Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

Sparzet kiørte allene bort med Vognen tidlig om Morgenen; vi andre valgte Flodveien. Jeg var i Gaar, efterat have badet mig i Maynen, bleven saa forelsket deri, at, jeg besluttede at indborde mig paa Torveskibet, som alle Dage gaaer imellem Maynz og Frankfurt, og overtalte Adams til at giøre mig Selskab. Denne Smakke er meget besynderlig bygt og indrettet, overmaade lang og smal med en lille Mast og et Raa-Seil i Forenden. Den styres af en uhyre Træsløv, og trækkes af Heste, der gaae snart paa Landet, snart i Vandet langs med Kysterne. Under et Overdæk, som i et Slags Ruf, sidde Passagererne, hultertilbulter imellem Kaal, Ærter, Roer, alle Slags Frugter, Høns og andre deslige Sager. Selskabet bestod af henved to hundrede Personer af begge Kiøn, af forskiællige Folkeslag, alleslags Stænder og allehaande Religioner. Deputeerte, Kiøbmænd, Soldater, Bønder, Jøder, Rottefængere, Præster, Hververe, Haandværkere, Comoediantere, Koner, Piger og Friller vare sammenputtede mellem hinanden. Maskinen gleed fra Broen; Staden, Haverne, Viingaardene svandt.