↩
Jeg troer skinbarlig sommetider,
Naar jeg har Pennen i min Haand,
At ikke blot en simpel Aand,
Men at Herr Fanden selv mig rider,
Jeg ellers ei er uden Baand,
Løsagtig, eller løs paa Traaden;
Hvis jeg og selv ei holder Maaden,
Saa holder Maaden mig ved Haand.
Ja, naar paa Dydens bratte Skandse
(Hvor fast gemeenlig er min Staa'n)
En Synd mig byder op at dandse,
Naar jeg er færdig at begaae'n,
Og ikke meer istand at sandse,
Hvorledes jeg den burde standse?
Den træder tidt mig selv paa Taa'n
I min udskrabende Begynden -
Ved allerførste Kompliment -
(Især naar Damen - nemlig Synden -
Er noget føer og korpulent)
Og gier mig dermed paa en Maade
Bagsmækket i Betids forfra,
Der siden lidt vel kunde baade:
Jeg meener Sting af Podagra -
Hvergang jeg vil en smule skeie
Til Siden paa lidt gale Veie,
Der noget er, som holder mig,
210
Og trækker i min Kiortelflig -
Endogsaa naar jeg blot vil tænke,
Jeg sporer ofte som en Lænke;
Ja, selv naar jeg kun tale vil,
Jeg føler ikke blot en Tøile,
Men ligesom en lille Bøile,
Der atter slutter Munden til.
I næsten alle Livets Strømme
Jeg standses hyppig i min Fart;
Endog, at see mig op at svømme
Mod Strømmen selv, er ikke rart -
Tidt, naar jeg falder ned i Drømme,
Jeg bliver hængende der lidt -
Kort sagt, ved hvert et andet Ridt
Mig Skiæbnen holder smukt i Tømme,
Og laer mig ikke komme vidt -
Kun, naar jeg har begyndt at rime
(Det er bedrøveligt, min Ven!),
Jeg ei kan holde op igien:
Jeg er aldeles uden Grime
Som versepistolarisk Pen.