Baggesen, Jens Uddrag fra Den vakte knud, eller Bombardementets muelige Følger

Nu til mit Svar paa dine Breve.
Det sidste blot jeg faaet har,
Der fra Oktobers sidste var -
Gud veed, hvor de to andre bleve.
Jeg seer deraf med Fryd, som sagt,
At du har holdt i Krigen prægtig,
Som dannerkongelig Fuldmægtig,
220 Din Vice-Majestæt ved Magt -
Og at - hvad jeg dog neppe troede,
Da sidste Gang jeg saae dig i
Det Stræde, hvor du veed, jeg boede,
Gaae Frue-Kirketaarn forbi
(Hvis Spiir var netop nylig ziiret
Med Messing, Kobber, Jern og Guld) -
Du, trods dit hvide Hoveds Uld,
Ei blot har overlevet Spiret
Og dets forgyldte Næses Huld,
Men hele Kirken; og at samme
Har maattet ligge under Muld,
Endogsaa før din Hattepuld,
Som Himlen intet Skud lod ramme
(Skiøndt den var Fienden vel saa nær
Som Frue-Taarn, og Spiir især).
Saa - hav den Tanke tidt for Øie!
Saa gaaer det ofte med de Høie!
De trodse Himlen, Jordens Dom,
Og falde, før man seer sig om;
Imens den Lave tidt staaer sikkert,
Og seer dem dratte, med sin Kikkert.
Saa gaaer det ogsaa - see kun til! -
Med Overmagtens kaade Spil:
Naar ned i Grums og Gruus og Smalder
Det store Babels Frue falder,
Der reed paa hele Verdens Ryg,
Skal Danmarks lille kydske Pige
Hen over det nedsiunkne Rige
Paa Fredriks Jolle seile tryg!
Den Styrtning af vor Frue-Kirke
Vil mangen Møes Befrien virke,
Og sætte mangen Jomfrue Krands
Paa Hov'det i politisk Dands -
221 Hvem veed, om Faldet af vor Frue
Ei alt gav mangen Pige Hue?