↩ For end nærmere at lære at kiende det Indvortes af Jødegaden, beed jeg med Sparzet, som desuden havde i Sinde at kiøbe * 208 sig en smuk Vest for billig Priis, paa Krogen af en saadan omvandrende Mede, og besluttede, at følge ham til hans Magazin. Han førte os giennem Vrimmelen til sin Dør, eller rettere Huusets, hvori han med hundrede andre boede*. Havde der hørt Mod til at gaae ind i Gaden, saa hørte der Dristighed til at vove sig op ad disse Trapper. Haarene reiste sig paa vore Hoveder ved fra den midt om Dagen dødmørke Taarngang af og til at titte ind i de ureene, af Qvinder og Børn opfyldte Sidestuer. Imidlertid fulgte vi ham op i allerøverste Stokværk, hvor han under Taget aabnede en Lem - og nu bestraalede Solen en Pomp og en Uselhed, som jeg aldrig har seet Mage til i Verden. Nogle hundrede Baroner, Officerer, Hovedværks- og Haand- værks burscher, Spradebasser og Spidsborgere uden Indhold hængte og laae her imellem og over hinanden. Vi studsede over alle disse Menneskebind, især over den uhyre Mængde af glimrende brodeerte Veste - jeg troer ikke, der findes saa mange i hele Kongeriget Dannemark. Det varte længe inden Sparzet blev eenig med sig selv om Valget, og endnu længer inden han blev eenig med Jøden om Prisen. Medens de disputerede herover, i hvilken Tid den arme Salomon vist fremtrak og udfoldede over fyzrretive Klædninger af al sin Herlighed, bemærkede jeg et usselt Aflukke, hvori hans Familie - i egentligste Forstand sølede. Alt hvad der hører til Livets uundgaaelige Nødvendigheder, fandtes her imellem trende Vægge. De Handlende lode endelig til at være blevne eenige om - ikke at handle. Uagtet Prisen for den valgte Klædning var nedsat til en Femtedeel af det forlangte, fandt Sparzet den dog for overdreven - og, trods alle Israelitens Forestillinger, trods mine bedende Miner, da jeg fandt det grusomt, at have foruleiliget den arme Mand saa længe uden Giengield - blev han haardnakket ved sit Underbud. Tilsidst kom vi, jeg veed ikke selv hvordan, ned af Trappen. "Kiære Sparzet!" udbrød jeg, "var det christeligt?" - Jeg maae ved denne Leilighed anmærke, at en vis Art Ran og Tyverie gaaer i Svang i vor sædelige Verden, som ingen synes at lægge noksom Mærke til, og som dog i mine Tanker er ligesaa