Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ dybt følte jeg, at en Revolution var mit Liv, min Aand, mit Hierte nær - inderligen følte jeg, at det vigtigste, om ikke det sidste Blad i min jordiske Skiæbnes Bog vilde opslaaes for mig paa et af hint Tempels Altere. Tre Gange har jeg med fuld Bevidsthed troet mig paa Gravens Bred, og seet Dødens Engel i Begreb med at slukke den vendte Fakkel; men aldrig var min Stemning høitideligere. Haabets hele Henrykkelse og Erindringens hele Veemod afvexlede uophørligen med hinanden i mit bankende Hierte. Er jeg forberedet, er jeg moden til din høie Himmel, herlige Natur? er jeg værdig, er jeg reen og uskyldig nok til Indtrædelsen i dit Tempels Allerhelligste, Jordens almægtige Skaber? Træffer ikke din Lynild mig vanhellige paa den første Alpetop jeg bestiger? Tør jeg vove mit usle Støv høiere end jeg alt har vovet det? -