Baggesen, Jens Eventyr og Fortællinger. - 1889


b
c

Jens Baggesens

Poetiske Skrifter.
Ved
A. Arlaud

Første Bind.
Eventyr og Fortællinger.

Kjøbenhavn.
Forlagt af J. H. Schubothes Boghandel.
Græbes Bogtrykkeri.
1889.

d

Eventyr og Fortællinger
af
Jens Baggesen.
Ved
A. Arlaud.


Kjøbenhavn.
Forlagt af J. H. Schubothes Boghandel.
Græbes Bogtrykkeri.
1889.

e
I

D et har gjentagne Gange været offentlig udtalt, at der føles Trang til en ny, kritisk Udgave af Baggesens danske Digterværker, forsynet med fyldigere Anmærkninger end dem, der ledsagede den sidste samlede Udgave ved Aug. Baggesen (Kbhvn. 1845-47); og Hensigten med Udgivelsen af den Bog, som herved forelægges Offentligheden, har været at levere et første Bidrag til Afhjælpningen af dette Savn.

Da jeg gjennem en lang Aarrække har været sysselsat med at forberede en Udgave som den ovenfor nævnte (der dog af mig kun er bestemt til at skulle omfatte den ene Side af Digterens Forfattervirksomhed, nemlig hans i bunden Stiil forfattede Arbeider), er det mit Ønske, saafremt det foreliggende Bind maatte møde en gunstig Modtagelse, successive at kunne lade ogsaa Digterens øvrige poetiske Arbeider fremtræde i en, hvad hele Udgivelsesmaaden angaaer, ganske til nærværende Bind svarende Skikkelse. Efter min Plan skulde de næste to Bind indeholde Baggesens Riimbreve og Epistler, og disse ere derfor ogsaa af mig nærmest forberedte til Udgivelse; men forresten ere Forarbeiderne til hele den paatænkte nye Udgave saa vidt fremmede, at jeg, under den ovenfor nævnte Forudsætning, tør II gjøre mig Haab om, inden altfor lang Tids Forløb at kunne lade ogsaa de øvrige Bind følge efter, ligesom ogsaa Materialierne ere lagte saaledes tilrette, at Arbeidet, saafremt Forholdene ikke skulde tillade mig selv at gjøre det færdigt, med forholdsviis Lethed vil kunne fortsættes af Andre.

Til Oplysning om de Grundsætninger, jeg har fulgt saavel for nærværende Binds Vedkommende som ved de allerede udførte betydelige Forarbeider til den paatænkte Fortsættelse, har jeg troet at burde forudskikke følgende Bemærkninger.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Baggesenske Digtes Optagelse eller Udelukkelse er jeg gaaet ud fra, at hvor der er Tale om en Digter af saa stor Betydning som Baggesen, bør det være en Hovedregel for en Udgiver at være varsom med Udeladelser. Jeg har derfor troet at gjøre ret i at holde mig til det Prineip. ikke at udelukke noget forhen trykt Digt, som Venner af den Baggesenske Muse, det være sig med æsthetiske eller andre Hensyn for Øie, kunde antages med Føie at ville savne, og ved Optagelsen af hidtil utrykte Ting, forsaavidt saadanne have foreligget, simpelthen at iagttage de naturlige Pietetshensyn, som skyldes den navnkundige Digters Eftermæle, baade som Forfatter og som Menneske. I de enkelte Tilfælde, hvor Spørgsmaalet om Optagelse eller Udelukkelse i æsthetisk Henseende kunde frembyde nogen Tvivl, har jeg valgt den Udvei at skjænke det paagjældende Digt en mindre fremtrædende Plads enten i et særligt Tillægsbind eller paa et passende Sted i Anmærkningerne, fremfor ganske at udvise det af Samlingen.

Ved Reproduktionen af Texten , som jeg overalt har bestræbt mig for at gjengive med den størst mulige kritiske Nøiagtighed, er det, hvor flere Udgaver af et Digt have foreligget, stedse den af Digteren senest foretagne Revision, som er bleven III benyttet. Ligeoverfor en Digter, der ved hver ny Udgave underkastede sine Produktioner et saa omhyggeligt Gjennemsyn og gjorde en saa udstrakt Brug af Filen, har jeg ikke kunnet nære nogen Tvivl om, at det overalt var Forfatterens sidste Villie, som en ny Udgiver burde følge, uanseet at der vel stundom ved de foretagne Rettelser turde være fremkommet saavel enkelte Læsemaader som endog hele Redaktioner, der nu ville forekomme Kritiken at staae tilbage for de ældre, af digteren selv forkastede. Jeg har nemlig ikke kunnet see rettere, end at der ved en anden Fremgangsmaade, altsaa ved efter et reent subjektivt Skjøn at foretrække hist en ældre og her en senere Redaktion, overlades det individuelle Forgodtbefindende et utilbørlig stort Spillerum; men overalt, hvor der saaledes kunde være Tvivl om Værdien af de foretagne Rettelser, ere de forkastede Læsemaader nøiagtig angivne i Anmærkningerne bagi. Ikkun i yderst faa Tilfælde, hvor det er umiskjendeligt, at snart en overdreven Frygt for Hiatus, snart et eller andet for den nuværende Betragtning betydningsløst Hensyn har foranlediget en særlig uheldig Redaktion, har jeg optaget en ældre, af Digteren selv forkastet Læsemaade; men ogsaa dette er da hver Gang bleven udtrykkelig anmærket. (Som Exempler skal for nærværende Binds Vedkommende henvises til S. 10 L. 6 og S. 221 L. 6, med tilhørende Anmærkninger).

Den Orden , i hvilken jeg har meent, at de Baggesenske Digte burde meddeles, er, indenfor enkelte bestemte Kategorier ("Eventyr og Fortællinger", "Riimbreve og Epistler", osv.), den reent chronologiske, efter Digtenes Tilblivelsestid eller - saafremt bestemte Data til Fastsættelsen af denne have manglet - efter deres første Udgivelse i Trykken, saaledes at Læseren igjennem Digtenes Ordning saavidt muligt sættes i Stand til IV at følge Forfatteren i hans vexlende Stemninger og i hans fremskridende Udvikling, baade som Menneske og som Digter. Jeg har ikke været blind for, at Fortrinene ved den saaledes gjennemførte Ordning miste en Deel af deres Betydning derved, at de Baggesenske Digtninger, hvoraf nogle ere undergaaede temmelig gjennemgribende Forandringer i de successive Udgaver, ere gjenoptrykte af Forfatteren selv til forskjellige Tider (for saaledes at blive staaende ved det foreliggende Bind er en Fortælling fra 1785 sidste Gang gjenoptrykt 1807, en fra 1787 derimod allerede 1791), saerledes at digtene ved denne Ordning ikke tillige komme til at fremtræde i den rigtige chronologiske Rækkefølge efter Tidspunktet for deres sidste Udgivelse , endskjøndt det ved Gjengivelsen af Texten er Digtenes sidste Redaktion, som oderalt er fulgt. Men det har dog forekommet mig, at det rigtige chronologiske Hensyn ved en hvilkensomhelst anden Ordning vilde blive for meget tilsidesat.

Hvad Spørgsmaalet om Orthografien angaaer, da viser en omhyggelig Undersøgelse af Baggesens Skrivebrug i forskjellige Perioder af hans lange Forfatterbane en saadan Mangel paa Konsekvens, at jeg ikke har næret nogen Betænkelighed ved giennemgaaende at lade hvert enkelt Stykke fremtræde med Retskrivningen i det Tryk, der hver Gang er lagt til Grund ved Optagelsen, ikkun med Berigtigelse for de forholdsviis faa, navnlig mere almindelig forekommende Ords Vedkommende, hvor Baggesen i sin senere Forfattervirksomhed øiensynlig har indført eller i det mindste tilsigtet Stabilitet (saasom: ki æ r og Si æ l med disse Ords Derivata; Ski æ bne; den h e le; K u nst; ti d t og skiøn d t; go t ), men forresten med Bibeholdelse af de talrige orthografiske Inkonsekvenser, der ogsaa turde høre med til Textens Eiendommeligheder, saasom: R o og R oe ; m e re og V m e ere; H e vn og H æ vn; be st og bed st ; F antasie og Ph antasie ; osv. osv.*) I saadanne Tilfælde, hvor det foreliggende Tryk ikke antages at have gjengivet Baggesens egen, men en fremmed Udgivers Retskrivning, har jeg indskrænket mig til at fjerne de Skrivemaader, der utvivlsomt maae antages ikke at være Digterens.

Hvad Interpunktionen angaaer, har jeg, for at lette Forstaaelsen, anseet det for tilladeligt at foretage enkelte Smaaforandringer. De indskrænke sig dog væsentlig til, at jeg har udeladt endeel efter den nuværende Skrivebrug overflødige Kommaer, saaledes navnlig det nu antikvede Komma foran Sammenligningspartiklen som, hvor denne ikke begynder en ny Sætning, ligesom jeg ogsaa har forandret Semikolon til Komma foran men, hvor denne Konjunktion heller ikke begynder en ny Sætning. Endvidere har jeg stundom tilføiet et manglende Komma foran Vokativ, og desl.

I Anmærkningerne bagi - alle Noterne under Texten ere Digterens egne - har jeg, næstefter en Angivelse af de forskjellige Udgaver af hvert enkelt Digt, optaget alle de Oplusninger af forskjellig Art, som have forekommet mig *

1785 1791 1807 1811 1814 1816 1818 18191
Corsøer . . . " 17 1 " " 1 1 1 21
Corsør . . . " 1 4 1 " " " 1 7
Korsøer . . . 2 " 7 " 17 2 1 " 29
Korsøer . . . " " 1 " 1 4 " " 6
Korsør . . . " " 5 " " " " " 5
VI nødvendige til den fulde Forstaaelse; men desværre ligger Digterens Forfattervirksomhed vor Tid allerede fjern nok til, at det - hvad dog navnlig gjælder den endnu ikke trykte Fortsættelse - trods al anvendt Umage paa mangt et Sted, ialfald hidtil, ikke har været mig muligt at tilveiebringe den ønskelige Oplysning. Jeg har gjort mig til Regel, intetsteds at holde noget Spørgsmaal tilbage, som jeg saaledes har maattet lade henstaae ubesvaret, men tværtimod overalt i Anmærkningerne at henlede Opmærksomheden derpaa; des bedre, tør jeg haabe, ville Chancerne stille sig for at faae Lakunerne udfyldte ved velvillig Bistand fra kyndigere Læseres Side.

Det er umuligt at kommentere en Forfatter som Baggesen nogenlunde fyldig uden et temmelig omfangsrigt Apparat af Oplægninger. Da der i Aaret 1800 udstedtes trykte Subskriptionsplaner paa "Jens Baggesens samtlige Værker", i 7 Bind, blev det i Planen bebudet, at hvert Bind vilde blive forsynet med "historiske og kritiske Anmærkninger" af Forfatteren selv, ligesom der ogsaa for nogle Digtes Bedkommende skulde meddeles Oplysninger om deres Tilblivelsestid samt endelig "enkelte Varianter, hvis Anførelse maatte tjene til at oplyse Frugtbarheden af det horaziske nonum prematur in annum". Men af hele Samlingen udkom kun eet eneste Bind (1801), og med Rette ankede Kritiken over, at naar det, i Overeensstemmelse med de i Subskriptionsplanen givne Løfter, udtrykkelig stod paa selve Titelbladet af dette Bind, at Digtene vare "heel igiennem med Anmærkninger forsynede'', da var dette ikke Andet end "en aabenbar Usandhed, da der i den hele Bog ej findes en eneste Anmærkning, som dog paa adskillige Steder højligen kunde behøves ". Og hvad særlig de "Comiske Fortællinger" angaaer, havde Rahbek allerede i Aaret 1791 sundet sig VII soreanlediget til at opkaste det Spørgsmaal, om der ikke snart vilde udkræves en Nøgle til Forstaaelsen af disse Digte; og da Opgaven i det Tidsrum af paa det Nærmeste 100 Aar, der er forløbet siden dengang, ialfald kun stykkeviis er taget op, henstaaer Kravet endnu den Dag idag væsentlig uløst, ikke blot for de "Comiske Fortællingers" Vedkommende, men fuldt saa meget med Hensyn til andre Sider af Baggesens Digtervirksomhed, først og fremmest hans Riimbreve og poetiske Epistler med de mangfoldige deri forekommende Allusioner til samtidige Forhold, Begivenheder og Personalia. Men er det allerede i Almindelighed en vanskelig Opgave paa dette Gebeet at træffe den rette Grændse imellem Formeget og Forlidet efter de forskjellige Læseres Tarv, bliver Vanskeligheden ganske vist yderligere forøget, hvor der er Tale om en saa national Digter som Baggesen, for hvem man sikkert, ialfald hvad en Deel af hans digteriske Virksomhed angaaer, gjør ret i at paaregne Læsere af forskjellig Dannelse. Jeg har gjort mit Bedste for at undgaae baade den ene og den anden af de to Yderligheder. - Varianter har jeg ikkun optaget for saa vidt, som der af en eller anden Grund har forekommet mig at være særlig Anledning dertil: saaledes - foruden i de ovenfor, under Bemærkningerne om Textens Behandling nædnte Tilfælde - hvor oprindelige, i sig selv interessante Læsemaader af æsthetiske, lingvistiske eller reale, fra selve Indholdet hentede Hensyn fortjente at reddes fra Forglemmelse, særlig naturligviis naar de senere foretagne Forandrhiger, hvad hyppig er Tilfældet, alene skyldes Omstændigheder eller Hensyn, som der uuomstunder ikke længer vilde være Grund til at tillægge nogen Bægt; fremdeles, hvor Angivelsen af en af Digteren forkastet Variant tjener til at forklare Tilblivelsen af en noget tung eller tvungen VIII Læsemaade i den senere Text (see saaledes i nærværende Bind Anmm. til S. 81 L. 15 og til S. 105 L. 11), osv. Hvad særlig det foreliggende Bind angaaer, har jeg derhøs - hvad der ikke i samme Omfang vil blive Anledning til for den øvrige Texts Vedkommende, hvor Stoffet deels er blevet mindre omstændelig recenseret, deels mindre hyppig af Forfatteren selv gjenoptrykt og i mindre Grad omformet af ham - af og til optaget Varianter fra de ældre Udgaver for at meddele interessante Exempler paa den unge Digters Beredvillighed til at rette sig efter Kritiken og overhovedet hans flittige Brug af Filen (jvfr. Baggesens Biographie, I, 1843, S. 55-61). En mere indgaaende Behandling for de Digtes Vedkommende, som udgjøre Indholdet af dette Bind, har ogsaa forekommet mig naturlig motiveret ued den betydelige Rolle, som de Baggesenske Fortællinger have spillet i den danske Læseverden, af hvem de, som det vidnes af Nyerup i hans Biografi af Baggesen (i «Samling af fortjente danske Mænds Portraiter med biographiske Efterretninger»), ikke blot bleve "læste med den inderligste Fornøielse'', men endog "lærte udenad som fordum, Per Paars og i senere Tid Wessels Kjærlighed uden Strømper ", I den ovenfor nævnte Angivelse af de forskjellige Udgaver af hvert enkelt Digt har jeg anseet det for rigtigt at medtage de to 12 Binds Udgaver af "Jens Baggesens danske Værker" (1827-32 og 1845-47); men ved Variant-Angivelserne har jeg, naar ikke det Modsatte udtrykkelig er bemærket, ladet Redaktionen i disse Udgaver ganske upaaagtet. Forøvrigt vil en af nærværende Udgiver forfattet fuldstændig Fortegnelse over alle afvigende Læsemaader af nogen Betydning i sin Tid blive tilbudt et af vore offentlige Bibliotheker. -

Med en Beredvillighed, som har Krav paa min største IX Taknemmelighed, har Hr. Prof. L. Wimmer paataget sig at gjennemlæse Manuskriptet til nærværende Bind og saavel efter denne Gjennemlæsning som ogsaa senere under Trykningen meddeelt mig sine Bemærkninger, hvorved mit Arbeide paa mangt et Punkt er blevet forbedret. Jeg har følt Trang til her at bringe ham min Tak for den varme Deeltagelse, hvormed han har omfattet dette literære Foretagende, og den utrættelige Velvillie, hvormed han har ydet mig sin kyndige Bistand.

Portraitet er en Reproduktion (i lidt forstørret Maalestok) af den endnu bevarede Originaltegning til et kobberstukket Billede af Baggesen, som Lahde først udgav særskilt i Efteraaret 1797 og derpaa, i en efterarbeidet Form, indlemmede i den ovennævnte af ham og Nyerup udgivne Samling af danske Mænds Portraiter med biogr. Esterretninger (3die Binds 4de Hefte, Juni 1806 - see Lahdes Bekjendtgjørelse i Kbhvns. Adresseavis for 26de s. M., Nr. 268; jvfr. Øst'g "Intelligenzblade" Oktbr. 1797, Nr. 6). Tegningen, som er i Underteguedes Besiddelse, er signeret «Lahde fec. 1797» og maa være udført i Begyndelsen af Aaret, eftersom Baggesen, der efter længere Tids Fraværelse var vendt tilbage hertil i Juli 1796, atter forlod Byen d. 20. Marts næste Aar for først at vende tilbage til Danmark i Novbr. 1798. - Facsimilet er gjengivet efter en Baggesensk Underskrift fra Aaret 1793.

Ved nedenstaaende Forkortelser betegnes i Anmærkningerne de vedføiede, af Baggesen selv udgivne Digtsamlinger, samtlige udkomne i Kjøbenhavn, nemlig:

Com. Fort.. ..... Comiske Fortællinger , 1785, udkomne i Begyndelsen af Aaret.

Ungdomsarb. . . . . . Ungdomsarbeider , I og II, 1791, begge Dele udkomne i Mai.

X

Samtl. V. ...... Jens Baggesens Samtlige Værker , 1ste (eneste) Bd., 1801 (d. e. Decbr. 1800).

Skiemts. Riimbr. . . . Skiemtsomme Riimbreve , 1807 (d. e. Novbr. 1806).

Event. og com. Fort. . Eventyrer og comiske Fortællinger , I, 1807 (d. e. Decbr. 1806), og II, (goraaret) 1807.

Nye bl. D....... Nye blandede Digte , (Mai) 1807.

Nyeste bl. D. .... Nyeste blandede Digte , 1808.

Poet. Ep. ...... Poetiske Episler , (Okt.) 1814.

Rosenbl. ....... Rosenblade med et Par Torne , (Jan.) 1819.

Endvidere betyder:

1 DV. ........ 1ste Udgave af Jens Baggesens danske Værker , ved Forfatterens Sønner og C. J. Boye, I-XII, Kbhvn. 1827-32.

2 DV. ........ Jens Baggesens danske Bærker , 2den Udg., ved Aug. Baggesen, I-XII, Kbhvn. 1845-47.

Udv. ......... Digte af Jens Baggesen . I et Udvalg samlede og udg. af Aug. Baggesen. Kbhvn. 1857.

Poet. W. ....... Jens Baggesens poetische Werke in deutscher Sprache , herausgeg. von Carl u. Aug. Baggesen, 1-V, Leipzig 1836.

Biogr. ........ Jens Baggesens Biographie , ved Aug. Baggesen, I-IV, Kbhvn. 1843-56.

BP. ......... de Baggesenske Papirer (Manuskripter, Dagbøger, Beve, osv.) paa det store kgl. Bibliothek.

XI

Sluttelig tillader jeg mig at rette den ærbødige Anmodning til Enhver, hvem dette Forord maatte komme for Øie, og som maatte være i Besiddelse af haandskrevne Baggesenske Digte, om velvillig at stille disse for en kort Tid til min Disposition til Brug ved den fortsatte Udgivelse, selv om de paagjældende Digte allerede maatte foreligge trykte , da f. Ex. et tilføiet Datum eller en tilsyneladende ligegyldig Variant ofte for Udgiveren vil lunne være af væsentlig Betydning. Saadanne Manuskripter, som maatte komme mig tilhænde, skulle blive behandlede med største Omhyggelighed og efter Afbenyttelsen samvittighedsfuldt tilbagesendte.

Frederiksberg, April 1889.
Udgiveren.
XII

Drømmene.

F ortvivlelse! dig helliges min Sang,
Og den, som hænger sig, og den, som hang,
Og den, sig hænge vil, om han har Øre,
Han høre!

For nogle Dage siden drømte jeg -
Om paa Collegium, om ved Dispyt for Graden,
I Stuen, Kirken, eller midt paa Gaden,
Det husker jeg just ei -
Og, om det var om Natten eller Dagen,
Giør ogsaa meget lidt til Sagen -
Jeg drømte kort: jeg eiede en Pung
Af store Kobberpenge ganske tung -
Hvorfor just Kobber? Nu, min smukke Frue,
En Drøm møbleres ikke som en Stue,
Sligt falder som det kan, og ikke som man vil -
Dog giætter jeg en Grund dertil:
Man drømmer, som De veed,
Meest om de Ting, man jevnligst omgaaes med,
Og Sølvmynt er nu fast saa sielden her
Som een af Deres Kiøn, der ei nysgierrig er.
Det altsaa Kobber var - men een Beskaffenhed
Ved Pungen, som desværre kun kan drømmes,
Gav dog min Drøm en lovlig Vigtighed,
Den nemlig: at den aldrig kunde tømmes .
2 Jeg vaagned' - greb i Lommen strax, og fandt,
At den var tom som før - og Drømmen Tant.
Jeg ærgred' mig en Smule, som de Rige,
Men slog det hen,
Og blev i føie Tid saa glad igien
Som mine Lige.

Den næste Gang jeg drømte mig Poet ,
Skald, Barde, Digter , hvad man kalder det,
Som alt skal komme ud paa eet;
Men af den rette Sort - ei som saa mange Skialdre,
Hvis Hymner høit som tusind Tordner knaldre,
Hvis Sange bølge sig uvist hvordan,
Som Oceanet, eller Ossian,
Saa længe til de blive Fidibusser -
Nei jeg var sand Poet; exempli gratia,
Som han, der sang om Rolf , og Balders Død;
Som han, der sang den Ambolts Værk, hvorfra
Kom idelig Tata, Tata;
Som han, hvis Luth om Axels Elskov lød;
Og han, som sang Emilia -
Som een as Roms de tvende Publiusser .
Jeg vaagned i en yndig Elegie -
Og giorde Oder i mit Raserie,
Men slængte Pennen bort - og strax var det forbi.

Den tredde Gang jeg drømte mig til Viis -
Ei blot for Rimets Skyld, jeg her en Priis
Med Læserens Tilladelse maae tage;
Chi rigtig nok i vore Dage
Det lader, som om Lykkens Paradiis
(Hvorom saa jammerligen kriges)
Stod mere aabent for et Drog end for en Viis -
Og det er vist, til Lykkens Tempel siges
Indgangen trang - hvo intet Hoved har,
3 Han smutter lettest ind, den Sag er soleklar.
Man altsaa let formoder, at jeg ikke
Ved denne Leilighed fandt største Trang til Strikke,
I det jeg vaagned op og følte mig
Om ikke ganske hov'dløs, dog, som andre,
Lidt meer beqvem til Lykkens Vei at vandre -
Der hører Viisdom til at hænge sig.
Naar kiedtes Tossen vel ved Livet? eller
Naar saae man vel en Claus ulykkelig?
Dog - ganske Claus er jeg just ikke heller.

Jeg siden drømte mig i Himmerig -
Og fandt mig der saa vel og à mon aise,
At jeg til evig Tid
Fast havde kunnet blive der, og blæse
Ad hele Verdens Kobber, Kunst og Vid -
Sær slog Musiken mig - en Seraph sang
Ledsaget af Cherubers Harmonier
Den skiønneste blandt Schulzes Melodier
Til Davids egen Harpes Klang,
Fast bedre end du synger den, Dorine!
Men da jeg saae mig om (hør Under stor!)
Opdaged' jeg i dette Himmelchor,
At denne søde Sanger var - Dorine ,
Dorine selv! - hvad Støvets Ord
Kan male min Henrykkelse - jeg foer
Som Lynet hen i hendes aabne Arme -
"O Vellyst!" raabte jeg - men ak! hvor stor
Blev min Fortvivlelse, da vaagnet, for Dorine
Jeg øinede en gammel Proserpine -
For Chor af Engle en Flok Valbye-Gæs -
For Schulzes Lovsang en afskyelig hæs
Staccato-Skraalen: Flekkefild og Reier -
Kort sagt, da fra Olymp, som fordum Herr Vulcan,
Jeg pludselig faldt ned ved Gammelstrand.
4 Som sagt, og som beviist, for Bagatel jeg pleier
Just ei at hænge mig -
Pung, Poesie, Prudenz - og selv et Himmerig,
Hvor ei Dorine smiler - kan jeg miste
Og staae, som Eegen mellem faldne Qviste;
Men Himmerig med hende! dette var
For meget. Kiære Læser, om du har,
Og kan undvære den, og selv den bruger ikke,
Saa laan Forfatteren en Strikke.

Det fortvivlede Mord.

H vad Ondt kan Spil dog ikke foraarsage!
Nys har man et Exempel seet;
I London eller her, det kommer ud paa eet;
Thi Tingen kan desværre sig tildrage
Saavel i Danmark som i Engelland,
Paa alle Steder kort, hvor Polskpas spilles kan.
Jeg uden Omsvøb altsaa vil
Fortælle det til Skræk for hver, som elsker Spil.

I Selskab med en Deel anstændige Personer
Af Fader Adams og af Moder Evas Kiøn
Befandt sig en Minervas Søn,
hvis Siæl og Krop med Kiolen og med Vesten
Etcetera, hvad han nu havde paa,
Var netop Overskud til fyrretyve Kroner,
En smuk, elskværdig, ung Person for Resten,
Men Polskpassist fra Top til Taae.

Theebordet bort. Man Spillebordet henter.
Hans Majestæt Kong Caro, Dronning Coeur,
Prinds Picq, og allermeest Tref Serviteur
Han venlig hilser, og af Glæde straaler
Hans Øie, som en Drankers, naar det seer
Citronsaft, Sukker, Rom og Vand i store Skaaler
At blandes, lig vor Verdens Elementer,
Naar Tiden er ei meer.
6 Han spiller, det gaaer got, og endnu væld
Er Glæden i hans Bryst; men ak! med eet
Beet paa sin beste Ven, paa Tref Valet!
Han spiller atter, er uheldig.

hvo med de første taber, siden vinder:
Opmuntrer Haab; men snart og det forsvinder.
O grumme Skiæbne, er det ret?
Endnu engang perdu paa Tref Valet.

Een efter anden Kronerne borttrille;
Fortvivlet blir han ved ulykkelig at spille:
Forbandet! - atter tabt - Que Diable! - intet ande
Han taber - Teufel! - intet hielper det,
Paa dansk, paa fransk, paa tydsk, og altid reent forbandet -
Endnu engang, fordømt! en Beet paa Tref Valet.
Ulykken voxer, Raseriet stiger
Med den - hvert Kort, hans beste Kork Ven sviger;
Dybt synker Modet under Tabets Vægt -
De tyve Kroner gaae, trods Kløver-Knægt.
Halvparten af hans Værd, hans hele Siæl
Er der, hvor Haabet selv sig ikke tør fonnaste
De runde flygtende Personer at antaste.
Ulykkelige Kortspils Træl!

Fortvivlet Rolighed sig paa hans Kinder maler,
Ei mindste Diable han udstøder meer;
Mørk som hans Siæl er Øiet; men hans Qvaler
Man bedre nu end forhen seer.
"Hvad fattes Dem? - hvor staaer det sig, Broerlille?"
Man spørger - Herligt! svarer han, og leer.
"Oh! vi vil gierne holde op at spille!
"Spil, Søster! spil et Stykke paa Claveer!"
Mal a propos, Adagio! dens Toner
Forstemme reent hans alt forspændte Siæl -
7 Perdu! hans alt! hans fyrretyve Kroner!
Perdu hans hele timelige Vel!

Vildt stirrer Øiet; tre til fire Gange
Spadserer han paa Gulvet op og ned,
Som een der grunder dybt, med gyselige, lange,
Uregelrette, tunge Fied.

Nu holdt man op at spille; men desværre
For sildig! alt udrustet er hans Siæl
Til Mord. "Hvorledes er det fat, min Herre?
"Maaskee befinder De Dem ikke vel?" -
"Lidt Hovedpine," svarer han, "kan være,
"At den forgaaer i Kiølingen;
"Jeg gaaer et Øieblik, og strax skal ha'e den Ære
"At være her igien."
Og dermed gik han oven paa. Man troede,
Han vil vel kiøle sig paa Kammeret;
Og man imidlertid Diskuren snoede
Til noget andet - Længe var'de det;
Men ingen kom igien. Og nu man mumled'
Om hvor fortvivlet han gik ud,
Og man blev heed om Ørene, og tumled'
Paa Gulvet om ved - Knaldet af et Skud.
Selskabet stormer op iblandt hinanden
Til Salen, hvorfra Knaldet lød;
De see Geværet slængt paa Gulvet; tæt ved Manden
Med brustne Øine, bleeg og stum og død.
Man føler Puls, man kniber Næse, Hage:
Omsonst! en smule Liv paa et og andet Sted
Tilsidst de bange Damer dog opdage.
Men der er altid Liv i hvad de røre ved.
Af Jis-Forældre den maae være fød,
Som ei, berørt af dem, lidt Tegn til Livet giver,
Med mindre han er overmaade død.
8 Omsider det ham og et Øieblik opliver;
Men ak! han aabner kun sin Mund,
Og siger stammende: "jeg traf dig dog, din Hund!"
Imidlertid han stirred' hen et Sted
Paa Væggen lige for; det hele Selskab vender
Sig om, og tænker: hvad betyder det?
Igiennemskudt man der omsider kiender
Den ulyksalige - Herr Tref Valet.

Forsag al Spil og Mord; men, om du det ei kan,
Min Læser! da gaae bort - og giør som han.

Poesiens Oprindelse.

E ngang i denne Verdens unge Dage,
En fem sex tusind Aar og fleer, ifald man vil,
Før du, min Læser, eller jeg var til,
Og meget meer, som jeg ei vil umage
Dig eller mig med at opramse her,
Var noget til, som ikke længer er,
Blandt andet Guder og Gudinder ,
Hvoraf man, sandt at sige, bredt og vidt
Kun overmaade lidt,
Og næsten intet nu omstunder finder.

En Fyr, som jeg og du, kan ofte raget blive,
Før han et tusind Maaneder opnaaer;
For Guder derimod er hele tusind Aar
Knap nok, til Skiæg paa Hagen dem at give.
Imidlertid saa got man vil forlange,
Man i vort korte Liv kan stundom kiede sig;
Vidtløftig kunde jeg, ifald jeg ei var bange
For at bevise det for tydelig,
Den Sætning demonstrere dig -
Men enten du nu troer den, eller ikke,
Saa slutter jeg deraf som saa,
At Guderne i visse Øieblikke
Sig græsseligen kiede maa.

10

Maaskee i et af disse, kiære Læser!
At Viin, Musik, og Piger bleve til,
Og Vessels de velsignede Fadæser,
Og Holbergs Skuespil,
Og alt hvad andet morende du vil;
Men dette, som du seer, jeg afgiør ikke,
Det kommer heller ei min Fabel ved -
Nok at i et af disse Øieblikke
Blev skabt en vis Person, som Qvaser hed.

Sandt nok, min Autor taler ei et Ord
Om Kiedsomhed dengang paa Odins Slot;
Den Grund, hvorpaa jeg noget saadant troer,
Er den, at han var giort saa overmaade got.
Thi Guder, naar de andet har at giøre,
Saa jaske de Personer ud i Hast,
Der kun som Biting til det andet Skabte høre:
Som, for Exempels Skyld, saa mangen Qvast ,
Hvis hele Væsen overflødigt er,
Hvis rette Navn og derfor, uden Skade
For Læseren af disse Blade,
Aldeles udelades her.
Paa dem, de giøre, naar de have gode Stunder,
De derimod anvende mere Tid;
Blandt disse selv var Qvaser et Vidunder.
Han røbede den allerstørste Flid.
Blandt andre Gaver havde han den rare,
Som ingen Viis har havt i Grækenland og Rom,
Og ingen uden for: Paa meer han kunde svare,
End tusind Tosser kunde spørge om.
Kort sagt: han havde alt det Vid i Panden,
Som Claus har uden omkring sin,
Og al den Kundskab, som ( jeg nævner ikke Manden )
Sig bilder ind.

11

Sligt kunde visse Puslinger ei lide,
Hvis Pander ei saa vel møblerte var:
Af dem besluttede derfor et Par,
At han herefter ei saa meget skulde vide;
Og, for at giøre Sagen kort,
Tog de, jeg veed ei selv paa hvilken snedig Maade,
Hans hele Hoved bort -
Og Tingen gik og rigtig som de spaaede;
Thi med hans Blod flød al hans Viisdom i et Kar,
Saa Qvaser aldrig meer blev den, han var.

De tvende Dverge, som forstod,
At det, der flød af Qvasers Hals og Hierne,
Var ikke simpelt Blod,
Men havde læst i en og anden Stierne,
Hvortil det kunde bruges - skyndte sig,
Og, mens det end var varmt, saa snildelig
En Mængde Honning deri tyllet fik.
Af denne Blanding blev en saare herlig Drik,
hvis underlige Kraft bestod deri,
At den, som drak deraf en Sopken, blev med eet
Begeistret af dem alle ni :
Poet.

Kort Tid derefter sad en Morgenstund
Gud Odin paa sit Lidskialf (fra hvis Sal
Han seer hvert Hav, og Flod, og Field, og Dal, Som ingen Ting) med Piben i sin Mund -
Og saae paa Jorden, hist og her omkring
Fra Pol til Pol, saa mange Ting,
At, Læser, du var reent urimelig,
Ifald du vilde fordre her af mig,
At sige dig alt, hvad hans Syn faldt paa;
Jeg vil kun sige dig, hvad Odin ikke saae.

12

Han sad i en udslagen Time der,
Han sad i to, han sad i tre,
Gned Glasset reent i femten Synsgevær,
Saae langs og tvers, paa kryds og qvær;
Men saae dog ikke, hvad han vilde see,
Sin kiære Qvaser. Asa-Lars maae vække
De andre, som i Dynerne sig strække;
Men ingen af dem kan faae Øie paa
Herr Qvaser. Freja selv, som ofte saae
Med ubevæbnet Øie meer,
End alle Guderne med deres Brilleskuen,
For denne Gang ei meere seer.

Herved blev Odin heed i Huen;
Tyr rev sig i sit Skiæg; Thor i sin Ivrighed
Slog Odins Pibe sønder med sin Hammer;
Frey bandte; Balder sukked; Frigga græd,
Kort sagt, der blev iblandt dem slig en Jammer,
Da deres Yndling borte var,
At siden Balders Død ei større været har.

"Jeg sværger", udbrød Odin (alle tav),
"Ved Frigges Siæl og ved mit eene Øie,
"Ved alt hvad helligt er i Himmel, Jord og Hav,
"At før skal Dovre sig for Sydens Storme bøie,
"Før jeg uhevnet taaler denne Streg -
"Som ingen anden, derpaa tør jeg sværge,
"Har spillet mig, end de fordømte Dverge." -
"- Ja! ved min Hammer!" brølte Thor , "skal jeg"
"Saa sagte, kiære Søn! du kan dig let forgribe!"
Blev Odin ved, "viid, hvem jeg er og du!
"Nys slog din plumpe Tølper mig itu
"Min allerlængste beste Keiserpibe!
"Vær lidt forsigtig med din Hammer,
"Og see dig for herefter, hvor den rammer!
13 "For Pibens Skyld, det var en Bagatel;
"Men lidt Respect! forstaaer du vel?"

"Min Odin ", raabte Frigge , "spar din Thor !
"Hvor let kan saadant skee! - Befaler du
"En lille Koppe Chocolade nu? -
"Glem Piben! hør mit Raad! saavidt jeg troer,
"Er Qvaser ikke død; men nedsend en Stafet
"Til Jorden, for at lede efter ham,
"Saa vedder jeg, man finder Mennesket."
Ved disse Frigges Ord blev Odin ganske tam;
Han kyste hende, drak sin Chocolade,
Og alt blev got igien.

Paa Jordens Overflade
Imidlertid Hermoder springer om,
Og søger Qvaser allevegne
Omsonst. Tilsidst et Steds i Heklas Egne
Han til de tvende smaa Personer kom,
Som havde spillet Pudset. Da de kiendte,
Skiøndt got forklædt, den himmelske Gesandt,
Saa vidste de, hvad de nu kunde vente -
Og derfor i en Hast den Løgn opspandt:
"At Qvaser - efterat han havde søgt
"Forgiæves mellem Dverge, Trolde, Jetter,
"Og Mennesker, i Byer, Bierge, Sletter,
"Og ingen fandt, som spurgte ham med Kløgt
"Saa meget, han jo kunde svare meer -
"Tilsidst, da ingen Mand hans store Klogskab vidste
"At sætte den nødvendige Klisteer,
"Af Asa-Vittigheden maatte briste."

Hermoder kom igien med den Besked
Til Asgaard. "Paa min Ære!" sagde Frigge -
"Ved Solen!" udbrød Frey - "Ved Miølner!" meldte Thor -
14 Og Odin nægtede det ikke -
"Den Sag har meget stor Sandsynlighed!
" Vor Qvasers Viisdom var en Dødelig for stor! "
Hvorpaa de sloge sig igien til Rolighed.

Saa let endogsaa Guder Tillid fæste
Til det, som selv en Blind kan see, er Digt,
Naar deres Stolthed kildres kun ved sligt -
Hvad skulle vi da sige, kiære Næste?

Men Odin svor alligevel en Eed
Ved denne Leilighed,
At siden vogte sig af alle Kræfter
Med Maalet paa Forstand;
Og for en Visheds Skyld - herefter
At spæde Menneskenes Blod med Vand -
Samt, for at standse Kundskab lidt behændig,
Som aaben stod alligevel enhver,
Tillod han, at den reent blev unødvendig
Til at erlange gode Dage her -
Og at man kunde blive syv Slags Raader ,
Og excellentser , som en Bagatel,
Stiftamtmænd, Erkebisper, Høie Naader
Og, kort sagt, hvad man vilde - meget vel,
Naar man kun eiede saa megen Siæl,
Som var tilstrækkelig til Kroppen at oplive,
Og havde lært sit Navn (om ei med egen Haand
Dog med en Secretairs) at skrive -
Især, om man forsigtig lod sig giøre
Til Søn af een, som bar et vist Slags Baand;
Thi saa var det endogsaa overflødigt;
Til Krig, til Dom, til Raad berømmelig at føre
Man neppe havde det, end sige Hoved, nødigt.
Ved den Idee faldt Odin paa en anden:
Og skabte med det samme Adelstanden .

15

De tvende Mordere saa snart ei saae,
At man paa Asgaard ikke just var kræsen
Paa Grunde, men sig tage lod ved Næsen
Som ved hvert andet Hof, begyndte paa,
Med Puds at giøre sig saa glade,
At det gik dem som Gaasen, der saa tidt
Til Gilde kom, at hun omsider kom for Skade,
Og fik en Hals for lidt.

En Kiempe, som paa Spas sig meget lidt forstod,
Traf dem, Gud veed i hvilket Puds engang,
Og med en Arm tolv fiorten Alen lang
Greb begge Fyrene saa vældig fast
Ved Benene, at i en Hast
Den hele Lyvekraft dem pludselig forlod -
Hvorpaa Herr Suttung (thi saa hed den Mand)
Dem slængte paa et Skiær, midt i den store Strand,
Netop saa stort, at de derpaa
Tre Skridt fra Livet af hinanden kunde staae.

Det arme Dvergepar kom her
Med denne Boepæl i en heel fortvivlet Knibe;
Og, for at slippe bort fra det fatale Skiær,
De maae til deres fidste Redning gribe,
Og byde Suttung deres giemte Drik
For Liv og Frihed. Middelet slog an,
Og i en Hast Akkordten kom i Stand:
Herr Suttung satte Dvergene paa Land,
Og hiem med sin Mixtur fornøiet gik,
Som han nedsatte dybt i Norges største Field.
Sin smukke Datter bød han, som en Drage
At passe paa den der med Liv og Siæl,
At ingen fik deraf den mindste Dryp at smage.

Endskiøndt nu Kiæmpen holdte Sagen tys,
Saa fik imidlertid dog Asgaards Hof
16 Ved Fimbulfamber , paa en Maade, Nys
Om denne rare Drik - og derved Stof
Til mangen Prat, Raadslagning, og deslige
Ved Bordet under Asken Ydrasil ,
Hvor de maae samle sig, naar Veiret er dertil,
Ja selv, naar det er slet, som nogle sige.

Der sad man - giorde Planer, og drak Thee -
Holdt Raad i Dage to, holdt Raad i tre -
Og krølled de guddommelige Næser,
Og Suttung først og sidst misundte vred
Sin giemte Kostbarhed -
Og jeg kan ikke nægte, kiære Læser,
At jeg i denne Stund misunder ham den med.

Thor var saa reent forkyest i Ting, som angik Qvaser ,
At han kun mumled halv i Skiægget om sin Hammer,
"Hvorledes Klipper revne, hvor den rammer,"
Og andet meer - kort sagt, det hele Raad af Aser
Fandt Drikken saare vanskelig at faae,
Og tav, da Kampens Gud brød ud som saa:

"Det koste hvad det vil! saa maae jeg Drikken have,
"Den ikke ligge skal, trods Suttungs Magt og Flid,
"I Dovres Huler skiult til evig Tid!
"Jeg vil mig selv til denne Reise lave,
"Og see hvorvidt min Guddom strækker sig -
"Det er dog, haaber jeg, et lille Stykke Vei!
"Sadl Sleipner op! - dog nei!
"Det ei gaaer an! saa kiender Suttung mig -
"Sadl Sleipner ei!
"Jeg vil til Fods! jeg sikkert mig skal skaffe
"Den ypperlige Drik! Min Frakke, Hat og Stok!
"Mit Fyrtøi og min Pibe! - det er nok!
"Lav mig nu først en stærk og god Kop Kaffe,
"Min lille Frigge! skynd dig lidt, min Tøs!" -

17

Gudinden tripped ud, og han blev ved:
"Jeg Reisen, saavidt mueligt, skal forkorte;
"Men hold lidt artig Huus, imens jer Far er borte!
"Og giør mig ingen as jer Frigge vred;
"Thi hør jeg det, saa bliver Fanden løs -
"Du, Thor , kan passe midlertid paa Huset!
"Men giør mig ei mit gamle Hoved kruset."
Og nu kom Kanden frem paa Bordet, Odin drak,
Mens Freja fyldte Daasen med Tobak,
Saa gav han Frigge tre, de andre hver eet Kys,
Dermed Adiøs.

Jeg ved hans Reise vil ei her opholde mig,
Kun kort og got, min Læser, sige dig,
Han underveis slet ikke moerte sig
Med smukke Koner eller smukke Piger,
Som hans Collega, salig Zevs , saa tidt
Paa sine Reiser bød at bie lidt -
Og sinkede saa meget, som man siger -
Men satte een Fod frem, en anden foran den,
Og kom paa den Maneer bestandig længer hen -
Med slig en Fart, at inden Sol gik ned,
Befandt han sig, omtrent tre hundred stive Mile
Fra Hæmmet sit, paa et saa yndigt Sted,
At det hans hele Krop og Siæl indbød til Hvile;
En Gud er let til Fods, som hver Mand veed -
I Græsset her, ved Rislet af en Kilde,
Hvis Nymphe ham i Roe maaskee betragte vilde,
Han dyssedes i Slum og sødelig sov hen.

Naar man har sovet ud, opvaagner man igien.
Men, vaagnet, seer han paa deri store Slette
Ni Karle, tæt ved Stedet, hvor han laae,
Med favnelange Segle Korn at slaae,
Hver af dem lang, og føer, og haandfast, som en Jætte.
18 Ni slige Drenge var just ei at spøge med
(Thi Nordens gamle Guder, notabene,
Var ei saa mægtige, som mange meene:
De havde himmelsk Kraft og himmelsk Salighed;
Men begge Deele var der Maade med) -
Dog da de vogted her et Sted,
Han skulde just nødvendigen passere,
Saa var ei andet for, ved denne Leilighed,
End dem derfra med List at praktisere.

En Gud er færdig strax i slig Omstændighed;
Han snu tilbyder sig, at hvæsse deres Segle;
De sige Tak; og Odin een for een
Giør i en Hast saa skarp, at da paa deres Negle
Og siden Kornet de probeerte dem,
Fik de saa stor en Lyst til Mandens Hvættesteen,
At alle klyngede sig til ham frem,
Og bød om Kap derpaa - da Odin kyler
Den i det samme op i Luften over dem.

Som naar paa gammel Torv den blinde Pøbel myler
I Klynger om det lykkelige Nummer,
Der bringer femten Fryd og femten tusind Kummer,
For den Rigsort, der til Belønning udsat er
For den, som puffer best paa kryds og qvær -
Saaledes foer iblandt hinanden disse ni,
Med skarpe Segle de saalænge sammenrendte
I Blinde, langs og tvers, at, inden Legen endte,
De myrdede sig selv i deres Raserie.

Herpaa tog Odin Fod i Haand igien,
Og satte Reisen fort. Da han blev vaer
Det Sted, hvor han sig agted hen,
Saa klædte han sig om, og laved sig til Svar,
For, om man spurgte ham: hvorfor? hvorfra han kom?
19 Og hvem han var? og sligt, som der kan spørges om,
Han da ei skulde staae som en Per Eriksen .
Saaledes vel betænkt paa, hvad der kunde møde,
Begav han sig, ved næste Morgenrøde,
Med Navn af Bolverk til Hr. Suttunas Broder hen.

Galt gik det, og vel var det, som det pleier.
Herr Bauge (saa hed Manden) netop var
De ni til Helhiem nylig sendtes Eier;
Og dette Tab ham dybt i Hiertet skar.
Det kunde have skaaret saa hver anden -
Han derfor ei saae meget venlig ud,
Men tog imod sin Giæst, den kiære Gud,
Som imod Fanden,
Med Skieldsord, Trudsel, Skraal og Skrig og Banden.

Men heraf Odin ei sig kyse lod:
"Retfærdig er (saa talte han) din Iver;
"Thi vee den Mand, som ei opirret bliver,
"Naar man fornærmer den, som tiener ham med Sveed!
"Men her, min Ven, har ei din Vrede Sted;
"De selv, og ikke jeg, var Aarsag i,
"At de foer ned til Helhiem alle ni.
"De bad mig alle om min Hvættesteen;
"Jeg vovede mit Liv, ifald jeg gav den een -
"Jeg gav den alle, lod dem selv afgiøre,
"Hvem de blev eenig om, den skulde reent tilhøre.
"Dog, da jeg, skiøndt uskyldig paa min Side,
"Er Aarsag i, dit Arbeid blev forsømt,
"Saa lover jeg dig her (at du maae vide,
"Hvor falskt du om din Giæst har dømt)
"I meget mindre Tid, allene, at afmeie
"Hvad de forlod; og fordrer blot til Løn
"En Sopken af den Drik, din Broder har i Eie."

20

Herr Bauge syntes, den Akkord var skiøn.
At faae saa meget giort, blot for en Sopken Miød,
Er got Kiøb, tænkte han, den være nok saa sød. -
Den gode Mand var langt fra Sværmerie
Med nogen af de helikonske Ni ,
Og troede en Slurk Miød og en Slurk Poesie
Var hip som hap.
Top! sagde han, afmei kun rap
Det Korn, du seer, til sidste Trave!
Og Sopkenen du sikkerlig skal have.

Herr Bolverk meiede, til Høsten var forbi,
Hvad der var levnet af de Ni;
Da Vintren kom, og alting nu var færdig,
Saa fordred han den Løn, han havde giort sig værdig,
Og Bauge loved ham, da han fornøiet saae
Sit Arbeid reent i Stand,
En Dag med ham til Suttung hen at gaae,
At skaffe Sopknen som en ærlig Mand.

De gik, og kort fortalt, kom til Herr Suttung ind,
Og bød god Dag, og satte sig paa Skind,
Og prated først en Deel om Veir og Vind,
Om man fik Frost i Morgen eller Tøe,
Og endelig begyndte peu à peu
Diskursen hen paa Sopkenen at snoe -
"Det giør du nok, min Broder, vil jeg haabe?"
Herr Suttung loe:
"Ha!" raabte han, "ha! ha! stak Tingen der?
"Ja Pyt sa' Peer!
"Jeg svær ved Odin og den hele Gude-Hær,
"I faaer i Evighed af den ei mindste Draabe."

Der stod de i en Maade! aldrig har
Man seet en Gud at hænge saa med Næsen,
21 som Odin her. Det fast paa Nippet var,
Han glemte sit guddommelige Væsen,
Og græd af Ærgrelse, som rigtig nok
Han havde Aarsag til ved slig en Bok!
Der stod de begge med to lange Næser,
Saa lange som de var!
Hvad var at giøre her? Veed du det, Læser?
"Farvel, min Far!"

Dermed var den Besøgelse forbi,
Som giorde Odin reent konfus i sin Paryk.
Han udsvor i sit Raserie
En mægtig Eed med slig en Eftertryk
(Skiøndt jeg begriber ei, hvad sligt ham kunde gavne),
At hele Dovre skialv, og Bauge trimled om
Saa lang han var, og drat en tredsindstyve Favne,
Før han igien til Fodefæste kom:
"At miste før sin Evighed, sin Frigge,
"Sin Guddom og sit Alt, før han, trods Suttungs Magt,
"Lod denne Drik urørt i Dovres Indvold ligge -
"Hør, Bauge! " raabte han - men Bauge var, som sagt,
Lidt for i Veien. Bolverk fandt omsider
Den arme Kiempe, med forknuste Sider,
At ligge saa dybsindig, at det lod,
Som om paa første Vink han ikke strax opstod.
Men han fik Fyren op, og smurte hist og her
Med hvad han først fik fat (det fast utroligt er,
Den Styrke Guder har i Medicinen!)
Han neppe havde smurt, før Bauge strax
Var frisk og heel igien, og vever som en Lax.
"Hør!" sagde Bolverk da, "det lønner ikke Pinen,
"At gaae for langt herfra! vil, Bauge ! du som jeg,
"Saa skal vi faae ved List, hvad vi ved Bøn fik ei!
"Du veed dog vel det Sted, saa noget nær,
"Hvor Suttung nedsat har den Drik, jeg søger her?" -

22

"Ja, Herre!" sagde han, "men, tør jeg spørge dig,
"Du er, saavidt jeg troer, ei nogen Dødelig?
"Din Eed, mit Puf, din Lægedom: kort sagt,
"Alt siger mig, du har en meer end jordisk Magt." -
"Jeg være hvem jeg vil, en anden eller ingen",
Igientog Bolverk , "det giør intet her til Tingen,
"Kun viis mig Stedet!" - "Ja! det kan jeg let;
"Men Sagen er at giennembryde det!" -
Og derpaa førte han igiennem mange Huler,
Hvor Nattens Troldpak sig for Dagens Konge skiuler,
Herr Bolverk til en Plads saa mørk og gyselig,
At Miltons Helvede mod den er Himmerig.
"Her", sagde Bauge , "dersom du kan slippe
"Halvanden Miil omtrent
"Dybt ind i denne gamle Klippe,
"Hvor Spor af Lys og Liv blev aldrig kiendt;
"Kort, hvis Amuelighed er muelig for din Evne,
"Saa findes Drikken der." I Stedet for et Svar
Vor Bolverk midlertid en Jernstang frembragt har,
Hvormed han stødte til, hvor Klippen hulest var;
Umiddelbar derpaa man hørte Fieldet revne,
Og hule Tordner over Toppen rulled
I den forfærdeligste Storm,
Og i et Øieblik var Odin Orm,
Og, vips! i Hullet.

Der kryber han en Tid omkring
I mange underlige Sving
(Saa krøb engang for endnu længer siden
Hans Onde , gylden, rund, og glat, og liden,
Igiennem Sprækken af et Tag,
Ei for, som han, at stiæle Miød,
Men for at glide ned i sin Tilbedtes Skiød);
Han kryber varlig frem, og titter for og bag,
Og endelig en smule Lys opdager;
23 Han seer et slags Gemak i Klippen hulet ind,
Og midt deri sit Kar, ved Hielp af Lampens Skin,
Og strax sin forrige Gestalt paatager,
Hvori han træder frem. Ved Lyden farer op
Af korte Slum den deilige Gunløde ;
Bestyrtset skuer hun en menneskelig Krop
Paa dette Sted at komme sig imøde,
Og Bolverk , eller Odin ligefrem,
Var ikke heller reent ved sine fem.

Hvad Grækenland og Rom saae fordum i de Tre,
Som Haand i Haand omringed Aphrodite ,
Fik Nordens Zevs fuldkommen her at see
Foreenet i en eeneste Charite.
Forgiæves stræber svage Digter, dig,
Min Læser, hendes hele Glands at vise,
Saa yndig, herlig, og guddommelig,
Som den fuldkommen kun kan tænke sig,
Der saae dit Smil, livsalige Lovise !
See alt, hvad skiønt og blidt vor Jord frembar,
Den rene Fryd, som ikkun Himlen har
Foreenet i Lovises søde Mine!
See himmelsk Viisdoms, Godheds lyse Smil
Og alle Dyders Glands i hendes Øines Ild;
Og tænk dig saa vort Nordens Erycine!

To Kinder, paa hvis smilende Ovaler
To Roser blomstre mellem Amoretter,
En lille Mund, hvis rødmende Coraller
I Yndighed med Morgenrødens tretter,
Et Øiepar, hvis Ild giør Mørket lyst,
Hvis Smile skabe Dag i Dødens Grav;
En Hals, hvis Lilier ombølges af
To mørkebrune Lokker, og et Bryst,
Imod hvis Sneeglands Alabast er sort,
24 To trinde hvide Arme, og et Liv,
Hvor alt er rundt og lokkende - hvor, kort,
Naturen tømte blid sit vellystfulde Bliv!
Alt dette skiødesløst bedækket med
En næsten giennemsigtig Sølv-Moer-Skye
Forblinder Odins Syn. Nat, Hule, Eensomhed,
Amuelighed i Hast at kunde flye!
Hvo af slig Fristede sin Dyd kan redde ud,
Er ikke Menneske og mindre hedensk Gud .

Han længe stille stod, som rørt af Lyn.
Jeg troer, en Kampesteen ved sligt et Syn
Blev selv, trods hele dens Ufølsomhed,
Saa henrykt, at den ei sig rørte af sit Sted,
End sige en Person, som var af Kiød og Blod;
Hvad Under, ham lidt Sands forlod?

En sød Forvirring, naar hans Øine hendes møde,
De friske Roser, som derved udsprede sig
Paa hendes Kinders Snee, saa blussende, saa røde, Som om Uskyldighed i deres Purpur døde;
En Zittren, denne kiælne Zittren lig,
Som hin i Flugten efterlader sig;
Et ømt, halvbange, dybt fra Hiertet hentet Suk,
Som hæver op og ned det halv bedækte Bryst;
Et Skrig, kaldt frem af Skræk, og qvalt igien af Lyst,
Og hvad, som Skiønhed selv giør altid doppelt smuk,
Den paradisiske Blufærdighed,
Hvormed i zittrende Forlegenhed
Det bange Blik mod Ynglingen fløi hen,
Og mere bange fløi fra ham igien
Til Jorden. Dette tause Tryllespil
Hvert Øieblik ham Munden aabne vil,
At sige smukke Ting, og atter binder;
Han leder efter Ord, men lutter Tanker finder
25 (Man efter Tanker maaskee leder her,
Og finder Ord - desværr'!
Det sidste hænder mange flere);
Men Tankerne tilsidst gaae fløiten med;
Han glemte reent sin skrækkelige Eed,
Sin Drik, sin Frigge selv, og Himlen veed hvad mere
En Gud kan glemme, naar han gaaer fra Vid.

Saaledes stod man der et Par Minuters Tid;
Hvorpaa han bukked sig, og giorde to Trin frem,
Og vips! kom Tanke, Sands og Ord og alting hiem.
Han kysser tækkelig Gunlødes Haand, og hun
Begriber om en liden Stund,
At, naar og hvor det er, en Mand
Er intet andet end en Mand,
Trods alt, hvad derom siges kan
I den og den Moral-Philosophie. -

Med Glædens Jil var Natten alt bortveget -
Hvordan det ellers gik deri,
Min Læserinde finder streget -
Kort sagt; thi Korthed synes mig er smuk,
Især hvor dit og dat kan møde:
Uskyldighedens sidste kiælne Suk
I Bolverks Favn paa hendes Læber døde; Sødtslumrende med slynget Arm i Arm
Laae Odin ubekymret, tryg og varm,
Ved Siden af den yndige Gunløde ,
Og i besneete Dovres dybe Skiød
Den søde Søvn i qvægsom Hvile nød.

Forgiæves stræbte fra sin Rosenkind
Den nys opstandne gyldne Morgenrøde,
At liste sine første Straaler ind
Igiennem Dovres Rifter; brudte døde
26 De glimrende paa Marmorkiæmpens Bryst,
Som værged Odins og Gunlødes Lyst.
Forgiæves brød igiennem Østens Himle
Med usædvanlig Glands den kongelige Sol;
Hans gyldne Dag-Herolder Pol til Pol,
For sovende Natur at vække, vrimle;
Een af dem trænger sig i Dovres Huler ned,
Seer knap vor Odins Fryd, før han er alt afsted,
Og derom Budskab sin Udsender bringer;
Strax ruster sig den lyse Dagens Gud
I al den Glands, hvormed han sprang af Chaos ud,
Fra flammebygte Slot paa Øieblikkes Vinger,
Titusind Trillioner sammenbringer,
Og dækker Solekredsen fiern og nær
Med sin til Kamp mod Mørket sendte Hær;
Forgiæves stormer den i lynende Galop,
Paa sin Befalers Vink, mod Dovres haarde Side;
Thi Millionviis fra dets ætherkronte Top
De lyse Helte ned med Sneen knuste glide;
Ufmeltet Dovre staaer, trods Ildens Konges Harm,
Og Odin ligger tryg i sin Gunlødes Arm.

For Stilens Hede lidt at svale
Og mere dagligdags at tale:
Den gyldne Sol var alt en Fierdingvei spadsert
Paa Himlen frem, før Odin og Gunløde
Hinanden kyssende God Morgen bøde,
Og, efter lidt at have præludert,
Bad han med Fynd, som kunde rørt en Steen,
Om blot at smage Miødden - arme Pige!
Hvad vil din grumme Fader sige? -
Han sige hvad han vil, den Sag er reen,
At slig en Underholdning man ei kiøber
Paa dette Sted for en Drik Miød;
Hvorpaa hun Odin Helligdommen røber.
27 Han drak; men Drikken smagte ham saa sød,
At paa sit eene Knæe han bad om nok en Sup,
Og bønhørt drak den anden (arme Pige!
Hvad vil din grumme Fader sige?)
Paa begge Knæe nedkastet Bolverk ligger,
Med Læber, Øine, kort: med alting tigger,
Endog paa Riim , den tvivlende Gunløde
Om nok af dette vellystfulde Søde
En ganske lille bitte Sup
Hans længselfulde Læber at tilstæde
(O Elskov! Elskov! arme Pige!
Hvad vil din tigergrumme Fader sige?)
Hun siger ja - og Bolverk drak den tredde,
Og drak i den al Miødden Rub og Stub.

Man har lagt Mærke til, og jeg vil ikke skiule
Hvad Fædre til Advarsel skrev,
At Amor næsten aldrig gammel blev
I nogen Hule.
Knap saae han Karret tomt, før omskabt til en Ørn
Han, som Æneas fra sin Didos Barm,
Fløi bort, af den Tilbedtes Arm -
I søde unge Pigebørn!
Troer ingen Tid en Kavaleer,
Som spiller Elsker paa min Helts Maneer!

Troldkiæmpen Suttung har imidlertid
Ved visse Fandens Kunster lugtet Krudtet,
Mens Odin med hans Drik var ud af Fieldet smuttet.
Paa Troldmaneer i Hast han ruster sig til Strid;
Han lægger sine Arme bort,
Og giør sin milelange Krop saa kort,
At i en Ørnehud han magelig den skiuler;
Vips! flyver han fra Dovres Huler,
Og hurtig, som en Vind,
28 Vor Odin haler ind -
"Stop!" brølte han - og høit hver Eegetop,
Hver Klippetind fra Syden indtil Norden,
Hvor fordum aldrig Ekko svang sig op,
Gientog i Skrald, som rysted hele Jorden,
Hans buldrende forfærdelige Stop.

Som i et Tordenveir, naar fra de brustne Skyer
Et Hav uventet styrter ned
Paa Bondens huus, med stor Geskieftighed
Familien af Stuen flyer
I Gaarden hist og her omkring,
Een med en Spand, en anden med en Saae,
Een med en Strip, og een med ingen Ting,
For Regnvand i en Hast at faae
I alle Kar, endskiøndt de stundom alle
Med Rædsel høre Tordnens høie Knald
I Luften mellem Lyn i Lyn at skralle,
Hver ventende sin Død i næste Skrald;
Saa vimse de dog alle ud og ind,
Og Haab om anden Dags velkaagte Erter
Opliver deres skrækopfyldte Sind
Og skaber Mod i de forkyste Hierter:
Saaledes foer af Himmelporten ud
Iblandt hinanden Asgaards bange Guder.
Mens Suttungs Torden-Stop i Luften tuder,
Og Slag i Slag af sorte Vinger
Dem Bud om Odins Knibe bringer,
Sees en Gudinde her, og hist en Gud
Omhyggelig af Asgaard ud at trippe,
Og bange for at Helten skulde slippe
I Kampens Hidsighed sin vundne Drik,
At sætte Tønder, Krukker, Baller ud
Og hvad de først i Hænder fik.

29

Det blev for langt, for kiedsomt og for stygt,
Om jeg, min Læser, her fra Hoved indtil Hale
Den Tvekamp vilde dig omstændeligen male,
Som satte Nordens Guder selv i Frygt;
I Hexametrer sligt desuden kun kan klinge,
Og ei i Vers paa Riim, der trækkes ud og ind
Alt efter Musens løierlige Sind,
Som paa en Fiær af Klopstoks Vinge
Mig ingenlunde vil saa høit i Veiret bringe,
At Læserne maaskee mig fandt igien
Nedtumlet i en Sump, som mangen anden Ven.
Kun kortelig jeg altsaa her vil sige,
Hvad jeg om denne Tvekamp sige kan -
Og ei forskrække nogen frygtsom Mand,
Og mindre nogen frygtsom Pige.

End gientog Ydrasil og Asgaards Mure
Troldkiempens tordenhøie Stop,
Som vækked' alle Guder op,
Og hele Skabningen begyndte taus at lure;
Da Suttungs Kloe fik fat i Odins Krop.
Svøbt i en Storm udsender Thor en Torden
Mod Trolden; strax er hele Himlen sort,
Og høie Brag forfærde hele Jorden,
Sol, Maane, Stierner svinde bange bort;
Kun Suttung skrækkes ei ved al dens Bulder,
Med tunge Vingeslag han døver den,
Rundt om de Fægtende den langsom ruller,
Og flyer tilsidst til Asgaard hiem igien.
Med Næb mod Næb og Kloe mod Kloe de kiempe
Med lige Styrke; skrækkelige Slag
Af Vinger, Storm og Skrald, som kappes om at dæmpe
Hinanden i forfærdelige Brag,
Forkynde Jordens Børn den sidste Dag.
Af Ørn forvandler Odin sig til Løve
30 Med Vinger paa,
Og Suttung ligesaa;
Med større Kraft i større Kløer
Adrustede, de friske Kræfter prøve;
Men Seieren er uvis nu som før.
Nu seer man dem som to bevingte Oxer
Hinandens Hovder stange Puf i Puf;
Nye milelange Horn enhver af Panden voxer,
De stanges, ingen vinder; i en Ruf
Man seer dem gloende, som tvende Drager
Med fiorten Hoveder, ethvert saa stort
Som Hekkenfield, og saa fremdeles fort,
I hvilke Skikkelser min Læser helst behager,
Nu som to Slanger, nu som et Par Biørne,
Snart som to Katte, snart som Elephanter,
Bestandig som to lærde Disputanter,
Og endelig igien som Ørne.

Gud Odin er tilsidst af denne Tvekamp kied;
Jeg troer, min Læser er det med.
Vidtløftig Snak om Huggen, Støden, Biden
I Siælens Mave, man forsikkre vil,
Især naar den er ikke vant dertil,
Skal ligge meget tungt, og foraarsage Vriden.
For ingen lækker Siæl at volde slig Colik,
Jeg derfor hvad jeg mere kunde skrive
Om disse Puf og Stød og Stik,
Man fik og gav, og gav og fik,
Vil heller i mit Blekhorn lade blive.

Hvad Asgaards Guder frygted om vor Kriger,
Traf rigtig ind. I Stridens Hurlumhei
Saae han sig tvungen til, paa en og anden Maade,
For Næbbet des beqvemmere at raade,
At lade Drikken gaae sin Vei.
31 Han valgte, siger Fablen, to;
Reent ud, o Muse! sig dem ikke!
Sligt kan sig ei for peene Piger skikke.
En Regel siger Nei , en anden siger Jo:
Naar man er uvis om, af yderlige to
Hvem man skal troe,
Saa giør man allerbedst, naar man seer dybt i Tingen,
At troe slet ingen.
Kort sagt, jeg ikke ret fortælle gad,
Hvordan i denne Sag Gud Odin bar sig ad.
Nok, at han Drikken lod i Karrene nedglide, -
Og den, som meer derom vil endeligen vide,
Kan læse det ret net og peent paa Fransk,
Naar han paa Siden, som i Noten*) staaer, vil kikke -
Det klinger ikke nær saa smukt paa Dansk;
Og, klang det og, jeg sagde det dog ikke.

I tvende Kar paa saadan Maade flød
Den af hin Vises Blod og liflig Honning
Snildt blandede guddommelige Miød,
Som før bevogtet af Uskyldighedens Dronning
Laae skiult i Dovres Marmor Skiød.

Gud Odin saae sig ei saa snart fra Byrden frie,
Før krumme Næb beviser Suttungs Bryst,
At al hans Styrke, Snildhed, Koglerie
Forgiæves er i Gudedyst;
Han hakker det saa dybt i Troldens sorte Lever,
At Blodet strømmer ud af leede Krop,
Og Bravo-Raab fra Asgaards Guder svever
Til den guddommelige Seirer op.
Sol, Maane, Stierner komme nu tilbage
Med festlig Gratulats for seierkronte Helt.

* 32

Forfulgt af Tordner flyer med tunge, svage,
Forknuste Vinger Trolden; huult og fælt,
Svøbt i en giftig Skye med rædsomt Bulder
Han hylende bag Nordens Pol nedruller
I Pølen, som det Troldpak mylrer i,
Det Asgaards Guder fordum ei gad lide,
Og derfor slængte ned i hæslig Qvide.

See her Oprindelsen til al den Poesie
I Vesten, Østen, Syden, Norden,
Som moerer, kieder, nytter, skader Jorden!
I disse tvende Kar, det eene saare stort
Og let at komme til, det andet meget lille,
Laae nu Herr Suttungs Drik deelt i forskiellig Sort,
Alt efter den forunderlige Viis,
Hvorpaa sig Odin fra den maatte skille,
For ei at give sig og den en Trold til Priis.

Den vise Qvasers Blod med Honning blandet lærer,
At sundt med sødt en Digter blande maae
I Bægeret, hans Sangerske frembærer,
hvis han sit høie Kalds det store Maal vil naae,
Det store Maal, at danne, mens han fryder,
Det unge Hiertes Vox i Musens varme Haand,
Indmoere Klogskab og fremkildre Dyder
Umærkelig i den beruste Aand.
Til dette Kald blev Digter-Miødden blandet,
Og smagtes ingentid af den, der føler andet.
De trende Gratier , som vogted denne Miød
Foreened' i den yndige Gunløde ,
Hvis hulde Gunst vor Eventyrer nød,
Før denne søde Drik hans Læber nøde,
Har vise Fædre malt, som evig smukt Exempel
Paa Veien, man skal gaae til Poesiens Tempel.

33

Ved Foden af et Bierg, hvis Top til Himlen naaer,
Det store Kar i lave Slette staaer,
Den Drik, som fylder det, kun deri ligner Miød,
At den for hvem, som drikker den, er sød,
For Resten er den smudsig, sort og vandet -
Kort: saa modbydelig, at den, som sik
Kun mindste Dryp af den modsatte Drik,
Ei nævne kan, hvormed dens Gift er blandet;
I Taagen, som uddunster af dens Bærme,
Sees daglig Millioner Giæster sværme.

Men høit paa Fieldets stiernekronte Top,
Hvor kun Natur og Kunst med Flid kan klavre op,
Staaer i et lille Kar den ægte Digter-Miød,
Klar, reen som Æther, ikke alt for sød;
En liflig qvægsom Duft den rundt omkring sig spreder,
Som skaber Mod i unge Krigsmænds Bryst,
Og Dyd i Pigens Barm, og allevegne Lyst,
Reen ubesmittet Lyst, som Viisdom selv tilstæder.
Men lang og steil og tornefuld og haard
Er Veien til den høie, lyse Throne,
Hvorpaa dens glimrende Erobrer staaer,
Og famler efter Evighedens Krone.
Uagtet Lamper glimre hist og her,
For Vandreren paa rette Vei at lede,
Saa kommer han dog tidt en Klippekant for nær,
Og, bumps, saa ligger han igien dernede;
Hist skrækker ham den lange Vei, som bringer
Ham til en nye, naar reent han troer den endt,
Hist Synet af hans Formands knuste Vinger,
Og hist og her en hovdløs Recensent.

Af eet af disse Poesiens Kar
Har alle de Poeter, kiære Læser,
Som ere til, som komme, og som var,
34 Øst Godt og Ondt, Moraler og Fadæser;
Een drak af dette, een af hint,
Og een og anden af dem begge to,
Adskillige drak saare fint,
Og somme drak prestissimo.

See Grunden her til Forskiel paa Poeter,
Hvi sande store sees saa sielden som Cometer,
Mens sande flettes Navn er altid Legio ;
Thi til det store Kar kan alle komme,
Som veed paa een og anden Viis
At trodse Folks, Formufts og Smagens Domme
Og Frue Kritikens Riis.
Af dette Kar har for og bag i Tiden
Bestandig drukket Millioner Mænd,
hvis Navne, Værker krøb for længe fiden
Ind i det Nul, som fødte dem, igien;
Og Musen gyser ved dem Dag fra Dag at skue
Formeered' i en rædsom Proportion
Det skiælvende Parnas med Undergang at true,
Hver stormende dertil paa sin Façon.

Faa, men des Større, seer man deres Navne,
Som drak og drikker af det ægte Kar,
Som naae det store Maal, fornøiende at gavne;
Men iblandt dem, som deraf drukket har
Fra første Gang til nu, drak ingen meer
End Evighedens ftraalende Homer ;
Ham fulgte Grækenlands og Latiums de store,
Udødelige Mænd, hvis Værker nytte, moere,
hvis Læsning drager fleer i samme Fied
Paa Veien til den lyse Evighed.

Ei Musen vil i chronologisk Orden
Opregne hver, som drak deraf, især,
Hvis ærefulde Navnes lyse Hær
35 Fra Syden straaler mod vort Norden -
Kun Eder Tre, som drak af denne Miød
Allene meer, end alle hine nød,
Hvis Minde Jorden evig helligt være:
Dig, store Schak'spear ! Britterlandets Ære,
Hvis mageløse Skaber-Phantasie
En digtet Verden fremgaae bød, hvori
Den virkeliges Himmel-Helved Syner
Med kildrende, med ængstende Magie,
Om Hiertet smiler og om Hiertet lyner;
Dig, Klopstok ! som den tunge Støvets Træl
Til Lysets Throne laaner Engles Vinger,
Og lænkeløst den himmelrykte Siæl
I Selskab med Udødelige bringer;
Og Göthe ! dig, som den beruuste Aand
Til Skiønheds Helligdom paa Roser leder
I Gratiernes Dands ved Amors Haand -
Kun Eder, Digterfieldets Fyrster! Eder,
Hvis Navne mørkne selv den glimrende Homer,
Saae Musen, mellem nye Tryllerier
Omtonet af uhørte Harmonier
Deraf saa vældig drikke, at til fleer
Der intet skulde blevet nu tilbage,
Hvis ei den Egenskab var givet denne Drik,
At, lig et Hoved paa Alcidens Drage,
Nye Miød sprang frem i samme Øieblik.

Og havde Skiæbnen blot forundet mig
Det halve af den Miød, den gavmild skienkte dig,
Min ædle Pram , de Danske Musers Ære!
Hvor vilde jeg da vis paa Digter Krandsen være!

Katten,
eller
Kiærligheds Triumf.

E ndskiøndt der intet Land i Verden er
Saa ganske koldt og haardt, at hist og her
Jo een og anden nyttig Urt frempipper
Blandt giftigt Ukrud - selv blandt Grønlands Klipper,
Ifald os siger sandt den gode Herr Bomare ,
Skal voxe deilig Kokleare -
Skiøndt intet Folk paa Jorden er saa dumt,
At jo en Enkelt man i samme hitter,
Der veed at skiælne mellem ret og krumt -
Endogsaa blandt de fordums Abderiter
Var een, der, hvis man skal Herr Wieland troe,
I visse Maader kunde gaae for to -
Epaminondas var en fød Bæoter ;
Og Anacharsis Geter eller Gother -
Zamolx , skiøndt gammel Scyther , var ret klog,
Og Peter , skiøndt en nye, var intet Fiog.
I Helved selv, hvor dog kun Ondt skal være,
Man finde kan Beviis for denne Lære;
Thi, naar i Tingen noget dybt man seer,
Saa findes selv i Miltons fule Vrævel
Vel een og anden ganske dydig Diævel;
Blandt Klopstocks een saa got som Engel er -
37 Blandt Munke var en Luther , og blandt Bonszer ,
For Resten Bonjer, glimrer en Konfuz ,
Dog troer jeg aldrig, at man mellem Monser
Vil finde nogen god og dydig Puus.

Jeg troer dem ei. Og, skal jeg sige sanden,
Endskiøndt jeg i de Rødes og de Blaas
Land- eller Søe Slag stod, som der skal staaes,
Maaskee saa stiv som nogen anden,
I Slag mod dem jeg sikkert løb min Kaas;
Og Slag mod Slag, hviS endelig skal slaaes,
Jeg sloges hellere med selve Fanden.

Kort, disse lumske Dyr er ikke mine Folk.
Jeg skyer dem meer end Mørkets Ildkrabater,
End Østers, usiet Melk, og Mecenater,
Og Vers af salig Agent Holk .

Tidt foretog jeg mig, for denne Leede,
Som jeg i Grunden fandt en dum Antipathie,
Alvorligen mig at helbrede,
Ved Hielp af Epiktets Philosophie ;
Og sagde til mig selv: den Viise skræmmes
Af ingen Ting; om Himlen selv faldt ned,
Saa staaer han som en Pæl paa samme Sted;
Hans Mod af ingen Fiende tæmmes,
Hans lige Gang af ingen Skiæbne hemmes -
Naturen raadner, Livets Opholdssted
Forvandler sig til Dødens; Uhumskhed
Og al optænkelig Afskyelighed
Omgiver ham i blodig Damp, han væmmes
Dog ei derved! -
Velan! vær viis, min Siæl! og trods Naturen!
Giør dig mod alt og mod dig selv til Knud!

38

Som sagt, saa giort: jeg trak mig Tænder ud -
Og læste Brægers Vers - og holdt det siette Bud -
Og holdt hver Søndag selv Herr Brølers Præken ud
Blot for at øve mig i Kuren:
Omsonst! - Jeg klistrede, med Hvidt af Æg,
Udskaarne sorte Katte paa min Væg,
For mig, lidt efter lidt, at vænne til Figuren:
Omsonst! - Jeg skrev paa Pullen af min Hat,
Som hængte lige for min Næse: "Kat";
Og læste dagligen Artiklen i Bomare ,
Til udenad jeg kunde den - Tarare!
Den første virkelige Kat, jeg saae,
Rev ned, hvad med saa megen Sveed og Svien
Mig havde bygt Moralphilosophien;
Og modløs lod jeg ligge, hvad der laae.

Kun, Elskov! du kan alting overvinde,
Din Tryllekraft giør en Orlando gal;
For Omphale maa selv Alciden spinde;
En Dalila kan eene Samson binde;
Du tæmmer Kiempe, Løve, Grib, og Hval,
Ja Guder selv. Saturnion nedstiger
Fra pigeløse Himmel hist og her
Paa Jorden, for at kysse kiønne Piger,
Til Spot og Spee for al Olympens Hær,
Foruden Hat, Paryk, og Tordenspiger,
Snart som en Svane, snart som en Dukat,
Nu som en Stud, nu som en Abekat.
Lyksalig den, som, Amor ! du beskytter!
Han kan alt hvad han vil, og rundt omkring
Han Slotte, Bierge, hele Verd'ner flytter
Paa Øieblikket, og som ingen Ting.
Den, du beskiermer, frygter ingen Fare;
Ham skrækker ingen Morder eller Tyr;
39 Han Penge til en Kaarde frit kan spare;
Ham Beester, Mennesker og Diævle flyer.

Men da min Muses Børn er hidtil faa,
Kun lidt bekiendte, mindre deres Fader,
Saa, at min Læser mig desbedre kan forstaae,
Vil jeg oprigtig her tilstaae,
At jeg af Kiærlighed er ingen Hader,
Men i al Ærbarhed og Tugt
Saamænd endogsaa har en lille Pige,
Der ei fortryder paa den smule smukt,
Jeg hende kan imellemstunder sige,
Skiøndt det er ei saa smukt som det, Catull
Sin Lesbia tilnynned, og Tibull
Sin Delia , ved kiælentstemte Lire
(Men dem hun kiender ei, og mig hun er lidt huld)
Og denne Pige, som for al Mogolens Guld
Jeg ikke bytted bort, hun hedder her Zemire .
Nu veed enhver, som eengang elsket har -
Og andre veed det af Romaner
Og Skuespil - at mellem andre Vaner,
Der hænge ved den arme Elskovs Træl,
Som, for Exempel, tidt at slaae sig selv ihiel
(For hvilken, Cypris , du mig allenstund bevare!),
Er i Besynderlighed den:
At hoppe, helst i Qvæl, til den Tilbedte hen,
Endogsaa med den allerstørste Fare.
En Elsker er bestandig Helt .
Cupido har, som Fader Naso siger,
Trods Generalen Mars sin Leir og Telt;
Og den, som løber efter kiønne Piger,
Er i bestandig Strid og Feldt,
Saa got som nogen anden Kriger.
De spionere hver, paa Mark, og Bal,
Hin Fiendens Hær, og denne sin Rival -
40 Naar Mavors Søn en Fæstning hist beleirer,
Og throner paa nedbrudte Taarnes Gruus,
Saa denne bryder Vindver op, og seirer,
Og rask slaaer Lygter ind i lystig Ruus -
Hin trygge Fienders Søvn er vel tilpas,
Med Slummer har en Elsker og sin Spas -
Kort, disse tvende ligne saa hinanden
I alle Ting, som man kan see
Hos Naso nok saa got som hos en anden.
Han gaaer i sligt ei blot for to, men tre.
Jeg just saa ganske nøie veed det ikke;
Men han forstod den Sag til Punkt og Prikke -
Desuden alt at sige, hvad man veed,
Med alt for stor Omstændighed,
Det er saa hvad det er. Paa mange Steder
Den gode Naso dette selv begræder.

Men, til Materien igien at komme,
Jeg mangler, mærker jeg, en Smule Blye,
Og svinker noget meget. Maaskee somme,
Der ikke vide, Pegasus er skye,
Vil finde min Maneer for nye;
Endskiøndt de selv dog, med Forlov at sige,
Saa vidt man undertiden kan forstaae,
I Ting af større Vægt saa ganske lige
Just ikke altid gaae;
Men det er egentligen deres Sager,
Som mig i Grunden her aldeles ikke rager -
Og, for at komme til mig selv igien,
Saa, da jeg har beviist, at Amors Ven
Er Helt, og sagt, at jeg har selv en Pige,
Saa følger deraf overmaade lige:
At jeg er ogsaa Helt. - Men Helt og Helt er to;
Gemeene Heltes Navn er Legio.
41 At Efterverdnen mig bør blandt de sieldne prise,
Vil, haaber jeg, mit Eventyr bevise.

For her at undgaae slem Logomakie,
Saa sættes (Forord volder ingen Trætte):
At Heltemod især bestaaer deri,
At leve, naar man kan - og døe som Mette ,
Som Grethe, Jesper eller Skrædderen:
Det er at sige: smukt staae op igien;
Thi døe er ingen Sag - det kan jo paa min Ære
Hvem det skal være;
At leve derimod, see, det er Tingen!
Det kan i vore Tider næsten ingen -
At sige, naar det galdt; jeg regner ikke den,
Som kan gaae i sin Seng, og kan staae op igien,
Foruden Farlighed, og ei alleene leve,
Men blive til to, tre; og være tyk og feed,
Og tankeløs og ubekymret sveve,
Som Herremand, Bormester eller Greve,
I rolig Claussimplexisk Salighed -
Det kommer ikke Sagen ved;
Men midt i Nattens Mørk, omlynet allevegne
Af blege Rædsler, og dog ikke blegne;
Hvor Øiet vendes, mødt af Helveds hele Magt,
See Diævel, Mørk, og Skræk med ligestor Foragt;
Med Øre, dirrende ved Zahras Løvers Vrøl,
Kun høre: Kiemp og vind ! imellem hvert et Brøl;
Med Næse, lugtende kun Damp af Aadselkuler,
Som den, der stiger op af gamle Dragers Huler,
At fnyse kiek, og selv naar Jordens Axel knak,
At tage sindigen sin vante Priis Tobak -
See det er Heltemod. Endskiøndt den hele Scene
Er, trods Anstrængelsen af min Camene,
Kun skildret mat -
Som Læseren nok selv vil finde, naar jeg siger,
42 At den skal forestille mig som Kriger
I Tvekamp med en Roland af en Kat.

Hver Elskovs-Atheist i slig en Scene
Vist havde spilt sin Rolle meget slet;
Kun Elskeren, kun Elskeren alleene,
Skiøndt bunden, fanges ikke her saa let.
Hver anden tabte Modet, som jeg tænker:
Kun Amors Slave kiender ingen Frygt.
Min Siæl er kiek i min Zemires Lænker,
I hendes Slaverie jeg lever trygt.
Ei tynge disse Kiæder; men de lette
Med Lynildstraalens susende Galop
Min glade Aand høit over Jorden op,
Og den ved Siden af Kronion sætte.
Stolt skuer jeg paa Jordens Farer ned
Igiennem Glandsen af Zemires Smile,
Og frygter ei den nære Tordenkile,
Om end min Sidemand var nok saa vred;
Tryg, om end alle Himlene nedtordned,
Jeg flytter ei en Fod, men bliver paa mit Sted,
Om for mit Øie alle Sole sortned'
Og alle Kloder under mig bortgleed.
Saa mægtig er din Troldom, Erycine !
Den, du fortryller, ingen Fare skyer,
For ham er Spøg, hvad andre synes Pine,
For ham, skiøndt ubevæbnet, Ulve flyer.

Herpaa er jeg just ei det eeneste Exempel:
Horaz stadfæster det: han kiendte Elskovs Magt
Saavelsom jeg, var Helt, Poet, og uforsagt;
Og snurrigt nok, vi to (alt vel tilsammenlagt)
Har overalt saa got som samme Stempel:
Han i Venusium var født, jeg i Korsøer ;
Han levede paa Landet, jeg i Byen;
43 Han løfted Cæsar og Mecen til Skyen;
Før jeg giør sligt, af Sult jeg heller døer;
Han kyste tidt tre, fire, fem, sex Piger;
Jeg een - og neppe det, som somme siger;
Han slukkede sin Tørst med god Falerner-Viin;
Med Peblingsøens Vand jeg slukker min;
Han var en stor Poet - og jeg en lille:
Kort sagt, naar, uden Frygt for Aristark ,
Jeg sammenligner os à la Plutark ,
Saa kan man os knap fra hinanden skille.
Og Elskov gav os Mod, at trodse begge to,
Han den sabinske UIvs, jeg Siellands-Kattens Kloe.

For nogle Dage, hvilken dog saa lige
Jeg ikke torde just med Vished sige;
Nok er det, at det var engang en Dag,
Jeg tog mig for, at komme, see, og vinde
Min hidtil demanthærdede Gudinde,
Som ikke var saa ganske let en Sag.
Man mærke vel, at jeg aldeles ikke
Er nogen Paris eller Ganymed ,
Og ikke synderlig kan Fruentimmer stikke
I Øinene, saa vidt jeg veed;
Thi alt, hvormed man Damerne behager,
Alt hvad det smukke Kiøn især indtager,
Smaabitte Fødder, og en smuk Frisur,
En smidig, let og ledeløs Figur,
Der i forunderlige Caprioler
Har Centrum Gravitatis hist og her,
Snart i sin Hat, og snart i sine Saaler;
En Vittighed, som, naar og hvor det er,
Kan eene, hele Timer, tækkelig
Trods sund Fomuft, for hele Kredsens Næser,
Frembringe Myriader af Fadæser -
Alt sligt har umild Skiæbne nægtet mig.
44 Og derfor er det ei at undre over,
Om jeg maae giøre mig en smule Flid;
Kun Hofmænd, Prindser, Guder alting vover
For første Gang - jeg bruger mere Tid.
Jeg er ei Mars , om hvem Ovid fortæller:
Han kom, og saae, og vandt sin Sylvia ;
Hans Maade var desuden ikke heller
Heroisk, naar man regner alting fra.

Men i min Rad igien! Man saae mig før
Tæt uden for min Herskerindes Dør.
Og, afsagt Hader af de spanske Skikke,
Der blev jeg ikke -
Jeg smukt gik ind, som andre Mennesker,
Og hilste, satte mig - og saa var det ei meer.
Thi om jeg nu engang med Foden sagte stødte,
Vist uden Forsæt, paa den Skiønnes Fod -
Om mine Øine stundom hendes mødte,
Og hendes mine - om en Smule Blod,
Avist hvorfor, ved slige Leiligheder
Op i de rosenhvide Kinder foer -
Og om der banked noget, visse Steder,
Og hæved noget vist, jeg veed ei hvor -
Om et og andet giennem Siælen foer -
Og om jeg svømmed i et Hav af Glæder,
Og undertiden næsten drukned heel
I Elskovs underlige Saligheder -
Det giætter, i det mindste for en Deel,
Enhver forelsket Povl og Peder.
Men, een Ting giætter Læseren dog ei:
At nemlig midt i denne Hurlumhei
Af Tryllerier, midt i dette Glædens Eden,
Var, som i hvert et Paradiis herneden,
En Slange skiult. Hvor findes varig Lyst,
Naar ikke selv ved min Zemires Bryst?

45

Jeg sad i Himlen selv - jeg saae kun dig, Zemire !
Og saae kun Guders Syner i hvert Blik -
Jeg aanded Ambra - hørte Solens Lire,
Og Sphærernes Musik -
Jeg holdt din Haand, og følte Evalds søde,
Henrykkende jeg veed ei hvad -
Jeg kyste den, jeg smeltede, jeg døde
Paa Stolen, som jeg sad,
I meer end Engles Salighed - jeg rørte
De høie Himles Himle med mit Haar -
Kort sagt: jeg aanded, følte, saae, og hørte
Alt hvad en lykkelig Poet formaaer,
Jeg voved selv et Kys - og nu svandt Jord og Himle -
Jeg Verden saae som lillebitte Nød,
Som Erter saae jeg Menneskene vrimle;
Og Skibe smaae, som Fingerbøller, flød
Paa Havet, der mig syntes ikke større
End en Kop Kaffe - men hvor got jeg saae
Paa disse Ting, saae jeg dog ei, desværre!
En Kat, som tæt ved mine Fødder laae.
I Muser, som de høie Qvad indgive,
Du, Sult! og du, som burde nævnes først,
Poeters egentlige Moder, Tørst!
O hielper mig pindarisk at beskrive
Dens Øine, Hale, Skiæg og fæle Kloe!
Nu gielder det! o! hielper begge to,
At det en smule høit og frygteligt kan blive!
Skiøndt alle Lignelser er vist nok her for matte -
Med Katte kan kun sammenlignes Katte.

Som blodig Himmelriis, den flammende Komet
I Nattens Svælg - som Hvalen, naar den fnyser,
Og giennem hekkenfieldske Næse nyser
En Flod, saa stor som Styx, mod Himlen op,
Og Gallioten med sin Rumpe slænger,
46 Som liden Slyngesteen, fra Dybet af med eet
Op paa det svimle Teneriffas Top -
Som Ceilons Elefant, naar den ei længer
Vil leve, river Skovens Eege ned,
Som det var Kieppe i et Erte-Bed -
Som afrikanske Løve, naar den brøler,
Og døver over tusind Tordners Knurr,
At Øret deres Skrald ei mere føler
End, naar det tordner, Sværme-Biers Surr -
Som naar Orlando furioso raser
I en Ballet - som salig Don Qvixott ,
Naar han forbittret over Sanchos Phraser
Troer Hyre-Huus, og Kroe, er hver et Slot,
Târ Møller an for Kiemper, splitter, sprætter
Hver Vinge; dræber Geeder, Faar og Sviin;
Og ynkeligen myrder alle Jetter,
Selv dem, hvis Liv er Lær, hvis Blod er Viin -
Som Loke sees med Tordentrin at trampe,
Svøbt i en tifold høi Zemblaisk Storm,
I Udgaards Huulers edderfulde Dampe,
Imellem Fenris, Hel , og Midgaards-Orm -
Som Miltons Satan , naar han tungt fremtriner
Paa Tydsk, i Zachariæ tunge Vers,
Blandt Himmelmagters brændende Ruiner,
Hvis Ekko tordner, brøler, hyler, hviner
I hele Helvede paa langs og tvers -
Som Døden - som den Sveitserske, der sidder
Ved Porten af det fandenske Hotel,
Den stygge Frue Peccatum , der saa vel
Er dannet oven til, men giøer og bider
Med Hunde-Gab i begge sine Sider;
(Den stygiske treflabbede Bulbider
Er ei saa slem) hun har et heelt Dosin
Af Hov'der til at skrue ud og ind,
Hvormed hun holder Vagt til alle Tider
47 Ved Demank-Porten. Siger Milton sandt -
(Og jeg veed ikke, hvad han vandt
Ved her at lyve) Satan selv en smule
Perplex og heed om Øret blev den Gang
Han hørte denne Helved-Scylla sang,
Og havde Møie med sin Skræk at skiule,
Da hun sig reiste fra det Sted, hvor hun er sat,
Og med et Brøl, som alle Helved-Gruber
Igientog, spyede Ild og Gift af alle Struber -
Ei anderledes var at skue denne Kat.

Men jeg, som sagt, var Helt. Og skiøndt jeg vel, som Fanden,
Forfippet blev, saa tumled jeg dog ei,
Som ofte før, paa Gulvet; men, som Manden,
Som Helten sad jeg kiæk, og gik ei meer min Vei.

See! det var Kraften af dit Smiil, Zemire!
At jeg vel blev en lille smule bleg,
Og glemte Lyden reent af Solens Lire,
Og Sphærernes Concert, og Guders Blikke,
Og al den hele Himmel-Leeg;
Og at jeg i de første Øieblikke
Saae ikke meget synderligt
Til Erter, Fingerbøller, eller sligt -
Det negter jeg aldeles ikke.
Mig syntes tvertimod, at alt blev ganske sort -
Zemire saae jeg som en Soel i Natten;
For Resten saae jeg ikke stort;
Thi alt det øvrige var rullet bort,
Saa nær som - Katten.
Jeg var desuden allerede før,
Som man har seet, i Hovedet lidt ør.

Imidlertid, saa længe dette varte,
Zemires Omsorg ingen Møie sparte
48 For at faae jaget Peis paa Dør;
Men denne Periander iblandt Peiser
Sig op paa begge sine Bagbeen reiser,
Og mod Zemire selv udstrækker sine Kløer;
Med meer end diævelsk Grusomhed han ridser
Et blodigt: Op til Kamp ! i kiælne Fingerspidser.

Mon Pyramus , da han sin Thisbes Blod
Indbildte sig at see - mon Lybiens Løvinde,
Naar hun saae stiaalne bort de Unger, hun forlod,
Saa rasede, som jeg i dette Øieblik,
Da jeg, Zemire! saae dit Blod at rinde?
Titusind Løvers Mod umiddelbar jeg fik,
Og følte Styrke til at knuse Millioner
Langhalede, langøiede Neroner.
Med Lynets Fart jeg op af Stolen foer,
Som den opbragte Hval fra Zemblas Klippers Rødder,
Naar man Harpunen i hans Nakke støder -
Og Tanken i min Siæl var lutter Mord.

At skue var jeg vist forfærdelig:
Thi min forkyeste blødende Gudinde
Blev mere ræd for mig end for min Fjende,
Og flygted i en Krog at skiule sig.
Forskrækket fløi Forræderen omkring
Paa Borde, Bænke, Stole, rundt i Salen,
I mange skrækkelige Spring,
Indtil jeg endelig fik Fyren fat i Halen.

Af Stentor ingentid man hørte saadant Skrig;
Ei trufne Krigs-Guds Brøl i den Trojanske Krig -
Ei Gunilds Kats, dengang Jens Blok paa ham fik fat -
Ei alle Tordners Skrald - ei alle Stormes Larme,
Var meer end Anes Skrig i Mester Jespers Arme,
Imod det Skrig, som foer af Struben paa min Kat.

49

Fortvivlet snoer han myrdevante Fødder
Omkring min Arm med rædsomt Mjau i Mjau;
Den nøgne Finger i hans Strube bløder,
Men tvinger, trods den Gift, hans Bid indgyder,
Trods Strømmen af det Blod, som uophørlig flyder,
Af Helten ei engang Fragmentet af et Au!

Staalhandsker havde dog Prinds Jørgen paa,
Dengang han kiemped mod Lindormens Tænder;
Han ei med mig i Ligning her kan staae,
Som nøgen var paa begge mine Hænder.

Origenes holdt eengang Haand i Ild;
Men deels er Ild kun Spøg mod KatteÆænger -
Desuden holdt han Haanden ikke længer,
End til den blev for varm, som nogle sige vil.

Matrosen , der med nysafhugne Hænder
Holdt Svenske-Skibet fast mod sine Tænder
Trods alle Næsepuf, mig ligner heller ei;
Thi, reent ud sagt, han giorde meer end jeg.

Omtalte Herr Jens Blok som jeg ei heller stod;
Thi Bogen siger, at han stod aldeles ikke;
Hans Tvekamp ellers min er lig til Punkt og Prikke,
Undtagen for saa vidt jeg flytted ei en Fod.

Kun Samson - ja! kun Samson (notabene!
Som han i Kongens Have staaer
Med blottet Arm i Løvens Gab) allene
At ligne mig i denne Post formaaer,
Som Samson altsaa - dog naar rigtig Tingen
Jeg overveier, stod jeg ei som han -
Som Herkules - ei heller det gaaer an -
50 Som, jeg veed ikke hvem - jeg stod, som ingen -
Jeg stod, som ingen haver staaet før
Af alle Verdens staaende Personer,
Trods alle Heraklider og Samsoner ,
Med Katten i min Haand tæt ved Zemires Dør.

Min fromme Læser alt begynder
At ynkes over, at jeg der saa længe staaer,
Og undrer sig, hvi jeg mig ikke skynder
Og Katten ud af Dørren faaer?

Men, sandt at sige, stod jeg der ei længe;
Thi hvad er Mod foruden Sindighed?
Zeus selv sig skammed ikke ved at slænge
Engang, da han blev stødt, Vulcanus ned.
Endskiøndt i mange Slags Omstændigheder
Jeg ikke skiøtted om at være Zeus for lig,
Jeg fulgte hans Exempel; det, som klæder
En Gud, saa tænkte jeg, kan ogsaa sømme mig;
Jeg derfor tog min Kat, som Zeus tog Smed og Krykken,
Og hvirvlede ham ud af Stuen i en Ruf,
Endogsaa deri stor, at Fanden faldt paa Ryggen
Og, til min store Fryd, krepeerte af sit Puf.

See! det var Virkningen af Amors Pile!
O Elskov! hvad kan lignes ved din Magt!
O! hvad kan lignes ved Zemires Smile!
De skabe Siælen stor, og stolt, og uforsagt.

Ja, Elskov, det var dig, som skabte disse Helte,
Prinds Jørgen, Samson, Herkules , og mig ,
Som Drager, Løver, Hydrer, Katte fældte!
Du gav os Mod; vi fældte dem ved dig.
Og evig derfor skal fra Harpens Strænge lyde,
51 O Elskov! din udødelige Priis,
Og Hymner om din Tryllemagt skal fryde
Zaharas Heeder og Kamschatkas Jis ;
Og Digtre skulle deres Penne spise
For at udfinde Ord, som rime sig paa umf ,
Naar de dig vil i al din Høihed prise,
Og synge Eventyr om Amor i Triumf .

Jeppe.
Et siællandsk Eventyr.
I ti Sange .

Første Sang.

Indhold.

Da følgende Fortælling er saa. lang,
Har man afdeelet den i smaa Capitler ,
Hvoraf ethvert af Spøg betitles Sang ,
Alleene for at giøre Nar af Titler;
For Læseren sin Møie lidt at lette
Med Giennemlæsningen blev disse til;
Af samme Grund man ogsaa sætte vil
Et Indhold foran hvert, som foran dette.

J eg, som tilforn, med Piben i min Mund,
Om Vinteraftner, i den mørke Stue,
Med Purken paa mit Knæe, saa mangelund
Sad i en huuslig Kreds for Kakkelovnens Lue,
Og lyttende Mama, Papa, og Purk
Fortalte gamle Spøgelse-Mirakler
Om Trolden Find , og om de tolv Spektakler
53 I Borreveile-Skov, og Ridder Rød , den Skurk -
Jeg om en stakkels Bonde her fortæller
Et pudsigt Eventyr, saa snurrigt som jeg kan,
I Vers, hvori min jordiske Forstand
Beleirer ingen af de himmelske Kasteller,
Ved paa gigantisk Viis, i tydske Constructioner,
At dynge Ossa-Ord paa Udtryks- Pelioner .
Forstaaelig for mig selv og for enhver,
Jeg stræber, mig og Næsten at fordrive
Eet kiedsomt Øieblik, om ikke fleer,
Ved i ti, tolv Capitler at beskrive
Min Jeppe (det er Heltens hele Navn),
Hans Hest, hans Viv, hans Hund, og Tog til Kiøbenhavn.

Apollo! Pegasus! Camene! Sanggudinde!
Pimplea! Muse! Pieride! kom -
Nei! kommer mig ei nær! - jeg eene dennesinde
Kan, uden eders Hielp, hvad jeg fortæller om,
Begynde, giennemgaae, fuldende.
Jeg ei bønfalder denne Gang
Den mindste Gud, Gudinde, Nymphe, Pige;
Selv ikke Tørst og Hunger , disse tvende,
Som ellers tidt, trods andre Muser, tvang
Poeter til, vor Verden at berige
Med Fidibusser, og deslige.

I fordum Tid, da Dannemark var dansk;
Da Dyden agtet blev, endogsaa hos en Staader,
Og Laster skiultes ei bag Slør af høie Naader;
Man leved' ei paa Tydsk, og ei sov hen paa Fransk;
Da man i Kirke gik for Prækenen at høre,
Og ikke for Erobringer at giøre;
Just ingen Irus reent, og ingen Krøsus var;
Da man ved Alchymie saa let ei kunde skabe
En Doctor af en Kat, og Raadmand af en Abe;
54 Da Hesten kaldtes Hest, og Junker Fix en Nar;
Da Liberie var ei den bedste Vei til Brød,
Og Mangel paa Patron just ei den visse Død -
I denne Fabel-Tid, som Holberg har beskrevet
Saa smukt i Paarses Bog - maaskee lidt overdrevet -
Lang Tid før Calmar -Krig - om tusind Aar, om tre?
En lille Feil deri man gunstig oversee!
I Peking og hos mig, Kronologie om Tingen
Staaer fast paa samme Fod, og næsten paa slet ingen -
Jeg knap med Vished veed, hvor længe før min Død
Jeg selv blev fød,
End sige meer - jeg gaaer mit Skud til Nød
I Tiden frem, men saare slet tilbage -
Kort: i den gode Tid, i Gubbens Ungkarls Dage,
Der var engang en Mand, og Jeppe Manden hed,
Som dog, uagtet de saa gyldne Tider,
Han leved' i, sig ønskte sommetider
Did, hvor man ønsker sig, naar man ei bedre veed.
Han Bonde var; og skiøndt han spared' ingen Møie
Med i sit Ansigts Sveed sin liden Jord at pløie,
Saa maatte han dog al den Nød og Trængsel døie,
Som Bonden sukker ved den Dag i Dag,
Og som er ei saa ganske skiøn en Sag.
Misvæxt slog ind; han selv, hans Børn, hans Heste
Blev syge; Skatterne blev ei betalt;
Den Smule, som han havde før til Beste,
For Laanekorn til Herremanden faldt;
Og endelig - saa gaaer det - arme Manden
Blev i sin Sveed og Graad fra Gaarden slængt.
Sligt Knæk har tidt forvoldt, at een og anden
Sig selv tilsidst i tomme Loe har hængt.
Og, mellem os, om jeg skal Sandhed sige,
Saa seer man vel vor kiære Pebling-Søe
Besøges tidt af mangen Karl og Pige,
Der ei har nær saa god en Aarsag til at døe.
55 Langt fra jeg noget Selvmord Bifald giver,
Endog det bedste var, og er, og bliver
En hedensk Heltedaad, meer Skam end Ære værd;
Men i sin hele Glands min Helt fremskinned her.
Han stoisk bar, foruden Hielp af Strikke,
Sin Herremands og Skiæbnes Gruesomhed
Med en forunderlig Bestandighed,
Hvis Lige Helten selv fra Uz fremviiser ikke.

For heelt at fylde Mandens Modgangs Skaal,
Ham Skiæbnen havde, som benævnte Helt, en Qvinde
Beskaaret, ret en ægte Diævelinde,
Der paa den arme Mand bestandig giorde Kaal
I Velmagts Tid, men nu ham trak for Skiæver
I Modgang, ikke blot med Ord, men Næver.

Den smule Haar, jeg har paa Hov'det, reiser sig
Ved at fortælle, hvor meduselig
Moer Birte mod den arme Jeppe foer,
Da Fogden borte var, hvis sidste Torden-Ord
I Stuen lød endnu: " Herud, I Kieltringtøi! "
De bange Børn omkring den arme Fader fløi,
Og spurgte grædende: hvorfor mon Fâer dog græder?
"O! gid jeg kunde græde jer
"Lidt Brød, lidt Brænde, Huuslye, Klæder!
"Trøst dem, Moerlille, giv dem hvad her er!" -

Som sultne Bindehund giøer, bider af en Staader,
Moer Birte nu sprang frem, og tog til Ords,
Forfærdelig, som Avind i Per Paars ,
Ei ulig Fandens kiødelige Moder:
"Nu har du det saa got, dit dovne Drog!"
(I det et vældigt Ørfign Mandens Øre
Saa døved', at han knap det halve fik at høre)
"Hvad sagde jeg? du altid var saa klog!
"Nu har du det saa got, din Dosmer, - giorde jeg
56 "Din Ret, saa fløi dig nu en Træskoe i hvert Øie,
"For mig du har holdt huus! - nu kan du gaae din Vei -
"Det skal en stakkels Kone døie -
"En saadan Slyngels Dovenskab og Sviir!
"Og tænker du, jeg længer hos dig blir -
"Nei! du skal suurt og dyrt betale!
"Nu sidder du en kiøn! din Hanrei! og saa sandt
"Jeg hedder Birte! " - Længer i sin Tale
Hun dog ei kom; thi Hoved indtil Hale,
Saa drøi han var, nu Konen Manden fandt.
Hvad enten Vægten af de mange Puf,
Der fulgte paa hinanden i en Ruf
Af hendes Haand i Heltens Næsebore -
Hvad heller Ordet Hanrei for vor Helt
Af egen Kones Mund klang alt for fælt;
Nok sagt, for første Gang hans Næver fore
Saa rask mod hendes Haand- og Mundgevær,
At hun ei svared' eet til tusind meer.
Paa Gulvet tumled' om den hidsige Matrone,
For første Gang nedstødt fra konelige Throne.

Men ak! der skrevet staaer i Skiæbnens Bog:
Uhevnet ingen Mand sin Kone slog,
Især naar hun slog først! Man siden vil erfare,
Hvor dyrt vor Helt den Seier kom at staae.
Hver Ægtemand sig derfor tage vare,
Hvis ham hans Kone slaaer, igien at slaae!

Jeg haaber, den Moral mig vorde vil paaskiønnet
Af hele dyrebare smukke Kiønet.

57

Anden Sang.

Indhold.

Lidt meer om Heltens Tilstand. Et par Ord
Om Venskab, oa. en Pythias blandt Heste;
Som nyt Beviis paa hvad Herr Pope troer,
At denne Verden er den allerbedste.
En Skov-Tildragelse. Vor Helts Maneer
At fælde Greene paa. Man seer Orakler.
Spaadomme, sorte Kunster, og Mirakler
Forkynde slemme Ting, og volde fleer.

S aaledes endedes med en Rondó
Vor Ægteskabsduet. Sligt tidt desværre hender.
Er Krybben tom, saa bids endog fiirbeente Venner -
End sige Venner, som kun gaae paa to.
Kan Dyr i visse Fald sig ikke got forlige,
Der i en evig Dumheds Roe
Dog endnu stedse leve, bygge, boe,
Hvad skal da Menneskene sige,
Der eengang have spiist af Kundskabs Træ,
Og derfor ikke leve meer som Fæ
I Fred, men over alt philosophere -
Det er at sige: disputere?

Hvert Øieblik var næveblandet Kiv
Imellem fromme Jeppe og hans Viv.
Imidlertid den Kiævlen bragte Manden
Lidt efter lidt
(Som al Philosophie, der gaaer for vidt)
En lille smule fra Forstanden.

58

Hans hele Herlighed bestod
I en elendig lille straatakt Hytte;
Hans Kone, som med philosophisk Blod
Han for den mindste Vogn-Hest vilde bytte;
Hans Børn, hvis Nytte heel var negativ,
Da han ei havde Jord, de pløie kunde,
Men derimod de Stakler havde Munde,
Som kunde spise meget positiv;
Hans Hest, der paa sin Viis med ham sin Skiæbne bandte,
En soleklar Copie af Rosinante ;
En Vogn, en Øxe, lidt Taalmodighed -
Det var, som sagt, hans hele Herlighed.

At ingen er til alletider,
Naar man betragter alt fra alle Sider,
Fuldkommen lykkelig paa denne Jord -
Den Sætnings Rigtighed jeg troer
Enhver med begge sine Hænder
Kan tage paa, skiøndt han just ei er overklog;
Skiøndt Flaccus, Solon, Sirachs Bog,
Og Ægteskabets Skole han ei kiender;
Men, at der ingen er saa reent ulykkelig,
At Lykken ham et Kys jo stundom giver -
Den Sandhed er lidt meer utydelig,
Endskiøndt den, hvor det gaaer, dog evig Sandhed bliver.

Den velbemeldte Hest beviser her min Sats,
Hvad Jeppes Tilstand angaaer. Al den Qvide,
Han maatte hos sin vrantne Kone lide,
Forsødede Peer Asen ham. Horaz
Ei elskte høiere de Smukke,
Mecenas , eller sin Falerner-Krukke,
End Jeppe dette kiære Krik,
Som i sin Velstand han paa Eegskovs Market fik
For rene tyve Daler. Ikke kiender
59 Historien to slige Venner;
Alt, hvad Poeter os om Pylades, Orest ,
Om Nisus og Euryalus fortæller,
Om Damon, Pythias ; og kort, hvad Fablen melder
Om Venner - spaadomsviis forklares best
Om vor forfulgte Helt, og om hans Hest .
Paa slig Bestandighed hos Venner
Jeg eet Exempel i Historien kun kiender,
Hin Sancho nemlig og hans Rucio -
Ifald man ellers kan den Moor, Hamete , troe.

Hvad enten nu Peer Asens sædelige
Sagtmodige Gemyt, som, sandt at sige,
For ret at skildre det i Hast,
Med Birtes dannede den sandeste Kontrast;
Hvad heller det, at ingen deelte mere
Med Jeppe hans Gienvordighed
End dette fromme Dyr, til denne Kiærlighed
Var Aarsag, vil jeg ikke decidere.
Om, mueligt og, en Art af Harmonie
Imellem Siælene, den Sympathie,
Der tales om af somme Pythagorer:
Som, for Exempels Skyld, om Jeppes Faders Siæl,
Da den foer ud, foer ind i Føllets Næseborer -
Alt det kan passe sig til Tingen saare vel;
Men hvilket det nu var, jeg her randsager ikke,
Slig Grandsken kan sig kun for Philosopher skikke.

I Nøden føler man først Nytten af en Ven;
Hvis han ei hielpe kan, saa kan han dog forsøde
Vor Sorg; hans Hierte kan med vores Hierte bløde;
Og fælles Lidelse bestandig lindrer den.
To bære meer end een; derfor blev Ægtestanden:
Er Vennen ikke der, saa søger man en anden.

60

Saa gik det Helten her. Af hver en Moders Siæl
Forladt, behandlet af hans Kone som en Træl,
Af Stuen jaget ud ved hendes Tunges Rasen,
Han klagede sin Nød med Taarer for Peer Asen ;
Og, mens han klapped' ham, og gav ham mavre Foer,
Vel stundom og et Kys, brød ud i disse Ord:

"O! du, min eeneste, min sidste, bedste Ven!
" Peer Asen ! hvordan lever du, min Broder?
"Du seer saa maver ud! din Stakkel svinder hen
"Af Sult, og Sorg for mig! nu er jeg kun en Stodder!
"Og ikke nok med det; men Qvinden - vidste du,
"Hvordan hun holder huus med mig ulykkelige!
"Hun uophørlig skielder, smelder nu
"Mig arme Mand; ei hør jeg hende sige
"Det allermindste trøstelige Ord;
"Kun Dosmer, Hanrei, Slyngel, og deslige -
"Jeg gaaer, Peer Asen , reent i sorten Jord.
"Du græder, kiære Beest! - o! gid du var min Qvinde,
"Og Birte Hest som du! - o! gid det kunde skee!
"Som Dug for Solen seer jeg dig forsvinde,
"Og kan ei redde dig! o! vee os begge! vee!"
Saa klaged' han sin Nød i Stalden meget ofte,
Og tørred' Øinene med haarde Vadmels Kofte
Paa sig og Hesten, som han troede: græd.
Og rigtig nok Peer Asen stod, og talte,
Medlidende, ved saadan Leilighed
Ei mindste Ord, som om hans Taarer Stemmen qvalte.

Det hendte sig, vor Jeppe var en Dag
I Skoven med sin Vogn og med sit Asen ,
Og hugged Brændsel i Buskasen.
Men hvordan det nu gik med denne Sag,
Saa kom han op tilsidst i en anseelig Bøg,
Og satte skrævs sig paa en Green af samme,
61 For at afhugge den tæt inde ved sin Stamme.
Nu var just Greenen tyk og drøi,
Saa han, for des beqvemmere at raade
Sin Arm og Øxe, satte sig
Just som en anden aldrig satte sig
I lige Fald, paa meest forkeerte Maade.
Han bar sig derved underligen ad;
Kort: for at være sikker paa sit Rammen,
Han hugged just imellem sig og Stammen.

Til at faae Greenen af han altsaa rigtig sad
Beqvemt og mageligt; men Følgen, at
Han vilde dumpe med, naar denne drat,
Derom han drømmed ingenlunde,
Men hugged rask og ubekymret til
Paa Greenen Hug i Hug af Hiertens Grunde. -
Sligt var jo gal Mands Værk; det jeg ei nægte vil;
Jeg langt fra ei hans ny Maneer berømmer;
Men, kiære Læser, førend du fordømmer
Min Jeppe reent, saa tænk dig lidet om,
Og spørg dig selv, om du har aldrig hugget over
Den Green, du sidder paa? - Dog dette lader som
Moral, og ak! Moral man gierne lover,
Og sover. -
Saa tænk om Helten Jeppe hvad du vil!
Nok, at han sidder der - og hugger trøstig til.

Imidlertid i samme Øieblik
Tre sorte Mesterlectianer
(Forstagne Klipperter, Slaglosianer)
Spadserede forbi, og Øie paa ham fik;
Men rolig han blev ved at hugge paa sin Bøg.
Uagtet Hiertet altid gierne hopper
I Musers Sønner ved Spektakler og Spilopper,
Saa syntes disse tre det dog for slem en Spøg,
62 Om Manden dratted' ned og slog sig reent i Stykker;
De raabte derfor alle: "Gale Mand!"
Og Ekko selv dem hialp og gientog: "Gale Mand!
"Skynd, skynd dig hurtig ned, før Greenen rykker
"Dig ned med sig- den knager alt - et Hug!
"Saa dumper den, og du vil ligge der en smuk!" -
"Hvad," raabte Helten ned fra Træet, "Sludder Sladder!
"I vil nok narre mig, saavidt jeg seer;
"Pas I jer Bog, og lad mig være den jeg er!
"I er nok af de Sorte, som det lader!
"Men vil I lyde mig, det bedre var
"I gik paa Skolen, end at holde Folk for Nar."
Og han hug til igien. - "Ja, ja! pas paa!
"At vi har spaaet dig sandt, du snart at see vil faae!" -
Hyp! hyp! - nu kommer den - hyp! hyp! - og krak!
Der laae vor Jeppe - Greenen knak,

Tredie Sang.

Indhold.

Skiælv altid, usle, svage Dødelige,
For i de Ting, den viise Himmel bød
At ligge skiult i Hattens sorte Skiød
Til Held for dig, nysgierrigen at kige!
Læs det Kapitel i din Skiæbnes Bog,
Som Viisdom selv at Iæse dig tillader,
Dit førte Liv. At læse frem ad skader
Din Rolighed; og Døden kommer dog.

H alvdød af Puf og Skræk han laae et par Minuter.
De Sorte fik ham endeligen op
Paa Beenene. - "Det var et Pokkers Hop!
63 "I sagde mig det nok, I kiære Substitutter,
"Apostler, hvad jeg maa Jer titulere for -
"Jeg seer, at I tilgavns den sorte Kunst forstaaer;
"Og I er sikkert alle tre Magister,
"Propheter, eller, naar jeg seer mig til,
"Hvis Fanden ikke har dermed sit Spil,
"Tre fierdedeel Evangelister."

"Ja, rigtig nok, men ikke vores Ord:
"Vi kan en smule meer end netop Fader vor." -

"Ja, det har jeg havt Prøve paa, som svier!
"Jer Spaadom gav mig her et Pokkers Sting.
"Men, gode Horrer! bier lidt, o bier!
"Da I dog veed desuden alle Ting,
"Saa kan I mig vel ogsaa sagtens sige,
"Naar jeg skal bort herfra til Himmerige?"

"Det er dog ei saa let," gientog' de tre,
"Det koster Hovedbrud; men vi vil see." -
Tre Skridt tilbage de sig hummed',
Og toge hver sin Bog af Lommen frem,
Slog Kreds med lærde Fagter, rømmed' dem,
Og endeligen huult og langsomt brummed'
Den første Reglerne for Verbum Lamed-He ;
Den anden sang det fine Titemi ;
Den tredde tordned ud Accentus Domini .
Vor Jeppe syntes alt at føle ganske bange
En smule Død omkrybe hist og hor
I Kroppen - Midlertid Oraklet færdigt er:
" Viid, Jeppe, paa den Dag, da Hesten trende Gang e
" Paa Veien sukker, skal du sikkert døe !
" Giv Agt! Din Hest er Kiød! dit Kiød er Qøe! "
Og borte var de tre. - Forsteenet Helten stod,
Som rørt af Lyn; det angestfyldte Blod
64 Løb løbsk fra Puls til Puls i Steenens Aarer.
Omsider brød hans Angest ud i Ord
Heel philosophiske; saavidt jeg troer,
Endog en Slags Moral for mange Daarer,
Der ønske sig, at see de Ting, dem forestaae.
Han, kortelig, brød ud som saa:

"O Jeppe ! sand din Kones Spaadom var:
"Du altid var, og er, og blir en Nar!
"Jeg Dosmer tænkte, det var got i Tide,
"For mangen Aarsags Skyld, at faae sin Død at vide;
"Nu seer jeg først for sildig, dumme Claus,
"At tvertimod det er det pære Snaus.
"Slig Videsyge kommer vist fra Fanden,
"Det tør jeg bande paa, fra ingen anden
"End fra den fule Aand, der, som vor Præst har sagt,
"Fik just Moer Eva derved i sin Magt.
"Nu fik han ogsaa mig; - o de fordømte Sorte!
"Ret som Gespenster kom, og stod, og blev de borte -
"Det hans Apostler var; det mærker jeg desværr'
"For sildig nu, da jeg forhexet er.
"Jeg var ei plaget nok, jeg vilde selv mig plage!
"O! gid jeg var igien i hine gode Dage!
"O! gid jeg var igien i min Uvidenhed!
"Hvor lykkelig er den, som lidt, som intet veed!
"Før gik jeg ligefrem; jeg tænkte, Døden kommer,
"Den kommer vist engang; men hvorfor just i Sommer?
"Hvorfor i Dag? hvorfor just Klokken halvgaa'n Et?
"Saa tænkte jeg den Gang, og tænkte meget ret.
"Sligt veed ei Provsten selv, sligt bør man ikke vide;
"Den lider lykkelig, som kan med Haabet lide,
"Og den har altid Haab, som ingen Vished har
"Om hvad der forestaaer, den Sag er soleklar.
"Hvis, slige Ting for os at vide, kunde være
"Til Nytte, havde nok, det troer jeg vist, vor Herre
65 "Sagt Præsten det, at han fra Prækestoel igien
"Os kunde sige smukt: du døer i Dag, min Ven!
"Nei! det er aldrig got! . .. Her staaer jeg, skiælver bange
"For, som saa let kan skee, Peer Asen trende Gange
"Skal sukke - mindste Lyd, det allermindste Muk,
"I hvor det kommer fra, mig synes som et Suk.
"At døe dog altid er af alle Ting det sidste,
"Man giøre bør. Tilforn, før jeg det forud vidste,
"Jeg tænkte sommetid, det var en herlig Sag,
"Naar Qvinden drilled' mig, om Døden kom i Dag;
"Men den Gang vidste jeg kun, hvad det var at leve,
"Ei hvad det var at døe. Man begge Deele maae
"Forsøge, før man ret kan Liv og Død forstaae.
"At døe vel bittert er, at leve saa som saa;
"Men mellem Liv og Død, som jeg nu giør, at sveve,
"Det er det værste, thi det er at lide
"Paa eengang begge Deeles Qval og Qvide!"

I denne Monolog blev Relten ved,
Og midlertid var kommet op at age.
(En lille Parenthes ved denne Leilighed
Jeg ikke holde kan tilbage:
Det synes nemlig, at en saa enfoldig Mand,
Som hidindtil vor Helt os er beskrevet,
hvis sidste Handling imod sund Forstand
Endogsaa torde synes overdrevet,
Umuelig var i Stand, at føre sligt et Sprog?
Jeg studsed selv derved i Førstningen; og dog
Er Tingen rigtig. Ventelig har Puffet,
Da han af Træet styrted ned,
Saa lykkelig hans Hierne truffet,
At den Forvredne kom igien i Led.
Man meer end eet Exempel veed
Paa lærde Mænd, som visse Stød i Panden
Har skilt aldeles ved Forstanden;
66 Og Tosser derimod, som ved et Puf
Er bleven Professorer i en Ruf. -
Man med Forklaringen til Takke tage,
Da i en Hast jeg ingen bedre veed).

Men ulyksaligste blandt alle Jeppes Dage!
Peer Asen gav et Suk. Den kolde Sveed,
Den vaade Døds Herold, sprang ud af alle Kanter
Paa Helten, hele hans Peripherie
Blev overstænkt med zittrende Demanter.
Dog, tænkte han, velan! snart blir du frie
For Fogedr Herremand, og Qvinde!
Frisk Mod! Kom kun, o Død! din Mand du her skal finde;
Kom med din Lee, du lange Rad! kom! hug . . .

"Ja!" brølte Døden i Peer Asens andet Suk -
Det var det næste Bud - Nu rokked alt i Sædet
Vor Helt, hans hele Krop, af Angestduggen vædet,
Blev Jis; han Krampe, Sting og Hovedpine fik,
Klababbelser, Opstigelser, Kolik,
Koldfeber, Qvalme, Snue, Podagra,
Gigt, Ørepine, Hoste - kort at sige,
Hvor Sygdom, som er til, og ei er til tillige
I vor Nosologia danica .
Knap stønnede hans Suk: "O! Død, hvor er du haavd!"
(Thi det er tungt at døe, hvordan det gaaer!)
"O Død! ifald du tør, saa spar mig dennesinde!
"Lad tredie Peer Asens Suk forsvinde!
"Tag heller, tag, o Død! med Glæde, tag min Qvinde!" -
- " Nei! '' tordnede hans blege Majestæt
I tredie Peer Asens Suk. Med eet
I det forfærdeligste Bulder
Den hele Verden bort for Heltens Øie ruller;
Han tumled om: "Farvel, Peer Asen! Ak! jeg døer!
"Lev lykkelig, min Hest! meer lykkelig end før!"
67 Det var hans sidste Ord,
I det han ned
Af Sadlen gled,
Og neppe laae han paa Guds grønne Jord,
Før Siælen ham af Kroppen foer -
Hvorhen skal Læseren herefter faae at vide.

Men først en Parenthes, af det mig egne Slags,
For om den sande Storhed nutildags
Min Meening at fortælle ham i Tide:

At døe er ingen Kunst. Claus Dumriel
(I Graven hviler alt forlængst hans Siæl),
Som ingen Ting i denne Verden vidste,
Som aad og drak og sov, og paa det sidste
Ei kunde det tilgavns engang,
Han tog sig for, da Tiden blev ham lang,
At redde sin Forstands og Kundskabs Ære:
Og viise Folk saa klart, som to og tre er fem,
De havde skammelig bedraget dem,
Ifald de troede, han ei kunde meere;
Og Manden døer saa pludselig, saa ganske,
At, trods hans allerværste Fienders Spot,
Hver tilstod, at han døde meget got.
Kort, uden metaphysisk just at grandske,
Og uden Hielp af logisk Est quod est,
Man kan beviise, at den største Hest,
Endskiøndt for Resten den forstaaer ei mindste Smule,
Kan dog paa egen Haand, i Blinde, finde Vei
Til hans kiødløse Høiheds Hule.
Men at staae op igien, det er den store Ting,
Hvorpaa man har kun saa Exempler;
Og de, man har, bær næsten alle Stempler
Af Overtroens Salomonske Ring.
Det er en større Kunst end æde, sove, drikke,
68 Og blive fleer, og blive Støv af Nul:
Og denne Kunst kan Klauser ikke,
Om og de kunde giøre Guld af Kul.
Hvor stor min Helt seer ud fra denne Side,
Faaer Læseren i næste Sang at vide.

Fierde Sang.

Indhold.

En Herremand og Kudsk fremviise sig;
Hu Heltens Qval for Alvor først begynder:
I Helvede hans Siæl befinder sig,
Og Kroppen prygles paa den arme Synder.
Ømsider giør han et saa vældigt Spring,
At Nachytigall det knap vil eftergiøre;
Og mange fleer besynderlige Ting,
Som Læseren ret strax vil faae at høre.

P aa Veien udstrakt følesløs han laae.
Peer Asen længe stod og paa ham saae;
Men endeligen, da han fandt med Smerte
Sin Husbond ganske død, saa tænkte han:
Hvad nytter, at jeg staaer her ved den døde Mand?
Og gik sin Vei med høitbedrøvet Hierte.
Dog gik han ikke hiem, han kiendte Birtemoer -
For Resten veed jeg ei, om Syd, om Nord
Han Flugten tog, om Østen eller Vesten?
Jeg veed kun det, at bort løb Hesten.

I en Karet umiddelbar derpaa
Selvherskeren paa Godset der fremkiører;
69 Og da han ud af Vindvet saae
Vor Jeppe ligge der, som intet hører,
Han raaber til sin Kudsk: "hold! og gaae hen at see,
"Hvad det er for et Sviin der ligger!" -
"O! det er en fordrukken Tigger,
"Som vaagner nok, naar vi kiør' nærmere." -
"Jeg siger Hold!" var Herremandens Svar,
"Hvem veed, om han er død?" Og ned fløi Kudsken.
En anden havde først forsøgt med Rusken;
Men den Tyran saa mild ei var.
At bruge Pidsken var hans Liv-Methode,
Kun Smæk i Smæk, og intet med det gode:
"Vaagn op, dit Beest!" - et Smæk - "hvor tør du ligge
"I Veien for din Herremand, din Stud?"
- Et Smæk -- "jo jeg skal lære dig at drikke,
"Og ligge her, at snorke Rusen ud!"
Saa, under Smæk i Smæk paa arme Jeppe ,
Hvis Siæl var alt et dygtigt Stykke Vei
Fra Jorden, bliver Kudsken ved at skreppe:
"Vaagn op, vaagn op!" men Jeppe hører ei.
Med Slag i Slag han uophørlig banker
Den armes næsten møre Krop -
Men Jeppe ligger der i andre Tanker,
Og giver ikke Tegn til mindste Hop.
Nu vender Kudsken til den tykke Ende,
Mens Herremanden blæser i sit Horn
En Jagt-Marsch ; men urokket som tilforn
Vor Helt er død, og vil sig neppe vende.

Omsider under uafbrudte Slag,
Og Stød i Hornet, han med Suk udbryder:
"Jeg mærker nok, at det er Dommens Dag;
"Jeg maa herop! Basunen lyder."
Skiøndt mør af Skrup, hans Krop er ikke seen,
Men reiser sig, og staaer paa begge Been:
70 "O! Døden den er haard; men Dommen den er værre!
"Saa blir jeg da fordømt, jeg arme Mand?
"O! siig mig, hvem af Eder er vor Herre?
"Og hvem den fuule And?" -
"Jeg er din Herre," svarte Herremanden;
"Men denne Gang jeg vil tilgive dig,
"Gaae hiem!" og derpaa atter han og Fanden
Med Latter bort begave sig.

Forundret stod min Helt igien tilbage,
Forundringen brød ud i disse Ord:
"O! aldrig havde jeg i mine Dage
"Tænkt meer at komme her paa denne Jord;
"Men, hvor det gaaer, jeg vil dog heller være
"Her end i Helvede; det, som jeg saae,
"Fornam, og hørte, kan mig noksom lære,
"Det ganske diævelsk være maa.
"Mig synes end at høre Satan brøle,
"Dengang jeg vaagned op i Dødens Grav;
"Mig synes end livagtigen at føle
"De jammerlige Hug, han der mig gav.
"Jeg seer endnu hans røde Øine gløde:
"Jeg kommer det, desværre! vel ihu;
"Thi nær han havde pryglet mig til døde,
"Min Krop deraf er ganske mør endnu.
"Jeg knap kan gaae; dog midt i denne Nød
"Er jeg dog glad, at jeg slap fra den Slemme,
"Især om, som jeg haaber, Qvinden hiemme
"Imidlertid er død."

En smule var min Helt fra Viddet før
(Thi den Forstand, ham Puffet havde givet,
Forlod ham i Peer Asens Suk med Livet);
Men denne Hendelse fortumled reent hans fem.
Imidlertid han havde slæbt sig hiem,
71 Og stod og banked' paa sin gamle Dør.
"Luk op derinde," raabte han: "forbandet!
"Er alle maaskee døde der?
"I kan jo høre hvem jeg er!
"Mig hør dog Hytten til, om intet andet -
"Luk op! jeg ellers reent omkommer her
"I denne Kuld og Regn; et par Minuter neppe
"Jeg kan udholde længer her at staae -
"Luk op! Nu veed jeg dog, I høre maa!
"Jeg er ei Tyv, ei Røver; jeg er Jeppe .
"Jeg kommer ei som Fiende, men som Ven;
"Vel er jeg død, men gaaer dog ei igien.
"Jeg er ei noget Spøgelse, desværre!
"Jeg aldrig spøget har, det veed vor Herre!"

Ei Kudskens Pidsk, ei Herremandens Horn
Forskrækkede vor Jeppe saa tilforn,
Som dette Svar af Birtes Mund:
"Bliv staaende til evig Tid, din Hund!"
Ved denne Lyd hans møre Krop blev stiv,
Han som en Støtte stod foruden Liv,
Den fæle Tanke: Eud din Qvinde lever!
Mørk som en Tordenskye om Siælen svever:
"O! vee mig uhelbredelige Nar,
"Som ikke heller blev i Graven, hvor jeg var!
"Som ikke drukned mig i en af Helveds Floder!
"Hvad nytter det, at flye fra Satan til hans Moder?
"Hvi stod jeg op igien? hvi lod jeg Fanden
"Ei heller slaae mig reent ihiel?
"Gid Døden vilde nok engang min Siæl
"Forsøge, ret at slaae for Panden,
"Saa skulde jeg ei være saadan Nar
"At reise mig igien, men blive hvor jeg var!
"Jeg skulde ei staae op, før jeg skinbarlig saae,
"At Stiernerne faldt ned, og Solen oven paa,
72 "Og alle fire Elementer tændte
"Vor Jord, saa den i begge Ender brændte!
"Thi hvorfor har min usle Krop
"Vel nødig, frem for andres, at staae op,
"Før Tiden kommer? Hvi skal jeg tilbage
"Alleene? Sligt kan Fanden eene mage.
"O! gid Peer Asen var her kun igien,
"Og vilde bare tvende Gange sukke!
"Saa skulde jeg, som sagt, nok see paa den,
"Der kunde Gravens Dør igien for mig oplukke,
"Før jeg paa alting saae, det var den sidste Dag;
"Thi saa, forstaaer sig selv, det var en anden Sag."

Saa talte Helten, og af alle Kræfter
Giengieldte Dørren rigelig de Rap,
Han fik af Kudsken, at den arme knap
Sig kom igien i Aar og Dag derefter;
Thi, sandt at sige, var det halvt hans Hu,
At slaae den reent itu.

Kied af tilsidst at høre denne Trommen,
Frue Birte velted' endelig sin Krop
Af Sengen, og for Jeppe lukked' op,
Som neppe før i Stuen ind var kommen,
Før han med ganske Siæl og Krop
Sov hen som een, der sove vil til Dommen.

Gud glæde den Mands Siæl, ihvem det ogsaa var,
Som Søvnen allerførst opfundet har!
For min Part, jeg og han er meget gode Venner,
Ved hans Medicament, til Maade brugt,
Jeg trodser alle Jordens Avicenner ,
Og skaaner baade Pung, og Smag, og Lugt.
Og, hvo du er, som sove kan, min Ven!
Skiøn paa din Lykke, og erkiendtlig priis
73 Den store Mand, hvis Godhed gav dig den,
Da han dig skabte Søvnens Paradiis!

Ja! Søvn! de Viises Steen, modtag min svage Lov!
Din Valmuduft min Siæl i salig Fryd hendysser!
Naar i din bløde Arm jeg min Zemire kysser,
Jeg bytter knap med Zeus , som styrer Skiæbnens Plov.
Velgiørende din Balsam mig helbreder;
Den læger Siælens Saar, og mild udbreder
Nye Kræfter i den Krop, som nys var Febrens Rov.
Bliv hos mig, til din gamle Broder kommer,
Og vinker mig til i en evig Sommer
At grønnes i Udødeligheds Skov!

Maaskee jeg Søvnen her saa kraftigt lover,
At du, min Læser, allerede sover?
Jeg stopper altsaa. Jeppe sov.
"Hvor er Peer Asen ? hvor er Vognen, Snøter?"
Men Jeppe hører ei et Ord:
"Hvad? svar mig! hvor er Brændet? hvor?
"Hvor har du været henne, Kiøter?" -
Saa blev hun ved i fulde tre Qvarteer,
Og endelig sov hen, da hun ei kunde meer.

74

Femte Sang.

Indhold.

Auroras Ankomst giør en Hoben Vind,
Som man anstændig nok ei kunde sige
I Linier, som trækkes ud og ind,
Og derfor giorde dem lidt meere lige.
Men siden gaae de deres skiæve Gang,
Og bringe Læseren til Heltens Hytte,
Hvor Birte giør hans Kiæver Tiden lang
Med en Beleiring uden mindste Hytte.

A f østlige Sovegemak fra duunede Leie nu sprang,
I flagrende Purpur kun hyllet, Gudinden Aurore ;
De vaagnende Blomster sig neie, mens Fuglenes yndige Sang,
Ledsaget af Ekkoer, hilser den Skiønne med tusinde Chore.
Omstraalet af Glands hun fremiler, og Stiernerne flye -
Undseeligen skiule de sig for den halv kun beslørte Gudinde;
Mens Phoebus , i hidsig Galop forfølgende, stræber at finde,
Hvad Cephalus fandt - men omsonst; thi nu hun for svandt i en Skye.
Alleene staaer Dagens Monark; den i Flammer opluende Krop
Forkynder hans skuffede Plan, og at Solen i Siælland stod op.

Paa Jorden igien jeg med Læserens Gunst vil nedstige,
Og springe forbi den lovsyngende Skov,
Ei lytte til Lærkernes Dirren og Plovmandens Hov !
Men ile til Hytten, hvor Jeppe saa sødelig sov,
At ingen Klokker i Verden før eller siden
75 Meer rolig har snorket sin Bas; skiøndt til Klokkeres Roes
Jeg tilstaaer - og Roesen er virkelig ikke saa liden -
At Klokker paa Snorke-Hoboen er stor Virtuos.

Moer Birte , som Hader af al slags Musik,
Fandt ei i vor Jeppes udholdende Toner
Det ringeste smukt. Lig andre huuslige Koner,
Med Solen af Seng og i Seng hun bestandigen gik;
Vor Helt havde hidindtil havt den samme velsignede Skik.
Men alt er foranderligt. Een, som er død,
Har andre Maneerer, end den som nylig er fød -
Det indseer enhver; men det indsaae Birte dog ikke,
Kun dette begreb hun til Punkt og til Prikke:
At sove som Klokker sig ei for en Bonde kan skikke.

Hun derfor, efter først en Times Tid
At have rusket Helten hid og did,
Og skreget: "Op!" til hun blev ganske hæs,
Samt smaaskermydslet med hans Næse, Kinder,
Og hvad man ellers paa et Ansigt finder:
Beslutter, Klokken tre Qvarteer til Ni,
At løbe Storm imod hans hele Fiæs.

Til Aheld for vor Jeppes Kiæver,
Spadseerte just en Drøm hans Siæl forbi,
Som stak, man slutter let hvori,
Netop paa samme Tid, som hendes Næver
Løb Storm imod hans Ansigt, Smæk i Smæk -
Men den fordømte Drøm, som, gid jeg havde her .. .
Tilhvisker ham: "O Jeppe ! hold dig kiæk!
"Hold fast ved dit Princip! lad dig ei narre meer!
"Taal nogle Puf; hvis ei, da skiælv for mange fleer
" Af Birte siden!" - O! Standhaftighed!
O! meer end menneskelig Tapperhed!
Min Helt udholder Stormen; Jeppe strækker
76 Ei mindste Been - isteden for Gevær;
Paa ingen Maade Birte ham opvækker:
Haardnakket ligger han og tier qvær.

Pral ikke meer, Julin , med al din Stoicisme!
Skiul dig, Leonidas , undseelig, du giør vel!
Og Fredrikshald , din Soel, Patriotisme!
Selv Kiøbenhavn ! - og Cato - Bagatel!
Du, min Matros , som holder Svenske Skibe
Med dine Tænder der! og du, Cosak ,
Som Been- og Arme-løs hist trækker af din Pibe,
Blandt Lyn, og Brag, og Liig, et sindigt Drag Tobak!
Du, Regner! Regulus! Stærkodder ! Jordens Helte,
Fra Leire stilled' op i Rad til Cambalu ,
Hvis Mod ei Himles knuuste Hvelving fældte -
Jeg seer jer ei: jeg seer kun Jeppe nu.

Beskiemmet Birte maa tilsidst ophæve
Beleiringen med stor Forliis.
Fem tappre Helte bløde paa hver Næve
Med sønderknuuste Hielme; kappeviis
De flye tilbage til det matte Bryst,
Lig Svensken i den Fredrikshaldske Dyst,
Fra den uovervindelige Kiæve.

Dens Siæl er tung som Blye, hvis Stiil ei flyver
Ved sligt et Syn, saa hurtig som en Piil,
Op over Himlen et par tydske Miil.
For en Fortælling her i simpel jordisk Stiil
Om denne Storm jeg ikke gav en Styver.
Min hele Siæl blir Damp ved saadan Leilighed,
Min Stiil blir i en Snup en Luft-Fregat -
Lig en Montgolfier jeg seiler blandt Plejader,
Og tager Jorden for min faldne Hat.
Naar Dampen er forbi, jeg atter synker ned. -
77 Deslige Digtersving paa rette Sted
Jeg haaber, Læseren mig ikke blot forlader,
Men skiønsom takker for; thi stille staae,
Paa fire krybe, slentre, spanke, gaae,
Roe, seile, kiøre, svømme, kravle, klyve,
Ja hoppe, dandse, løbe selv - det kan
Hver anden jordisk Nar; deslige gaaer vel an
For simple Mennesker og Fæe - men flyve
Der hører noget meere til,
Det kan ei hver en Gaasefiær, som vil -
Det er et jordisk ei, det er et himmelsk Spil,
Der blev, med andre skiønne Rariteter,
Kun Fugle forbeholdt, og Guder, og Poeter.

Siette Sang.

Indhold.

Et Billede paa Seirens stolte Fryd;
Et Sideblik til det, man kalder Lykke;
Et slemt Problem om døde Strubers Lyd;
Af Birtes Øration et lille Stykke;
Lidt meer om Søvn; en lille Monolog -
Alt det vil den i mit Capitel finde,
Som skulde gunstig faae den Ting i Sinde,
At læse meer end Titler i min Bog.

T re stive Timer nød min Helt med Siæl og Krop
Den hele Fryd, han pilled af den Tanke:
Nu skal til evig Tid dig ingen Birte banke,
Og ingen Diævel nøde at staae op.
Paa dette søde Haab, fuldkommen lykkelig,
Hans seierstolte Siæl sig op til Himlen hæver -
78 Han glemmer Kudskens Pidsk, og Konens Næver,
Og føler ei, hvor mør hans Ryg end er,
Det mindste Spor af disses Haandgevær.
Han troer sig ganske død i Gravens Seng at ligge
Saa got, som ligges kan - og meer han ønsked ikke.
Skiøndt alle Sandser sammenklynge sig,
Og hviske til ham: du bedrager dig!
Saa troer han, hvad han troer; desuden Ordsprog sige,
At Sandser ere heel bedragelige.

Men hvad er Støvets Fryd og jordisk Salighed
I al sin Glands? Din hele Herlighed,
Hvor varig du den troer, min lykkelige Mand!
Er lig den Verden af Krystal, hvis Væsen
Udspringer af chaotisk Sæbe Vand
Fra Pibehovedet ved Purkens Blæsen.
Selv, naar du favner os i al din Tryllekraft,
Hvad er dit blinde Kys, vildtflyvende Gudinde?
Saa ubestandig som September Maaneds Vinde,
Saa kort som den Moral: Min Læser, stiæl ei Taft ! -
Jeg for din hele Gunst dig ikke gir en Daler,
Med mindre du igien mig høflig to betaler -
Du borger Solens Lys; men Sæbe-Solen lig
Du svinder bort, mens man betragter dig!
Et Øieblik, og al din Flitterglands forgaaer,
Og er hvad Qvæders Vers er om en halv Snees Aar.
Man mærker her, at jeg og Lykken ei er Venner,
Endskiøndt jeg virkelig ei ret Personen Kender -
Den sande Grund dertil er Patriotiskhed:
Jeg aldrig komme kan, kort sagt, tilrette med
Et Væsen, hvem, og hvor det ogsaa var,
Som daglig holder brave Folk for Nar;
Og hvem i Verden giør det meer end Lykken?
Desværr'! Exempler nok man herpaa har.

79

Enhver for Resten efter eget Tykken
Kan troe den, troe den ei - kun dette veed jeg vist,
At jeg bestandig blir dens Atheist.
Jeg dog for Spøg engang den ogsaa roeste:
Paa Bordet for min Roes, den næste Dag derpaa,
En uqvitteret Skrædderregning laae -
Og siden den Tid - stop!

En umaneerlig Hoste
Var for min Helt, hvad Regningen var mig:
En Vækker af den Fryd, hvori han drømte sig.
Kan man i andet Liv og hoste? Det var Knuden! -
Ulykkelige Tvivl! "Hvem veed, om her sit Spil
"En Diævel atter har, at, naar jeg seer mig til,
"Er Død til evig Tid mig maaskee reent forbuden?"
Saa stønner stedse hostende min Mand -
I denne grumme Tvivl hans Siæl sig hængte:
At der kan hostes i de Dødes Land,
Han ei i Hiernen bringe kan,
Skiøndt der var Rum deri for Resten til en Mængde.
Og rigtig nok er Tingen problematisk -
Man veed nok om en Fyr, som, nyelig død,
(Historien er ganske sand)
Ei hosted blot saa høit som hostes kan,
Men, det som værre var, sin Næse snød -
Dog denne samme Fyr. han døde paa dramatisk,
Og sligt var ei, desværre! Faldet her;
Vor Jeppes Tvivl derfor vel havde qvælt enhver.

Ulykken aldrig er kun een, men to.
Den Ting, at Birte muelig kunde tænke,
At Helten just ei laae i Dødens værste Lænke,
Giør Hosten endnu meer mal à propos;
Sligt gad han selv ei vide, meget mindre
Han hende gad derom erindre.
80 Hvad var at giøre her? Du, viise Mand,
Hvis snedighed Homer i Sneese Bøger roeste,
Giv her et Raad, ifald du kan!
At skiule Hoste gaaer umuelig an -
Her standser selv Ulysses - Helten ei.
Han seer den eeneste, den rette Vei.
Han fatter en Beslutning: stands, min Pen!
Og spørg, min Aand, om du tør skrive den?
Stands, Læser! spænd din hele Tænkekraft
Og giæt den viise Plan, min Jeppes Siæl har havt!
Saa viid da, hele Jord! at - han blev ved at hoste -
Med slig Utvungenhed, at Birte hørte det,
Trods Ertegrydens pidskende Rullader
Og Sextendeeles Brum i Stegerset.
Og pludselig, i Ertegrydens Takt,
Beviise hendes stormende Tirader
Min Mand tilfulde, hvad ham Hosten alt har sagt:
At med hans Død det var ei ganske Fod i Hose.
Dog til hans store Lykke brugte hun,
Til at beviise det, kun denne Gang sin Mund;
Men deraf fløi og Ord med samme Heftighed,
Som en Travat-Komplot af Æols klemte Pose.

Mit Bryst er ei af Steen, min Siæl er ikke Staal
Med ingen Slags Orkan jeg got kan søbe Kaal -
Min Læser elsker jeg; vil derfor ikke byde
Ham noget, som jeg selv ei skiøtter om at nyde;
Og springer derfor løst den Storm forbi,
Som foer af Birtes Mund - og Himlen veed hvori;
Thi meget lidt deraf slap ind i Heltens Øre,
Som ei for lutter Lyd det mindste kunde høre.
Pindarisk rullede hun Ord, som Steene ned,
Og hendes Tunge løb, i Stormes Vingeslag,
Med intet mindre end med lette Torden Fied .
81 Man skulde sværge paa, det var den sidste Dag,
Naar Elementerne hinanden faaer i Haaret.

Som Nubiens Løvinde nyelig saaret -
Dot vil kun lidt forslaae - som Millioners Brøl
Blandt Myriader vrede Tordners Bragen,
I et vedholdende Lisboisk Jordstøds Knagen,
Samt alle fire Hiørne-Stormes Vrøl,
Med Ekko fra tolv, firten Dovre-Fielde,
Og Drøn af alle Niagarers Vælde:
Ei anderledes lød Moer Birtes Oration.
Men til at male sligt er jeg en stor Kujon.
En anden vilde Leiligheden gribe,
Og klopstocksk svinge sig blandt Orioner op,
Og tænde Geistens nyelig stopte Pibe
Ved Solens egen nøgne Krop,
Og stiæle Takt fra Ring-Planetens Pole,
Og en Diskant fra Miras Stormes Skrig,
Og Bas fra Tordners Brag i fierne Sole,
For at udtrykke ret guddommelig,
Med alle Konsonanternes Allarm,
I Vers saa lange som min Arm,
Den Solo, Birte spillede for Jeppe ,
Men sligt er alt for høit for mig:
Jeg er ei stor Poet - og blir det neppe;
Min svage Røst er ikke Stentors lig.
Dog, vil min Læser endeligen have
Copien af den Lyd, som foer mod Jeppe hen,
Saa læs - ei Milton, Klopstock, Evald - men
Den usle Miltons, Klopstocks, Evalds Slave!

Om Lyden altsaa nok. Og Meeningen deri,
De Skieldsord, Øge-Navne, Skoser, Eder,
Den vrimled' af - jeg springer ei forbi,
Men over reent; thi lave Smudsigheder
82 Saa lidt som svinet Svulst behage mig;
Een gaaer til Hovedet, og een til Halen,
Jeg Midten eene holder lykkelig
I alle Ting, og fremfor alt, i Talen.

Paa Torden følger Pladsregn, og paa den
Omsider Soelskin, kiære Ven!
Moer Birtes Bryst blev endeligen mattet;
Hun endte Præknen Klokken Et,
Og Jeppe , som deraf kun lidet havde fattet,
Forlod hun triumferende, men træt.
Knap var hun borte, før, saa hurtig som en Muus
I Flugten for den nære Kat,
Vor Helt er atter ude af sit huus,
Og een, to, tre har Skoven fat.
Der sætter han sig, op til Stubben af en Eeg,
Dybt i dens skyggefulde Midte,
Hvis Vagt af Bøge til Dryaders Leeg
Forbyder Phoebus selv at titte.
Tre, fire Skridt derfra blandt Blomster rusler ned
Et Kildevæld, og Zephyr hist forfølger
En Sommerfugl paa smaa, men nette Bølger,
Hvem glemmer ei sin Sorg paa et saa yndigt Sted?
De muntre Vindes Dands i Toppens Greene,
Ved glade Fugles Sang - de grønne Skyggers Leeg -
Og Bækkens Raslen mellem spidse Steene
Hendysser Helten sødt ved Roden af hans Eeg.

Sex Timer flye forbi hans Siæl som Øieblik;
Han drømmer ei om Død, og Intets gode Dage,
For vaagnet meere tung at føle Livets Plage,
Men nyder al den Roe, en ærlig Mand kan smage,
Og som til Skurken aldrig Adgang fik.

Søvn, som jeg før har sagt, er, naar og hvor det var,
83 Paa Brix, og Sofa, med og uden Magen,
I Seng, i Stol, ret brav; men hvor man Træer har
Til Omhæng, Græs til Pude, Duft til Lagen,
Med ubesvært Samvittighed og Mave,
Og eene - Himlens allerbeste Gave.
Ved denne Balsam Holtens hele Krop
Blev lægt igien; Hamadryader heele
Hans Pande, Næse, Mund med Kys; og P hilomele
Omsider med sin S ang ham styrket raagner op.

"O!" brød han ud, imens en bøiet Finger
Af Oiet jog, hvad Morpheus havde glemt,
"Den Søvn var god! og ved min Side springer
"Netop et Væld, hvorved jeg ganske nemt
"Kan slukke Tørsten, jeg opvaagned' til!
"Nu er jeg glad igien. Man sige hvad man vil,
"Vor Jord or ei saa slem, som somme sige;
"Paa alting kan vor Herre raade Bod;
"Om det just altid ikke gaaer saa lige,
"Saa kan en Blind dog see, at Gud er god."
Og derpaa gik han munter hen til Bækken,
Og øste med sin Hat, og drak,
Og satte sig igien paa Eege Stolen,
Og hørte paa Peer Oxes Frøers Qvækken,
Og Nattergalens Sang, og saae paa Solen,
Som gik i Seng; og vedblev med sin Snak:

"Her er saa smukt, saa smukt, at jeg tør sige,
"Sig intet blidere kan tee,
"Deroppe selv i høie Himmerige
"Og dette har jeg Usle Lov at see!
"Hør Fuglen slaae! see Solen hist nedsynke,
"Ei meer for Herremanden end for mig!
"Den hele Skov er glad, selv Ormen fryder sig;
"Og det var Synd, om jeg allene vilde klynke.
84 "Hvad mangler mig? min Tørst er nylig slukt,
"Jeg hungrer ei, og Søvnen var mig sød;
"Jeg er jo frisk, og føler ingen Nød,
"Og, hvor jeg vender mig, er alting smukt.
"Sandt nok, jeg veed ei hvor det siden gaaer,
"Ei hvor Peer Asen er, see, det er hele Sorgen!
"Men Gud skee Lov for nu; thi det, som forestaaer,
"Mig kommer ikke ved, han raader for i Morgen!
"Jeg veed ei selv hvordan, hvorfor, jeg veed ei hvad,
"Her er saa smukt, saa smukt, og jeg er ganske glad."

Saa blev han munter ved. Det Heltens Vane var,
At snakke med sig selv. Den har saa mange Helte.
Man seer deraf, han var ei ganske Nar,
Men kunde raisonnere, naar det gieldte.

Syvende Sang.

Indhold.

Et nyt Spilop, hvoraf man seer med Sorg,
Hvorledes Satan førte sine Snarer
I gammel Tid omkring ved Kallundborg,
Og vikled Helten ind i tusind Farer.
Men Jeppe narrer Fanden dog tilsidst,
Og trodser alle Diævlenes Cabaler:
Den gamle Ven, han nylig havde mist,
Aftvinger han med Grimen tyve Daler.

N u det var got og vel; dog ei altsammen got;
Thi Fanden, som man veed fast aldrig slumrer,
(Om ikke just han selv, vist een af hans Complot)
85 Vor Jeppes Fryd igien endeel forplumrer,
Ved netop til det samme Sted at skikke
De trende Sorte, som var Aarsag i
Hans Død, og al hans sære Raserie -
Hvorfor de og om Morg'nen alle tre
Røg af med Sommerfeldts Geographie,
Og fik der' reene Skrup i Næverne,
Som, sandt at sige, skadte dem slet ikke.

Min Helt sik ei saa snart et Øie paa dem slængt,
Før han af Hiertens Grund et mægtigt Brøl lod slippe:
"Hør! I tre Spaamænd, som jeg alle hængt
"Gad seet i disse Træer vippe!
"Hvor er Peer Asen ?" - "Kiære Fâr! Naa, Naa!"
Gientoge de, "vær ikke slet saa kiæk!
"Med Lempe faaer man Æg i Hummelsæk,
"Og med det Gode kan man alting faae;
" Peer Asen , siger I! Hvad han?" - "Har Fanden taget."
"For meget lidt, saamænd, han sig da har umaget!" -
"Og hvis I ei paa Stand mig siger, hvor han er -
"Jeg veed, I kan! Jer Prophesie, desværr',
"Opfyldtes sidste Gang til Punkt og Prikke,
"Skiøndt, som I seer, i Graven blev jeg ikke,
"Sligt var ei Jeres Skyld; men spaaer paa Øieblikket,
"Og siger tydelig, hvor jeg kan finde Krikket!" -

"Ja tæm Jer Vrede lidt, saa vil vi see vi hitte
"Den kiære Hest igien et Steds paa denne Jord;
"Men I maa give Tid en lille bitte,
"Og ingen knubbed' Ord!"

Saa svarte ham de tre. Ved saadan Leilighed
Det kommer vel tilpas, en smule Græsk at vide;
86 Og (Tak skee Goliusses første Side)
Græsk hialp dem ogsaa her af den Forlegenhed,
Hvori min Helt indvikled' deres Hierner,
Som, Himlen veed paa hvilken Maade, drog
Saa tydeligt et Svar af denne lille Bog,
Som om det skrevet stod med læselige Stierner
Paa Firmamentets Median-Papiir.
Men Mage til de tre var heller ei i Skolen,
Hvad enten det gik ud paa Læsning, eller Sviir -
Den Anders , som man veed, sin Handske hang paa Solen,
Var een af dem, og netop den,
som førte Ordet for dem alle tre.
"Hør," sagde han til Jeppe , "kiære Ven!
"Din Hest er i Behold, saavidt m see;
"Og, hvis du Troe til vores Spaadom fæster,
"Saa vær for Eftertiden uden Sorg!
"Thi viid: Peer Asen blevet er Bormester
"I Kallundborg." -

Endskiøndt nu Jeppe meer, end nogen anden,
Var overtydet om Peer Asens store Pund
Til dit og dat, hvortil en H e st kan bruge Panden,
Og havde loddet tidt hans Viisdoms dybe Grund,
Hvorved han ofte fandt, at denne beste
Blandt alle Heste
Var en fiirbeenet Seneka ;
Saa drømte han dog aldrig om,
At han var stærk i Lov og Dom,
I Fas et Nefas, og Politica;
Og derfor blev han heel forundret ved at høre
Peer Asens Spring til Consul-Værdighed -
Og hvem, min Læser, maa vel ikke studse ved
De store Spring, et Beest kan undertiden giøre?
"Ei!" sagde han, "Ei! Ei!" - og intet meer end "Ei!"
87 Fik Tungen Stunder til i Tankens Hurlumhei.
" Peer Asen Borgemester ! Ei! Ei! Ei!" -

Som Konen i et Huus, naar Naboe-Væggen brænder,
Vims flyver om fra et til andet Sted,
I Røg og Brand-Allarm, og ønsker sexten Hænder,
Og glemmer dem, hun har, i hendes Ivrighed,
Og leder efter alt, og efter alting kiger,
Og famler efter alt, og famler altid feil,
Indtil hun endelig (som Brandens Autor siger)
Faaer paa en Alen fat i Stedet for et Speil:
Saaledes, naar en Ild af tragiske Affecter
Har stukket Hiernens huus for hin Poet i Brand,
Flyer Siælen hist og her blandt Hovedets Effecter,
Og griber efter alt, hvorefter gribes kan;
Og naar den længe nok har løbet til og fra
De Tanker, som møblere dens Gemakker,
Saa redder den omsider et Par Ak-ker
Et Dosin O er og en halv Snees Ha ! -
Saa gaaer det hin i hans Tridrams Tirader;
Saa gaaer det Hymne Manden hist og her;
Saa gik det ham, som skrev de skottiske Ballader -
Og netop saa det gik vor Jeppe her.

De Sorte mærkte nok, at Manden havde Trang
Til Sporer paa sin Troe, som her stod noget stille,
Saavelsom Tungen. Da de gierne vilde
Dem begge see, igien at faae i Gang,
Saa spørge de ham, om han ønsked Audienz
Hos Herr Bormesteren, saa vilde de ham sige,
Hvad Vei han skulde gaae til sammes Residents?
Hvor langt? paa hvilken Tid? hvorledes? og deslige;
Thi, som Herr Holk har sagt, skal man de Store søge,
Den Vei er værre snart end Veien ned til Kiøge .

88

"Ja," svarte Helten, "skaf mig ham herhid,
"Hvis ei, saa bring mig hen til ham paa Øieblikket!
"Thi Borgemester hid, og Borgemester did,
"Tilbage vil jeg have Krikket."

"Maaskee," gientoge de, "kan det i Aften skee.
"Tag Fod i Haand, og spild ei mindste Dryp af Tiden!
"Gaae een Miil ligefrem, og een paa høire siden,
"Saalænge til I Kallundborg kan see;
"Men inden Klokken Ti maa I ved Porten være!
"Giv Vægteren den Pies, vi Eder her forære,
"Saa viser han Jer strax tienstagtig, hvor
"Bormesteren i Byen boer.
"Farvel! vi maa nu hen i Skoven at studere." -
Og borte var de spaadomsfulde Tre.

Min Læser barer sig med Møie for at lee;
Men Helten var fast færdig at krepere.
Af Skræk, Forundring, Ærgrelse, forgik
Ham Veiret i det første Øieblik.
" Peer Asen løbet bort! Peer Asen en Bormester !
"Nu staaer vel ikke længe meer vor Jord!"
Og dog til hine Sortes Ord
Han meer end til sit Skiønne Tillid fæster.
Han endelig forjager Skræk og Sorg,
Beslutter, Skiæbnens Bud at lyde,
Og iiler giennem Skov, og Mark, og Gyde,
Med stærke Skridt til Kallundborg.

Omsider (for at giøre Reisen kort)
Han finder sig, veiledet af en Vægter,
Fuldkommen sund og frisk, om ei ved alle Hægter,
Tæt ved den ærlige Bormesters Port
(Min Læser vilde gunstigen behage
At huske paa, det var i gamle Dage!)

89

Han banker paa. Bormester kommer op
I bare Skiorten: "Hvem er der?" - "Luk op!" -
"Hvem er der?" - "jeg!" - "Hvad for en jeg?" - "jeg, Jeppe !" -
"Hvad vil I?" - "Luk mig op!" - Han lukker op, og neppe
Er Dørren aabnet, før i største Hast
Vor Jeppe har hans Hals i Grimen fast:
" Peer Asen ! hvor du dig forandret har!
"Hvor du er deilig feed og fyldig blevet!
"Man seer, at du har meget bedre levet
"End jeg, fra den Tid sidst vi sammen var!
"Sig, er du virkelig Bormester her i Gaden?
"Hvad? eller er det Løgn? Peer Asen! svar!" -
- "Borgmester er jeg," skreg den anden, "her i Staden;
"Men du? er du en Tyv, en Morder, eller Nar?" -
- "Din Husbond er jeg! kiender du ei mere
"Din gamle Jeppe ? gode Ven!
"Du saae mig rigtig nok, for nogen Tid, krepere;
"Men, seer du, jeg stod op igien.
" Peer Asen ! kom! du vil dog ei forlade
"Din Husbond og din Ven i hans Gienvordighed?"
Vedblev han, mens den andens Overflade
Frøs fast til Skiorten i den kolde Sveed.
"Kom, kom, Peer Asen ! følg mig med det gode!
"Du aldrig fik af Svøben noget Slag!" -
Den anden stille stod, heel underlig tilmode,
Det hver Bormester blev i slig en critisk Sag:
"Min kiære Ven, jeg er vor Byes Bormester;
"For Himlens Skyld! hvad har jeg giort?
"I maae gaae feil. Led efter Jere Bæster
"Et andet Sted, og ikke i min Port!
"Forklar Jer tydelig! Er det en Hest, I søger?" -
"Netop," igientog Jeppe , "netop dig!" -
"Min kiære Mand! det er for slemt I spager!
90 "Er jeg en Hest?" - "Saa let du ikke slipper mig,"
Ham svarte Jeppe vred i Huen, "kiære Peer !
"Bormester hid, Bormester did,
"Følg med mig, eller tyve Daler her!" -

Ledsaget med et dygtigt Ryk i Grimen
Faldt denne Grund saa eftertrykkelig
Paa den uskyldige Bormester, at paa Timen
Han for sin Modstand kiønt undskyldte sig;
Gik hen til sit Skatol; og for at frelse Livet
Ham tyve Daler talte rigtig til.
"Got," sagde Jeppe , "gaae nu, hvor du vil!
"Nu har du mig igien, hvad du mig kosted, givet."
Saa tog han Grimen af, gav ham et Afskeds Smæk,
Og dermed gik han glad fra sin Bormester væk.

Ottende Sang.

Indhold.

Vor Helt, trods alle sine tyve Daler,
Fra Kallundborg bekymret reiser væk.
En Diævlehær hans Angest ham afmaler
I Skoven, og han tumler om af Skræk,
Og ligger der til Morgenrødens Komme,
Og reiser sig med den, og gaaer sin Vei.
"Lyksalig er den Hige!" sige somme -
Moralen af Capitlet siger: "Nei."

N u laae ved Konens Bryst i liflig Varme
Hver ærlig Bonde tryg i Søvnens Skiød;
Mens ufordøiet Mad, og Frygt, og Harme
Fra Statsministeren den flygte bød.
91 Nu gienlød Skoven af dens Sapphyos Elegier;
Nu snorked Klokker Claus sin tordenhøie Bas;
Nu svedte Mads for Riim til Kloders Harmonier,
Og svedte reent omsonst; ulykkelige Mads!
I Stedet for eet Riim, kom Creditorer femten
I Tanken (ak! saa gaaer det fleer, min Ven!
Hvor mangt et herligt Riim fløi bort fra den og den,
Formedelst sliges græsselige Klemten!)
Nu drømte Elskeren sig i sin Elsktes Arm,
Mens hans Rival sig blot ei drømte det -
Og kort og got, foruden meer Allarm,
Det Midnat var, og Klokken gik til Et;
Da Jeppe tankefuld, bekymret, bange,
Forvildet i en tyk, uveisom Skov,
Af Frygt for Skielmers, Dyrs og Diævles Lyst til Rov,
Forsøgte, svedende, til næste Bye at lange.
See! det er Frugten af at være rig!
Hver Daler i hans Pung hans Hierte tynger,
Hver Daler Skrækkens Arm omkring ham slynger,
Hver Daler ængster ham, en Diævel lig.

O! Penge! Penge! raaber alle Mand,
O! hvis man bare havde Penge!
Saa havde man strax Hæder, og Forstand,
Og stod ei mere til at trænge! -
Det Ønske jeg enhver tilgiver let;
Jeg selv har mangen Gang tilladt mig det
Og tilstaaer rigtig nok, at Ære, Vid, Forstand,
Meer end fornøden er, for Penge kiøbes kan.
Men ikke destomindre, fordi Tingen
Er heel tilgivelig, er den just ikke ret;
Thi, sæt endog du eftergiver ingen
I Rang, Forstand, og Vid, og Mynt; hvad nytter det,
Ifald paa samme Tid din Ligtorn falder paa,
Trods alle disse Ting, om daarligt Veir at spaae
92 Med slig en Eftertryk, at du derover glemmer
Alt hvad dit Hoved og din Kiste giemmer?
Fei Creditorer væk med dine gyldne Koste;
Jag Fienders hele Hær med Specier paa Flugt;
Forjag hver Piges Høviskhed og Tugt;
Men prøv med alt dit Guld at jage bort en Hoste!
Kiøb Navn af stor og god ; kiøb Zeptret over Jorden;
Og send en Montgolfier , at kiøbe Maanen med;
Kiøb Plads i Paradiis, naar i anstændig Orden
Du flytter bort engang fra Jordens Herlighed;
Kiøb alle Verdner op, og profiteer paa Kiøbet;
Og giennemtænk, og nyd dit Gulds Almægtighed;
O! men din Rolighed gaaer uformærkt i Løbet!
En Verden af Dukater sammenstøbet
Dig kiøber ei en Dags Lyksalighed.
Til Huusbehov er alting got: og Penge
Man allermindst af alt undvære kan;
Men disse blive plagende, saa længe
De ikke netop passe til vor Stand;
Hvad der er over, bort man burde slænge,
Som salig Sæbesyderen Johan .

Dog fra Johan igien og til vor Jeppe :
(Jeg kom, som han, en smule af min Stie,
Der let kan skee i Skov og Poesie.)
Nat, Mørke, Skræk og Død omgav min Helt
I Krattet, hvor han gik, saa gyselig og fælt,
At den, som sligt ei selv erfarte, troer det neppe.
Men hvad giør ikke Frygt for tyve Dalers Tab,
Naar den, som eier dem, er neppe vant til fire?
I slig en Kikkert see vi Dødens spiilte Gab,
Hvor vi tilforn saae Livets Grøde spire -
Da blir os Konens Skiød, endog ved Lys, usikkert;
Og Helten alting saae just giennem denne Kikkert.

93

Hist stod et hvidt Gespenst, saa høit som Frue Spiir,
Ja! hvis jeg sagde doppelt, løi jeg ikke;
Hist gik en hov'dløs Præst med gyselige Blikke,
Og læste hvidt Latin paa sort Papiir;
Bag ham gik langsom frem en hornet Skare
I Kræmmer-Lignelser, som lutter Diævle vare;
Foran en Herremand, saa sort som Kul;
Men i sig selv var det Beelzebul.
Hist kom et rødt Geled af Folk med Hestehov'der.
Hist syntes ham, Moer Birte selv at see,
Men mærkte strax, at det var Fandens Moder,
Som sad og syede paa hans Jordeblee.
Nu hist, nu her han seer en blodig Røver
Med Morder-Øxen halvskiult i sin Barm.
Omkring ham brøle Biørne, Drager, Løver;
Og Snoge, vel saa tykke som hans Arm,
Sig hvislende blandt Basilisker mænge -
Og alle hyle de med huul Allarm:
"Kom hid, kom hid, kom hid med dine Penge!"

Udmale Jeppes Angst, det kan og vil jeg ikke.
Fra skrøbeligste Kant sin Helt at sætte blot,
Imellem os, min Læser, ikke got
Sig for en Heltedigter monne skikke.
Men giøre sligt, hvor man det ei har nødigt,
Er alt for stor en Skam og Spot:
Og her er Maleriet overflødigt.
Jeg derfor melder kun med et par Ord,
Øm over Heltens og min egen Ære:
Han laae saa lang, som een paa hans Statur kan være,
Taalmodig udstrakt paa Guds grønne Jord;
Og da han havde ligget der saa længe,
Til Nat, og Mørk, og Brøl, og Spøgerie,
Og Angesten derover, var forbi,
Saa reiste han sig op, og talte sine Penge,
94 Fandt dem i Pungen rigtig, een for een,
Og gik sin Vei igien paa begge sine Been.

"Saa slap jeg dog fra den besatte Skov,
"Som vrimlede af lutter Helved-Drenge,
"Heeløret og med alle mine Penge,
"Trods deres velbekiendte Lyst til Rov!
"Nu lystig, Jeppe ! heisa! frisk tilmode!
"Hvad skader dig? hvorfor dog skiælver du?
"Nu kan du jo paa al din Mangel bode!
"Du kan jo være ubekymret nu!
"Betænk, du eier reene tyve Daler!
"Frisk, Jeppe ! syng din gamle Viise! hei!" -
Saaledes han sig selv opmuntrende tiltaler;
Men Slemmen slaaer ham feil, og synge kan han ei.
"Gid jeg nu vidste hvad jeg skulde giøre
"Med disse Penge? hvad der var mig best?
"Maaskee, ifald jeg kiøbte mig en Hest,
,,At ride paa til Byes i daarligt Føre? -
"Dog nei! hvem veed om, som Peer Asen før,
"Det ham og kunde gaae, at, før jeg saae mig om,
"Han fik sig et Borgmesterdom
"I Nestved eller i Korsøer ?
"Nei! jeg vil aldrig meer befatte mig med Heste! -
"Men, om jeg kiøbte mig en kiøn Karet?
"Det, troer jeg, var det allerbeste! -
"Dog nei! saa blev jeg kun beleet;
"Thi man har næsten aldrig nogen seet
"At kiøre i Kareter uden Heste;
"Og det desuden alt for meget praler.
"Jeg troer, jeg kiøber mig, en Herregaard? -
"Nei, Jeppe , stop! for tyve Daler
"Man ingen Herregaarde faaer, -
"Saa er det ogsaa reent forbandet!
"Kan jeg ei finde da paa noget andet,
95 "Som disse Penge kunde bruges til?
"Thi ligge her i Lommen skal do ikke;
"Og reent dem slænge bort, jeg ikke heller vil!
"Men bie kun et Par Oieblikke -
"Tid maa der til!
"Forhastet Spekulering duer ikke." -

Saaledes Heltens Tale lød
Et troefast Næveslag
Fortsætteren afbrød
Med et God Dag!
Han vender sig, og seer
Bag ved sig to:
Sin Naboe, Jydske Peer ,
Og sammes sorte Koe.

Bemeldte Naboe lumskelig har hørt
Samtalen, Helten med sig selv har ført.
Den samme gode Mand hod ikke Jydske Peer
Omsonst, som snart min Læser siden seer.
Han tænkte, som en ærlig Iyde,
Her kan du nogle Daler snyde;
Og gav sig med vor Helt i Snak
Om Veiret, om den nye Almanak,
Om Præstens Kirsten , Vorbye Broe,
Og fremfor alting om sin sorte Koe -
Kort sagt, tilsidst han dreied om,
Jeg veed ei selv hvordan, det gik og kom,
Og kom og gik,
Saalænge til, før Helten saae sig om,
Han for sin Koe - de tyve Daler fik.

96

Niende Sang.

Indhold.

Man høster ikke altid, hvor man saaede,
Forfatteren opvarter ydmygst her
Sin fromme Læser med en Pustemaade,
Og ønsker, den maa vel bekomme hver.
Vist ingen, han maa være nok saa klog,
Hvori den Pusten stikker, vil formode -
Hvem giætter netop paa en Episode,
Som Supplement til Saxos første Bog?

J eg seer saa nødig, Læser, at du sover,
Hvordan min Helt kom hiem, hvordan han hilset blev
Af Birtemoer , og sligt, jeg derfor ikke skrev,
Men sprang forsigtig over.
Tænk dig et Mellemrum af fire Dage,
Som han nu lykkelig har lagt tilbage,
Og giæt engang, hvor han befinder sig?
Ifald jeg ei bedrager mig,
Din Giættekraft saa langt vist neppe naaer:
I Kongens Kiøbenhavn paa Gammeltorv han staaer

Hvorledes kom han der? - Om du saa vil behage,
Saa gaae vi nu saa sagte lidt tilbage!

Saasnart han fik det før omtalte Nød,
Beslutted han, at giøre det til Kiød,
Og, for det med desmeer Profit at sælge,
Vort Kiøbenhavn til Marketsplads at vælge.
97 Moer Birte græd, og alle Byemænd loe;
Men han har eengang fast besluttet det.
Besluttet , sat i Værk , er vel for mange to;
Men for en Helt og Galning er det et.
Han trilled derfor ud af Byen med sin Koe,
Som, deelt i fire blodige Capitler
(Dog uden Overskrifter eller Titler),
Laae paa en gammel Hiulbør ganske net.

Nu kan vi gaae lidt frem igien,
Om dig saa synes, kiære Ven!

Han længe stod paa Torvet med sit Læs,
Og raabte: " her er Kiød !" til han blev hæs.
Men ingen Kiøber meldte sig. Omsider
En Slagterhund to Kamerater bød
Venskabelig til Giæst paa dette Kiød.
(Man mærke her, at i de gamle Tider
Var Dyrene særdeles øved i
Den skiønne Kunst, man kalder Pantomime ;
De gode Folk, som Fabler sammenrime,
Forsikrer, Ord endog tidt blandte sig deri.
Ovid endeel om denne Tid os melder,
Som meer til Usandsynligheden helder;
Æsopus lar dem præke, hvor det giælder.
Men det gaaer uden Tvivl for vidt;
Jeg holder for, det var kun mimiske Grimaser,
Æsop, Ovid , og fleer har taget an for Phraser.
Forud for Dyrene vi dog maa have lidt).

"Det lader til", lød Heltens Ord til Hunden,
"Du har særdeles Lyst til Kiødet her;
"Du blir saa spids i Næsen, lang om Munden!
"Mig er det lige meget, hvem det er,
"Som kiøber, kan jeg troe, naar han betaler
98 "Mit Kiød med reene sex og tyve Daler.
"For mindre sælger jeg det ei.
"Har du saa mange?" - Hunden svarte: Nei! -
"Slet ingen?" - Nei! - Ja du kan faae Credit,
"Dog, notabene, kun paa fiorten Dage -
"Men hvis du ikke saa giør kandt og qvit,
"Saasnart jeg kommer her tilbage,
"Saa tager jeg dig selv med Hale, Siæl og Krop!
"Paa disse Vilkaar kan du tage Nødet;
"Indgaaer du dem?" - Top, sagde Hunden, Top!
Og gav sig strax i Færd med Kiødet,
I Spidsen af de andre, som han bad,
Med al den Artighed, man kan forlange
Paa Torvet, tage Deel i dette Maaltid Mad;
Og alle spiiste som de kunde best.

"Ja! Ja!" brød Helten ud, "byd du kun frit saa mange,
"Dig synes, paa dit Kiød til Giæst!
"Jeg holder mig til dig om Penge:
"Farvel saa længe!"

Jeg nu vel ikke længer dølge kan,
At stakkels Manden
En Skrue havde løs i Panden;
Og dog - men nei! som sagt, det ei gaaer an,
At redde ham, i Hensigt til Forstanden.

De fiorten Dage gik; men hvor det gik i dem;
Hvad han sig foretog, da han kom hiem;
Hvordan for Kiødets Salg Moer Birte skiendte;
Kort, alt hvad Helten i de fiorten Dage hendte,
Derom Historien er taus;
Jeg ligesaa. Jeg aldrig lyve gider
Af Angest for at lyve snavs;
Paa Sandhed , ei paa Pegasus , jeg rider -
99 Jeg tager sielden fra, og lægger aldrig til.
Min Læser fylde selv det Hul, hvordan han vil.

Imidlertid det er en gammel Skik,
Som ikke synes mig saa dum:
At give Læseren lidt Pusterum,
Hvor Eventyret Huller fik;
Thi dermed er enhver just ikke tient,
At tænke paa, hvad der kan være hendt ,
Særdeles Folk, som ingen Tænken lider.
Et saadant Pusterum bestaaer som oftest i
En Interims Ansøgning til de ni,
Hvis græske Navne jeg ei nævne gider,
Hvorved man sødeligen slumrer hen,
Og vaagner siden styrket op igien.
Men mange, for Exempels Skyld, Horaz ,
Paastaae, den Pustemaade reent er Fias,
Og raade til at fylde slige Huller
Med Ting, som sigeS bør, men ikke før er sagt,
Og siden ikke got foruden hæsligt Bulder
I Eventyret kunde blive bragt.
At læse noget nyt, man ikke kiedes over,
Det er den sande Pusten, kiære Ven!
Jeg den saa regelret just ikke lover;
Men dog, velan! vi vil forsøge den.

I gammel Tid var det i visse Maader
Meer tungt end nu, at være kronet Mand
(Med slig jeg meener een, som over Land
Og hvad der er i Landet raader),
Især mig synes een Gienvordighed,
Som Kongerne var fordum piaged med,
Hvis man skal troe de skiønne Traditioner,
Der os i Livets Vaar tidt giorde Søvnen sød
Paa Ammens eller Barnepigens Skiød,
100 At være nok til ei at ønske Kroner:
Den, at Hans Majestæt var sielden frie
For en og anden himmelyndig Datter,
Der, altid vaad af sort Melankolie,
Paa ingen Maade tørredes ved Latter,
Fordi, forhexet af en Troldmand eller Fee,
Blandt alle muelige Fuldkommenheder,
Hvorefter man omsonst i vore Tider leder,
Hun eene mangled den, at kunne lee .

Kong Dan var netop slig en høitbedrøvet Fader
(Man heraf tydeligen seer,
Historien er ældre, end den lader;
Saa gaaer det ventelig med fleer).
Kong Dan var Fader til en Datter,
Saa skiøn, for Resten, som en Datter være kan
Imellem os og Severambenland ,
Men som det plat ud ei gik an
For nogen Ridder eller Riddersøn,
Om han var nok saa bold og skiøn,
At bringe til det mindste Skin af Latter.
Hun græd bestandig, hvor hun gik og stod,
Skiøndt Siegwart dengang ei endnu var trykt;
Saa mangen deilig Prinds af Fransk og Engelsk Blod
Forgiæves giorde sig for hendes Skyld forrykt.
Man læste for den grædende Prindsesse
Saa mangen vittig Gallisk Petitesse;
Man læste om hver gammel Viis og Nar,
Som Aristophanes og Plautus skildret har.
Jeg troer, man havde paa den kongelige Datter
Forsøgt omsonst mit eget Antidot
Mod Graad: den salig Herr Cervantes Latter,
Hvis og man havde havt hans Donqvixott ,
Som rysted selv en Carl den femtes Mave,
101 Der ikke letteligen kom as lave.
Man havde Viisen om Peer Paars ,
Som tog en Reise for fra Kallundborg til Aars ,
Og Paarses Sangers syv Bind Skuespil
Og kunnet læst omsonst. Til al Ulykke
Var Wessel dengang heller ikke til;
Det kiære strømpeløse Sørgespil
Maaskee dog havde kunnet giort hans Lykke.

Omsider, som man let formode kan,
Da, rørt af ingen Spøg, af ingen Glæde,
Prindsessen blev bestandig ved at græde,
Flød hele Hoffet hen i bare Vand.
Hvad Kongen saarer, hele Folket saarer;
Hver ærlig Undersaat forgik i Taarer,
Og Glæden flygted fra det hele Land.
Kort, Danmarks Tilstand var en sand Contrast
Af den nærværende; thi Velstand groede
Om næsten hvert et Huus; men Glædens Himmel brast,
Og Ørkner skabtes der, hvor Paradiser stode,
Da Kongen og Prindsessen græd.
Nu tvertimod, skiøndt hver har sin Fortred,
Skiøndt Penia man allevegne sporer,
I Spidsen af de grumme Creditorer
At blande Splid i Giftes Kiærlighed,
Og Blod i den udtrælte Bondes Sveed -
Og Streger i mit Vers snart paa hvert andet Sted -
Man Glæden overalt dog bygge seer
Sit Tempel mellem Skiæbnens Tordenkiler,
Og Bonden, jeg, og hele Landet leer,
Fordi vor elskte Fredrik virksom iler
At bryde Lænker, skabe Mod og Lyst,
Og Frihed i hver flittig Landsmands Bryst,
Og fordi Du, Lovise ! smiler.

102

Man brugte al sin Vittighed og Kunst,
Og meer end sin, som sagt; men alt omsonst.
Kong Dan tilsidst til en Beslutning skrider,
Der klinger underlig i vore Tider:
(Til Giengield mangen, som os synes ligefrem
I vort Aarhundredes oplyste Dage,
De Gamle, hvis man havde budt den dem,
Endnu langt mere havde tordet vrage).
Han lader, kort sagt, giøre vitterlig:
At den, som blev saa lykkelig,
At liste af hans melankolske Datter
En Latter,
Fik til Belønning, hvem han ogsaa var,
(Vel meget! - men hvad skal man sige?)
Prindsessen og det halve Kongerige .

Den hele Verden giorde sig til Nar.
Prindsessen og den halve Krone
Stak alle Hierner overalt i Brand:
Den første ønskte sig hver rørig Mand;
Den sidste ønskte sig hver rørig Kone.
Fra Vest til Øst, fra Syden indtil Norden
Lød Dag og Nat, og Nat og Dag,
Et samlet Bulder, som en blandet Torden,
Af Pandeslag.
Man efter Indfald allevegne ledte;
Al Jordens smaa og store Hov'der svedte;
Matroser, Prindser, Paver meldte sig -
Men ingen af dem blev saa lykkelig,
At faae det mindste Smil, end sige Latter
For deres jammerlige Hovedbrud
Af Kongens reent i Sorg nedsiunkne Datter.

Saaledes saae det nu ved Hoffet ud,
Da Jeppe kom igien til Staden,
103 Og traved rundt omkring paa Gaden,
For at faae fat paa den omtalte Hund.

Nu puster man igien en liden Stund.

Tiende Sang.

Indhold.

Den Læser, som har fulgt mig hidindtil,
Vil, haaber jeg, taalmodigen forsøge,
At følge mig til Enden; altsaa vil
Jeg ikke her Vidtløftigheden øge,
Ved ham at give nøiere Beskeed
Om hvor det Helten gaaer i mit Capitel.
Tak, Læser, Tak! for din Taalmodighed!
Tak! ogsaa du, som læste kun min Titel!

M ed Grimen i sin Haand, og Piben i sin Mund,
Fra Torv til Torv, igiennem Gader, Stræder,
Løb Helten hist og her, og ledte om sin Hund
Omsonst paa alle offentlige Steder.
Han mange høie, lange Hunde saae,
Hvoraf den mindste var i gammel gothisk Smag
Saa stor som den, der mødte Fritz ved Haag ;
Nu seer man rigtig nok, som oftest, smaa,
Men Hundene var større paa de Tider
End nu; det saa med alle Danske gaaer:
Nationen bliver mindre Aar for Aar,
Jo høiere den bygger sine Tage:
Med større Pidske Folket mindre Haar,
Med større Hatte mindre Hov'der faaer;
Vor Efterslægt man kan med Grund beklage -
104 Endskiøndt den Grund har ikke megen Vægt,
Naar man, til Trøst for kiære Efterslægt,
Seer her og der lidt meere dybt i Tingen,
Saa spaaer adskilligt os - aldeeles ingen.
Men det vil vi nu lade staae!
Som sagt, han mange store Hunde saae,
Kun ei den rette. Creditorisk Sveed
Begyndte slemt at fugte ham om Næsen -
Da han blev vaer et rødt fiirbeenet Væsen
I Vimmelskaftet at spadsere ned.
Fast ingen Ting paa denne Jord
Man kan saa got igien erindre sig, og kiende,
Som Yderdeelen af sin Creditor,
Paa hvilken Kant han sig mon vende.
Et Glimt af saadan een i Gadens anden Ende,
Eet af hans Støvlehæles Spor,
Kan give ham, Gud veed hvordan, tilkiende.
En Hunds og Debitors Hukommelse er stor;
Og er man baade Hund og Debitor tillige,
Saa mærker man paa Timen, hvad og hvor,
Endog i en Distanz fra Creditor
Saa lang som den, hvori man tryg sit kan sige.
Saa gik det med vor Slagterhund;
Ned i en Kielderhals han hurtig smutter,
Sig i en Sæk, der laae, forsigtig putter,
Og lurer der en liden Stund.

Men Helten, som har seet en lodden Knægt,
Og mærket, at han frygtsom, langs med Muren,
Til Kielderhalsen satte Turen,
Fandt Fyren strax suspekt.
Tys! her er Ugler, tænkte han, i Mosen;
Og listede sig hen til sammes Tilflugtsted,
Hvor han blev Fyren vaer at røre sig i Posen:
"Kom frem, Krabat! kom frem, ihvo du er!
105 "Hvad har du for i Posen der?
"Kom frem!" Men Hunden ganske stille laae.
Skrup, tænkte Helten, jeg forsøge maae;
Og satte Tanken strax i Værk med Grimen
Paa Posen, og saa eftertrykkelig,
At Hunden Hovedet stak ud paa Timen;
Hvorpaa vor Seierherre skyndte sig,
Og fik ham surret fast: "Nu har jeg dig!
"Har du nu Penge?" - Nei! - " Ja! saa følg med, Krabat!
"Du veed Akkordten! kom, følg med, og bliv Soldat."
Herr Hunden giorde mange slemme Fagter
Ved denne Tidende. Paa natlig Stie
En Tyv med mindre Skræk betragter
Den hornede Person, som tramper ham forbi,
End Hunden Jeppe , som trods alle Noder,
Trods al hans Giøen, Springen og Allarm,
Brød sig om ingen kiære Moder,
Men bandt ham fast med Grimen til sin Arm,
Og derpaa trak afsted med Knægten
Til Slottet.

Midt paa Holmens Broe
En skiægget Mand af Jakob-Slægten
Sig bukked ydmygst for dem begge to,
Og spurgte Helten: hvor han vilde hen?
Om Hunden der var hans? og andet mere,
Som jeg ei skiøtter om at repetere;
Og fik af Jeppe det til Svar igien,
Som man har læst i forrige Capitler,
Og derfor ikke finder her.

Den Læser, som er kommen under Veir
Med meer end netop med de blotte Titler
I vor Historie, vil nok erindre sig
Beslutningen, Kong Dan lod giøre vitterlig.

106

Den velbemeldte Jøde, da han hørte
Vor Helts pudseerlige Biographie,
Fik strax Idee paa Fjerie
I Jeppes Vande, som ham syntes deilig rørte;
Han tænkte, som en god Israelit,
Profit! Profit! Profit!
Og fik omsider Helten til at giøre
En edelig Akkordt: at, naar han kom igien
Fra Slottet, af Belønningen
Den fierde Part ham skulde heel tilhøre,
Imod et deiligt Spanskrør, og en Ring
Besat med skiønne Steene rundt omkring.

Med denne Ring paa Fing'ren, Stok i Haanden,
Og Hund ved Siden, ganske glad i Aanden
Forlod nu Helten Jøden, og gik hen
Til Slottets Port, hvor han, og Hund,
Hver sagde paa sin Viis: god Dag til Sveitseren.
Den samme gode Cerberiske Herre
Var just den eeneste blandt Hoffets Folk, desværre,
Som ei var fiin og sød og punisk i sin Mund.
(For dem, som ikke veed hvad Puniskhed vil sige,
Det giøres vitterlig her in parenthesi,
At med en punisk Mund jeg meener slig,
Hvori man ikke holder Tungen lige).
Han Helten Jeppes og hans Fanges Buk
Giengieldte paa en Viis, som ei var nær saa smuk:
Med hævet Stav han skreg i vrede tydske Sprog
Saa stygge Ting, at jeg min danske Bog
Med dem vil ingenlunde plette,
Men Meeningen deraf blot oversætte;
Og denne var saaledes ongefær:
"Væk, Oxe, med din Hund! hvor tør du komme her?"

"Nu! hvi saa bister, kiære Herre,"
Igientog Helten, "hør mig ud!
107 "Jeg er ei nogen Stud, desværre!
"Min Fader gik paa to, min Moder ligesaa,
"Og til min Dødedag, vil Gud,
"Skal jeg deri dem ogsaa slægte paa;
"Jeg stanger ingen Mand; jeg tygger aldrig Drøv;
"Jeg er en Bonde, fød i Vemmeløv ;
"Mit Navn er Jeppe ; denne snu Krabat,
"Som staaer paa fire ved min Side,
"Har snydt mig, og skal sælges til Soldat;
"Han synes ikke Standen just at lide;
"Men Kongen ganske vist vil selv bifalde Dommen:
"Ham vil jeg tale med, og derfor er jeg kommen."

"Tys!" tænkte Sveitseren, "jeg lugter Lunten nu -
"Du med din Hund vil op til Kongen, siger du?
"Got! men den fierde Part, af hvad dig bydes der,
"Skal være min; hvis ikke, bliv kun her."

Vor Jeppe gav sin Haand og Eed derpaa;
Og Sveitseren lod ham og Hunden gaae.

De gik af Trapper op, de gik af trende der.
En Kammerjunker (det var den Gang Mode;
Men alt forandres paa vor løierlige Klode!)
Stod ved Monarkens Dør, og skildred i Gevær.
Med ham kom Jeppe ligerviis,
Som før med Sveitseren, tilrette;
Og fik Tilladelse for den bevidste Priis
Sex Been i Forgemakket ind at sætte.

Der stod han med sin Hund, og saae
Paa Billeder, og Støtter, og deslige,
Som i det Forgemak har kunnet staae,
Men stod der neppe, sandt at sige.

108

Omsider blev han af den Skuen kied,
Og Hunden med.
Den voved' et vov! vov! og han et hem!
Paa hvilken Lyd en Stiernemand sprang frem,
Og spurgte ham: hvorfor, hvorfra han kom?
Hvem han og Hunden var? med hvem han vilde tale?
Til Spørgeskuffen blev omsider tom.
Ham Jeppe ramsed op fra Hoved indtil Hale
Paa sin enfoldige bekiendte Skik,
Som for de andre, hele Levnetsløbet,
Det Læseren har alt af min Fortælling søbet
Den samme Fordring samme Løfte fik:
For Summens Fierdepart han og hans Hund
Blev meldt' af Ridderen i samme Stund,
Og ind i Riddersalen gik.

Den kongelige Thrones Guld,
Hvorpaa med mørk og majestætisk Mine
De Danskes Styrer sad, - den Erycine ,
Som ved hans Side græd, og sorrigfuld
Udbredte Nattens frygtelige Stille
I hele Salen - hist den krumme Rad
Af Fruer, som ved Thronens Fødder sad -
Og hist en væbnet Helt ved hver en Marmorpille -
Og overalt den rædsomskiønne Glands,
Som straalede fra alle Kanter -
Især Prindsessens Taarers Diamanter,
Betog vor Jeppe ganske Sind og Sands.

Han stiv blev staaende paa samme Sted,
Og stirred taus med Gysen tre Minuter
Paa denne Herlighed;
Omsider han dog modigen beslutter,
At faae sin Studsen og sin Standsen endt,
Og giøre hvad man kalder Compliment.
109 Med Armene paa Brystet korsviis lagte,
Han i anstændig Høviskhed,
Saa lang Naturen ham frembragte,
Paa Gulvet næsgruus styrter ned.

Han allerunderdanigst længe laae. -
Den, som jeg hørte først Historien fortælle,
Var sparsom paa det ceremonielle;
Jeg ligesaa. -
Hvad Hofmarschallen, eller nogen anden,
Ved denne Leilighed sig foretog med Manden,
Derom han ei har underrettet mig;
Og jeg, min Læser, har det virkelig
Ei meer med Fanden,
End nogen anden.

De Muure, som til Evighedens Trods
Semiramis om Babylon opførte -
Det Taarn, hvis Spids, om ikke Himlen rørte,
Dog havde skullet rørt - den Rhodiske Kolos -
Palmyra - Thebe-Hecatompylos -
Det Sprog, hvis Tonefald i Mæonidens Viser
Endnu henriver, smelter, tryller os,
Hvis blotte Ton d'apameibomenos
Har selv for Iyders Ører mere Klang
End Evalds allerbedste Seraph-Sang,
Og Klopstocks Hymners høie Torden-Gang
Og Miltons Himmellyd i tvende Paradiser -
Methusalems, Stærkodders, Nestors Aar -
Den Tid fra Skabmngs-Dagen til i Gaar -
Glyceres Dyd, skiøndt sytten Vintre lang -
Den Kiol, Herr Orgon fierde Gang lod vende -
Ja selv - (o! hvad kan holde Tiden Stang!) -
Herr Jespers Præken fidste Aftensang
Fik Ende.

110

Saa gik det og med Jeppes Compliment -
Og hvad maaskee forlængst De gierne saae,
Høistærede Herr Recensent!
Saa skal det og ret snart med min Fortælling gaae.

Paa begge Been reist op med Artighed
Vor Helt mod Thronen bukker sig, og taler:
"Her skuer Deres Velærværdighed
"Den Karl, der, som De selv nok veed,
"Mig nylig snød for sex og tyve Daler.
"Jeg beder, da det er en lang Krabat,
"Saa frisk og sund som jeg i alle Maader,
"Han allernaadigst blive maa Soldat,
"Hvis ikke bliver jeg til evig Tid en Staader.
"Mit Navn er ellers Jeppe , kan jeg troe . . . ."
Paa denne Viis vedblev han fast en Time
At sige, hvad jeg har forsøgt at rime. -

Prindsessen smiilte, smiilte meer - og loe .

Maaskee har jeg for al min Flid,
For den fra Fibelbrettet stiaalne Tid,
Hvori jeg maatte mig til et og andet vænne,
Som smager endnu mindre Kiød og Blod:
Gigt, Vaagen, Lysedamp og Nyserod -
Maaskee har jeg for hele denne Møie
Aldeles ikke naaet mit Øiemeed,
Den Fryd, den kildrende Lyksalighed,
Fra nogen sorgfuld Læserindes Øie
Det mindste Smiil at have lokket frem,
End sige nogen Læsers fulde Latter.
Maaskee min hele Trøst deri sig indbefatter:
Aldeles ei at have skadet dem.

Men derfor er det ingen afgiort Sag,
At det gik ligerviis med Kongens Datter.
111 Det netop var vor Eventyrers Fag
At bringe hver, som saae ham blot, til Latter.
Saae du ham selv, du skulde snarlig troe,
Hvad du nu tvivler paa, fordi du seer kun mig,
At hans Fortælling var fuldkommen løierlig,
Og at Prindsessen, ved at høre samme, loe.

Som naar ved Solens Straalers Giennembrud
De sorte Tordenskyer spredte svinde,
Saaledes svandt fra Jordens danske Gud
Den mørke Majestæt ved Glædens lyse Bud
Fra den mildtsmilende Gudinde.
Prindsessen græd - den hele Sal var sort -
Prindsessen loe - og strax svandt Mørket bort.

Monarken i sin frelste Datters Arme;
De Glædesraab, som udfoer af hans Mund;
De Længe leve Kongen og Prindsessen !
Og Længe leve Kongen og Prindsessen !
Som skokkeviis fløi ud fra Hiertens Grund
Fra alle Hoffets Læber dennestund,
Jeg burde male her med Fynd og Varme;
Men jeg har lovet Enden snart,
Og derfor løbe maa med større Fart.
Desuden, hvad de sagde, veed jeg ikke,
Og det for sildig er til Muser Bud at skikke;
Jeg eene, for at giøre alting klart,
Mig selv maa hielpe her, trods Syngen og trods Piben:
Henrykkelsen og Glæden var saa stor,
At den brød ud i Lyd, for overhaands til Ord;
Paa den Maneer man slipper best af Kniben.

Kong Dan omsider denne Taushed brød,
"Begier", saa mildelig hans Tale lød,
"Begier, min Søn, begier alt hvad du vil,
112 "Og, indtil Halvedeelen af mit Rige,
"Skal, hvad du beder om, dig høre til!
"Min Datter bliver det vel ei saa lige?" -
Ham svarte Jeppe : "Fader! hør min Bøn:
"Prindsessen er for mig for yndig og for skiøn,
"Om ikke for den bedste Kongesøn;
"Det halve Rige kan jeg ei regiere;
"Mig selv jeg ikke kan regiere ret -
"Det eeneste, jeg naadigst vil begiere,
"Er firehundrede". . . .

"Dukater? - Paa et Bret
"Tidoppelt" -

"Nei! men firehundrede
"Veltalte Stokkeprygl" ....

"Saa var dog Manden
"Ei blot for Spøg, inen Alvor fra Forstanden!
"Velan! du har mit Ord, og følgelig - Det skee!"

Til dets Udførelse kom alting strax istand.
Enhver bejamrede den arme Mand;
Kun han allene stod med roligt Blik,
Og endelig brød ud: "Jeg lovet har
"En Jøde Fierdepart af hvad jeg fik,
"Hvad det endogsaa var;
"Den Regning saae jeg gierne qvittet først;
"Man Jøder aldrig hastig nok betaler;
"Jeg kiender overalt ei større Qvaler,
"End Gield og Tørst."

Flux Jøden Ephraim blev hentet op;
Af Glæde færdig at krepere
Sprang Siælen rundt i Midten af hans Krop,
113 Og vidste neppe hvor den vilde være.
Men hundred Stokkeprygl kan paa min Ære
Slig Springskhed reent fra Grunden af kurere;
Trods Millioner wai mir ! fik han dem
Saa drægtige, som man kan ønske sig,
Imod Qvittering. - Kortelig:
Een efter anden hver blev kaldet frem
Af dem, som havde Part i Kapitalen,
Og efter Ordenen fik hver Person
I hele Hoffets Paasyn midt i Salen
Sin rigtige Portion.

Hans Majestæt, Prindsessen, alle bleve
Fuldkommen moerede ved dette Skuespil;
Til Løn for al den Spas blev Jeppe giort til Greve ,
Med Grevskab, Eqvipage, Penge til;
Og, hvad ham endnu meer end dette glædte,
Fik Lov, at skille sig ved Birtemoer ,
Imod at han en Capital udstædte,
Som hun anstændig kunde leve for.

Saaledes vendtes om til Velstand Jeppes Nød.
Saa gaaer det, Læser! overalt paa Jorden.
Meer herlig Solen smiler efter Torden,
Og Rosen efter Regn fremblomstrer doppelt rød.

Constance
eller
Amors Hevn.

P aa Yderdelen bør man ingen troe.
Tidt bærer Viisdom Dumheds Stempel,
Tidt, hvad man leder om in Folio,
Staaer i en Duodez. Cupido , for Exempel,
Hvis man kan lide paa de Krøniker, vi have
Om hans Spilopper, Rænker, Strikker, Skud,
Saa, skiøndt Personen paa Charlottenborg seer ud
Som En, der nylig har begyndt at stave,
Beviser han, trods hver langskiægget Gud,
Med tusinde Mirakler Almagts-Evner,
Hvoraf Hans Velærværdighed
Boccaccio særdeles mange nævner.
Hos ingen Gud, saavidt jeg veed,
Man finder mere Skaber-Styrke,
Og det er derfor ei at undre paa,
Skiøndt ti som han paa hver en anden Gud kan gaae,
At næsten alle kloge Folk ham dyrke.
Men Størrelsen giør meget lidt til Sagen;
En Oberon , en Boulemann-Sang-Hir ,
Har tydeligen lagt for Dagen,
115 Man ei behøver i Statur at være Magen
Til Frue Spir,
For i en Vogn, med Løver for, at kiøre,
Og med Mirakler sig bekiendt at giøre.
Cupido har, saa lille, som han er,
Omdannet flere Dyr til Mennesker,
End alle Skræddere paa hele Jorderige;
Og flere Mennesker skabt om til Dyr,
End den forfærdelige Fyr,
Som opfandt Adel, Puns, og Biskop og deslige.
I gammel Tid det ofte var hans Vane,
At skabe Zevs endog nu til en Svane,
Nu til en Tyr, nu til en græsk Dukat,
Nu til, jeg veed ei hvad. Ungkarle, Koner,
Mænd, Piger sætter han, den kunstige Krabat,
I hvad han vil for Situationer;
Af stive, Sæder heglende Catoner
Han bøielige Pudderdukker giør;
Han snapper Hiertet fra de modigste Personer,
Og giver det til dem, som intet havde før;
Jorddrotter selv, naar disse skrive noget,
Som stundom skeer, i Veir og Vind,
Fast holde bedre Huus med Loven og med Sproget
End han med Dødeliges Sind;
Han skiuler sig i Pompadourers Haar,
Og vender op og ned paa hele Stater;
Ved ham omdannes Clauser til Socrater ,
Ved ham omdannes Ulven til et Faar;
Med Kiemper selv han tidt giør kort Proces,
Som mangen Alderdommens Helt beviser,
Exempli Gratia, den store Hercules ,
Og Polyphemus , den berømte Folkespiser:
Den eene sidder paa en Klippetind,
Som Theokrit opbyggeligt fortæller,
Og klager ynkeligt for Veir og Vind,
116 Hvorlunde han er brændt af Elskovs Næller.
For Gluttens Spøg, hvis underlige Sind
Slaaer paa den tappre Næse mangen Krølle,
Den anden til en Vindepind
Forandrer sin forfærdelige Kølle.
Af den Slags Anecdoter har man nok;
Jeg kan, for min Part, eene fast en Skok.
Nysmeldte salig Herr Boccaccio
Fortæller een, som kunde gaae for to,
Den handler om Herr Simon ; sandt at sige,
Jeg kiender faa saa mærkelige:
En ung, udannet Fyr, og smuk som Elskovs Gud,
En Ganymed i Krop, men i Forstand en Stud,
Cupido faaer engang i Lære,
Og i et Øieblik
Paa Knægten sætter Skik,
Vips! er han saa galant, som en kan være.
Hvad giorde det? to smukke Øine, Kiære!
Ved dem at have seet et Øieblik,
Herr Simon , hvad han før ei havde, fik,
Den Aand, det Vid, som Elskov eene giver;
Men, skiøndt det falder rigtig i mit F a g,
Er det dog ikke denne Gang min Sag,
Jeg til en anden Casus mig begiver.

I Rom, en Bye, som, hvis jeg havde Penge,
Jeg reiste til i Morgen, ei fordi
De mange gamle vise, tappre Drenge,
De store Kieledægger af de Ni,
De Paver, Keisere, hvis hele Cleresie
Man for det meeste burde hænge,
Har boet deri; -
117 Ei heller for, til Nordens Spot og Spee,
Det skiønne Syds Ruiner at besee -
Og allermindst for Stykker af vor Frue
Og Jacobs Himmelstige at beskue;
Men for de smukke Nonners Skyld, som der
I større Mængde falde skal end her -
I dette Rom opholdt sig en saa yndig,
Saa velskabt, og beleven Glut engang,
At al Beskrivelse paa hende blev for lang,
Om ikke det, som end er værre, syndig;
Hvis, kort sagt, nogen har Frue Venus seet,
Kan han sig tænke hendes Skiønheds Lige,
Det er, med andre Ord at sige,
Den kun er fattelig for en Poet.
Een Feil alligevel hun havde med alt dette,
Som mange syntes om, men fleer ei lide gad,
Hun var i næsten meer end tilladt Grad
Coqvette ,
Men stolt som Juno selv, og lidt urimelig,
Kort: ganske Fruentimmer i det hele.
Den fierde Part af Rom var lykkelig;
De øvrige tre Fierdedele
Fast efterhaanden alle hængde sig.
Ministre, Cardinaler, og Baroner,
De mægtigste, de rigeste Personer
For hendes Fødder daglig laae;
Tre hele Sider vilde knap forslaae
Til alle hendes Slavers mange Navne;
Jeg holder altsaa, Læser, for som saa,
Du dem maae meget heller savne.
Nok sagt, den ringeste, hun viste Gunst imod,
En Smule maatte være i Conclave ,
Selv Helligheden, som var den Gang Pave,
Hun ikke holdt for god.
118 Som man kan skutte, var vor Aphrodite ,
Hvis Zepter hele Rom var underlagt,
Som Byens meest tilbedede Charite ,
Den første blandt dens Damer og i Pragt.
Klædt med den meest udsøgte Smag,
Hvor hun fremviste sig, de glimrende Brillanter
Omskabte Nat til Dag,
Og Decans og Golcondas Diamanter
Med hendes Øine kappedes at blende
Den Soel, som i sin Middagsglands,
Mens alle tabte baade Sind og Sands,
Misundelig bestraalte hende.

Cupido , som bemærkte den Allarm,
Hun grusom voldt i mangen Ynglings Barm,
Og saae, hvor høit hun satte Næsen,
Leed ei det Væsen:
Men svor ved Bue, Piil, og Vinge,
Den Skiønnes Stolthed reent at undertvinge;
Og holdt som ærlig Gud sin Eed.
En velskabt ung Person med alle Dyder,
Som velopdragen Ungdom pryder,
Han brugte til sit Øiemeed.
Camillus , saa var Heltens Navn, engang
Constance , vor Heltinde, fik at skue,
Og vips! hans Hierte stod i lyse Lue;
Camillus sukked', græd, og peeb, og sang,
Som Elskere naturligviis maae giøre;
Men Qviden er for stor, Beskrivelsen for lang,
Constance lod sig endeligen røre,
Men stilte sig dog som sædvanlig an,
Og skiøndt hun brændte nok saa stærkt som han,
Hun skiulte dog i doppelt spodske Miner
Sin Kiærlighed! -
Hvorfor? Spørg Damer! sligt jeg ikke veed.
119 Camillus blev omsider kied
Af ubelønnet Elskovs lange Piner.
Lidt Grumhed skader ei; men dog, alvorlig talt,
For meget og for lidt fordærver alt.
Troer mig, forunderlige Piger! ingen,
Aldeles ubelønnet, bliver ved
Bestandig over Eders Grusomhed
At sukke. Maade, Maade, det er Tingen!
O! troer mig! men hvis ikke, troer mig ei,
Mig er det ligemeget, sandt at sige,
Med Tyrannie befæster Eders Rige,
Saa længe som I kan; men husker paa tillige,
I komme siden til at gaae Constances Vei.

Saasnart var Elskov ei i hendes Hierte
En Maaned gammel, før dens hele Hær
Af Frygt, og Tvivl, og Haab, og Suk, og Smerte
Desligeste sig indqvarteerte der,
Og, hvad hos hende mindst man havde ventet,
Var Frygten den især, som førte Regimentet.
Den Stolte, som tilforn en Tigerinde lig
Lod hver uvaticansk og uconclavisk Herre,
Hvoraf der var endeel alligevel desværre,
Gaae hen og hænge sig
Af Elskovs Qvide, Klokken sex, syv, otte,
I Halsklud, Strømpebaand, ved hendes Dør,
I Peking, Philadelphia, Corsør ,
Kort: naar, hvordan, og hvor det ham befalde maatte,
Blev nu med eet saa ydmyg, from, og tam,
Tak skee dig, o Cupido ! som et Lam.

Den hele Bye det saae; Camillus eene
Dertil ei lagde mindste Notabene;
Endskiøndt Constance nu forsøgte paa,
At lade hendes Blikke sige,
120 Hvad hun ei vilde selv saa lige,
Lod han, som han slet intet saae.
Da det ei hialp, begyndte hun at sukke -
Nu mærker han det dog: men nei!
En Taarestrøm hans Hierte skal oplukke -
Omsonst! han seer den, men forstaaer den ei.
Saaledes hengik mange Dage
Med Graad, og Hovedpine fulgte den;
Naar den gik over, Graaden kom igien.
Saa mange Smile spildtes i den Plage,
At næsten ingen fleer hun har tilbage,
Og hendes Skiønhed, om ei tabte sig,
Blev dog alt meer og meer beskuelig,
Da Glædens Soel forsvandt, hvis Aftenrøde
Paa hendes taarevædte Kinder døde.

En Aften Selskab hos Camillus var
Af begge Kiøn, blandt andet ogsaa Kronen
For det saa kaldte smukke, nemlig den,
Jeg nævnte før, og nævner snart igien;
Alting var muntert; thi det muntre Par,
Frue Venus og Herr Bacchus stemte Tonen,
Og ingen af de gode Damer der
Var synderlig beløbet i Moralen,
Og i Philosophien, som, desværr'!
Mangfoldigen hos os fordærver Talen;
Men Anecdoter, Borgere, Bonmots,
Og Viin, og Drikkeviser faldt i Mængde,
Og alting drak, og spøgte, sang, og loe,
Og ingen i det hele Selskab tænkte -
Constance kun var tavs, og talte meget lidt,
Men tænkte destomeer. For ingen Ting saa tidt
Jeg bandet har, og bander, og vil bande
Cupido , som fordi han Dag og Nat
Sig moerer med at bringe dit og dat
121 I got folks pande,
Og fylder Pladsen, som var tom tilforn,
Med Tanker eller Horn ,
Ting, som i vore Tider, paa min Ære,
Man meget gierne kan undvære,
Især at tænke, som til ingen Ting er got;
Det andet dog, i hvad man og vil sige,
Til Embed, Rigdom, Titel, og deslige
Forfremmer undertiden mangen Sot ,
Skiøndt jeg, for min Part, underdanigst takker,
Og siger i en lang Distance !
Til den Slags Cornu Copiæ ;
Jeg uden Horn vil heller være Prakker.
Men til min Text igien! Constance sad
Nedslagen, tankesuld, med Sorgens mørke Mine,
Og lod de andre synge, spøge, grine,
Og være vittige saa meget, som de gad.
Tilsidst slog Klokken tolv, og giorde Streg i Talen,
Selskabet efterhaanden skiltes ad,
Enhver tog hiem til sit, og tom blev Salen.
Constance smutted' bort imellem dem,
Men ikke, som man tænkte, til sit Hiem;
En anden Vei hun lumskeligen tog,
Og skiulte sig i en afsides Krog.

Imidlertid befaler strax derpaa
Camillus sine Folk til Sengs at gaae,
Og eene bliver i sit Kabinet tilbage,
For med een Muse eller to
Den Velbehag en Times Tid at smage,
Som følger med Forfatterie;
Alt som han skriver, nynner han, og toner:
"Hvad? skuffer mig en henrykt Phantasie?
"Hvad? eller skuer jeg fra lyse Throner
122 "Den himmelske, hvis søde Melodie
"Gienlyder mellem Nattens Orioner?". . . .
Saavidt han alt var kommen i sin Sang.
Hvad enten nu Constance skinsyg blev
Paa Musen, han anraabte, mens han skrev;
Hvad heller hende Tiden blev for lang;
Om hun maaskee ham vilde kyse;
Om hun maaskee for Tidsfordriv sig tog
En Priis, det veed jeg ei, men i sin Krog
Begyndte hun forskrækkelig at nyse.
At høre Muser giøre sligt,
Er næsten uhørt. At vor Helt blev bange,
Jeg derfor ikke finder underligt;
Jeg blev i hans Sted saa; saa blev vist mange.
Tilsidst, da lidt han havde tænkt sig om,
Han sagde ved sig selv: jeg maae forsøge,
Om i min Sal de ni Gudinder spøge!
Man tænke sig hans Studsen, da han kom
Til Krogen hen, hvorfra den skiælvende Heltinde
(Let confundert i Hast med en Gudinde,
Som før er sagt) kom frem!
Han løb tilbage, løb fra alle sine fem,
Løb til igien, og efter megen Irring,
Umage, Skræk, og Pusten, og Forvirring
Fik endelig til Verden bragt et: " Hem!
"Ih! men bevar os! De, Madame, her!
"Saa sildig, Klokken et!
"Altsaa har De bestandig staaet der?
"Hvo kunde drømme det?
"Hvo viste Dem den Krog," saa blev han ved,
"Hvordan? hvorfor? hvad drev Dem?" -
- "Kiærlighed"
I det hun sagde dette, stod
Den hele Venus for hans Øie,
Saa rød som Blod.
123 Camillus kiendte just ei meget nøie
Den hele Kunst, som salig Herr Ovid
Var Doctor i for meget længe siden,
Det Himlen lønne ham! Imidlertid
Hans Kundskab var deri dog ei saa ganske liden,
At han jo giættede sig til,
Den Skiønnes Hierte ganske ham tilhørte,
Og at ei Hov'det blot i Krogen hende førte.
For længer at fortsætte dette Spil,
Og sig fuldkommen om Gevinsten at forvisse
(Forsigtighed kun sielden er for stor),
Lod han, som han slet ikke mærkte disse,
Og lod ei see det allermindste Spor
Af Glæde ved de mange kiælne Smile,
Hun spildte sukkende ved denne Leilighed,
Men tvertimod forsikkrede sig kied
Af denne Scene, trængende til Hvile.
Constance leed i dette Øieblik
Foragtet Elskovs hele bittre Pine;
Hans ligegyldige fortrædelige Mine
Lig Lynet hvergang mødte hendes Blik.
Jeg ei vil male hendes hele Smerte;
I Graad jeg ganske vist omsider faldt;
Hver yndig Dame, som har Hierte,
Desuden græder alt.
O! gid Constances Tilstand maatte lære
Hver skiøn, men stolt og egensindig Glut,
En Smule mere medynksfuld at være,
En Smule mindre mut:
Fordi jeg elsker, som mig selv, min Næste,
Som hver retsindig Christen bør,
Ei for min egen Skyld jeg dette Ønske giør,
I Skiønne! nei! men blot for Eders eget Bedste.
Tilsidst blev Qvalen hendes Siæl for lang,
Og følgende fra hendes Læber tvang:
124 "Jeg veed, det maae forundre Dem, at skue
" Constance her, saa uformodentlig,
"For at opdage Dem sin Elskovs Lue,
"For at fortælle Dem, hvor lykkelig
"Et venligt Blik af Dem mig vilde giøre,
"Hvis denne Rødme, dette Raserie,
"Den Lyst, den Angst, den Qval, jeg brænder i,
"Dem til Medlidenhed maae røre;
"Tilgiv min Dristighed! jeg maae, jeg kan,
"Jeg vil ei længer bære det; mit Hierte
"Maae røbe sig: Fortreffelige Mand!
"De først Constances Bryst, at elske, lærte;
"Jeg elsker Dem; jeg veed, De spotter mig;
"Men jeg tilbeder Dig; min hele Siæl er Flamme;
"O! spot mig! spot mig ei! det er det samme,
"Jeg brænder, og jeg er ulykkelig;
"Foragt mig, had mig, straf mig, knus mit Hierte,
"Giør ved mig, hvad Du vil!
"Giør mig til Offer for bestandig Smerte!
"Dig hører jeg for evig ganske til,
" Camillus !" - Med en Tone, med en Mine,
Hvori den hele Siæl ham frygtsom fløi imod,
Udstødte hun hans Navn. Omsonst! han stod
Urørt ved hendes kiendelige Pine,
Og svarte koldt: "Madame! Spot og sligt
"Er ei min Sag; den Tale, De nu førte,
"Jeg med Forundrmg, sandt at sige, hørte,
"Og finder det heel ubegribeligt,
"At De, som Dame, sætte kan tilside
"Saa ganske den Tilbageholdenhed,
"Som Deres Kiøn er ellers prydet med,
"Og som tidt eene giør, vi det maae lide;
"Men, ogsaa den tilsidesat,
"Hvortil den Heftighed? Paa denne Maade
"Man ikke lettelig faaer Hierter fat;
125 "Vælg Dem en anden, hvis jeg Dem maa raade!
"For min Part maa jeg sige Dem,
"Der bliver aldrig Koner af Constancer ,
"Hvis alle giøre, som nu De - Avancer ,
"Forlad! jeg, som De seer, er ligefrem."

Som rørt af Lyn den arme Pige stod,
Stum, rødmende, forvirret og beskiæmmet;
Men Elskov styrkede det faldne Mod;
Da lidt igien sin Graad hun havde hemmet,
Udbrød hun atter: "Ja! jeg har fortient
"Den Blusel, som paa mine Kinder gløder;
"Men ak! hvis ei min Skiønheds Vaar var endt,
"Forgiæves laae jeg ei for disse Fødder;
"Min Munterhed, mit Øies Ild,
"Min raske Gang, mit skielmske Smil,
"Og Roserne paa mine Kinder
"Er ikke meer. O! var jeg skiøn endnu,
"Den Taare, som nu spottet rinder,
"Da skulde kysses bort; men ak! jeg skrækker nu;
"De hæslig mig Ulykkelige finder;
"Maaskee jeg er det ogsaa; men den Ild,
"Den længselfulde, trøstesløse Smerte,
"Som brænder, som fortærer dette Hierte,
"Har dræbt Constances muntre Smil,
"Udslettet hvert et Spor af fordums Yndigheder,
"Forgiftet mine Dages Roelighed.
"Ak! jeg begriber det! jeg veed,
"Den er ei længer smuk, som sukkende tilbeder;
"Den har ei længer Vid, som ei er smuk,
"Derfor foragter De min Bøn, min Graad, mit Suk!"

"Derom, Madame! kan vi snakke siden!
"Det er saa sildig! Klokken gaaer til to;
"Jeg ønsker nu, det er paa Tiden,
126 "En smule Roe." -
"Men," brød han atter ud: "Jeg ikke kan
"Afklæde mig allene." - "Skal jeg kalde?"
Gientog Constance . - "Ak! hvor kan De falde
"Paa den Idee? Det gaaer umuelig an;
"Jeg i det mindste nødig vilde,
"At mine Folk Dem her, Madame, skulde see
"Saa silde.
"Det, seer De selv, kan ingenlunde skee." -
"For den Uleilighed at undgaae," Svaret lød,
"Jeg kunde skiule mig i Krogen -
"Dog heller - lad os ikke kalde nogen -
"Jeg smutter i min Krog igien." -
Og nu hun skyndte sig derhen,
Men kunde i sin Angst ei finde Krogen. -

Tyrannen gaaer i Seng; men Himlen veed,
Hvordan han bar sigad ved denne Leilighed,
Jeg vil til Ære for Anstændigheden mene,
Han slukte Lyset først i denne Scene.
Den arme Pige taus sig sætter ned -
"Ak!" siger hun tilsidst, og gyser,
"Hvor det i Nat forskrækkeligen fryser!
"Hvor skal jeg lægge mig?"
Camillus tav,
Og lod, som han betalte Søvnens Krav,
Og snorkede - jeg siger det med Smerte -
Gud veed, hvor nogen være kan saa grum.
Den yderligste Skræk ved den forstilte Slum
Betog Constances elskovsfulde Hierte,
Og havde hun nu havt en Dolk - bevar' os Gud!
Det vilde ganske vist seet tragisk ud.
Tre Gange ledte hun i alle sine Lommer,
Men heldigviis omsonst, som ellers sieldent er,
Thi af sig selv en Dolk gemeenlig kommer,
127 Naar man vil stikke sig, desværr'!
Hun ingen fandt; og slaae sig selv ihiel
Med bare Hænder kan man ikke;
Sligt saae man hidtil ingen Moders Siæl
At giøre; mindst det sig for Damer vilde skikke.
Hun blev saa bleg as Angest som et Lig,
Og græd, og zittrede forskrækkelig;
Saae lutter Furier for sine Øine sveve;
Men blev alligevel bestandig ved at leve.
Hvi blev hun der, hvi gik hun ei? - jo, jo!
Gaae hiem i Mørke, midt om Natten, Klokken to,
Naar ingen ærlig Diævel, eller Fanden,
Endnu tilgavns har slaaet sig til Roe,
Men lurer overalt med Horn i Panden -
Desuden, hvordan slippe sikker ud,
Og ikke vække nogen? Elskovs Gud
Kan vel imellem giennem lukte Dørre
Indbringe sine Folk; men ud igien
Man næsten aldrig saae ham nogen føre
Paa den Maneer. Og sæt, den gode Ven
Fik hende bragt paa Gaden; ak! derinde
I Pavedommet, og i Rom især,
Er Politiet ikke nær
Saa høfligt mine Læsere, som her!
Alt dette løb omkring hos vor Heltinde,
Og derfor blev hun der;
Alt Haab var overalt ei flyet af hendes Siæl;
Hun kiendte sin Tyran for vel;
"Han vil forsøge dig, hans Hierte bløder
"Saavel som dit?" saa smigrede hun sig,
Gik hen, og satte sig saa lempelig
Paa Sengen ved den Lykkeliges Fødder.
Man tænke sig Cupidos hele Seier!
Mon nogen Cæsar, Ziska, Tamerlan ,
Mon nogen Alexander prale kan
128 Med en Triumph, som hans opveier?
Til dette Skridt at have bragt
Den stolteste blandt alle Roms Coqvetter,
hvis Skiønhed det ei stod i Wielands Magt
I fiorten Dage, fiorten vaagne Nætter,
Med al sin Kunst, med alt sit Vid,
Trods uophørlig Sved og Flid,
At copiere andet af end Pletter!
Her seer man denne Gud i al sin Glands;
Mon alle Himmelens nedslængte Tordenkiler,
For at forstyrre glade Kloders Dands,
Naar halve Skabningen igien til Chaos iler,
En Hevn saa kildrende kan bringe Jupiter
Som den, hans lille Søn nu smagte her?

Men glæder Jer igien, I ømme Glutter!
Camillus , efter nogle faa Minutter
Sig sovende at have stillet an,
Den Tvang ei meer udholde kan.
Den Skiønnes Taarer, som i Strømme flød,
Med alle hendes Brøder ham forsone:
" Constance! " raaber han omsider med en Tone,
Som kunde vække Livet i en Død,
" Constance! det er nok! jeg ikke længer
"Med Dem at lide holder ud;
"Min længe hemte Qval til Lindring trænger;
"Kom, kom, min Siæls udvalgte Brud!
"Kom, lær mig nu ved Deres Smil at glemme
"Den Qval, jeg doppelt leed
"Ved mine Følger at hemme,
"Da Deres Ord og Handling sagde mig,
"Jeg elsket var og lykkelig -
"O! har De kunnet troe, mit elskovsfulde Hierte
(Blev han med megen Varme ved)
"Var følesløst ved Deres Graad og Smerte,
129 "Og ikke tusind Gange mere leed?
"Ak! i det Øieblik, da jeg afmalte
"Dem kold min Studsen ved at høre Dem,
"Da brændte jeg, Tilbedte, mens jeg talte,
"Og piinte voldsom hvert et Udtryk frem.
"Men nu jeg kiender Dem; men nu jeg kiender
"Constances ømme, milde, gode Siæl,
"Veed, at for mig Lyksalige den brænder!
"Fra nu af er Camillus Deres Træl;
"Fra nu af ønsker jeg, mig glad at binde
"Til Dem med alle tænkelige Baand;
"Hos Dem allene jeg Lyksalighed vil finde,
"Og eene skiænkes Fryd af Deres Haand;
"For Dem mit Hierte nu for evig brænder;
"Elsk, had mig, dræb mig, giør mig lykkelig!
"Mit Liv, mit Haab, mit Alt er nu i Deres Hænder,
"Som Elsker, Ven og Mand De nu besidder mig." -

Med Kys besvarede Constance denne Tale.
Man siger og, at Amor nu kom frem
Af Krogen, hvor han skiult fra Hoved indtil Hale
Alt havde mærket, som gik for sig mellem dem,
Og i Herr Hymens Sted, foruden Præst og Amen ,
I al Uskyldighed, med megen Fryd og Gammen,
Dem viede sammen.
Det være, som det vil! jeg blev for lang
I min Fortælling, hvis til Punct og Prikke
Jeg ramsed' alting op; det vil jeg ikke;
Mit Eventyr er ude denne Gang.

Tilbedede! saa mange som I ere
Paa hele denne løierlige Jord
(Det er at sige, paa den Plet i Nord,
Hvor min Fortælling har den Ære,
Høit af en Snees, at blive læst maaskee:)
130 O! holder ei saa grusomt huus med somme,
Der har den Feil, Jer Yndighed at see!
Den Tid kan saare letteligen komme,
Naar een og anden sig har hængt,
Og andre sig i Peblingsøen slængt,
At een tilsidst den megen Grumhed kieder,
Og, om han just ei giør det virkelig,
Dog lader, som han kold foragter Eder,
O! troer mig! troer jer ivrigste Tilbeder:
Blir Amor vred engang, han grusomt hævner sig!

Thomas Moore
eller
Venskabs Seier over Kiærlighed.

V ee! tretten Gange vee det Øieblik,
Hvori jeg første Gang det Indfald fik,
At rime!
Vee! tretten Gange vee den Tyge Brahes Dag,
Da noget (ganske vist en Diævel) lumskelig
I Øret hvisked' mig:
"At giøre Vers er ingen Sag!"
Jeg siden ei har havt en rolig Time.

Jeg, som har røbet nys paa langs og tvers
Min unge Muses Vildskab, snart i lange,
Snart korte, snart i vide, snart i trange,
Og overalt i lovlig slette Vers,
Paa samme Farvand atter mig begiver.
En Søemand tidt i Havsnød sværger paa,
I Hastighed ei meer ombord at gaae,
Og næste Dag fra Landet atter driver.
Lig ham jeg krydser, driver, legger bi;
Min Fabel er det Skib, jeg sidder i;
Mit Vildskab er den Vind, som blæser stik imod,
132 Og, om jeg paa mit Hoved stod,
Kan jeg dog ei til Skuden sige:
Gaae, Skude! gaae mod Vinden ganske lige!

Hvi vil jeg seile da? Spørg Skiæbnen, kiære Ven!
Man staaer mod alle Ting, kun ei mod den.

I Gaar jeg ganske fast mig foresatte,
At byde Skiæbnen Trods, og svor, til evig Tid
At aldrig ville mindste Vers forfatte,
Knap Epigram engang, trods al den Flid,
Hver Nar sig giør, der gaaer forbi mit Kammer,
For mig at narre til at giøre Epigrammer.
I Dag, jeg veed ei selv hvordan min Pen
Gaaer paa Papiret alt sin skiæve Gang igien.

D er var en Mand i Engelland et Sted,
Jeg husker ikke hvad han hed,
Naturligviis han hed vel sagtens noget -
Dog, da jeg holder det for baade Synd og Skam,
At snakke om en Mand, og ikke nævne ham,
Saa sætter jeg, at han hed Lovingham ,
For ei at snakke ganske hen i Taaget.
Den samme gode Mand var frie
For Bryderie
Med ellevte December, og Patroner,
Og Verter som Herr Pips , der vil betales strax,
Og slige skrækindjagende Personer,
Som, for Exempel, de, hvis Vaaben er en Sax,
Som skabe Mennesker, men dræbe dem igien
Med Regninger paa Skabelsen,
Og de, som springe rundt omkring paa Luur,
133 For reent, som oftest, at annihilere
Den sidste Stump af Skræddrens Creatur;
Han reent var frie for dem og mange flere,
Der med og uden Skiæg
Saa mange Siæle dividere -
Og levede som Blommen i et Æg.

Jeg ønsker meget hiertelig,
At det gik ligesaa med mig -
Nu, Herre Gud! det gaae nu, som det kan!
Igien til vores lykkelige Mand.

Maaskee man tænker, dette skulde være
Det hele Malerie paa hans Lyksalighed?
Man tænker feil; thi Penge ere
Aldeles ikke nok til Sindets Rolighed,
Og uden den - Farvel! Lyksalighed.
For Guld man kiøber galonerte Klæder,
Og Hofmænds Buk, og knibske Pigers Skierts,
Og Vittighed, og Dyd, og fine Sæder,
Og Himlen selv i sultne Skaldes Vers;
Men troe mig, aldrig, aldrig - rene Glæder.

For ei ham selv (som tidt, desværre! skeer),
Men for hans Lykke her at krone,
Gav Himlen ham en meget deilig Kone.
Mærk vel, jeg mener her ved deilig meer
End alle Træk af Venus Erycine,
Det deilige, som ikke taber sig,
Og eene giør en Mage lykkelig,
Den ømme, gode Siæl, som møder mig
I hvert et Blik af min Palmine.
Nu, som den eene veed, den anden skutte kan,
En Pebersvend af Guld bær ikke Vand,
Bar han endog St. Pavens Trippel-Krone,
134 Imod en Mand af simpel Jord, som kan,
Fra Soel gaaer op, til Soel gaaer ned,
I uafbrudt lyksalig Kiærlighed
Omfavnes af saa elskelig en Kone;
Men ak! fra den Tid af, da vores første Fader
Bar sig i Paradiis netop saa daarlig ad,
Som hver iblandt hans Afkoms Myriader
Fra Sem og til den Søn, jeg ønsker dig, Palmine!
Sig havde baaret ad,
Fra den Tid Roser groe blandt Torne, Fryd hos Pine,
Og nu, da Nøisomhed er reent fra Jorden veget,
Forjaget af de nye Nødvendigheders Hær,
Til ret at være lykkelig, desværr'!
Udfordres meget, overmaade meget.
Vær æret, viis og rig! tryk til dit Bryst
Den yndigste blandt alle Jordens Koner,
See hende lide, du er uden Trøst,
Viis, æret, elsket, Mand paa Millioner!
Døm aldrig nogensinde den og den
At være ganske lykkelig, min Ven!
Den rige Claus har selv imellem Hovedbrud;
Ei skue vi det Kryb i vore Haver,
Som volder, Planter, Blomster, Træer gaaer ud,
Og ingen seer den skiulte Orm, som gnaver
Dens Siæl, hvis Klædebon med Diamanters Lyn
I Dandsens lette Sving forblinder Pøblens Syn.
Hvor mange tunge Suk i skiulte Vraaer lød!
O! mange Taarer blot i Maanens Paasyn flød
Fra deres Oine, som med kunstig muntert Smil
I Selskab skiule maae, blandt tankeløse Daarer,
Den giftige, den dødelige Piil,
Som Hiertet uophørlig saarer,
Og saarer tidt saa dybt, at kunstig Munterhed
I dyb Fortvivlelse for evig sænkes ned;
135 Vor Lod det engang blev paa denne Jord, at græde,
At blande Smil med Suk, og vexle Sorg med Glæde -

Sandt nok, hvad før jeg troede, nu jeg veed:
Lyksalig Elskov blev fra Himlen sendt herned,
Som Støvets allerstørste Herlighed;
Men Himlen gav det naadig een endnu,
Som kappes om med hin, hvem Prisen skal tilhøre,
Som, for min Mand ret lykkelig at giøre,
Jeg her maae lægge til endnu:
Han havde det, omsonst saa mange søge
Fra Callundborg til Kiøge ,
Og altsaa, haaber jeg til Siellands Ære,
Hvor det skal være,
Det som man næsten aldrig har paa Thronen,
Som Manden ikke altid faaer med Konen,
Den Skat, som alles Tab erstatter os igien,
Kort: en fornuftig, dydig, trofast Ven.

Hans Navn er glimrende blandt mange store,
Og til vor Tid endnu bevart;
Herr Bayle siger tydeligt og klart,
At denne Ven hed Thomas Moore .

Herr Lovingham var Fader til to Piger,
Den yngste var saa smuk, at det, som Naso siger,
Var en formastelig Forvovenhed
At prøve paa, fuldkommen at afridse
Blot hendes allermindste Fingerspidse,
End sige hendes hele Deilighed.
Den ældste, Fanny , derimod -
Jeg siger ikke meer; jeg nødig vil umage
Mig med at male sligt,
Som, udført nok saa mesterligt,
Dog ingen Moders Siæl i Verden kan behage -
136 Nok sagt, at Fanny ei var nær saa smuk som god,
Og contrasterede med Spøgelser især
Deri, at hine meest i Mørke skyes,
Som farlige at komme nær,
Hun derimod var skrækkeligst ved Lys -
For Resten manglede hun ikke Vid,
Og man paa hendes Dyd ei noget kunde sige:
Kun, at hun ei fra Arrilds Tid
I Grimhed havde havt sin Lige,
Og fik den heller ei, før Tydsklands Poetinde*)
Til sommes Lyst og andres Skræk blev til,
Der, hvis man ellers kan og vil
Til somme Kobberstykker fæste Troe,
I Grimhed gierne kunde gaae for to.

Forældrene var' ei ved denne Forskiel blinde;
Vel knurrede de ei mod Himlen for een Torn
Blandt tusind Roser; men skiøndt deres Dyd
Forbød dem Knurr, tillod den dem at græde;
Det huus, som et par Aar tilforn,
Før Kopper kom derind, et Tempel var for Fryd,
Blev nu Melancholiens Sæde.

Hen: Moore kom saa tidt som Ven i Huset,
At han omsider gik som Elsker ud.
Den yngste Datter giorde Hov'det kruset
Paa Manden, og den kiære Elskovs Gud
Saa vældigen beskiød ham Skud i Skud,
Til han omsider blev saa reent beruset,
At ønske: Gid den Pige var din Brud!

Mens Timerne - den første Kiærlighed
Gier Maaneder til Timer, som man veed -

* 137

I Elskovs Sukke sødt for Moore sig bortliste,
Han i sin Tummel dog sin Ven bestandig seer,
Og seer ham med Forundring meer og meer
Sin fordums Munterhed at miste.

"Min Ven!" - udbryder han engang
Spadserende med Lovingham allene,
Mens Vestenvindens Dands i Bøgens Grene,
Til Bækkenes Musik og Nattergalens Sang,
I Aftenens høitidelige Scene
Dem begge to til Følelser indbød,
Men, som sædvanlig, hver til sine -
"Min Ven! hvor smiler Aftnen yndig rød!
"Men denne mørke, kummerfulde Mine
"Forraader, at den smiler ei for dig -
"Og taus du nærer denne skiulte Smerte;
"Udøs for mig, min Ven, dit hele Hierte!
"Hvo veed, maaskee jeg var saa lykkelig,
"Om ei at hæve, dog at lindre
"Din Sorg; o Ven! den halv tilhører mig,
"O lad mig dele den, o! nægt mig ei den Lyst!
"Udeelt forstørres Sorgen i vort Bryst;
"Men deelt i Vennefavn den altid bliver mindre." -

Den Form, i hvilken alle andre svare,
Naar de blier spurgt om Ting, de ei vil svare paa,
Blev brugt af Lovingham ; for Tid at spare,
Jeg altsaa videre vil gaae.

En Maaned eller to gik hen som saa,
Kied af tilsidst sin Ven at plage
Vor Moore taug, men blev, som før, hans Ven;
En gammel Mode, som er nu af Brug igien
I vore Dage.

138

"Tag, Himmel, tag igien den Rigdom, du mig gav!
"Giv mig for dette Slot en ussel Hytte,
"Og Plads ved samme til en Grav!
"Jeg ønsker intet meer; mig intet meer kan nytte.
"Den Engel, du mig gav til Livets Lyst,
"De to, jeg faderlig saa tidt har kyst,
"Den Ven, jeg trykker tidt fortroelig til mit Bryst,
"Vist ville glade med mig alle flytte;
"Tag, gode Himmel! tag alt andet, hvad du vil;
"Men giv min Datter, giv min elskie Mage,
"Giv mig den Roe, den tabte Roe tilbage,
"Som døde med min Fannys skiønne Smil!"
Saa lød blandt Skovens melankolske Bøge
Paa Steder, som man pleied' ei at søge,
Den ømme Faders Sukke; ofte nød
Han der en Lindring i, at bittre Taarer flød;
Tidt blandtes der hans Suk med Philomeles Klager,
Tidt gik han der, og sine Hænder vreed.

Engang det Hændelsen behager,
At sende Moore hen til samme Sted.
Skiult hører han hvert Ord fra Lunden næst derved;
Tungt falder hvert paa hans venskabelige Hierte;
Useet erfarer han nu Grunden til hans Smerte,
Og ubemærkt sig atter lister bort.

Men, da den ædle Tid sig lister ogsaa med,
Saa vil jeg nu for Alvor være kort.

Den næste Dag man Thomas Moore saae
Med splinternye Silkestrømper paa,
Med Chapeaubas, med Kaarde og deslige,
I Frierstilling for Herr Lovingham at staae:
"Min Ven! jeg kommer - og jeg har den Ære,
"At komme, saasom - eftersom - og" - "Kiære!
139 "Hvortil de Complimenter? Hvi saa peen?
"Dog, ha! jeg giætter alt, hvad du vil sige -
"Om her i Stuen var nok een,
"Min Datter, skadede vel ei saa lige -
"Maaskee da Tungen bedre kom i Gang,
"Og din Prolog blev noget mindre lang?
"Jeg veed det alt; tænk ei, at dine Blikke
"Blev ubemærkte! tænk og heller ikke,
"At dine Suk for hende ind i eet,
"Og atter ud af andet Øre foere!"

,,Min Ven," udbrød den ædle Thomas Moore ,
"Det glæder mig, at du har seet,
"Hvad falsk Undseelse forbød mig før at sige;
"Jeg derved altsaa spare kan
"En Hoben Sving, og gaae lidt mere lige;
"Din ældste Datter har, jeg veed ei selv hvordan,
"Saaledes meer og meer mig rykket hen til sig,
"At jeg i Dag maae sige dig:
"Jeg kun ved Fannys Ja kan blive lykkelig." -

Man let kan tænke sig ved denne Leilighed
Herr Lovinghams Forundring, Studsen, Glæde,
Men ei saa let den Guddoms Fryd, hvormed
Vor Moore saae sit Værk. Saa fra sit Himmelsæde
Nedsmilte fordum Kiempernes Betvinger
Til Baucis og Philemons Fryd.
Kun den, hvis Siæl sig op til Himlen svinger
Med stadig Flugt, og stolt og seierrig
Seer Mængdens Spot og Fordom under sig,
Kan tænke Datteren af dig,
Guddommelige Dyd!
Den himmelrene Lyst, at skue Brødres Glæde
Kiøbt med sin egen Qval. Kun Dydens Ven,
140 Hvis ædle Bryst var aldrig Lastens Sæde,
Kan tænke den.

Den sande Dyd til intet fremmed trænger,
Den er, som Elskov, selv sin egen Løn
Til den Termin, da Had og Spot ei længer
Skal følge dens miskiendte Søn.
Lad Dyds og Elskovs Følelser regiere,
Selv ubelønnede, bestandig i dit Bryst!
At elske, troe mig, altid sødt vil være;
At giøre vel, vil stedse blive Lyst.

Men, ak! kun een og anden Tillid fæster
Til denne Sætning. Tag Belønning bort,
Saa mister snarlig Dyden sine Giæster,
Dens Tempels Tilløb bliver ikke stort -
Den Mening har desværre mange fleer.
For altsaa Mængden at faae tilfredsstillet
Ved min Historie, jeg burde vist nok her
See til at faae en lille Fee i Spillet,
hvis een slog ikke til, den hele Hær;
Og saa ved sammes Hielp, i sidste Scene,
Naar Helten med sin Brud fra Brudeskamlen gik
Faae Englands Karschinn i et Øieblik
Forvandlet om til Albions Helene .
Men det maae være nok for denne Gang;
Der gaaer for megen Tid til de Spectakler.
Tilfreds med blot at have viist, i Sang
Jeg ogsaa kunde hitte paa Mirakler,
Jeg ender med at sige kortelig:
Frue Moore blev sig selv bestandig lig;
Men hendes milde Dyd, forenet med Forstand,
Den ømme Følelse, den takkefulde Varme,
Hvormed hun følte sig i sin Tilbedtes Arme,
Den Omsorg for ham idelig at fryde,
141 De heede Taarer, som i Strømme flyde,
Naar han er ikke glad, den Fryd, som hviler
Paa hendes hele Siæl, saasnart han smiler,
Tid, Vane , disse sande Feer eene
Vor Fanny giorde snart til en Helene ,
Og Moore til den lykkeligste Mand.

Ja og Nei
eller
Den hurtige Frier.

M an synger næstendeels om Alt paa Jorden
I denne gyldne Tid,
Da Digtergave her i Norden
Fast ligesaa almindelig er vorden,
Som Frihed, Velstand, Smag og Flid.
Trods Abbeden Du Bos , den Anti-Iyde,
Som uden ringeste Medlidenhed
Kom Folk bag Rhin og Fæ i samme Gryde,
Vi stakkels Danske kom dog ogsaa med
I Digtekunsten, som i alt det andet;
Thi nu, hvorhen man lytter her i Landet,
Er lutter Harpeklang og Citharlyd,
Og hvor man vender Øiet hen, man skuer
Poeter overalt (o! søde Fryd!)
S om Fluer.
Man synger Kongens Priis, man synger om sin Pige,
Om Frihed, om Oplysning, og deslige,
Om Mod i Krig, og flittig Kunst i Fred,
Om Vaaren, Borgerdyd og Ærlighed,
Og kort, om ikke fyndig sagt saa lige:
143 Man synger, hvad man ikke gider sige,
Alt hvad man ikke har, og hvad man ikke veed.
Hvor er vel noget Nyt uqvædet før?
Hvorom har ikke hin og den giort Oder?
Hvad tænkeligt fra Sirius til Smør,
Er ikke, rimet, eller sat paa Noder,
I alle Byens Urteboder?
Og synge noget, som er reent forslidt,
Jeg ikke gider og har aldrig gidt.

Min Muse har geskiæftig, stakkels Pige!
Fra Klokken fem i Morges løbet om
I hele Muelighedens Rige,
For at faae fat paa noget, som
Var værd at svede for i Rim at binde.
Det splinternye staaer ikke strax paa Pinde.
Omsider i Kong Jørgens Herredom
Hun fandt, hvad dennesinde
Min Læser, om han vil, kan ogsaa finde.

Fra Visen om Kong Edvard , god og from,
Hvis sønner tre, for Fuglen at begiere,
Mod hvilken andre kun Canailler ere,
Til Dronningen af Saba kom,
Og til den Bog, hvori Tom Jones søger
Sin yndige Sophie hist og her,
Mod hvilken alle Verdens slige Bøger,
Hvad andre Fugle mod Fugl Phoenix, er;
Har, siden jeg kun stak halvanden Alen
I Luften, ingen Eventyrer saa
Fortryllet mig som de, vi faae
Fra høire Haand ved Siden af Canalen.
I intet Land saa meget skeer.
Sandt nok, paa tusind andre Steder
Man snakker, synger, gifter sig, og leer,
144 Forelsker sig, er Pebersvend og græder,
Frembringer snart en Bog, et Barn, og saadant meer,
Dyr nu til Folk, og Folk til Dyr forvandler,
Blir, spiser, drikker, sover, drømmer, døer;
Sligt Russ og Dansk og Tydsk , og flere giør,
Som ingen Ting - men Engelskmanden handler.
Han giør, som vi, desværre, meget galt,
Men giør det galt tilgavns, originalt :
Han giør, som vi, adskilligt viseligt,
Elskværdigt, got, men og guddommeligt :
Han alting giør, som vi; men alt med mere Fynd -

Een skyder sig - o! ja! det kan man giøre,
Naar Lykken bliver stundom alt for tynd;
Men just fordi man alt har paa det Tørre
At skyde sig - det er en engelsk Synd.

Man stundom hænger sig, og Halsen knækker,
Naar Ynksomhed for vidt Ens Kone strækker,
Og Panden derved blir for lig en Skov;
Men giøre sligt, fordi hun ikke vilde
Hvad hver med Vessel tilstaaer dog er ilde, -
Dertil har Engelskmanden eene Lov.

For Elskovs Magt man allevegne bukker;
Man bliver heed om Hiertet, klager, sukker,
Man kommer efterhaanden reent i Brand,
Man hører lidt af Sphærers Harmonier,
Man brøler Oder, piber Elegier,
Og mister stundom hele sin Forstand,
En Bagatel, som oftest. Gaaer det længer,
Den Skiønne siger uophørlig Nei,
Saa bliver man vel og (at sige,
Naar det for Resten er en velskabt Pige)
Tilsidst saa vred, at man sig hænger;
145 Man mister dog kun Livet i den Leeg,
Tidt og en Bagatel. Har man for store Fødder,
Og troer, det Tyranindens Øie støder,
Saa høit en Taa paa hver for Amor veg;
Men - kappe hele Benet, for at vinde
En umaneerlig stiv, træbenet Qvinde, -
Det, seer man strax, det er en engelsk Streg.

Sex Cinquer uophørlig, intet andet!
Er, som enhver maae tilstaae, reent forbandet;
Man fløiter, man skiær Tænder, bliver gal,
Og løber rasende rundt i den hele Sal,
For ei at pines af sin Modparts Latter,
Man bander Pine deux, trois, quatre,
Ja: tant que vous voulez! - men stille staae
Med Haanden skiuit i Barmen hele Tiden,
Og pille langsomt Hiertet ud af Siden,
Saa stærkt kan Tab en Engelskmand kun slaae.

Til mange Kneb kan Pengetrang forlede.
Af Frygt for grumme Creditorers Vrede
Een lyver Vid og Dyd paa sin Patron,
Og een gi'r Sniksnak ud paa Subscription,
Og i en Sang, som tidt blev bedre hiemme,
La'r got Folk høre paa sin hæse Stemme:
Ting, rigtig nok, som koste Hovedbrud
For een og anden ærlig Iyde -
Men hitte paa, at spille Skak med Gud,
For Erkebispen lempelig at snyde -
Det, tør jeg vedde to mod een, ja tre,
Var blot en sulten Engelskmands Idee.

Jeg kunde blive ved paa den Maneer
At ramse op fra nu og til i Morgen
Af Engellands Mirakler mange fleer,
146 som for den Menings Grund, at der det meste skeer,
Tilstrækkeligen kunde værre Borgen.
Men tag nu blot til Prøve disse fem,
Min Læser! man maae tænke længer frem,
Og holde varlig huus med Tiden.

I London var, for ikke længe siden,
Iblandt en Hoben andre Ting
En Kiøbmand, som i Hast maae hedde King ,
For ei med nye Riim at spilde Tiden.

Naar jeg faaer sagt lidt meer om Manden,
Man snart vil mærke, hvad han hed
Er af den mindste Vigtighed:
Navn er en Bagatel, det har hver anden;
Men noget, som man kalder Vid, i Panden,
Og noget, meer end Vid, en Hoken Muld,
Som andre kaldte fire Tønder Guld,
Var mere mærkeligt hos Manden;
For Resten var han virksom i sin Bod,
Var munter, vittig, artig, smuk og god;
Men hurtig i sin Dont, som bare Fanden.

Madam! for Himlens Skyld bliv ikke vred!
Da Korthed er min store Kiæledægge,
Jeg havde nær forglemt hertil at lægge
En vis Omstændighed:
Endskiøndt i femten Aar multipliceert med to
Han havde vaaget, drukket, spist og sovet,
Var han dog ikke gift, og ei engang forlovet.
"Det var en Skam!"
147 Ja hvis han Piger saae, som lignte Dem, Madam!
Man ingenlunde kan undskylde ham.

En Philosoph, hvis Navn jeg ikke lider,
Har ikke meget ziirlig sagt:
"Hver som fornøiet leve gider,
"Maae skye, som Pest, Herr Hymens Pagt,"
Han siger endnu meget mere
For at bevise det,
Som jeg vil ingenlunde repetere.
En anden Philosoph er meer honet:
Hans Ord om denne Sag saaledes lyde:
"Gift, eller gift dig ei, det kommer ud paa et,
"Du begge Dele vil fortryde!"
Vor Herre veed, om han har Ret.
Den tredie meest Levemaade viser:
"Det være langt fra mig," saa taler han,
"At raade nogen fra den gifte Stand!
"Nei! tvertimod, jeg dette Forsæt priser;
"Men det er altid dog et vigtigt Spring,
"Man giorde derfor uden Tvivl ei ilde,
"Om man sin Livstid derpaa tænke vilde,
"Betænksomhed er en velsignet Ting!"

Om een af disse Misogyners Tanker,
Og Frygt for noget, som han havde hørt,
Gemeenligen med Ægtestanden vanker,
Til Pebersvendom havde ham forført,
Hvad heller, som jeg snarere vil meene,
Han mellem Vexler, Actier og sligt
Forglemte reent, at han var eene,
Det veed jeg ei, og det er ei min Pligt,
At vide sligt.
Hans Slægt og Venner uophørlig plagte
Ham med Erindring om at gifte sig -
148 Dog sagte! sagte!
Der har jeg uden Tvivl forsnakket mig!
Til Ære for hans Slægt jeg den maae lade,
At ingen af den samme derom bade;
Slig Commandeur af fire Tønder Guld
Bad ingen Slægtning om at fylde Jorden,
Med mindre Slægtningen var gal og fuld!
Det strider mod Naturens Orden.
Vend, hvo som lyster, op og ned paa den;
Jeg snakker meget heller om igien:
Kun Venner bade ham, og neppe disse,
Thi hvis de alle havde bedt min Mand,
Saa havde han Anmodninger tilvisse
Casseret ind fra halve Engelland;
Da rundt omkring enhver, der havde Mave
(Som næsten alle Britter have),
Ustridigen var hans hengivne Ven -
Den rene Sandhed er, at et Dosin af slige
Bad ham bestandig, fleer at giøre lykkelige,
Og i en lille Slægt, naar han var sovet hen,
At leve paa en Maade op igien
Ved Hielp af en elskværdig lille Pige.

"Top!" raabte han engang, "jeg vil forsøge det!
"Men Sagen er, hvor i en Hast saa lige
"Jeg træffe skal en vakker lille Pige?" -
"Den kan du træffe meget let,"
Gientog hans Ven; "sadl op i Morgen, Broder!
"Og rid tre, fire Miil herfra
"Til næste Herregaard, hvor en Papa
"Til tre ret vakkre velopdragne Poder
"Af Evakiønnet boer. Hver af de tre,
"Rød som en Rose, hvid som Snee,
"Uskyldig, munter, kiælen, vil henrive
"Din hele Siæl, saasnart du faaer at see,
149 "Hvad jeg omsonst forsøger at beskrive,
"I hver Modellen til en Gratie.
"Medgift jeg ei kan love dig i Penge,
"Men ellers Alt." - "Top!" raabte han igien,
"I Morgen galloperer jeg derhen!" -
"Det er et Ord?" - "Et Ord! Farvel saa længe."

Om Morgenen derpaa Herr King staaer op;
Sig munter i en Hast paa Hesten svinger;
Den fløi saa let, som om den havde Vinger,
I susende høitbølgende Galop
Til Herregaardens Port - og dermed: Stop!
Smaadrengen tager mod den; Herren dandser
Saa net, saa let ad Kiøkkentrappen til;
En lille Landsbytærne der ham standser
I Farten - thi man er som uden Sandser,
Naar man sig gifte vil,
Saavelsom naar man hænger sig, desværre! -
"Nei! hist er Stuedørren, gode Herre!
"Behag at gaae til den!" - og han gik ind.

Hans Øine fem Gestalter der opdage,
Hvoraf de tre
Undseeligen, i Landsbye-Negligee,
Sig neiede, løb bort og rødmede;
Huusherren og hans Frue blev' tilbage:
"God Morgen!" sagde han, - "Velkommen!" sagde de.
"Min Herre," blev han ved, "jeg ikke har den Ære
"At kiende Dem, men ønsker, det at lære;
"Mig syntes ganske herligt om den Sag,
"At spise Frokost her i Dag;
"Og uden Hensigt syntes det mig ikke;
"De neppe denne giætte kan -
"Jeg altsaa Dem vil sige den; velan! -
"Dog! strax at sige den kan sig vel ikke skikke;
150 "Lidt Frokost først! der gives dit og dat,
"Som uden Frokost ei fra Læben glider glat."

Frokosten knap var endt, før Talen gleed
Fra Frierlæberne paa denne Maade:

"Af Jordens Rigdom, Ære, Herlighed
"Jeg har saa meget, som jeg vel kan raade;
"Saa meget, som jeg skiøtter om,
"Af Himlens Gaver er min Eiendom;
"Tre, fire Tønder Guld jeg eier, for det første,
"Min Alders Kraft og Styrke, Nummer to,
"Og, for at fylde Tallet, Sindets Roe -
"Een Skat mig mangler kun, og det den allerstørste,
"En Kone, som i kiærlig Sympathie
"Vil dele med mig, til det er forbi,
"Det tredie, det andet og det første.
"De trende Døttre har, og mellem disse tre
"Er en, som dette giøre vil, maaskee;
"Vil De, saa lad mig faae dem strax at see
"I Negligee!
"Thi jeg har andet at bestille,
"End spilde Tiden, hvis de ikke ville." -
"Med Glæde! strax! i dette Øieblik!"
Igientog smukke gamle Mand og Kone;
Ud smuttede den huuslige Matrone,
Og ind igien med sine Døttre gik.

I landlig Dragt, med hvide Lin om Panden,
Hvorunder Haaret sneg sig bølgende
I brune Lokker ned paa Skuldrene;
Hver med halvdækket Barm, hvorpaa en Rosenknop
Forsøgte, skinsyg paa sin modne Ven,
Den lille røde Mund at lukke op,
For og, trods Sløifen, ret at kysse den;
151 Med korte Trøier, af hvis Ermer stak
Et Armepar, hvis Mønster du, Seline!
(Thi hvad er rundt og hvidt og nydeligt som dine!)
Din Elsker dølger alt for tidt i Frak;
Med Skiørter, som i lette Folder gled,
Lig Sommerskyer forbi Maanen, ned
Forbi de runde Knæe til Fødderne,
Stod' rødmende, blufærdig smilende,
Og, som jeg ei kan sige det, de tre,
Jeg glemte Rimet for - ved Siden af hinanden.

Herr King , vor Frier, henrykt stod og saae,
Og saae, og giorde intet meer end saae,
Og saae sig fast ihiel; thi Siælen flyver
Ved saadan Leilighed igiennem Øiet hen
Til det, der blendende fortryller den.
Spørg Pastor Paris , om jeg lyver?

Han længe stille stod og saae,
Og ønskte hemmelig, hans hele Krop var Øie
Fra Top til Taa,
For ret med dette Syn at kunne sig fornøie.
"Ja! saadan kunde jeg nok længe staae,"
Udbrød han endelig, "men her er meer at giøre!
"Jeg een maae vælge; thi dem alle maae
"Jeg venteligen ikke faae,
"Skiøndt det var nemt?
"Hvad mener De? Jeg Loven ei erindrer;
"Thi jeg har den og alting glemt
"I denne Glands, som for mit Øie tindrer -"

I Engelland saa lidt som her
Man bruger den herculiske Maneer,
At skabe Hustruer af trende Piger
I een og samme Bryllups-Nat;
152 Der, som i næsten alle Riger,
For slig en Heltestreg har Loven Punctum sat.
Herr King sig altsaa maatte lade nøie
Med een;
Der gives stakkels Mænd, som nok maae døie
Med den;
Skiøndt samme stakkels Mænd jeg ei beklager,
Det deres egen Skyld gemeenlig er;
Thi Koner ere, som man Koner tager,
Det seer enhver.

Men mellem disse Tre var Valget ikke let
For stakkels Manden,
Særdeles nu, han saae saa slet,
Og havde seet sig halvveis fra Forstanden,
En Ting, som saare let kan skee
Ved een at see,
Ja stundom blot en halv, end sige tre .
Hans Tanker dandsede Kehraus i Panden,
Som unge Russer, med en lille Perial,
Paa et Examenaftens Bal,
Indtil de bleve ganske trætte.
"Gid Pokker tænke meer!" saa tænkte han,
"Mig alle tre de lige vel staaer an,
"Og den, jeg faaer, er ventelig den rette."

Med dette kloge Forsæt, blev han ved
Paa denne Viis: "Min Herre og Madame!
,,Hvem af de tre, jeg faaer, er mig det samme;
"Og derfor, uden meer Omstændighed,
"Lad den iblandt dem Konelodden ramme,
"Og faae mit Hierte, Haand, et cætera,
Som først - hør efter, Smukke! - siger: Ja!"

Papa, Mama samtykte denne Maade,
Som Jupiter, ved Nik;
153 "Hør, Piger!" sagde hun, "I nu Jer selv maae raade!"
"Betænker," sagde han, "Jer egen Baade!"
Men et tredoppelt taust undseeligt Blik
Var alt det Svar, de fik.
Vor Frier stod og stirred' tre Minuter,
Og lytted efter, hvor den første Lyd kom fra;
Men fra de tause purpurrøde Putter
Kom ingen Ja.

"Saa vil De," brød han ud, "Dem endelig betænke?
"Nu, Herre Gud! den Ældste vil
"Jeg et Qvarter dertil,
"Men heller ikke meer, taalmodig skienke."

"Det er for lidt, Herr King! " gientog Mama -
"Ja! jeg kan ingenlunde længer bie;
"Nu Klokken alt er over ti!" - "Ja, ja,
"Vi faaer at see! - Følg med, Marie! "
(Saa hed den Ældste, og som virkelig,
Imellem os, Herr King helst ønskte sig,
Og, som jeg har min egen Grund at meene,
Han overalt i Grunden ønsked' eene;
Thi selv uvidende, hvordan det gik
I nysbemeldte Stirre-Lytte-Scene,
Hans længselfulde lange Blik
Sneg' sig saa lumskelig til hendes Barm allene,
Hvorpaa med synderlig Urolighed
Bouqvetten hævede sig op og ned.) -

Men, man er, frygter jeg, en smule kied
Af min langagtige Fortællemaade;
Tilgiv, o Læserl o tilgiv i Naade,
Om hidindtil det faldt dig lidt vel surt!
Nu skal det gaae, som det var smurt.

154

Qvarteret gik; og, vips! af Kabinettet
Mama kom ud igien, og, som en Vind,
Fløi Frieren i hendes Sted derind,
At see hvad Tanker havde der udrettet:
"Nu! vil De have mig? saa skynd Dem!" - " Nei !" -
"Alvorlig?" - " Virkelig !" - "De vil det ei?" -
" Min Herre !" - "Hvad?" - " Min Herre !" - "Vil De?" - " Nei !" -
"Ja, ja! saa rider jeg min Vei,"
Og dermed gik han hurtig ind i Stuen
Og bød Farvel til Herren og til Fruen.

De maatte lide denne Svigersøn
Og bade ham indstændigen at bie:
"See! Veiret er jo smukt og Veien skiøn!
"Vov et Qvarteer endnu! - Gak ind, Sophie !"
(Saa hed den anden Datter) - "Ja! lad gaae!
"Jeg denne Gang endnu forsøge maae!" -
Qvarteret gik, som forrige, til Ende,
Og hurtig Frieren fløi ind til hende .
Det samme Spørgsmaal: "Vil De, eller ei?"
Fik trende Gange repeteret: " Nei !"

Vor Helt tilbage gik igien i Stuen,
Og, sandt at sige, var lidt vred i Huen -
Een Kurv har mangen en i Hov'det Fluer sat;
Men to - Gud frie mig! jeg blev desperat -
Det blev alligevel Herr King dog ikke,
Han vidste sig i Kurve got at skikke;
Det, som forvoldt ham stærkest Hiernevrid,
Var den uigienkaldelige Tid,
Og derfor bandte han, med disse Kurvepiger
Slet intet meer at foretage sig,
Endskiøndt Forældrene bad inderlig
Øm et Qvarteer endnu. Men ak! som Vessel siger
155 (Gud glæde ham for alt, hvad han har sagt!):
"O! christen Siæl! hvad nytter al din Banden
"Mod Kiærlighed, mod Skiæbnen og mod Fanden?"
At trodse dem, især den første og den anden,
Vist ikke staaer i vores Magt;
Herr King nu skulde giftes, og - giv Agt!

Den yngste Datter var endnu tilbage,
Som Henriette hed,
Og efter megen Beden og Umage
Vor Frier nok engang paa Krogen beed,
Og et Qvarteer endnu for hendes Skyld spenderte,
Som ei saasnart var endt, før han igien
Sprang ind, og kiæk den tredde Kurv risqverte.

Han syntes næsten alt at have den,
Og spurgte derfor i en rolig Tone:
"De vil vel ikke heller være Kone? -
"O! skynd Dem, at jeg komme kan herfra
"Med alle mine Kurve! Vil De?" - "Ja!"-
"Min Kone være?" - " Deres Kone ! Ja!" -
"Det er for Alvor Deres Hiertes Mening?
"Nu! Gud velsigne Dem og mig og vor Forening,
"Et cætera!"
Og dermed Arm i Arm de hopped' ind i Stuen.

Fornøiet Herren blev, og glad blev Fruen,
Som sluttede, hvad Læseren nu veed.

"Ja Sagen mellem os er i sin Rigtighed,"
Udbrød Herr King , "nu mangler os kun Præsten
"Og Kongebrev, som snart skal være giort;
"Jeg svinger mig i største Hast paa Hesten
156 "Og trap, trap, trap, igien til Byen fort;
"I Morgen skal jeg have strax den Ære
"Med begge Dele her igien at være.
"Jeg elsker ikke megen Snak:
"For Froekost Tak!
"De tvende Kurve vil jeg lade hænge;
"Farvel saa længe!"

Dermed vor Frier hurtig Afskeed tog,
Og som en Piil afsted mod Byen jog.
Papa, Mama, Sophie, Henriette
I Porten noget stod og saae derpaa,
Til Synet ham ei mere kunde naae.

Marie derimod - Kan Læseren vel giætte,
Hvor hun imidlertid er smuttet hen?
Nu, Kiære! kommer først Historien.

Ei langt fra Gaarden, tæt ved Landeveien,
Laae mellem nogle Træer en lille høi.
I Afskeeds Hurlumheiens Støi
Med Bukken, Skraben, Haandtryk, Kyssen, Neien,
Hun sneg sig bort, og hen til denne fløi -
Af hvilken Aarsag, veed jeg ikke;
Hvad kan ei stundom unge Piger stikke?
Nok sagt, hun sad useet paa sammes Top,
Og kunde derfra mageligen skue
Herr King i sin ustandsede Galop,
Saa længe til han blev saa lille som en Flue;
Og da hun ikke meer ham øinte noget Sted,
Steeg hun paa Heldingen mod Veien ned,
Og satte sig i Græsset der, og græd.

Ulykkelige Kiærlighed!
Hvor kan du Hiernen ei paa Folk forskrue!
157 En Elsker sandser, husker ingen Ting,
Imens du tumler ham omkring
I Frygtens Sneefog eller Haabets Lue

Saaledes gik det denne Gang Herr King ;
To Fierdingvei han alt var galloperet,
Før han, med eet, besindte sig,
At Brudens Fornavn var ham reent uvitterlig,
Som dog til Kongebrev blev reqvireret.
Han derfor vendte sig og Hesten om,
For hendes Navn i største Hast at hente,
Som havde sagt ham Ja . Men da han kom
Til Høien, hvilken Fryd! i det han kiendte
Den ældste Datter, som spadserte der!
"Det sparte mig, ved Gud, et heelt Qvarteer,
"At De, min Smukke! just er her tilstæde;
"Jeg glemte hendes Navn, som gav mig Ja dernede -
"Vil De behage her at sige mig,
"Hvordan det lyder egentlig;
"Thi jeg kan ingenlunde længer bie?" -
"Min Herre! hendes Navn, som vilde gifte sig
"Med Dem? som elsker Dem?" -
"Ja vist!"
"Marie ."
"Saa hedder hun? det kan jeg lide paa? -"
" Som saa! " .. .
" Marie ? - jeg skal rigtig Navnet glemme," -
" Marie , ja! .. . Marie !" - "Hils der hiemme!"

Og bort han fløi,
Men mumled', uden et Minut at tie,
" Marie -
" Marie - hyp! Marie - hop! - Marie !"
Tak skee dig, lykkelige lille Høi!
158 Der hiemme var en Praten om den Frier,
Om hans forunderlige Hurtighed,
Hans Skabning, Midler, Væsen, Narrerier,
Og mange flere Snurrepiberier,
Hvoraf jeg knap det halve veed:
Papa holdt for, hans Hest var at beklage
(Deri han havde megen Ret);
Mama fandt ud, at i hans unge Dage
Han havde været nok saa net;
Sophie paastod, han var alt for lille,
Og Henriette han for gammel var;
De begge holdt den Ting for soleklar,
Han var en lille smule Nar -
Marie blot taug ganske stille,
Og lod dem prate sammen, hvad de vilde.

Da Dagen var forbi, det blev omsider Nat;
Og Søstrene, som nu blev eene,
Fortsatte deres Snak - "Men hvordan er det fat,
"Marie? hvi saa bleg? - jeg skulde meene,"
Var Henriettes Ord, "at det kun tilkom mig
"At blegne her; thi, sandt at sige,
"Dengang jeg sagde Ja , jeg arme Pige
"Tog feil." - "Saa gik det netop dig,
"Som det gik mig;
"Dengang jeg sagde Nei , jeg egentligen vilde" . . .
"Sagt J'a! -
"Ah! ha!"
Sophie stemmed i, som tænkes kan: "Ha! ha!" -
"Men hør engang, det end er ei for silde!
"Bliv rød igien!
"Gaae du for mig til Brudeskamlen hen
"I Morgen!" sagde Henriette -
"Kun Navnet! - hvis han kun ei havde dette?" -
"Hvad Navnet angaaer," blev Marie ved,
159 "Det har sin Rigtighed." -
"Nu, det er løierligt", udbrød Sophie -
"Saa, Henriette , veed du hvad,
"I Morgen vil vi pynte Søster Rie ,
"Hvordan vi bær os ad" -
"Ja! ja!" - det blev i Hast afhandlet og besluttet,
Og alle tre
Med hi! hi! hi! - ha! ha! - he! he! -
Sig ned i Dynerne (sov sødt, I Søde!) putted.

Den næste Dag derpaa kom King igien
Med Præst og Kongebrev. Til Bryllupsfesten
Var alting færdigt, uden netop den,
Som skulde krone hele Resten.

Det varte to Qvarteer, det varte tre:
"Hvor længe kan dog ogsaa Bruden bie?"
Da man tilsidst fik pludselig at see
Imellem Henriette og Sophie
I hvide Bryllupsdragt den rødmende Marie .

Forældrene, som ei begreb
De trende Søstres overlagte Kneb,
Og alle Giæster studsede ved dette.
Men King , som troede, Bruden var den rette,
Sig nærmede til den, som festlig pyntet var,
Og vilde have Sagen klar.
"Min Herre, det er ikke Henriette ." -
"Nei det forstaaer sig selv." - "Nu, det er underligt,
"Hvordan han meer end vi begriber sligt;
"Min Herre! det er virkelig Marie ." -
"Ja hvem vel ellers." - ,,Hun, som sagde Ja,
"De vil jo have?" - "Just! Men hedder da
"Hun, Bruden her, ei virkelig Marie?" -
160 "Jo rigtig nok, men" -
"Hvad skal dette Men
"Da sige? skal jeg nu frie om igien?
"Hvorefter skal vi længer bie,
"Naar Bruden færdig er og Præsten , som skal vie?" -

Man Kongebrevet saae, og see! der stod Marie .
Man studsede forskrækkelig derved.
Min Frier blev af al den Studsen kied,
Tilsidst han blev endog en smule vred.
Men endelig forklarede Sophie
Den hele Sag,
Til Kings, Papas, Mamas og hvers Behag:
"Thi," sagde Henriette , "jeg kan bie." -
"Det haster heller ikke just med mig;
"Men det sig passer allerbedst for dig,
"Min Søster!" lagde til den skielmske Miss Sophie .
Historien de, kort sagt, alle leed
(Gid Læseren det vilde med!),
Og King blev viet og gift, og glad med sin Marie .

Moralen, som heraf kan pilles ud
Med overmaade lidet Hovedbrud,
Er meer end een; jeg kiender, sandt at sige,
Kun faa Historier i Riim saa rige
Paa reen og fyndig, sand og sund Moral,
Som denne - Fast af hver en Periode
Man lære kan alt hvad man lære skal,
Naar man har Takt for det moralske Gode.
Det vigtigste deraf for Brudgom og for Brud
Vil sikkerlig min Læser selv udfinde,
Naar han og hun engang faaer sligt i Sinde,
Hvortil dem skienke Held den unge, blinde,
Bevingede, bekiendte lille Gud!

Kallundborgs Krønike,
eller
Censurens Oprindelse.

D en hele vide Verden veed -
(Ved hele Verden, notabene!
Poeter i Særdeleshed
Syv, otte gode Venner meene,
Jeg traver i Poeters Fied,
Og altsaa:) hele Verden veed,
At, for umaadeligen længe siden,
Da Kronprinds Humble selv var ganske liden,
En Hest i Kallundborg Borgmester blev,
Som Peer sigkaldte, Peer sig skrev;
Sit Tilnavn kunde han aldeles ikke lide,
Og Fornavn var paa den Tid ingen Skam -
Hvad om den hele Verden fik at vide
Lidt meer om ham?

Det gaaer Skribenten, der giør Verden Cour,
Naar Verden tier stille som en Muur,
Aldeles som en anden Frier:
Han troer, at man samtykker, naar man tier.
162 Den sidste feiler gierne lidt;
Den første tidt.
Maaskee jeg og mig her for meget lover -
Men hvad? den vinder ei, som ikke vover.

Saa hør da min Fortælling, lille Jord,
Og ryst, og bæv med alle dine Throner,
Og alle disse Hof-Cameleoner,
Som vrimle rundt derom, fra Syd til Nord!
Thi stor er Tingen, som jeg taler om,
Og større Manden, fra hvis Bug den kom,
Da Kundskabs Straaler i dens Skygge døde -
Jeg siger Bug ; thi ingen Hierne var
Vidtløftig nok, den Sag er soleklar,
Til dig, o Kiempe! dig, Censur ! at føde!

Frygt ikke, Læser, denne Heftighed
Skal vare hele Tiden ved!
Det var et lille Glimt af Pieriden -
Ved en og anden Leilighed
Jeg bliver vel i Hovedet lidt heed,
Men sagtnes efterhaanden siden.

I Konning Dans for længst henfarne Dage
Var Kallundborg en ganske anden Stad,
Der var en mægtig Hob, jeg veed ei hvad,
Hvoraf nu meget lidet er tilbage:
Der gaves folk, som kunde færdig Jydsk,
Lybsk, Holsteensk, Hollandsk, Flamsk, og Svensk og Tydsk;
Ja Kræmmere, som havde Been i Panden,
Og blot ei Horn - som kunde tviste med
Achill og Don Qvixott ' i Tapperhed,
163 Og gave Lybeks sorte Tavie Fanden;
Pastorer, som holdt Troen reen og puur,
Og jog, ved Hielp af Aandens Naade-Gave,
Hvert Kiettersviin af Helligdommens Have,
Som, for dens Peberrødder at opgrave,
Sig sneg deri saa lumsk omkring paa Luur;
Studenter, som for nogle saa Rosiner
Forklarte hele Curtius paa Jydsk;
Og Skriverkarle, som med lærde Miner
Endog Aviser tolked ud af Tydsk;
For hvilke Læsning, selv i velske Bøger,
Var ingen Kunst -
Ak! slige Folk man der vel nu omstunder søger
Omsonst.

Blandt mange flere Herligheder,
Som jeg vil springe reent forbi,
Var og i Kallundborg et Trykkerie ,
Som den Tid fandtes næsten ingen Steder;
Ja, somme holde for (og rimeligt det er),
Den skadelige Kunst, at trykke Bøger,
Er egentligen først opfunden der
Af en fordømt Knapmager Tøger ,
Som Fanden tog engang paa Veien til Korsøer ,
Lig Doctor Faust en Tid derefter -
Og som ved slige Folk han altid giør!
Beviis herfor er over mine Kræfter;
Jeg hader al Slags Klammerie -
Nok, at der den Gang var, som sagt, et Trykkerie.

Men Trykkene er eet, og Trykkerie er to!
I det Fald Kallundborg var et Geneve :
Man tænkte hvad man vilde, skrev i Roe,
Og Skrifter ubedømte trykte bleve.
Man derfor og fornam, at meer og meer
164 De gamle Hexe svandt med deres Herre;
At Haandverksfolk blev efterhaanden fleer,
Og Tiggere hver Løverdag blev færre;
Thi Kunster, Videnskaber voxte frem,
Og Klogskab i hver Næringsvei med dem;
Man boede mageligt i nette Huse,
Som, for det meste, stod i lige Rad;
Man spiste god, og vel tillavet Mad,
Og drak sin Miød af skiønt glaseerte Kruse,
Aar efter Aar den meer oplyste Stad
Blev smukkere. Rundt om dens vestre Side
En Skov af Skibe saaes, opfyldte med
De fierne Jordens Egnes Herlighed.
End skiønnere man saae, mod Østerlide,
Det velopdyrkte, rigdomssvangre Land
At prange, ligt et Strøg af lutter Haver,
Med alle Jordens moderlige Gaver.

Saaledes overalt paa Mark og Vand,
I Husene, paa Torvet, og paa Gaden
Var nyttig Flid; og Ploven, Aaren, Spaden,
Knibtangen, Øxen, Naalen - alt blev brugt
Med mærkeligen meer og meere Frugt.
Meer ordentlig gik Sagerne til Tinge;
Meer ordentlig i Kirken Sangen gik;
Man hørte bedre Byens Klokker ringe;
Kort, alt - endog de Halte bedre gik.
Men rigtig nok man stundom fik at læse
En lille Vise, trykt i dette Aar,
Som rynked hist og her en fornem Næse,
Vor Herre veed hvorfor -
Og rigtig nok (thi lyve vil jeg ikke)
Kom ud engang en atheistisk Bog,
Hvori Forfatteren til Punkt og Prikke
Beviiste, den var ikke rigtig klog,
165 Som troede, Jorden sad og Himlen rendte -
"Saa stor en Høflighed" (Gud frie os! hvilke Ord!
En Gysen giennem Præst og Præstedeien foer)
"Man ikke," sagde han, "af Himmelen maa vente."

Klog over det, som skrevet staaer,
Bør ingen from, retsindig Christen være!
Og trykke Bøger, hvor det gaaer,
Er egentlig dog intet andet, Kiære! -
Saaledes raisonnerte den og den,
Som var i Troen nogenlunde kræsen;
Særdeles Præsten og Borgmesteren
Leed ingenlunde dette Trykkevæsen,
Som (sagde de) var Aarsag i,
At Vantroe, Sviir, og Horerie,
Og Kiettermeeninger, og Poesie,
Logomakie, Astronomie,
Og, frem for alting, Atheisterie
Fik Overhaand i alle Byens Gader,
Ja selv i Herrens huus, skiøndt det utroligt lader,
Saa stærkt, at Folk henslumred mangen Gang,
Naar Prækenen var blot tilbørlig lang,
Endogsaa paa de lave Stolestader.

Imidlertid gik Pressen lige fuldt.
"Lad dem kun smøre, de profane Hunde!
"Saa længe vi, trods deres tappre Sult,
"I vore Kanapeer rolig blunde!"
Saa tænkte Byens Fædre - men, o Vee!
Vee! vee dig, Kallundborg ! din lærde Hæder
Skal snart fordunkles! Dumhed snart skal lee
Paa den Ruin, hvor alt Minerva græder!

En Dag (saavidt jeg veed, en Hundedag)
Borgmesteren sad i sin Stoel, hvis Arme,
166 Hvis magelige Sædes lumre Varme
Min skrøbelige Geist er alt for svag
Til at beskrive ret. Elastisk hæved
Den kiælne Duun dens silkebløde Barm;
En Duft, som slukte strax hvert Glimt af Harm,
Omkring dens tause Damask døsig svæved -
Kort: dypped jeg i Lethe Qvæders Pen,
Og skrev paa Valmu Dag og Nat med den,
Jeg kunde den ei søvnig nok afmale -
Desuden var maaskee min Stræben her
Reent overflødig; thi desværr'!
Maaskee min Læser ligger alt i Dvale.
O! skyd, i saa Fald, Skylden ei paa mig,
Men blot paa Stolen! -

Med den dybe Mine,
Som for en saadan Mand kan skikke sig,
Hvis rummelige Mave faderlig
Maa giemme hele Byens Fryd og Pine,
Sad den Velviiseste. Den Rolighed,
Den philosophiske Dybtænksomhed,
Og overvættes store Siælefred,
Man seer paa Dalens fede Konges Pande,
Naar han i Græsset sagtelig slængt ned
I Skyggen af et Træ, ved Kildens Bred,
I Dyssen af de musikalske Vande,
Med vigtig Taushed tygger Drøv,
Sad paa hans store purpurrøde Næse,
Hvor man med liden Møie kunde læse:
Siæl! hold dig klogeligen i dit Støv!

Som Solen, naar den kobberrød fremstikker
Imellem tykke Skyer i taaget Rusk,
Saa fremstak af Parykkens Bukkel-Busk
Hans Ansigt i en Damp af Portorikker.

167

I slig Forfatning havde han for Skik,
At smøge sig i Slummer alle Dage;
Men hvordan det nu gik og ikke gik,
Saa vilde Søvnen ei i Dag behage,
Paa Pibens Vink at nærme sig som før;
Han røg, og røg igien, og røg sig ør;
Men intet Blund han fik, end sige Slummer -
Ak! ingen Dødelig er frie for Kummer!

Lig Kong Asverus lod han hente da
Den gamle store Stadens Chronika
(En Bog, fem Gange tyve Vintre gammel,
Der ellers brugtes for hans Søn til Skammel,
Og for ham selv, at løfte til Motion),
Hvoraf hans Kone pleied i slig Knibe
Mod Søvnløsheden Antidot at gribe,
Og forelæse ham saa stor Portion,
Som til forønskte Virkning at frembringe
Var nok. Som oftest var den Dosis ringe;
Thi deels Borgmesteren, for sin Person,
Til snart at slumre var utroelig nem,
Og deels var Bogen til at assoupere
Fast ligesaa beqvem;
Men denne Gang hun maatte læse mere:
Hvad Ord for Ord, aldeles paa et Haar,
Som det i samme gamle Krønik staaer,
Jeg her min Læser troelig vil levere.

"Den femte hujus døde Christen Smed,
Den hele Bye til stor Fortred;
Han var en brav og nyttig Mand,
Beslog en Hest med stor Forstand,
Paa Laase giorde mange Sving,
Slog Øier ud for ingen Ting.
168 Gid hisset han ei saa maae svede,
Som han har altid giort hernede!" . . .

"Endnu du sover ei, min lille Mand?"
Udbrød den standsende Borgmesterinde -

"Nei! læs kun meer," igientog han,
"Det vil sig, haaber jeg, paa Timen finde;
"Jeg ei begriber denne Søvnløshed;
"Nu vel! læs meer! bliv ved!" - og hun blev ved:

"Vor Præst, som nylig var lidt svag,
Blir feed og fyldig Dag fra Dag.
Han kan lidt meer end Fadervor,
Og maner stærkt, som Ordet gaaer;
Alligevel for Tyverie
Den stakkels Mand er ikke frie.
Forleden misted han sin Hest -
Vor Herre skaane kun vor Præst!" . . .

Borgmesterinden standsed her igien:
"Du slumrer ei endnu?" - "O nei! vist ikke!
"Jeg slumrer ei saa snart i Dag, min Fikke!"
(Saa hed til daglig Brug Borgmestersken)
"Du nok kan mærke, naar jeg sover hen;
"Jeg snorker, som du veed; bliv ved at læse,
"Saa længe til du hør Signalet af min Næse." -

Borgmestersken begyndte da igien,
Men sprang tre fire Blade reent forbi,
Som der var alt for meget moersomt i;
169 Man derfor eene hende Skylden give,
Om Følgende lidt kiedsomt skulde blive:

"Den Tyv, som stial Herr Nielses Hest,
Blev greben sidste Mortensfest,
Og bragt paa Stand for Magistraten,
Som arresterede Krabaten.
Man kneb ham med saa megen Fynd,
At han tilsidst tilstod sin Synd,
Blev foresiunget, forelæst,
Af den sagtmodige Niels Præst,
Og siden paa en Sluffe slængt,
Kiørt ud, vendt om, berettet, hængt;
Men, som man snart vil mærke det,
Altsammen overmaade slet.

Det henved Midnatstide var,
Og Maanen skinte ganske klar,
Og mange Stierner blinkte ned
Paa Marken, og paa Tyven med;
(Thi Maanen seer paa slig Person
Saavel som paa Endymion)
Da kom paa Hesten, trap, trap, trap,
Jens Skovfogd ridende saa rap,
Forbi det gyselige Sted,
Hvor Diævle vogte, som man veed,
Trofæen for Retfærdighed.
Ret, som han rider bedst, og seer
Ad Galgebakken til - hvad skeer?
En Røst, lig den af Belzebul,
Saa rædsom, underlig, og huul,
Ham brøler ud fra Galgen: "Stop!"
Og vips! foer Kolden i hans Krop;
Han skialv som Esp, og i sin Skræk
170 Forglemte han at spore væk,
For i Gallop at komme bort,
Som jeg i hans Sted havde giort.

Han saae, og lytted nok engang -
Og nok et "Stop!" fra den, som hang;
Han slog et Kors, slog to, slog tre;
Men ligemeget hiulpe de.
Han takked i en Bøn for Mad;
Men ihvor inderlig han bad,
Kom dog den samme Lyd igien
Fra Fandens nylig hængte Ven.

Jens var for Resten ei Poltron,
Og hidtil aldrig kaldt Kujon;
Han tog paa sin Samvittighed
Det allerstørste Vangeled,
Og slog med det engang en Tyv,
Og kyste hele slige syv,
Som vilde plyndre lumsk hans Hiem;
Men der var ogsaa Liv i dem!
I denne Diævel derimod
Var intet uden bare Blod,
Og ingen, ingen Moders Siæl
Kan slaae tilgavns en Død ihiel;
Selv naar han Græsset maatte bide,
Al Fordeel var paa Tyvens Side.

Imens han raisonnerte saa,
Lod Tyven atter fra sig gaae
Endnu et Skraal, som vores Helt
Fandt mere liveligt end fælt;
Og som, hvordan det ogsaa var,
Den Ting ham giorde soleklar,
171 At der var Liv, et cætera,
Hvor dette sidste Skraal kom fra.

Liv altid var Jens Skovfogd nok -
En levende Banditerflok
Han meget heller Spidsen bød,
End een, som, nok saa tam, var død;
Og derfor reed han, hop sa sa!
Did, hvor den Lyd af Liv kom fra.

"Hvordan," udbrød han, "er det fat?
"Er du i Live, Kammerat?" -

"Ja, skiær mig ned, o christen Siæl!
"Jeg ellers hænger reent ihiel!" -

"Band paa, du lever, først, hvis ei,
"Jeg løber strax igien min Vei!" -

"Ja vist! i Diævels Skind og Been,
"Jeg lever! ja! den Sag er reen;
"Men lever bandsat, som du seer,
"Og døer, hvis - o! jeg kan ei meer" -

Jens Skovfogd tænkte lidt sig om,
Og snart til sin Beslutning kom;
(Thi det er dog særdeles sødt,
At bringe Liv igien i Dødt.
Jeg troer, ved saadan Leilighed
Jeg og en stakkels Tyv skar ned.)

Jens Skovfogd tog sin Tæliekniv,
Og raabte: "Løb, og frels dit Liv!" -
Og ned sprang Tyven, lig en Kat,
Der lang Tid har i Tønden sat,
172 Naar Dragøes Helt med vældigt Drag
Den redder i et Seierslag. -

Lig en forrykt, beskiænket Mand,
Som Glæden jager fra Forstand,
Han takked ham, som gav ham Liv
Ved Mod, og Kiærlighed, og Kniv -
Og Glæden af at giøre vel
Betog vor Jenses hele Siæl:
"Løb," sagde han, "af alle Kræfter!
"Og stiæl nu aldrig meer herefter!" -

"Du gav mig Livet," gientog han,
"Kun for at døe paa nye, min Mand!
"Hvor skal i Nat jeg arme hen?
"Klyng mig i Galgen op igien!
"Forvildet, saaret, bange, mat,
"Man faaer mig letteligen fat,
"Hvis jeg til Morgen ei hos dig
"Maae lidet vederqvæge mig.
"Troe mig, det er en egen Sag
"At have hængt den ganske Dag!
"Lad mig udsove denne Skræk,
"Og pille mig i Morgen væk!
"Hvis ei, saa heller, kiære Ven!
"Klyng mig i Galgen op igien."

Jens fandt den Sag ret rimelig,
Og sagde: "Kom da hiem til mig!"
Og tog ham bag paa Hesten rap,
Og reed til Huset, trap! trap! trap!

"Min Kone sover," sagde han
(En Helt er altid kiærlig Mand);
173 "Giør derfor, Landsmand! ingen Larm;
"Men læg dig her, og sov dig varm!"
Og viste ham en opredt Seng;
"Sov vel! og ei i Drømme hæng!" -
"God Nat!" og derpaa begge to
Sig sloge meget snart til Roe.

Jens havde med fra Marked hiem
To nye Støvler, hængte dem
Paa Sengestolpen, hvor han laae,
Og faldt i Slummer strax derpaa.

Vor Hængte med sin lange Hals
Var Søvnen ei saa let tilfals.
De Støvler fik han Øie paa,
Og meer og meer paa samme saae;
Han saae saa længe, saae saa tidt,
At han til dem fik Appetit;
Han vel tillukked Øiet; men
De Støvler lukked op igien.
Og hvor han vendte Synet mod,
De nye Støvler for ham stod;
De blanke var, og uden Meen;
Og syntes giorte til hans Been -
Som Tyvs, hans eget gamle Par
I jammerlig Forfatning var;
Thi hvor kan Retten tænke paa
En Fyrs Forlegenhed som saa?
Alan troer gemeenlig, een, som hænger,
Af alting mindst til Støvler trænger
Han stirred atter paa dem hen,
Og Rapse-Nykken kom igien:
Naturam furca pellas ex,
Hun kommer dog igien, den Hex!
174 Han saae paa dem, han saae paa sine,
Og tænkte: De skal være mine!

Som tænkt saa giort! han listed sig
Til Sengestolpen lumskelig,
Fik Støvlerne fra Knagen ned
Med al en Hængts Behændighed,
Og trak dem hurtig begge paa,
Og vilde netop til, at gaae -
Da Jens , som vaagned ved den Larm,
Fik i ham fat med vældig Arm:
"Fordømte Tyv! som, nyelig hængt,
"Er end med Tyverie befængt!
"Kom du fra Galgen før i Live,
"Du nu for Alvor hængt skal blive!"

Saa sagde han, og trak ham med
Paa Marken ud: "afsted! afsted!"
Og puffede ham Puf i Puf,
Og puffed af ham mangt et Uf!
Det gik saa tyst den hele Vei;
Thi skrige høit, han voved ei,
Indtil de kom til Galgen hen -
Ved atter at beskue den,
Blev han, der Hest og Støvler stial,
Som han var ganske bindegal,
Og slog omkring sig vildt og fælt -
Men Jens , som før er sagt, var Helt,
Giengieldte Fyrens blinde Puf
Med sikkre Slag, og i en Ruf
Han styrted ham Paa Jorden ned,
Og bandt ham med Behændighed,
Og klynged ham i Galgen op
Tilgavns, med ganske Siæl og Krop:
"Raab nu, saa tidt du gider, Stop!
175 "Forsøg, hver Lyd fra dig at give!
"Du tredde Gang ei hængt skal blive!"

Det meget over Midnat var,
Og Maanen skinte ganske klar,
Og alle Stierner blinkte ned
Paa Marken og paa Tyven med,
Som hastig gav det sidste Suk,
Og mukked siden ei et Muk.

Jens Skovfogd gik sin Vei igien,
Kom hiem, gik i sin Seng, sov hen,
Stod op, og Morgenen derpaa
Sig lod med ingen Ting forstaae.

Aurora mellem Østens Høie
Kom i sit røde Skiørt og Trøie
Med gyldenstykkes Hue paa,
Og ligerviis paa Tyven saae.
Ved samme Tid en sort Krabat,
Som fuldt sig havde foresat
I Dag at ville staae sig brav,
Fordi han slemt i Gaar røg af,
Kom, henrykt i Qvintilian,
Og rendte paa Herr Urian.
Han standsed, studsed, da han saae
Ham med to nye Støvler paa,
Og tænkte stirrende: mon Fanden
End efter Døden rider Manden,
At selv i Galgen han ei kan
Afholde sig fra Natteran?
Gud frie os! Stiæle Støvler hængt
Er før ei seet, ja neppe tænkt! -

Med disle Ord han rendte hiem,
Og raabte høit, hvor han kom frem:
176 "Den Tyv, som hængt i Aftes var,
"Et nyt Par Støvler stiaalet har!"

Det hele Kallundborg kom ud,
Og saae det Syn; bevar os Gud!
De gamle Støvler borte var!
I deres Sted han nye bar.
Man stirrede paa ham, som hang;
Man loe, man græd, man peeb, man sang;
Man giennemgik Physik, Moral,
Og Hypotheser uden Tal;
Kort sagt: den hele Bye blev gal -
Men ingen kunde dog udgrunde,
Hvor hængt man Støvler stiæle kunde?

Man efter Præsten Nielses Raad,
Som selv begreb ei denne Daad,
Omsider Haabet reent opgav,
Om den at fatte nogen Tid,
"Før," som han sagde, "bag sin Grav
"Man kom til noget mere Vid."

Borgmester Ebbe derimod,
Som nok saa lidt deraf forstod,
Var ei saa rolig i sit Fag
Ved denne paradoxe Sag.
Han paastod fast med Mund og Pen,
At Tyven nok engang igien
For dette Ran afstraffes skulde;
Thi Tyverie er Tyverie,
Og Tyv bør ei gaae Ram forbi,
Fordi han ligger under Mulde.
I mangen Act in Folio
Man tvisted contra, tvisted pro,
Men kom med Sagen ei til Ende.
177 Man veed endnu med Vished ei
(Thi saare lang er Rettens Vei),
Til hvilken Kant den vil sigvende. -

"Hvad!" raabte vor Borgmester vild,
Og slog sin Pibe reent itu paa Kanten
Af Folianten,
"Hvad" brølte han, "er det for en Pasqvil?
"Det mig skal ramme, som jeg hører -
"At lugte sligt, er ingen Kunst!
"Nu, ved min Mave! den fordømte Smører
"Skal ikke have smurt omsonst!" -

"O Himmel!" raabte hun, og slængte Bogen,
Saa langt hun kunde, hen i Krogen;
"Du drømmer slemt, min lille Mand!
"Vaagn op, og kom i gien til din Forstand!
"Og lad den Fule, Smør, og Sild, og Lugt,
"Og alt det andet fare! vaagn nu smukt!" -

"Hvad drømmer! drømmer! drømmer! nei desværre
"Jeg ikke fik et Blund, det veed vor Herre!
"For al den Skumlen, som du læste der -
"Det Frugten af den Hunde-Friehed er,
"Alt, hvad man vil, at kunne trykke!
"Fornam du ei, din Gaas! det hele Stykke,
"Du læste der, var Skamskrift over mig?
"Men det skal hævnes, troe mig, sikkerlig!" -

"Men, lille Mand!" gientog med Smil Madammen,
"Betænk, det er en grumme gammel Bog!
"Og det er trykt og skrevet alt tilsammen,
"Før jeg og du blev født; betænk dig dog!
178 "Du har jo Støvler aldrig stiaalet!
"Du er jo hidtil ikke hængt, min Peer!" -

"Ja gammel hid, og gammel her,
"Den skal," saa bandte han, "paa Baalet!
"Du dig kun lidt forstaaer paa slige Ting;
"Jeg seer en smule dybere; jeg veed
"Som Dommer, som Jurist, om sligt Beskeed:
"Han mener mig med hele Magistraten;
"Jeg rigtig nok engang har hængt en Tyv;
"Trods ham, og al hans skammelige Praten,
"Jeg kunde hænge slige syv,
"Og, hvis jeg havde ham saa sandt i Fælde,
"Ham selv i Midten, om det skulde gielde.
"Hvem anden mener han vel med den Mær,
"Som kom imellem nogle Høie
"Med guulrødt, eller brunrødt Skiørt og Trøie,
"Og gyldenstykkes Hue noget nær,
"Hvem anden vel end dig? Til Punkt og Prikke
"Han dig har malt, min lille Fikke!
"Hvem gaaer med gyldenstykkes Huer nu,
"Med røde Damask-Trøier, uden du?
"Og, troe mig! med den sorte, det er reent,
"Som han beskriver saa confus,
"Han har vor ældste Søn, vor Petrus meent,
"Som røg forgangen af med Nucleus." -

"Ja", sagde hun, "nu synes mig, min Peder!
"At jeg begriber, du har Ret.
"I Mænd dog alting fatte kan saa let;
"Hvor er vi Koner dog kun Faar mod Eder!" -

"Desuden", blev han ved, "jeg længe har
"Mig ærgret over det fordømte Væsen,
179 "At kunne trykke frit i hvad det var -
"Hvad kommer der vel ud af al den Læsen?
"En Skræder kan jo blive nok saa klog
"Som jeg; kan mønstre mig og hele Staten;
"Kan trodse mig, og hele Magistraten,
"Ved Hielp af en og anden lumpen Bog!
"Spørg kun Herr Morten ! han med mig vil sande!
"Jeg tidt har hørt ham Bøger at forbande:
"Han siger: det er lutter Satans Kram!
"Studeringer er blot for Folk som ham,
"Der kan sin Hierne styre selv og raade,
"Og veed med Pønskningen at holde Maade -
"Og overalt - hvad Krøniken især
"Betræffer, slig en Bog er ikke værd,
"At være mere til, om ei for andet,
"Fordi den mig har skilt i Dag
"Ved Middagssøvnen - blot for denne Sag
"Den være skal til evig Tid forbandet!"

Endnu før Solens Nedgang blev sendt Bud
Til Præsten, som var stærk Zelot i Sagen;
Og under megen Raslen, Knittren, Bragen,
Blev Krøniken opofret Ildens Gud.
Med al Høitidelighed dette Væsen
I Borgemester-Gaarden foregik:
De tvende Byens Fædre stod og saae
Med megen patriotisk Fryd derpaa,
Mens Røgen af den brændende Kronik,
Satyrisk selv i Dødens Øieblik,
Dem begge to stak ondskabsfuld i Næsen.

Den næste Dag kom en Forordning ud:
"At alle Exemplarerne af samme
Opofres skulde Hevnens vrede Flamme,
180 Som lige skyldige" - med nok et Bud:
"At ingen, hvo det var, herefter mere
Til Trykken maatte nogen Ting levere,
Det være hvad det vilde, klogt og galt,
Philosophier, Eventyr, Moraler,
Ordbøger, Oder, Elegier, Taler,
Satirer, Fabler, Krøniker, Annaler,
Og andet sligt - med eller uden Salt -
Paa Jydsk, paa Tydsk, paa Holsteensk eller Flamisk,
Ja Græsk, Sverinsk, Franzøsk, Mesopotamisk,
Før det af Byes Borgmester eller Præst
Var nøie giennembladet, giennemlæst,
Og dømt, hvorvidt det Statens Tarv og Ære,
Og deres Bedste kunde tienligt være."

Saaledes for een Mands afbrudte Slum
Opofredes for evig hele Staden -
Man hørte i et sammenmænget Brum
Af Jammerskrig, hvorhen man kom paa Gaden:
"Ak! vi har mistet vort Palladium!"

Borgmestren var, som han er nys beskreven;
Som Censor kiender man hans Dygtighed.
Med Præsten Morten man, saavidt jeg veed,
Saa nøie hidtil ei bekiendt er bleven.
Jeg derfor af hans trufne Malerie
Vil give her, saa got jeg kan, Copie
(Originalen hænger i Peer Paars) -
Han stærk og fyldig var, og lidt til Aars,
Særdeles Kiender, frem for alt, af Heste,
Men af sig selv, som Folk er fleest.
Donat , og sligt, han eengang havde læst,
Og glemt igien; for Resten, som den beste,
Han brægede for Altret; præked blot
181 Et maadeligt Qvarteer, og dog saa got
Som nogen fik sin Menighed i Slummer.
I Skriftestolen var han meget skrap,
Især mod dem, hvis Offring var lidt knap.
"Den rette Vei til Himmelen er Kummer!"
Hans Mundheld var - og, som en Siæle-Ven,
Han derfor rundelig uddeelte den
Med Lovens Straf, og Prophetiens Varsler;
Og skruppede de Døende med Klem,
Til Lægen fra hans Torden frelste dem -
I øvrigt: aad for fire, drak for fem
Ved alle Bryllupper, Begravelser og Barsker.

Med disse Censor-Evner ruslet ud
Han hialp Borgmestren i at censurere
De sidste, svage litteraire Skud,
Som Rectoren, Conrectoren , og flere,
Hvis Navne jeg ei her opregne vil
(Tildeels dog Calvinister), af og til
Bad skiælvende Borgmesters Pige, Rikke ,
Igiennem Borgemestersken, Frue Fikke ,
At presentere Borgemester Peer
Til naadig Dom.
Omsider meer og meer
Man kiedtes ved, tidt uden Frugt, at tigge
Til Trykken saadant Privilegium.
Man tabte Vid med Modet, og blev dum;
Og endelig man skrev aldeles ikke.

Bestandig meer og meer svandt Staden hen,
Thi Muserne Censurens Sæde skyede,
Og Handel, Kunster, og Fabriker slyede
Med dem i Hast til andre Kyster hen,
Hvor Fred og Friehed trygt de kunde nyde.

182

Den hele Bye blev fyldt med Graad og Sorg,
Ja! græd, ulykkelige Kallundborg!
Vee! Vee dig, arme Stad! din lærde Hæder
Er nu fordunklet! Mæsket Dumhed leer
Paa den Ruin, hvor Kundskab hungrig græder!

Orpheus og Eurydice.

H err Orpheus var en Spillemand
(Som hele vide Verden veed),
Der, naar han paa Fiolen gned,
Fik Træer i Skov, og Fisk i Strand
Til, ingen anden Ting at sandse,
End Norske-, Polske-, Springe-Dandse.

Men ingen Ting paa Jorden her
(Som ogsaa hele Verden veed)
Er af bestandig Varighed.
Musik, hvor mægtig end den er,
Kan ham med Leen ikke standse;
Med ham Herr Orpheus maatte dandse.

Vor Virtuos var Enkemand
(Som ogsaa hele Verden veed),
Han fulgte derfor villig med;
Du treffer hende, tænkte han,
Som kyste dig, og bandt dig Krandse!
Saa kan du der med hende dandse.

Ved Tartarus *) han traf Apoll
(Som faa, maaskee slet ingen veed).
"Min Søn! kom ikke længer ned!
"Du maae gaae frie for Syndsens Sold,

* 184

"Og faaer en Plads i Zeuses Rige!
"Som Gud du did med mig opstige."

Ja! svared' Orpheus henrykt, ja !
(Hvo sagde Nei til Himmerig?)
Hvis min Eurydice med mig
Maae komme der; hvis ei, Papa!
Jeg bliver heller i det Lave,
Hvor jeg kan hende hos mig have.

"Nei!" gientog Phoebus *), "ingen kan
"I Himlen sætte mindste Fod,
"Hvis Puls ei slaaer af Guders Blod
"Min Søn! det gaaer umuelig an!
"For Vindingen af slig en Throne,
"Du maae forlade reent din Kone."

Forlade hende! brød han ud
(Slig Ægtemand er rar at see),
Forlade min Eurydice !
Forlade hende! gode Gud!
Før tolv Olymper jeg forlader!
O! du var aldrig gift, min Fader!

Ak! uden dig, Eurydice !
Som Gud jeg blev ulykkelig!
Jeg heller dele vil med dig
Et Paradiis i Helvede**).
Kun, hvor du smiler, er min Himmel,
selv midt i Eumeniders Vrimmel.

* * 185

Og vips - han fløi ad Trappen ned
(Farvel, o! Zeus ! Farvel, Papa!
Farvel Olymp , etcetera!)
Og kom i Hast til Styxes Bred;
Og seilte saa til hine Enge,
Hvor hun ham kiærlig vented' længe.

"O! hvor den Spillemand var gal!"
(Saa griner hist en giftet Flok,
Og hist en Pebersvende-Flok)
"Han havde vist en Perial!
"Tilsidesætte Guddom, Throne -
"Den Nar! - og alt det for en Kone -

"En Kone, som, hvor smuk hun var,
"Var dog et Fruentimmer kun,
"Hvoraf der gives fleer end hun -
"Var det saa meget værdt? - den Nar!" -
De Stakler Aarsag har at grine;
De fandt dem aldrig en Palmine .

Emma .
Et romantisk Eventyr
i fem Sange.

Første Sang.

O ! du, mit Haab, min Fryd, min Sang,
Min Siæls tilbedede Veninde!
Sig, kan min Harpes svage Klang
En Adgang til dit Hierte finde?
Kan Musens stille Harmonie
Dig, Elskte! haabe mildt at røre?
Vil du dens kiælne Sværmerie
Med sympathetisk Vellyst høre?
Kan den opfylde dette Bryst,
Hvor sig min hele Himmel hæver,
Hvorpaa min Tanke henrykt bæver,
Med Tusinddeelen af sin Lyst?

Naar ingen Qval min Siæl betynger,
Fordi du smilte til mig ned;
Naar om lyksalig Kiærlighed
Jeg, drukken af min Vellyst, synger -
187 Og drømmer mig i Glædens Hiem,
Imellem smilende Camener;
Og seer de høitidsfulde Scener,
Og fuld af Ild udmaler dem;
Og i hver yndig Elskerinde
Kun stræber at beskrive dig,
Naar skiøn som Kiærligheds Gudinde
Du med dit Smil bestraaler mig -
Kan du da kiende svagt igien
Et Glimt af dine Yndigheder:
Lig Duggens Blink, naar Solen spreder
Sin Glands paa Blomsterengen hen?
O! vil du see hvert Træk, hver Tanke,
Som sand og skiøn udmærker sig,
Og troe, Camenerne dem sanke,
Som Bier af en Blomst, af dig;
Og i hver rigtig Tone høre
En Gienlyd af den Harmonie,
Hvormed du tryller tidt mit Øre
I Glædens egen Melodie;
Og du vil ei med Haan foragte,
Naar Tiden kieder dig engang,
Den ubetydelige Sang,
Dig i sin Ruus min Elskov bragte,
Men venlig skienke Bifalds Smil
Til Sangerindens svage Toner,
Jeg ei min Løn bortbytte vil
Med alle Digtres Laurbærkroner!

I hine ridderlige Dage,
Hvis Eventyrer jeg med Flid
Mig kalder ofte fro tilbage
188 Fra spæde Barndoms Legetid -
For mig igien om alt at minde,
Som dengang sødt henrykte mig,
For, medens mine Taarer rinde,
At tænke, jeg var lykkelig;
Da intet tyngede mit Hierte,
Mens stolt jeg paa min Kiephest reed;
Og ingen Sorg, og ingen Smerte
paa Kinden lokked Taarer ned;
Da Hvelvingen og Kirkemuren
Var eene Grændser for min Roe,
Mens rundt omkring mig al Naturen
For Resten spøgte, sang og loe -
Der var engang i Tydsklands Rige
En Keiser, ædel, viis og god,
Som i særdeles mange Krige
Beviste vidt og bredt sit Mod;
Man kaldte ham den Store - Somme
Paastod, han kaldtes saa med Ret;
De havde Grund til deres Domme.
Mit Eventyr skal vise det.

Han hersked over mange Lande
Fra Vest til Øst, fra Syd til Nord;
Kort: Fierdeparten af vor Jord
Bestyrede hans eene Pande;
Men i hans hele Herredom,
I alle dettes Slotte, Stæder,
Blandt alle disses Herligheder,
Saae man fra Hamborg indtil Rom ,
Hvorhen man ogsaa vilde kige,
Dog ei hans skiønne Datters Lige;
Og den, som eengang hende saae,
Lod Cøln, Paris og Pavens Sæde ,
189 Naar han kun hende kunde faae,
I Jorden synke ned med Glæde.

Saa, naar i eensom Aftenstund,
Fordybet i sit Hiertes Tanker,
Ved Maanskin i den stille Lund
Din Elsker, o Seline ! vanker,
Og med fortryllet Øie skuer
Den stiernefulde Himmels Pragt,
Mens Hierte, Siæl og Tanke luer
Ved evig Guddoms følte Magt;
Da sukker han: du store Skaber!
Den hele Jord maae være din,
Den hele Himmel glad jeg taber,
Lad kun Seline blive min!

Ved Keiser Carl den Stores Hof
Var tolv Aglajer og Thalier,
Som, hver, gav overflødig Stof
Til Hymner og til Elegier.
Hver var uskyldig, hvid og skiøn,
Som Lilien i Blomsterdalen,
Og hver et Mønster for sit Kiøn.
Naar i en Rad i Riddersalen
Man disse tolv Chariter saae,
Man havde skullet sværge paa,
At det en Himmels Stierner vare;
Men ligerviis som disses Skare
Ved Solens. Ankomst ikke sees,
Saa, naar i denne skiønne Kreds
Med Glands, som Øiet neppe taalte,
Prindsessens Yndigheder straalte,
Fordunkledes, forsvandt enhver,
Og hende saae man eene der.

190

Derfor kom og af Paladiner
En mægtig Hob i Fred og Krig,
Og hver blandt Slottets Euphrosiner
Sin Dulcinea valgte sig.
I Mangel af en Aphrodite
De viseligen dømte saa,
Man nøies maa med en Charite ,
Og takke Gud, man den kan faae.

Saa nøisom, ydmyg og beskeden
Haandskriver Eginhart ei var.
Der gives somme Folk herneden,
Som al Olympens Stolthed har.
Vor Eginhart i disse Sager
Af samme Mening var som jeg:
Tag Gratien, hvo saa behager,
Naar Venus selv mig skienkes ei.

Et Aar med stille Suk og Klage
For Eginhart henslæbte sig;
Hver af det næstes lange Dage
Blev meer og meer utaalelig.
Han skuer daglig sin Tilbedte;
Den Gunst han nød af Himmelen;
Men, naar den ikke meer tilstedte,
Hvo takkede vel da for den ?

Ei Elskov blot vor Helt besiælte
Og Pligten var hans Hierte kiær;
Han sine Taarer eensom fældte,
Og sukked aldrig hende nær.
Kun stille Skove saae hans Smerte;
Naar Maanen Skyen giennembrød,
Udøste han sit hele Hierte
I Lundens melankolske Skiød:
191 "O! Emma !" - Dødelige kaldte
Den Engel, han anraabte, saa,
Mens Suk og Taarer Stemmen qvalte -
"O! hvis du mine Qvaler saae!
"Men ak! min Elskovs rene Lue
"Skal brænde skiult, useet af dig,
"Du mine Smerter ei skal skue,
"De giemte skal fortære mig!
"O! Emma !" - " Emma! " svarte Lunden,
Og Navnet døde qvalt paa Munden.

Saa gik den jammerfulde Tid,
Som han sig ønskte, Himlen blid
Ved Døden vilde snarlig ende.
Thi, ak! I Elskende! at brænde,
Og aldrig torde tolke sig!
Ei til sin Elskte torde sige:
Jeg elsker, jeg tilbeder dig -
Men, nærmer hun sig, selv at vige -
Flye hendes allermindste Blik -
Flye denne Guddom, hendes Øie
Saa lokkende til Knæfald fik -
Og ikke torde sig fornøie
Med blot, saa meget som man vil,
At skue den Tilbedtes Smil -
O! siger I, som Elskov kiende,
Kan Dødelige giøre meer?
Han gav titusind Liv for hende,
Og flygter, naar han hende seer.

Dog snart er dette Mod forbi.
Den helligste blandt alle Flammer,
Den reneste blier Raserie
I uophørlig trøstløs Jammer.
Naar dog et Blik, et venligt Smil,
192 Et Haandtryk stundom vederqvæger,
Man elsker denne søde Piil,
Som ikke saarer blot, men læger.
Men, naar hvert Glimt af Trøst igien,
Som Lynet, ved dets Komme, svinder;
Naar Taarer paa de blege Kinder
Omsonst, useete, tørres hen;
Naar hver en Længsel i vort Hierte,
Hver Bøn, hvert Suk umærket døer;
Naar hver Nats Drøm vor bittre Smerte
Meer uudstaaelig voldsom giør;
Naar, stræbende, vor Arm vil slynge
Sig om den Elsktes kiælne Barm,
Naar tæt vi sammen os vil klynge,
Med Bryst mod Bryst i fælles Arm -
Naar vi med voldsom Jilen stræbe
I Elskovs lykkeligste Stund
At trykke Læbe tæt til Læbe,
Adaande Siælen Mund paa Mund -
Døe, qvalt i sympathetisk Flamme,
I Saligheder uden Navn -
Og afbrudt vækkes i det samme
Med - ak! med Puden i vor Favn,
For he[e Dagen at begræde
Vor Drøms forsvundne Tryllerie;
Hvo bytted ikke da med Glæde
Et saadant Liv med Aparie?
Hvo ønsked ei, at kunne skiænke,
I Skiødet af en venlig Grav,
Den Siælens alt for tunge Lænke
Igien til Jorden, som den gav?
Blot Aander - Aander maae vi være,
Hvis ei, dog i det mindste Steen,
For intet jordiskt at begiere.
193 Hans Elskov hellig var og reen;
Men reen, som Dalens Lilie
Paa uberørte Jomfru-Stengel,
Han dog kun er et Menneske,
Og Mennesket er ingen Engel.
Borttag Støvdækket, du os gav,
Igiennem Livet her at bære,
O Gud! klæd vore Siæle af!
Saa ville vi og Engle være.

Imidlertid Prindsessen var
Og ikke heller ganske rolig.
Vor Plato siger: Par og Par
Steg Siælene fra Lysets Bolig,
Men skildtes ad paa Livets Bred,
Klædt om som Mand og som Mandinde,
Og have stundom Møie med,
Sig paa vor Jord igien at finde.
Og han har Ret. Hvor underlig
Seer man ei tidt fra fierne Zoner
Et adskildt Par at samle sig,
Som sammenstemte Vexeltoner?
Hvad andet vel, end Sympathie,
Giør, at de strax hmariden kiende,
At begge for hinanden brænde
Med lige Flammers Harmonie?

I Emmas unge kiælne Hierte
En ukiendt Ild brød langsom frem,
Hvis Flammer hun uskyldig nærte,
Fordi hun ikke kiendte dem.
Hun Eginhart saa gierne skuer:
Han er saa ydmyg, from og god -
Og mærker ikke selv de Luer,
Som hendes Blikke ham tilstod;

194

Og, naar hans Øie Hendes møder,
Fornemmer hun en bange Lyst,
Som hende til at sukke nøder,
Og hæver høit det kiælne Bryst;
Og, gaaer han, banker hendes Hierte,
Som om det vilde følge med,
som om den hele Siæl begierte
At ile til hans Opholdssted;
Og, nærmer han sig, hviden Glæde
Opfylder atter hendes Bryst!
Som om en Aand fra Lysets Sæde
Til hende steg med al sin Lyst.
Alt hendes hele Hierte brænder,
Og, ak! den Ild ei slukkes let,
Da den Alykkelige kiender
Ei Flammen, som fortærer det.

Naar hun i Haven eensom vanker
Omkring den blomsterkrandste Dam,
Og taus fordyber sig i Tanker,
Avidende hun tænker - ham;
Naar hun i Søvnens Arme hviler,
Og synes i sin Phantasie,
At venlig Himlen aabnet smiler,
Er hendes Eginhart deri
O! vidste du din hele Lykke,
Alykkelige Eginhart !
Du skyndte dig med Lysets Fart
Din Emma til dit Bryst at trykke.
Men dydig Elskov frygtsom giør,
Dens Trælle zittrende tilbede;
Vi skiælve for den Elsktes Vrede.
Den elsker ei, som alting tør.

Saa gik et Aar, saa gik et andet,
Saa gik med sekelseene Fied
195 Det tredie, hvis Evighed
Hans sidste Kræfter overmanded.
Han samler alt sit Mod engang,
Han Emma seer i Haven eene.
Men denne høitidsfulde Scene
Fortiener for sig selv en Sang.

Anden Sang.

D en lyse Dagens Konge gled
Igiennem gyldne Purpurskyer
Sødt smilende bag Skoven ned.
I hist og her adspredte Byer
Lød Aftenklokkens dunkle Lyd;
Og Nattergalens første Toner
Indbød fra mørke Bøges Throner
Naturen til en stille Fryd.
Ved Dammens Bred, hvor Vestenvinde
Paa Bølgers rullende Krystal
Fra Floras Døttre Kysse stial,
Sad, skiøn som Kiærligheds Gudinde,
Da nyefødt hun paa Cyprens Bred
Sprang op i al sin Herlighed,
Vor Emma. Smilende Violer
Omringede den spæde Fod -
Og Zephir Bækkens Sølv forlod -
Og Solen sinked sine Straaler -
Og Sangerinderne fløi ned
Fra Træernes forgyldte Toppe -
Og Stiernerne brød frem deroppe:
196 At skue hendes Yndighed.
Som Cynthia høitidelig
Til kiælen Vellyst Siælen vinker,
Endymion ! naar efter dig
Hun giennem sølvgraae Skyer blinker
I al sin melankolske Pragt,
Sad hun i lette hvide Dragt,
Som spøgende med Zephir glemte
Den Vagt, hvortil man den bestemte,
Paa Blomsterbænken, hvor en Hær
Af Roser, Liljer og Violer
Henfalmede den Skiønne nær,
Som Stiernerne ved Lunas Straaler.

Med tunge Trin og mørke Blik,
Omspændt af haabløs Elskovs Smerte,
Vor Eginhart i Haven gik,
Hvis stille Fryd hans Kummer nærte:
"Synk, skiønne Sol! for evig ned
"I Vesterhavets fierne Bølger!
"Spild ikke meer din Herlighed
"Paa mig, som Skræk og Død forfølger!
"Skiul, Luna, skiul dit skiønne Smil
"Bag mørke tordensvangre Skyer!
"Du, hende lig, min Længsels Ild
"Med mordrisk Tryllerie fornyer!
"Tie med din søde Melodie,
"Du Lundens kiælne Sangerinde!
"Tie, Zephir! - hele Skabning, tie!
"Hvert Spor af Lys og Liv forsvinde!
"Tag, Ekko, sørgelig igien
"De klagelige Suk, du lærte
"Af Livets Fjende, Dødens Ven -
"Og skiælv, Natur! som dette Hierte!"
197 Saa lød den sørgelige Lyd
Af vexelviis afbrudte Klager;
Da pludselig - o! Skræk! - o! Fryd!
Hans Øie Emma hist opdager.
"Vel!" - raaber han - "det er forbi!
"Jeg vil min Dom af hende høre!
"Og hendes Stemmes Melodie
"Min Dødsdom selv skal liflig giøre!
"Min Qval kan ikke voxe meer!
"Og - om endog en nye jeg lærte -
"Mig ingen Qval kan qvæle meer;
"Kun eengang brister dette Hierte!"

Han nærmer sig - og strax igien
Han, som af Lynet truffen, standser -
Men Frygten dræbes af hans Sandser,
Og lynsnar iler han derhen -
Og neppe hendes Blik ham møder,
Før han er alt for hendes Fødder:

"Min Dom, Tilbedede! min Død!
"Jeg elsker dig! jeg døer! jeg brænder!
"O! fik jeg den af dine Hænder,
"Hvor blev da Døden selv mig sød!
"O! lad mig høre denne Røst,
"Som tryller mig, i det den dræber,
"Den salige, den sidste Trøst,
"At høre den af dine Læber!
"Straf, dræb mig! men vær ikke vred!
"Fordi jeg saae den ædle, høie,
"Den Glands af Guddom i dit Øie,
"Og hele Himlens Salighed;
"Fordi jeg voved, dig at kiende,
"For dig at leve, lide, brænde,
"Og trylles sødt af Guders Lyst
198 "I Drøm om Døden ved dit Bryst!
"Jeg saae Naturens Smile døde,
"Naar du var mørk, og Himmelen
"I al sin lyse Glands igien,
"Naar du var blid - det er min Brøde.
"Men er det Brøde, dig at skue,
"Og i sin Vellyst tabe sig -
"Gud, saa er det og syndig Lue,
"At elske og tilbede Dig!" -
Et Suk, i hvilket Siælen stræbte
Til hendes hen at følge mod,
De sidste Ord paa Læben dræbte;
Og Taarer kom i deres Sted,
Og Meningen deraf fuldførte.

Forvirret, bange, rød som Blod,
Prindsessen hele Talen hørte,
Og meget lidt deraf forstod,
Slet skildrer Tungen vore Qvaler;
Et Suk, en Taare bedre taler,
I dem strax Hirtet Mening seer;
Hin svækker, eller overdriver;
Men disses sande Sprog henriver -
Af det forstod hun meget meer.

Af ukiendt Ild og Skræk og Glæde Skialv hele hendes skiønne Krop:
"Lev, Eginhart ! hold op at græde -
"Jeg ellers græder med - hold op!
"Fat Mod! (saa lød fra hendes Læber
Den søde frygtelige Dom)
"Er jeg saa skræksom, at jeg dræber,
"Endogsaa naar jeg siger: kom! -
"Kom, Eginhart ! her ved min Side,
"Og ingenlunde ved min Fod,
199 "Kom lad mig, som Veninde, vide,
"Hvad jeg har giort min Ven imod!"

Saa vækkes op til uvant Glæde
En Fange, langt fra Dag slængt hen
I Hulen, eene med sin Kiæde,
Adløst ved kiekke kiendte Ven,
Som Eginhart , af Dødens Slummer
Vakt op ved denne søde Lyd,
Forglemte hvert et Spor af Kummer
I tifold salig Himmelfryd.

Tænk du, som Kender Elskovs Smerte,
Som veed, hvad Elskovs Himmel er,
Som har ei Hierne blot, men Hierte,
Dig ind i dette Optrin her!
Sig, ønsked ei din Hevn at knuse,
Beskyttende Naturens Ret,
Den Daare, hvis forvovne Muse
Sig understod, at synge det?

Den fulde Forsmag as en Himmel,
Den lykkelige henrykt nød,
I alle Saligheders Vrimmel,
Med denne Cypris paa sit Skiød,
Mens Munden paa den Skiønnes Læber
Indsuede de Kys, hvori
Cytheres beste Nectar klæber
Med sødt berusende Magie,
Og, trykket tæt i hendes Arme
Til hendes halvbedækte Bryst,
Hans Hierte, fyldt af Elskovs Varme,
Advidedes til Guders Lyst,
For ukiendt Vellyst at fornemme,
Naar hendes heftig mod det slog,
200 Og i sin Glædes Ruus at glemme
Hvert Suk, det før i Smerte drog -
Til denne Himmels underlige,
Afattelige, søde Fryd,
For hvilken alle Glæder vige,
Har ingen Harpes Strænge Lyd.

Natur! din Helligdom forlanger,
Som Isis, Taushed af sin Ven;
Til Lethe med den usle Sanger,
Som vover at afsløre den!

Tredie Sang.

D u doppelt skiøn, fordi din Ild
Sig giennem Savnets Mørke maler!
Som, naar bag Skyen Solen daler
Ei længer blindende, men mild;
O! kiemp dig giennem Natten hid,
Kom giennem mange mørke Dage
Med al din Salighed tilbage,
Min Barndoms Himmels svundne Tid!
O! bortjag af mit knuste Bryst
Den Kummer, som dit Tab mig lærte;
Og fyld mit glædetomme Hierte
Med - blot med Mindet af din Lyst!
At Tanken om en andens Fryd,
Fryd, som mit Hierte selv ei smager,
Skal ei sorvandle Glædens Lyd
Til Sorgs kiedsommelige Klager!
201 En ny Natur, en anden Jord,
Et fremmet Liv, en doppelt Evne
Til Gud at kiende doppelt stor,
Og Følelser, som Ord ei nævne -
Et Nok, et Alt, som ingen veed,
Som Elskende kan eene fatte,
Adfolded alle sine Skatte
For Eginhart i - Kiærlighed.

Ved Emmas Arm, ved Emmas Side,
Meer straalende han Solen saae
Bag gyldne Purpurskye nedglide
Paa Himlens doppelt skiønne Blaa:
Ved hendes Bryst, ved hendes Fødder,
Var Blomsterleiet doppelt blødt,
Var mere Lye ved Eegens Rødder,
Slog Eegens Sanger mere sødt;
Og ved et Blik af hendes Øie,
Og ved et Tryk af hendes Haand
Med doppelt sikker Flugt hans Aand
Sig hæved henrykt til den Høie.
Den Bæk, hvori hun speilte sig,
Blev renere ved hendes Blikke;
Den Torn, som kyste hendes Flig,
Om end den stak ham, saared ikke;
De Roser, som paa hendes Bryst
Omplantedes, blev doppelt røde,
Da først de blomstred ham til Lyst,
Naar der de, qvalt i Vellyst, døde.
Hvor han opholdt sig, hun var med,
Og hvor hun gik, han fulgte hende -
Kun svagt adskiller Tid og Sted
To, som i lige Flammer brænde -
Vor Jord dem var en Himmel lig,
Elysium fra Syd til Norden;
202 Thi begge saae paa hele Jorden
Allene Kiærlighed og sig.

Ja Kiærlighed! Naturens Bliv!
Du evigyndige den samme!
Du var den Ild, hvis lyse Flamme
Antændte Millioner Liv!
Dig var det, som af Intets Øde
Vor Verdens Under kaldte frem!
Dig er det, som igien de Døde
Vil kalde til et bedre Hiem!
Dig er det, som vor Jord tilbeder,
Og elsker, under Navn af Gud,
Hvis Skaberild ei slukkes ud
Af Millioner Evigheder!
O! Held os, at og Støvet fik
En Gnist af din tilbedte Lue!
At i din Helligdom vort Blik,
Opklart af denne, dig kan skue,
Og spore her ved din Magie,
Hvad Evigheden Engle viser:
Rundt om vort Øre Harmonie,
Rundt om vort Øie Paradiser!

I rolig Vellyst svunde hen
De nydte, deelte, blide Dage;
Hver Nat kom Drøm om Fryd igien;
Hver Dag kom vaagen Lyst tilbage.
Uskyldigheden aldrig veeg
Fra deres Side; Lunas Smile
Dem lokkede til deres Eeg -
Usaared af Cupidos Pile,
De smagte, hvad Fornuft og Dyd
Dem hemmeligen ei forbøde;
203 Og Onsket om en større Fryd
Forgifted ikke den, de nøde.

Saa var for hine første To
Den Himmel, Kiærlighed dem skabte,
Før Nøisomhedens stille Roe
I graadig Lyst til meer sig tabte:
Saa høres Kilden klar og frie
Fra Vældet sødt og sagte suse,
Før Bække styrte sig deri,
Og lære den, som Flod at bruse.
Kort, paa den hele vide Jord,
I alle dens adspredte Steder,
Fra Vest til Øst, fra Syd til Nord,
Hvor Lykken sine Skatte spreder -
Fra der, hvor Overflod den Kunst,
At drikke hele Landstrøg, lærer,
Hvor, for at mætte sig, omsonst
En Skok af Brødre hver fortærer,
Til der, hvor nøgne Vildes Flok
I femten Vintre leve glade
Af det, som paa japanske Fade
Til hins Souper blev ikke nok -
Var ingen Viis, var ingen Nar,
Var ingen Sultan, eller Slave,
Trods Klogskabs eller Dumheds Gave,
Saa lykkelig som dette Par.

Men ak! i Glædens Slummer svagt
Til Tidens Flugt vi Mærke lægge.
Klædt i en Maidags korte Dragt,
En Sommer sneg sig bort for begge,
Før Synet af dens blege Liig,
Paa de med Snee bestrøede Høie,
Trak Sløret fra det drukne Øie,
204 Hvis Blik med eet opklarte sig.
Hun saae paa ham, han saae paa hende,
Og begge saae Naturens Død,
Og begge vaagned og udbrød:
Hvor snart fik denne Dag dog Ende!

Hvorhen de vendte sig, var Spor
Af Vintrens Grumhed, alt var øde.
Hvor før de sødt i Fryd henfløde,
En Gysen nu dem giennemfoer.
Den Lund, hvor under Eegens Skygge
De slynged til hinanden sad,
For Vidner, som for Solen, trygge,
Har tabt sit allersidste Blad;
Og alle dens symphonske Fugle
Er flygtede for Stormens Hviin
Og Hylet af en eensom Ugle
Fra nære truende Ruin.
Den muntre Kilde, som sig snoede
Sødt rislende forbi dem ned,
Var størknet, og kun Tidsler groede,
Hvor før Violer, ved dens Bred.
De lette, flagrende Favoner,
Som spøgte mellem Blomstre her,
Fløi hiem til Sydens fierne Zoner,
At aabne nye Roser der;
Afklædte Høies mavre Kroppe
Laae dækkede med Sneens Slør;
Og Ekko tog fra nøgne Toppe
Ei deres Sang igien, som før.
De Vidner til den Fryd, de nøde,
Som før dem mødte, hvor de gik,
Var flygted, falmed, eller døde
Ved Vinter-Kongens mørke Blik.

205

Et ængstligt Glimt af kiælen Smerte,
Mens han i Tanker tabte sig
Ved Synet af Naturens Liig,
Steg op i Emmas bløde Hierte:
"Min Eginhart ! og om vi nu" -
Og ned paa hendes hvide Kinder
En Taare randt - "om alt forsvinder
"Min Eginhart ! hvad siger du?
"Om jeg, om du, o! hvilken Tanke!
"Om een af os forsvinder med -
"Gud! midt i vor Lyksalighed
"Mit Hierte holder op at banke." -

"Livsalige! du maae forjage,
"Ved Elskovs lyse Vaaben kiæk,
"De mørke Billeder af Skræk!
"Omfavn mig, og de flye tilbage!
"Døe kun, Natur! døe! (raabte han)
"Du savnes ei! min Emma lever!
"Din Kuld, iisvæbnede Tyran!
"Ei føles der, hvor hun omsvæver;
"Dræb hele Jordens Blomsterhær,
"Dens Dronning dog tilbagebliver;
"Alt, hvad der segner for dit Sværd,
"Sødt hendes Smil igien opliver." -

"Ja, flye, min Sommer, let og snart!"
(Saa lød den Skiønnes blide Stemme)
"Min Elskov og min Eginhart
"Skal lære mig dit Tab at glemme;
"Thi hvor er Vinter? hvor er Død?
"Kun der, hvor Eginhart er ikke;
"Et evigt Foraar paa hans Skiød
"Skal trylle mine kiælne Blikke!" -

206

Saa trøstede sig begge to,
Et uophørligt Nok hinanden,
Men ak! de stode trygt paa Randen
Af Livets alt for bratte Roe.

Fierde Sang.

M ens Vintrens seirende Tyran
Paa Livets blegnende Ruiner
I Field og Skov og Dal og Strand,
Af Nat og Død omgiven, triner,
Henslæbe otte Sekler sig
For Eginhart i otte Dage:
Mismodig blander han sin Klage
Med Skovens Suk og Stormens Skrig.

Han hører ikke henrykt meer
Sin Emmas vellystfulde Stemme;
Han dette Smil ei længer seer,
Som lærte ham hver Qval at glemme;
Ei meer han vandrer Haand i Haand
Med hende giennem Paradiser;
Ei meer hans glædedrukne Aand
I hendes Blik sin Skaber priser.
Hans Lykkes blide Sol gik ned;
Omsonst om Roe hans Hierte leder;
Og fordum nydte Saligheder
Fordopple hans Elendighed.

Langt ude fra de blide Egne
Ved Jorderiges Østerkant
207 Var kommen paa sin Herres Vegne
En rig og glimrende Gesandt,
For Carl den Hilsen at frembære,
At Keiseren af Grækenland
Sig ønskte broderlig den Ære,
At blive snart hans Datters Mand.

Med natlig Dag i alle Gader,
Med Luft-Comedier af IId,
Musik, og Dands, og Maskerader,
Og Jagt, og al Slags Ridderspil
Blev Grækeren as Carl den Store
Ved Hoffet moret keiserlig;
Men slige Ting ei Amor more -
Han tang, og græd, og skiulte sig.

Dog ak! Prindsessen maatte krone
Den hende dyre Herlighed;
Nødt til at holde samme Tone,
Den Skiønne overalt var med;
Thi hvad var Spil, og Dands, og Fakler,
Al Hoffets Pragt, hvor hun ei var?
Saa lidet som vor Jords Mirakler,
Naar Solen ei dem oplyst har.

Imidlertid vor Elsker lærte
Uheldig Elskovs sidste Qval;
Dybt i hans marterfulde Hierte
Fortvivlelsen sig langsom stial.
Han gaaer en Nat, mens alle sove,
Prindsessens Værelser forbi,
Beslutter alle Ting at vove,
Og iler dristig ind deri.

208

Han giennem to Gemakker zittrer
I Mørket Elskov viser Vei -
Og skiendt som Torden Ekko knittrer,
Hensovne Vagt dog vækkes ei.
Han finder hendes Dør, og vover
Tre Gange kiæk at aabne den,
Og, da han frygter for, hun sover,
Tre Gange lukker den igien -
Omsider Elskov Seier vinder,
Og hurtig som en Vestenvind
Han flyver ind, og Emma finder
I Graad, med Haanden under Kind.

Omsonst den Yndige forsøgte,
Mod Kummeren, som Hoffets Larm
Ei dæmpede, men meer forøgte,
At søge Trøst i Søvnens Arm.
De Taarer, hun om Dagen hemte,
Flød doppelt, naar den var forbi;
Hans Qval hun følte heel, og glemte
Tidt hendes egen Qval deri.
Det lyse Øies Ild forsvinder,
Naar Hiertets ei tør nære den:
Man Roserne paa hendes Kinder
Saae Dag og Nat at falme hen.
Den Munterhed, som hende fulgte
Bestandig før, veeg ganske bort;
Og svagt hun Hoffets Blikke dulgte,
Hvad Kunst og Tvang kun skiule kort.

Henkastet paa en Sofa skuer
Vor Eginhart den Skiønne her;
Og skiøndt hans Siæl i Længsel luer
Sin vellystfulde Himmel nær,
Uskyldighedens Tryllerier
209 Dog standse ham - En Støtte lig,
Han staaer, og zittrer, seer, og tier,
Og i sin Skuen taber sig.

Ved Maanens Smiles blege Skimmer
I lette hvide Nattedragt,
I Graad, som Diamanters Glimmer
Paa Sølv kun efterligner svagt,
Utvungen, løst af Modens Lænker,
Allene med sig selv og Gud,
Saa blid, som Lauras Ven sig tænker
Blandt Engle sin forklarte Brud,
Saa himmelsk skiøn, som Dødelige
Det blot at tænke sig formaae,
Som intet Støvels Sprog kan sige,
Den lidende Gudinde laae.
De taareblendte Øine kræve
En Trøst af Himlen i en Bøn;
Og Luna syntes selv at bæve
I disse Speile doppelt skiøn.

" Her er jeg, Emma !" - i det samme
Henrullede den hele Jord
Bort under ham - paa Lynets Flamme
Han hen i hendes Arme foer -
Og paa den Elsktes Læber døde
Det neppe heelt udraabte Navn,
Mens begges Siæle sammenfløde
I begges Kys, i fælles Favn.

Snart vaagne de; thi Støvet taaler
Ei længe Salighedens Magt;
Til meer end Glimt af Himlens Straaler
Er Dødeliges Syn for svagt.
210 De stirre paa hinanden tause:
"For evig skal vi skilles snart" -
Omsider bryder Eginhart
Den stille frygtelige Pause:

"Skal dine Læber hefte sig
"Paa nogen andens end paa mine?
"O! hvad er Smerte, hvad er Pine
"Mod denne Tanke: miste dig?
"Før døe min Siæl i Nattens Skiød,
"I Millioner Plagers Vrimmel!
"Thi hvad er Helved? hvad er Himmel?
"Foruden dig er alting Død!
"Tal, Engel! lad din Tryllestemme
"I Trøstens egen Melodie
"Med Elskovs egne Toner hemme
"Mit Mismods vilde Raserie!
"Sig, Elskte! sig, hvad maae jeg giøre -
"Hvad skal jeg?" -
- "Flye, min Ven! o flye!
"O Gud! man kan din Stemme høre -
"Min Ven, min Fryd, mit Alt! o flye!" -
- "Og det er fra min Emmas Læber
"Den eeneste, den sidste Trøst?" -
- "Ak! Eginhart ! din Tvivl mig dræber!
"Kom! dræb den, Grumme! ved mit Bryst!
"Bliv! - troer du, at din Emma bæver
"For sig? nei kun for dig, min Ven!
"Din Fare blot for hende svæver,
"Hun, troe mig, føler eene den.
"Dæmp denne Rasen, dæmp din Stemme,
"Af Ømhed for dig selv og mig!
"Kan Eginhart saa ganske glemme
"Sin Emma , Kiærlighed, og sig?
211 "Din er jeg! troe mig, ingen Keiser
"Skal stiæle dig din Eiendom!
"Hvi raser du? Gesandten reiser
"Tilbage did, hvorfra han kom." -
- "Og bringer?" - raabte han - "Og bringer
"Sig selv, og nok en Bagatel,
"Din Emmas Nei ." -
Paa Glædens Vinger
Foer Haabet i vor Elskers Siæl;
Han, en Misdæder lig, sig skammer;
Han tier, seer forvirret ud;
Af Tak hans hele Hierte flammer -
Som truffen af et Blik fra Gud,
Han styrter ned for hendes Fødder,
Og svømmer i en Taareflod;
Og Læben zittrer, brænder, bløder
I heede Kys paa hendes Fod.

Opløftet ømt i hendes Arme,
Han lever op i salig Lyst -
Al Tvivl og F r ygt og Sorg og Harme
Forsvinder snart af begges Bryst:
Det blide Haab i Siælen gyder
Sin Nectars himmelske Magie,
Hver Hindring let derved bortflyder,
Hver Fare druknes dybt deri.

I Haandtryk, Kys, og kiælne Blikke,
Og Favntag, blot af Maanen seet,
De Lykkelige mindes ikke,
At Tiden lyner bort. Med eet
Den barske Morgenstund frembryder -
Den muntre Hane galer - tys!
Man synes bange, noget lyder -
212 Og drukner Angesten i Kys.
Men Emma dog tilsidst erindrer,
At Tryghed blot er Elskovs Ven,
Mens Kiærlighedens Stierne tindrer,
Og sympathetisk flyer med den.

"Min Eginhart! mens alting sover,
"Flye, før Forræderen dig seer!
"Dit Liv, din Emmas Liv, du vover,
"Ved et Minut at tøve meer -
"Igiennem Haven, Elskelige!
"Du sikker end kan smutte væk;
"Lad dette Kys dig mere sige!
"Tag dette med! og nu, vær kiæk!" -

Til Vindvet, Arm i Arm, man iler:
Mildt tause Stierner blinke ned,
Og Cynthia fortrolig smiler
Til deres skiulte Kiærlighed -
Men Gud! de blegne! - Begge vækkes
Til Helved-Angst, i det de see,
Den hele stille Jord bedækkes
Med Sløret af en falden Snee.

O! midt i deres Glædes Eden!
O! midt i Haabets sidste Havn!
Ak! hvad er Salighed herneden?
Nu døe de i hinandens Favn!
Dog nei! - En Morder dem skal rive
Til Pinsler fra hinandens Bryst! -
O! hvad vil deres Skiæbne blive?
Nu smiler intet Glimt af Trøst -
De stirre paa hinanden stille,
Og tause see hinandens Liig;
Og ingen Taarer mere trille -
213 Af Angst de neppe føle sig.
O! red dem! red dem! - men forgiæves
Er Muelighedens hele Magt!
Et Ander her til Redning kræves -
Det skeer! I Elskende, gier Agt!

Mens, Amor lig i Psyches Arme,
Vor Elsker marmorstille staaer,
Som livløs, uden Aand og Varme,
Et Lys i Emmas Siæl opgaaer.
En Rose paa hver Kind bebuder
Det høitidsfulde Øieblik,
Hvori en Tanke, værdig Guder,
Den Skiønnes Kiærlighed undfik -
Et Middel, som, for fint at spindes
I Hiernen af en Adams Søn,
Ved Elskov eene kunde findes
Af Mønstret for det smukke Kiøn.

"Endnu, min Ven! trods Skiæbnens Vrede,"
Saa taler hun, "er alt ei tabt;
"Endnu et Middel er tilrede,
"Som Kiærlighed os blid har skabt.
"Fat Mod! din Emma dig skal bære
"Tilbage giennem Sneen tryg -
"Min Elskov styrke skal min Ryg,
"Og let skal denne Byrde være!
"Snart bringer jeg dig sikker hen
"Til Muren hist ved Havens Ende;
"Du let dig svinger over den -
"Og mine Spor man kun vil kiende."

"Mit Liv! mit Alt! min Lyst! min Brud!"
Er alt, hvad han formaaer at stamme -
Mens, hævet af sin Elskovs Flamme,
214 Let som en Engel hun foer ud
Af Vindvet. Vips! paa hvide Dynge
Hun neden under færdig staaer:
"Min Eginhart mig ei kan tynge!"
Og rask afsted hun med ham gaaer -
Og under elskte Byrde glemmer
Dens Virkning i hvert kiælent Lem;
Og sine Suk udmattet hemmer,
At han skal ikke høre dem.

Mon Sang afbilder denne Scene?
Nei, stands! og hør ei meer! men see!
Thi den fortryllede Camene
Kan intet andet her end - see.

Med doppelt Reenhed Sneen skimrer
Ved Lunas doppelt klare Smil;
Den lyse Himmelbue glimrer
Med usædvanlig Æther-Ild;
Meer tindrende hver Stierne blinker;
Og mellem idelige Lyn
Den eene Sol den anden vinker,
At see paa dette skiønne Syn.

Snart Kiærligheds Heltinde bringer
Sin Ven til Havens Ende hen;
Han over Muren frelst sig svinger,
Og glad hun flyver hiem igien.

215

Femte Sang.

S om Vandreren, der mat af Sved
Op over Alpetoppe higer,
Troer, hvert et Bierg, hans Fod bestiger,
Ham volder sidste Farlighed,
Men ei saasnart har vundet op
Paa Spidsen, før hans Blik opleder
En Hær af nye Farligheder
Paa Veien til det næstes Top -
Saa stønne Dødelige frem
Igiennem Livets Modgangs Hære,
Og troe den sidste der at være,
Hvor blot en større møder dem.
Mistænk den blinde Lykkes Smile!
Thi tæt ved Rosen Tornen er,
Og Modgangs Storm, o Ven! er nær,
Naar Livets Bølger tause hvile.

Nu slumre trygt de glade To:
De drømme sig i Glædens Tempe,
Ved Vagt af Kiærlighedens Kiempe,
I sikker Fred, og salig Roe .
O! lad dem slumre! bange Muse,
Opvaagn dem ei! alt hører du
Orkanen over dem at bruse -
O Skræk! - men vaagn dem ei endnu!

I denne høitidsfulde Nat,
Hvori sin Seier Amor kronte,
hvis hele Herlighed kun mat
216 Den svage Skald bestyrtset tonte -
Mens alt i Søvnens Arme laae,
Og Elskov, han og hun allene
I denne hemmelige Scene
Nærværende sig selv kun saae -
Formaaede Carls uhyre Magt
Ham ei paa Søvnens Silkevinge
Den søde Rolighed at bringe,
Som vaagen Fryd opveier svagt.
Var det en Finger fra det Høie?
Var det naturlig Sympathie?
Nok - Emmas Fader intet Øie
Den hele Nat fik lukket i.

Han stod omsider op, og ilte
Til Vindvet, aabned det, og saae,
Mens Maanen ned i Sneen smilte,
Miraklerne paa Himlens Blaae;
Og tænkte: Carl ! hvor er du lille !
Og raabte: Gud ! hvor er du stor !
Slog Øiet ned i Nattens Stille,
Og saae Miraklet paa vor Jord .

Han saae en lille hvid Figur
En Mand igiennem Haven bære
Ud fra Prindsessens Jomfruebuur -
O Himmel! hvad mon dette være?
Med Graadighed han stirred atter,
Og fik tilsidst bestyrst at see
Sin Skriver giennem Havens Snee
Bortbaaren af hans skiønne Datter.

Som rørt af Torden stod han der -
Forundring, Kummer, Skræk og Vrede
Betog hans Siæl; og meget nær
217 I Raseriets vilde Hede
Han havde raabt. Men endelig
Fik Hiernen over Hiertet Seier;
Han rolig atter lægger sig,
Og søvnløs Sagen overveier:
"Min Datter Emma? - Eginhart? -
"Min Skriver? og min egen Datter? -
"Jeg Sagens Sammenhæng nu fatter -
"Og dømmes maae de, dømmes snart!"

Den næste Dag det hele Raad
Af Bispe, Munke, Capellaner,
Som aarlig sov, og drak, og aad,
Og helvedstraffede Profaner,
Holdt Morgen- Middag- Aften-Bøn,
Opbrændte gamle kloge Qvinder,
Omvendte Gøttriks Svigersøn
Og andre Christendommens Fiender -
Det hele hellige Senat
Blev sammenkaldt, og, som det sømmer,
Andægtig rundt om Bordet sat -
(Gud naade dem, som Andagt dømmer!)

I Midten Carl den store sad,
Som Zeus iblandt Olympens Guder:
En vigtig Sag den hele Rad
Et Vink af Keiseren bebuder;
Han taler: "Hører mig, I Mænd!
" I Bispe! Munke! Capellaner!
"Som give Christne Himmelen,
"Og give Helvede Profaner !
"Et Syn i Nat jeg skuet har,
"Et Optrin, sælsomt, uden Mage:
"En Jomfru paa sin Ryg bortbar
"En Mand fra sit Gemak tilbage."

218

Det hele Raad slog Øine ned
Ved dette Maierie - mens somme
Bad alt om Himlens Straffedomme
For slig en Synd - og Carl blev ved:

"Hun gik, nedtynget, dog saa snart,
"Som om hun gik med Spøg og Latter -
"Og denne Mand var - Eginhart ,
"Og denne Jomfru var - min Datter -
"Hvad dømmer Kirkens Lov herom?
"Hvor dyb er Vunden i min Ære?
"Hvad og hvor stor bør Straffen være?
" Carl byder - Siger Eders Dom!"

O! havde svage Digters Siæl
Lidt af den Evne her, som talte
Naturens Sprog i hvad du malte,
Guddommelige Rafael !
O! kunde jeg tilstiæle mig
Blot nogle Penselstrøg af hine,
hvis sandhed, Udtryk, egne Mine
Forraade, store Digter, dig!
Jeg skulde her en Gruppe male,
Hvis rædselfulde Hellighed,
Skiøndt taus, dog mere skulde tale,
End Svada selv at sige veed.

Electrisk foer en stille Gysen
Fra Skiæg til Skiæg i Raden om,
Andægtig Skræk, og hellig Frysen
I alle deres Hierter kom.

Skiøndi de med Fagter Dommen fælde,
Med Øieløften, Haandslag, Suk,
Saa tydelig, at intet Muk
219 Dens Strænghed nødig har at melde,
Dog Keiseren dem atter bød,
Med høien Røst afsige samme -
Een raabte: Sværd , en anden: Flamme ,
Og hver - og alle raabte - Død !
Og foldede, som det sig sømmer,
De fromme Hænder, med et Suk
Mod Himlen, og mod Carl et Buk,
(Gud trøste dem, som Andagt dømmer!)

"Godt!" raabte Carl , "man bringe frem
"Dem begge, deres Dom at høre!" -

Afsted gaae Vagter efter dem,
Og følesløse dem indføre.

Som tvende Marmorstøtter staae
De blege ved hinandens Side,
Og vente begge tause paa
Den Dødsstraf, som de snart skal lide;
Og stirre frem - og møde Død
I næste Nu med faste Blikke,
Som sige sig: o! den er sød!
Thi den adskiller os dog ikke.

Carl stille staaer, og seer derpaa -
Og ned paa Keiserkongens Kinder
En Fader-Taare langsom rinder -
Han nærmer sig, og taler saa:

"Du længe troe har ivrig tient
"En Mand, min Eginhart , som skiønner
"Paa Dyd og Flid, og begge lønner;
"Min Datter og har begge kiendt!
"Vi begge her os nu foreene
220 "For med en Hertugs Værdighed,
"Og Stat, og Hertuginde med,
"Dig til Belønning at forleene,
"Og Du" - her tog han hendes Haand,
Og lagde den i hans - og sagde:
"O! du, som Elskovs kiælne Baand
"Et Offer som Heltinde bragte!
"Modtag den Mand, du nylig bar
"Saa rask paa dine Skuldre spæde;
"Og tænk dig, Emma , tid i med Glæde,
"At han din Faders Gave var!"

Hvo Maler Glædens store Scene?
Hvo Har til stumme Udtryk Lyd?
Hvor er den himmelske Camene,
Som tolker navnløs salig Fryd?
Mens pludselig vakt op til Livet
De styrte for hans Fødder nu -
Nei! - male sligt blev ingen givet!
Natur! det maler eene du!

Med Luftcomedier af Ild,
Med natlig Dag i alle Gader,
Musik og Dands, og Maskerader,
Og tusinde Slags Ridderspil -
Med al den Vælde, Glimmer, Pragt,
Den halve Jords Monark kan give,
Og ingen Muse vil beskrive,
Blev Bryllupsfesten nu suldbragt. -
Og Eginhart og Emma leved
I Lykkens Skiød, i Glædens Slum,
Til begges Siæle sammensvæved
Fra Jorden til Elysium.

Døden og Doctoren
eller
Den sorte Pest .

E ngang laae Døden (som sædvanlig bleg)
Matgispende ved Roden af en Eeg,
Hvorhen paa tynde Been, vor store Thessen lig,
Den fra en Valplads havde slæbet sig,
Og færdig var at puste ud sin Siæl
(Figurlig sagt i Vers, forstaae mig vel!
I Prosa klang det alt for galt;
Thi Døden , egentlig og philosophisk talt,
Skal ikke være stærk i Siæl),
Kort sagt: Hans Majestæt ei kunde mere,
Træt af at slaae ihiel,
Og laae paa Jorden færdig at krepere.

En Doctor gik forbi,
Og saae den ligge der, og tænkte: ved den ni!
(Saa kalder man for Kortheds Skyld den Syge,
Hvorfor Tobias maatte ryge)
Det var en herlig Sag, o Himmelen skee Lov!
Om jeg nu snappede fra Herr Patronens Side
222 (Han troede, Herr Patronen sov)
Den Lee, for hvilken alt i Græsset strax maae bide,
Hvor vilde kiøre da min Plov!
Hvad er mod den al Verdens Laxativ,
Salt, China, Rottekrud, Recepter, Piller, Draaber,
Ja selv den Elixir, hvorpaa jeg ellers haaber -
Og alt det andet Antidot mod Liv?
En Bagatel! - Sandt nok lidt Tyverie
Der stikker i;
Men stiæle Medicin - og stiæle fra en Død -
Og naar man føler sigtil Livets Meier fød -
Og overalt - langt heller eengang stiæle
End uophørlig hæle -
Saa raisonnerte han af Iver for sin Kunst,
Og listede sig til at nappe -
Men Dødens Knokler blev paa eengang rappe:
"Herr Doctor," skreg den, "det er reent omsonst,
"At prøve paa ruin Lee at snappe!
"Thi reent ud sagt, at stiæle den ,
"Og Køllen fra den gamle Jomfrue-Værger,
"Og Livets Balsam fra min Fjende Berger ,
"Er lige mueligt, kiære Ven!
"Jeg raader derfor venligst, lad den ligge!"

Den Doctor blev om Næsen ganske bleg,
Og skialv, og gyste, hommed' sig, og skreg,
Som een, der vil af Døden Livet tigge:
"Ak allernaadigste Horr Mors !
"Tilgiv mig, at det syntes som jeg vilde -
"Nei Himlen frie mig! Fra King-Pe til Aars
"Er ingen Dødelig, som tidligen og silde
"Med saadan Jver dyrker Dem, som jeg!
"Jeg stiæle fra Dem! - ak tilgiv mig, nei!
"Jeg Leen blot en smule hvæsse vilde,
"Den syntes mig lidt sløv." - "Nu er jeg død
223 "I tredsindstive Secler!" hin udbrød,
"Men i min hele Dødstid aldrig Mage
"Jeg funden har til denne Nidkiærhed!
"Blandt alle mine Svende, det jeg veed,
"I nye Nætter og i gamle Dage
"Har ingen havt en halv saa mesterlig Jdee!
"Hvad siger jeg? jeg selv bekiender det med Spee,
"Jeg selv har end ei havt den - Hør, min Herre!
"Jeg hader Complimenter," blev den ved,
"Men denne ganske ny Opmærksomhed
"Fortiener en Belønning - De begiere
"Af alt hvad Døden eier, hvad De vil,
"Og, ved min Lee! det Dem skal høre til!"

Vor Doctor brugte næsten to Minuter
Til at betænke sig,
Og endelig brød ud: "Det græmmer mig,
"At forefinde Deres Majestæt
"Saa skrøbelig og træt,
"At udaf Stand til Leen selv at bruge
"De Deres Arbeid reent maae see forsømt
"I næste Uge -
"De allernaadigst mig en Gave har tildømt,
"Tør jeg mig underdanigst blot udbede,
"De denne Lee mig vil tiltede,
"Saa længe til De kommer Dem igien?
"Jeg vist skal giøre mig al tænkelig Umage,
"For med en Eftertryk at bruge den,
"Som om det var Dem selv i Deres Ungkarlsdage."

Den kiære Død, i øvrigt ufortalt,
Har, siger man, med andre Potentater,
Hvis Blik maae giennem-overskue Stater,
Et Syn tilfælles, som seer ofte galt -
Og ofte, naar man grant betragtet har dens Væsen,
224 Man skulde sværge paa, den reent gik efter Næsen,
Som andre fleer,
Der gaae saa skiæveligen, som man seer -
Men Himlen frie mig fra dens Gang at skose!
Hver gaaer paa sine Been saa lige, som han kan
Kun synes mig, at dens Forstand
Ved denne Leilighed var ikke just at rose -
Den burde bedre have kiendt sin Mand,
Og hvad han førte i sin Pose.

Imidlertid den havde svoret saa;
Og Døden er en Mand, som man kan lide paa. -
"Velan," udbrød den, "tag den; men hold Maade
"Med Brugen af dens skarpe Odd,
"Og levn dog lidt af Livets Traad!" -
"Lad mig kun raade!"
Igientog Doctoren - og løb ad Marken hen:
"Om otte Dage sees vi her igien!"
Han løb - og for ei reent at spilde Tiden,
Hvor intet var at meie, hvæssed han,
Alt som han løb, den krumme Sabrian
Til ydermere sikker Biden.

Den arme Død saaledes laae paa Luur
Tre, sire, fem, sex, syv kiedsomme Dage;
Men uden Medicin ved Hielp af blot Natur
Den ottende dens Styrke kom tilbage -
Den reiste sig - og savned strax sin Lee;
Thi uden den er gode Mors , hvad flere
Vor Verdens Herrer uden Zepter ere,
En Ræe, man er vant at see.

Den gyste for det Skridt, den havde vovet,
At laane bort sin hele Magt:
"Men," raabte den, "har jeg da sovet?
225 "Jeg dumme Død, som ikke meer gav Agt
"Paa denne Skielms saa kiendelige Maske!
"Hvor kunde jeg saa let mig lude overraske?
"Hvor skal jeg løbe hen? mod Syd? mod Nord?
"Hvo veed, hvor nu den Skurk omfeier?
"Og, før jeg seer mig til, afmeier
"Hver Livets Ager paa min Jord?"

Den længe raadvild løb mod Østen og mod Vesten,
Mod begge Poler, og, som sluttes let,
Blev atter træt.
Til Lykke fandt den ved et Giærde - Hesten
(Den gamle Blis,
Som tales om i Apocalypsis),
Paa dennes Ryg den endelig kom op,
Og nu, hop! hop!
I Førstningen i Trav, og siden i Galop,
Fra Stad til Stad - i alle fandt den Pesten,
Og skreg sig hæs i lutter "Vee! o! vee!
"See Virkningen af min misbrugte Lee!"

Den sorte Pest (saa har man kaldt det Væsen,
Fordi den Mand, der alting meied bort,
Var, mod sædvanlig Skik, ei bleg, men sort)
Stak Døden meest fra Norden af i Næsen -
Den efter Næsen reed, og endeligen traf
Vor Doctor Urian, klif! klaf!
"Ha!" skreg den: "Hid med Leen!" -
- "Pyt! Herr Rytter!
"Den tages ikke saa! nu har jeg den;
"Og i al Evighed du faaer den ei igien!
."Klif! klaf! din Trusel her til intet nytter!" -

Den ellers Blege blev om Næsen doppelt bleeg,
Og al dens Virkekraft af alle Knokler veeg,
226 Den faldt af H e sten bumps saa lang den var,
Og Doctoren, klif! klaf! skreg: "Lig du der, din Nar!"

Med eet man ved et Skrald af Torden
Saae ryste Himmelen og bæve Jorden -
Et Lyn med usædvanlig Glands slog ned,
Af Lynet foer en Aand, saa skiøn og lys som Livet,
Den raabte: " Mig blev Lægedommen givet " -
Og Doctoren og Døden skialv derved -
Den Leen greb - og i et Nu klif, klaf,
Fløi Doctoren Paryk og Hoved af -
"Der," sagde den, og rakte den til Døden,
"Jeg skienker dig din gamle Magt igien;
"Men, hvis du nogentid misbruger den,
"Saa skiælv, hvor og du er i Verden, for mit Møden!"

Min Winsløw! trende Gange Døden mig
Gik truende med Leen ind paa Livet;
Men for den lyse Aand den skiulte sig,
Og Sundhed blev din Ven tilbagegivet -
Nys trued' den tredoppelt frygtelig
Det Liv, som lærte mig at elske mine Dage -
Jeg skialv - men see! den atter veeg tilbage,
Og i min Skytsaand jeg gienkiendte Dig .

Forfatterens Liv og Levnet
af
hans Fætter.*)
Med begges Anmærkninger.
(Fragment.)

- At eo quid magis ridiculum? -

Tanaqu. Fab. cap. IV. de futilitate Poëtices

A f alle Tanker, som en Pen
Har af et Blekhorn henslængt paa Papiret,
Mig ingen synes saa bemærkelig som den,
Hvormed min Kallundborgske gode Ven**)
Sin Bog om salig Paars har ziret:
"Vort Levnet er kun kort! det er mod Evighed,
"Som liden Landsby e mod en stor og mægtig Sted."

Ak! at jeg med en Hammer denne Tanke
Dybt ind i manges Pander kunde banke,
Som op og ned i Buegangen spanke ,***)

* * * 228

Og sommetider, hvor de burde gaae,
Til andres Qval aldeles stille staae;
Som fra det eene til det andet vanke,
Smaa Glutter mellem Dukketøier lig,
For, som de kalde det, at more sig,
Og faae, med Narreriers Drengesvøbe,
Den dovne Tidens Hest til i Galop at løbe!
Ak! at jeg kunde banke den i hver,
Som finder, Tidens Traad for lang ham er,
Og møisom stræber, den at lægge sammen
I Giæstebud, Aviser og Tobak,
Balletter, Kanefarter, Kort, og Snak,
Og stive Søndag-Selskabs tvungne Gammen!
Ak, at jeg kunde banke den i hver,
Som paa forvovne, nattegamle Vinger
Sig feiendes mod Evigheden svinger;
Som troer, paa giennembidte Gaasefiær
At svæve Lysets høie Throne nær,
Og mellem Sole med fortryllet Øre
Pleiadernes Musik til Engles Sang at høre;
Som hisset, i Begeistrings Maskepie
Med hme lidt prostituerte Ni,
Forglemmer hvad paa Jorden er at giøre,
Og drukner Tidens Muus*) i Sværmerie
Med Laurer, Lotter, Minner, Marianer,

* 229

Og i den himmelreene Sympathie,
Som smitter Siæl og Krop med Raserie,
Suk, Selvskud, Hængsel, Afmagt, Agonie,
Og tusind andre jammerlige Vaner!

Ak! at jeg kunde banke den i dem,
Der Nat og Dag studere, gruble, svede,
Og møisomt efter det i Bøger lede,
Som, naar de vilde bruge deres fem,
Er hos hver Klokker Nat og Dag tilstede,
Den sande, salige Philosophie,
Al Viisdom, Dyd, og Lykke stikker i:
At døse hen, fra Vuggen og til Graven,
Bestandig efter Næsen, ligefrem,
Knap see paa Stierner, siden tælle dem,
Og i hver Kamp, den være nok saa slem,
At sløife Hiernen og besætte Maven -
Ak! at jeg havde kunnet banke den
Ret dybt i Panden paa den gode Ven,
Hvis Levnet her, til gyseligt Exempel,
Jeg stiller frem i Eftertidens Tempel!*)

I Unge, som endnu har ei begyndt
Paa gamle Fero, tuli, latum, ferre,
Hvis Kundskabs Flødeskind endnu er tyndt!
O hører mig, og giører Ondt ei værre!
Afskummer, mens I kunne, dette Skind,
Studering paa Fornuftens Melk udbreder,
Og troer, dens søde Melk jer Krop og Sind
Langt bedre føder, end den sure feder!
Flyer al Philosophie som Gift og Pest.

* 230

Betragtning, Gransken, Pønsen og deslige;*)
Og nøies tarvelig med hvad en Præst,
Og høit en Provst om dit og dat kan sige.**)
Betænker, Eders Lives Tid er kort!
Og driver den ei hen i Taaget bort
Med det unyttigste paa hele Jorden;
Opvoxer! spiser! drikker! sover! leer!
Og bliver, hvis I kunne, snart til fleer!
Og døer omsider i Naturens Orden!
Og troer, at denne Klokker-Lethargie
Er mere værd end alle lærde Møier,
End al den dybeste Philosophie,
Og hele Musechorets Tryllerie,
Hvorved kun slet man sover og fordøier!
Med Andagt læser min Biographie!***)
Der findes hist og her en Deel deri,
Som i sit hele Lys min Sætning sætter. †)
O! speiler Eder i min stakkels Fætter,
Som, Himlen veed, dog ikke drev det vidt;
Men lidt af denne Suurdei, meget lidt,

* * * * 231

Er, om end nok saa lidt, for meget! hører:
"Vort Levnet er kun kort, det er mod Evighed,
"Som liden Landsbye mod en stor og mægtig Sted!"
Og denne Sandhed Jer til Nytte fører!
Og spilder ei den smule Tid, I har,
Paa Ting, som eene Spot og Uroe bringe,
Og ængster ei Jer Præst, og Moer, og Faer,
Ifald I slige har,
Med over Pøblen Jer at ville svinge!
For Eders Sundhed sørger, drikker Viin,
Og spiser got, og sover, og fordøier!
Med Riden, Dandsen, Kyssen Jer fornøier!
Og bruger aldrig anden Medicin!
Forlader aldrig gode gamle Skikke,
Og lader Verden rulle, som den kan!
Mod egen sieldne Kummer holder Stand,
Og lader ingen andens gaae jer an!
Og, fremfor alting, tænker, tænker ikke !*)
Men det er nok; thi Tiden løber bort,
Som Sophocles ret mærkeligen siger:**)
Og hvad du giør i Verden, giør det kort!
Den Regel aldrig nogensinde sviger.

M in Fætter Baggesen , med Fornavn Jens ,
Er født et Steds paa Jorden
I Norden,
I en Slags Søeflek, om hvis Existens
Frue Famas Dulcian har ingen Tone.
Hans Fader var en Mand, hans Moder var en Kone,

* * 232

Den Sag er plat;
Men hvo der havde dem paa Jorden sat,
Har Taushed skiult i Glemsels mørke Nat!
Grundlærde Pennes Myriader
Formode blot, at brave Lameks Søn,
Der biergede, blandt andet, og vort Kiøn,
Herr Kaptein Noah var hans Stammefader -
Og jeg - jeg finder Hypothesen skiøn.

Saa snart han kom til Lyset, blev han vranten;
Han vrippede den Gang han først blev svøbt;
Han skreeg forskrækkelig, da han blev døbt,
Og var fra den Tid af bestandig skranten.

Man har fortalt, at efter Præstens Bud
Den onde Aand kom ikke rigtig ud,
Men at en Stump, til Barnets store Plage,
Af den Ureenes Næse blev tilbage;
Og den Omstændighed var Aarsag i
Den megen Synd paa Prent, han siden øved,
Hvormed han Faer og Moer og Præst og Degn bedrøved,
For Folk at dysse hen sig Søvnen selv berøved,
Og med Seline, Cypris og de Ni
Bedrev Afguderie,
Altsammen under Navn af Poesie.

Det være, som det vil. Enhver i Kirken troede,
At den urene Aand med Krop og Siæl
Var ganske jaget ud af sit Hotel
(At kalde Fornems Huus Hotel , er Mode,
Og Satan fornem er, det veed man vel);
Jeg ei bedømme vil, hvorvidt den Snak er grundet;
Kan være, den af Nid er blot opspundet;
Endskiøndt det let kan treffe til engang,
At den, som af en Aabning lar sig blæse,
233 Især naar Aabningen er trang,
Kan miste lidt i Flugten af sin Næse.

Det lille Nor opvoxte Dag fra Dag
Paa Faders Knæe, paa Moders Skiød, saa rolig,
Reed paa sin lille Kiephest nok saa trolig,
Og fandt i Pebernødder megen Smag,
Og meente, fra sin Faders lille Bolig
At kunne see bag Søen tydelig
Det Plankeværk, som er ved Verdens Ende,
Bag hvilket Sol og Maane skiuler sig,
Naar Engle Himlens mange Lamper tænde;
Og troede hele Verden var saa glad
Som han, naar han af Moders Haand fik Mad,

Men dette glade Liv kun varte kort -
Ak! spæde Barndoms Dage snart henglide!
De sorte Haar med Alderen blir hvide;
Men Livets Hvidt med Alderen blir sort.

Fem Aar var omme. Tanken i hans Hierne
Begyndte meer og meer at spire frem.
Nu gad han vidst, hvor langt den næste Stierne
Var fra hans Hiem?
Og hvad der var bag Plankeværket,
Som han bag Søen havde mærket? -
Og om man kunde did i fire Dage gaae? -
Hvor stor vel Jorden var? om fyrretive Haver,
Enhver saa stor som den, der tæt ved Huset laae,
Vel kunde til dens Størrelse forslaae? -
Om og Rhabarbra var Guds Gaver,
Og Ingefær , som han i Sirup fik
For Hoste? - hvorhen Solen gik?
Hvorledes den kom op igien? hvorlunde
Den, uden Been, saa hurtig rende kunde? -
234 Hvor Storken havde faaet fat
Den lille Søster, han saa længe vented',
Og som den bragte ham forleden Nat?
Om alle Mennesker af Storkene blev hented'? -

Den Grubien og den Spørgen satte tidt
Hans Moder i Forlegenhed for Svar;
Hans Moster fandt, den gik for vidt,
Og frygted', det ei gode Tegn just var;
Hun leed ei denne Spørgen for sin Død,
Og stoppede hans Mund med Sukkerbrød.

Men Degnen derimod, Oraklet der i Egnen,
Saae heri Glimt af Philosophen, Degnen ;
"Jeg frit tør bande paa," saa lød hans Ord,
"At der i ham en Diaconus groer,
"En Philosoph, hvis Gud vil holde ham i Live;
"Det tidlig degne skal, der gode Degn skal blive."
Hans Fader skiænkede ved saadan Leilighed
Nok et Kruus Øl - og Degnen saa blev ved:
"Jeg selv, mens jeg var meget lille,
"Til alting Grunden vide vilde;
"Nu spurgte jeg om Dit, nu Dat -
"Eet Spørsmaal kan jeg got erindre:
"Vi havde hiemme just en lille Kat,
"Der var saa stor som jeg, maaskee lidt mindre,
"Den fangede, som andre Katte, Muus,
"Der vrimled' i min salig Faders Huus -
"Strax grublede den lille Petrus paa,
"Hvorledes det gik til, og spurgte saa:
"Hvi fanger Katten Muus? hvi fanger Muus ei Katten?
"Af slige Spørsmaal giorde jeg en Skok;
"Men eene dette synes mig er nok;
"Min Moder tænkte paa det hele Natten;
235 "Med Graad hun har mig tid i fortalt,
"Hvor vægtigt disse Ord paa hendes Hierte faldt.
"Fra den Tid af man lod mig strax studere;
"Nu er jeg Degn, og kan med Tiden blive mere.
"Sæt Pogen," blev han ved, "saasnart I kan,
"I den latinske Skole,
"Og seer kun til, om ikke ogsaa han
"Med Tiden faaer engang den sorte Kiole!"

Man rigtig nok fortæller, at vor Pog
Lod til at have Lyst til meer at vide,
End der behøves til at blive Drog;
Men paa Fortællinger man ikke stort kan lide.
Jeg er hans Fætter, jeg, og jeg bevidne kan,
At jeg hos Ynglingen, hoS Barnet, og hoS Noret
Har aldrig Tegn til noget andet sporet,
End til særdeles tarvelig Forstand;
Men dermed har man ogsaa nok - o ja!
Til Degn , til P ræst , til Provst et cetera -
Fra denne Kant jeg Degnen Ret vil give;
Thi hvad kan ikke Degn og Biskop blive?
Og hvoraf gjør man ikke Provst og Præst ?
Til Rang og Rigdom, svøbt i Troens Kappe,
Paa Kirkens brede, bolsterbløde Trappe
Man stiger snarest, mageligst og best.

"Slaae dig i Herrens Navn til Bogen
"Paa Degnens Ord!"
Adbrød omsider baade Faer og Moer
Og glad blev Pogen -
Thi Hedninger maae sige hvad de vil,
Studering er dog bare Børnespil,
Og læse: Fero, tuli, latum, ferre -
Hic, hæc, hoc, hujus, horum, harum, horum -
Og alt det andet dumme Kakkelorum
236 Er intet andet end unyttigt Fias
(Der moerer Børn, som anden Spas),
Om ikke det, som end er værre.

Med samme Vellyst derfor, som hver anden,
Der menneskelig Hierne fik i Panden
(Og ikke tvungen blir dertil),
Min Fætter gav sig af med dette Spil,
Og, som.man kaldte det, studerte -
Det er at sige: læste graadig alt,
Hvad prentet i hans Hænder faldt,
En smule klogt og meget galt,
Og - det forstaaer sig - over alt
Saa got, han kunde, mediterte .

Det gik i Førstningen ret got,
Saalænge han sig holdt til Prækner blot;
Men siden fik han fat paa de fordømte Bøger,
Hvori paa hedensk Viis man efter Sandhed søger,
Og, om ei finder, dog den kommer mere nær,
End raadeligt i denne Verden er.

I disse Satans egne Hexerier,
Astronomier og Philosophier
(Det Eilschov bøde for!) han grubled' Dag og Nat.
Det nyttede kun lidt, at Degnen fik ham fat,
Og læste for ham - skiøndt, til Degnens Ære,
Man paastod, at han kunde, naar han gad,
Omvende hvem det skulde være -
Men det Fragment af Mørkets Aand, som sad
Fra Daaben af i Drengens HalS tilbage,
Forspildte reent Omvenderens Amage.

Jeg ei fortælle tør det Rama-Skrig,
Som i den hele Bye herover reiste sig;
Thi Pogen lod sig offentlig forlyde,
237 Naar han i Snak med Byens Lærde kom,
Med Meninger om Jordens Dreien om,
Om flere Verdener , om naadig Dom
Selv over Diævlene , naar Enden fom -
Om Salighed for Tyrk , saa vel som Iyde,
Og meget andet sligt, som Gud forbyde!

Forgiæves Degn, forgiæves Præst
Forføgte hver paa sin Maneer, fom beft,
Den unge Synder om at vende -
Omsonst forbød de ham, at lade Jorden rende,
Omsonst de trued' ham med evig Soed,
Ifald han havde noget derimod,
At Zadigs Autor evig maatte brænde,
Omsonst de trued' ham med evig Ild,
Ifald han troede Vredens Gud saa mild,
At han den mindste Diævel af den Gryde,
Som evig lige stærk skal evig syde,
Tog op igien - " nei! " raabte begge, " nei!
" Guds Vredes Flammer slukkes evig ei! "

Den arme Dreng forbauset og fortabt,
Paa Diævlens og Voltaires Vegne,
I Taarer udbrød: "Har da Gud ei fkabt
"De mindfte Diævle felv faavel fom Degne ?
"Og mon han ikke danned' til sin Ære,
"Og til Lykfalighed,
"Af ingen Ting den fyndige Voltaire
"Saavel som Deres Velærværdighed?
"Og forudsaae han, at han skulde blive
"Til evig Tid forskudt,
"Hvi trak han ham af intet frem til Live?
"Hvad havde han, før han blev til, forbrudt?"

Man nu for sildigen fandt ud,
At det var Synd mod Mennesken og Gud,
238 At lade slig en Pog studere
Meere.
For end, om mueligt, dog hans arme Siæl
At redde fra bekiendte Kløer af Satan,
Der raged til sig Cora, 'Biram, Dathan ,
Kong Achab, Zambri , Dronning Jesabel ,
Pilatus, Judas, Mahomet, Voltaire ,
Og fleer, som man ei værdiger den Ære,
At nævne, skiøndt man veed dem meget vel,*)
Beslutted' man, med eet at sige Stop
Til denne kietterske Galop,
Før han med Krop og Siæl (som oventil citerte)
Midt ind i Diævlestalden gallopperte.

Tolv Aar han havde fyldt i stakket Tid
(Man veed, at Tiden som en Hest kan rende),
Da han Befaling fik Studeringen at ende,
For med desmeer Opmærksomhed og Flid
En Amtsforvalters Steeg at vende,
Polere Fuldmagts Støvler, Krøller slaae
Paa gamle, vrantne, stridige Parykker,
Summere Tal - og Næsestyvre faae,
Naar hist et Nul var feil, og her en Kop i Stykker.
Tungt gik en Tid paa denne Maade bort
Nedbøiet under Latris og Transport;
End tungere min Fætter gik i Tiden -
Og tungt han har bestandig gaaet siden.

Men, kiære Læser! jeg vil være kort -
Og ikke Pen, Papir og Blek forøde
Med hvad en Skriverdreng kan møde;

* 239

I Vers, det veed vor Herre! klinger sligt
Kun jammerligt -
Gud lad os aldrig i vort Heltedigt
Saa stærkt til nationale Helte trænge,
At maatte søge dem blandt Skriverdrenge !
Jeg troer det Velanstændighed og Pligt,
At springe dem forbi,
Naar man har mindste Væsen med de Ni.

Omtalte Fætter (hvis Biographie
Begynder nu mig selv at kiede,
Fordi der er saa lidt besynderligt deri)
Fik Dag fra Dag til dette Maskepie
Med Bukler, Støvler, Tal, Steegvenderie,
Og Næsestyvre, meer og meere Leede -
Og samme gik saa vidt, at han - gik med,
Og fandtes ikke meer paa det benævnte Sted.

Man hørte Graad og Skraal og Skrig i Norden
(Man husker han var fød et Steds i Nord);
Man troede, han var ikke meer paa Jorden
(O! hvad man ikke troer!),
Fordi man fandt ham ei paa tusind Skridts Distance
Saa slutter Flox , at alt, hvad her vi sandse,
Er blot Indbildning, lutter Drømmespil,
Og troer, at ingen Ting er virkeligen til,
Fordi han intet til sin Slutnings Hinder
I hurtig giennemledte Hierne finder -
Man fandt ham endelig; og hver, som græd, nu loe,
Især de to,
Paa hvilke Himlen blid hans Velfærd lod beroe.

Han bad om Lov til meer at læse -
Thi Siælen havde sultet som en Hund,
240 Mens paa Comptoirets Skiær han stod paa Grund
I blot Fadaise
Og fik corporlig Straf, for hvergang i en Krog
paa ferske Giermng man ham fandt med mindste Bog,
Selv Hübners skiemtende Geographie ,
Hvor Himlen veed dog lidt af sundt og sandt er i.
En Almanak, med Aftensang i Enden,
Og salig Søfrens Arithmetica
Var al den Læsning, som han uden Skiænden
Af Amts-Califen slap heeløret fra.
Lyksalig den, hvis tarvelige Hierne
Kan af saa smaa Portioner blive mæt!
Ak! i min stakkels Fætters sultne Stierne
Stod skrevet: Faae Bekomsten ei saa let!
I føie Tid han stopped' sig i Panden
Fast hele Sognets Sort paa Hvidt,
Og nød den eene Tome paa den anden
Med idelig forstærket Appetit.
Jeg een Anmærkning dog maa hertil lægge:
En Slughals i et Fad, en Slughals i en Bog:
De sluge begge,
Den eene sig for mæt, den anden sig for klog -
Det første Kroppen kun, det sidste Siælen skader:
Jeg derfor mindre hint, og meere dette hader;
Og meget heller her fortælle gad,
Hvis sandhed ikke bandt mig Munden:
At Fætter stræbte meer i tilladt Fad
Med Skeen at randsage Bunden,
End i forbudne Bog at vende sidste Blad.

Den lærde Verden vil, til Fætters Ære,
Det veed jeg nok, af modsat Mening være;
Men ak! men o! Gud naade den,
Som kun den lærde Verden har til Ven.
241 Den, for det første, kun er meget lille,*)
Den, for det andet, er gemeenlig svag,
Den, for det tredie, siggierne holder stille,
Og, for det fierde, gier min Fætter en god Dag.

Men atter til Historien tilbage -
(De Parentheser har Sieur Satan skabt!
Med dem kom ind i Verden Langheds Plage,
Og Kortheds skiønne Paradiis blev tabt.)

I Stapelstaden vare tvende Skoler,
Den eene lav, den anden høi;
I begge lærte man - at giøre Støi,
Og mellem allehaande Caprioler
At bande, kives, baxes, og lidt meer -
Paa gode danske Skolegangs Maneer.
Et hundred Børn, som Bier i en Kue,**)
Ommylred i den Laves Stue,
Til riisbevæbnede Despot indtreen,
Og med en Degne-majestætisk Mine,
Som spaaede Næsen Puf og Bagen Pine,
Jog paa sit Sted, som Lynet, hver og een -
Hvorpaa fra Fibelbrættet til de Stykker,
Velsalige Pontoppidan
Som Troens Grændseskiel har streget an
Og overladt til dem, Geniet trykker -
Religionens hele Theorie
I sammenblandet Skraal og Skrig og Knurren
Blev ramset uden ad og opædt inden i

* * 242

Til sand Opbyggede for Folk, som gik forbi
Og hørte denne Christendommens Surren;
Indtil det høistforønskte Bortgangs Bud
Adspredte Sværmen, der for Glæde reent af Lave
Paa Kirkegaarden mellem Fædres Grave
Med brudne Been ombytted' Hovedbrud.

Aldeles anderledes var den Høie ,
Hvor med den bare Troe man ikke lod sig nøie.
En halv Snees Drengebørn af Stand
(Der i Corsøer er meget rare),
Hvis Mødre Fruer og Madammer vare,
Blev oplært her i alt, hvad tænkes kan.
Pontoppidan,
Der hisset var Peripherien ,
Var Centrum her; med mindre Hovedbrud,
End hist man til ham gik, man her gik fra ham ud
Til Sprogene, Geographien,
Historien, og selv Philosophien.
Det var et saligt Syn om Vinteren, at see
Med hvilken Mængde Bøger, spændt i Belte,
Om Morgnen efter nattefaldne Snee
Hver af Eleverne saaes giennem Gaden ælte.
Min arme Fætter ofte saae det an,
Og allenstund derved hans Tænder løb i Vand -
"Ak!" tænkte han (og ak! jo meer de spanked',
Jo stærkere hans Hierte banked')
"Ak! hvorfor er din Fader ikke rig,
"Hvorfor er dog din Moder ei Madamme,
"At denne Lod dig ogsaa kunde ramme?
"O Himmel! vilde du bønhøre mig,
"Og mild i denne Skoles Himmelglæde
"Ved et Mirakel, eller saa omtrent,
"Mig blot en tolvte Part tilstæde!" -
243 Et sligt Mirakel var i Byen aldrig hendt;
Den Skole var, som hvert et Himmerige,
Tilgiængelig allene for de Rige -
Naturligviis! for intet intet faaes.
For tvende Skilling høit, per Dreng og Pige,
Man i den lave kunde slaaes,
I denne derimod det kosted' vel en Daler,
Foruden Bøger, Blek, og Pen, og Linealer.

Til Lykke var den Skoles Precepteur
(Saa kaldte man ham i Corsøer)
En Mand af stort Genie og den Geniet egne
Point d'honneur,
Der ikke findes lettelig hos Degne;
Han fandt det under sig og sit Genie,
At lære Børn at læse, skrive, regne -
Som han for Resten var ei reent ukyndig i;
Men derimod Latin, Geographie,
Historie, Moral, Philosophie
Han ikke havde holdet mod sin Ære
Selv mindre voxne Børn at lære,
Hvis ei en lille Hindring, nemlig den,
At han det alt for længe siden
Aldeles havde glemt, og ei gad spilde Tiden,
Med nu at lære om igien,
Ham havde nødt til den beqvemme Maade,
At lade Skolen selv sig raade.

En delikat Samvittighed
(Som Folk af Point d'honneur er gierne plaget med)
Forbød ham midlertid, endskiøndt med frelset Ære,
Aldeles rolig i sin Mag at være;
Hver Mand af stort Genie sig nemlig føler tidt
Om just ei Patriot, saa dog Cosmopolit -
244 "En Smule," tænkte han, "var det og nok saa lidt,
"En Smule burde Børnene dog lære,
" At skrive for Exempel? jeg vil see,
"Hvorledes jeg udfører den Idee" -
Tænkt! sat i Værk - En anden havde nøiet
Sig med den Selvbevidstheds søde Lyst,
At have klækket ud i cosmopolske Bryst
En Plan, som har det Heles Vel for Øiet,
Og ladet det ved sit Desidero
Beroe.
Men denne Statsmand var i dette, som i meere,
Just skabt til at realisere.

Der om min Fætters Skrift gik Rye
I begge Skolerne og i den hele Bye -
Hvor underlig sig Lykken dog mon føie!
Han pludselig blev hensat i den Høie.

Hvordan han loe, hvordan han sang,
Og hvor han græd, og hvor han sprang,
Og hvor han reent af overvættes Glæde
Gik fra sig selv og sin Forstand
Til dette de Corsøerske Musers Sæde,
Jeg ei beskrive vil, fordi jeg ikke kan.

Men derimod hvorledes han nu lærte,
Hvad han begiærte:
Den hele høiere Theologie,
Historie, Geographie,
Latin især, og hvad der hører til -
Med slig en Grundighed, at før et Aar var omme,
Han fandtes udlært efter alles Domme -
Jeg ei beskrive kan, fordi jeg ikke vil.
245 Men udlært i Corsøer ei vilde sige meget;
En critisk Theolog af vores Rørbyes Værd*)
Man der endogsaa havde kaldet lærd
I Fætters Tid. Oplysningen er steget
Og, som man siger, dagligdags tiltager
Mangfoldig der, som andensteds;
Man Salomon fra Jørgen Hattemager
Og klogt fra dumt at skille nu begynder,
Og skal, som jeg har hørt, med mangen Arvesynder
Ei længer være nær saa vel tilfreds
Som den Tid. - Jeg, for min Part, ei just ynder
Den overalt nu giængse Lysen op,
Men haaber med enhver gudfrygtig Synder,
Naar jeg betragter dens vanhellige Galop,
At man dertil i Tide siger Stop,
Før det for sildig er, som snart kan hende,
Og inden, før man rigtig seer sig om,
Den hele Christendom,
Med Moses, Arvesynd og andet Prent
I vores gode gamle Testament ,
Pontoppidans og Augsburgs Confession ,
Og Universitetets Fundation ,
Samt al den øvrige Religion,
Til Harm for hver dens Vægter og Patron,
I Bund og Grund blir løbet overende.**)
Oplysning er ret brav til Tid og Sted,
Naar der er Maade med;
Men, naar den gaaer for vidt, som hoS de Tydske, ***)
Naar Grubien, om det Sande selv er sandt

* * * 246

(Man har jo noget sligt af - denne - Kant ,
Der ingen Ting skal see saa grant?),
Kort, naar Fornuft sig mænger deriblandt -
Saa skiælve bør hver Jydsk - og vi er' alle jydske.
Og sandelig det lader til
I vore Dage, eller vore Nætter,
Som om man efterhaanden glemme vil - -

Men hillemen! jeg glemmer reent min Fætter -
Han nu var meer ulykkelig end før;
Han havde smagt en Dryp af denne Kilde,
Hvis Væld man udtømt ham forsikkre vilde,
Fordi dens Brønd her virkelig var tør -
Men skiøndt han rigtig nok i begge disse Skoler
Ei kunde lære meer, end alt han havde lært,
Fandt han det dog en smule sært,
Om ei et Steds imellem begge Poler
Der skulde gives een endnu, hvor man
Dog i det mindste vidste meer end han .

"Der gives saadan een, der gives flere;
"Men ak! der hører Penge til;
"Et fattigt Barn kan ikke strax studere,
"Fordi det vil -
"I Slagelse , min kiære! for Exempel,
"To Miil herfra, er sligt et Viisdoms Tempel;
"Men Veien er dertil, som den til Ærens, lang
"Og trang."*) -

"Den være, som den vil! man kan jo rende,
"Naar man har Mod og Lyst, til Verdens Ende - "
"Ret saa! men det er ikke dermed giort!

* 247

"Betænk, min lille Ven, han har en Mave,
"Der ogsaa vil en smule Næring have -"

"Oh! Vand og Brød dog koster ikke stort! -"
"Ret saa! Men for at finde, hvad han søger,
"Behøver han, foruden dette, Bøger;
"Hvor faaer man uden Penge disse fra? -"

"Men der er dog Stipendier." . . . . "O! ja!
"Men deels man faaer dem ikke strax i Hænde,
"Et Prøve-Aar maae først gaae halv til Ende;
"Deels gaae de fløiten til Logie, til Brænde,
"Til Pen, Papiir, og Lys, etcetera.
"Lyd han mit Raad, og lad den Grille fare!
"For sildig han fortryder den engang!
"Den Tempel-Vei, som sagt, er alt for lang,
"For knudret, tornet, og for fuld af Fare! -"

Men ak! Exempler nok man har derpaa:
Naar eengang skrevet staaer i Skiæbnen " Gaae! "
Saa byder al Fornuft omsonst os staae.

Forgiæves stræbte man, ved Faren at belyse,
At faae min Fætter til for dette Tog at gyse,
Anførte ham Exempler sidst og først*)
Paa Lærde, som krepeerte var' af Gield,
Poeter, som omkomne var' af Tørst,
Og andre, som var' sulted reent ihiel;**)
Og viiste ham, som i et Perspectiv,

* * 248

Sit hele følgende Studeringsliv -
Omsonst! han trodsed' alt; han havde lært at fryse,
Var vant til Sult og Tørst, og lod sig ikke kyse.

I Slagelse var giængs den ægte danske Skik
(Jeg siger ægte dansk, thi alle danske Skikke
Just er det ikke)
At give fattig' Børn, som der Oplysning fik ,
Ved eget Bord at spise og at drikke -
Og vee min Fætter, om det ham af Minde gik!
Om ei hvert Smørrebrød, som gav hans Hunger Lise,
hos stolpe, Clausen, Andersen , og Glise ,
End mindede ham tidt, naar Siælland synes slem,
At dog Goddædighed har der sit sande Hiem!
O! vidste jeg, at det ham nogensinde,
Selv i det næste Sekel, gik af Minde,
Jeg slængte Pennen strax, og angred hvert Minut,
Jeg havde spildt paa her med Rimets Lage
At salte hen til Verdens sidste Dage
Et Levnetsløb, som burde gaae caput!*)

I Tillid til at han og kunde nyde
Sin Deel i denne giæstfrie Hielpsomhed,
Og stolende paa, hvad der kunde flyde
For Resten af hans lærde Sveed,
I Troen til det Forsyn, som fra Hunger
Beskiærmer hielpeløse Ravneunger,
Besluttede man endelig hans Roe
Med, efter meget contra, meget pro,
At skikke ham til denne sorte Skole,
For paa Latin at lære der den Troe,
Som hialp saa mangen i den sorte Kiole.

* 249

Man mærked' og (imellem os!),
At Fætter egentligen var i Grunden
Langt mindre stærk i Næven end i Munden,
Et Slags Rhinoceros,
Som Alskens Bøger kunde sluge,
Men ellers var til ingen Ting at bruge.
Man læste af hans Physiognomie,
At Klogskab ei var det, som han stak dybest i,
Og at han neppe nogensinde
Paa Sntldheds Vinge
Sig til den mindste Lykke vilde svinge;
Man læste af hans Handlinger og Ord,
At han sit eget Navn stod Fare for at glemme,
Og at han egentlig ei havde hiemme
Paa denne Jord;
Man læste af hans Helbred, at han ikke
Til meget Slid og Slæb sig vilde skikke;
Man slutted' af det alt, tilsammenlagt,
At han var - et Rhinoceros, som sagt.

Nu er til Lykke brugeligt paa Landet,
At, naar et Drengebarn ei duer til andet,
Og intet Hoved har, selv ikke til en Læst
Saa, for at danne det til Lærer eller Præst,
Man slænger det i den latinske Skole hen.
Hvad Jorden bruger ei, foræres Himmelen.
Det synes underligt; men det er intet Ander;
Den Vedtægt sig paa gamle Støtter grunder:
Erfaring os har lært, at hver, som gaaer paa to,
Selv den, som ei tilgavns kan vogte Svin,
Kan lære hele Troen paa Latin,
Og vogte Kirkens Faar med samme Troe.

Hvorledes man nu rusted ud min Fætter
Med nye Støvler og med nyvendt Kiol,
250 Med Kalvekryds og med Mansketter,
Hvori han kunde skinne som en Sol
Imellem hine Sole
(Jeg kalder Sol i aandelig Forstand
Enhver, som lyser op et Land,
Og a priori hver, som gaaer i Skole),
Hvordan han Afsked tog, hvormeget Vand
Adgydet blev, med meer, jeg her fortæller ei -
Hvordan han endelig den trange Vei
Til Templets Port fik lagt tilbage,
Og ved dets blotte Syn forglemte al sin Plage,
Hvordan i dette Syn han strax fornam
Skinbarlig alle Muser hilse ham,
Og følte Phøbus selv, livagtig, op ad Dage
Med al sin Guddoms Ild og Kraft og Lyst
Beaande hans af Glæde spændte Bryst -
Jeg det og meer endnu beretter ikke heller;
Fortælle, hvo der vil, deslige Bagateller.

Jeg springer Vei og Port til Templet reent forbi,
Og som Homer (den jeg i alle Stykker
Gad fulgt) har giort for mig, min Læser rykker
Med Fætter i en Snup midt ind deri.*)
Der staaer han. Lad ham staae! Imidlertid
Vil Læseren og jeg ei tabe reent vor Tid,
Men see os for i Veien noget om
I dette Rectordom.

Latinske Skoler ere Monarkier,
Og deres sorte Hobe, som i meer,
I Dragt, i Sværmen, og i den Maneer,

* 251

De styres paa, fast alt tilfælles har med Bier,
Paa tvende Smaating nær:
En Dronning,
Og Honning -
En Rector have de for hin,
Og Honningen er her Latin .

Og denne Skole var et Despotie
Med Adel og Aristocrater i,
Af alle Former, hvori Tyrannie
Den arme Menneskhed fordanner og forqvakler,
Den værste! Selv aldeles Anarchie
Adklækker ei saa mange Stakler,
Kun Død er dennes Frugt; men hins er Slaverie .

Regenten, som ved Kunsten, trods Naturen,
Var bleven dens Tyran,
Var en Pisistratus - Censuren
Gik ham ærbødigen forbi, som Mand,
Som Rector, og som Lærd - men nødt til Sværdet
Af tusind Misbrug, som hans Formand lod
I Anarkiet fæste Rod,
Af Iver for sin Pligt han havde hærdet
Et Henri Quatre-Bryst
Til Josephs Lyst,*)
Og med en Strænghed uden Lige
Holdt i bestandig Zittren Skolens Rige.

Regierte Mennesker til Vederlag regiere,
Og strængt regierede regiere strængt;

* 252

Tyrannens Slaves Træl vil og tyrannisere,
Trykt vil han trykke, doppelt, trykke meere;
Hængt Mand vil have hele Verden hængt.
Man overalt sig kan til denne Sandhed stave:
Den strængeste Despot er just den største Slave .
Tyranniseer! tyranniseret vær!
Det kommer ud paa eet - saasnart man selv vil byde,
Maae man til Vederlag en anden lyde,
Og den, som lyder hist, vil omvendt byde her.
Jeg veed det med mig selv, med hvilken zevsisk Truen
Jeg ryster min forældede Paryk
Og slynger Tordenriset rundt i Stuen,*)
Naar Præsten over mig har giort sig alt for tyk.
Ham Provsten gav formodentlig en Snippe,
Irettesat af Bispen , der,
Høit over mig og Præst og Provst ophøiet, er
Den første Høg i dette Høge-Knippe.
Qvo jure nu den første Første blev?
Qvo jure den, som ei regieres meer, regierer?
Der staae vi! Tusind Lærde skrev
Derover sig og tusind Giæs ihiel
For og imod med lige Skiæl,
Og end, i Mangel af et Himmelbrev,
Man lige klog derover disputerer.

Jeg ei vil øge den Dispyt -
Jus pædagogicum - derover gad jeg skrive
En Bog; men over Jus divinum . . . . Pyt!
Det lar jeg blive.

Det Skolarkie, som her jeg taler om,
Hvis Ark med al den Ret, som dydig Iver,
Retskaffenhed og Kundskab eene giver,

* 253

Til Zeptret kom,
Indvortes var i Bund og Grund fordærvet,
Og Sobradise selv er ikke meer udnervet
Af Politikens Atugt, end det var.
Nu er det Smørrebrød Pisistratus at være,
Naar man i et Athen kan styre, raade, lære,
Og naar en Solon man til Formand har;
Men i en Hellig-Anders-Skoles Rige,*)
Hvor salig Otte Rud i forudsalig Slum
Lod fem og syv bestandig være lige,
Og Peer som Povl bestandig være dum,
Man ei saa let i første Øieblik
Realiserer Platos Republik.

Blandt hundred andre Slendrianer,
Som der i Mørket havde fæstet Rod,
Arokket, endelig urokkeligen stod
Den Primret , som en Mesterlectianer
Gav Hals og Haand i Skolen over hver
I alle mindre Klasser. Fiern og nær
I vores, Pavens, og i Tyrkens Egne,
I hele Herskeriets Allevegne,
Hvis Negerhelvedet**) man gaaer forbi,
(Og hvo tør vove blot sit Blik deri?)***)

* * * 254

Omsonst man leder om dets Mage.
I dette Øieblik, skiendt ikke saare frie,
Jeg i mit hersoms Slaverie
Dog tænker gysende derpaa tilbage.
For Resten herskede deri
Spil, Slagsmaal, Dobblen, al Slags Blasphemie,
Og selv en lille smule Tyverie,
Med meer, som man i alle Skoler hitter,
Og som dog alle Muser og Chariter
Gaae rødmende forbi.

Saa var Forfatningen, om ikke værre,
Da den nysnævnte Rector kom,
Og fandt, at alting burde støbes om.
Misbrugene var allerede færre,
Da Fætter kom derhen;
Men der var fleer end nok igien,
Desværre!
Primretten stod især med doppelt barske Miner
Paa det nedbrudte Tyveries Ruiner.

Min Fætter, som vi lode staae,
Blev strax ved Skolens Indgang lidt confus,
Da han fornam, at hver var med ham dus ;
Een efter anden til ham sagde saa:
" Du er Notarius !"
Hans Hierte skialv af Glæde ved den Ære,
Som forekom ham ufortient -

255

"Jeg ikke værdig er, men stræbe skal, at lære . . ."
Begyndte han . . . . "Der er en Styver! hent
"Mig strax en Spegesild!" var Svaret -
"De spøger." - "Slyngel!" sagde han,
Som rakte Styveren, "nu spøger man
"Med slig en Slyngel? er du vel forvaret
"I Hovedet? gaae strax!" - "Men om jeg strax ei gik?" -
Et vældigt Ørefign i samme Øieblik,
Ledsaget af et Skrald af Strube-Torden,
Min arme Fætter lynede til Jorden.

Saa var hans Indtog. Jeg har blot fortalt
Den første Hilsen, som et kort Exempel
Paa Høfligheden i de Musers Tempel;
Den i et enkelt Træk os maler alt.
Af denne Sort der gaves daglig mange;
Men jeg dem ikke her opregne vil -
Vær ikke bange!
Der vilde gaae for mange Giæs dertil.*)

* 256

Aar Syttenhundrede og to og firsindstive
Han endeligen ud af denne Skole slap
Til Aniversitetet - - *)

Hip som hap,
Der efterlod sigen bestandig Slum,
Hvori han tog (i Drømme, som det hedder)
Med tredive Samvittigheder **)
Examen philosophicum ,
Hvoraf han vaagned' op til alskens Qvide;
Nu fik han først tilgavns, hvad Verden var, at vide,
Og blev, af Satan tilskyndt først,
Af Hunger deels, og deels af Tørst,
Af Graad, og stundom selv af Latter,
Men først og sidst af Kiærlighed - Forfatter .

Man af hans Liv og Levnet kan
Udpine, hvis man vil, den Lære:
At et og andet i vort Land
Er ikke som det burde være,
Mindst det, hvorpaa det øvrige beroer:
Opdrageren . Ak, at jeg denne Tanke
Med Sandheds egen Hammer kunde banke
I alle Hoved-Hierner i vort Nord:***)

* * * 257

At den er overalt det vigtigste paa Jorden
Til Enkeltens og til det Heles Gavn!
Og hellig være hver den Ædles Navn,
Tre Gange hellig! hellig! hellig være
Den Borgers, Statsmands eller Fyrstes Ære,
Som virksom stræber at afhielpe dette Savn ,
Og derved skabe Lys og Liv og Lyst i Norden!!!

Kirkegaarden i Sobradise.

D en hele Verden kiender Sobradise :
I dette Land var og en Hovedstad,
Og i den Hovedstad var, til andægtig Lise,
En Kirke, hvor man sang, og sov, og sad,
Og undertiden vel endogsaa bad -
Og ved den Kirke var en Kirkegaard,
Hvori man putted' alle Kirkens Faar,
At sige efterhaanden, som de døde -
Og over hver af sammes Grave laae
En mindre eller større Steen, hvorpaa
Man læste Faarets Navn, som her var Ormes Føde.

Jeg eengang gik, som jeg saa ofte gaaer,
I Tanker over denne Kirkegaard -
Jeg faldt, og paa en Steen slog halv itu min Næse;
Og holdt det for et Vink ei længer bort at gaae,
Men stille staae;
Jeg stod - og gav mig til at læse:

†

Her ligger Kammerherren! Faae den Skam,
Per veed den mindste Smule meer om ham -
Han skrev en Bog, saavidt jeg kan erindre,
Men om den samme veed man endnu mindre.

259

Den Gravskrivt syntes mig original,
Og dog ei ganske gal -
Jeg gik til næste Steen, nysgierrig efter mere,
Og læste hvad jeg her vil copiere:

†

Vor Stads fornemste Digter Killevalle ,
Som giorde Epopeer,
Tragedier og meer
Paa Fransk og Tydsk Maneer,
Er blevet jordet her;
Bliv ban udødelig, saa blive vi det alle!

Jeg tænkte ved mig selv, det var Umagen værd,
At gaae fra Steen til Steen, og undersøge hver;
Paa næste stod:

†

Stat stille, Vandringsmand!
Og om du er til Hest, da hold den, om du kan!
Her ligger Byens hele Borgemester,
Mod Oster hans Paryk og Maven imod Vester.

Jeg skuttede mig til af denne Steen,
At der Bormestere kan gives
Ei uden Hoved blot, men ogsaa uden Been.
Jeg dreiede mig om til venstre Side
Og fik ved næste Blik det følgende at vide.

†

Forvandlet ligger her Magister Krog ,
Som var en Bogorm før, og nu en Ormebog.

260

Jeg Ordspil lider ei, og til en anden
Jeg vendte mig og saae:

†

Her er da Manden,
Som alle Poster fik, een efter anden,
Men ingen fandt, som passede ham ret,
Og derfor alle, fra Karetbag-Standen
Til den, hvori han lod sin egen Vogn forgylde,
Forvaited slet,
Her er han da, som Staten ønskte det,
Omsider paa sin rette Hylde!

Vel langt! men videre:

†

Staae stille! læs og skiælv!
Den Helt som som her, var stor i mange Krige,
Og det, som mere er, i Fredstid stor tillige,
En Ære for vor Jord, en Vellyst for sit Rige,
Kort sagt, i eet og alt aldeles uden Lige -
Som alle Tidender og dette dig kan sige -
Thi han har dem og dette skrevet selv.

Jeg studsed', giættede, hvem kan dog dette være?
Af Fyrster kiender jeg kun een,
Som skriver rigtig nok af Omsorg for sin Ære
Aviser selv - men han har ingen Steen -
Det maae dog være saadan een -
Men, hvem det ogsaa være eller ikke,
Slig Gravskrivt maae nødvendig støde hver,
Som føler hvad Respect man Fyrster skyldig er -
Saa tænkte jeg - og vendte mine Blikke
261 (Med en Fortrydelse, som den begriber ei,
Der ikke har en Ærefrygt som jeg
For alt hvad helligt er) fra denne Pasqvinade,
Som aldrig skulde smittet disse Blade,
His den ei havde givet mig saa god
En Leilighed, at ivre derimod -
I det jeg vilde gaae, det just sig hendte,
At Øiet, i det samme jeg det vendte,
Faldt paa en Steen in Folio,
Der gierne kunde gaae for to;
Jeg fandt, den gik for fleer, og vilde neppe troe
Mit eget Syn, i det jeg læste:

†
Kiære!

Her ligge tre og tyve Konger her,
Den fir' og tyvende er end i vente,
For at faae udgiort een, som heel fortiente
En Gravskrivt, der det siette Riim var værd.

Nei, raabte jeg, det lønner, paa min Ære!
Umagen ei at læse fleer
Af disse Stenes Inscriptioner!
Der skaanes ingeii fra Cathedrer indtil Throner!
Den Uforskammenhed gaaer alt for vidt -
Isteden for af dette Krimskrams mere
At copiere,
Jeg af min Lomme tog et Stykke Kridt,
Og for at hevne mig med bitter Latter
Paa disse Epitaphiers Forfatter,
Skrev paa en Steen, hvor ellers intet stod,
Hans egen Gravskrivt:

262

†

Vandrer! vær saa god,
At læse dette strax, før Regnen det udjletter:
Ber ligger endelig, trods alt sit Overmod,
I dette Selskab, for at giøre Bod,
Min Fatter.

Theateradministratoriade.
Eller
en nye
og
Sandfærdig Chronica,
hvori
omstændelig fortælles, hvad paa den løierlige Klode, den Danske Skueplads kaldet, dagligen forefalder af Betydenhed for sammes Regent og Bestyrer, den administrerende Directeur, medens hvert fierde Monarchie varer; paa Hiim udsat i Sang, og
saare lystig at læse
for alle andre Kloders og Rigers
Bestyrere og Monarcher, især i anarchiske
Stater
og
nye Republiker .
Begyndt, som alt andet got, for sildig
af den sidste Theater-Directenr: Herr Jens .
264

Theater-Krønike.
for Aaret 1799.
Januar.

A ar Attenhundrede, minus eet,
I hvilket endnu er intet skeet,
Jeg Janus Baggesen fra Corsøer,
Professor, og Halvprovst paa Regentsen,
Bagfierding af Skueplads-Omnipotentsen,
Og administrerende Directeur
For Maaneden (Forgaars inclusive,
Og Kongens Geburtsdag exclusive),
Begyndte nærværende Chromca,
Hvori jeg for min Administrering
Af den mig overdragne Regiering
Regnskab aflægger, et cetera -
Med Nytaarsønske til hver især
Af mine høistærede Herrer Colleger,
Exemplet at følge, jeg giver her,
Og fortsætte Krøniken maanedlig hver,
Om ikke med andet, saa dog med - Streger.

Min første Forretning var for Frue Heger ,
Og Frøken Birouste , samt Jomfrue Beck .
265 Jeg maatte dem dit og dat tilstæde:
Nye Dragt, nye Dands, og mindre Skræk
Med mindre Børn, som mindre græde,
For Gratier giør jeg alt med Glæde,
Selv smaabitte Børn; men til nok saa smaa
Tre lange Maaneder ei forslaae,
End sige, tre fire korte Dage;
De spædeste fast et Aar medtage.

Jeg derfor heller bestilte eet
Hos Blankensteiner , som duede ikke;
Saa vanskabt Barn har jeg aldrig seet.

Jeg maatte til Peer og til Povel skikke
Omsider et levende blev mig flyet,
Af en Skrædder, der, efter sit eget Tykke,
Det havde saa got som for Rollen syet,
Og roeste det som sit Mesterstykke.
Jeg lod det paa Prøven strax probere,
Men fandt det, som Skrædderprodukter flere,
For tykt i Hoved, for tyndt i Laar,
For kort i Been, og for langt i Arme,
Og skraalende, det sigGud forbarme,
Og lignende Rungsted paa et Haar -
Det Haar var nok til at fælde Stykket,
Hvis hele Frisur er lidt forulykket.
Jeg maatte mig altsaa om andet see,
Der kunde sig mere maneerligt tee.
(Man Prøven af skraalende Børn betaler,
Som andre Choristers, med een Rixdaler.)

Der endelig bragtes mig endnu eet,
Som neppe jeg løselig havde seet,
Før mit æsthetiske Skarpsyn dømte:
Her har vi Subjektet, hvorom jeg drømte!
266 Et sandt Theaterbarn-Ideal!
Saa vevert og venligt og vel tilmode,
Som giort i en Paaske-Perial,
Og født paa en Jule-Aftens Bal,
Det alle mig ogsaa strax tilstode.
I Prøven, som strax blev giort derpaa
(Den beste, jeg end paa Theatret saae),
Det røbede fleer Naturens Gaver,
End alle de nye, Theatret haver;
Vel sandt, kun en Spire, men alt som saa
Meer værdt, end en Qvist med en Due paa.
Det qvækkede, græd, og taug, og loe
Til rette Tid; blev dets Rolle troe;
Men muntrede skiønsom Sørgestilen
I Stykket med Spøg og uskyldig Smileru
Jeg roeste det og af Hiertens Grund,
Beundrende høit dets store Pund,
For Faderen Foersom at piqvere
Til ligesaa smukt at debutere.

Men Glutten overgik langt Papa,
Der synes lidt svag in vi comica
Og ligned i Stykket saa lidt en Fransk,
At Barnet endogsaa ham holdt for Dansk.
Og tilstod han ydmyg siden efter,
At Rollen var over hans svage Kræfter.
Da Rollen just ei er umaadelig svær,
Var denne Sandhed mig ikke kiær;
Men da den ei heller var synderlig moersom,
Beviiser det egentlig intet mod Foersom,
En Fyr, som jeg ellers kun det har imod,
At han til Theatret er næsten for god.

I øvrigt hvad angaaer dette Stykke,
Da giorde det blot Emigranter -Lykke;
267 Man veed, at den samme er saare tynd;
Og sige mere derom var Synd.

Jeg ikke med Taushed kan forbigaae,
At første Gang jeg Birouste saae
I liden Entree, som derpaa fulgte;
Thi hvis jeg det samme Syn fordulgte,
Saa mistede denne min Chronica
En synderlig Pryd; thi alt det andet
Er flaut, kiedsommeligt, plat og vandet,
Mod følgende Heisa! Hopsasa !

Jeg stod i Parkettet, og, næst Souffleurens,
I beste Punkt, for i al sin Glands
At skue en nymfelig Solo-Dands -
(Den Herlighed er nu Directeurens:
At han i Maanedens Skuespil
Kan staae, bag Orchestret, fast hvor han vil -
I Dands han Orchestret misunder ikke,
De Stakler maa i deres Noder kikke).
Saasnart man Birouste fremflyve saae
I korteste Gratiedragt, jeg mindes,
Der syntes bestandig at vestenvindes,
Hver Faun sig ønskte, som jeg at staae;
Men selv lidt Faun jeg vel torde findes,
Hvis alt jeg beskrev, hvad her jeg saae.

O! du, som af alle de tro Gange tre
Vort smagfulde Publicum meest tilbeder,
Som alle henriver, som Povel og Peder
En lige Fortryllede vældig bereder,
Naar Peder og Povel og blot kunne see -
Du veverste, letteste, mindste blandt Muser,
Som lettest af alle Fornuften beruser,
268 Og snarest forsikrer dig Hierternes Rov,
Paa Grund af Bevægelsens evige Lov,
Terpsichore ! mal mig den deiligste Pige
Fra Top og til - rigtig! fra Top og til Knæer:
Julie Birouste - dig selv, vil jeg sige,
Dig selv, o Gudinde! paa Beenene nær!
Men raser jeg? lader en Skiønhed i Flugten
Sig male, som een i en Stoel eller Seng?
Man tegner en høi, og en Lund, og en Eng;
Men Vindenes Flagren, og Skyernes Bugten,
Og Bækkenes Jil, og en Graties Dands
Man tegner kun maadelig her til Lands -
Med her til Lands meener jeg ei blot Norden,
Men hele den øvrige Deel af Jorden.
Jeg derfor standser Begeistringens Elv
Med Overlægs Frost; hvo mit Syn vil skue
I hele dets Glands, og i lyse Lue,
Gaae hen, og see Juliette selv!

Jeg lod hende nok engang entrere,
Da syge Dahléner blev immer flere,
Hun eene fast mod en Ballet gaaer op.
Jeg om hendes Been vil ikke trette -
Jeg kommer med dem ret vel tilrette;
Men, hvad jeg ei lide kan, er dette:
At hendes Siæl har en doppelt Krop -
Een, som giør alle de smukke Hop,
Og een, som staaer i Coulissen stille,
Og aldrig sig lâr fra den smukke skille,
Paa tredie Sted, hvor jeg ønskte den
Alt mangen en Gang i Paris igien.

Om Søndagformiddag holdtes noget,
Som Syngeprøve blev nævnt, endskiøndt
269 Der mere blev skraalet, end siunget kiønt -
Paa nogle hundrede F e il mod Sproget ,
Omhyggelig samled i en Pialt
Geburtsdagsvæv, Evelina kaldt.

Med Thaarup gav jeg mig til at rage
I denne nyebagte Julekage,
Og pille den, som man piller Salat.
Vi fandt en Hoken for svage Tænder
For haardt, der hverken lignte Korender,
Rosiner, Mandeler, eller Sukat.
Ved Omragen fandt vi hele Klumper
Af Deigtrugskorper, og andre Stumper,
Ja Spaaner, og Kul, og Steen, skiøndt smaa,
Dog alt for haarde at bide paa -
Af saadant der var et artigt Klynge,
Der sandelig ikke var til at synge.
Imidlertid var det dog nu engang
Rørt sammen efter Sachinis Klang,
Og Kongen var meldt, han skulde smage
Paa sin Geburtsdag den deilige Kage.

Vi pillede, Thaarup og jeg, som sagt
Deraf, hvad ingen vist havde smagt.
Vi pilled' i Dage, vi pilled' i fem,
Og blev dog ei færdig i alle dem.
Vi pilled' i syv, ja, vi pilled' i ni:
Men Kagen blev aldrig for Steene frie.

Jeg takker min Gud, at jeg slap den Ære,
Paa Høihelligdagen den at frembære -
Skiøndt Thaarup , trods Maanedens Slid og Slud,
Og trods Skrædderindernes Sliddei og Sladder,
Har intet spart for at pynte den ud -
Skiøndt Walterstorff selv dertil staaer Fadder,
270 Og putter lidt Slagsmaal og Død deri,
For Tingen at give lidt meer Værdie -
Og virkelig (derpaa tør jeg vædde)
Hvis noget det kan, vil det den redde,
Og Thaarups romerske gode Smag,
Der kan bestaae til den yderste Dag -
Men trods det alt, og end fleer Korender,
Trods alle de Daler, den koster vor Skat,
Trods alle de Lys, man om den tænder,
Det er og bliver en underlig Klat
Af Kage, hvordan man den ender og vender -
Da maa jeg dog sige, trods Frankenaus Smag,
Den Kage, jeg, forrige Fødselsdag,
Hans Majestæt saa got som forærte,
Var derimod en ordentlig Tærte .

Af Syngeprøverne paa den Ting
Jeg giorde som oftest et lille Spring
Paa Hoftheatret, hvor Dandsen prøves,
Og hvor lidt Tilsyn kan vel behøves.
Der stod man og stivned i Timer to,
Og vented paa to Figuranters Komme -
"Det skal betales i dyre Domme!"
Jeg svor ved mig selv, og blev Eeden troe.
Jeg skræksomt Exempel strax statuerte,
Og skiældte paa Tielmann , og Staal mulkteerte.

Birouste dandsed i denne Scene
En nydelig Solo for mig allene. -
Her fandt jeg i min Administration
Den høieste Herlighed, Lux kan byde:
Som Hoffet og Folket i een Person,
Jeg eenevældigen alt kan nyde -
Jeg lægger mig nemlig, saa lang jeg er,
271 Paa Hofkanapeen, som stander der;
Og uden med nogen min Pragt at deele,
Jeg magelig skuer derfra det Hele.
Jeg, der er Objektet for alle Fagter:
Hver Haand og hvert Been er mod mig strakt ud;
Hvert Øie saa Kælent hen til mig smagter;
Og kort, jeg er hele Theatrets Gud -
Man springer, og hopper, og rundt marscherer,
Og ender, og vender, og strækker sig,
Og fører til Toppen, og defilerer,
Og dreier sig rundt, og det alt for mig -
Og Spørgsmaal, om ikke paa Prøven skues,
Hvad ingen i selve Balletten seer?
Her mangen en Taille mindre knues;
Her mangen Bevægede mindre kues;
Her Gratier i Negligee fremgaae -
Og Spørgsmaal, om alle har Buyer paa? -
Jeg Sagen engang vil undersøge,
Alvorligen, som sig hør og bør!
En administrerende Directeur
Tillader sig ei, med sligt at spøge.

Jeg springer over en Million
Details i min Administration:
Over Klager, og For- og Bag-Tiltaler,
Og Rester af løbende Qvartaler -
Over mangen Theater-Misk, og Kat,
Der mjavede mig om dit og dat -
Over Hansens Snak, over Nielsens Sladder,
Og Øegaards evige Plidderpladder -
Over Knudsens sorte Melankolie -
Over Madam Biroustes franske Vrævlen -
Over alle Statisternes dumme Kiævlen -
Og kort: over alt, som der intet er i.
272 Jeg gaaer i Beskrivelsen meget forbi,
Hvorved jeg i Handlingen selv stod stille -
Og hvilken Postill blev ei for lille,
H vis alt det Krams skulde staae deri?
Jeg haaber derfor, at Directionen
Tilgiver mig Streg - over ingen Ting;
Og Streg - over halve Prøvespring;
Og Streg - over hele Pyntekonen.
Man slutte just ei derfra til Hul
I Virkeligadmimstrationen!
En Streg , mine Herrer! er intet Null .

Repertoiret i denne Maaned
Af Frydendal skrækkelig blev forhaanet.
Hvad det mig kosted for Bryderie -
Tre Aarsager lade mig springe forbi:
Den første: jeg kan det ei beskrive -
Den anden: jeg alt for beskeden er -
Den tredie: hver Directeur især
Veed, hvilket Himmelens Ander det er,
At efter det Helvedes Kryds og Qvær,
Det voldte mig, jeg er endnu i Live.

Saa kom den syttende Januar
Med Fanden løs, som den gierne pleier,
Med nye forbandede Hurlumheier,
Og giorde, sem flere, mig reent til Nar.
Dens Byrde faldt mig saa tungt paa Nakken,
At, med Matrosen i hin Orkan,
Jeg, tordnende, bad den Onde tâ'en,
Og sparke den ud af Almanakken -
Thi stedse brister hvad alt ei brast,
Et Ministerium, eller en Mast,
273 Paa den usalige Dag, hvorpaa
Vor Verden vil sikkert engang forgaae.

For denne Gang traf den kun Souffleuren
Men skiøndt sligt Slag er et Fluesmæk,
Det indjog dog en forfærdelig Skræk
I admimstrerende Directeuren;
Thi Skuespilbaaden blev derved læk.
Dens hul ei stoppes, som i en Skude,
Med bare Flesk eller gamle Klude.
En levende Prop maa puttes i,
Hvis ei, er den hele Seilads forbi -
Ja slig en Prop maa, paa min Ære,
Endogsaa meer end levende være:
Maa kunne læse baade Prent og Skrift,
Maa kunne passe paa mindste Vift,
Maa kunne høre, maa kunne see,
Og stedse dog bare sig for at lee.

I Prøven paa Barnlige Kiærligheden
Forsøgte jeg Ohlenschlæger ; men
Af Hullet han snart sprang op igien,
Og Rosing kiærlig sprang ned isteden.
Men dermed var eene Prøven klar. -

Jeg skrev til Sønnichsen (hæs han var),
Jeg skrev til den selvdimitteerte Hassing ,
En Blæser, hvis Tab mig i Hiertet skar,
Og som jeg i alt har meget kiær,
Paa Borteblivnet og Navnet nær,
Hvor intet rimer sig paa, desværr'!
Andtagen to tredie Deel af Washing-
ton - hvilket saa got som intet er.
274 (Skam skulde dog alle de Fædre faae,
Der deres Børn lade døbe saa,
At intet sig rimer paa deres Navn!
Af Daaben dog høstedes noget Gavn,
Hvis, med Formularen, den Lov blev givet:
At hvert et Foster i Kiøbenhavn,
Som vordede Kirkens Skiød indlivet,
Dog burde have et rimeligt Navn .
Men Theologiske Faculteter
Sig bryde kun lidet om os Poeter -
Det egentlig og er Forældres Pligt
Langt meer, end deres, at see paa sligt!
Hvor mangen en Fader har skilt derved
Sin Søn fra al Adødelighed,
At han ham i Daaben et Navn lod faae,
Som selv ikke jeg kan rime paa,
Der dog kan rime paa selve Fanden
Saa got som han selv, eller nogen anden!
Især burde Litteraturpersoner,
Fra Sangersker af indtil Pyntekoner,
Fra den, der soufflerer fra Pindi Top
Ned ad, som Apollo det skal giøre,
Til den, der soufflerer fra neden af op ,
Ved Navn i det mindste noget giøre,
Der gav os om Musers Kunst et Vink!
Da lover jeg mig vor salig Link ,
Der rimede got med Svink , og Hink !
Da lover jeg mig vor gode Zinck ,
Der rimer med ham og, paa tydsk, med Trink !
And klink! mein Brüderchen! kling! kling! klink!
Og ellers for Resten er meget flink!)

Jeg skriver staaende, lidt paa Skree -
Hvis parenthesen for langt er rullet Paa Skrivpapürets den bratte Snee,
275 Og Stregen derved, som let kan skee,
Er kommen en Smule for langt fra Hullet -
Skyd Skylden for det, som for meer, min Fâr,
Paa bandsatte syttende Januar !
Jeg lider desuden meest derunder;
Vist ingen i Verden har mindre Stunder
Til lang Parenthes, end en Directeur,
Der, medens han skriver om en Souffleur,
En Time før Stykket, der maa souffleres,
Skal Kongen og Folket presenteres,
Endnu har ingen at stole paa,
Og een dog endelig have maa!

Der stod jeg, og tabte Mund og Næse,
Pen, Blæk, og Papiir, og gode Ord -
Den ei kunde Skrift - den Prent ei læse -
Og ingen Musik - og alle hæse -
Og Tiden afsted som Fanden foer.
I min Fortvivlelse vist jeg troer,
Jeg havde forsøgt det, selv at blæse -
Da endelig hørtes noget hvæse,
Og Sønnichsen mig imøde foer -
Jeg foer ham imøde ligeledes,
Af Glæde vidste jeg ei at stædes:
Jeg næsten gik reent fra min Forstand,
Og vilde favne den gode Mand -
Men Skiæbnen maatte det saa just vende,
At Frøken Birouste stod næst derved,
Og i Henrykkelsens Heftighed
Isteden for ham jeg favnte hende.
Jeg derfor syttende Januar
I min Almanak benaadet har.

276

I Barnlige Kiærlighed meest mig hoved
Den første Scene, hvori blev sovet.
Den Digter, som ikke begribe kan,
Hvorledes hint Ægteskab gik an
Imellem den yngste blandt Huldgudinder
Og Søvnens Gud, det forklaret finder,
Naar her i den slumrende Frydendal
Han seer den samme Herr Guds Rival.
I hele min Maaned var denne Scene
Den skiønneste! Meener jeg det allene?
Om Frydendal torde jeg ellers meene,
Han sikkert blev stor i adskillige F a g,
Hvis sove var noget mindre hans Sag.

Skiøndt Skippere meget har udbasuunt
Om Polenes Kuld, i hvis frosne Pøle
Man let løber F ar e, sig at forkiøle;
Saa troer jeg det dog paa Spitsberg luunt,
Mod Kulden paa Kongelig Danske Theater ,
Hvor evige Trækvinds Jis-Passater
Igiennemstryge, som Syl og Preen,
Coulisser, og Skiørter, og Laar, og Been.
Jeg stod saa længe med blotte Kiole,
Foruden Pels, og i bare Skoe,
Paa høire eller venstre af de to
Min comiske Klodes kolde Pole,
At jeg paa Halsen en Svindsoet fik,
Med Snue, med Hoste, med Krampe og Kolik,
Hvorved jeg svandt hen, som Sol for Duggen -
(Jeg meener den iislandske Dug eller Sliim,
Som ellers man ogsaa kalder Riim)
Og troede min Død mig vis i Gluggen -
(Jeg haaber, at Directionen ei har
Forglemt, at Glugmaaned er Februar)
277 I Christmaaned kunde jeg ei krepere;
Thi for at døe maa man gaae i Staae,
Og jeg i nærværende Maaned maa,
Perpetuo mobilis, mig movere,
Tilsidst en erfaren Mand paastod,
Min Svindsoet var intet andet, i Grunden,
End Skuespildampen, man faaer i Munden,
Og som man kan kalde Svinesoed . -

Nu hyppe sig mine Forretninger saa,
At det er ikke at tænke paa
Dem Efterverdenen at levere,
Ved her dem paa Riim at protocollere.

Hvert Stof, til være sighvilken Form,
Blir utaknemmeligt, reent udueligt,
Og Skiønhedsværket deraf umueligt,
Saasnart Materien blir enorm .
Man lettere trækker ud, end ind;
Og lettere kaages en Suppe paa Pind,
End Pind af Suppe, selv nok saa megen -
Naturen, der dog vel er mindst forlegen
I Plastisk Dannen, som er den egen,
Tidt finder for meget Kiød til Kind,
Og nødes til, selv sigat forplumpe
Saa stærkt, at Ansigtet blir til Rumpe.
Jeg har Natur-Epopeer seet
I Dame-Cirkler, endog ved Hoffet,
Hvor Mund og Næse gik ud i eet,
Og eene ved Overflod af Stoffet.
Jeg selv har skrevet en Opera,
Der, havde jeg taget i sammes Fabel
En fem, sex, syvende Deele fra,
Maaskee var bleven i Form passabel.
278 For meget er værre end for lidt, og kort:
Vor Herre selv Verden ei havde giort,
Hvis Chaos havde ham været for stort -
Jeg derfor det giorte vil ei berøre,
Før jeg faaer noget mindre at giøre,
Og Krøniken smukt henlægge vil,
Til jeg faaer lidt mindre Stof dertil.

Jordens Kiærlighedshistorie,
eller
Aarstiderne.

U ng og skiøn, med yndig Blomsterpragt,
Smilende, som efter Almagtsblivet,
Da hun første Gang sprang frem til Livet,
Gik i Vaarens hulde Dragt
Giennem lette Taagers spredte Vrimmel,
Frem af Natten under aaben Himmel
Frøken Jord ,
Hilst af samtlige Planeters Chor.
Trippende saa peent med sin Laterne,
Fulgte hende Fied i Fied
Hendes lille Jomfru Terne.
Fra det Fierne
Stirred paa Spadseregangen ned
Mangen stor og lille Stierne
Meer end gierne,
Men i al Askyldighed.

Kort kun var hun fremspadseert paa Veien
Barnligmunter, venlig, mild og from,
Med bestandig Hilsen, Smilen, Neien -
280 Ofte seende sig om
Efter Ternen,
Som bestandig fulgte med Laternen,
Om hun kom?
See! da nærmte sig i Morgenrøde,
Svævende paa letbevinget Fod
Hendes stille Gang imøde,
Frie og frank, og fro, og, som det lod,
Fuld af Munterhed og Mod,
Krands om Skuldren, Blomsterkost paa Hatten,
En. elskværdig Yngling henmod atten
( Foraar hed det unge Blod) -
Med en artig Hilsen, og med Blikke,
Som hun egentligen ei forstod,
Men som dog mishaged ikke,
Bad han, hende rækkende sin Krands,
Om en Dands,
Med den venstre spillende paa Sivet,
Mens den syeire slyngte sig
pludselig
Den uskyldigrødmende om Livet -
Og hun slog det lyse Øie ned,
Mens den hulde Barm begyndte stige,
Bange næsten for den underlige
Hiertets søde Følere derved -
Dog fortryllet snart af Krandsen,
Sødt beruust af dens Violers Duft
Og af Flødens Hvirvelluft,
Modstod hendes Zittren ikke Dandsen,
Engang rundt omsvungen i hans Arm -
Til hun endeligen svimmel,
I en Kælen ukiendt Himmel
Hvirvlt omkring
Med bestandig heftigere Sving,
281 Mat af Lyst, og uden Aande,
Længselvarm,
Daanende, som i vellystig Vaande,
Sank til Ungersvendens Barm.

Fra det Fierne
Blikte med Nysgierrighed hver Stierne -
Nærmere, paa Tæer, lempelig
Listed sig
Hendes Terne,
Med den halvudslukkede Laterne,
For at see,
Hvad med hendes Frøken i al Verden
Vilde skee?
Hvordan Enden blev paa denne Færden,
Og Forklaringen derpaa?
Søde Smaa!
Vil I vide den? Her er den:
Af den hele søde Tummel nys
Blev et Kys,
Neppe trykt den yndige paa Munden -
Var Forføreren forsvunden.

Frøken Jord, som Foraarsbrud,
Med sin Krands i Haaret, væn og prud,
Græd saa saare -
Skiønnere med hver en modig Taare -
Hvor hun saae velsignet ud
Dennesinde!
Op til Solen blikte hun saa mod,
Som i Blinde,
Halv som Barn, og halv som Elskerinde,
Uvis selv, paa hvilken Fod
Det med hendes lille Hierte stod,
Uden ret sig i sig selv at finde.
282 Snart hun græd, og snart hun loe,
Vexelviis bedrøvet, fro,
Morende sig med at binde
Krandse med hvert andet Nu,
Som hun atter rev itu,
Medens hun lod sine Taarer rinde.

See! da steg fra Luftens Æthertinde
Ned i Lunden, hvor hun sad i Løn,
Fyrig, overvættes skiøn,
Høi og herlig, Solens anden Søn -
Sommer hed han. Med de Blik, hvis Straaler
Øiet i sin Vellyst neppe taaler,
Og som tørrer alle Taarers Flud,
Nærmed han sig, lig en Gud,
(Triumferende, som alt i Havnen,)
Den forladte Vaarens Brud -
Og - hun sank ham snart i Favnen.

Bryst ved Bryst,
Mund paa Mund, med Elskovs hele Varme,
Og med hidtil ufølt Lyst
Krystet i hans Ynglingsarme,
Rosenknoppen blev til Rose kyst.
Æther-gyldne Luer sloge sammen
Over deres Hierters Flammen,
Og det stedse brændendere Kys
Blev ei denne Gang en flygtig Klæben
Af et Nektarblad paa Læben,
Atter viftet hurtig bort som nys,
Men en navnløs salig Længsels Stræben
Til en doppelt Himmel - Tys!

I det Fierne
Skiulte sig beskeden hver en Stierne,
283 Og vor Terne
(Skiøndt hun titted ellers gierne)
Gik en smule bort med sin Laterne -
Haabende jeg veed ei hvad
Af den lange Sammenkomst i Lunden,
Og i Grunden
Hierteglad
Ved at see sin Frøken blive,
Hvad hun selv engang og blive gad.
Ogsaa blev hun - Vil man vide hvad?
"Brud for Alvor, som man kan formode,
"Snart med hendes Brudgom ægte Du?"
Ak! I Gode!
Nei! selv ikke det engang endnu!
Neppe - skulde man det ei forsværge?
Neppe følte hun i Løn
Elskovs hele Salighed, saa skiøn
Som den drømte hendes Jomfru-Bøn,
Før den seierrige Solens Søn
Alt var over alle Bierge.

Frøken Jord - i Hiertet nu den Braad,
Som bedraget Elskov kiender,
Lynte vilde Blik, vred Hænder,
Hulkte, flød aldeles hen i Graad -
Vel i disse Smertens Raserier
Ei saa tryllende som første Gang,
Da hun græd ved Nattergalens Sang,
Men dog altid yndig, lig en Engel,
Og, om ikke skiøn som Rosens Knop,
Dog som Rosen, der sig lukker op,
Paa sin trindtbetornte Stengel,
Naar den spreder ud sin milde Duft
I den aftenrøde Luft.

284

Da den første Storm i hendes Hierte
Lidt sig havde lagt,
Og hun høit og helligt i sin Smerte
Havde sluttet med sig selv den Pagt:
Ingensinde
Meer af Skinnet sig at lade blinde,
Men for alle nok saa linde,
Milde, varme, kiælne Vinde
Vel at tage hvert sit Blad i Agt -
Saae hun frem paa Veien mod sig age
Med sex Heste, hver med Top,
I Galop,
Rundt omringt af en bevinget Trop,
Fulgt af andre, hop, hop, hop!
I et Optog uden Mage,
En anseelig Herre vel ved Magt,
Klædt med Smag, og selv med Pragt,
Guld paa Vesten -
Noget solbrændt, men ret smuk for Resten -
Trods et enkelt graaligt Haar,
Mand endnu i sine beste Aar.
Hele Veien var en Larmen
Rundt om Karmen:
Af de mange Rollinger, som sprang,
Naar han kasted ud, og raabte: "fang!
"Æbler! Pærer! Kirsebær! og Blommer!"
Og som, mens de fyldte deres Lommer,
Raabte lydt med Glædens egen Røst:
Tak, velsignte, gode, rige Høst !

Da han Frøknen saae med sin Pernille,
Holdt han stille,
Steg af Vognen - bød med Buk
Hende tage Plads i samme,
Venlig, men foruden dybe Suk -
285 Uden at forraade mindste Flamme
Med det allermindste Muk.
Her er, tænkte hun, vist ingen Fare!
Synderligen, da hun saae
Sidde paa Forsædet alt en Skare
Søde Smaa.
Træt af Gangen altsaa steeg den hulde,
Løftet i hans Arm,
I den næsten allerede fulde
Gyldne Karm.
Han lod kiøre langsomt - og i rolig
Underholdning, der blev snart fortrolig,
Steg hans Tales stedse stegne Gang
Om et Venskab, evigen det samme,
Høit ophøiet over Elskovs Flamme -
Til Begeistring - og tilsidst til Sang.
Lutter Andagt først, og lutter Øre,
Smeltet hen i Sympathie,
Blev og hendes Stemme Melodie -
Og tilsidst Samtalen Harmonie.
Rask, i meer og meere deiligt Føre,
Rundt omsvævet af en Engletrop,
Lod Velsignelsernes Spreder kiøre
Frem igien i suusende Galop;
Over Marker, Enge, Haver,
Strødde det bevingte Chor
Overflødighedens rige Gaver
I den giæve Brudhiemførers Spor.

I det Fierne
Saae den høitidsfulde Fart hver Stierne
Og bag efter løb med sin Laterne,
Rask og let,
Aldrig træt,
(Thi den løber got, som løber gierne)
286 Frydbevingt den troehengivne Terne -
Sikker paa,
At det nu til Altret vilde gaae,
Og at de ved Kirken, som der laae,
Skiøndt lidt silde,
Snart paa Bredden af den nære Fiord
Holde vilde.

Men - o Skræk! o Jammer! - Frøken Jord
Steg af Vognen ud paa Sandet
Tæt ved Vandet,
Bleg som Døden, mat, og uden Ord -
Haaret løst, forgrædt, med Blikke,
Der kun stirrede, men skued ikke -
Selv lidt maver, og med visse Træk
Mindre runde,
Som i Speilet man gad stirre væk,
Hvis man kunde -
Kort: med nogle Tidens Ar,
Og ei meer saa deilig, som hun var.
Ak! den Brudgom, som i huldt bønhørte
Længsler i Galop til Bryllup kiørte,
Laae,
Midt i Haabets Ruus og Frydsallarmen,
Dagen før det skulde staae,
Død i Karmen.

Frøken Jord, nu Høstens Brud,
Stirred vildt i Havet ud
Med forvirrede, med stive Blikke -
Vilde græde - kunde længer ikke:
Blodet selv i hendes Aarer frøs -
Hver en Taare blev Krystal i Vinden,
Perlende paa blege Kinden,
Medens hendes Hierte giøs -
287 Ak! det blev saa mat i denne Gysen!
Længe Pulsen ikke slog.
Dog, med Tegn til Liv, et Suk hun drog
I et Smiil,
Da med Jil
Hendes bange Terne Lygten tog,
For at bringe dette Liv til Nysen,
Deels ved Pirren af det nære Horn,
Deels formedelst Lygtepraasens Lysen,
Ved at snuppe den et lille Korn.
Vakt, hun til sig selv vel kom tilbage,
O! men kun til Jammer og til Klage:
Dagens Lys var hende reent forhadt -
Solen, hun bad flye, bønhørte hende,
Og løb bort til Verdens anden Ende.
Saa - fortvivlet, og forladt -
Eene fulgt af hendes Terne,
Og af andre Kloder i det Fierne,
Der gad vidst, hvad der af hende blev,
Stod hun paa Naturens Overdrev -
Blot den lille Stierne nær ved Polen
Troede stivt,
At hun dog tilsidst blev givt.

Ak! men svundet var med Solen
Hendes Skiønhed, hendes Liv,
Hendes hele Tidsfordriv -
Alle de smaa Blomsterbreve,
Hendes utroe tre til hende skreve,
Hvert et Blad, og hvert et Glemmigei,
Alle deres deilige Foræringer
(Lutter falske Kærlighedserklæringer)
Smed hun hen paa den alfare Vei -
Krandsen, som til nu hun havde baaret,
Rev hun utaalmodig sig af Haaret,
288 Kastende den i en Elv -
Og, saa got som nøgen, og i Blinde,
Løb hun rundt omkring i barske Vinde,
Næsten ude af sig selv -
Indtil endelig i Tanke,
Da hun saae sig om,
Ved at see et Kloster paa en Banke,
Hende Nonnen-Sløret kom.

Alt paa Veien til bemeldte Kloster,
Da hun alt
Af de tørre Bær et Paternoster,
Hængt om Armen, havde talt -
Og, som Nonne, svøbt sig i den sorte,
Skal man sige: Uldsærk eller Skiorte,
For at ofre hendes Frøkendom
Institutet i det christne Rom;
Som hun gik i Glimt af Aftenstiernen,
Ved det blege Maanskin af Laternen,
Stille taus, som til sin Grav -
See, da fremskreed over Land og Hav,
Hendes Hengang til de Døde,
Ret som et Gespenst, imøde
En ærværdig Olding ved sin Stav.
Vinden sused i de hvide Lokker,
Som i Sneens tynde Flokker;
Skiæggets frosne Tappe rakte ned
Over Brystet til hans Beltested:
"Smukke Frøken!" raabte han, "staae stille,
"Gaae dog ikke denne Vei!
"Hvis og alle dig bedrage ville,
"Som du seer mig her, jeg vil det ei.
"Laan mig kun et Øieblik dit Øre!
"Skue mig op i Øiet frit!
"Seer jeg ud som een, der vil forføre?
289 "Lad os snakke sammen lidt,
"Før du giør paa Vei til Glædesgraven
"Hist i Nonnekloster-Haven
"Videre det mindste Skridt!
"Megen Fryd dig Livet end vil byde;
"Mangen Glæde kan endnu du nyde -
"Søde skiønne Lilievand!
"Du har nødig en erfaren Mand,
"Som paa Resten af din Ynde,
"Naar de lange Aftener begynde,
"Kiælen veed at spare med Forstand -
"Bryd dig ei om Skiægget og dets Tappe!
"Stakkel! du har ingen Kappe;
"Hyl dig i min Pels her i min Arm!
"Den er ei saa magelig og prægtig,
"Men dog vel saa luun og tryg og mægtig
"Som en silkebolstret gylden Karm!
"Kom, du søde Glut! lad ei dit Hierte
"Fryse ganske til i eensom Smerte,
"Varm det op igien her ved min Barm -
"Uden er den kold, men inden varm!"

"Nei! jeg kan, jeg vil ei længer elske -
"Nei! jeg kan, jeg vil jer aldrig troe -
"Bort, I Mandfolk! I er' alle velske,
"Naar det gielder Elskov!" -
"Elskov?" loe
Høit den Gamle - "hvem vel tænker
"Her paa Elskov? Vinter hedder jeg -
"Alskens Elskov jeg dig gierne skiænker,
"Over min du og kan slaae en Streg!
"Ægteskab er hvad jeg har i Sinde:
"Bliv kun bare min Fru Gemalinde,
"Og jeg blir paa Stand din Herr Gemal!
"See, sig nærmer hist til din Betryggede,
290 "Ret som kaldet, Præsten Boreas!
"Hør du ikke med en Slags Opbyggede,
"Midt i din betænkelige Kummer,
"Hvor han os imøde brummer
"Vielsens høitidelige Bass?"

Vor Vestale,
Enten saa hun peb nu eller sang,
Maatte see den Gamle nok engang
Op i Øinene, hvis Sølverblikke
Hun just ikke
Fandt fatale -
Fulde temmelig endnu af Ild,
Der var ikke brændende, men mild.
Da hun havde lidt betænkt sig, lagde
Hun med eet sin Haand i hans, og sagde:
"Slag da Pelsen om mig i en Hast,
"Før jeg mig betænker alt for længe!
"Uden Elskov nemlig - det staaer fast!
"Og naturligviis, hvad angaaer - Senge,
"To -
"Vil jeg være dig en huld og tro,
"From og huuslig stille Gemalinde!"
Sukked - sagde det - og krøb deri -
Nemlig ind i Pelsen. -
I det Fierne
Studsede ved dette Syn hver Stierne,
Og den lille Møe med sin Laterne,
Lyset i det samme sluktes i,
Neppe sine egne Øine troede,
Da hun saae
Med den Gamle hendes Frøken gaae
Hen til Brudeskamlen med det gode -
Hvor lidt koldt naturligviis
291 (Da just Skamlen var af Jis),
Men desmeer alvorligt, med en Tale,
Der igiennembruuste Field og Dale,
De blev viêt - og meget snart
Alting klappet var og klart.

"Hvordan det faldt ud?" - I søde Poder
(Af det smukke Kiøn forstaaer sig; thi
Svar paa Drenges Spørsmaal mine Ni
Aldrig sig indlader i)
Hvordan det derefter gik vor Moder
I sit Ægteskab? hvordan det staaer
End den Dag i Dag med den Foreening?
(Det er udentvivl Jert Spørsmaals Meening)
Herre Gud! det gik og staaer,
I - som aftalt - tvende Senge -
Som det i de beste Huuse gaaer
Langt om længe -
Som i Fior, saa i Aar.
Han er ei at laste, hun at rose -
Hun er stille, han er Fod i Hose -
Hun er huuslig, han er Ven af Fred -
Af og til blir hist lidt murret,
Her lidt knurret;
Men, som sagt, det gaaer - og varer ved.
"Er hun da den gamle huld - at sige:
"Har hun Godhed for ham - og deslige?"
Veed jeg det? - Hun falder vel iblandt
Lidt i Tanker, sidder taus og grunder,
Sværmer - drømmer selv imellemstunder
Om de tre, som kom, og svandt -
Sladrer ofte med sin Terne,
Som fortæller, og som hører gierne,
Til langt ud paa Natten - - men
Trods dog alle disse Drømmerier
292 (Som den Gamle kalder Poesier),
Huld nu, eller ikke huld,
Er og blir hun reen som Guld.
At hun er en stadig Kone vorden -
At de ere begge to
Mønstre paa Bestandighed og Troe,
Føle vi - særdeles her i Norden.

293

Anmærkninger.

294
295

D en første Gang Baggesen fremtraadte med en Samling af poetiske Fortællinger, var i Aaret 1785, da han - der dengang allerede, ikke 21 Aar gammel, havde henledet Opmærksomheden paa sig ved adskillige Digte deels i Aargangene 1783-85 af de af Pram og Rahbek hos Iversen i Odense udgivne Nytaarsgaver, deels i den 1ste Aargang 1785 af de af Riber redigerede saakaldte schultziste Poesisamlinger - efter forudgaaet Subskriptionsindbydelse udgav et Bind "Comiske Fortællinger'', indbefattende de i nærværende Bind S. 9-113 optagne tre Fortællinger samt et ikke senere af ham optrykt Fragment "Deucalion og Pyrrha." Subskriptionsindbydelsen - der af Molbech ("Hist.-biogr. Samlinger", 1851, S. 276) charakteriseres med de Ord, at den "paa den Tid ikke kunde forfeile en vis overraskende Virkning og viste allerede i de saa Linier Anlæg til en dansk Prosa, der kunde bebude Labyrinthens Forfatter" - blev indrykket i Seidelins Odense Adresse-Contoirs Efterretninger 1784 Nr. 74 for 10de Septbr. (samt i et Par senere Nrr.) og forskaffede den unge Digter ikke mindre end 1175 Subskribenter (1334 Exmplarer). Den lød saaledes*):

Subskriptiøns-Plan.
Uagtet mit Fædreneland ikke har Mangel paa endog Mesterstykker i den fortællende Poesie, har jeg dog vovet, at ønske nogle Prøvestykker, som jeg har udarbeidet under Navn af komiske Fortællinger , trykte, for ved disse at giøre min Opvartning for Publikum. Jeg ærer dette, og elsker mig selv for høit, til at ville bebyrde mine Læsere med noget, som jeg ikke havde Haab om, at det, om ikke ganske, saa dog for en Deel kunde behage dem; og for at opnaae dette mit ivrigste Ønske, har jeg anvendt al Flid og alle de Evner, Naturen har givet mig. Ved Hielp af 12 Ark Skrivpapir ville de udgiøre *296 en ganske velskabt lille Bog i maadelig Octav, som naar den bliver indbunden derefter, kan blive saa kiøn som nogen. Prisen bliver for Subskribenterne 3 Mk., som jeg haaber, man vil finde billig. En Maaned efterat jeg har samlet et klækkeligt Antal Subskribentere, skal den være trykt.

Det er vanskeligt for saa ung og ubekiendt en Forfatter, som mig, at kunde fremføre noget til Forvar for en Subskriptions Plan. Saa meget er vist, at den, som vil sette sit Navn under denne, vover uendelig mindre end jeg, da han kun kan tabe 3 Mark, og neppe det, saasom Papiret dog kan bruges til et eller andet, da jeg derimod ved Bogen for evig kan tabe hans Agtelse. For Subskribenten har det virkelig endog sin sande Nytte, om han vover denne Udgivt; thi bliver Bogen saa lykkelig, at den behager ham, har han ikke spildt sine Penge; men skulde det modsatte finde Sted: kiere Læser! hvem vilde da ikke med Glæde give otte og fyrgetive Skilling, for at lære, en anden Gang at tage sig i Agt for mig?

J. Baggesen .

Disse "Comiske Fortællliger", med Motto:

- - - Ubi quid datur otî
Illudo chartis; hoc est mediocribus illis
Ex vitiis unum. -

Horat.

ledsagedes af følgende "Fortale":

Ikke blot at imodtage, men ogsaa efter Evne at meddeele Glæde, er en Pligt, som ingen fra Monarken til Betleren bør forsømme. Vort Liv og vore sleeste Glæder i Livet har sat og sætter os daglig i Gield til vore Medmennesker; det bør være vor Bestræbelse, at betale noget deraf, om det end skulle blot skee ved at give dem en uskadelig Tidsfordriv.

Lyst til at opfylde denne Pligt saa nøie, som det var mig mueligt, bragde mig tidlig til at undersøge, hvortil jeg havde mindst Udygtighed. De skiønne Videnskaber, og iblandt disse fornemmelig Poesien, henreve mig. Jeg ønskede brændende, at det maatte være

* * 297

dem, jeg med meest Held kunde opofre mig; prøvede mine ringe Kræfter dertil; og, da det ikke var mine Venner eller mig selv, som kunde bestemme deres større eller mindre Svaghed, forelagde jeg mine smaa Prøvestykker den store Dommer, Publicum.

Blot at blive tilgivet og taalt af dette, er sødt for den unge frygtsomme Digter. Jeg berusede mig ganske af den Nectar, jeg smagte i mine Landsmænds Overbærelse; jeg vilde giøre mig samme mindre uværdig - og dette forledte mig til at udarbeide noget meere.

Jeg valgte den muntre fortællende Poesie, ikke fordi jeg følte større Tilbøielighed til den end til den alvorlige; men fordi jeg virkelig leed mindre, hvis mine Forsøg mislykkedes. Det gaaer den uheldige Digter som Aben i Fabelen: Quo altior eo turpior. Frygt for Icars og hans poetiske Brødres Skiebne, og Lydighed imod Horazes Versate diu, giorde, at jeg heller vilde begynde med at fortælle, end med at synge.

Saaledes vover da denne lille Bog, at giøre sin Opvartning for dig, o Publicum! Nedkastet for din Throne vil den enten anbefale eller beskiemme sin hidtil meget ubekiendte Forfatten, enten tilveiebringe mig din dyrebare Skaansel, (thi meer tør jeg kun hemmelig ønske mig,) eller hvad jeg neppe taaler at tænke, din Foragt.

Eiendom, Sundhed, Livet selv er intet imod den Ære, som eengang tabt aldrig vindes tilbage. Jeg har følt i sin heele gyselige Omfang hvad jeg vovede. Jeg stræbte derfor at anvende den mueligste Flid paa mit Arbeide og at bruge Fiilen saa længe jeg nogenledes kunde. Dette er Aarsagen til den Langsomhed, hvormed det gik igiennem Pressen. Heller for sildig end for tidlig, syntes mig en passende Tanke for en Udgiver; gid jeg kun ikke burde tænkt: heller aldrig end nogen af begge Deele.

* * 298

Om min Bog har jeg for Resten kun lidet at sige mine Læsere. Overbeviist om, at den har Feil, og frygtende for, at den har mange, vil jeg dog ikke her kiede Læseren med at undskylde dem. Dem, jeg har kundet see, har jeg rettet. Dem, som ere blevne tilbage, kan intet rette. Hverken Ungdom, Mangel paa Tid, Legems eller Siels Fattigdom, eller noget andet kan undskylde disse, dersom de ulykkeligviis skulde have Overvægten.

Den næste Gang Digteren forelagde Publikum en Samling af sine poetiske Fortællinger, var i 1791, da han udgav 2 Bind "Ungdomsarbeider", af hvilke hele 1ste Bind og en Trediedeel af 2det indeholder Fortællinger, nemlig, foruden "Poesiens Oprindelse" i en ny Udgave, de i nærværende Bind S. 1-4 og 114-262 optagne ti Fortællinger. Foran begge Bind staaer som Motto: Nos hæc novimus esse nihil (Mart.) Forordet til 1ste Bind lyder saaledes:

Til Publicum.

"Da jeg i Aaret 1788 udgav Subscriptionsplanen paa Bagateller i Vers og Prosa , drømte jeg ikke om den Hovedforandring i min daværende Skiebne, som indtil nu har hindret og opholdt Udgaven af disse Smaaarbeider. En Reise til Badet i Pyrmont, som min yderlige Svaghed dengang giorde nødvendig, trak en længere Reise efter sig, og denne sysselsatte mig med saa megen anden Beskieftigelse, at jeg saae mig nødt til at opsætte Opfyldelsen af mit offentlige Løvte, for at efterkomme andre Pligter, der ikke mindre forbandt mig. Ved min Hiemkomst fandt jeg, i det jeg giennemsaae de til den lovede Udgave bestemte Stykker, at to Aars nærmere Bekiendtskab med mig selv og Verden ikke havde havt mindre Indslydelse paa den litterariske, end paa den øvrige Deel af mit Væsen. Jeg saae ikke blot, som før, Pletter i mine Stykker; men jeg saae Stykker, hvori alt var Plet, uagtet jeg dengang alt havde udvalgt, omarbeidet, forandret og forbedret dem.

Fuldbestemt, aldrig for Fremtiden at levere Publicum noget Arbeide, uden forud at have givet det al den fuldendte Runding og Glathed, det staaer i min Magt at give det, foretog jeg mig en nye og meget strængere Mynstring af mine Ubetydeligheder; og gav mig * * 299 til med den yderste Flig og Taalmodighed, at uddanne dem jeg valgte.

Dette, tildeels meget kiedsomme Arbeide har kostet mig ulige mere Tid og Møie, end alt hvad der forhen (naar jeg undtager Oversættelsen af Niels Klim) under mit Navn har forladt Pressen. Faa af mine Læsere ville vide mig Tak for denne Umage, færre ville ved hurtig Giennembladen opdage den, de fleste ville maaskee henregne den til det man kalder Tidspilde - men alle disse Betragtninger fritoge mig ikke fra min Pligt: at giøre det jeg giorde, saa got, som det var mig mueligt, at giøre det.

Først efter aldeles at have tilfredsstillet min Samvittighed i denne Henseende, vover jeg at overlade disse tvende første Bind af mine Forsøg til deres endelige Skiebne. Neppe ville de kunne møde nogen strængere Bedømmelse end min egen, hvad deres Indhold angaaer: Jeg veed at det er Bagateller. Jeg vilde ogsaa have kaldt dem saa, hvis det ikke i et alvorligere Lune var faldet mig ind, at denne Titel havde noget - skal jeg kalde det søgt, skiødesløst, vildt eller alt tilhobe? - noget i det mindfte, der kunde misforstaaes saaledes; og derfor besluttede at forandre den. Eu Bogs Titel kan fra een Side betragtet ansees som dens første Hilsen paa Publicum - og denne kan undertiden have noget saa characteristiskt, at man deraf strax slutter sig til dens øvrige Opdragede. Er denne første Hilsen stiv, stolt, overskuende - eller modsat, skiæv, krybende og tiggeragtig, fristes man letteligen til at lade Bekiendtskabet dermed være til Ende. For at undgaae al Fare for slig Afskrækken - valgte jeg det naturligste af alt, at kalde disse Forsøg hvad de virkeligen ere, Ungdomsarbeider.

Man vil formodentligen undre sig over, at jeg i denne Samling har udeladt adskillige Stykker, der med nogen Forandring maaskee vilde have været de fleeste Læsere mindre uvelkomne, end adskillige af de optagne. Rigtig nok havde jeg ogsaa samlet en Deel Elegier, deels trykte, deels utrykte, som de af mine Smaastykker, der udentvivl vare Lyset mindst uværdige; men disse vilde have udgiort allene et heelt Bind for sig. Af samme Aarsag findes heller ingen prosaiske Stykker indrykte. Modtagelsen af det nærværende vil bestemme, om dets Overskud skal forblive i min Pult eller ikke.

Jeg haaber, at man vil tilgive mig, om eet eller andet Stykke skulde synes alt for langt fra det Maal, Guder, Mennesker, og jeg selv satte mig i det Øieblik det faldt mig ind at dyrke Muserne. Denne Dyrkelse har hidintil været forbunden med saa megen Kummer, afbrudt af saa mange ubehagelige Tilfælde, forstyrret af saa megen 300 Uroe - og min Tilstand overalt været saa modsat det otium, quod carmina scribentes quærunt, at det ikke er at undre, om den Sielsudmattelse og Legemssvaghed, hvormed jeg meer i smertefuld Krampe eud i rusende Begeistring har frembragt disse Smaating, her og der stikker frem, trods al den Umage jeg har giort mig for at skiule den.

Foran 2det Bind findes følgende "Forerindring":

I en Samling af saa forskiællige Stykker, som de, nærværende Bind indeholder, kan umueligen alt i alle Henseender være skrevet for alle. Forfatteren har vel overalt kun havt eet eeneste Hovedøiemeed, nemlig Opfyldelsen af Musernes Lov: at nytte og moere; men dette Øiemeed deeler sig i mangfoldige underordnede Hensigter, hvoraf hin og denne henhører meer eller mindre enten til den første eller til den anden Tavle. Snart vender Musen sig til den rige Lediggiænger, snart til den fattige Arbeider, snart for at vække, snart for at dysse, snart i bedrøvet og snart i muntert Lune. Nu er det en nyttig Sandhed, den vil anbringe, nu en Misbrug, den vil giøre opmærksom paa; stundom er det en Last den vil fremstille til Afskye, stundom en Fordom, den vil giøre latterlig; undertiden er det blot en Taare, undertiden blot et Smil, den vil aflokke - ofte, og alleroftest er det, som vor Holberg siger:

"For Folk ei eene, men for Sproget at polere".

Denne Forskiællighed i Hensigter, og deraf flydende Forskiæl i Maaden at efterstræbe deres Opnaaelse paa, maae naturligviis frembringe en

* * * * * 301

Afvexling, der i Almindelighed har sin Behagelighed; men ogsaa foraarsager, at den enkelte Læser ved eet Stykke mindre end ved et andet, og ved nogle maaskee aldeles ikke, finder sin individuelle Smag og Følelse tilfredsstillet.

Der er imidlertid een Synspunkt, hvorfra alle Læsere kunde betragte hele Indholdet af den meest blandede Samling, den nemlig, hvorfra Forfatteren betragter alle sine Læsere: Sproget , det eeneste han har tilfælles med alle, og alle med ham. Men hvor lidet er deres Antal, som læse Bøger for Sprogets Skyld, uagtet det upaatvivleligen i alle Digterværker er det vigtigste! Der hører maaskee den yderste Grad af Forfinelse i Cultur og Smag til at danne dette skarpe logiske Øie, hvis Blik opdager meer end Hovedtraadene i Slutningers og Ideers Sammenbindelse, og dette kiælne musikalske Øre, hvis Nerver rystes ved den sagteste Zefiraanden og mildeste Henrislen i Perioder og Tonefald. Og dette Smagens jeg veed ei hvad, denne fine Formtakt er vel neppe uddannet endnu hos os, uagtet vort Modersmaals overordentlige, maaskee med intet andet Sprogs lignelige, Naturynde giør denne Dannelse lettere, end hos noget andet Folk, hvis Tungemaal jeg kiender.

Tydskland eier en Lessing , en Wieland og en Vosz, og i disses udødelige Værker denne finere Sprogfølelse, denne Gratiernes Critik, denne sieldne Urbanitet, som man troede nedgravet under Athenens Ruiner, men man glemme ikke, at Tydsklands Genius vælger sine Mestere til Opførelsen af Smagens Tempel mellem hundrede, medens Dannemarks leder iblandt ti. Med lige Antal af Arbeidere, under lige heldige Omstændigheder, vilde den hyperboreiske Apollo maaskee have faaet sit Tempel fuldendt før enhver anden; thi neppe kunde nogen giøre sikkrere Regning paa alle Musers Understøttelse.

Det er derfor, at jeg i alle mine ubetydelige Forsøg meget mindre har seet paa hvad end paa hvorledes - mindre paa Materien end paa Indklædningen af det jeg vilde sige. Jeg aflægger med inderlig Fryd den oprigtige Tilstaaelse, at det er Sproget, man har at takke, hvis Samlingen af alle disse Stykker ikke skulde være uden al Værd - og maatte Følgen af deres Giennemlæsning blive den, at man blev ligegyldig mod deres Forfatter; men, uden at mærke det, varmere for det Sprog, han skriver, vilde jeg finde mig meer end lønnet for den Møie, hvormed jeg har udarbeidet dem.

Maatte alle vore danske Skribentere, og især de Digtere, hvis Evner saa langt overgaae mine, besiæles af den Omhue for Sproget, som jeg eene skylder den Ære, een og anden Gang at være bleven * 302 talt iblandt dem! Maatte de blive meer og meer opmærksomme paa den Skat, de besidde i deres Modersmaal, og maatte de efter Sange, som vor Thaarups Hymne, sinde sig belønnede i dets Taknemmelighed!

Man tilgive mig denne lille Udsvævelse af en virkelig Lidenskab, der aldrig - trods alle de uvenlige falske Beskyldninger man har giort mig - kiølnes i mit Hierte. Maaskee elsker jeg derfor ikke mindre mit Fædreneland, fordi jeg kun elsker det elskværdige deri, og finder at en dansk Mangel er ikke mindre en Mangel, fordi den er dansk. For i Korthed at aflægge min Troesbekiendelse i denne Materie, maae jeg tilstaae, at jeg holder Sproget for det eeneste vaesentlige, hvorved Naturen skiller een Nation fra en anden - og fra denne Naturside betragtet finder jeg mit Fødeland elskeligere end alle dets Naboeriger. Jeg holder Sproget for et Lands Siel, og finder derfor, at man aldrig noksom kan befordre dets Dyrkelse, saa meget mindre, da man derfra umueligen kan afsondre Indflydelsen paa alt det øvrige. Hvor let, hvor behagelig, hvor belønnende vilde denne Siels Dyrkelse blive hos os! O! naar man engang i alle Landets Skoler lærer Dansk! naar man engang lærer overalt at udtale det! naar almindelig Oplysning engang fremviser det i al dets Ynde! O! jeg er vis paa at Gratierne selv, hvis de af Europas levende Sprog skulde vælge sigeet til Morgendragt, efterat have speilet sig med alle de andre, da vilde beholde det Danske ; og vor Schulzes Dom om dets musicalske Fortrin fuldender min Overbeviisning, at alle Sanggudinder i det vilde vælge Ord til deres Melodier.

* * * 303

Tredie Gang endelig udkom hans Fortællinger samlede 1807 i 2 Bind under Titel af "Eventyrer og Comiske Fortællinger", indeholdende, foruden endeel af de ældre Fortællinger fra ovennævnte to Udgaver i meer eller mindre omarbeidet Skikkelse, endvidere den nye Fortælling "Theateradministratoriaden" (nærv). Bind S. 263-78). Foran 1ste Bind fandtes følgende "Fortale".

I en Tid af to og tyve Aar, har jeg, iblandt andre poetiske Forsøg, udarbeidet et Antal af Eventyrer i Vers, hvoraf det første Bind udkom allerede i Aaret 1785, under Navn af Comiske Førtællinger . De øvrige have deels staaet i Ungdomsarbeiderne , deels i Minerva , og andre periodiske Skrifter, deels henlagt utrykte. Allerede for endeel Aar siden yttrede man det Ønske, at see dem samlede i en ny Udgave.

Nærværende Bind indeholder Begynderen af en saadan Samling, der i Alt vil komme til at udgiøre omtrent tre Alphabeter.

Af de fire i denne første Deel indeholdte Fovtællinger, er den første og den anden aldeles omarbeidede; den tredie, paa Smaating nær, som den fandtes i Ungdomsarbeiderne; og den sidste, Theateradministratoriaden , ny.

De følgende Deele skulle umiddelbar følge, og sluttes med Forfatterens Liv og Levnet af hans Fætter, fortsat , og fuldendet .

Skrevet i Kiøbenhavn,

den første December, 1 806.

2det Bind ledsagedes ikke af noget Forord.

* * * 304

S.1. Drømmene. Iversens Nytaarsgave 1784 S. 66. - Ungdomsarb. 1791, II, 67. - 1 DV. I, 287, - 2 DV. I, 171.

I et paa det store kgl. Bibliothek opbevaret Manuskript: «Jens Baggesens Poetiske Stykker. Skrevne i Forfatterens 15de og 16de Aar i Slagelse. Udskrevet af Ditlev Eggersen» (see Molbechs "Hist.-biogr. Samlinger", Kbhvn. 1851, S. 273-308) findes ogsaa nærværende Digt indført; men ligesom flere af de i dette Manuskript optagne Poesier ikke kunne skrive sig fra Digterens "15de og 16de Aar", men maae være senere tilføiede, saaledes fremgaaer det af de i nærværende Stykke forekommende Allusioner til literære Frembringelser fra Aaret 1782 saavelsom af den fortrolige Tiltale til Pram*), med hvem Baggesen først stiftede personligt Bekjendtskab i Kjøbenhavn efter at være bleven Student (Oktbr. 1782), at Digtet ikke kan være blevet til under Skoletiden i Slagelse. I den oprindelige Redaktion, hvori Digtet fremtræder i den ovennævnte Samling, er der, efterat det var kommet til at foreligge trykt i Nytaarsgaven, af Afskriveren blevet foretaget et Par Rettelser for at bringe det i fuld Overeensstemmelse med dennes Text. Ved den forinden Optagelsen i Udgaven af 1791 foretagne Revision er Digtet endelig gjennemgaaende blevet underkastet endeel, dog i sig selv ikke meget væsentlige Forandringer.

Fortællingen er oversat paa Tydsk, i bunden Stiil, af Sander ("Die Träume") i Eggers's Deutsches Magazin, Hambg., Juniheftet 1791, S. 688 ff.

- -, L. 7-8. Om paa Collegium . . . paa Gaden,] 1784:

Om i en Seng, om Natten; om ved Dagen,

som Grethe, i en Stoel; om ved Disput for Graden;

hvor der med Grethe og Stolen naturligviis sigtes til Wessels Kierlighed uden Strømper (1 ste Optogs 2det Optrin).

- 2, - 8 og 10. Skald . . . Skialdre] Baggesen skriver snart Skald og snart Skiald (eller Skjald ). I Begyndelsen, indtil Aarhundredets Udgang, bruger han hyppigst Formen Skald; derefter skriver han fortrinsviis, og fra 1808 bestandig Skiald (Skjald ). - Den bl. A. fra Holberg og Gwald bekjendte Fleertalsform Skialdre , der hos Bagg. kun forekommer paa dette ene Sted (1784 har: Skaldre , men i * 305 det ovenfor nævnte Mskpt. har der oprindelig staaet Skialdre ), er utviølsomt her brugt alene for Rimets Skyld. Ellers skriver han bestandig Skalde eller Skialde (Skjalde ); see f. Ex. nærværende Bind S. 133, L. 19.

S. 2, L. 16. Som han, der sang om Rolf, og Balders Død ] d. e. Ewald. - 1784: som Storms besiungne Skald, der sang om Balders Død, med Hentydning til Storms Digt "Evald eller den gode digter",der sørste Gang blev trykt, anonymt, i Maanedsskriftet "Dansk Museum", Marts 1782.

- -, - 17-18. Som han, der sang den Ambolts Værk, hvorfra kom idelig Tata, Tata] d. e. W. H. F. Abrahamson, med Hentydning til hans i Maanedsskriftet "Alm. dansk Bibliothek" Novbr. 1778 anonymt indførte rimede Fortælling "Freia's Guldkiede", en travesterende Gjengivelse af det mythiske Eventyr om, for hvilken Priis Freia, Odins Frille, engang i dennes Fraværelse erhvervede sig det kostelige Brystsmykke Brising hos fire Dværge i et

. . . "Smeddeværkstæd, hvorndfra

Kom idelig Tata, tata".

Molbech ("Hist.-biogr. Samlinger" 1851 S. 420) anseer det ikke for uninligt, at denne Abrahamsonske Fortælling kan have givet Anledning til Baggesens komiske Travestering af Eddamythen om Odins Færd til Jetten Suttung og hans Datter Gunlød (,,Poesiens Oprindelse", nærværende Bind S. 9).

- -, - 19. han, hvis Luth om Axels Elskov lød] d. e. Peder Harbo Frimann, hvis Romance "Axel Tordsen og Skiøn Valborg" med Forfattermærket P. H. Fr. havde staaet i det norske Selskabs "Poetiske Samlinger" 1 ste Stykke 1775.

- -, - 20. Og han, som sang Emilia ] 1784 (saavelsom det ovenfor anførte Mskpt.): Og du, min P***, som sang EmiliaD. e. Pram, hvis Digt "Emilias Kilde" udkom særskilt 1782.

- -, - 21. Roms de tvende Publiusser] d. e. Publius Ovidius Naso og Publius Virgilius Maro.

- -, - 25. Den tredde Gang] Ligesom Skrivemaaden tredde istedenfor tredie hyppig forekommer hos Bagg. (dog kun i bunden Stiil, for at betegne Ordet som Tostavelsesord, hvorimod han skriver tredie , naar han vill have det skanderet som Trestavelsesord), saaledes vil der ogsaa i det Følgende findes flere andre Exempler paa forsætlig Efterligning 306 af den skjødesløse Hverdagsudtale, selv i Tilfælde, hvor hverken Hensyn til Stavelsemaal eller Riim har afgivet Grunden dertil, og uden at nogen komisk Virkning direkte har været tilsigtet; saaledes: huse (for huske , dog kun som Riim), halvfemsenstive (jvfr. ovenfor, S. 296, Note 1), Daglistue, Risinggrød, Risingvelling.

S. 3, L. 2-10. Man altsaa let ... just ikke heller.] I 1784 ender Stykket, istedenfor med disse Linier, med følgende to:

Med Trojels Ode jeg mig trøstede,
da af min Viisdoms Drøm jeg vaagnede.

hvorved sigtes til Peder Magnus Trojels, under Forfattermærket P. M. T. i "Alt. dansk Bibliothek" Decbr. 1778 indførte "Ode til Dumhed"; men imellem Stykket om PoetDrømmen (der i 1784 er blevet Nr. 3 i Rækken) og det om Himmerigs-Drømmen findes her som et selvstændigt Stykke følgende Linier:

Dog tænk just ei, min Læser! jeg er Steen,
en Zethus, Østers eller saadan en,
fordi jeg vaagned op, mig hængte ikke
strax i en bene me secuta Strikke
af Ærgrelse, da af en Fortunat
jeg blev en Irus, af Horaz en Gunder,
O! Metamorphosis! af en Socrat
Claus Simplex - Læser! det er intet Under;
Naar kiedtes Tossen vel ved Livet? eller
naar hørte man at Clauser hængte sig?
Dog ganske Claus er jeg just ikke heller.

Zethus var en Søn af Jupiter og Antiope. Hans Sind var barsk og haardt, og hans Hu stod kun til Kvægavl, Jagt og Vaaben, medens hans blidere Tvillingbroder Amphion fandt meest Behag i Sang og Strengespil, hvorved han endog skal have formaaet at lokke Stenene til at føie sig sammen som en Muur om Theben. Paa Grund af denne Forsskjel i Brødrenes Yndlingssysler, der endog blev en Kilde til Tvedragt imellem dem, bliver Zethus betragtet som Repræsentant for den fortrinsviis praktiske Tænkemaade og Idræt, i Modsætning til Amphion, der repræsenterer den mere ideelle, Muserne helligede Virksomhed. - En bene me 307 secuta Strikke d. e. "en Strikke, som jeg heldigviis havde ved Haanden"; jvfr. Horats,. Oderne III, 27, V. 58-60:

.... potes hac ab orno
Pendulum zona bene te secuta
Lædere collum

paa Dansk: "Du kan jo hænge Dig i dette Asketræ og dertil bruge dit Bælte, som Du heldigviis har taget med Dig''. - fortunat: naturligviis Helten i den bekjendte gamle Folkeroman om Fortunatus's Pung og hans Ønskehat. - Irus er en i Begyndelsen af Odysseens 18de Sang forekommende Tigger, hvis Navn derfra er gaaet over til at bruges som en Personifikation af Fattigdommen. - Gunder: d. e. (daværende Student, senere Præst i Julland Fr. Chr. Hjort's) "Gunders mærkværdige Reise igiennem den nye Verden til Amors Rige, en romansk Drøm, udgivet af Forfatterens Ven, til udødelig Lov og Æreminde for Opdragelsen og Sæderne i den nye Verden, men især til Trøst og Husvalelse for de Følsomme Helte", Sorø 1782, hvorom Lærde Eft. (20 Juni 1783, Nr. 25) indskrænker sig til at Sige, med en Reminiscents fra Molieres Malade imaginaire: "Vi anbefale denne Bog til alle de Forfattere, som de slemme SonSddommere skaffe søvnløse Nætter: qvia est in eo virtus dormitiva, cujus est natura sensus assoupire". - Claus Simplex: Bagg. benytter ofte, efter tidligere Forfatteres Exempel, Navnet Claus - enten alene eller med yderligere Tilføininger som: Simplex, Dumriel o. desl. - som Betegnelse for en Dumrian: saaledes i nærv. Bd. endoidere S. 41, 64, 67, 91 og 115.

S. 3, L. 5. hov'dløs] Saaledes - med Bibeholdelse af v, men forøvrigt snart med og snart uden tilføiet Apostrof - skriver Bagg. saagodtsom uden Undtagelse Ordet Hoved , naar han vil have det trukket sammen til een Stavelse (selv hvor, som i nærv. Bd. S. 93 L. 9, Hov'der har et Ord som Moder til Riimledsager). Talrige Exempler paa denne Sammentrækning ville forekomme i det Følgende.

- -, - 16-20. Sær slog Musiken ... Synger den, 0] Istedenfor disse findes i 1784 følgende Linier:

sær for Musikens Skyld; thi jeg har her i Live
dens Lige aldrig hørt - jeg syntes man
der liden Gundver spillede og sang
fast bedre end Du synger den, Dorine!

308

jvfr. Anm. til S. 3 L. 31. - Bagg. skanderer, ligesom f. Ex. Ewald og Oehlenschläger, Seraph (og Cherub ) med Zonen paa første Stavelse. - Med den skiønneste blandt Schulzes Melodier (jvfr. S. 3, L. 31: Schulzes Lovsang) menes utvivlsomt kapelmester I. A. P. Schulz's 1789 udkomne Musik til Ewalds Passions-Oratorium Maria og Johannes; og med liden Gimdver Romancen "Liden Gunder vandrer som helst i Qvel" i Ewalds Syngespil Fiskerne. - Dorme er eet af de mange forskjellige Navne, som Bagg. i sin tidligste Digterperiode, indtil 1785, benyttede i sine trykte Poesier for at betegne den Kvinde, som dengang var Gjenstand for hans sværmeriske Hyldest og Repræsentanten for "det Skjønhedsideal, der stedse foresvævede hans fyrige Phantasie, og hvis Hyldning, fra hans tidligste Ungdom indtil hans sidste Dage, udgjorde Grundbetingelsen for hans Digterlivs Nydelser og Savn" (Biogr. I, 28). Det var en ung Pige, Mariane Eggers, Datter af en Proprietær i Nærheden af hans Fodeby, som han havde gjort Bekjendtskab med og i nogen Tid vedblev at staae i Korrespondance med fra Kjøbenhavn, idet han kaldte sig selv "Janon" og hende "Marine" (i det ovenfor nævnte Manuskript har der i nærværende Fortælling ogsaa overalt oprindelig staaet Marine istedenfor Dorine ); men hum forlovede sig med en Anden og blev i Januar 1786 gift, og dermed var den unge Digters første Kjærlighedsroman tilende. Foruden "Dorine" brugte han ogsaa andre opdigtede Navne til at betegne hende med, saasom Dorinde, Zemire (eller Semire), Climene, Celimene, Selinde, undtagelsesviis ogsaa Zeline ; men dette sidste Navn (eller, som i senere Digte, Seline ) blev dog egentlig Betegnelsen for hans næste Ideal af kvindelig Fuldkommenhed og Ynde, nemlig Vennen Prams unge og elskværdige Hustru, Marie Magdalene, f. Grichsen, sem i Perioden 1785-89 silev den nye Gjenstand for den lidenskabelige Digters drømmende platoniske Sværmeri. I November Maaned 1789 biev Bagg. forlovet med Sophie Haller, som han ægtede d. 5te Marts 1790; nu blev hun besunget af ham under Navnet Palmine , og ved nye Udgaver af hans ældre Digte blev nu "Palmine" mangen Gang sat ind, hvor der oprindelig havde staaet "Seline" eller andre fingeerte Kvindenavne.

S. 3, L. 29. en gammel Proserpine ] Den yndige Proserpina, Jupiters og Ceres's Datter, mistede hele sin Ungbom 309 og Skjønhed, da hun med Vold blev bortført af Pluto til Underverdenen, hvor hun derefter deelte Herredømmet med ham som Skyggernes Dronmng.

S. 3, L. 31. For Schulzes Lovsang] 1784: for liden Gundver.

- 4, - 3. Prudenz] d. e. Klogskab, Viisdom.

- 5. Det fortvivlede Mord . Poesier, Første Samling, hos Schultz 1785, S. 60 (og 2det Oplag 1789, S. 61). - 1 DV. I, 213. - 2 DV. I, 141. -

Fortællingen er oversat paa Tydsk, i ubunden Stiil, af Sander ("Verzweiflung und Mord") i hans "Salz, Laune u. Mannichfaltigkeit, in comischen Erzählungen", Hambg. 1790, S. 301.

- 6, - 3. Valet] d. e. Knægt (Fransk; jvfr. S. 5, L. 20:

Servitenr).

- -, - 32. hans alt forspændte Siæl] d. e. hans allerede iforveien bespændte Sjæl.

- 9. Poesiens Ohrindelse . Com. Fort. 1785, S. l. - Ungdomsarb. 1791, I, 67 ("Odins Reise til Dovre eller Poesiens Oprindelse"). - Event. og com. Fort. 1807, II, 85. - 1 DV. I, 43. - 2 DV. I, 31. -

Ligesom hele Gangen i denne Fortælling ganske uforandret er gaaet over fra Udg. 1785 til de senere Udgg., saaledes have disse ogsaa i det Enkelte , med Undtagelse af de nedenfor særlig nædnte Tilfælde, kun modtaget faa og lidet betydelige Forandringer. Dette gjælder særlig om det indbyrdes Forhold imellem Udgg. 1791 og 1807, der kun afvige meget lidet fra hinanden.

I «Littérature, Voyages et Poésies, par J. J. Ampère» (f. Ex. Paris 1850) findes i et Kapitel med Overskrift «L'Origine de la poésie suivant Baggesen» en. Deel af Indholdet af denne Fortælling gjengivet paa Fransk, i ubunden Stiil, med en kort Indledning, hvori Digtet betegnes som une folie poétique du Danois Baggesen, écrivain capricieux, spirituel, souvent bizarre, og som une boutade assez piquante si l'on veut passer condamnation sur ce qu'il y a de grotesque et d'un peu grossier dans la donnée. - See ovenfor, Anm. til S. 2 L. 17-18.

I 1785 findes til denne Fortælling følgende Motto:

- - Sunt, qui non corpora tantum,
Veram animos etiam valeant mutare liquores.
Ovid.

310

Citatet er af Forvandlingerne XV, V. 317-18; i Meislings Oversættelse:

. . . "der gives jo Bølger, som evne
Ei at forandre vort Legeme blot, men ogsaa Gemyttet!"

S. 10, L. 3. Vessels de velsignede Fadæser] 1785: Sanchos de velsignede Fadæser. - I Nr. 16 af sin Votre Serviteur 1784 gjør Wessel Læseren en Undskyldning for det korte Nummer femtens

....... "alt for saa Fadaiser
(Fadaiser - sigjeg løy, for Guds Skyld! kiere Læser)."

Rahbek siger i sine Erindringer I, 316: "det daværende Modeord: Fadaise " (Tiden er April 1780); og "det ulykkelige Modeord Fadaise " siger Tode ligeledes i sin Recension af Baggesens "Ungdomsarbeider" i Iris for Decbr. 1791.

- -, - 6. Men dette, som du seer, jeg afgiør ikke] Denne Læsemaade er optaget fra 1791 (1785 har: Men dette seer du 1et jeg afgiør ikke; 1807: Men dette, som du seer, jeg her afgiører ikke), fordi den uheldige Forandring i 1807 utvivlsomt ene maa tilskrives en for vidtdreven Sky for Hiatus, som det er øiensynligt at Bagg. overalt med stor Omhyggelighed søgte at undgaae, og som han derfor ogsaa ved Revisionen af sine ældre Digte yderligere beflittede sig paa at rense disse for, men paa intet Sted rigtignok med et saa uheldigt Resultat som her.

- 11, - 10. Saa Qvaser aldrig meer blev den, han var] Herefter findes i 1785 følgende Linier, som et selvstændigt Stykke:

De tvende Dverge - jeg har, troer jeg, glemt
Herom at give, Læser, dig et Vink,
At det var Kiemper, hvoraf meget nemt
Der kunde gaae tolv-fiorten paa Herr Link ;
At glemme sligt er altid slemt,
Lad være det giør ikke stort til Tingen:
Meen derfor, Læser, her, hvad Grethe før har meent,
At hvor det gaaer, en Prosit, som kom seent,
Er bedre end aldeles ingen.

Link d. e. Dandser ved det kgl. Theater Iohannes Peter Linck (om hvem Overskou siger, at han "duede lidt til Dands, men endnu mindre til Pantomime"). Det har utvivlsomt 311 været en medvirkende Aarsag for Bagg. til at forandre dette Sted, at Kritiken havde udtalt sig misbilligende om denne, hos ham ikke enestaaende, Fremdragen i den skjemtende Poesi af bekjendte Personligheders reent legemlige Eiendommeligheder; see f. Ex. Anm. til nærv. Bd. S. 221 L. 6. - Grethe : i Wessels Kierlighed uden Strømmer 5te Optogs 7de Optrin.

S. 12, L. 3. Synsgevær] 1785, 1791: Kikkerter. Rettelsen er aabenbart foretagen for ikke at lade den tonløse Endestavelse i Kikkerter blive staaende som Riim paa qvær. 3vfr. næste Anm.

- -, - 11-13. Brilleskuen, for denne Gang ei meere seer. Horved blev Odin heed i Huen] 1785:

Kikkerter,

Seer denne Gang ei meer end de.
Herved blev Odin heed om Ørnene.

1791 ligeledes, men med Ørerne istedenfor Ørnene, Rettel serne ere aabenbart foretagne for ikke at lade de tonløse Endestavelser i Kikkerter og Ørnene (Ørerne) blive staaende som Riim paa meer og de, Friheder som man i det 18de Aarhundrede endnu meget almindelig tillod sig.

- -, - 21. mit eene Øie] Hertil findes i 1791 følgende Note under Texten: Det andet stod i Pant hos Mimer , Viisdommens Gud, for nogle Flasker af hans Brøndvand.

- -, - 31. Keiserpibe] Saaledes kaldtes en meget yndet Slags lange Kridtpiber. (Andre Sorter benædnedes Pave-, Konge - og Bønderpiber ).

- 13, - 14. Hermoder] Hertil i 1785 og 1791 følgende Note: Hermoder , med Tilnavn den Hurtige , var de gamle Nordiskes Merknrius.

- -, - 29. Af Asa-Vittigheden maatte briste] Vittighed staaer her brugt i den nu foreridede Betydning af: Vid, Klogskab. I Udgg. 1785 og 1791, hvor Redaktionen er lidt anderledes, lyder denne Linie ogsaa saaledes: Omsider qvalt af Kløgt han maatte briste.

- 14, - 19. syv Slags Raader ] Tallet syv er valgt vilkaarligt; Rangforordningen kjendte dengang, ligesom nu, flere end syv Slags.

- -, - 21. Stiftamtmænd, Erkebisper, Høie 312 Naader ] 1785: Og vel proportioneerte høie Naader . - vel propostioneert d. e. ordentlig, dygig, forsvarlig: et Udtryk, der forekommer endnu to andre Steder i de "Com. Fort.", men ligesom her biev forkastet af Bagg. i de senere Udgaver; see nedenfor, Anmm. til S. 81 L. 6 og til S. 102 L. 12. Det findes ogsaa brugt af Andre, f. Ex. Zetlik (Poesier 1789, S. 83): "Flux Kronion taer en vel proportioneret Torden".

S. 14, L. 27-28. lod siggiøre til Søn af een] 1785: lod sig giøre af een, hvortil der i den omstændelige Recension af de "Com. Fort." i Lærde Eft. 1785, Nrr. 6 og 7 (ved Rahbek) bemærkes: "Ellers har der indsneget sig en slem Vildelse, som vi fra Forf. ere blevne ombedede at anmelde og rette. Det skulde hedde:

Især om man forsigtig lod sig giøre
Til Søn af een, som bar et vist Slags Baand.
Ved denne Læsemaade bliver Satiren paa engang finere og skarpere."

- -,- 28. et vist Slags Baand] Med Hensyn til Ordet Slags skal her een Gang for alle bemærkes, at Bagg. snart sætter det i Fælleskjøn, snart i Intetkjøn. Som almindelig Regel bruger han det adjektivisk, saaledes at dets Kjøn retter sig efter det tilhørende Substantivs, f. Ex. al Slags Ære, men: alt Slags Arbeide. Han skriver det ogsaa undertiden med lille Begyndelsesbogstav (f. Ex. i nærværende Bd. S. 23, L. 1, og S. 75, L. 4).

- 15, - 1-4. De tvende Mordere . . . begyndte paa] I disse Linier er der i alle 3 Udgaver indløben en Konstruktionsfeil, som ved lempelig Forandring vilde kunne hæves, enten ved at læse i L. 1: De tvende Mordere, saa snart de saae , eller ved, i L. 4, at indsætte Ordene før de foran begyndte paa; men Udgiveren har dog ikke troet at burde indføre nogen af disse Forandringer i selve Texten.

- -, - 18. fra Livet af hmanden kunde staae] Saaledes 1785 og 1791; 1807, formodentlig kun som Følge af en Trykfeil: fra Livet af hinanden staae.

- 16, - 1. Fimbulfamber ] Hertil i 1785 og 1791 som Note under Texten: Rygtets Gud.

- -, - 15-16. om sin Hammer, "hvorledes Klipper revne, hvor den rammer"] Med dette Citat alluderes vistnok til 313 følgeride Linier, som Ewald har lagt Thor i Munden i "Balders Død" (1ste Handl, 1ste Optrin):

"Biergtrolden zittrer for min Hammer,
Og Jetten blegner, naar den rammer,
Og Klipper falde, hvor jeg slaaer."

S. 16, L. 26. Sleipner] Hertil i 1785 og 1791 som Nøte under Texten: Odins otteføddede Hest.

- 18, - 19-23, Som naar paa gammel Torv den blinde Pøbel myler . . . best paa kryds og qvær] myle, det Samme som mylre . - I sine "Erindringer", indførte i Hist. Tidsskrift 4de Række 4de Bd., 1873-74, S. 383 ff., siger Werlauff (1781-1871), at i hans Barndom stimlede der altid en stor Menneskemasse sammen paa Gammeltorv for at see Tallotteriet under Musik og anden Høitidelighed blive trukket paa Raadhuset, hvilket fandt Sted hver tredie Uge. Efter Trækningen bleve de fem udtrukne Nummere lagte i en Kasse og udkastede blandt Mængden, der sloges om dem, ofte tilblods, da den, hvem det lykkedes at bemægtige sig dem og indbringe dem paa Raadhuset, derfor erholdt en Douceur; og i "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet" klages der i Begyndelsen af Aaret 1800 over, at Lotterinumrene saaledes, hvert for sig indpakket i et Paphylster, kastes ned iblandt Tilskuerne, da disse let kunne beskadiges af de haarde Projektiler og dog aldrig rigtig faae Numrene at jee, eftersom Hylstrene falde i jpænderne paa dem blandt de mange tililende Slagsbrødre, der endelig gaae af med Seiren og da strax bringe dem hen til en Kollektør for at modtage den herfor udsatte Præmie af en Rigsort pr. Nummer. Efter Raadhusets Brand i 1795 skeete Trækningen udenfor Charlottenborg, senere udenfor det daværende Gjethuus, imellem Charlottenborg og det kgl. Theater, og i den seneste Tid inden Tallotterietg Ophævelse (1851) fra et Lotteriet tilhørende Huus i Raadhuusstræde ligefor Bandkunsten.

- 19, - 2. Han da ei skulde staae som en Per Eriksen ] Den Talemaade: at staae som en (fattig) Per Erichsen, er bekjendt fra Holbergs Komedie Den Stundesløse (sidste Scene).

- 20, - 4. Sværmene] 1785: Jaskerie, hvilket Udtryk Bagg. utvivlsomt har forandret af Hensyn til følgende Bemærkning i oftnævnte Recension: "her ønskede vi, 314 Parenthesen om de heliconske ni var borte, thi her har Digteren lidet glemt: Le genre le moins noble a pourtant sa noblesse!" S. 20, L. 7-10. Var hip som hap . . . Og Sopkenen du sikkerlig skal have] Istedenfor disse fire Linier findeg i 1785 følgende to:

Var Hip som Hap - Top! sagde han - Top! siger

Fleer altsaa, som man seer, end Kammerpiger.

og hertil som Note under Texten: See Vôtre Serviteur, nemlig med røusion til følgende Sted i det nævnte Wesselske Tidsskrifts Nr. 20 ("Stella"):

"Den kammerpige jagde: Top! -
(Top! siger
Gemeenlig alle Kammerpiqer
Til Forslag om at gaae paa Eventyrer
For at opstøve friske Fyrer.)"

- -, - 31. Der stod de i en Maade!] at staae i en Maade d. e. være forvirret, raadvild, forlegen; en Talemaade, der er bekjendt baade fra Holberg og fra Wessel (i "Gaffelen").

- 21, - 4. slig en Bok] Paa samme Maade skriver og saa Wessel endnu Ordet, som en levning fra dets tydske Oprindelse: "Men giør De mindste Bok i Deres Ritual, De svarer mig en lige Kapital" (i «Eelata refero»), ikke at tale om Stadts-Chirurgus Reisers velbekjendte "Bock". Her har Bagg. dog maaskee kun benyttet denne Form for Rimets Skyld. Hvor Ordet ellers forekommer hos ham, skriver han det, saaledes som det nu skrives: en Buk .

- -, - 21. for i Veien] d. e. i Forveien. Jvfr. S. 250, L. 25.

- -, - 33. saa noget nær] 1785: saa paa en ongefær. Endskjøndt Forandringen utvivlsmt (jvfr. Anm. til S. 111 L. 31) er foretagen for at undgaae Ordet ongefær , har dette dog faaet Lov til at blive staaende S. 106 L. 31.

- 22, - 10. Dagens Konge] d. e. Solen; jvfr. S. 26, L. 10: den lyse Dagens Gud.

- -, - 11-12. til en Plads saa mørk og gyselig, at Miltons Helvede mod den er Himmerig.] 1785:

til et Sted, saa rædsomt, sort og fuult,
At Miltons Helvede mod det er lyseguult.

hvilket sikkert er forandret, fordi O. D. Staffeldt i sine 315 "Eritiske Betænkninger ved Læsningen af Baggesens comiske Fortællinger", Kbhvn. 1785, hertil havde bemærket: "Ordet fuult er ikke godt Dansk, uagtet Forfatteren af Sigrid og de tre Benner*), maaskee flere, bruge samme". - Miltons Helvede: nemlig i den engelske Digters berømte Paradise lost.

S. 22, L. 29. Hans Oncle] Hertil findes i 1791 (i 1785 fattes hele Parenthesen L. 28-32) følgende Note: Jeg har megen Aarsag til at troe, at Odin egentlig var en Søstersøn af Jupiter. - Her sigtes til Mythen om Jupiter, som i Skikkelse af en gylden Regn gled ned i Danaes Skjød gjennem en Aabning i Taget paa det Kobbertaarn, hvori hendes Fader havde indespærret hende.

- 23, - 18. livsalige Lovise! ] Hermed menes den danske Kronprindsesse Louise Augusta, senere gift med Hertug Fr. Shr. af Augustenborg.

- -, - 24. Erycine! ] 1785: Euphrosine ! - Erydne er et af Venus's Tilnavne. - Euphrosyne, en af de tre Gratier.

- 25, - 9. Hvorpaa han bukked sig] Saaledes 1785; 1791 og 1807: Hvorpaa man bukked sig.

- -, - 14-16. Er intet andet . . . Moral-Philosophie.] 1785:

Er intet andet end en menneskelig Han,
Trods alt hvad der om Tingen siges kan
I Basedovs Philosophie.

Basedov d. e. Johann Bernhard Basedow (f. 1723, d. 1790), en Hamborger, der havde studeret i Leipzig og erholdt Ansættelse som Professor i Moral og de skjønne Videnskaber ved Sorø Akademi 1753, men otte Aar derefter fjernedes herfra paa Grund af Udbredelsen af heterodoxe Lærdomme og forflyttedes til Altona som Professor i Moral ved det derværende Gymnasium, fra hvilken Post han i Aaret 1768 entledigedes med Pension. Blandt hans mange forskjellige Skrifter har Bagg. her sikkert tænkt paa hans første betydelige Værk, "Practische Philophie für alle Stände", 2 Dele 1758, hvoraf en forøget og forbedret Udgave udkom 1777.

- -, - 19. Min Læserinde finder streget -] 1785: Min * 316 Læser kortelig her finder streget - - -, og derefter følgende tolv, ikke senere optagne Linier:

"Hvem havde ventet sligt? Det var en Skam!
"Nu er jo Visen ude!" Ja, Madam!
(Jeg siger just Madam; thi slige spørge mest,
Sligt Spørsmaal klæder og Madamer best.)
Hvis De forstod Latin, der staaer det i en Bog;
Thi jeg forsikrer Dem, at jeg har svedt en Time,
For at fortælle det i mit og Deres Sprog;
Men, skiønt jeg ellers kan for Resten rime
Det heele Alphabet igiennem til Zamolx,
Saa got som nogen Smeddesvend til Holks,
Saa kunde jeg dog ei, hvordan jeg vilde vend` `en,
Faae Visen til at rime sigi Enden.

I sin Recension Havde Rahbek bemærket: "Beskrivelsen af Scenen imellem Odin og Gunløde viser Hr. B.s Rettighed til at berømme Pram; den har Ret at rose en Digters Skiønheder, der selv kan komme dem saa nær. Kun finde vi deels nogle faa Steder, som ere saa Wielandske, at vi tvivle paa, Hr. B. vilde, uden Rødme, læse dem for et Fruentimmer, som han agtede, - og dette er en Prøve, vi meget ville raade ham at underkaste sine Vers; deels er der nogen søgr Vesselianismus i det Sted om Zamolx og vend'en! som synes os i Utide."

Zamolx: Zamolxis var de gamle Geters Lovgiver. Hans Navn forekommer igjen i nærværende Bind S. 36, L. 18. - Hans Holck (f. 1726) var oprindelig Kjøbmamdskarl, blev Grosserer 1767, fallerede 1773 og døde som Agent 1783. Det var en overmaade driftig Mand, der ved Siden af en i flere Henseender fortjenstlig Virksomhed i det Almeennyttiges. Tjeneste (ved Oprettelsen af Skoler, Stiftelsen af Sygekasser og andre veldædige Indretninger for de Fattige m. m.) tillige i en lang Aarrække drev literær Industri i en overordenlig stor Maalestok baade paa egen Haand og ved Andres Hiælp, i bunden og ubunden Stiil, blandt Andet ogsaa ved Udgivelsen af en heel Deel Tidskkrifter af forskjelligt Indhold. Han var med at oprette det kgl. privilegerede Adressecomptoir, og det var ham, der begyndte baade Kjøbenhavns Veiviser, Adresseavisen og det i en lang 317 Aarrække fortsatte bekjendte Blad Kjøbenhavns Aftenpøst, hvortil han selv leverede en stor Mamgde, meest poetiske, Bidrag. Ligesom hans smagløse Poesier havde givet Wessel Anledning til Skjemt*), saaledes bleve ogsaa gjentague Gange baade denne uheldige Riimsmed selv og "Smeddesvenden", Revisor i Tallotteriet Emannel Balling, der arbeidede i hans Sold og navnlig ogsaa var Redaktør af hans (og senere hans Enkes) ovennævnte Blad Aftenposten, Gjenstand for Baggesens satiriske Lune; see f. Ex. i nærværende Bind S. 37 L. 15 og S. 87 L. 31 samt Anmm. til S. 34 L. 20 og til S. 115 L. 21-23. Bagg.s gjentagne Raillerier over Holck og Balling i de "Com. Fort." foranledigede den Sidstnævnte til at indføre et i høi Grad plumpt og usselt Digt imod Bagg. i Aftenposten d. 4. April 1785, Nr. 26, og da var det, at Wessel skrev) sit bekjendte Riimbrev "Til Herr Jens Baggesen" (averteret tilsalgs i Adresseavisen d. 15de s. M.)

S. 26, L. 5. Pol til Pol] d. e. fra Pol til Pol: en forkortet Form, hvortil der oftere forekommer Sidestykker hos Bagg., saaledes f. Ex. i nærv. Bd. S. 56 L. 9-10: thi Hoved indtil Hale , saa drøi han var, nu Konen Manden fandt (jvfr. Anm. til S. 129 L. 20); ligeledes i Digtet "Da jeg var lille": Og alle disse Nattens Perlerader, som krandse Himmelbuen Pol til Pol .

- -, - 22-23. For Stilens Hede lidt at svale og mere dagligdags at tale:] 1785:

For at fortælle det ei slet saa sært,
Lidt kortere, og meget mindre svært
For Læsere, som ikke kiende Troper
Og lange tydske Construction-Cycloper:

Under Hensyn til disse fire Linier havde Rahbek om den umiddelbart foregaaende Beskrivelse af den frembrydende Morgen bemærket, at den forekom ham "virkelig smuk, skiønt Digteren synes at ville indbilde os, den skal være en Parodie paa det, han kalder tydske Construction-Cycloper !" * 318 S. 26, L. 28-29. Bad han med Fynd, som kunde rørt en Steen, om blot at smage Miødden -] 1785:

Begierte han - i Mangel af Ximen -

En Morgenslurk af Miødden;

hvortil Rahbek bemærkede: "Denne Parenthese synes at staae der for Rimets Skyld, og vil nok være mange Læsere ubehagelig, der ligesaa lidt som vi vide, hvad Ximen er!" - Ximen d. e. Pedro Ximenes, en Malaga-Viin, der, trods Rahbeks Bemærkning, i lang Tid havde været ganske vel bekjendt ogsaa herhjemme. Ifølge "Danske Samlinger" 2den Række, 6te Bd. 1877-79, S. 304, er Benævnelsen "Pedro Ximenes" en korruption af "Peter Simon", Navnet paa en tydsk Viindyrker i det 16de Aarhundrede.

- 27, - 13. den tredde] Om denne Form, see ovenfor, S. 305, Anm. til S. 2 L. 25.

- 28, - 1-6. Vor Odin haler ind - ... buldrende forfærdelige Stop.] 1785:

Vor Odin haler ind

Et Bøsseskud fra Asgaards Hunse:

Stop, sagde Suttung. - Tag ei ilde op,
Min Læser, om jeg ogsaa siger Stop
Et lille Korn!
Min ringe Jomfrue Muse!
O! lad for Himlens Skyld det vel bekomme mig,
Ei Jomfrue blot, men nng, at have kaldet dig!
For alting lad mig ikke Tiden spilde
Med at anraabe dig i alenlange Vers
Om en Ræt lækker Fisk fra Hwokrenes Kilde,
Og siden bringe frem den haabopfyldte Læser
En mægtig Hok Rosiner af Fadæser
I Pølser af naivisk Dumheds Skierts!
Vær smuk undseelig, som en Jomfrue bør!
Tilstaae du er i høye Sving en Stømper; Og skriv en Kierlighed foruden Strømper ,
Før du agerer Vôtre Serviteur!

Heraf minde Linie 6-8 om Juvenals 4de Satire, V. 35-36:

...... Narrate, puellæ
Pierides: prosit mihi, vos dixisse puellas!

319

i Kjærs Oversættelse:

......... "Pieriske Møer
Taler, og lad det mig gavne, at Møer jeg eder, har nævnet!"

og med Hensyn til de to sidste Linier giør Rahbek (i Fortalen til sin Udgave af Wessels samtlige Skrifter 1799) opmærksom paa, hvorledes "man bør beundre den Fiinyed i Bagg.s Udtryk, at Wessel skrev en Kiærlighed foruden Strømper, men derimod agerte Votre Serviteur, altsaa det første suo ingenio, det andet alieno judicio."

8. 28, L. 12. en Saae] d. e. et Kar, en Balle.

- -, - 14. For Regnvand] 1791 og 1807: For alle Regnvand. Læsemaaden fra 1785 er fulgt her, fordi det allerede to Gange forekommende alle i næste Linie gjør det sandsynligt, at Ordets Gjentagelse paa dette Sted alene skyldes en senere indløben Trykfeil.

- -, - 20. Haab om . . . velkaagte Erter] Ærter lade sig, ligesom Bælgfrugter i Almindellighed, ikke koge møre uden i blødt Vand, hvortil ogsaa Regnvand hører.

- -, - 24. Iblandt] Alle 3 Udgaver have vel her: Iblant; men skjøndt blant eller iblant endnu forekommer enkelte andre Steder i Bagg.s Skrifter, ere disse Tilfælde dog, i Forhold til den store Mængde Steder, hvor den sædvanlige Skrivemaade med d er fulgt, saa faa, at Udgiveren, baade her og hvor hine Former ellers undtagelsesviis maatte forekomme, ikke har taget i Betænkning at betragte dem som hidrørende alene fra Tryk- eller Uagtsomhedsfeil.

- 29, - 6-7. i Vers paa Riim, der trækkes ud og ind alt efter Musens løierlige Sind] jvfr. nærv. Bd., S. 74, L. 3-6:

........ en Hoben Vind,
Som man anstændig nok ei kunde sige
I Linier, som trækkes ud og ind,
Og derfor giorde dem lidt meere lige.

Paa samme Maade siger Bagg. i et Riimbrev af 1785 til Pageinførmator Chr. Hornemann:

. . . Vers, som jeg har trukket ud og ind,
Alt efter Musens løierlige Sind -

320

og atter 1806, i et Riimbrev til Legationssekretær Desangiers:

De Vers, som jeg har trukket ud og ind
Med Lafontainsk Egensind
I lange Liniers og kortes Række.

S. 29, L. 8. en Fiær af Klopstoks Vinge] I "Labyrinten" 1ste D. 1792, S. 139 siger Bagg., under Omtalen af sit Ophold i Hamborg 1789: "Jeg sad fordybet i en nye Afhandlirig - da en Lyd, som Lyden af en Seraphs sammenslagne Vinger vakte min Siel af sin Drøm paa Stoleri. Jeg dreiede Hovedet pludselig om paa Skuldrene - og see! Klopstock stod bag mig, smilende som en tredsindstyveaarig Cherub, for ikke at bruge Seraph nok engang." I et længere Digt fra 1814: "Riimbrevenes Æmne, eller Lunets Poetik" fordommer ligeledes Udtrykket: en sand klopstockisk Englevinge.

- -, - 19. hele Skabningen] Skabningen staaer her, som oftere hos Bagg. og ældre Forfattere, i Betydningen af: Indbegrebet af alt det Skabte, Naturen, Verden. See f. Ex. i nærværende Bind S. 128, L. 12 og S. 196, L. 28.

- 30, - 7. Hovder] Om denne Form - hvortil et Sidestykke findes i samme Fortælling S. 33, L. 30 - see ovenfor, S. 307, Anm. til S. 3 L. 5.

- -, - 20. Huggen, Støden, Biden] 1791, 1807: huggen, støden, biden (i 1785 forekomme disse Ord ikke).

- -, - 24. ingen lækker Siæl] lækker er her brugt i Btydning af: fiin, fiintfølende, nøieregnende, ømfindtlig (det franske délicat). Ordet forekommer igjen i samme Betydning i et Riimbrev fra Bagg. til Hertugimden af Wiirtemberg (1809).

- -, - 32. For Næbbet des beqvemmere at raade] raade d. e. have Raadighed eller Magt over, styre. Jfvr. S. 61, L. 3-4 samt S. 150, L. 6.

- 31, Noten. See Monumens de la Mythologie (osv.)] Den her citerede Bog, der udkom i Kjøbenhavn 1756, er forfattet af Genferen Mallet under hans Ophold her i Landet 1752-62 som Professor i den franske skjønne Literatur og Kronprindsens Informator i det franske Sprog. Det er ikke et tilfældigt Indfald hos Bagg., naar han her som Kilde til Kundskab om nordisk Mythologi henviser til et i et fremmed Tungemaal forfattet Skrift. Kjendskabet til Edda og Nordens Mythologi var dengang endnu kun lidet udbredt herhjemme, fremmede Skribenter her i Landet stode i saa 321 Henseende over de Indfødte, og netop hos Mallet, hvem det første, og dengang endnu det eneste, Forsøg paa en ordnet Fremstilling skyldes, øste vore Digtere i Almindelighed den for dem fornødne Kundskab paa dette Omraade. (See N. M. Petersens Literaturhistorie V a S. 112, og V b S. 132-33 og 414).

S. 32, L. 27. trende ] 1791, 1807: tvende .

- 33, - 5-8. vandet - ... dens Gift er blandet;] 1785:

vandet,
Og grumset slemt med et og andet;
Thi Myrer mylre paa dens skidne Bund,
Og stundom smutte heele store Nøgler
Af giftige Fiirbener, Tudser, Ogler
Umærkelig i dens Bacchanters Mund;

hvortil Rahbek Havde bemærket: "Mindre behager os Beskrivelsen af den uægte Miød; saa ækle Ting gide vi ikke engang forestille os i en ondens Mund."

--, - 29. Synet] 1785: Knaldet. Rahbek havde spurgt:

"knalde knuste Vinger?"

- -, - 30. hovdløs] 1785: bister.

- 34, L. 20. Façon,] 1785:

Façon,
Een med Tridramer, een med Skalda-Sager,
Een med et Læse-Cabinet,
Een med en Sommersang, som heel tyvagtig smager,
En anden med et Bardier,
Hin med en Hymne, som kun Astrologer
Kan følge halv i himmelhøie Sving,
Een med Ballader, een med Dialoger,
Og een med ingen Ting.

Nu, efter saa lang Tids Forløb, at paavise Linie for Linie og med afgjort Sikkerhed, hvad og hvem Bagg. her har sigtet til, vilde vel falde vanskeligt, da Digteren utvivlsomt har tænkt paa lutter obscure og vistnok, ialfald for en Deel, nu ganske ubekjendte Produkter. Rahbek vidner udtrykkelig, at disse otte Linier ikke have behaget ham, "ikke som vi havde noget imod, at slette Digtere fik Satirens Svøde at føle - de have alle ærlig fortient den! men det er alt for uinteressant for Læseren, naar man vælger slige, som ingen har læst "; og i sin Danske Tilskuer d. 26de Decbr. 1791, Nr. 103 siger han i et fingeret Brev 322 fra "Fabius Cunctator" noget Lignende: "Saadan, min Herre! vil det ogsaa gaae med den nuværende Digtersværm! kun en Smule Tid! og deres Sted vil ikke mere findes paa Jorden, uden maaskee i en eller anden Urtebod og Spekhøkerkiælder. Vil De engang see til de ældre Tiders . . .; og for at gaae til vore egne: hvor ere alle de, der i det almindelige Bibliotheks Tider fremgik

For danske Folk paa skotsk at plage?

hvor ere alle de Ballader , og Monodramer , og urimede og urimelige Oder, og alt det Bæsen, hvormed man den Tid snurrede os Ørene fulde? Ja lad os gaae endnu længere ned i Tiden; hvo kiender nu Tridramet , og Hymnemanden , og Skialdesagen ? hvo vidste engang, at de havde været til, hvis ikke Baggesen i sine comiske Fortællinger havde bævaret deres Minde? og ville di ikke endog snart behøve en Nøgle til hine Fortællinger, som Popes til Dunciaden?"

Med Hensyn til Raillerierne over Tridramet, Hymnerne og Balladerne kan Stedet sammenholdes med nærv. Bind S. 87, hvor det hedder L. 19-21:

Saa gaaer det hin i hans Tridrams Tirader;

Saa gaaer det Hymne-Manden hist og her;
Saa gik det ham, san skrev de skottiske Ballader -

Det af Bagg. saaledes gjentagne Gange besungne Tridram er: "Gulhindy) og Habor, eller den prøvede Kierlighed, et heroisk Tridrama i een Handling, af C*", et usselt Produkt i bunden Stiil paa en halvhundrede Sider, fuldt af Reminiscenser af Ewald, som fandtes i Maiheftet 1784 af Maanedsskriftet "Det muntre Bibliothek for begge Kiøn, ved et Selskab". Baade Monodramer og Duodramer vare den danske Læseverden bekjendte, men et Tridrama saae man her for første (og sidste) Gang; og i Lærde Eft. (1786, Rr. 16) faaer Forf. dygtig læst og paaskrevet ikke blot paa Grund af selve Stykkets Usselhed, men ogsaa særlig for den meningsløse og aldeles umotiverede Benævnelse, han havde fundet paa at tillægge sit ingenlunde melodramatisk anlagte Arbeide.

Med Skalda-Sagerne alluderes vistnok til "Harald den Tredie, en Skialdesaga ", Kbhvn. 1784, et af Kritiken stærkt medtaget, jammerligt Digt paa en Snees Sider af den berygtede Skribler Sigvard Lycke (død som Underofficeer i Vestindien 1789, 30 Aar gammel).

323

Med Læse-Cabinettet menes formodentlig det saakaldte morsomme "Læse- og Synge-Cabinet" fra den Hold-Ballingske Fabrik 1775-76 (der ikke findes paa noget af vore offentlige Bibliotheker); og med den Sommersang, som heel tyvagtig smager, kan neppe være tænkt paa Andet end Emanuel Ballings i Aug. 1784 udkomne poetiske "Betragtning over Sommeren", der sammen med det tidligere udgivne "goraar" (1782, andet Oplag 1784) og de senere paafulgte "Binteren" (1785) og "Høsten" (1788) danner en Samling "Aarstider", som blev anmeldt i Kritik og Antikritik 2det Hefte 1788, hvor der tales om Ballings "Efterligning - thi det er den, han maae sige hvad han vil". Over de to første af disse Produkter skrev Bagg. et Epigram (trykt paa Omslaget af Minerva for Sept. 1785) og i Anledning af "Høsten" nedenstaaende Digt, der med Bagg.s Navn under stod indført i S. Poulsens Ugeblad "Morgen-Posten" d. 19de Decbr. 1788, Nr. 101 og 102 og ikke er blevet optrykt senere, men formeentlig kan finde en passende Plads her iblandt Anmærkningerne*):

Carmen panegyricum
Til Forfatteren af Høsten.

At med din Høst du høster Penge,
Det troer jeg stivt,
Thi mangen Handelsmand kan trænge
Til saadant Skrivt;
At med din Høst du høster Ære,
Kan ogsaa være,
Hvis ellers man om sligt kan troe
Herr Despreaux;
At med din Høst du høster Skoser,
Og mueligt er,

* 324

Thi Torne blande sig med Roser,
Det veed enhver;
Men kiære Høstmand, at din Læser,
Hvis han er nogenlunde klog,
Vil høste andet end Fadæser
I Høstens Bog,
Derpaa jeg skulde tvivle meget,
Hvis uformodentlig deri
Du, tvertimod din gamle Pli,
Allene høstet har dit eget.

Med Bardieterne og de "himmelhøie" Hymner sigtes formeentlig til Klopstocks uheldige Efterlignere herhjemme (jvfr. Bagg.s "Hymme til Smør" i hans Ungdomsarb. 1791).

Med Balladerne alluderes til de uhelbige Versemagere, som under Indtrykket af Biirgers Romancer (1774 ff.) og de Herderske Folkepoesier (1778) fremstode som denne Digtarts Udbredere herhjemme, navnlig i det ovennævnte Maanedsskrift "Alm. dansk Bibliothek" (den saakaldte "blaae Bog") 1778-80 med tildeels meget lange, maadelig versificeerte Romancer og Ballader, baade oversatte og originale, i den tydsk-engelsk-skoske Maneer. Det var især Bast, Medudgiver af det nævnte Tidskkrift, og Nissen, som paa denne Maade søgte, som Molbech siger i sine "Hist.-biogr. Samlinger" 1851 S. 419, at "drive Balladepoesiens Ager op paany": Povel Dankel Bast, f. 1747, døde 1803 som Stiftsprovst i Sjælland. Over hans poetiske Virksomhed raillerer Bagg. paany i Riimbrevet til Justitsraad Bugge: "Vers for Prosa", dat. Paris 1798, ligesom han ogsaa i "Giengangeren'' 1807 stempler ham som en "forulykket Digter"; jvfr. den oprindelige, men af Bagg. selv forinden Trykningen forandrede Redaktion*) af sidste Vers i hans satiriske Digt "Til *

O gid dog hver en West og Bast
Af dit Exempel vilde lære
At kiæmpe mod den slemme Last
Paa Prent kiedsommelig at være!
Og gid dog hver en Bast og West
For slig en Lovsang at fortiene
Gav Phoebus atter snart en Fest
Ved at forlade Hippocrene!

Angaaende den anden her nævnte Forfatter, Hahs West , see nedenfor, i Anm. til S. 143 L. 3-9. 325 Balladebarden, da han holdt op at qvæde", der blev) trykt første Gang i Minerva for Juli 1785. - Georg Nicolai Nissen , f. 1761, blev 1792 Legationssekretær og senere Chargé d'Affaires i Wien, kom 1810 tilbage til Kjøbenhavn, blev Etatsraad og Censor for de politiske kjøbienhavnske Blade, entledigedes 1820, hvorpaa han atter reiste udenlandg og døde i Salzburg 1826. Han var gift med Mozarts Enke og har forfattet den berømte Komponists Levnet. Ogsaa ham gik Bagg.s satiriske Lune oftere ud over: see saaledes navnlig det nys citerede og netop paa ham møntede Digt "Til Balladebarden" og en i "Skuddagen" for 13de Marts 1814 indført "Fabel", betitlet: "Nissen, som blev Barulv".

S. 34, L. 32. deraf, især] Saaledes kommateret efter 1785. 1791 og 1807: deraf især.

- 35, - 2-22. Kun Eder Tre, som drak. . . drikke, at til fleer] 1785:

Kun een, som drak af denne Miød
Alleene meer end alle disse nød,
Bør nævnes her: den heele Klodes Ære,
Hvis Navn fordunkler selv den glimrende Homer,
Den evig store, herlige Voltaire !
Han drak deraf saa vældig, at til fleer

1791: som 1807, kun at der S. 35 L. 15 staaer Wieland istedenfor Göthe. Denne sidste, i Udg. 1807 foretagne Forandring er begrundet i det Omslag, som i de mellemliggende Aar var foregaaet i Bagg.s Dom om disse to berømte digtere. Med Wielands Skrifter var Bagg. allerede tidlig bleven bekjendt, nemlig efter sin første Ankomst til Kjøbenhadn, hvor Pope, Wieland og Voltaire dengang forgudedes af hans nærmeste Omgivelser; og i Begyndelsen af hans Forfattervirksomhed røbede adskillige af hans Produktioner, navnlig hans "Comiske Fortællinger" (1785), ogsaa saamegen Paavirkning af denne Læsning, at Mange herhjemme kaldte ham den danske Wieland. Hertil kommer, at Bagg. allrede 1790 paa sin første Udenlandsreise stiftede personligt Bekjendtskab med W., og at dette Bekjendtskab trods Forskjellen i de to Digteres Alder (W. var oder 30 Aar ældre end Bagg.) hurtig udviklede sig til et inderligt Venskab, der yderligere blev befæstet ved gjentagne Besøg i Aarenes Løb i den tydske Digters Hiem, sidste Gang i 1802. Paa denne Maade skeete det, at Bagg. ganske naturlig af Forholdene 326 biev ledet ind i den Wielandske Kreds og derved tillige bort fra Goethes . Til denne Sidstes Digterværker havde Bagg. derimod indtil sin modnere Alder kun et løseligt Bekjendtskab, men udtalte desuagtet oftere i sine Skrifter, baade paa Dansk og paa Tydsk, en streng Dom over dem: i en Dagbogsoptegnene fra 1807 siger han selv, at han først under sit forudgaaende Ophold i Kjøbenhavn 1806-7 begyndte at læse G., medens han tidligere kun havde bladet i, hvad han havde skrevet; men efter dette nøiere Bekjendtskab foregik der ogsaa i hans Bedømmelse af "denne Geniernes Genius", som han nu benævnede ham, et betydeligt Omslag (see bl. A. den Nye Forerindring foran Bagg.s "Digtervandringer" 1807), om han end aldrig kom til subjektivt at harmonere med ham. Og somtidig med at Beimdringen for Goethe steg, dalede Beimdringen for Wieland. I Aaret 1795 besøgte Bagg. gjentagne Gange G. i Weimar, men Bekjendtskabet førte ikke til nogensomhelst Intimitet imellem dem.

S. 35, L. 4. helligt] 1791 og 1807: hellig; i 1785 forekommer Ordet ikke (see Anm. til L. 2 ff.)

- -, - 25. Alcidens Drage] Alciden d. e. Herkules. - Med Dragen menes den mangehovedede lernæiske Hydra, hvis Tilintetgjørelse var et af Herkules's tolv Arbeider.

- -, - 29. Min ædle Pram ,] 1785: O! du, min norske Ven! Pram var født i Læssø Præstegjeld i Gudbrandsdalen, i Norge.

- 36. Ratten, eller Kiærligheds Triumf . Com. Fort. 1785, S. 45 ("Katten, eller Elskovs Magt"). - Event. og com. Fort. 1807, I, 159. - 1 DV. I, 85. - 2 DV. I, 60. -

I 1785 findes til denne Fortælling følgende Motto:

- - - - Ille ferocem
Contudit, et dominæ misit in arbitrium.
Armeniæ tigres et fulvos ille leones
Vicit et indomitis mollia corda dedit.
Hæc Amor, et majora valet. - -
Tibull.

I Fr. Høegh Guldbergs Oversættelse 1803 lyder dette Sted (3die Bogs 6te Elegi, V. 13-17) saaledes:

.......... "Han knuser de Stolte;
Lydige bringer han dem under beherskende Glut.
327 Gule Løvinder kuer hans Vink og armeniske Tigre;
Selv den utæmmede Mand giver han blidere Hu.
Amor Sligt og end Mere formaaer!" ......

Redaktionen fra 1785 er, saaledes som det allerede vil fremgaae af de nedenfor noterede Exempler, i Udg. 1807 heelt igjennem undergaaet ikke ubetydelige Forandringer, som dog, med Undtagelse af de i Indledningen samt S. 37 L. 5 ff. foretagne, væsentlig kun angaae Udtryk og Vendinger, medens Gangen i Fortællingen forøvrigt i begge Udgg. er den samme.

I 1785 indledes Fortællingen med følgende 93 Linier, hvoraf de 4 første gjenfindes S. 37, L. 12-15:

De kiere Katte er' slet ikke mine Folk.
Jeg skyer dem meer end Mørkets Ild-Krabater,
End Østers, usiet Melk, og Mecenater,
Og Vers af Agent Holk -
Og kommer jeg engang i Selskab med en Kat,
Saa snapper jeg, saa snart jeg kan, min Hat;
(At sige naar den ligger fra Personen
Saa langt som tre Aar giftet Mand fra Konen,)
Og gaaer mm Vei.

Hvoraf sligt kommer, veed jeg ei:
Jeg er vel Philosoph; men saare lillebitte,
Og kiender knap en dagligdags Sorite;
Desuden, kiere Læser! hvo kan sige
Til alle Ting en Aarsag just saa lige?
Tit er der ingen Grund til hind og dette,
Exempli gratia: Hvi elsker Stax Lisette ?
Hun ingen Penge har, og endnu mindre Vid,
Og hendes Roser stial forlængst den lumske Tid;
Hvad hendes Dyd angaaer, det Stax kan bedre sige -
Hun, for saavidt jeg veed, er langt fra ikke Pige Af helligste Natur. Paa samme Maade sig, Ifald du kan, min Ven! hvi elsker Thrine dig?

Dog er det ei aldeeles uden Grund,
At Monsieur Peis og jeg er Fiender.

* 328

Hans Kløer, hans giftig' Skiæg, hans slemme Mund,
Aflange gloend' Øine, hvasse Teender,
Hans lumske Karakteer hos Herr Bomare ,
Ordsøroget: For hans Hale tag dig vare!
Og Visen om hans skiendige Natur,
Som skiendte Duen dette lille Diur,*)
Alt, vel tilsammenlagt, beviser dog,
At jeg er ei saa gal, som de, der skrige
Ved Synet af en Ost, et Æble og deslige,
Og flygte for en yndig lille Pige,
Som Flaccus for en Hund og for en Snog.

Kort sagt: jeg seer hos Musenes Tyran
Slet intet got, og intet finde kan.
Hvo foraarsagede Jens Blok sin Qvide,

* * * * * * 329

Undtagen gammel Gunilds sorte Kat?
Hvor meget maatte Gustav Landkron lide for Peises Skyld?
Forgangen Aar, en Nat,
(Jeg neppe kan for Graad det Syn fortælle;
Og det er slemt; thi jeg vil gierne lee.)
En Vinternat en vis høbaaren Delle
Forvildet løb paa Gaderne,
Og ledte allevegne om sin Frue;
Men, da den ingen fandt, bad alle om Logie,
Som gik det arme Dyr forbi;
Den vimsede, den peeb, saa det var Ynk at skue,
Paa Tispelige Kinder heede Taarer
Blev' Hagl; forfrosne Fod knap orked' meer -
O! meer end Hunde-Siel, som gaaer forbi og leer,
Hvis jernet Hierte Delles Angst ei saarer!
Saa tænkde jeg, og tog den i min Arm,
Og stak den varlig i min Barm,
Gik hiem, snart lod den visple om i Stuen,
Snart kyste den, som om det selv var Fruen.

Indbild dig, Læser, at du sidder i Et Træe i
Jubas Land - du, som ei vil spadsere

* * * 330

Saa langt, spring kun min Lignelse forbi!
Men du, hvis Tanker ei saa magelige ere,
Hvis Siel har ingen Podagra,
Følg med mig did, og see i Træets Skygge
En Moder glad til ømme Bryst at trykke
Sit fundne Barn, hun var forvildet fra.
Studs ei! i Lybien er ogsaa Mennesker;
Tidt ømme Mødre sees blandt vilde Tigre der:
Her er' kun tamme Dyr; men, modsat, vilde Fædre,
Som man saa ofte seer, Gud bedre! -
Men nu til Lybien igien.
Du saae dem jo ved Træet der, min Ven!
Nu reise de sig op; de see sig om;
Bag Træet staaer den skrækkelige Løve,
Opkaster Jorden rasende og grum,
Imedens hule Brøl selv Skyens Tordner døve -
Føl deres Skræk! og føl saa al min Angst og Qval,
Da jeg en Kat blev vaer i Hiørnet af min Sal,
Som greb det lille Dyr, og med barbarisk Pote
Dets Oyne kradsed' ud; og gruesom beed ihiel
(I Tanke sikkert at det var en Rotte)
Den ulyksalige Fidel.
Hvor Morderen blev as, det veed jeg ei;
Thi Skræk jog Tyngsels-Punktet i min Nakke,
Saa jeg i denne Hurlumhei
Paa Gulvet strax tog Maal af Sielens Frakke -
Paa menneskelig Prosa: Jeg faldt om,
Og da jeg vognet op til mine Sandser kom,
Saae jeg - o! fæle Syn! med Døden stride
Den lille Delle ved min Side.
Den Digression var maaskee lidt for lang;
Men at den ei skal blive længer, Kiere!
Saa vil vi om dens Længde disputere
En anden Gang.

Hertil Havde Rahbek bemærket: "Episoden om Fidelle vil slet ikke behage os; deels er den i sig selv ikke comisk; deels 331 er det nok ikke saa rigtigt, at Katte bide smaae Hunde ihiel; deels er den Lignelse om Moderen og hendes Barn i Lybien virkelig skiøn og rørende, og altsaa her ikke paa sit Sted; deels ere Hr. Forfs. Bestræbelser, at giøre den Ting pudseerlig, alt for kiendelige, for Ex. at kalde Legemet Sielens Frakke. Vist nok er Hr. Forfs. Afbigt for den lange Digression vittig og smuk, men reent skal han dog ikke snakke sig fra det".

S. 36, L. 4-7. Endskiøndt. . . blandt giftigt Ukrud] I 1785 henvises her i en Note under Texten til et Citat af Ovids Epist. ex Ponto IV, 4, 3-4, hvoraf ovenstaaende Linier ere en nogenlunde ordret Oversættelse.

- -, - 8-9. Bomare ... Kokleare ] I Bomares ovenfor nævnte Naturhistorie roses Koklearen (Cochlearea officinalis) for den gavnlige Anvendelse, denne Plante finder, navnlig blandt Grønlænderne, som et fortrinligt Lægemiddel imod Skjørbug. Den henregnes endnu i Lægevidenskaben iblandt de kraftigste antiskorbutiske Midler.

- -,- 18-15. blandt de fordums Abderiter var een, der . . . kunde gaae for to] Abderiternes bekjendte Ry for Enfoldighed gav Wieland Anledning til hans 1774 udkomne og nogle faa Aar derefter paa Dansk oversatte komiske Roman "Geschte der Abderiten". Med den Ene menes Philosophen Demokritus, der var født i Abdera, og hvis vise Adfærd og Tale iblandt hans enfoldige Landsmænd vidtløftig omhandles i den nævnte Roman. - I L. 14 har 1807: her (istedenfor Herr), hvad dog formodentlig kun er en Trykfeil (i 1785 er Redaktionen noget afvigende).

- -, - 16. Bæoter ] Ogsaa Bøoterne havde i gamle Dage, ligesom senere Schwaberne i Tydskland og Molboerne hos os, Alle med lige lidt Grund, Ord for at være enfoldige og udannede.

- -, - 17. Anacharsis Geter eller Gother ] Anacharsis var en viis Skyther af kongelig Slægt, der af Lyst til at udvide sine Kundskaber drog til Grækenland, hvor han blev Solons Discipel. Hans Navn er i nyere Tid bleven bragt i Erindring ved Abbed Barthélemy's 1788 udkomne store Bærk Voyage du jeune Anacharsis en Grèce, der indeholder en udførlig Skildring af det gamle Grækenland og dets Kultur. - Geter eller Gother : Ifølge nogle af de ældste fremmede Efterretninger om Norden antoges Geter og Gother for et og samme, fra Skythien udvandret Folk.

332

S. 36, L. 18. Zamolx ] See ovenfor, S. 316, i Anm. til S. 25 L. 19.

- -, - 19. Peter ] d. e. den russiske Keiser Peter den Store (de gamle Skythers Hiem var i Rusland).

- -, - 23. Miltons fule Vrævel] 1785: Miltons Helved-Vrævel. Hermed menes naturligviis den engelske Digters berømte Digt Paradise lost.

- -,- 25. Blandt Klopstocks een saa got som Engel er] nemlig den faldne Engel Abdiel Abbadona i Klopstocks "Messias", som Digteren har skildret saa sympathetisk, at f. Ex. Emald, der af Klopstock havde lært "at ynke - tør jeg sige. at elske? - denne Ulyksalige", ikke kunde modstaae Fristelsen til at give ham Plads i sin "Adam og Eva" trods hans egen Følelse af denne "arme Diævels" Overflødighed i Dramaet.

- 37, - 5-8. 38, L. 15. Jeg troer dem ei . . . lod jeg ligge, hvad der laae.] Disse 42 Linier fattes i 1785.

- -, - 6. de Rødes og de Blaas ] d. e. Hærens og Flaadens. Landetaten havde dengang gjennemgaaende røde Uniformer, med forskjelligfarvede Opslag og Rabatter efter de forskjellige Regimenter.

- -, - 13. Mørkets Ildkrabater] Udgiveren antager, at Bagg. med dette Udtruk har meent: Djævle.

- -, - 14. Mecenater] Om sin Aversion for Mæcenater taler Bagg. oftere: see f. Ex. i nærværende Bd. S. 43 L. 1-2. I en paabegyndt Autobiografi af Digteren (meddeelt af Nyerup i Lahdes Samling af fortjente danske Mænds Portraiter med biogr. Efterretninger, 3die Binds 4de Hefte, Juni 1806) hedder det: "Han var ved sin Ankomst til Universitetet aldeles fremmed og uden ilnderstøttelse. Hans medfødte Lyst til Uafhængighed og et besønderligt i hans Barndom allerede dubt indgroet Had til grønne Hoser lod ham foretrække det møjsomste Liv i Overspændelser af egne Præfter for een eneste Opvartning." Jvfr. ogsaa hans Udtalelser i samme Retning i et Brev til Pram af 19. Febr. 1812, meddeelt i Biogr. IV, 68 ff.

- -, - 15. Agent Holk ] See ovenfor, S. 316-17, i Anm. til Side 25 L. 19.

- -, - 19. Epiktets Philosophie] Epiktet, stoisk Filosof paa Keiser Neros og hans nærmeste Efterfølgeres Tid.

- -, - 25-28. Naturen raadner . . . omgiver ham] Ifølge 333 en forhen meget almindelig, nu forældet Sprogbrug staaer Præsens Indikativ her i hypothetisk Betydning.

S. 37, L. 31. Giør dig . . . til Knud!] At gjøre sig til Knud d. e. vise sig haard, gjenstridig, "sætte sig paa Bagbenene" (forældet).

- 38, - 10. Artiklen i Bomare ] nemlig Artiklen om Katten: see ovenfor, S. 328 L. 3, med tilhørende Note under Texten.

- -, - 11. Tarare!] Tarare er en fransk Interjektion, hvormed man i det lavere eller mere fortrolige Omgangssprog tilkjendegiver enten Spot og Ringeagt eller blot Vantro ligeoverfor Noget, der bliver sagt: jo vist! jo pyt! jeg skal love, for det!

- -, - 17. giør en Orlando gal] Orlando er den af Skinsyge rasende Roland i Ariosto's Digt Orlando furioso.

- -, - 18. Alciden ] d. e. Herkules.

- 39, - 2. Ham Beester, Mennesker og Dievie flyer.] 1785: Uvæbnet Elsker selv Cartouche flyer. - Cartouche, berygtet fransk Røver og Morder, henrettet 1721.

- -, - 17. Zemire ] See ovenfor, S. 308, i Anm. til 5. 3 L. 16-20.

- -, - 22. Som, for Exempel, tidt at slaae] 1785: Exempli gratia: at slaae. Forandringen, med den noget søgte Tilføielse af Ordet tidt, er aabenbart skeet for at hæve den tilstedeværende Hiatus.

- -, - 23. Cypris ] d. e.Venus.

- -, - 28-29. Cupido har . . . sin Leir og Telt] Hertil i 1785 som Note under Texten:

Militat omnis amans et habet sua castra Cupido &c.

Ovid. Amor. L. 1. Eleg. 9.

(d. e. "Enhver Elskende gjør Krigstjeneste, og ogsaa Cupido har sin Leir.")

- 40, - 1. Mavors ] d. e. Mavors's (Mars's). Ved Egennavne, der ende paa en Hvislelyd, betegner Bagg. Genitiv paa forskjellige Maader, idet han f. Ex. snart skriver Hellas , snart Hellass , og snart igjen (ligeledes som Tostavelsesord) Hellas's ; saaledeg ogsaa snart Pollux og snart Sphinxs (to Stavelser). - 1785: Martis.

- 41, - 3. Logomakie] d. e. Strid om Ord.

- -, - 6. som Mette ] 1785: som Vessels Mette.

334

S. 41, L. 19. Claussimplexisk] See S. 307, i Anm. til S. 3 L. 2-10.

- 42, - 3. Elskovs-Atheist] Et Parallelsted, eller Forbillede, til dette Udtryk, hvormed kan jevnføres S. 79 L. 3, findes i P. K. (ikke, saaledes som det sædvanlig findes angivet, Broderen P. M.) Trojel's "Ode til min Skræder", første Gang trykt i Maanedsskriftet "Det almindelige Danske Bibliothek" Oktbr. 1778:

"Din Atheist dig nægter reent dit Krav,
. . . . . . . . . . . . . . . .
Af mig du for to Emses Laar
En Ode faaer."

- -, - 18. nok saa vred] 1785: som en Tydsker vred, et Udtryk, som Rahbek havde dablet, fordi det bidrog til at bringe et komisk Element med ind i hele dette Stykke om det sande Heltemod, som han forøvrigt overhovedet fandt malplaceret i nærværende Sammenhæng.

- -, - 23. Erycine ] d. e. Venus.

- -, - 26. For ham, skiøndt ubevæbnet, Ulve flyer.] Allusion til Horats's Oder I, 22 - Integer vitæ, scelerisque purus &c., frit oversat af Bagg.*) - B. 9-12, hvor det hedder, i Kjærs Oversættelse:

"Thi en Ulv tog Flugten for mig, der voved
I Sabinerskoven for dybt at trænge,
Mens jeg ubeviæbnet og ubekymret
Lalage lovsang."

Jvfr. Texten nedenfor, S. 43 L. 12.

- -, - 33. Han levede paa Landet, jeg i Byen] 1785: Han elskte Landet; jeg er helst i Byen.

- 43, - 2. Før jeg giør sligt] Om Bagg.s gjentagne Udtalelser om sin Aversion for Mæcenater see ovenfor, S. 332, 9lnm. til S. 37 L. 14.

- -, - 8. uden Frygt for Aristark ] A., en af Oldtidens berømteste Grammatikere og Kritikere (c. 200-150 f. Chr.), nævnes her blot som Betegnelse for en skarp Kritiker i Almindelighed.

- -, - 9. à la Plutark ] med Hentydning til dennes sammenlignende Levnetsbeskrivelser af berømte Romere og Grækere.

* 335

S. 43, L.12. Han den sabinske Ulvs . . . Kloe.] Herefter findes i 1785 endnu følgende sex Linier:

Det første see man af den lille Ode,
Som har en Hoben smukt hos mig tilgode;
(Jeg borger et og andet i en Ruf;
Dog oftest hos Horaz jeg tâ'er paa Puf),
Men hvor det gik mig sclv i denne Sag, see, dette
Vil jeg enfoldelig og kortelig berette:

og til den første af disse Linier, som Note under Texten, en Henviisning til den ovenfor, i Anm. til S. 42 L. 26 anførte horatsiske Ode.

- 44, - 3-4. alting vover for første Gang] 1785 og 1807: alting vover, for første Gang.

- -, - 6. Han kom, og saae, og vandt sin Sylvia ] I 1785 findes hertil som Note under Texten:

Mars videt hanc, visamque cupit, potiturqve cupita.
Ovid. Fast. L. III. 21.

(d. e.: "Mars seer hende, og saasnart han har seet hende, attraaer han hende, og saasnart han har attraaet hende, bemægtiger han sig hende").

- -, - 7-8. Hans Maade . . . fra] I 1785 findes hertil som Note under Texten:

Et sua divina furta fefellit ope. Ibid.

(d. e.: "og har skjult sine hemmelige Gjerninger ved sin Guddomskraft").

- 45, - 3-4. Solens Lire, og Sphærernes Musik] Lire d. e. Lyre; Strængeleg. Iføge Pythagoræernes Lære frembragte Himmellegemerne ved deres regelmæssige Omsvingnig en virkelig himmelsk Musik, den saakaldte "Sphærernes Musik" eller "Sphærernes Harmoni".

- -, - 31. I Nattens Svælg] 1785: I lyse Nat, og hertil som Note under Texten:

Non secus ae liquida si quando nocte Cometae
Sanguinei lugubre rubent -

Virg. Aeneid. X, 272-73.

d. e., i Meislings Oversættelse:

"Som naar engang udi Natten saa klar skrækfulde Cometer
Varsle om Ondt paa en sørgelig Viis" .....

336

S. 46, L. 11. I en Ballet] I 1785 henvises i en Note til "Angelica og Medoro", en Eenakts-Ballet af Galeotti, opført første Gang til Kongens Fødselsfest i Jan. 1784 og sidste (15de) Gang i 1787. Saaledes som Balletten blev givet ved den første Forestillng, var der en Scene, som siden blev udeladt, hvor den rasende Roland i en Slags Berserkergang rykkede Træer op med Roden, flækkede dem, og teede sig saa ubændig, at han, ved at forfølge Figuranterne, tog den ene efter den anden (det var naturligviis udstoppede Figurer, som de Flygtende havde imellem sig) i Nakken eller Buxelinningen og kylede dem op i Træerne (See Overskon III, 1860, S. 289-90.)

- -, -13. Hyre-Huus] Da intet Hyrdehuus forekommer i "Don Quixote" i nogen Forbindelse som den af Bagg. her omtalte, saaledes at en Gisning om denne Betydning af hans Hyre-Huus maa forkastes*), maa Ordet vistnok betragtes som selvdannet og eensbetydende med: Bærtshuus.

- - -, - 15. Geeder] Saaledes 1785 (1807: Giedder). Medens Bagg., hvor Talen er om Fisken , konstant bruger Fieertagformen Giedder (Enkelttal: en Giedde ), skriver han, til Betegnelse af Pattedyret , baade Geeder, Gedder, Gieder og Giedder , altsaa øiensynlig uden at skjænke Spørgsmaalet om Skriverigtigheden videre Opmærksomhed. Paa eet Sted, hvor Spørgsmaalet paa Grund af begge Dyreformers Sammenstilling nødvendig maatte paatrænge sig (nemlig i det ovenfor, S. 295 omtalte Fragment "Deucalion og Pyrrha", i Beskrivelsen af den store Syndflod, hvormed Jupiter hjemsøgte Jorden), har Digteren imidlertid skrevet saaledes:

Hvor Geeder nylig sprang, der Giedder Bopæl fik ,
Og Hvale boltre der, hvor Elefanter gik.

og Udgiveren har derfor troet i det foreliggende Tilfælde at burde følge ikke den yngste, men den ældste af de to Udgaver.

* 337

S, 46, L..16. Jetter] d. e. Kæmper.

- -, - 17. Selv dem, hvis Liv er Lær, hvis Blod er Viin] Allusion til Don Quixotes drabelige Kamp med Kromandens fyldte Læderflasker (4de Bogs 35te Kapitel).

- -, - 19. Zemblaisk Storm] Zembla (d. e. Nova Zembla eller Novaja-Zemlja i det nordlige Ishav) nævnes her og oftere som Exempel paa et Land med særlig barsk Klima.

- -, - 23. Zachariæ tunge Vers] Hermed sigtes til den tydske Digter Fr. Wilh. Zachariä (f. 1726, d. 1777) og hans tydske Oversættelse af Miltons Paradise lost. Denne Oversættelse omtaler Bagg. igjen i Forerindringen til sine "Digtervandringer" 1807, hvor han siger: ,"Zacchariäs afskyelige Hexametrer havde skræmmet mig fra Milton". Nogle Aar ifordeien havde ogsaa Wessel railleret over denne "Tydsklands Fat" og hans middelmaadige komiske Heltedigte: see Wessels samlede Digte ved Levin, 2den Udg. 1878, S. 237 og 301; men naar det paa sidstanførte Sted hedder: "Hvad der har foranlediget Wessel til her at inddrage Zachariä, er ikke let at sige; i Danmark have hans Digte neppe nogensinde været populære", kan hertil bemærkes, at Zach., foruden af Wesessel (1777) og Baggesen (1785), ogsaa citeres af Ewald ("Levnet og Meninger", 1775) samt omtales baade af Storm foran "Bræger" (1774) og i Trojels "Ode til min Skræder" (1778) og saaledes dog maa antages paa den Tid at have været endeel læst herhjemme.

- -, - 27. som den Sveitserske, der sidder] Hertil i 1785, som Note under Texten: See Zachariä Miltons verlohrne Paradies II Ges. V, 648-665. Paa det her citerede Sted af Miltons Digterværk beskrives, hvorledes Satan, efter at være dreven ud af Himlen for sit Hovmod og nedstyrtet i Helvede, søger at undflye fra sit Fængsel i den Hensigt at opsøge Menneskenes Hiem, den nyskabte Verden, for derfra at tage sin Hævn og mulig ved List, Forførelse eller Magt tilvende sig sit gamle Sæde i Himlen igjen. Ankommen til Helvedes Mure, der vare tillukkede med ni Porte, tre af Kobber, tre af Jern og tre af Diamantklipper (see S. 47 L. 1), bliver Udgangen ham først formeent af de to Dørvogtere, Synd (S. 46 L. 29 ff.) og Død, og aldrig havde Satan seet et mere gyseligt Syn (S. 47 L. 3-9); men ved sledske Ord lykkes det ham tilsidst at faae dem til at aabne Helvedportene for sig.

- - - 30-31. men giøer og bider | Med Hunde-Gab 338 i begge sine Sider] 1785: men sommetider Som Scylla blir til Hund i sine Sider. Ligesom Helvedes Dørvogterske efter Miltons Beskrivelse har Midten af Legemet besat med hylende Hunde, saaledes blev ogsaa Scylla ved Circes Trolddomskunster forvandlet til et Uhyre, foroven Kvinde og forneden Sødyr, om hvis Liv gjøende Hunde snoede sig.

S. 46, L. 32. Den stygiske treflabbede Bulbider] d. e. Serberus.

- -, - 34. Hov'der] Om denne Form see ovenfor, S. 307, Anm. til S. 3 L. 5.

- 47, - 14. Som ofte før, paa Gulvet] 1785: Som fordum om paa Gulvet, med Allusion til S. 330 ovenfor, L. 24-27.

- 48, - 2. Periander ] korinthisk Tyran i det 6te Aarhundrede f. Chr. (og en af de syv Vise), bekjendt iblandt 8lndet for sin store Gusomhed.

- -, - 7. Mon Pyramus osv.] Pyramus dræbte sig selv af Fortvivelse, da han paa det aftalte Mødested ikke fandt sin elskede Thisbe , men kun hendes Overkiædning og Sporene af en Løve og derfor bildte sig ind, at Dyret havde sønderrevet hende, hvorimod hun i Virkeligheden lykkelig var undkommen og kun i sin Forvirring havde tabt Klædningsstykket.

- -, - 27-28. Af Stentor ingentid man hørte saadant Skrig; | Ei trufne Krigs-Guds Brøl i den Trojanske Krig - (osv.)] Disse Linier minde om P. Paars 2den Bogs 3. Sang, B. 507-8:

"En Stentor kunde selv) ey give større Skriig,

Ja Mars ey skraalte meer i den Trojanske Kriig",

hvortil Holberg, under Henviisning til Iliadens 5te Sang, bemærker i en Note under Texten: "Stentor havde saadant Skraal som 50 andre, og Mars som 10000 andre."

- -, - 31. Anes Skrig i Mester Jespers Arme] Hentydning til en Barcarole af Pram, efter det Franske (Udvalgte digteriske Arbeider IV, 1827, S. 110) om, hvorledes skjøn Anne , da Mester Jesper overraskede hende i Badet, først blev vred og skjændte:

"Dog skræmtes Iesper ei derved,

Han Pigers Hierte bedre kjændte:

Skjøn Anne blev ei længe vred."

- 49, - 7. Prinds Jørgen ] d. e. den hellige Georg, Ridderskabets Skytshelgen, som ifølge Sagnet fældede Lindormen, der vilde opsluge Prindsessen.

339

S. 49, L. 11. Origenes holdt eengang Haand i Ild] Bagg. har maaskee her sigtet til en Fortælling om, hvorledes den lærde Kirkefader Orivenes (f. 185, † 254), der allerede iforveien under de romerske Keiseres Forfølgelser imod de Christne havde maattet lide mangfoldige Pinsler, tilsidst for at undgaae en diabolisk udtænkt personlig Nedværdigelse, hvormed han yderligere blev truet, saafremt han ikke vilde offre til de hedenske Guder, skal have ladet siglægge Røgelse i Hænderne og derefter føre foran et Afgudsbillede, som man saa troede, at han havde offret til.

- -, - 15-16. Matrosen , der med nysafhugne Hænder holdt Svenske-Skibet fast med sine Tænder] I sin oftnævnte Recension i Lærde Efterr. havde Rahbek udtalt sig misbilligende om dette Sted, der efter hans Formodning ikke var Andet end en Fordreining af Historien om Athenienseren Cynegirus, hvem en ganske lignende Bedrift tillægges under Persernes Forfølgelse efter Slaget ved Marathon. Dette modsiges imidlertid af O. D. Staffeldt, som i sine "Critiske Betænkmnger" (see ovenfor, S. 314-15) gjør opmærksom paa, at "man finder saadan Tildragelse fortalt i de danske Antiqviteter."

- -, - 23-24. Samson . . . som han i Kongens Have staaer] Hermed sigtes til det smukke Marmorarbeide Samson med Løven (af den florentinske Billedhugger Giovanni Baratta, fra første Halvdeel af det 18de Aarh.), som endnu findes i den af Harsdorff 1773 opførte "Herkules-Loge" i den østlige Ende af Kavaleergangen i Rosenborg Have.

- 50, - 12. Zeus selv sig skammed ikke (osv.)] See Iliaden I, 590 ff.

- 52. Jeppe . Com. Fort. 1785, S. 101. - Event. og com. Fort. 1807, I, 7. - l DV. I, 109. - 2 DV. I, 76. - Ogsaa for nærværende Digts Vedkommende gjælder det, at Gangen i Fortællingen er ganske eens i begge Udgaver, idet disse følges nøiagtig ad ikke blot Gang for Sang (i Udg. 1785: Kapitel for Kapitel), men, næsten uden Undtagelse, ogsaa Cinie for Linie; hvad Enkeltheder angaaer, er der i Udg. 1807 gjennemgaaende foretaget ikke faa Ændringer, sigtende til at indføre Forbedringer i Udtryk og Vendinger. Af større Afvigelser fortjene kum følgende særlig at bemærkes (foruden den nedenfor i Anm. til S. 77 L. 2 noterede): I Udg. 1785 fattes saaledes ganske de sidste 8 Linier i 1ste Sang; S. 57 L. 7-14 f. n.; hele Parenthesen 340 S. 65 L. 20 - S. 66 L. 4; S. 98 L. 20-24; og Parenthesen S. 102 L. 5-8. Ganske forskjellig lyde endelig i Udg. 1785 de to Stykker, som i nærværende Udg. findes S. 88 L. 15-26 og S. 89 L. 9-20 (i 1785 henholdsviis kun 6 og 4 Linier).

Fortællingen er oversat paa Tydsk, men - paa "Indholdene'' nær - i ubunden Stiil, af Sander i hans "Salz, Laune u. Mannichfaltigkeit, in comischen Erzählungen", Hamb. 1790, S. 7.

I et Brev af 1789 til Grevinde Charlotte Schimmelmann (Biogr. I, Tillæg XVIII, S. 87) siger Bogg. selv om dette Digt: "Jeg skrev en Fortælling, som i det mindste blev læst af to tusinde Mennesker, hvori jeg malede Bondens Slaverie og Herremændenes Despotisme med stærke Farder, som jeg overstrøg med Latterens Fernis, for at lokke Øinene dertil." Jvfr. nedenfor, Anm. til S. 54 L. 19-21.

Begyndelsen til en dramatisk Behandling af denne Fortælling, som Syngestykke, ved Pram, findes meddeelt af Rahbek i Elika Beyers Nytaarsgave "Gefion" for 1826, S. 196-211.

I 1785 findes til denne Fortælling som Motto følgende Citat af Boileau's Art poét., Ch. I, v. 75-76:

- - - - - - d'une voix légère
Passer du grave au doux, du plaisant au sévère.

S. 52, L. 14. Jeg, som tilforn, med Piben i min Mund] Efterligning af Indledningslimerne til Virgils Aneide: Ille ego, qui quondam gracili modulatus avena .... ("Jeg, som tilforn har sunget et Hyrdedigt til Straafløiten" . . .)

- 53, - 6. Ved paa gigantisk Viis, i tydske Constructioner] 1785: Ved Enceladisk fræk i Alpe -Constructioner. - Enceladus var en af de himmelstormende Giganter.

- -, - 7. At dynge Ossa-Ord paa Udtryks- Pelioner ] Hentydmng til de uhyre Kæmper Otus og Ephialtes, som vovede at sætte sig op imod Guderne og for at storme Himlen vilde vælte Bjerget Ossa ovenpaa Olymp og Pelion paa Ossa, men dræbtes af Apollo.

- -, - 15. Pimplea! Muse! Pieride! ] Saavel Pimplea (Pimpleis) som Pieride ere Tilnavne til Muserne.

- -, - 31. Just ingen Irus reent, og ingen Krøsus var] 1785: Just ingen Irus reent og ingen Midas var. Irus er en i Begyndelsen af Odysseens 18de Sang forekommende Tigger, hvis Navn derfra er gaaet over til at bruges som 341 en Personifikatiøn af Fattigdommen, paa samme Maade som Navnene paa den lydiske Konge Krøsus og den phrygiske Konge Midas (der af Bacchus havde erhøldt den Evne at forvandle Alt, hvad han rørte ved, til Guld) bruges for at betegne Rigdom.

S. 54, L. 1. Da Hesten kaldtes Hest, og Junker Fix en Nar] (1785: og Monsieur Jean en Nar) synes dannet efter Boileau's J'appelle un cliat un chat, et Rolet un fripon (Satire I, v. 52.)

- -, - 2. Da Liberie var ei den bedste Vei til Brød] Hermed sigtes til den i sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede en Tid herskende Uskik, at Tjenere ofte gik oder i Embedsstanden (see C. P. Rothe's Lovtale over Sko-Børsten 1771 og hde den øvrige Lakeiliteratur), indtil en Kabinetsordre af 12te Februar 1771 forbød, at Domestiker maatte befordres til kongeligt Embede.

- -, - 6. Lang Tid] 1785: Tre Aar, hvilket netop stemmer med Tidsangivelsen i P. Paars: "Tre Aar for Calmar-Krig."

- -, - 19-21. Han Bonde var . . . den Nød og Trængsel døie] 1785:

Og han var Bonde - (Udi vore Dage
Var dette næsten nok for Manden at beklage) -
Og maatte, skiønt han spared' ingen Møye
Med i sit Ansigts Sveed sin liden Jord at pløye,
Dog al den Uroe, Trængsel, Armod døye

Til det baade her og flere Steder i nærværende Fortælling forekommende Vidnesbyrd om den Medfølelse, Bondens fortrykte Stilling havde vakt hos Digteren, endnu "før Bondefriheden var bleven Enthusiasme, før man talte om dens Mulighed" (Bagg.s egne Udtryk, see Biogr. I, Tillæg S. 87), vil der ogsaa andensteds i hans Poesier sindes hypppige Sidestykker.*) * 342 S. 55, L. 8. Helten selv fra Uz] d. e. Job (Jobs Bog Kap. 1, 1).

- -, - 10-11. en Qvinde . . . ret en ægte Diævelinde] Under Jobs Elendighed blev hans Hustru utaalmodig og talte til ham, "ligesom een af de daarlige Kvinder taler" (Jobs Bog Kap. 2, 9-10). Hendes Navn bruges derfor ogsaa, ligesom Xantippes, til at betegne en arrig og trættekjær Kone.

- -, - 13. ham trak for Skiæver] d. e. trak løs paa ham, gjennemheglede ham, for rene Ubetydeligheder (jvfr. den bibelske Talemaade: at see Skjæven i sin Broders Øie).

- -,- 15. Hov'det] Om denne Form - hvortil Sidestykker findes i samine Fortælling S. 93 L. 3 og 9, S. 102 L. 26 og S. 103 L. 27 - see ovenfor, S. 307, Anm. til S. 3 L. 5.

- 56, - 9. thi Hoved indtil Hale] see ovenfor, S. 317, Anm. til S. 26 L. 5.

- -, - 17-18. Saa rask ... at hun ei svared' eet til tusind meer] 1785: Jus-Talionisk vor Xantipp ' om Ørerne [ At hun ei svared' et til tusinde - (Rahbek havde i sin Recension gjort opmærlsom paa, at ,, Xantipp ' er nok ikke en Forkortning af Xantippe , men af Xantippus ".) Jus-Talionisk d. e. i Medfør af jus talionis, Gjengjældelsesretten. - Talemaaden: ikke at kunne svare eet til tusinde (eller, som det ogsaa hedder, eet til ti ) betyder: at blive En Svar skyldig, staae maalløs.

- 57, - 4. en Pythias blandt Heste] Pythias (c. 400 f. Chr.) havde stillet sig som Gidsel for sin dødsdømte, men midlertidig med Orlov bortreiste Ben Damons Tilbagekomst og beredte sig allerede til at gaae i Døden i dennes Sted, da D. til den fastsatte Tid ilede tilbage til sit Fangenskab og forlangte Dommen fuldbyrdet paa sig. Dette Træk af trofast Venskab bevægede Tyrannen Dionysius til at benaade Damon og udbede sig Plads som den tredie i deres Venskabsforbund.

- -, - 5. Herr Pope ] d. e. den engelske Digter Alexander Pope, med Hentydning til Tendentsen i hans Hovedværk, det filosofiske Læredigt Essay on man (1733).

- -, - 11. Rondó ] Ved en Rondeau eller Rondo forstaaes i Musiken et Tonestykke, hvori Hovedthemaet periodisk vender tilbage som et Slags Omskvæd.

343

S. 58, L. 32. paa Eegskovs Market ] Om det i sin Tid berømte aarlige Marked, i September Maaned, ved Landsbyen Egeskkov i Kværndrup Sogn i Fyen hedder det endnu i et Skrift fra Begyndelsen af dette Aarhimdrede, at der "sammenstimle de fleste Fynboer for at kjøbe, sælge, og hilse paa hinanden."

- 59, - 2. om Pylades, Orest ] Pylades blev opdraget sammen med sin Fætter Orestes og sluttede sig fra den Tid til ham som hans trofaste Ven og uadskillelge Ledsager.

- -, - 3. Om Nisus og Euryalus ] N. og E. ere ligeledes bekjendte for deres trofaste Venskab. De fulgte Æneas til Italien og fandt Døden ved hinandens Side efter at være trængte ind i den fjendtlige Leir.

- -, - 4. Om Damon, Pythias ] See ovenfor, Anm. til S. 57 L. 4.

- -, - 4-5. hvad Fablen melder om Venner - spaadomsviis forklares best (osv.)] Rahbek saae heri med Glæde en Snært til visse Folks usarlige Lyst til at udlægge Alting spaadomsviis.

- -, - 9. Hin Sancho nemlig og hans Rucio ] Rucio var Sancho Panzas Æsel, "hans uadskillelige Staldbroder i Medgang og Modgang."

- -, - 10. Ifald man ellers kan den Moor, Hamete , troe.] 1785: Kun Spørsmaal om man kan Herr Cid Hamete troe. "Don Quixote" fingeres, fra 2den Bog af, at være forfattet af en arabisk Historiograf Cide Hamete Benengeli.

- -, - 21. somme Pythagorer] Læren om Sjælevandringen bliver i Almindelighed tilskrevet Pythagoras.

- -, - 30. fælles] 1785 og 1807: fælleds, hvilket Her er forandret, fordi Bagg. ellers saa konsekvent skriver Ordet uden d, at de paa dette og et Par enkelte andre Steder ganske undtagelsesviis forekommende Afvigelser derfra ikke kunne betragtei som Andet end Trykfeil.

- 61, - 3-4. for des beqvemmere at raade sin Arm og Øxe] raade d. e. have Raadighed eller Magt over, styre. Jvfr. S. 320 ovenfor, Anm. til S. 30 L. 32.

- -, - 8. sit Rammen] Saadanne infinitiviske Substantiver findes ogsaa andre Steder af Bagg. satte i Interkjøn, "hvilken Feil vel kan kaldes en Cermanisme" (Levin, Lyd- og Kjønslære 1844, 2den Afd., S. 56). Jvfr. f. Ex. nedenfor, S. 226 L. 14: mit Mødeu.

- -; - 9, Han hugged just] 1785: Saa huggede han just; 344 1807: Han huggede just (hvored der er indløben en Feil imod Versemaalet).

S. 61, L. 10-11. han altsaa rigtig sad | Beqvemt og mageligt;] Optaget efter 1785, fordi der ved Læsemaaden i 1807: han altsaa havde sat | Sig ret beqvemt; savnes et Kiim til ad i L. 7. (I 1785 mangler hele L. 7, hvorved da sad er kommet til at staae uden tilsvarende Riim).

- -, - 27. Tre sorte Mesterlectianer] Ligesom en sort Kappe fordum hørte med til Studenternes Ordensdragt, var overhovedet den sorte Farve i Klædedragten et almindeligt Særkjende for den lærde og studerende Stand (jvfr. S. 62 L. 10 og sl. St. senere).

- -, - 28. Forslagne Klipperter, Slaglosianer] 1785: Og, om jeg husker ret, netop Slaglosianer. Saavel dette oprindelige netop som den nuværende Redaktion, hvor Slaglosianer og forslagne Klipperter sidestilles som synonyme Betegnelser, vise umiskjendelig hen til Bagg.s Erindringer fra hans egen Skoletid i Slagelse: see nærv. Bind S. 251 ff.

- 63, - 1. Substitutter] Saaledes kaldtes ellers Landsbydegneneg Medhjælpere.

- -, - 3. den sorte Kunst] d. e. Zrolddom; jvfr. L. 9.

- -, - 9, kan en smule meer end netop Fader vor] d. e. kan gjøre Trolddomskimster, hexe, vise igjen, osv. Jvfr. nærv. Bd. S. 168 L. 9-12: Vor Præst ... han kan lidt meer end Fadervor, og maner stærkt, som Ordet gaaer.

- -, - 22. Lamed-He ] et i Grammatikerne almindelig benettet Paradigma paa en af de hebraiske Konjugationer.

- -, - 23. Titemi ] Ligeledes almindeligt Paradigma paa en af de græske Konjugationer.

- -, - 24. Den tredde tordned ud Accentus Domini ] Om Formen tredde see ovenfor, S. 305, Anm. til S. 2 L. 25. - Accentus domini er den i ældre hebraiske Sproglærer almindelige Benævnelse paa Interpunktionstegn.

- 64, - 11. Claus] Om denne Anvendelse af Ordet Claus (Dumrian), der i nærværende Fortælling atter forekommer S. 67 og 91, see S. 307 ovenfor, i Anm. til S. 3 L. 2-10.

- 66, - 22. I vor Nosologia danica ] d. e.: I vor danske Sygdomslære. - 1785: I Herr Sauvages Nosologia, med Hentydning til et berømt Værk af Professor ved Universitetet i Montpellier Erangois Boissier de Sauvages (f. 1706, † 1767): Nosologia methodica, fra 1763, som ogsaa 345 herhjemme i sin Tid har spillet en betydelig Rolle i Lægevidenskabens Studium.

S. 67, L. 24. uden Hielp af logisk Est quod est ] d. e. uden at the til dybsindige Undersøgdser paa Logikens Omraade. - Est quod est er den Hovedsætning i Logiken: at en Ting er, hvad den er , og altid, i hvilke Forbindelser den end kommer, vedbliver at være identisk med sig selv.

- -, - 31-32. bær næsten alle Stempler af Overtroens Salomonske Ring] d. e. bære næsten alle Præg af kun at skylde Overtroen deres Tilværelse. Salomos Ring er Trolddommens (og Viisdommens) Talisman.

- 68, - 13. At N achtigall det knap vil eftergiøre] 1785: At Veile selv det knap vil eftergiøre. Nachtegall , Student fra 1794, død 1847 som Generalkrigskommissær samt Ridder af Dbg. og Dbgsmd., oprettede i Slutningen af forrige Aarhundrede et privat gymnastisk Institut i Kjøbenhavn og gav Impulsen til, at Gymnastiken, som dengang endnu ikke var optaget som Lærefag i Skolerne, uddredtes saavel til de videnskabelige som militære Underviisnigsanstolter. - Weyle , Solodandser ved det kgl. Theater, holdt sig i meget lang Tid i stor Yndest hos Pubiikum som komisk Dandser (hvorfor Rahbek ogsaa i sine "Dramatiske og Litterarikke Tillæg" kaldte ham "Dandsens Gjelstrup") og besad blandt Andet en sjelden Færdighed i høie og dristige Spring, hvori Ingen overgik ham, men som rigtignok stundom synes at være gaaede et godt Stykke udover Skjønhedslinien; see "Peder RosenstandGoiskes Kritiske Efterretninger om den kgl. danske Skueplads", udg. af Molbech, Kbhvn. 1839, S. 133-34.

- 69, - 19. skreppe] d. e. raabe høit, skrige af fuld Hals.

- 72, - 25-26. Gud glæde den Mands Siæl, ihvem det ogsaa var, som Søvnen allerførst opfundet har!] Vistnok Reminiscens af Sancho Panza's Ord (Charl. Dor. Biehl's Overs. af Don Quixote 4de Tome 1777, S. 317): "hæld den, som først opfandt Søvnen, Kaaben, der skiuler alle menneskelige Belemringer; Føden, der stiller Sulten, (osv.)" Saaledes siger ogsaa T. C. Bruun i sine "Blandinger" 1795 om den til Præst avancerede Skolemester, at han

"Velsignede med Sancho Panza ham,

Der først opfandt den skionne Kunst at sove."

- -, - 29. Avicenner] Avicenna (Abou-ibn-Sina) var en 346 berømt arabisk Læge og Filosof i Overgangen fra det l0de til det 1 lte Aarhundrede.

S. 73, L. 5. Zemire] See ovenfor, S. 308, i Anm. til S. 3 L. 16-20.

- -, - 10. din gamle Broder] Efter de Gamles Førestilling vare Søvnen og Døden Brødre.

- 74, - 18. Hvad Cephalus fandt] C. var en Tidlang Auroras Elsker.

- -, - 20. Dagens Monark] d. e. Solguden, hvorved snart forstaaes Helios, snart Phøbus Apollo, der hyppig forvexles med hinanden.

- -, - 28 - S. 75, L. 3. At ingen Klokker i Verden før eller siden meer rolig har snorket sin Bas (osv.)] Til denne Klokkernes Virtuositet i at snorke - formodentlig en Reminiscens fra P. Paars, Slutningen af 3die Bogs 3die Sang - alluderer Bagg. atter i nærv. 83d. S. 91 L. 2: Nu snorked Klokker Claus sin tordenhøie Bas, og i nogle Optegnelser af ham paa en indenlandsl Reise i Sommeren 1787 hedder det ligeledes (Biogr I, 77): "Jeg ønskede, at jeg, indtil videre, havde været en Klokker; thi jeg var umaadelig søvnlysten. Olde [en medreisende Holstener] ønskede det med, da jeg fik gjort ham begribeligt, hvad en Klokker i Danmark egentlig er".

- 76,-4. Julin ] det Samme som Jomsborg, det gamle Vikingesæde i Venden ved Oderens Munding, hvig navnhindige Helte, Jomsvikingerne, droge imod Hakon Jarl i Norge, men bleve overvundne af ham i et stort Slag 994. - 1785: Athen !

- -, - 5. Leonidas ] L. nævnes naturligviis her med Hensyn til hans Heltedød ved Thermopylæ 480 f. Chr.

- -, - 6. Fredrikshald ] Da FrederiksHald under den svenske Konge Karl den Tolvtes Indfald i Norge 1716 var bleven erobret, stak Borgerne fra Fæstningen af deres egen By i Brand, hvorved Fjenden nødtes til at fortrække; jvfr. L. 21.

- -, - 7, Selv Kiøbenhavn ! - og Cato - Bagatel!] 1785: Calais ! hvad blev du? Bagatel! Ved Kiøbenhavn har Bagg. tænkt paa det Heltemod, Indbyggerne lagde for Dagen imder de Svenskes Beleiring 1658, ligesom ved Calais paa denne Byes tappre Forsvar imod den engelske Konge Edvard den Tredie 1347. - Cato d. e. Cato Uticensis, som dræbte sig selv Aar 46 f. Chr. for ikke at 347 overleve sit Fædrelands Frihed og underkaste sig Cæsars over Herredømme.

S. 76, L. 8. Du, min Matros ] See ovenfor, S. 339, Anm. til S. 49 L. 15 16.

- -, - 12. Du, Regner! Regulus! Stærkodder !] Regner d. e. Regner Lodbrog, som nævnes her deels paa Grund af den Række Hærtog og Seirvindinger, hvortil Sagnene have knyttet hans Navn, deels paa Grund af den Standhaftighed, hvormed han udstod de frygtelige Pinsler i Ormegaarden. - Regulus nævnes paa Grund af det ægte romerske Fædrelandssind, han lagde for Dagen, da han, efter at være bleven fangen af Karthaginienserne 256 f. Ehr., fraraadede sine Landsmænd at gaae ind paa de Fredsbetingelser, Karthago tilbød ved ham, og, sin Ed tro, vendte til bage til sit Fængsel. - Stærkodder er i de nordiske Oldsagn Nordens Heros og Repræsentant for Nordboernes Tapperhed og Styrke.

- -, - 13. Fra Leire . . . til Cambalu ] Cambalu var efter de ældste Reisendes Beretninger Hovedstaden i Cathai eller det nordlige China.

- -, - 30. jeg seiler blandt Plejader] Pleiaderne d. e. Syvstjernen, en Gruppe af 7 store og mange mindre Stjerner i Stjernebilledet Tyrens Syg; men Ordet er her brugt i Amindelighed, for: Stjerner.

- -, - 31. Og tager Jorden for min faldne Hat.] 1785: Og konfunderer Jorden med min Hat.

- 77, - 2. Jeg haaber, Læseren mig ikke blot forlader,] 1785: Jeg haaber Læseren mig her og der forlader. De paafølgende 11 Linier fattes i 1785.

- 78, - 19. Saa kort som den Moral: Min Læser , stiæl ei Taft! ] Hentydning til Wesfels Fortælling "Det stiaalne Taft", hvis "Moral" er: "Min kiære! stiel ei Taft!"

- 79, - 3. At jeg bestandig blir dens Atheist] See ovenfor, S. 334, Anm. til S. 42 L. 3.

- -, - 21. Man veed nok om en Fyr (osv.)] Maaskee har Bagg. her tænkt paa en Anekdote, der bl. A. sindes fortalt i det kjøbenhavnske Ugeskrift "Læsekabinet for begge Kiøn" 1785, om en engelsk Skuespiller Wilkes, som kom til at hoste engang under en Forestilling, hvor han skulde ligge og agere død, men som reddede sig ud af den komiske 348 Situation ved et heldigt Bonmot. Ifølge en Bemærkning i den tydske Oversættelse af "Jeppe" er Anekdoten ogsaa bleven fortalt om Moliere.

S. 80, L. 21. Heftighed] Denne Læsemaade er en Konjektur af nærv. Udgiver istedenfor Høflighed, som sindes i begge Udgaven.

- -, - 22. Som en Travat-Komplot af Æols klemte Pose] Travat (ell. Dravat ) er et Søudtryk, hvorved forstaaes en pludselig opstaaende, omløbende Stormvind med Regn, Torden og Lynild. - Med Udtrykket Æols Pose har Bagg. utvivlsomt tænkt paa den ogsaa i Peder Paars (2den Bogs 1ste Sang), i Anledning af det stærke Skrald af Kuuses Pose, citerede Fortælling i Odysseen om, hvorledes Odysseus, efter at have gjæstet Æolus, ved Afskeden forsynedes med en vel tilbunden Oxehudssæk, hvori Vindene vare indespærrede, men hvorledes hans Folk, da de allerede havde faaet deres fædrene Kyster i Sigte, løste for Sækken i Haab om at finde Guld og Sølv i den, hvorpaa Vindene strax foer ud og Orkanen i rivende Fart drev Skibene ud paa Havet igien.

- -, - 32-33. løb, i Stormes Vingeslag, med intet mindre end med lette Torden-Fied] Paa samme Maade siger Th. Chr. Bruun i sine "Frie-Timer" 1783 (S. 6), hvor han anraaber Apollo om at sende ham en af Muserne til Hjælp, at det endelig maa være en "af de ægte" og navnlig, blandt andre Exempler, som han anfører:

"For alting ikke een af dem, der suser

I Stormens Brag med lette Torden-Fied ."

Her er saaledes muligviis hos begge Forff. en Allusion tilstede, hvis Gjenstand Udgiveren imidlertid ikke seer sig istand til at oplyse.

- 81, - 6. I et vedholdende Lisboisk Jordstøds Knagen] 1785: Og et proportioneert Lisboisk Jordstøds Knagen. Om proportioneert see ovenfor, S. 312, Anm. til S. 14 L. 21. - Lissabon (Lisboa) blev næsten ganske ødelagt ved et Jordskjælv d. 1ste November 1755.

- -, - 13. svinge sig blandt Orioner op] d. e. svinge sig op iblandt Stjernerne, hvilke Digteren her i Almindelighed benævner efter Orion som et af de pragtfuldeste af Stjernebillederne.

349

S. 81, L. 15. Solens . . Krop] 1785: Herr Apollos . . Krop.

- -, - 16-18. Og stiæle Takt . . . i sierne Sole] Jvfr. ovenfor, S. 335, Anm. til S. 45 L. 3-4 (Solens Lire og Sphærernes Musik.) - Istedenfor Ring-Planeten (d. e. Saturn) og Mira (en Stjerne i Stjernebilledet Hvalfisken) nævnes i 1785 henholdsviis Sirius (Hundestjernen, den klareste af Fixstjernerne) og Saturn.

- -, - 29. Den usle Miltons, Klopstocks, Evalds Slave ] Saaledes baade 1785 og 1807. Rahbek havde allerede 1785 gjort den Bemærkning, at en heldigere Vending vilde væere: En Miltons . . . usle Slave , og denne Læsemaade er derefter bleven optagen i 2 DV.

- 82, - 14. har Skoven fat] d. e. naaer Skoven , ifølge en tidligere almindelig Sprogbrug, der da allerede var ved at blive forældet.

- -, - 19. rusler ned] d. e. risler, strømmer ned. Ordet forekommer igjen i samme Betydning i Labyrinten" II, 1793, S. 11, 41 og 80.

- 83, - 7. Hamadryader] Saaledes kaldtes de Skovnymfer (Dryader), der havde hver sit særskilte Træ, som de beboede, og med hvilket de fødtes og døde.

- -, - 8. Philomele ] d. e. Nattergalen.

- -, - 9. ham styrknet vaagner op] Dette er ikke det eneste Sted, hvor Bagg. bruger vaagne som transitivt Berbum istedenfor vække . See saaledes nærværende Bind S. 215, L. 23 og 25; ligeledes i "Labyrinten" I, 1792, S. 124, L. 9 (uforandret i "Digtervandringer" 1807, S. 158, L. 3).

- 85, - 6. Røg af med Sommerfeldts Geographie] røg af d. e. bestod daarlig, kom galt affted, ved Overhøringen i S. G. - Christian Sommerfeldt , en Nordmand, f. 1746, død 1811 som Amtmand over Christians Amt i Norge og Ridder af Dbg., var Forfatter af en "Geographie til Ungdommens Brug", Kbhvn. 1776, der blev flere Gange oplagt paany og holdt sig som Skolebog endnu ind i det nye Aarhundrede.

- -, - 7. fik der' reene Skrup i Næverne] Under Fortidens strenge Optugtelse hørte til de almindelige Skolestraffe ogsaa de saakaldte "Haandtager", hvorved forstodes Slag i Haanden enten med den tykke Ende af Riset eller med den endnu værre "Ferle".

- 86, - 1. Tak skee Goliusses første Side] Golius d. e.

350

Theophili Golii Grammatica græca, en af den straszburgske Professor G. († 1600) forfattet, paa Latin skreven græsk Grammatik, der i lang Tid blev almindelig brugt i Skoleunderviisningen herhjemme. Først 1785 opstod det Spørgsmaal, om det ikke vilde være bedre at lære Græsk gjennem Modersmaalet end gjennem Latinen, og de anseete Rektorer, hvem dette Spørgsmaal blev forelagt af vedkommende, af Kongen nedsatte Kommission, udtalte sig da for, at Munthes paa Dansk skrevne græske Grammatik maatte fortrænge Golius's, men foreløbig blev det dog ved det Gamle.

S. 86, L. 10. Den Anders ] d. e. Hellig Anders, Slagelses Patron; see nærv. Bd. S. 253, Note 1.

- -, - 17. Peer Asen blevet er Bormester] Jvfr. L. 30: Peer Asens Spring til Consul-Værdighed. Man kommer herved til at tænke paa den romerske Keiser Caius Caligula (37-41), hvis Forstandsevner vare blevne svækkede ved Sygdom, og som ifølge Svetonius's Beretning ikke blot hædrede sin Hest Incitatus paa mange noragtige Maader, men endog sagdes at have tiltænkt den Ronsulværdigheden.

- 87, - 9. som Brandens Autor siger] Her sigtes til Reisers bekjendte Ildebrandshistorie S. 17, hvor han fortæller om, hvorledes det gik Frue Consistorialraad Schreibern: "Her erføres hvad en stærck overmaade Alteration kann foraarsage, thi i staden Eet meget prægtig Speyl med en tyck massive Sølv-Ramme, som havde kostet mange Penge, og stoed paa hendes Nattboer, som hun kunde have reddet, tog hun i steden for dette: Een gammel Syltekrukke, og en Alen i Hænderne og kiørte bort."

- -, - 19-21. Saa gaaer det hin ... de skottiske Ballader] See ovenfor, S. 321, Anm. til S. 34 L. 20.

- -, - 31. som Herr Holk har sagt] Om Agent Holck see ovenfor, S. 316-17, i Anm. til S. 25 L. 19. Det Epigram af ham, hvortil her sigtes, om den i ældre Tid for sin Clethed berygtede Landevei fra Kjøbenhavn til Kjøge, lyder saaledes ("Arier og smaa Vers, af Hans Holk", Kbyvn. 1782, S. 91):

"Gud hjelp os, naar vi skal de Store besøge!

Thi det er langt verre, end Beyen til Kjøge."

Det er maaskee det eneste af alle hans mangfoldige Rimerier, som ikke forlængst er opslugt af Lethe. Ogsaa Rahbek har mindet om det i sine Erindringer (I, 102).

351

S. 90, L. 27. Harme] Dette Ord staaer her ligesom andensteds hos Bagg. (f. Ex. i nærv. Bd. S. 166, L. 5 og S. 211, L. 20) ikke brugt i deta nu almindelige Betydning af: Vrede, Forbittrelse, Indignation, men i den ældre Betydning = Græmmelse, Sorg.

- 91, - 1. Nu gienlød Skoven af dens Sapphos Elegier] Skovens Sappho d. e. Nattergalen (der ligeledes et Par andre Steder af Digteren betegnes ved samme eller en ganske lignende Omskrivning). Hermed kan sammenholdes Udtryk som: Den symphonske Skov, hvor Almagts linder og Godheds Lov hver vinget Evald i Toppen spiller (i Visen "Hvad jeg synger og ikke synger", første Gang trykt 1784) og: Sødt gienlyder Dal og Skov af vingede Tibuller (i Digtet "Morgenlovsang", første Gang trykt 1791).

- -, - 2. Nu snorked Klokker Claus sin tordenhøie Bas] See ovenfor, S. 346, Anm. til S. 74 L. 28 ff.

- -, - 3. Kloders Harmonier] See ovenfor, S. 335, Anm. til S. 45 L. 3-4.

- -, - 10. Mens hans Rival sig blot ei drømte det] Blot ikke for ikke blot er en grammatikalsk Inkorrekthed, som hyppig forekommer hos Bagg.; saaledes f. Ex. igjen i nærv. Bind S. 162 L. 28.*)

- -, - 24. stod ei mere til at trænge] d. e. kunde ikke mere komme til at trænge , en ikke for Bagg. eiendømmelig, nu forældet Udtryksmaade.

- 92, - 21. Som salig Sæbesyderen Johan ] Allusion til den tydske Digter Friedr. v, Hagedorns Digt "Johann, der Seifensieder" - efter den fra La Fontaine bekjendte Fabel**) - om den fattige, men glade Haandværker, der af sin rige Nabo, hvis Morgensøvn han forstyrrede ved sine lystige Sange, fik en Sum Penge udbetalt for at holde op med at synge, men som, efter hurtig at have erfaret, hvor . let Kigdom kan afføde Uro og Bekymringer, skyndte sig hen

* * 352

til den rige Mand for at levere ham Pengene igjen og faae sin Sorgløshed og sin glade Sang tilbage. (Jvfr. Henrik Herk's Digt "Kjedelflikkeren", fra 1845, i hans "Digte fra forskj. Perioder" II, 1851, S. 158).

S. 93, L. 5-6. en hornet Skare i Kræmmer-Lignelser] Allusion til Holbergs "Hexerie eller blind Allarm" 2den Akts 1ste Scene, hvor en Dreng tilbyder Leander "nye Relationer om Fanden, som een manede til sig; i en Kiøbmands Lignelse med Horn i Panden", og faaer til Svar: "Est du gal, Dreng? Er det Kiøbmands Gestalt at have Horn i Panden? Dog kand det i visse Maader være sandt". - Jvfr. S. 162 L. 27-28.

- -, - 12. Jordeblee] d. e. Jordelagen, Liglagen.

- 94, - 9. bode] d. e, bøde, raade Bod.

- 95, - 23. Vorbye-Broe] d. e. Broen over Vaarby-Aa c. ½ Miil fra Slagelse paa Veien til Korsør. Naar Vaarby Bro her fremhæves som Samtaleæmne mellem de to Bønder, er det, fordi Anlæget af den nye Landevei mellem Slagelse og Korsør (som netop paa den Tid, da nærværende Fortælling blev skreven, nylig var bleven fuldført) særlig paa dette Sted havde foranlediget meget betydelige Arbeider, der stode længe paa og ikke kunde andet end tildrage sig almindelig Opmærksomhed blandt Egnens Beboere. Ifølge en Udgiveren i Begyndelsen af 1881, altsaa henved hundrede Aar derefter, velvillig meddeelt Oplysning, var dengang endnu Erindringen der paa Egnen bevaret om dette storartede og i sin Tid meget omtalte Broanlæg, og Traditionen vidste endnu at fortælle om, hvorledes Karlene rundt omkring fra havde maattet drage med Heste og Vogn, otte Dage ad Gangen, til Arbeide ved Vaarby Bro, hvor de da maatte leie sig ind hos Bønderne og ikke alene havde det strengt med at kjøre Jord, men ovenikjøbet trakteredes med Hug af Formændene ved Arbeidet.

- 99, - 15. for Exempels Skyld, Horaz ] Her har Bagg. formodentlig tænkt paa det Sted i Ars poëtica (V. 182 ff.), hvor Horats i sine Forskrifter for dramatiske Digtere skjelner imellem, hvad der paa Scenen med Held lader sig fremstille for Tilskuernes Øine, og hvad der derimod hellere bør fortælles dem som foregaaet.

- -, - 17, raade] 1785 og 1807: raader.

- 100, - 16. Severambenland ] S. eller Severambien er, ligesom Utopien , Navnet paa et fingeret Land med en idealiseret 353 Samfundstilstand. Ordet skriver sig fra en politisk Roman Histoire des Sévarambes (af Denis Vairasse d'Allais), der blev trykt første Gang i Paris 1677-79, i 5 Bind, og senere mangfoldige Gange er optrykt paany samt oversat og efterlignet i forskjellige Sprog.

S, 100, L. 22. Siegwart ] d. e. I. M. Millers tydske Klosterhistorie "Siegwart" (3 Dele, 1776), der biev oversat paa Dansk af H. J. Birch 1778 og, som et af de meest typiske Fostre af den ogsaa her i Landet i en vis Periode grasserende Wertherfeber, hyppig bruges som Betegnelse for hele den elegiske Følsomhedsretning i Literaturen, hvortil den henhører. Om hiin "Maaneskins- og Bergitzmeinnchtsperiode" herhjemme, fra 1775 til noget ind i Fiirserne, da Alt skulde være rørende, da det Sentimentale biev stukket frem som Lokketitel paa nyudkomne Bøger, der særlig anbefalede sig for Publikum som "Noget for følsomme Læsere" ell. lign., og da - Damerne gik med "Sentimentsbukler", findes der talrige Vidnesbyrd i vor Literatur: see N. M. Petersen V 2, S. 308 f. og de der anførte Steder hos Rahbek osv.

- -, - 30. Antidot] d. e. Modgift.

- -, - 33. Som rysted selv en Carl den femtes Mave] Da Karl V var død henved halvundrede Aar, før Don Quixote udkom, maa her være en Forvexling tilstede, mulig med en bekjendt Anekdote om Philip III, om hvem det fortælles, at han en Dog fra Slottet i Madrid fik Øie paa en Student, som sad i det Frie og læste og ved sin voldsomme Latter og i det Hele taget ved sine Gebærder gav en saadan overvættes Glæde og Morskab over Læsningen tilkjende, at Kongen udbrød: "Enten maa den Mand være gal, eller ogsaa læser han i Don Quixote"; og da saa Høfmændene løb ned for at undersøge Sagen, viste det sig ogsaa gansle rigtig, at det var Don Q., Studenten havde moret sig saa kostelig over.

- 101, - 4. Paarses Sangers syv Bind Skuespil] "Hvad om de haode udeladt det syvende?" bemærker Rahbek i sin oftnævnte Recension i Lærde Eft.: Den 7de (sidste) Tome af Holbergs Komedier, 1754, tryktes først efter Forfatterens Død, og dens Indhold, som bestod af Philosophus udi egen Indbilding, Republiqven og Sganarels Reyse samt et, Holberg uvedkommende, oversat Syngespil Artaxerxes skulde ganske vist heller ikke forøge Holbergs Berømmelse.

- -, - 5.8. Til al Ulykke var Wessel . . . kunnet giort 354 hans Lykke.] I Anledning af dette Sted skrev Edv. Storm følgende Epigram*), der ikke findes i A. E. Boyes Udgave af hans Digte 1832, men er meddeelt af Rahbek, med ringe Variation, saavel i hans Erindringer II, 335 som i Fortalen til hans Udgaver af Wessels samtlige Skrifter 1799 og 1817:

"At Dans Princesse vilde leet
Af Wessels strømpeløse Skuespil,
Herr Baggesen har forudseet;
Men jeg tør dristig lægge dette til:
At hvis hun havde læst hans Votre Serviteur,
Hun havde grædt langt meer end før."

S. 101, L. 22. Penia] P. er Gudinden for Armod.

- -, - 25. den udtrælte Bondes Sveed] Jvfr. Ewalds:

"Der støn og klag! og den udtrælte Bonde
Skal høre dig, og standse bag sit Plovjern,
Og undre paa din Nød og ynke Balder."

("Balders Død" 1ste Handl. 1ste Optrin).

- -, - 26. Streger i mit Vers snart paa hvert andet Sted] Om den hyppige Brug af Tankestreger i sine Poesier siger Bagg. selv i ,,Danfana" for Sept. 1816, S. 286: "naar man betænker, hvor bekiendt jeg er for Streger - og at (efter Ewald) virkelig ingen dansk Skribent, uden jeg, bruger dette Interpunktionstegn, der ordentlig vrimler i mine Skrivter - saa kan jeg vel (osv).)"

- -, - 33. Du, Lovise!] Hermed menes, ligesom ovenfor, S. 23 L. 18, den danske Kronprindsesse Louise Augusta, senere gift med Hertug Fr. Chr. af Augustenborg.

- 102, - 12. En Latter] 1785: En velproportioneret Latter. Om dette Adjektiv see ovenfor, S. 312, Anm. til S. 14 L. 21.

- 108, - 20. Saa stor som den, der mødte Fritz ved Haag ] Allusion til Gellerts af Chr. Wilster fordanskede Fortælling ("Der Bauer und sein Sohn") om Bondedrengen, der broutede af sin Udenlandsreise med Herremandens Søn og engang paa en Fodvandring vilde bilde sin Fader ind, * 355 at han i Udlandet havde truffet paa en Hund saa stor som en Hest, men paa Faderens Fortælling om den Steen, de skulde forbi, og sem Enhver, der den Dag havde løiet, maatte brække Benet paa, fandt det raadeligst, inden de naaede Stenen, successive at rebucere Hundens Størrelse, saa den biev først som en Ko, saa som en Kalv og tilsidst "omtrent som Hunde hertillands".

S. 104, L. 21-22. i en Distanz . . . hvori man tryg sit Bæ kan sige] Allusion til "Moralen" i Wessels Fortælling "Den forvovne Siællands-Faer":

"Hor Læser! paa sin Post om en bebæer dig,

Saa skal du frisk, om du vil lyde mig,

Bebæe ham igien, men paa en lang Distants

Fra Posten hans."

- 105, - 11. Herr Hunden] 1785: Herr Kyon. Kyon er det græske Ord for: Hund .

- 106, - 20 (jvfr. L. 23-24). punisk ] Ordet er her brugt i dets figurlige Betydning af: sledsk, falsk, tvetunget. Punica fides, d. e. punisk (karthaginiensisk) Ærlighed, var et Udtryk, som Romerne brugte for at betegne Troløshed.

- -, - 31. ongefær] See Anmm. til S. 21 L. 23 og til S. 111 L. 31.

- 107, - 6. Vemmeløv ] V. er en Landsby ved Hoved-

landeveien mellem Slagelse og Korsør. - -, - 22. og skildred i Gevær] at skildre er: at staae

paa 5post, staae Skildvagt.

- 108,- 18. Erycine ] d. e. Venus.

- 109, - 15-16. De Muure, som . . . Semiramis om Babylon opførte] Babylons Mure og hængende Haver henregnedes - ligesom den rhodiske Kolos , der nævnes nedenfor i L. 18 - blandt Verdens syv Underværker.

- -, - 17-18. Det Taarn, hvis Spids . . . skullet rørt] d. e. Babels Taarn (1ste Moseb., 11te Kap.)

- -, - 19. Palmyra , - Thebe-Hecatompylos -] 1785 og 1807 have, sandsynligviis kun ved en Trykfeil, imellem de to sidste Ord Tankestreg istedenfor Bindestreg. - Saavel af Palmyra , Hovedstaden- i det Palmyreniske Pige i Øvresyrien, som af Thebe , Overægyptens berømte Hovedstad (med Tilnavnet Hecatompylos d. e. med de hundrede Porte), er der endnu beundringsværdige Ruiner tilbage som Vidner om den fordums Storhed og Pragt.

356

S. 109, L. 20. Mæonidens Viser] Mæoniden er et almindeligt Tilnavn til Homer.

- -, - 22. Ton d'apameibomenos ] Med disse Ord (d. e.: "Ham gjensvarende" . . .) begynde flere Steder baade i Odysseen og Iliaden i Originalsproget.

- - , - 26. Miltons tvende Paradiser] d. e. den engelske Digters berømte Paradise lost og Paradise regained, begge oversatte paa Dansk af Joh. Henr. Schønheyder, 1790 og 1792.

- 110, - 19. For den fra Fibelbrettet stiaalne Tid] I sin første Studentertid i Kjøbenhavn var Bagg., som han selv skriver, "nødt til at løbe fra een Ende af Hovedstaden til den anden for ved Time-Informationer at ernære sig selv og hans nødlidende Familie."

- 111, - 25-26. Jeg eene . . . trods Piben:] Istedenfor disse to Linier har 1785 den ene: Jeg selv maa hielpe mig komsa (fransk: comme ça, d. e. saa som saa, saa godt jeg kan).

- -, - 31. saa mildelig] 1785: saa ongefær. Jvfr. ovenfor, S. 314, Anm. til S. 21 L. 33.

- 112, - 13-14. firehundrede veltalte Stokkeprygl] Ideen med at lade Jeppe tilkjøbe sig Adgang til Kongen ved at love Ephraim og de andre Tre hver sin Audeel af den ham tilfaldende Belønning og saa faae Belønningen fastsat til Stokkeprygl til lige Deling imellem dem, tilhører ikke Bagg., men er langt ældre og bliver allerede tillagt en Jongleur fra det 13de Aarhundrede. Senere er samme Historie paany bleven fortalt om Flere, saaledes f. Ex. baade om den franske Skuespiller Lespy (kaldet Jodelet, † 1660), hvem Kantsleren Seguier havde kaldt til sig for at give ham en Belønning for hans gode Spil, og om den italienske Skuespiller Angelo Constantini (c. 1700), der ønskede at overrække en fyrslelig Mæcen et af ham forfattet Skrift; og i Fortalen til nogle af Voltaire i Aaret 1762 pseudonymt udgivne rimede Fortællinger m. m. berettes det atter om en fattig Spanier, at han paa samme Maade af Slotsbetjentene tilkjøbte sig uhindret Adgang til Monarken, den havde lovet ham en Understøttelse.

S. 114. Constance eller Amors Hevn . Minerva, Septbr. 1785 ("Constance eller den ydmygede Stolthed"). - Ungdomsarb. 1791, I, 203. - Event. og com. Fort. 1807, II, 151. - 1 DV. I, 253. - 2 DV. I, 145. -

De to første Udgaver af denne Fortælling, 1785 og 1791, afvige meget lidet fra hinanden indbyrdes, idet i Reglen kun 357 enkelte Ord hist og her ere blegne ombyttede med andre. De eneste Afvigelser af nogen Betydning findes omtalte i Anmærkningerne deels til S. 115 L. 16 og 21-23, deels til S. 126 L. 10. Udgaverne 1791 og 1807 ere saagodtsom fuldstændig eenslydende: med Undtagelse af de i Anmm. til S. 118 L. 14 og til S. 127 L. 8 omtalte Forandringer indskrænke Afvigelserne sig til nogle ganske faa, reent orthografiske Forskjelligheder.

S. 114, L. 14-15. Hans Velærværdighed Boccaccio ] Velærværdigheds-Titelen, som Bagg. her tillægger den baade i sit Levnet og i sine Værker saa udpræget erotiske Digter, har Hentydning til et Sagn om, at han i sine sidste Leveaar, da et stærlt Omslag vor foregaaet i hans Tænkemaade og Leveviis, skal have ladet sig vie til Præst.

- -, - 22. En Oberon , en Boulemann-Sang-Hir ] I Wieland's romantiske Heltedigt "Oberon" (1780), som Bagg. her har havt for Øie, bliver den lille Dværg Oberon , Alfernes Konge, som med sin Trolddomsmagt beskjærmer Digtets Helt, Ridder Hyon, under dennes mange eventyrlige Fata, et Par Gange fremstillet for Læserne kjørende i en Sølvvogn med Løver eller Leoparder for. - Boulaman-SangHier er Navnet paa en ualmindelig lille, sort Dværg, Kongen af Achems Søn paa Sumatra, hvis eventyrlige Heltebedrifter, som han har en mægtig Troldkvindes Bistand at takke for, findes fortalte i den i sin Tid almindelig bekjendte, oprindelig franske Samling af pseudo-"tartariske" Eventyr: «Les mille et un quart-d'heure» (af Gueullette, Paris 1715; i dansk Odersættelse, fra Tydsk: "Tusinde og een Fierdendeel Time", 2det Opl., Kbhvn. 1755).

- 115, - 4. Og med Mirakler sig bekiendt at giøre] Saaledes 1785, 1791, 1807; men med er dog maaskee blot en i alle disse Udgaver upaaagtet Trykfeil for ved (hvilken sidste Læsemaade findes optaget baade i l DV. og i 2 DV.)

- -, - 9-10. End den forfærdelige Fyr, som opfandt Adel, Puns, og Biskop og deslige] Meningen er naturligviis den, at Fornemhed og stærke Drikke er Noget, som Fanden har skabt, dersom Folk lode sig saaledes beruse deraf, at de gaae fra deres sunde Menneskeforstand.

- -, - 16. I hvad han vil for Situationer] 1785:

Vel saa pudseerlig om i Situationer,
Som Herr Professor Todes Advocat.

358

Denne Advocat er Hovedpersonen i en (ikke opført) femakts Komedie af Tode: "Raadførslerne, eller Advokaten og hans Fuldmægtig", Kbhvn. 1783, hvori der optræder ikke mindre end 27 Personer.

S. 115, L. 21-23. Jorddrotter selv . . . fast holde bedre huus med Loven og med Sproget] Istedenfor disse Linier hed det i 1785, med en ny Snært til de saa ofte af Bagg. persifflerede uheldige Literater, Agent Holck og Emanuel Balling (see ovenfor, Anm. til S. 25 L. 19):

Agenten og hans Svend ei hamre mere kroget
Syntaxen, trække mindre ud og ind
Mensuren, giøre Folk det mindre broget
Med Constructionen, naar de sige noget,
Kort sagt: fast holde bedre Huus med Sproget,

men i "Ungdomsarbeidernes" 1ste Bd., der udkom i Juli 1791, indsattes i deres Sted de nye Linier, med Allusion til Striden om det fra et Antal jydske Jorddrotter i August Maaned 1790 til Kronprindsen indgivne saakaldte Tillidsskrift, hvori de beklagede sig over de nye Anordninger i Landbosagerne som ikke blot stridende imod deres egne lovlige Friheder og Rettigheder, men ogsaa fordærvelige for hele Landet. Denne Klage, der stod i en saa skarp Modsætning til den kraftige Understøttelse, den offentlige Stemme havde skjænket Regjeringens Bestræbelser for at fremme Bondestandens Tarv, fremkaldte en heel Literatur herhjemme, og Striden, den saakaldte "jydske Proprietærfeide", var paa den Tid endnu i fuld Gang. Jvfr. nærv. Bind S. 256 L. 28, samt Anmærkningerne til S. 227.

- -, - 27. Clauser ] See S. 307 ovenfor, i Anm. til S. 3 L. 2-10.

- -, - 30. Alderdommens] d. e. Oldtidens.

- -, - 33. Den eene] d. e. Polyphemus.

- -, - 34. Som Theokrit opbyggeligt fortæller] Sigter til Theokrits 11te Idyl, ,,Cyklopen", om hvorledes det grumme, menneskeædende Uhyre Polyphemus fra en høi Klippetop paa Siciliens Kyst sang ud over Havet om sin ulykkelige Kjærlighed til Havnymfen Galathea og derded fandt en Lindring imod sine Elskovskvaler.

- 116, - 3. mangen Krølle] 1785, 1791, 1807: mange Krølle, hvad der dog utvivlsomt ikke er Andet end en 359 permanent Trykseil; jvfr. nærv. Bd. S. 238 L. 19-20: Krøller slaae paa gamle, vrantne, stridige Parykker.

S. 116, L. 10. Den handler om Herr Simon ] See Boccaccios Decameron, 5te Dag, 1ste Fortælling, om den fjollede Cimone , det blev fornuftig af Kjærligyed.

- 117, - 3-4. for Stykker af vor Frue og Jacobs Himmelstige at beskue] Sigter til bekjendte Anekdoter om de mærkelige Kelikvier, der forevises i visse katholske Klostre, saasom: forskjellige hellige Personers Hovedskaller, Negle osv., et Trin af den Himmelstige, Jakob saae i Drømme, et Been af den fede Kalv, hvormed der beværtes i Parablen om den forlorne Søn, o. desl. I sine Brudstykker af "Labyrintens" Fortsættelse i Minerva 1791 siger Bagg. ligeledes, efter Omtalen af de Rousseau'ske Relikvier paa St. Petersøen i Bielersøen: "Sandelig, det var dog mere værd end alle Stykker af Jacobs Himmelstige og Jesses Stub tilsammentagne!"

- 118, - 14. grusom voldt] Saaledes 1791. 1785: voldt ubøielig; 1807: grusomt voldt, hvilken sidste Læsemaade, pao Grund af dens Kakophoni, formeentlig ikke kan tilskrives Andet end en Trykfeil. - Med Hensyn til Imperfektumsformen voldt , istedenfor voldte , jvfr. S. 154 L. 28: Det, som forvoldt ham stærkest Hiernevrid.

- 119, - 5. Troer mig] 1791, 1807: Troe mig; jvfr. L. 9, hhvor begge disse Udgg. have: troer.

- -, - 27. befalde] d. e. behage.

- 120, - 12-13. Og hendes Skiønhed . . . blev dog alt meer og meer beskuelig] d. e. hinde man nu lettere taale at see paa, fordi den ikke længer var saa blændende .

- -, - 23. beløbet] d. e. bevandret, erfaren.

- -, - 26. Borgere] Dette Ord, som nu ikke bruges mere i den Betydning, var tidigere almindeligt for: Halvittigheder, Ordspil, Kjældermænd, "Brandere." Ifølge Rahbek ("Om Ludvig Holberg som Lystspildigter", I, 1815, S. 107) skriver Ordet sig fra det "norske Selskab" (stiftet 1772, reorgamseret 1774); jvfr. P. A. Heibergs Oversættelse af Eusebius 1787, S. 114: "Det Ord Borger , hvormed man i de senere Tider har fundet paa at benævne den uægte Vittighed". Endnu fra Aaret 1831 haves en lille Piece paa otte Sider med Titel: "Borgere og Kiældermænd'', af O. Topp.

- 121, - 9. Sot] d. e. Nar (Fransk).

- -, - 11. siger i en lang Distance bæ!] Allusion til 360 "Møralen" i Wessels Fortælling "Den forvovne SiællandsFaer"; see ovenfor, S. 355, Anm. til S. 104 L. 21-22.

S. 121, L. 12. Cornu Copiæ ] d. e. Overflødighedshorn (Latin).

- 122, - 2. Orioner] d. e. Stjerner; see ovenfor, S. 348-49, Anm. til S. 81 L. 13.

- -, - 20. Let confundert] d. e. som let kunde blive forvexlet.

- 123, - 2-3. Den hele Kunst, som salig Herr Ovid var Doctor i] Hentydning til Ovids Digte om Elskovskunsten (Ars amandi) og om Elskovs Lægemidler (Remedia amoris).

- -, - 8. Hov'det] Om denne Form see ovenfor, S. 307, Anm. til S. 3 L. 5.

- 124,- 35. Hierter] Saaledes 1791 (1807: Hirret; 1785: Mandfolk).

- 126, - 10. "For den Uleilighed at undgaae", Svaret lød] En Forandring, som Bagg. har foretaget med nogle af de følgende Linier, ligesom paa enkelte andre Steder i denne Fortælling, for at betage den oprindelige Redaktion dens noget mere sandselige Charakteer, hor medført, at denne Linie nu er kommen til at staae uden tilsvarende Riim.

- 127, - 8. sine] 1785 og 1791: hendes (som derimod er forblevet staaende urettet S. 119 L. 33).

- 128, - 12. halve Skabningen] d. e. den halve Deel af alt det Skobte; jvfr. ovenfor, S. 320, Anm. til S. 29 L. 19.

- 129, - 20. hvor han skiult fra Hoved indtil Hale] 1785: hvor han stod, og Hoved indtil Hale; jvfr. Ovenfor, S. 317, Anm. til S. 26 L. 5.

- 131. Thomas Moore eller Venskabs Seier over kiærlighed . Minerva, Oktbr. 1785 ("Thomas Moore. En Fortælling i et Brev til -"). - Ungdomsarb. 1791, I, 150.

- Event. og com. Fort. 1807, II, 235. - 1 DV. I, 325.

- 2 DV. I, 217. -

De to første Udgaver af denne Fortælling ere ikke lidet forskjellige indbyrdes, idet ikke blot hist og her Udtryk og Vendinger ere blegne forandrede, men ogsaa flere større og mindre, Gangen i Fortællingen uvedkomniende Stykker (tilsammen 80 Linier), som fandtes i Minerva, ere blevne udeTadte i Ungdomsarb. Udgaverne 1791 og 1807 ere derimod saagodtsom ganske eenslydende, idet de kun fremvise enlelte, reent orthograsiske Forskjelligheder.

Fortællingen er oversat paa Tydsk, men i ubunden Stiil, af Sonder i hans "Comische Erzählungen oder Scenen aus 361 dem menschlichen Leben alter und neuerer Zeit", Køphgn. u. Leipz. 1792, S. 445.

S. 131, L. 12. Jeg, som har røbet nys] nemlig i forrige Maaneds Minervahefte, hvori Fortællingen "Constance" var optagen.

- 133, - 19. Skaldes] Om Bagg.s Brug af denne Form see ovenfor, S. 304, Aum. til S. 2 L. 8 og 10.

- -, - 29. af min Palmine] 1785: af Celimene . See ovenfor, S. 308, i Anm. til S. 3 L. 16-20.

- 134, - 8. den Søn, jeg ønsker dig, Palmine!] 1785: den Søn, jeg ønsker dig, Seline! See den nysanførte Anm. til S. 3 L. 16-20. Seline (Fru Pram) var bleven gift i Mai 1782; hendes Ægteskab forblev barnløst. Palmine (Baggesens Kone Sophie, f. Haller) blev Moder d. 24de Mai 1792, da hun skjænkede sin Mand en Søn, Ernst, men han blev ikke engang halvandet Aar gammel.

- -, - 10. blandt] 1791, 1807: iblandt.

- 135, - 20-21. Herr Bayle . . . Thomas Moore ] Om Thomas Moore , den berømte engelske Kantsler under Henrik VIII, hedder det, ikke hos Bayle selv, men i Chaufepié's Supplement til hans Dictionnaire: 11 alla chez Mr. Jean Colt de New-Hall dans ]a Comté d'Essex . . . Mr. C., qui se plaîsoit beaucoup dans sa Compagnie, lui donna le choix d'une de ses deux filles, qui étoient de jeunes Demoiselles sages et fort aimables. Mr. More panchait pour la seconde, qui lui paroissoit la mieux faite; mais ayant fait réflexion que ce seroit un cliagrin et une espéce d'affront à l'aînée, de se voir préférer sa cadette, il se tourna par une sorte de pitié vers l'ainée, et l'épousa pen de terns après. Elle ne vécut environ que six ans avec lui, & lui donna tous les ans un enfant.

- -, - 23. som Naso siger] At Bagg. her ikke har tænkt paa noget bestemt Sted hos Ovid, fremgaaer af, at der i Minerva ved dette Sted findes tilføiet, som Note under Texten: In op. perd. (d. e. "i et Værk, som er gaaet tabt").

- 136, - 10. Tydsklands Poetinde] Hermed menes (jvfr. Noten under Texten) Anna Luise Karsch (Karschin), født Dürbach, eengang kaldet "die deutsche Sappho", f. 1722, d. 1791.

- -, - 24. Hov'det] Om denne Form see ovenfor, S. 307,

Anm. til S. 3 L. 5.

- 137,- 4. fordums] 1785, 1791 og 1807: Fordums, en Skrivemaade, der ganske undtagelsesviis forekommer endnu et 362 Par andre Steder i Bagg.s Skrifter, men ikke kan betragtes som Andet end en reen Trykfeil.

S. 138, L. 17. Philomeles] d. e. Nattergalens.

- 139, - 24. Kiempernes Betvinger] Hermed menes naturligviis Jupiter som Titanernes og Giganternes Beseirer. Philemon og Baucis , det alderstegne fromme Agtepar, var bekjendt for sin indtil det Sidste bevarede giensidige Kjærlighed, skjænkede han Opfyldelsen af det eneste Ønske, de hadde tilbage, nemlig at de Begge maatte døe paa en og samme Tid.

- -, - 29-30. Datteren af dig, guddommelige Dyd!] Den rene, vellystfulde Følelse, Talen er om, bliver her kaldt Dydens Datter , fordi Dyden avler den .

- 142. Ja og Nei, eller den hurtige frier . Minerva, April 1786. - Ungdomsarb. 1791, I, 115. - Event. og com. Fort. 1807, II, 189. - 1 DV. I, 295. - 2 DV. I, 197. -

I Holbergs "Moralske Fabler" 1751, S. 12-14 (,,8. Fabel eller Historie. Om det tvungne, og dog utvungne Giftermaal") findes den Begivenhed fortalt, der ligger til Grund for nærværende Digt, og som "siges virkeligen at være passeret i Engeland."

Den væsentligste Uovereensstemmelse imellem første og anden Udgave af denne Fortælling bestaaer, foruden de nedenfor i Anmærkningerne anførte Afvigelser, deri at hele det Stykke, som begynder med Da Dagen var forbi (nærv. Udg. S. 158 L. 16 - S. 159 L. 9), samt S. 160 L. 21-28 ganske fattes i Minerva; de øvrige Afvigelser ere ubetydelige. Udgaverne 1791 og 1807 adskille sig hovedsagelig fra hinanden derved, at alle Noterne i den første af disse Udgg. (11 i Tallet) ere udeladte i den anden; forøvrigt ere Afvigelserne reent ortografiske.

