Baggesen, Jens Uddrag fra Vor Verdens Skabelse

O De, som Oceanets Flade,
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongensgade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Vor store Post, vort gode Hof,
Vort middelmaadige Theater,
Og kort, vor halve Jord gav Stof
Til tusindgange flere Tanker,
End i en daglig Hierne vanker,
Min Land- og Vand-bereiste Ven!
Tør min forfrosne Pen vel haabe
At afbetale med en Draabe
De mange Glas af Moerskabs Væld,
Hvorfor jeg, siden Deres Kiendskab
Mig blev til Længsel efter Venskab,
Til Deres Omgang er i Gield?
Ak! trods den Varme fra Levante,
De sendte mig i Alikante,
Trods Heeden af den gamle Rum,
Jeg er og bliver dum og stum;
84 Og, hvad jeg ønskte Dem at yde,
Vil af den frosne Pen ei flyde.
Ovid, som attenhundred Aar
Alt ligger i sin Grav, bemærker,
At der til alle Moerskabsværker
Adfordres klækkelige Kaar;
Men mine - skiøndt jeg har den Ære,
Theatrets Medregent at være;
Skiøndt jeg med en saa verdslig Prang
Foreener hellig Provste-Rang
Og altsaa, som det maatte lade,
Kan søbe Kaal af tvende Fade -
Min Walterstorf! slaae neppe til,
Mig selv og mine blot at made,
Som man i Prosa mades vil,
End sige, Folk at giøre glade
Med Vers, og hvad der hører til.
Dog, for at giøre hvad jeg kan,
Da De til Tidsfordriv forlanger
Et Riimbrev af den gamle sanger,
Hvis Vers en Tid lang flød som Vand
Min Muses Gienfærd skal forsøge,
Endnu engang i Riim at spøge:
Lad see, hvorledes det gaaer an!