Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Friedberg er af alle de Stæder jeg har seet, den, som vældigst sætter Aanden og alle Sandserne tilbage i den gamle, romantiske, Tydske Riddertid. Man seer her intet uden Bierge, Lunde, Ruiner; hører intet uden Bedeklokker; tænker intet uden Andagt; og drømmer lutter Ballader. I Maanskin er alt dette doppelt gammel, gyseligt, høitideligt og eventyrligt. Man give mig tolv af de kiækkeste, følesløseste, meest frietænkende Amazoner i det hele smukke Kiøn - tillade mig at føre dem op i Maanskin - jeg forlanger ikke engang ved Midnat - nei blot om Aftenen, Klokken ni, ti, eller høit elleve - paa Pladsen, vi nys forlod, og leire dem i en Kreds omkring mig for at høre Bürgers Lenore forelæse - og jeg vædder alt hvad jeg besidder, og alt hvad jeg nogensinde kommer til at besidde, mod eet eeneste Kys af dem hver, at de, inden vi komme til Stanzen: