Baggesen, Jens Uddrag fra Den vakte knud, eller Bombardementets muelige Følger

Du bliver rød paa mine Vegne
Maaskee ved denne Leilighed,
Formedelst den Letsindighed,
Hvormed jeg vender op og ned
Paa Piger, Enker - og hvormed
Jeg i min Overgivenhed
Behandler Præster selv og Degne,
Og hvad man ei bør spøge med?
Du studser ved min vilde Latter,
I det jeg taler om et Jav,
Hvori saa mangen Søn og Datter
Af mine Fædre fandt en Grav,
Og jeg min egen, sem Forfatter -
Du spørger: "Hvor er Baggesen,
"Uskyldighedens ømme Ven,
"Blodfienden af Uteerligheder,
"De kydske Gratiers Tilbeder,
"Og hvad i Vers han ellers hedder,
"I disse Stropher kommet hen?
"Jeg ikke kiender ham igien!
"Hans Spøg var ellers saa blufærdig,
"Saa peen, og selv Prindsesser værdig;
"Hans Spøg med Kiærlighed især
"Var næsten andres Alvor værd;
"Hans Amors, som hans Satyrs Piile
230 "Var spæde, halve, skielmske Smile;
"Han sielden spændte Buens Bast
"Saa stramt, at den i Latter brast;
"Og klang og lydt hans hele Kogger,
"Gik Lyden aldrig dog til Skogger.
"Hans overgivne Spas var før,
"Trods al dens Galskab, stedse tugtig,
"Af Veemods Dug endog lidt fugtig,
"Og ingensinde ganske tør -
"Ifald man ogsaa fandt Forskiælligt
"For dristigt i hans sidste Spøg
"(Som nu er gaaet op i Røg),
"Var dog det Hellige ham helligt!
"Selv i den Bog, hvori hans Pen
"Imellem dens og andres Grave
"I Sanders og i Pavels Have
"Som Spøgelse gik lidt igien,
"Han vidste det saa fiint at lave,
"At mangen Provst med Pibekrave,
"Og selve Bispen blev hans Ven.
"Hvor er han bleven saa forandret?
"Hvorhen er denne gode Vens
"Tilforn saa kydske Muse vandret?
"Nu ligner den jo dens og dens!" -
Hold op! og hør mig først, min Fader!
Hold op at rødme for din Jens!
Saa skyldig han dig ogsaa lader,
Er Skylden her dog ei hans Pens,
Hans Hoveds - ei engang hans Hues -
Endsige Hiertets (der er frit
For alt letsindigt Sort paa Hvidt),
Men eene den fordømte Snues,
Og din, og - om du vil - vor Frues!
Du skriver mig, som ligger her
I sengen, Døden ganske nær,
231 Og altsaa langt fra Haand i Hanke
Med nogen lystig Verdens Tanke:
"Hvorledes selv vor Frue faldt,
Imens du stod" - og uvilkaarlig
Jeg tænkte, ved mig selv, alvorlig:
Hvem veed, da selve hun faldt ned,
Saa skabt til Trods i hver Bataille,
Saa spids i Næse, skarp i Taille,
Saa smal for oven, neden bred
Som nogen i vor Christenhed -
Om ei af Marmor just, som andre,
Som Ilden selv ei kan forandre,
Saa dog ei heller just af Krud,
Der fanger Ild ved første Skud -
Saa kneisende, saa høit paa Straaet,
Saa Næsen op, og Nakken ned,
Urokket og (saa vidt jeg veed)
Urokkelig, paa samme Sted,
Hvor hun fra Barnsbeen havde staaet -
Ei længer ung - hvad siger jeg?
Min Farfars Faer har hørt blandt andet
Det Spørsmaal i en Juleleeg:
"Hvem er den største Fru' i Landet?"
Min Mormors Moer, da hnn stod Brud,
Var "som vor Frue" majet ud -
Hvo veed, saa blev jeg ved, alvorlig,
Som sagt, aldeles uvilkaarlig,
At tænke (thi du skriver saa,
Min Fader, uden dig at rose,
Og uden andre Folk at skose,
At, for din Mening at forstaae,
Man selv og noget tænke maae -
Især, naar hvad du peger paa,
Sig hæver i det himmelblaa,
Din Stil er ikke Fod i Hose) -
232 Hvem veed, da selve hun faldt ned
I den almindelige Lue,
Hvor mangen anden mindre Frue
Og Fruerpige der faldt med -
Af Skræk i al Uskyldighed -
Og, om ei ganske faldt, dog gleed?
Den Tanke synes mig naturlig!
Du trykker Modersmaalets Byld -
Det er ei min, men Sprogets Skyld,
Ifald du finder den figurlig.
At Digt'ren tugtig skrive maa
For aldrig at forarge Næsten,
Deri jeg enig er med Præsten;
Men paastaaer og derhos, at Næsten
Som Læser bør mig kydsk forstaae!
For Resten hvad jeg i min Iver
Om Leilighedens Griben skriver
Til alleslags herkulisk Daad,
Er ei løsagtig Spøg, min Fader!
Saa lidt som (hvad jeg ogsaa hader)
Qvindagtig feig unyttig Graad,
Der ofte blot gier Pennen vaad:
Sipsippernipskhed blot i Lader,
Og dum og kiedsom Ord-Moral,
Hvorved jeg kunde blive gal!
Det er frimodig Aabenbaring
Af Genius og af Erfaring!
Mit Lune, jeg ei nægte vil,
Giør Kattespaser af og til;
Det lystrer ingen Verdens Tugter,
Det bryder sig om ingen Tvang
I tusind underlige Bugter
Det gaaer sin egen skiæve Gang -
Hvad gaaer? det gaaer aldeles ikke
Det smutter ind, det smutter ud,
233 Snart der, hvor Maanens Jomfrublikke
Tør stirre, snart hvor Solens Gud
Sig blot tillader lidt at kikke;
Det smutter ud, det smutter ind
Jgiennem Vinduer og Dørre,
Let som den unge Piges Sind,
Og paa det vaade, paa det tørre,
Saa flygtigt som en Vestenvind -
Med Overgang fra Graad tit Smile,
Fra høit til lavt, fra Mol til Dur,
Fra Krigens Spyd til Elskovs Pile,
Som den sig bølgende Natur -
Det gaaer ei Skridt med gamle Koner
I Sprog af Brockmands Huuspostil,
Men hopper, springer, balleroner
Med Versets Ord-Cameleoner
I et bestandigt Vexeispil,
Igiennem alle Livets Toner,
Som Metret eller Rimet vil -
Men naar man hører rigtig til,
Trods al min Gøglen i Diskanten,
Er streng i Bassen Dominanten,
Ja selv lidt tragisk, om man vil.
Den oventil trilleerte Tanke,
Jeg i hvert Hoved i vort Nord
Og i hvert Hierte vilde banke,
Den klinger saa med andre Ord,
I hvilke Bassen eene skralder:
Naar med Allarm og med Rabalder
Paa denne vexelrige Jord
Convenientsens Frue falder
Og Kunstens Orgelværk forgaaer;
Naar Vinterstormen ned i Smalder,
Hvad høit der op mod Skyen naaer,
Hver Sommerfugl og Spiir nedslaaer -
234 Trods lave seen og sneehvid Alder
Naturens gamle Fuldmagt staaer
Som Organist og Atterdanner
Af nye Hunner, nye Hanner,
Der spiire frem i næste Vaar,
Naar Qvistene paa ny sig knoppe,
Og naar i aftenrøde Toppe
Fredsnattergalen atter slaaer!