Baggesen, Jens Uddrag fra Reisen til Korsør

Fra Dem jeg maatte, som De veed,
Selvsamme Aften, førend Sol gik ned,
Til Pustervigs Udødelige deise.
Der blev jeg Timen een, vel to,
Og tænkte blot paa Dem, i Snak om Cicero.
Derfra jeg fløi til den bekiendte Stue,
Hvor eene med sin Datter jeg fandt Frue,
Som gav mig Thee og Tvebak, mens min Aand
Omsvævede bestandig Deres Haand;
(Men sødeste Mama! gaae ikke hen,
Og sig den gode Kone det igien,
At, mens jeg Tungen løbe lod med hende,
Jeg Tanken løbe lod med Dem!)
Derfra jeg end, skiøndt sildig, maatte rende
Ud til den ædle, sieldne Stiernemand,
Hvis Visdom, Blidhed, Godhed og Forstand
Jeg aldrig ofte nok lovsynge kan.
Der jeg i trende Timer glemte Jorden,
Og al dens Kummer, Gield, og Gigt, og Torden.
Beruust af denne Lethe gik jeg hiem,
Sov ind, og drømte sødeligt om Dem.