? Var det det, som lod mig blive ved at tale? Thi, forstaar De, jeg begyndte paa en Gang at fortælle - men omstændeligt, med alle Enkeltheder, udmalende: hvordan Barchan var død ...