Baggesen, Jens Uddrag fra Den vakte knud, eller Bombardementets muelige Følger

Er du ei den, som, mens de Lærde
Mig lode, lig en gammel Pen,
I Snaus paa Gulvet slænge hen
Imellem Stumper, intet værde,
Da sidst jeg hiemme gik igien,
Mig smukt tog op, et Lys lod hente,
Og endte mig derved og vendte
Saa længe, til du grant erkiendte,
Jeg var den gamle Baggesen?
Gav du mig arme Flygtning ikke
Hver Søndag giæstfrie Mad og Drikke;
Ja! lod endog mig leve flot
Paa dit guddommelige Slot,
I Snuustobak og Risinggrød,
I Hestepærer, Æblekiød
(i Æbler, Pærer, vil jeg sige,
Og Hestekiød) og Saft tillige
Fra Brænde, fra Bordeaux og Rhin,
For ei at sige Brændeviin?
Var du ei den, der gav mig atter,
Hvad jeg fortydskt, forfranskt, forstemt,
217 I Livet næsten havde glemt:
Den gode gamle danske Latter?
Og var det ikke just din Datter,
Der lærte mig til Tid og sted,
Langt bedre end de græske Muser,
Hvis Navne jeg ei længer huser,
De Taarer, den bør saltes med,
Hvis den skal holde sig herneden,
Og ikke tabe næste Dag
sin Duft, sin Pirren og sin Smag
For hende, mig og Evigheden?
Var ei den Mand, som mig en Bøn,
Jeg bad fra Barnsbeen af i Løn,
Med allerheftigst Andagtslue:
(Som Simeon engang Guds Søn)
Med disse Øine selv at skue - *)
Den Mand (iblandt mit hele Kiøn
Den blideste!), som denne Bøn
Opfyldte mig, paa Hosesokker,
Med Maanens Smil og Solens Lokker,
Netop din egen Svigersøn?
Var du, blandt alle Mecenater
Og Kiøbenhavnske Kammerater,
Ei den, som, da, paa Vognen sat,
Jeg til min franske Grav tilbage
Landflygtig atter maatte drage,
Den eeneste, der med sin Hat
Mig vinkte grædende: God Nat?
Er du ei den, som, nu jeg ligger,
Jeg arme døde rige Mand,
I Luen her, og om lidt Vand
Fra det saa kiære Fødeland,
For lidt at lædske mig min Brand,