↩
Død var jeg, kold som Steenen, til i Dag,
Mit hele fordums Liv var mørkt, var tomt,
311
Var livløst, høit en Feberdrøm, til nu -
Nu - store, saligunderfulde Nu!
Nu vaagned jeg! før drømte jeg, jeg vaagned,
Og slumred dog - nu vaagnede jeg heel!
En nye Natur, en anden fremmet Verden,
En høiere, end mindre støvdækt Skabning
Opvaagnede med mig, og jeg i den -
Jeg følte Liv, et tusind dobbelt Liv
Indstrømme giennem ætherskiærpte Sandser,
Udvælde fra min atterskabte Siæl.
O! himmelskskiøn, o saligyndig, høi
Og herlig er den Herres Herres Tempel,
Din Jord, o Gud! o! den er fyldt af dig!
Her vil jeg tiene - her tilbede - døe
Tilbedende! - Du vaagner hist, Jurassus,
Til Herrens Priis, en Nimbus om din Tinding
Af Solens første Straaler! vaagn o Schwarzwald!
Vaagn op Vogesus! op til Herrens Lovsang!
Ton hellig! hellig! hellig! med mit Hierte,
Som slaaer i salig Ahnelse mod Livet,
Mod Dødens bedre Liv, mod Evighed, mod Gud!
Slaaer Harper, I som Field og Dale fylde,
Talløse Træer, Buske, Blomstre, Straae!
Syng, alt hvad vaagner, aander, lever rundt
I Luften, og paa Jorden, og i Vandet,
I hine Harpers Morgenharmonier
En Morgensang: Halleluja! vi vaagne!
Vi leve! føle! tænke! virke! frydes!
Halleluja! Halleluja! o! Gud -