Baggesen, Jens Uddrag fra Reisen til Korsør

Der er dog noget eget, som et Navne
Formaaer at nævne, ved de Fødestavne -
Jeg neppe Fæstningen t Øiet fik,
Og Kirken, før igiennem Hiertets Aarer
En hellig Gysen foer; en Dug af Taarer
Omhyllede mit barnligglade Blik,
Men ei med Mørke - med en farvet Skimmer,
Regnbuens Skiær i Skyen lig,
Naar Solen i dens Draaber speiler sig.
Min Siæl henflød i denne milde Glimmer;
Jeg skialv, jeg fmilede, jeg græd, jeg bad. -
Et kiælent, saligt, sødt jeg veed ei hvad,
Der ligner, troer jeg, Himmeriges Rige,
Betog mig, som en stille salig Død,
Hvori min Angdoms vilde Liv bortflød,
Jmens min spæde Barndoms stille Dage
Blev i Askyldtghedens Glands tilbage -
Og med en Fryd, som Barnet kun kan smage,
Jeg sad i Tanken paa min Moders Skiød.
O! hvilket Øieblik! - Tilgiv, at atter
Jeg Stræber at indtrylle mig deri!
Men gode, fromme, Dydens, Himlens Datter,
O! Deres skyldfrie skiønne Siæl vist fatter
Dets hele himmelske Magie!
Thi hvad er vel den vilde Fryd, fom daarer -
O! hvad er Glæden, som ei kiender Taarer -
Hvad er den Overgivnes skingre Latter -
Jmod det stille Tryllerie,
23 Som dyssede min Siæl i dette Sværmerie?
Det eene lønnede min hele Vandring;
Men ak! det er forbi, forbi, forbi -