Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Strax ved Indgangen i den første Sal faldt mit Øie, som trukket af en Magnet, paa to Landskaber af Vernet, begge Søestykker, det eene i Storm, det andet i Havblik. Upaatvivlelig lønne disse tvende virkelige Mesterstykker allene Gangen igiennem alle Manheims Gader og alle Galleriets øvrige Sale. Luften og Vandet i begge er især beundringsværdig. Lynet i det første, og Maanens Gienskin i det andet er saaledes, at man uvilkaarligen tænker paa Prometheus ved at see det i Ramme. Man tvivler ikke længer om Tilforladeligheden i hin skiønne Anecdote om Vernet, at han engang ombord i en Torden-Orcan paa det fnysende Hav lod sig binde til Masten, og, i det Skibet var i Begreb med at forgaae, og det øvrige Mandskab overlod sig til andægtig eller blasphemisk Fortvivlelse, udraabte i Henrykkelse: "O Gud! det, er dog herligt!" den beste Text jeg kiender til en Afhandling over det Høie, og et Træk til dets Udvikling, der er mig mere værdt end alt hvad Longinus og alle følgende Theorister hidindtil have folianteert, qvarteert, og octaveert over denne Materie. Sandelig! der ligger mere i dette Udraab, end det lader til; i det mindste kunde det vel vorde for en kommende Æsthetiker hvad det nedfaldende Æble var for Newton.