Fortællingen er oversat paa Tydsk deels af Sander, i ubunden Stiil, i hans ovenfor citerede "Comische Erzählungen", Kophgn. u. Leipz. 1792, S. 347, deels af Bagg. selv (under Pseudonymet "Danwaller"), i bunden Stiil, i hans "Taschenbuch für Liebende" 1810, S. 82 ("Poet. W." 1836, V, 27).

Af denne Fortælling haves to dramatiske Bearbeidelser, nemlig: "Ja eller Nei, eller Det skulde saa være", Komedie i l Akt af kgl. Skuespiller Bernh. Henr. Beck, opført paa det kgl. Theater 1 ste Gang d. 4de April 1793 og sidste (14de) Gang d. 3die Febr. 1820, trykt 1794; og "Navnet eller det hurtige Frieri", utrykt Toakts-Lystspil paa rimede Vers af 363 Frøken Sille H. C. Beyer, opført fem Gange i Aaret 1833 og derefter henlagt.

S. 142, L. 9-11. Abbeden Du Bos , den Anti-Iyde, som . . . kom Folk bag Rhin og Fæ i samme Gryde] Til dette Sted findes i 1786 og 1791 som Note under Texten følgende Citat af Abbed Jean Baptiste Dubos's, første Gang 1719 trykte Værk «Réflexions critiques sur la poësie et sur la peinture», Tome II, Section XIII (som handler om, hvorledes Fremgang i Videnskaber og kunster ogsaa er afhængig af reent fysiske Momenter): «Tout le monde sait qu'il n'est sorti des extremités du Nord que des Poëtes sauvages, des versificateurs grossiers et de froids coloristes. La Peinture et la Poësie ne se sont point approcliées du Pole plus près que la hauteur de la Hollande.»

Ogsaa Rahbek har gjentagne Gange i sine Tidsskrifter, baade 1791 og 1816, bragt dette Dubos'ske Udsagn i den danske Læseverdens Erindring.

Ordet antijydsk i Betydning af antidansk forekommer igjen i en Optegnelse af 9de Mai 1814 i "Provst Frederik Schmidts Dagbøger" ved N. Hancke, Kbhvn. 1868, S. 179; og ligesom overhovedet Brugen af jydsk istedenfor dansk er velbeekjendt fra flere Steder i Peder Paars (hvorom kan eftersees G. L. Badens Bemærkninger i "Ny Minerva" Jan. 1807, S. 49), saaledes bruger ogsaa Bagg. jevnlig Ordet ganske paa samme Maade: see f. Ex. i nærværende Bind S. 145 L. 25 og S. 246 L. 4.

- -, - 17-18. Poeter overalt . . . som Fluer] Man mindes herved om Sganarells Yttring i Holbergs Melampe: "Jeg troer, her er lige saa mange Bers-magere i Byen, somer Fluer i September Maaned."

- -, - 19. Kongens] 1786: Venskabs.

- -, - 20. Om Frihed, om Oplysning] 1786: Om Himlen, Vaaren.

- -, - 22. Om Vaaren, Borgerdyd og Ærlighed] 1786:

Om nye Frugter af Ophiulpnes Sveed,
Om gammel Gaudium og Ærlighed.

Ved gammel Gaudium forstaaes gammel Rhinskviin.

- 143, - 1. Man synger, hvad man ikke gider sige] Jvfr. Figaros Ord i Beaumarchais's Komedie "Barberen i Sevilla", 1ste Akts 2den Scene (i Skuespiller Schwark's danske 364 Oversættelse 1777): "Det, som man nuomstunder ikke gider sagt, det synger man."

S. 143, L. 3-9. Hvor er vel noget Nyt uqvædet før? Hvorom . . . og har aldrig gidt] 1786:

Hvor er vel noget nyt uqvædet før,
Som ei i denne Tid en anden qvæder?
Hin sang om Øl, hin Vand, og hin om Smør,
Hin Griffenfeld og denne Norges Skræder .
Een sang om Regn, og lærte Verden nys,
At hver en Draabe var, o store Gud! et Kys.
En anden snart, til Himlens Ære, venter
At giennemgaae paa Riim. de fie Elementer,
3ord, Luft og Hav og I1d, og alt deri,
For hvilket Himlen sig og os i Naade frie!
Og nok en anden - Mærker sleer
Af Archisangia jeg ikke vil citere -
Sin Donna spørger, paa en snu Maneer,
Hvor til hun leer -
Til Digtekonstens Roes hvad kan man sige mere?

hvorhos der til den fjerde af disse Linier er tilføiet som Note under Texten: See ikke Griffenfelds Fald , og Hymne til Hr. R. Greve, - Borger-Kapitain og Mesterskræder i Bergen.

Med Griffenfelds Fald sigtes til et Digt af Hans West: "Griffenfeldts Fald, eller en Samtale imellem Prof. Rasmus Vinding og Greve Peder Griffenfeldt i hans Fængsel i Castellet i Kiøbenhavn'', Kbhvn. 1784, et saare uheldigt Produkt, der ogsaa var bledet stærkt medtaget af Kritiken («quo nihil flebilius», sagde I. Kjerulf om det; see de hos Nyerup anførte Steder samt Rahbeks Erindr. II, 337). Forfatteren - der døde 1811 som Etatsraad og Ridder af Dbg. - nævnes i Bagg.s i "Skiemts. Riimbr." 1807 indførte Riimbrev "Min Skygge", fra Novbr. 1806; jvfr. ogsaa ovenfor, S. 324, Noten. - Hvad Hymnen Qngaaer, bemærkes Følgende: Blandt de mange Forfattere, hvis Penne bleve satte i Bevægelse ved Hofprædikant og kgl. Konfessionarius Chr. Bastholms opsigtvækkende "Forløg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstieneste" (1785), var ogsaa en vis Skrædder og Stadskapitain i Bergen ved Navn Rollof Greve , der bl. A. endnu samme Aar skrev en elendig Piece paa l Oktavark: "gt Besvarelses Brev til en Ven! Anlediget af S. T. Hr. Confessionarii Bastholms Forsøg (osv).)", hvorom Lærde 365 Eft. i sin Anmeldelse af den herhenhørende Literatur indskrænker sig til at bemærke: "Den gode Forfs. Sprog er saare underligt og moersomt, og synes at røbe en Mand, som oftere haver havt et eller andet Instrument, end Pennen i Haanden". Den gode Leilighed, der her tilbød sig til Persifflage, forblev ikke ubenyttet, og saaledes blev der navnlig ogsaa railleret over Forfatteren og hans løierlige Skrivemaade af en Anonym (P. A. Heiberg?) i et lille Digt: «Til Herr Stads-Capitain og Skrædder Rollof Greve i Bergen. Konstantinopel 1785», der uden Tvivl er det Digt, hvortil der her sigtes, da det, saavidt vides, er det eneste Skrift i bunden Stiil, som bled foranlediget ved R. Greves Deeltagelse i disse liturgiske Stridigheder. - Archisangia: see Holbergs Komedie ,,Kilde-Keysen" 1ste Akt 8de Scene, hvor Leander, forklædt som Læge, erklærer om Leonoras paatagne Sygdom, hvorunder hun taler paa lutter Sang, at "her er meere end en Perisangia, her er snart en Archisangia".

S. 143, L. 16. i Kong Jørgens Herredom] d. e. i den engene Kong Georgs Rige.

- -, - 19. Visen om Kong Edvard, god og from] Hermed menes et til Almueliteraturen henhørende, af Hollandsk paa danske Riim udsat Eventyr (1696 og senere) om "Kong Edvard af Engelland mægtig og from", som var geraadet i en heftig Sygdom, for hvilken han kun lunde blive kureret, hvis han fik Jugl Phønix's Sang at høre; men Fuglen maatte hentes fra Arabien langt ude ved Verdens Ende. Kongens tre Sønner reise successive ud efter den, og tilsidst lykkes det den yngste af dem efter forskjellige Eventyr og Gjenvordigheder at bemægtige sig den dyrebare Fugl, hvorved han da ogsaa omsider efter sin Hiemkomst faaer sin Fader helbredet. (Nyerup, "Alm. Morskabslæsning" 1816, S. 227-30).

- -, - 20-21. for Fuglen at begiere, mod hvilken andre kun Canailler ere] Hertil anføres i 1786 og 1791, som Note under Texten, Pernilles Replik i Holbergs Komedie "Julestuen": "Ach den dejlige Fugl Phoenix! Andre Fugle er kun Carnalier at regne mod den."

- -, - 23. den Bog] d. e. Englænderen Fieldings bekjendte Roman "Tom Jones", der nogle faa Aar iforveien var bleven oversat paa Dansk.

- 144, - 4. Blir] d. e. bliver til , fødes.

- -, - 15. det er en engelsk Synd] Hertil i 1786 og 366 1791 følgende Note under Texten: Philip Mordan i var Synderens Navn. Han var 27 Aar gammel, velskabt, smuk, riig, af adelig Familie, vittig og underholdende i Selskab, og det, som er mere værdt end alt det andet, inderlig elsket af den Nudige, han elskede. Alt dette gav ham saa megen Afsmag for Livet, at han i Fortvivlede giorde Vers og skiød sig.

S. 144, L. 20. Hvad hver med Vessel tilstaaer dog er ilde] Allusion til Wessels Fortælling "Herremanden."

-- -, - 21. Dertil har Engelskmanden eene Lov] Her til i 1786 og 1791 følgende Note under Texten: William Smith hed denne løierlige Karl. Han troede med Madame Deshoulieres: «qu'à coqueter toute belle est encline», og at ingen kunde undtages fra denne Hovedregel, uden dumme og stygge. Hans smukke, men dydige Kone blev derfor efterhaanden saa dum og grim i hans Øine, at han hængte sig af Ærgrelse.

Mme. Desyoulières, f. 1634, død 1694, var i sin Tid høit anseet som sigterinde (man kaldte hende endog "den l0de Muse" eller "den franske Kalliope"). Citatet findes i et Digt fro hende til en af hendes Døttre, men rigtignok med Ordet fille istedenfor belle (see f. Ex. Oeuvres de Mme. Des Houlières, nouv. édit., Paris, an VII, Tome 1er, p. 113.)

- -, - 25. Sphærers Harmonier] See ovenfor, S. 335, Anm. til S. 45 L. 3-4.

- 145, - 7. det er en engelsk Streg] En Note i 1786 og 1791 henviser her til en Anekdote i Ugeskriftet "Læsekabinet for begge Kiøn" (Kbhvn. 1785) om en rig engelsk Adelsmand, Sir Thomas Dolsey, der uden videre lod sit ene Been sætte af, fordi hans Elskede, som havde et Træbeen, ansaae det for umuligt med en saadan Legemsbrøst at kunne bevare en Mands Kjærlighed og alene af denne Grund haardnakket havde afslaaet hans Ægteskabstilbud. Efter nu selv at have faaet anlagt et Træbeen, fremstillede han sig paany for sin tilbedte Miss Luzie, som, rørt over et saadant Beviis paa Kjærlighed, styrtede maalløs i hans Arme og endnu samme Dag blev forenet med ham i et lykkeligt Ægteskab.

- -, - 13. Man bander Pine deux, trois, quatre] Hertil i 1786 og 1791 følgende Note under Texten: En spillende Franskmand hørte, at hans Modpart, hver Gang han giorde et ulykkeligt Kast, raabte: Pine Død ! Da han selv tabte, og tabte glubsk, vilde han overbande den Danske, og raabte: pine 367 deux, pine trois &c. - I "Freias Alter" har Odhlenschläger lagt Bilbo den samme Ed i Munden.

S. 145, L. 17. Saa stærkt kan Tab en Engelskmand kun slaae] Hertil i 1786 og 1791 som Note under Texten: Tradition.

- -, - 25. Jyde] Til dette Ord findes i Minerva som Note under Texten:

Søde Siel! betænk, at vi, desværre!
Er alle 3yder for vor Herre.

Wessel.

Citatet er af Wessels Fortælling "Den jydske Kavalleer." Jvfr. ovenfor, S. 363, i Anm. til S. 142 L. 9-11.

- -, - 26-27. at spille Skak med Gud, for Erkebispen lempelig at snyde] Hertil i 1786 og 1791 følgende Note under Texten: Nemlig Erkebispen af Canterbury. En Kiøbmand i London var bleven ruineret. For at sætte sig i Stand igien, behøvede han Penge, og, for at faae disse paa en honet Maade, flyttede han, som Eremit, ud i en Skov, og sad eene der og spillede Skak uophørlig, som han sagde, med Gud, Bemeldte Erkebisp besøgte ham paa sin Tour der forbi, for at see, hvorledes det gik til. Eremiten spillede, trak sine egne Brikker med mneligste Forsigtighed (sagde han) og Guds efter Indskydelse. Medens Bispen saae derpaa, vandt Gud et temmelig stort Spil, som Eremiten betalte ham ved hans til al Lykke nærværende Tiener. Alt dette fandt hans Eminents rimeligt. Men paa Tilbagereisen, da Bispen ogsaa saae til ham, tabte Gud et tredive Gange saa stort Spil, som vor Eremit fandt rimeligt, at samme Casserer udbetalte. Bispen maatte giøre det, enten han peeb eller sang; thi de vare ene, og Eremiten var stærkest. See alle engelske og franske Gagetter fra den Tid.

- 147, - 3. En Philosoph] Her er neppe tænkt paa nogen bestemt Viismand, hvem dette Udsagn særlig skulde være blevet tillagt. Udg. seer sig ialfald ikke istand til at paavise nogen saadan. Med en vistnok tvivlsom Paaberaabeelse af Demosthenes hedder det i «Colombine avocat pour et contre» (Gherardi, Theatre italien, 1ste Bd., Amsterd. 1701): «L'homme qui se marie, est appellé par Demostene l'ennemy de son repos, l'artisan de son malheur, et le bourreau de sa liberté: jugulator libertatis.»

I Bagg.s ovenanførte tydske Oversættelse lyder Stedet noget anderledes:

368

Ein Philosoph, desz Name mir entfallen,
Hat irgendwo gesagt:
Dasz unter seinen Wagestücken allen
Ein Waghals, dem ein Madden wohlgefallen,
Das grösze, wenn er sie heirathet, wagt.

S. 147, L. 10. En anden Philosoph] nemlig Sokrates, ifølge Diogenes Laertius.

- -, - 15. Den tredie] Med det Udsagn, der her lægges den tredie Filosof i Munden, kan Bagg. mulig have tænkt paa, hvad der fortælles om den tydske Historieskriver Johannes Aventinus († 1534), som ikke tænkte paa at gifte sig, førend da han var bleven 64 Aar gammel, og da først vilde raadspørge baade sine Venner og den hallige Skrift og andre Bøger; men da han ved denne Raadførsel ikke kom til andet Resultat, end at han burde overveie Sagen hele sin Levetid , saa fulgte han sin egen Svagheds Røst, der tilsagde ham, at han netop nu trængte til en Støtte i sin Alderdom, og gik hen og giftede sig. Den samme Sætning: «que le mariage est une affaire à laquelle il faut songer toute sa vie», forekommer i den 1688 opførte Komedie «Le Divorce» (i Gherardi's ovenanførte Theatre italien) og formodentlig flere andre Steder.

- -, - 23. Misogyners] d. e. Kvindehaderes.

- -, - 26. Pebersvendom ] Hertil i 1786 og 1791 følgende Note under Texten: Jeg haaber, at man kan tillade mig dette Ord, Svenddom er rigtig nok for længe siden gaaet af Moden, som overflødigt i vort Sprog, i dets Sted burde vi altsaa efter Horaz's Regel have ganske nyt:

- si forte necesse est
Indiciis monstrare recentibus abdita rerum;
men netop fordi vi ingen Svende har, har vi naturligviis desto fkere Pebersvende; og:
- ego cur, adquirere pauca
si possum, invideor?*)

* 369

Bagg. synes herefter at have troet, at dette Ord her for første Gang blev indført i den danske Literatur (Vidensk. S. Ordbog og Molbech citere ogsaa begge kun ham ved Omtalen af det); men Tode havde allerede brugt det nogle Aar iforveien i "Ægtestandens Berømmelse": see hans "Sundhedstidende" 18de April 1781 ("Samlede danske prosaiske Skrifter" 1ste D., 1793, S. 46).

S. 150, L. 6. saa meget, som jeg vel kan raade] raade d. e. overkomme, bestride. Jvsr. S. 320 ovenfor, Anm. til S. 30 L. 32.

- 151, - 2. Seline] See ovenfor, S. 308, i Anm. til S. Z L. 16-20.

- -, - 10. Jeg glemte Rimet] nemlig det først i Slutningen af denne Linie følgende Riimord (hinanden) til S. 150 L. 26: Panden.

- -, - 16. Pastor Paris ] 1786: Hr. Landsdommer Paris , og hertil som Note under Texten: Horaz kalder ham baade Pastor og Judex, d. e. baade Hyrde og Dommer (Oderne I, 15, V. l og III, 3, V. 19), det Sidste med Hentydning til den Dom, det tilfaldt ham at afsige, dengang Juno, Venus og Minerva stredes om Skjønhedsprisen.

- -, - 30. den herculiske Maneer] Sagnet beretter, at Herkules i een Nat besvangrede alle den græske Kong Thespius's Døttre, 50 i Tallet.

- 153, - 28. min langagtige Fortællemaade] Denne skjemtende Anvendelse af Ordet langagtig, ikke om Udstrækning i Længden, men om Udstrækning i Tiden, findes ogsaa hos andre, med Bagg. samtidige Forfattere, om end mulig kum som Efterligninger eller Reminiscenser netop af nærværende Sted.

- 154, - 24. Hov'det] Om denne Form see ovenfor, S. 307, Anm. til S. 3 L. 5.

- -, - 28. forvoldt] Med Hensyn til denne Imerfektumsform, istedenfor forvoldte , jvfr. S. 118 L. 13-14: den Allarm, hym grusom voldt i mangen Ynglings Barm.

- -, - 33. som Vessel siger] Som Note hertil under

Texten findes i 1786: in Mss. (d. e. in manuscriptis,

utrykt, kun opbevaret i Manuskript); i 1791: in Op. perd. *

...... "mægter nu jeg at
Skabe os faa Ord, hvi misundes mig dette?"

370 (d. e. in opere perdito, i et Værk af ham, som er gaaet tabt).

S. 155, L. 13. den tredde] Om denne Form see ovenfor, S. 305, Anm. til S. 2 L. 25.

-161. Rallundborgs Krønike, eller Censurens Oprindelse . Minerva, Aug. 1786. - Ungdomsarb. 1791, I, 167. - Event. og com. Fort. 1807, I, 197. - l DV. I. 221. - 2 DV. I, 175. -

Den væsentligste Forskjel imellem de to første Udgaver af denne Fortælling bestaaer deri, at i Minerva er Fortællingen forsynet med en vidtløftig Titel paa flere Linier og en fingeret Dedikation samt med et betydeligt Antal (26) Noter, af hvilke kun een er gaaet over i Ungdomsarb. Derimod er der i sidstnævte tilføiet 4 Slutningslinier. I Udg. 1807 ere disse, saavelsom den ovenomtalte ene Note, atter bortfaldne, ligesom et Par enkelte Ord ere blevne ombyttede med andre, men forresten ere Afvigelserne imellem Udgg. 1791 og 1807 reent orthografiske.

Fortællingen er oversat paa Svensk (af P. Bergstrøm): «Kallundborgs Chrönika, eller Censurens Uphof; af Jens Baggesen. Öfversättning från Danskan», Stockh. 1792.

- -, - 11. Da Kronprinds Humble selv var ganske liden] Hertil i 1786 som Note under Texten: Altsaa i Kong Dans Tid; thi Humble var en Søn af Dan, som Saxo fortæller i sin Grammatica.

- -, - 12. En Hest i Kallundborg Borgmester blev] (jvfr. L. 14: Sit Tilnavn kunde han aldeles ikke lide) see den til Kong Dans Tid henlagte Fortælling "Jeppe" her foran, og navnlig S. 86, L. 17-18: Peer Asen blevet er Bormester i Kallundborg.

- 162, - 17. Pieriden] d. e. Musen.

- -, - 27-28. Kræmmere, som havde Been i Panden, og blot ei Horn] Jvfr. S. 93 L. 5-6 med tilhørende An-

mærkning. - Om Bagg.s Brug af blot ikke istedenfor ikke blot , see ovenfor, S. 351, Anm. til S. 91 L. 10.

- 163, - 1. Og gave Lybeks sorte Tavle Fanden] Hertil i 1786 som Note under Texten: Man har i Lybek den slemme Skik, at opslaae de fremmede Kiøbmænds i de smaae Kiøbstæder, eller rettere: Høkeres Navne, som have giort Fallit, og ikke kunnet betale, paa et sort Brædt, til evig Spot og Skiændsel. - Denne sorte Tavle fandtes ialfald endnu 1878, med en Indskrift 371 fra Anno 1580, i den store Sal i Lübecks gamle Skipperhuus: see Ugebladet "Nær og Fjern" for 24de Marts 1878, Nr. 299.

S. 163, L. 2. Pastorer, som holdt Troen reen og puur] En Note i 1786 henviser her til den Anholtske Historiografs Ord til Peder Paars (1ste B. 2den S.): "Vor Troe er reen og puur, som den var paa de Tider, Kong Dan ved Roret sad."

- -, - 7. Studenter] Saaledes 1791 (og Minerva). 1807 har vel: Studentre; men skjøndt Bagg. ganske vist, bortseet fra hiin Læsemaade i 1791, i sine ældre trykte Skrifter udelukkende bruger Fleertalsformen Studentere *), maa det dog vist ansees for lidet rimeligt, at han i 1807 har villet indsætte denne Skrivemaade, som Rettelse , tilmed i en paa Grund af Sammentrækningen saa haard og uskjøn Form, og Udgiveren har derfor troet, at Cæsemaaden i 1807 paa dette Sted ikke skyldes Andet end en Trykfeil.

- -, - 8. Curtius ] d. e. den romerske Historieskriver Quintus Curtius Rufus. I Skoleforordningen af 1775 nævnes Curtius som en af de latinske Autorer, der af "de munterste og beste Hoveder" kunne læses udenfor de egentlige, for alle Disciplene befalede fælles Pensa i Latin.

- -, - 11. velske Bøger] Note i 1786: Det vil sige: i velsk

Bind indbundne.

- -, - 30. I det Fald Kallundborg var et Geneve ]

I det Fald d. e. i den Henseende, i dette Punkt. - I den

daværende Republik Geneve var Forfatningen dengang endnu

væsentlig udviklet i demokratisk Retning.

- 165, - 3. Præstedeien] Ved det forældede Ord Præstedeie forstaaes: en Præsts Huusholderske, Kokkepige (eller * 372 Frille). Ordet Deie forekommer igjen i Bagg.s Fragment "Thora", 8de Sang.

S. 165, L. 16. Logomakie] d. e. Strid om Ord, Ordkløveri.

- -,- 25. trods deres tappre Sult] Note i 1786: Sult bruges ofte i Steden for Geist. Paupertas impulit audax, ut versus facerem etc. Citatet er af Horats's Breve II, 2, B. 51-52: "Fattigdommen, som gjør dristig, drev mig til at skrive Bers."

- 166, - 5. Harm] d. e. Græmmelse, Sorg; see ovenfor, Anm. til S. 90 L. 27.

- -, - 19. Sad den Velviiseste] Velviis og Velviished var i gamle Dage Titulaturen for Dommere og Øvrighedspersoner. Holberg siger i sine "Moralske Tanker" 1744, S. 461: "Titler have og i disse Tider saaledes tiltaget, saa at, hvis det stedse vil blive udi samme Gang, ville Keisere og Konger med Tiden have sig intet forbeholdet. En Tieneste Pige vil heede Demoiselle, en Jomfru, Frøiken, en Dommer skiæmmer sig ved den gamle Titel af velviis, og vil alleene

være velbaaren".

- -, - 27. Sad paa hans store purpurrøde Næse] Note i 1786: Slige Perioder, hvori man saa lumskeligen lader Nominativus og Verbum lege Skiul, ere nuomstunder meget i Moden, endog i Prosa; endskiønt de falde især en Oplæser meget for Brystet. Man maae Skik holde eller Land flye. I Juvenals Tid hed det: omnia græce! i vores hedder det: Alles auf Deutsch! - Eitatet af Juvenal er hentet fra hans 6te Satire, 95. 187 ("Alt gjøres paa Græsk").

- 167, - 9. Lig Kong Asverus] Esthers Bog, 6te Kap. - -, - 15. Antidot] d. e. Modgift.

- -, - 21. assoupere] d. e. dysse i Søvn.

- -, - 32. Slog Øier ud for ingen Ting] I den ovenanførte svenske Oversættelse lyder Stedet saaledes:

Hans lås små tjyfvars konst bedrog, På stora ögat han utslog.

Om den gamle Overtro med Hensyn til Kunsten at vise Tyve igjen ved at slaae Øiet ud paa dem, kan eftersees Werlauffs "Historiske Antegnelser" 1858, S. 164 og 494 og de der anførte Steder. At Færdighed i denne Kunst særlig tillagdes Smede, fremgaaer af en Note i P. Paars (2den B. 3die S.), hvor det siges om gamle Gunnild, at hun af sin afdøde Mand - ligeledes ved Navn Christen Smed - havde lært 373 "mange store Videnskaber, besynderlig at slaae Øye ud paa Folk, hvor til mange Smede endnu lade sig bruge ", saavelsom af Sganarells Replik i Uden Hoved og Hale, Prølog, 2den Sc.: "Ach Monsieur Vulcanus! eftersom han er en Smed , vil han da ikke giøre mig den Tieneste for Penge og gode Ord at slaae Øyet ud paa den der har staalet en Act bort af vores Comoedie". Gunnild tog dog altid 1 Skilling for at slaae et Øie ud, hendes Navne i Barselstuen tog 6, og begge Steder fremhæves Prisens Billighed: efter den gamle kallundborgske Krønike maa vor Christen Smed antages at have drevet denne Idræt alene for sin private Fornøielse eller for Honnørens Skyld, eftersom han gjorde det "for ingen Ting". - Fleertalsformen Øier (saaledes alle 3 Originaludgaver), som vist aldrig har havt Hiemmel i Sproget, kan Bagg. neppe formodes her at have brugt alene for at undgaae den af ham saa stærkt forfulgte Hiatus, men sagtens ogsaa for strax i Begyndelsen af sit KrønikeCitat ligesom at give Texten i den æsdgamle, hundrede Aar før Kong Dans Tid forfattede Foliant et til denne ærværdige Alder svarende, antikt udseende Præg.

S. 168, L. 11. Han kan lidt meer end Fadervor] d. e. kan gjøre Trolddomskunster, hexe, vise igjen, osv. Jvfr. ovenfor S. 63, L. 9.

- 169, - 3. Herr Nielses Hest] Det var en gammel, fra Middelalderen nedarvet Skik hos Almuen, som endnu vedvarede efter Holbergs Tid i det 18de Aarhundrede, at give Præster Titelen Herre (Herr), og tillige nævne dem ved deres Døbenavn (Molbech, Holbergs Com. 1843, S. 333). Det er vel en Levning af denne gamle Skik, naar Præsterne endnu den Dag idag i vore officielle Prædikantlister stadig opføreg ikke som "Pastor N. N.", men som ,,Hr. N. N."

- -, - 19-20. Maanen ,.. Endymion] Af Mythologien er det bekjendt, hvorledes den kydske Maanegudinde Diana blev fængslet af den sovende Endymions Skjønhed og ved Nattetid dalede ned til Jorden for at kysse ham.

- -, - 31. Kolden] d. e. Koldfeberen.

- 171, - 27 - S. 172, L. 2. lig en Kat . . . naar Dragøes Helt . . . den redder i et Seierslag] Den barbariske Folkeforlystelse paa Fastelavnsmandag at slaae en levende Kat af Tønden synes herhjemme at have holdt sig længst paa Amager og fortrinsviis at være bleven dyrket der: see Werlauffs Erindringer i Hist. Tidsskr. 4de R., 4de Bd., Kbhvn. 1874, 374 S. 375-76, jvfr. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn for 13de Febr. 1804, Nr. 104, samt det næste Nr. for 17de s. M., hvor det hedder: "Til Amagernes Ære være det sagt, at man sidste Fastelavnsmandag ikke slog en Kat, men en Dukke af Tønden. Man seer altsaa, at de af egen Trivt have givet Slip paa den Uskik, som er bleven paaanket i forrige Numer."

S. 173, L. 31-32. Naturam furca pellas ex, hun kommer dog igien, den Hex!] Allusion til Horats's: Naturam expellas furca, tamen usque recurret (Brevene I, 10, V. 24), som i 1786 anføres i en Note, med følgende Tilføining: d. e. Jag Naturen ud med en Høetyv eller med en Galge (thi furca betyder begge Dele), den løber dog atter tilbage!

- 175, - 2. tredde] Om denne Form, see ovenfor, S. 305, Anm. til S. 2 L. 25.

- -, - 17. en sort Krabat] See ovenfor, S. 344, Anm. til S. 61 L. 27. - I Rallundborg fandteg tidligere en Latinskole. Den blev nedlagt ved den store Slolereduktion i 1739.

- -, - 20. røg af] d. e. bestod daarlig ved Examen, faldt igjennem.

- -, - 21. henrykt i Qvintilian] henrykt d. e. fortabt, fordybet. - Af den udmærkede romerske Rhetor Marcus Fabius Quintilianus , fra det 1ste Aarh. efter Chr., haves en vidtløftig Veltalenhedslære, Institutio oratoria, hvoraf 3 Bøger i Skoleforordningen af 1775 anføres iblandt de paabudte latinske Pensa.

- 176, - 29. Fordi han ligger under Mulde] Note i 1786: En meget uegentlig Talemaade om en, som er hængt.

- 177, - 16. lad den Fule, Smør, og Sild, og Lugt] Note i 1786: Hun forstod ikke hans hidsige Declamation, og troede derfor, han drømte om disse Ting, som hun hørte en forvirret Lyd af.

- 178, - 25. Som røg forgangen af med Nucleus] røg af: see ovenfor, Anm. til S. 175 L. 20. - Nudeus d. e. «Nucleus Latinitatis», et i sin Tid meget bekjendt lille latinsk-dansk Lexikon, udarbeidet af den lærde Gram og almindelig benyttet som Skolebog, første Gang udgivet 1722 og efter den Tid oftere oplagt.

- 179, - 7. Herr Morten ] See ovenfor, Anm. til S. 169 L. 3.

- 180, - 26. Originalen hænger i Peer Paars] nemlig 375 Præsten Hr. Niels, der omtales paa flere Steder i P. Paars, navnlig i 1ste Bogs 2den og 4de Sang samt i 3die Bøgs 1ste Sang.

S. 180, L. 30. Donat] Donat er, i den danske som i fremmede Literaturer, en almindelig Benævnelse paa de ædste trykte Grammatiker til den første Skoleunderviisning, særlig i Latin. (Man har ogsaa, fra 1761, "En dansk Donat for Børn"). Ordet er dannet efter Navnet paa en berømt romersk Grammatiker Ælius Donatus, som levede i det 4de Aarhundrede, og hvis forskjellige Skrifter gjennem hele Middelolderen vare blevne benyttede som Grundlag for den grammatiske Underviisning; jvfr. Bogtitler som "den danske Florus" (efter den romerske Historieskriver Lucius Annæus Florus), "den danske Vitruvius" (efter den romerske Bygmester Marcus Vitruvius Pollio). Af Donaten og den af Prof. og Universitetsbibliothekar Thomas Bang forfattede lille Glosebog Aurora («Aurora Latinitatis in usum incipientium puerorum», 1638, og mangfoldige Gange senere oplagt) lærte lige indtil det 18de Aarhundredes Skolereform Disciplene i alle Danmarks og Vorges lærde Skoler de første Elementer af det latinske Sprog.

- 181, - 18. Tildeels dog Calvinister] Hentyder til den Ængstelighed, hvormed der i gamle Dage, i den strenge Orthodoxies Tidsalder med al dens dogmatiske Tvang, ogsaa herhjemme blev vaaget over at holde al Indtrængen af reformeerte Tendenser borte fra den rene lutherske Lære.

- 183. Orphens og Enrydice . Minerva, Jan. 1787. - Ungdomsarb. 1791, II, 79. - 1 DV. I, 207. - 2 DV. I, 168. -

Naar undtages, at der i Minerva har staaet Zeline i sidste Linie istedenfor Palmine (see ovenfor, i Anm. til S. 3 L. 16-20), er der forøvrigt ingen Afvigelser imellem de to Originaludgaver af dette Digt.

- 185, - 8-9. hist en giftet Flok, og hist en PebersvendeFlok] Saaledes baade 1787 og 1791. For ikke at lade Ordet Flok saaledes staae som Riim paa sig selv, have 1 DV. og 2 DV. paa det første Sted rettet det til Skok , en Forandring, som nærværende Udgiver dog ikke har troet at turde indføre i selve Texten.

- 186. Emma . Minerva, Novbr. 1786 (1ste og 2den Sang) samt Febr., Marts og April 1787. - Ungdomsarb. 1791, 376 II, 1. - Event. og com. Fort. 1807, II, l. - l DV. I, 351. - 2 DV. I, 235. -

Forskjellen imellem de to første Originaludgaver af nærværende "romantiske Evenyr" - som i Minerva blot er betitlet "Emna", i 1791: "et Digt i fem Sange" - bestaaer, foruden den i Anm. til S. 200 L. 7-10 nævnte Foramdring, væsentlig i, at paa eet Sted 4 nye Linier ere tilkomne i Ungdomsarb., medens et andet Sted 4 Linier, som fandtes i Minerva, ere bortfaldne; desuden ere gjennem hele Digtet enkelte Ord af og til ombyttede med andre. Imellem de to sidste Originaludgaver indskrænker Forskjellen sig, bortseet fra jevnlige orthografiske Uovereensstemmelser, saagodtsom udelukkende til, at to Smaastykker paa henholdsviis 4 og 8 Linier i 5te Sang ere bortfaldne i Udg. 1807.

Bagg. satte selv megen Priis paa dette i sin Tid saa berømte Digt og gav sig i en senere Periode ofte med Forkjærlighed Navn af "Emmas Sanger".

S. 187, L. 12. Blomsterengen] 1807 ved Trykfeil: Blomstertingen (1791: Engens Græsstraae; 1786 ganske afvigende).

- 188, - 25. hans eene Pande] d. e. hans Pande alene.

- 189, - 6. Seline ] See ovenfor, S. 308, i Anm. til S. 3,

L. 16-20.

- -,- 16. Aglajer og Thalier] Aglaia og Thalia ere

Navne paa to af Gratierne.

- 190, - 1. Paladiner] Saaledes kaldtes de fornemste Riiddere i Karl den Stores Følge.

- -, - 3. Euphrosiner] Euphrosyne var Navnet paa den tredie af Gratierne.

- -, - 7. en Charite ] Gratierne kaldtes hos Grækerne Chariter.

- -, - 19. det næstes] 1807: de næstes.

- 193, - 12. Plato siger] nemlig i Dialogen Symposion , hvor den af Bgg. her kortelig refererede Mythe lægges Aristophanes i Munden.

- -, - 14. skildtes] Bagg. skriver, omtrent lige hyppig, baade: skilt, adskilt, særskilt , de skiltes, og: skildt, adskildt ofv. med indskudt d. Paa dette Sted har 1791: skiltes, 1807: skildtes (og S. 193 L. 20 ligeledes 1791: adskilt, 1807: adskildt); men omvendt kan det ogsaa forekomme, at i forskjellige Udgaver af den samme Text den ældre Udgave har Formen med , den yngre derimod Formen uden dette indskudte d.

377

S. 195, L. 3. samler] 1807: samled.

- -, - 8. Den lyse Dagens Konge] d. e. Solen.

- -, - 25. Solen sinked sine Straaler] d. e.: Solen (der jo alt var paa Vei til at forsvinde bag Skoven) sagtnede sin Gang.

- 196, - 2-4. Cynthia . . . Endymion ] Cynthia d. e. Diana; jvfr. ovenfor, S. 373, Ann. til S. 169 L. 19-20.

- -, - 28. hele Skabning, tie!] Ved Udtrykket hele Slabningen forstaaes: alt det Skabte; jvfr. ovenfor, S. 320, Anm. til S. 29 L. 19.

- -, - 30. Tag, Ekko, sørgelig igien] Tag igien d. e. gjentag. Samme Tmesis forekommer flere Gange hos Bagg.; saaledes atter nedenfor, S. 204, L. 28-29.

- 197, - 33. trylles] 1807: tryllet.

- 199, - 22. Cypris ] d. e. Venus. I samme Betydming findes Cythere brugt strax efter, i L. 25.

- 200, - 7-10. Natur! . . . afsløre den!] I 1786 ender 2den Sang, istedenfor med disse 4 Linier, der her ere rykkede noget høiere op, med følgende:

Men jeg har nydt den - Erycine
Har venlig skienket mig dens Lyst;
Thi jeg har kyst engang Zeline ,
Og meer end Gratierne kyst.

Men o! jeg mistede mit Eden!
Kun Mindet tryller mig endnu.
Det er min Vellyst! ak! herneden
Er ingen anden for mig nu.

Erycine var et af Benus's Tilnavne.

- -, - 8. Isis] en ægyptisk Gudinde, hvis Dyrkelse var meget mysteriøs.

- 201, - 2. fremmet] Saaledes baade 1787, 1791 og 1807. Til Etendommeligheder ved Bagg.s Skrivemaade hører bl. A., at han gjennem hele sin Forfattervirksomhed bruger Formerne fremmed og fremmet (étranger) iflæng imellem hinanden, uden at Hensynet til det grammatikalske Kjøn i de enkelte Tilfælde kan sees at have havt nogen Indflydelse paa Valget.

- 203, - 20. leve] 1807: bleve, hvilket utvivlsomt ikkun er en Trykfeil.

- 204, - 14. symphonske] d. e. harmonisk sammenstemmende.

378

S. 204, L. 20. Var størknet, og ... groede] 1791, 1807: Er størknet, og ... groede.

- -, - 22. Favoner] d. e. Vestenvinde.

- -, - 23. Blomstre] Denne Fleertalsform forekommer oftere hos Bagg., og, som det synes, uden at dette staaer i Forbindelse med hans ligeledes gjentagne Brug af den nu forældede Enkelttalsform et Blomster , eftersom Blomstre flere Gange forekommer paa Steder, hvoor Enkelttalsformen Blomst findes i den nærmeste Kontext. Ved denne Leilighed kan endnu bemærles, at Bagg. oftere bruger den (ogsaa hos Oehlenschläger forekommende) urigtige Intetkjønsform et Blomst .

- 205, - 1. ængstligt] 1807: ængsteligt.

- 209, - 4. Skimmer] d. e. Glands; en Germanisme, der - ligesom Verbet at skimre - oftere forekommer hos Bagg., jvfr. S. 214, L. 14.

- -, - 7. efterligner] 1787, 1791, 1807 urigtig: efterligne.

- -, - 10. Lauras Ven] d. e. den italienske Digter Petrarca (1304-74), berømt iblandt Andet for sine Digte til Madonna Laura's Priis, der var Gjenstanden for hans haabløse, platonisk-sværmerike Kjærlighed.

- 211, - 20. Harme] Dette Ord staaer her brugt i dets ældre Betydning af: Græmmelse, Sorg; see ovenfor, Anm. til S. 90 L. 27.

- 213, - 1. Af Angst de neppe føle sig] d. e. af Angst ere de næsten ude af sig selv, næsten ikke mere sig selv bevidste (Gallicisme?)

- 214, - 7. hvert kiælent Lem] kiælen staaer her i Betydningen af: fiin, sart, lidet haardfør.

- 215, - 3. Op over] 1791, 1807: Og over.

- -, - 19. i Glædens Tempe] d. e. i Glædens trygge og smilende Hiem. Tempe var en for sin Skjønhed berømt Dal i det gamle Thessalien, mellem Bjergene Olympus og Ossa.

- -, - 23-25. Opvaagn dem ei! . . . men vaagn dem ei] Om denne Brug af vaagne som transitivt Verbum istedenfor vække : see ovenfor, S. 349, Anm. til S. 83 L. 9.

- 216, - 27. bestyrst] Saaledes - med udeladt t, for at undgaae de 4 Konsonanters Sammenstød - saavel Min. som 1791 og 1807. (Jvfr. Wessel, i Fortællingen "Stella", VI: "Saa raabte den bestyrste Dame"). Hvor Ordet fore« lommer uden Sammentrækning, som Trestavelsesord, skriver 379 Bagg. bestyrtset , saaledes f. Ex. i nærværende Bind S. 216 L. 1.

S. 217, L. 16. Gøttriks Svigersøn] I 1787 tilføies i en Note: Wittekind, Hertugen af Sadrsen. Efter et langt og fortvivlet Forsvar som Anfører for de vilde hedenske Sachser under disses Uafhængighedskamp imod Karl den Store endte han tilsidst med at underkaste sig og lade sig døbe 785.

- 218, - 20. store Digter, dig!] 1787, 1791: store Hogarth, dig!

- -, - 24. Svada ] d. e. Veltalenheden, personificeret.

- 220, - 1-2. en Hertugs . . . Stat] Ordet Stat er her brugt i en af dets forældede Betydninger (Pragt, Stads), saa at der ved Udtrykket en Hertugs Stat bliver at forstaae: hele den til Hertugtitelen svarende udvortes Herlighed.

- 221. Døden og Doctoren eller Den sorte Pest . Minerva, Marts 1791. - Ungdomsarb. 1791, I, 233. - Event. og com. Fort. 1807, II, 261. - l DV. I, 341. - 2 DV. I, 228. -

De tre Originaludgaver af denne Fortælling ere meget lidet forskjellige indbyrdes. Foruden de nedenfor i Anmærkningerne omtalte Tilfælde indskrænke Varianterne, bortseet fra et Par reent orhografiske Uovereensstemmelser imellem 2den og 3die Udg., sig til, at eet Ord i Minerva er blevet anderledes gjengivet i Ungdomsarb., somt at en lille Note, der i begge de første Udgg. fandtes til S. 223 L. 28, er udeladt i Udg. 1807.

- -, - 6. vor store Thessen lig] 1807: en gammel Dandser lig. Da denne temmelig tvungne Forandring utvivlsomt kun er bleven foretagen af Hensyn til de Bebreidelser, der bleve rettede imod Bagg. fra flere Sider - dog ikke, som anført i Biogr. I, 326, fra Lüxdorphs, thi han var død tre Aar iforveien - *), fordi han paa denne Maade havde indført en almindelig bekjendt Personlighed i sit Digt, har lldg. ikke taget i Betænkning her at gienoptage den oprindelige Læsemaade, der ialfald nu ikke længere kan have noget personligt Stødende ved sig. Den Paagjældende selv, Skuespiller ved det kgl. Theater Carl (ikke, som hos Nyerup anført, Christian) Frederik Thessen , der her var bleven * 380 nævnt paa Grund af sin "lange, smalle, opløbne Figur" (Overskou), følte sig stærkt krænket ved denne Omtale og udgav, en fjorten Dages Tid efter at Digtet var udkommet, en fulminant "Appell til Publikums Domstoel imod den Baggesen, der har skreven Fortællingen: Døden og Dokteren, i Minerva for Martii Maaned 1791", en lille Piece, der ifølge Avertissementerne i Adresseavisen solgtes "til Beste for dem i Pesthuset, som selv maa bebreide sig deres slette Gestalt"; men han havde forøvrigt ikke stor Glæde af sin Retorsion, da Kritiken nu til Gjengjæld tog ham alvorlig i Skole for de grove Udtryk i dette hans "Skandskrivt". Der foreligger flere Vidnesbyrd om, at denne Skuspiller, "om hvem der sjelden var Andet at sige, end at han Intet kunde af Rollen" (Rahbek), og som, efter at have erholdt Affked fra det kgl. Theater, i Aaret 1796 blev Instruktør ved Theatret i Odense, paa Grund af sin Høide har maattet gjøre en mindre heldig Figur paa Scenen. Saaledes skriver Rahbek i sit Skrift "Om L. Holderg som Lystypildigter" (II, 225), hvor han taler om Besættelsen af Helenes Rolle i Ulysses von Ithacia: "men gives Rollen til en Thessen, der allerede som Mandfolk er et Hoved højere end alt Folket, da seer man saa kjendelig Lysten at gjøre Løjer, at det sande Løjerlige bortfalder"; og da Thessen døde i Odense 1798, skrev P. A. Heiberg under 18. Aug. s. A. til sin Broder, der var Rektor ved Kathedralskolen dersteds: "Man har fortalt mig, at Thessen er død; det vil jeg vel troe, men at han er begravet, har jeg ondt ved at troe, da jeg ikke formoder, at der i Fyen findes dræder lange nok til hans Ligkiste; maasle har man hugget ham over" (I. L. Heiberg, "Breve fra Peter Andreas Heiberg", 2det Opl., Kbhvn. 1883, S. 23-24).

S. 221, L. 17-19. ved den ni ! . . . Tobias maatte ryge] ved den ni ! d. e. ved den slemme Syge! Tidligere har man nemlig utvivlsomt ogsaa sagt: "den ni slemme Syge" o. desl. See Holbergs Komedie "Det iykkelige Skibbrud" 4de Akts 9de Scene, Sottfreds 4de Replik, efter Originaludgaven af 1731*); jvfr. Rahbeks Dske. Tilsk. 1802, S. 195.: "de * 381 saakaldte Ni have faaet den ni slemme Syge". - Da Tobias (Sønnen) kom ind i Brudekammeret til Sara, hvis syv Mænd vare blevne myrdede af Asmodæus, den onde Aand, jog han, efter Engelen Raphaels Raad, Aanden paa Flugt ved at lægge Hiertet og Leveren af den fangne Fisk paa gloende Aske og ryge dermed (Tobias's Bog, 3die Kap., 9, og 8de Kap., 1-3).

S. 222, L. 7. Antidot] d. e. Modgift.

- -, - 20. den gamle Jomfrue-Værger] Min. og Ungdomsarb. have hertil som Note under Texten: Hercules. Med Betegnelsen "Jomfru-Bærger" ; , der ikke svarer til noget af de Herkules almindelig tillagte Epitheta, sigter Bagg. formodentlig enten til den af Heltens mange Kæmpebedrifter, hvorved han befiede den trojanske Konge Laomedons Datter Hesione, da hun, smeddet til en Klippe, skulde opsluges af et Havuhyre, eller ogsaa til Sagnet om, hvorledes han befriede Hesperiderne, da Kong Busiris i Afrika havde udsendt nogle køvere for at bortføre dem.

- -, - 21. Berger ] d. e. kgl. Livmedikus, Kftsraad. Johan Just von Berger, som havde været Bagg.s Læge. Martsheftet af Minerva 1791 er sikkert udkommet i Slutningen af Maaneden, da ifølge Bladets Program hvert Hefte skulde udgives "nøyagtigen den sidste Søgnedag i hver Maaned", og da var Berger allerede afgaaet ved Døden (han døde d. 16de Marts 1791, 68 Aar gl.); i samme Hefte fandtes ogsaa et længere Digt af Pram, "Ved Bergers Død". Bagg. skrev ligeledes i Anledning af dette Dødffald et Digt, som første Gang blev trykt i hans "Ungdomsarb." 1791, II.

- 223, - 1. tredsindstive] Om denne Form see S. 296, Noten til L. 15.

- -, - 19. udaf] Saaledes Ungdomsarb. og 1807; Minerva: ud af.

- 224, - 29. Ræe] Ved en Ræe eller Ræde forstaaes: et Skræmsel, Skræmmebillede; en Fugleskræmsel.

- 225, - 12-13. Den gamle Blis, som tales om i Apocalypsis] Joh. Aabenb. 6, 8: "Og jeg saae, og see, en blegguul Hest, og den, som sad derpaa, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham; og ham blev given Magt over den fjerde Deel af Forden, at ihjelslaae med Sværd og med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr".

382

S. 226, L. 14. mit Møden] Om Bagg.s Brug af Intetkjøn til saadanne infinitiviske Substantiver, see ovenfor, S. 343, Anm. til S. 61 L. 8.

- -, - 15. Winsløw ] d. e. Lægen Frederik Christian Winsløw, dengang Overchirurg ved Frederiks Hospital og Professor, død 1811 som Hofchirurg samt Etatsraad og Ridder af Dbg. I et Brev af 4de Juli 1792 til Vennen Reinhold i Jena ("Aus Baggesens Briefwechsel mit K. L. Reinhold und F. H. Jacobi", Leipz. 1831, I, 204) siger Bagg. ligeledes, at Winsløw, der var en gammel Ven af ham, men ikke hans Huuslæge, tre Gange havde reddet hans Liv. To Riimbreve til ham fra Bagg., rimeligviis fra Aarene 1792 og 1793, bleve trykte i "Skiemts. Riimbr." 1807.

- -, - 19-20. Nys trued' den tredoppelt frygtelig det Liv, som lærte mig at elske mine Dage] Disse Ord maae utvivlsomt referere sig til en Sygdom, som Bagg.s Kone Sophie har udstaaet i de sidste Dage af Aaret 1790: see ovenanførte "Briefwechsel" I, 15.

- 227. Forfatterens Liv og Levnet, af hans Fætter . Ungdomsarb. 1791, I, 1. - l DV. I, 1. - 2 DV. I, 1. -

I 1791 findes til denne Fortælling et 7 Sider stort "Real-Register" bagi, der imidlertid ikke længere synes at frembyde nogen Intereste og derfor er udeladt i nærværende Udgave. Det Samme er, af samme Grund, Tilfældet med endeel (18) af Anmærkningerne under Texen. Af Registeret skal her ikkun anføres et lille Brudstykke som Prøve:

    L.

  • Latin , er Honningen i de latinske Biekiiber, p. 251. betyder ikke meget i Corsøer, p. 243. 44.
  • Lethargie , see Klokkere.
  • Lærde , en Hoben af dem crepere, p. 247.
  • Lykke , hvor underlig samme kan føie sig, p. 244.

    M.

  • Mahomet , fordømmes p. 238. Mave , bør besattes, p. 229. har
  • sin Hierne for sig selv, p. 256 i Not.
  • Medicin , den beste, p. 231.
  • Moses , staaer i Fare for, at løbes over Ende, p. 245.
  • Muser , ere prostituerte, p. 228. hilse paa Forfatteren, p. 250.

    N.

  • Noah , bierger det menneskelige Kiøn, p. 232.

    O.

  • Oplysning (Lumiéres, Ausklärung) er steget mangfoldig i Corsøer, p. 245, gaaer forvidt hos de Tydske (ibid.), ikke at tale om de franske (ibid. see 383Noten ). for den skielve de Jydske Fødder i Horden (sammest.), (fee Jorddrotternes Klage,) Velsignelse over dem, fom bi
  • Opdragelfe , dens Hødvendighed, drage til dens Forbedring (in p. 256. ftaaer ikke paa de beste fine).

Med Hensyn til den i dette Brudstykke af Registeret imder Rubriken "Oplivning" uden Hentydning til noget Sted i Texten indflettede Snært til de jydke Jorddrotter, see ovenfor, S. 358, Anm. til S. 115 L. 21-23.

Iblandt BP. opbevares to løse Folioblade med Concept til nogle til denne Fortælling henhørende Stykker, fom imidlertid enten ere blevne forkastede af Forf. ved den endelige Redaktion til Udgaven af 1791 eller mulig have været bestemte til en paatænkt fenere Udgave, som ikke er kommen istand. Medens eet Stykke heraf, paa 13 Linier, af Digteren er blevet omarbeidet til det "fragment af Labyrinten i Vers", som, med udtrykkelig Henviisning til nærværende Fortælling, blev optaget 1814 i hans Tidsskrift "Søndagen" (2 DV. VII, 13), turde følgende, til Beretningen om hans Skoleliv henhørende Fragment fortjene en Plads her:

Min Fætter i den Skole blev, som sagt,
En Hoben meer, end andre Poge blive,
Der finde alting kant og klart i Live.
Han havde det faa vidt i Skrivning bragt,
At han af Skriverdreng blev Skrivemefter;
Han læfte bedre for end vore fleefte præfter;
Han fang som ingen Degn i Amtet rundt omkring;
I Chriftendommen var han provstens Mefter;
Han kunde Bibelen fom ingen Ting -
Han gik til Tops, gik hovdkulds, gik paa Skøite,
Sad fast paa gale Hefte, spilte Floite,
Skar Silhouetter, malte, Bøger bandt,
Og giorde Kort, fom Bugges Bifald vandt,

L. 23. Han havde det faa vidt i Skrivning bragt] jvfr. 6. 244, S. 13 med tilhørende Anm.

L. 29. hovdkulds] Om denne Form see ovenfor, S. 307, Anm. til S. 3 L. 5.

L. 32. Bugge ] d. e. Thomas Bugge , død 1815 fom Prof. i Astronomi og Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet. I den Periode, her er Tale om; stod han i Spidsen for Landmaalingsvæsenet herhjemme. I "Skiemts. Riimbr." 1807 findes et Riimbrev til ham fra Bagg., dat. Paris 1798 ("Vers for Prosa").

384

Ja bygte Skibe, mindre vel, men fleere
End Gerner . Sligt og meget andet meere
Corsøer og Slagelse har med Forundring seet.
Af Nød han lærte sig i Dit og Dat at skikke.
Han blev fast alt, ham alt kom ud paa eet,
Men noget ordentligt, selv ordentlig Poet
Og ordentlig Professor blev han ikke.

Mottoet ("Men kan der vel tænkes noget Latterligere?") er laant fra en latinsk Afhandling af Tanaquillus Faber (Tannegui Lefèvre, † 1717) "Om Poesiens Forkastelighed", trykt i Amsterdam 1697, i hvis 4de Kapitel Forf. na lig søger at latterliggjøre alt det uny ge Besvær, man paa .ger fig for igjennem det dunkle og kunstlede Digtersprogs Banskeligheder at arbeide sig frem til den rigtige Fortolkning af, hvad en eller anden gammel Digter kan have meent. S. 227, L. 11. min Kallundborgske gode Ven] Som Forfatter af P. Paars betegnede Holberg sig paa den i den hertil hørende Note angivne Maade.

- -, - 13-14. "Vort Levnet . . . og mægtig Sted"] Citatet er af P. Paars, 1ste Bogs 1ste Sang.

- -, Note 1. Skoleholder i Hulbye] Hulby er Navnet paa en Landsby ikke langt fra Rorsør.

- -, Note 3. Et meget got Ord . . . See Sapphos Brev til Phaon] Sigter til følgende Sted i "Sapphos Brev) til Bhaon, fordansket efter Ovid" (af Chr. Fr. Jacobi), i "Forsøg i de skj. og nyttige Videnskaber, samlede ved et patriotisk Selskab", 8de Stykke, 1770:

"End Charax ved min Sorg fremvoxer, Kræfter sanker;
Han trodsig hid og did for mine Øine spanker ."

- 228, L. 20. Pleiadernes Musik] Pleiaderne, egentlig Syvstjernen, en Gruppe af 7 store og mange mindre Stjerner i Stjernebilledet Tyrens Ryg; her brugt - ligesom Orioner S. 81 L. 13 og S. 122 L. 2 - istedenfor Stjernerne i Almindelighed. Om Stjernernes (Sphærernes) Musik, see ovenfor, S. 335, Anm. til S. 45 L. 3-4.

* 385

S. 228, Noten, L. 1. Tempus edax rerum] Ovids Forvandlinger XV, V. 234 ("Tiden, som gnaver paa Alt").

- -, -, - 5. Stedet, jeg sigter til] De herefter anførte tre Linier ere af Bagg. selv og findes, med ubetydelig Forandring, i hans ovenfor, S. 329 Note 2, omtalte Digt: "Melonen, en Taffel-Idyl", fra 1791.

- 229, - 14. siden] d. e. mindre, end mindre, end sige.

- -, - 21-22. I Unge, som endnu har ei begyndt . . . ferre] Som et af de første uregelmæssige Verber, hvis Bøining læres i de latinske Grammatiker, bliver Fero anført jer, tilligemed sine Hovedformer, som Betegnelse for Overgangen til et af de i mere fremrykkede og vanskeligere Stadier i den latinske Formlære.

- 230, - 10. Klokker-Lethargie ] Jvfr. ovenfor, Anm. til S. 74 L. 28 ff. Lethargi betyder: Sovesyge; Søvnagtighed, Dorskhed, Dvaskhed.

- -, Rote l. Cavete . . . philosophiam] d. e.: "Vogter Eder, at ikke Nogen skal bedrage Eder ved Hiælp af Filosofien".

- -, Note 2, L. 9. klage med Seneca] I Slutningen af Senecas 106te Brev hedder det: Queraadmodum omnium rerum, sic litterarum quoque inteinperantia laboramus ("Som i Alting, saaledes ogsaa i de videnslabelige Studier, lide vi af Mangel paa fornuftig Begrændsning").

- 231, L. 18. tænker ikke !] Citatet i den hertil hørende Note er af et Riimbrev, dateret d. 14. Mai 1689, af den engelske Digter Prior (1664-1721); see «Poems on several occasions. By the late Matthew Prior, Esq.», London 1766, S. 9 ff. I sin Sammenhæng lyder Stedet saaledes:

If once for principle 'tis laid,
That thought is trouble to the head;
I argue thus: The world agrees,
That he writes well, who writes withe ease:
Then he, by sequel logical,
Writes best, who never thinks at all.

- -, - 20. Som Sophocles . . . siger] Det i Noten citerede Sted af Sophocles's Tragedie "Aias" lyder i ordret Oversættelse saaledes: "Nok! thi allerede megen Tig er forløben."

- -, - 27. Dulcian] et Blæseinstrument af en ældre, nu ikke mere brugelig Konstruktion. *) * 386 S. 232, L. 1. plat] d. e. ligefrem.

- -, - 21. Seline, Cypris ] Om Seline see ovenfor, S. 308, i Anm. til S. 3 L. 16-20. - Cypris d. e. Venus.

- 233, - 25. fyrretive] Om denne Form see S. 296, Noten til L. 15.

- 236, - 22. Eilschov] d. e. Magister Fredenk Christian Eilschov , død 25 Aar gl. 1750, Mandt Andet bekjendt som Forfatter af forskjellige Skrifter, hvori han behandlede filosofiske Æmner i Modersmaalet og i en Stiil, som gjorde Fremstillingen fattelig for Alle.

- 237, - 13. Zadigs Autor] d. e. Voltaire . Af hans østerlandske Fortælling Zadig ere enkelte Brudstykker (om den Skarpsindighed, Zadig lagde for Dagen ved at kunne give en nøiagtig Beskrivelse af Dronningens Hund og Kongens Hest, som han aldrig havde seet, samt om hans Eventyr med Engelen Jefrad i en Eremits Skikkelse) gjennem Anthologier o. desl. blevne almeenbiekjendte. Den forelaae dengang allerede i to danske Oversættelser, den første ved ovennævnte Mag. Eilschov 1750, og en senere ved Jens Schelderup Sneedorff (i hans "Samtl. Skrifter" 9de Bd., 1777).

- 238, - 5. Cora, 'Biram, Dathan] Korah, Dathan og Abiram bleve opslugte af Jorden, til Straf fordi de havde sat sigop imod Moses og Aaron (4 Mose B., 16de Kap.)

- -, - 6. Achab, Zambri , Dronning Jesabel ] Achab var Konge i Israel 918-897 f. Chr. Forledt af sin Hustru Jesabel offrede han til Baal og bedrev mere Ondt end alle Israels konger før ham. Han faldt i en Kamp mod Syrerne. - Zambri (eller Simri ) bemægtigede sig Aar 929 f. Chr. Thronen i Israel efter at have dræbt Kongen og udryddet hele hans Huus, men efter ikkun syv Dages Regjering ramte Straffen ham for hans Misgjerninger: han blev beleiret af Omri, som Folket havde udraabt til Konge i hons Sted, og for ikke at blive tagen tilfange af ham opbrændte han sig selv tilligemed det kongelige Slot.

- -, - 12. oventil] d. e. ovenfor, i det Foregaaende.

- -, - 19. Polere Fuldmagts Støvler] Til denne skjemtende Anvendelse af Ordet Fuldmagt istedenfor Fuldmægtig har Bagg. havt et Forbillede i P. Paars, hvor Christen 387 Storch gjentagne Gange betegnes som Fogdeins "Fuldmagt."

S. 238, - 22. feil] 1791: Feil.

- -, Noten. Socinus, Spinoza] Lælins Socinus og hans Brodersøn Faustus Søcinus stiftede i det 16de Aarhundrede Socinianismen, der vilde have Skriften fortolket saaledes, at dens Læresætninger ikke kom i Strid med Fornuften, og blandt Andet forkastede saavel Læren om Treenigheden som om Christi guddommelige Natur fra Fødselen af. - Den berømte hodandske Filosof Spinoza , f. 1632, d. 1677, udtalte ogsaa i sine Skrifter rationalistiske Anskuelser om Dogmerne.

- 240, L. 5. Hübners skiemtende Geographie ] d. e. Joh. Hübners paa Tydsk skrevne Geografi for de første Begyndere ("Kurze Fragen aus der alten und neuen Geographie"), oversat paa Dansk første Gang 1741. Til Oplysning om det "skjemtende" Indshold i denne Lærebog, hvoraf Forfatteren, der døde 1731, selv oplevede 36 Oplag i Originaisproget, kam exempelviis anføres 2det Kapitel, hvor der spørges: "Hvorledes afdeeles Europa?" og Svaret lyder: "I Skikkelse som en siddende Jomfrue. 1, Fontangen er Portugal. 2, Ansigtet er Spanien. 3, Brystet er Frankrige. 4, Den venstre Arm er England, Skotland og Irland", og saaledes didere indtil Nr. 11: " Bagdeelen er det Europæiske Tyrkie og Grækenland." I "Labyrinten" (I. 1792, S. 289) taler Bagg. om at hübnerere om udenlandske Seeværdigheder, og tilføier i en Note: "Hvo kiender ikke Hübners Ammestue-Geographie?"

- -, - 7. En Almanak, med Aftensang i Enden] Først fra Aar 1782 ophørte herhjemme efter kongelig Befaling den et Par hundrede Aar gamle Skik at trykke Bønner og Psalmer bagi Almanakkerne, hvorimod efter den Tid Anviisninger, Landvæsenet vedrøreude, bleve indsatte i deres Sted.

- -, - 8. salig Søfrens Arithmetica] Hermed menes den noksom bekjendte saakaldte "Søren Matthisens Regnebog" ("Een let Arithmetica eller Regne-Kunst . . . Forfattet og til Trøkken befodret af Søfren Matthisen ", 1696, og mange Gange senere oplagt), Forf. var Regnelærer og Klokker ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn.

- 241, - 15. Kue] Med Hensyn til den hertil hørende Note kan bemærkes, at ogsaa Ewald skrev Ordet paa denne Maade.

- -, - 22. Pontoppidan ] Hermed sigtes til Erik 388 Pontoppidans Skrift: "Sandhed til Gudfrygtighed, udi en eenfoldig . . . Forklaring over Sal. Doct. Mort. Luthers liden Catechismo'', indført ved kgl. Befaling 1738 som almindelig Lærebog ved Religionsunderviisningen indtil 1794, da Balles Lærebog befaledeg indført i Skolerne. I en "Erindring til Skole-Mesterne" foran i Bogen gives der Anviisning paa, hvorledes de ved Streger i Marginen indcirklede Stykker ikke behøve at læres udenad, "NB. af de tungnemmede og med alt for liden Skole-Gangs-Tiid forsynede Børn", hvorimod "de, der eu har Mangel paa Tiid eller Nemme", ikke bør springe noget Stykke over.

S. 242, L. 5. Paa Kirkegaarden] Det lader ikke til at have været usædvanligt, at Skoledisciplene i ældre Tid fortrinsviis valgte Kirkegaardene til Legeplads. For ikke at tale om den vilde Tummel, som Slagelse Latinskoles Disciple efter Ingemanns Vidnesbyrd i hans Tid (fra Aaret 1800) opførte paa Kirkegaarden, og som kunde have sin Rimelighed, da Skolebygningen dengang endnu laae paa selve Kirkegaarden, haves der saaledes f. Ex. fra Aaret 1733 et Skolereglement for Aarhuus Kathedralskole (optrykt i E. G. Taubers Historia Scholæ Cathedralis Arhusiensis, Arhusiæ 1817), hvor det bl. A. hedder, at naar Disciplene gaae af Skole, skulle de, uden at gaae og lege paa Gaden, Kirkegaardene eller Skolebakken, strax forføie sig rolig hjem for at læse oder paa deres Lektier og skrive deres Stile.

- 243, - 5. For tvende Skilling] nemlig: ugentlig. Paa den Tid, her tales om, havde Korsør een Almueskole, hvor Lærefagene foruden "Christendom" bestode i Læsning, Skrivning og Regning. Skolelønnen var den samme, som dengang med ringe Modifikation var den almindelige i alle Kjøbstædernes danske Skoler (som de kaldtes i Modsætning til Latinskoleme): 2 Sk. ugentlig for hvert Barn, der alene skulde lære at læse, 3 Sk. for dem, der tillige lærte at skride, og 4 Sk., naar der enddidere forlangtes Underviisning i Regning. (See bl. A: G. Kriningelbach, "Et Par Bidrag til Skolevæsenets Historie i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede", i "Danske Samlinger" 2den R. III, 1873-74, S. 146 ff.)

- 244, - 9. Desidero] d. e. Jeg ønsker.

- -, - 13. Der om min Fætters Skrift gik Rye] Bagg. bevarede hele Livet igjennem en meget smuk Haandskrift. I 1 DV. VII findeg Facsimiler af den, fra Aarene 1783, 389 1807 og 1824, og til endeel af de af ham udgivne Digtsamlinger m. m. ere de elegante og smagfulde Tielblade kobberstukne efter hans Skrift.

S. 245, L. 2. En critisk Theolog af vores Rørbyes Værd] Da Prof. Anders Gamborg 1790 havde udgivet sit opsigtvækkende filosofisk-historiske Skrift "Nysa", i hvilket der blev rokket ved Historien om Syndefaldet og ved Moses' Autoritet, var kapellan ved Nikolai Menighed i Kjøbenhavn, den lidet anseete Jørgen Hatting Rørbye en af dem, der i Tidsskriftet "Kritik og Antikritik" fra den strengt orthodoxe Side - som Bagg. ikke havde nogen Sympathi for - drog stærkt tilfelts imod dette Skrift.

- -, - 7. Jørgen Hattemager ] Aabenbart Allusion til Rørbyes Fornadne: Jørgen Hatting : "Med Hr. Rørbyes Fornavne raillerer han paa en lumpen Maade", hedder det herom i en Anmeldelse af "Ungdomsarbeiderne" i "Krit. og Antikr." for d. 14de Juni 1791, Nr. 39.

- -, - 25. blir løbet overende] I den i Noten omtalte Erklæring i "Krit. og Antikr." (for d. 17de Decbr. 1790) havde Rørbye taget Moses i Forsvar imod Gamborgs Indvendinger og forekastet denne, at han i sin Nysa havde molesteret Bibelen , med tydelige Ord nægtet Arvesynden og forbrudt sig imod den Ed, han som Prof. Philosophiæ ifølge den Nye Fundation for Kjøbenhavns Universitet havde maattet aflægge paa, at han bekjendte sig til den uforandrede Angsburgsle Konfession .

- 246, - 4. Saa skiælve bør hver Jydsk - og vi er' alle jydske] Jvfr. Wessels:

. . . "søde Siæl! betænk, at vi desværre
Er alle Jyder for vor Herre."

("Den jydske Kavalleer").

Om den hos Bagg., ligesom hos Holberg, forekommende Brug af Ordet jydsk som synonymt med dansk er talt ovenfor, S. 363, i Anm. til S. 142 L. 9-11.

- -, Noten. Den nye lige Landevei var dengang ikke anlagt] Den nye Landevei mellem Korsør og Slagelse biev anlagt 1783.

- 248, L. 7-8. At give fattig' Børn . . . ved eget Bord at spise og at drikke] I det ovenfor nævnte Baggesenske Concept omtales dette nærmere saaledes:

Han havde Kost om Ugen fire Dage,
Han med det tørre Brød i Ugens andre tre
Sædvanligen til takke maatte tage.

390

S. 250, L. 21. for mig] d. e. før mig.

- -, - 23. Der staaer han] Bagg. kom i Slagelse Latinskole i Efteraaret 1777 og dimitteredes derfra fem Aar efter. - Som Supplement til hans i det Følgende indeholdte Yttringer om sit Ophold i Slagelse kan bemærkes, at i det ovenfor, S. 304, omtalte Manuskript: « Jens Baggesens Poetiske Stykker. Skrevne i Forfatterens 15de og 16de Aar i Slagelse» findes et Digt, hvori der blandt "Siældenhed er i Naturen" anføres:
En værre Bye at boe udi end Slagelse.

Og da Digteren i Juni 1787 paa Gjennemreisen til Brahetrolleborg i Fyen kommer til Slagelse, skriver han i sin Dagbog (Biogr. I, 75): "Jeg druknede her en Deel af mine Bekymringer i den glædelige Tanke, at jeg ikke længere var Discipel i denne Kiedsomhedens Moderstad. Erindringen af de fire lange Elendighedens Aar, jeg der har tilbragt, satte min nærværende Forfatning, trods al dens Sorthed, i et Slags Lys. Det er mig umuligt, at befinde mig vel i denne Bye."

- -, - 25. for i Veien] d. e. iforveien. Jvfr. S. 21 L. 21.

- -, Noten. festinat . . . rapit] Citatet, der er hentet fra det Sted i Ars poëtica (V. 140 ff.), hvor Homers Fremstillingsmaade anbefales, lyder i dansk Oversættelse saaledes: "Han iler ... og river Tilhøreren midt ind i Begivenhederne, som om de vare ham bekjendte."

- 251, L. 14. Regenten] d. e. Rektor Peder Wøldike , der, somme Aar som Bagg. kom i Slagelse Skole, havde tiltraadt Rektoratet istedenfor den efter Ansøgning entledigede Otto Rhud (see nedenfor), som havde været først Konrektor og siden Rektor ved Skolen siden 1739. Wøldike var en af sin Tids anseete Rektorer, og under hans Bestyrelse gjaldt Slagelse lærde Skole for en af de bedste i Landet. Han tog sigmed faderlig Kjærlighed af sine Disciple, men paa Grund af de tidligere Tiders Slaphed i Skolebestyrelsen var han nødt til at regere med stor Strenghed. Om den Agtelse og Kjærlighed, Bagg. nærede for ham, saavelsom omvendt om den gunstige Dom, denne fældede over sin "ved Aand og Hierte lige udmærkede" Discipel, findes Meddelelser i Biogr. (I, 18-26); men Bagg. synes dog, selv i sin modne Alder, endnu at have bevaret en piinlig Erindring om ufortjent 391 haard Behandling fra denne strenge Skolemands Side (see Oehlenschlägers Erindr. II, 149).

S. 251, L. 16. Pisistratus ] Om denne, som i det 6te Aarhundrede f. Ehr. opkastede sig til Enevoldsherre i Athen, meddeles i en hertil hørende Note i "Ungdomsarb." et smukt Træk paa Mildhed, hvorpaa Bagg. tilføier: "Slige Tyranner holder jeg meget af."

- -, - 19. hans Formand] Om den kundskabsrige, men svage og tilsidst for sin usle Skoletugt formelig berygtede Rhuds Bestyrelse af Rektoratet haves, forden Bagg.s Udtalelser, ogsaa Vidnesbyrd andenstedgfra, f. Ex. fro den i sin Tid som Bestyrer af Borgerdydskolen i Kjøbenhavn og som Rektor i Helsingør meget bekjendte Skolemand, Prof. Jens Bertel Møller, der bl. A. har opbevaret endeel morsomme Exempler paa, hvorledes det var almindelig Skik og Brug Mandt Disciplene paa enhver mulig, selv den plumpeste, Maade at narre Rektoren op i hans aabne Øine ("Bidrag til Slagelse Latinskoles Historie" i Moldechs Hist.-biogr. Samlinger 1851, S. 221 ff.) forfor Bagg. S. 253 L. 9 lader hans Fornavn være Otte , vides ikke; det er neppe nogen Trykfeil, saameget mindre som der i et Baggesensk Riimbrev fra Aaret 1803 ("Forfatterens Liv og Levnet i Paris") igjen tales om "Rector Ott" (Riim paa: godt). Mellem Disciplene er R. maaskee gaaet under dette Navn. Selv skrev han sig, baade paa Tryk og i Skrift, og baade paa Latin og paa Dansk: Otto (ogsaa Ottho) Rhud.

- -, - 21-23. han havde hærdet et Henri Quatre-Bryst til Josephs Lyst ] d. e. han havde, tvunget af Forholdene, maattet opgive sin egen personlige Tilbøielighed til at føre et faderligt Regimente (som Henrik den Fjerdes i Frankrig) og i dets Sted arbeide med despotisk Strenghed paa Gjennem« førelsen af Reformer (ligesom Keiser Joseph II i Østerrig).

- 252, - 29. Skolarkie] d. e. Skoleherredømme.

- -, - 30. Ark ] d. e. Styrer (Scholarch = Skolebestyrer).

- -, Noten. i. p. l.] d. e. in pluribus locis (paa flere Steder).

- 253, L. 3. Sobradise ] S. var Navnet paa et af de Kongeriger, som Don Quixote gav Sancho Panza Udsigt til, hvis det skulde slaae feil med den Ø, han først havde lovet at gjøre ham til Gouvernør over.

- -, - 13. Platos Republik] d. e. det af Plato i hans Bog om "Staten" opstillede Mønsterbillede af en fuldkommen Samfundstilstand.

392

S. 253, L. 17. Primret ] Til Latinskolernes Eiendommelighed mod Stoningen af det 18de Aarhundrede hører ogsaa Pennalismen eller den saakaldte Primret , der dengang endnu bestod i sin fulde Flor, og ifølge hvilken Disciplene trolig fortsatte det Tyranni nedad, som de selv efter Datidens raae og barske Skoletone saa ubarmhjertig vare priisgivne fraoven. Hvad særlig Slagelse Latinskole under Rhuds Rektorat angaaer, anføres det ogsaa udtrykkelig af Prof. Møller i hans ovennævnte Bidrag, at Disciplene af Smaalektierne vare Mesterlektiens Tjenere, Opvartere og Rendedrenge, og Molbech tilføier, at det samme Forhold endnu bestod i denne Skole i Aarhundredets sidste Decennium.

- 254, - 3. mit hersoms Slaverie] hersoms er et af Bagg. dannet og vistnok ikke af nogen anden Forfatter efter ham optaget Ord, af Betydning som det tydske Adjektiv hiesig . Han skriver det ogsaa undertiden med stort Begyndelsesbogstav, og slaaer det undertiden fammen til eet Ord med det efterfølgende Substantiv, hvortil det hører: en Hersoms Himmel; i Hersomsgravens kolde Skiød.

- -, - 24. Notarius ] Disciplene i Latinskolerne vare dengang endnu underkastede en vis Kontrol af en Opsynsmand af deres egen Midte, der kaldtes Notarius eller Skriveren. Han havde saaledes navnlig at optegne og melde dem, der ikke mødte regelmæssig ved Gudstjenesten eller ikke opførte sig sømmelig under denne, og de Skyldige bleve da straffede med større eller mindre Mulkter efter Brødens Beskaffenhed. Indemann, der kom i Slagelse lærde Skole 1800, taler i sin "Levnetsbog" om, hvorledes Skolens Notarius - et Embede, som de nederste Disciple skifteviis beklædte - ofte bleo plaget og knubset af de større Kammerater.

- -, Noten, L. 4. Aarhnndrede] forældet Fleertalsform istedenfor: Aarhundreder. I Vdskb. Selsk. Ordbog (1ste Bd., 1793) opføres Ordet endnu kun med følgende Former: et Aarhundred, flere Aarhundrede.

- 256, L. 1. firsindstive] Om denne Form see S. 296, Note 1.

- -, - 20. Opdrageren ] Bagg.s Yttringer her om dette Æmne staae i Forbindelse med, at han netop paa den Tid var sysselsat med forskjellige Arbeider, Opdragelsesvæsenet vedrørende, som Prindsen af Augustenborg havde overdraget ham. I et Brev til sin Ven, Prof. Reinhold i Jena, af 28. Mai 1791, skriver han bl. A.: "Ich arbeite Nacht und Tag an einem Versuch über die Erziehung , oder Das, 393 welchem ich meine Zeit, alle meine Bestrebungen hinfüro gewidmet habe".

S. 256, Note 2, L. 2. Obeliz's Coll. de XXX Conscientiis] Den juridiske Professor, Kftsrd. B. G. von Obelitz's Kollegier over Moralen vare efter den ovenfor nævnte Prof. Møllers Vidnesbyrd (anf. St. S. 234) "temmelig vandede, og Indklædningen stiv og skolastisk", og M. besøgte kun hans Forelæsninger, fordi "det var Skik at høre Obeli". I et Riimbrev af 1806 til A. S. Ørsted taler Bagg. atter om "de tredive Samvittigheder, som, efter Obelizes Alphabet, bør findes, selv hos en Poet." Der haves paa det store kgl. Bibliothek en haandskreven Samling af O.s Kollegier, men disse - som ere af reent juridisk Indhold, medens Bagg.s Hentydning vistnok refererer sig til hans filosofiske Forelæsninger (til 2den Examen) - indeholde Intet til Oplysning om de "30 Samvittigheder".*)

- -, - -, - 5. Jorddrot-Samvittighed] Jvfr. ovenfor, S. 358, Anm. til S. 115 L. 21-23.

- -, - -, - - Capellan-Samvittighed] Ny Snært til Kapellanen Rørbye ; jvfr. ovenfor, S. 389, Anm. til S. 245 L. 2.

- -, - -, - 6-7. Den, Horaz taler om] nemlig i Brevene I, l, V. 61: "Intet at være sig bevidst, ikke at have nogen Brøde at blegne over."

-- 258. Kirkegaarden i Sobradise . Ungdomsarb. 1791, I, 243. - l DV. I, 279. - 2 DV. I, 163, -

Fortællingen er oversat paa Svensk i «Sommar-Promenaden» (Upsala) 1798 S. 62-66, og Oversættelsen derfra optrykt i J. Kr. Høst's «Svenske Blade» 1ste Bd., Kbhvn. 1799, 2det Hefte, S. 1-8.

Om Navnet Sobradise see ovenfor, S. 391, Anm. til S. 253 L. 3.

- 260, L. 20-22. Af Fyrster kiender jeg kun een, som skriver . . . Aviser selv] Man har meent, at disse Ord * 394 sigtede til Fredenk den Anden af Preussen; men da han var død fem Aar før Digtets Fremkomst, passer hverken Præsensformen " skriver " eller "han har ingen Steen" paa ham. Udgiveren seer sig imidlertid ikke istand til at nævne nogen samtidig Fyrste, som Bagg.s Satire kan antages at have været myntet paa.

S. 263. Theateradministatoriade . Event. og com. Fort. 1807, I, 247. - l DV. I, 405. - 2 DV. I, 273. - Ved kgl. Resolution af 31te August 1798 var Generalmajor og 1ste Direktør i Generalpostamtet, kammerherre Ernst Fredenk Walterstorff, i den efter Ansøgning entledigede Hofmarskal Hauchs Sted, bleven udnævnt til første Direktør for Skuespillene fra Begyndelsen af Saisonen 1798-99, og Baggesen til Meddirektør, d. e. administrerende Direktør, sammen med digteren Thomas Thaarup og Prof. Jørden Kierulf, som alt siden 1794 vare Medlemmer af Theaterdirektionen. Ved sin Udnævnelse var Bagg. udenlands og kom først hjem d. 27de Novbr. s. A. Han forlod Kjøbenhavn igjen paa en ny Udenlandsreise i de sidste Dage af Septbr. 1800 og forblev - med Undtagelse af et sex Dages Ophold i Hovedstaden i Sommeren 1802 - fraværende indtil August Maaned 1806, og var saaledes aderede fra Slutningen af Saisonen 1799-1800 at ansee som udtraadt af Direktionen (Januar 1799 blev hans eneste Administrationsmaaned); men først under 9de Marts 1803 blev han, paa Ansøgning og med Pension, definitivt entlediget fra denne sin Stilling.*)

- 264, - 7. Professor, og Halvprovst paa Regentsen] Under 14de Mai 1790 havde Bagg. erholdt Titel af Professor. I Juli 1796 var han bleven Viceprovst ved Kommunitetet og Regensen; fra denne Stilling blev han i Naade entlediget under 20de Aug. 1802.

- -, - 11. Kongens Geburtsdag] Christian den Syvendes Fødselsdag var den 29de Januar.

- -, - 21. Frue Heger ] d. e. den allerede dengang ved sit Spil og sin indtagende Personlighed almindelig yndede Skuespillerinde Eline Marie Heger , født Smidth. I November 1793 var hun som tyveaarig ung Pige gaaet over * 395 fra Theatrets Dandseskole til Ckuespillet og var 1797 bleven gift med Jens Steffen Heger (Kamma Rahbeks Broder), der af Begeistring for Skuespilkunsten og af Kjærlighed til hende havde opgivet den studerende Bei og ligeledes var gaaet til Theatret.

S. 264, - 22. Frøken Birouste , samt Jomfrue Beck ] Den saakaldte Julie Birouste - hendes virkelige Familienavn var Tarbesse - vor en ung Pariserinde, der ved Saisonens Begyndelse havde debuteret paa det kgl. Theater som Dandserinde. Hun gjorde i Begyndelsen megen Lykke, men maatte snart see sin Glands blive fordunklet af andre; og da hun ti Aar efter afgik ved Døden, 27 5lar gammel, blev det ikke anseet som noget Tab for Theatret. - Eline (Ellen) Bech , Datter af kgl. Skuespiller B., havde deButeret i Mai Maaned 1797, endnu ikke 15 Aar gammel, og udviklede i kort Tid sine ualmindelige Evner saa glimrende, at hun snart blev den meest yndede af de unge Skuesøillerinder; men allerede ved Slutningen af Saisonen 1801-2 forlod hun Theatret for kort Tid efter at indgaae Ægteskab (med daværende Cancelliraad, Herredsfoged Chr. Andr. Falbe i Odense).

- 265, - 2-3. mindre Skræk med mindre Børn, som mindre græde] nemlig i Laurids Kruses med saare ringe Bifald optagne Komedie "Emigranterne", hvor der i flere Scener forekommer et lille Barn, som bæres paa Armen, snart af Moderen (Mad. Heger), snart af en Tjenestepige (Jfr. Bech). Efter de S. 265 nærmere omtalte Fataliteter med Tilveiebringelsen af et til denne Barnerolle passende levende Subjekt endte det forødrigt med, at Rollen ved Stykkets første og sidste Opførelse, d. 4. Jan. 1799, blev udført af en Dukke.

- -, - 10. Blankensteiner ] Bl., paa store Kjøbmagergade, handlede med de saakaldte Nürnbergervarer.

- -, - 22. Og lignende Rungsted paa et Haar] Skuespiller Ole Rongsted, der havde debuteret i Septbr. 1796, var en høi, sværtbygget Mand med et ikke meget bevægeligt Ansigt og et jevnt, adstadigt Borgermandsvæsen, der stak stærkt igjennem paa Scenen og nødvendigviis maatte giøre hans Repertoire noget indskrænket; men han besad ved Siden deraf en vis original tør Komik, der var af stor Virkning, og i Roller, hvor han kunde faae Leilighed til at lægge 396 dette eiendommelige komiske Lune for Dagen, vandt han meget Bifald.

S. 266, - 11. Meer værdt, end en Qvist med en Due paa] Allusion til to Skuespillere Qvist og Due , som ikke hørte til Theatrets bedste Kræfter.

- -, - 18. Foersom ] Peter Thun Foersom , hvis første Debut fandt Sted i Oktbr. 1798, og som under 19de Januar 1799 blev ansat som kgl. Skuespiller, gjorde i sine første Roller ikke synderlig Lykke og havde, hvad Organet og den reent personlige Optræden angaaer betydelige Vanskeligheder at overvinde, inden han kunde erhverve sig Publikums Yndest, som senere i rigt Maal blev ham til Deel; sin egen Tilfredshed opnaaede han aldrig. I den Udsigt over hans Levnet, der findes foran 2den Deel af Foersoms Digte, udgivne efter hans Død (Kbhvn. 1818, S. XX), bliver den ydmyge Tilltaaelse af svage kræfter, som Bagg. omtaler strax nedenfor (L. 24-25), netop anført exempelviis som en Yttring af den trykkende Modløshed og Mistillid til egne Kræfter, som paa den Tid hvilede med tung Vægt paa den begyndende og let intimiderede Skuespiller.

- 267, - 25. af alle de tre Gange tre] d. e. af alle de Ni, af alle Muserne.

- 268, - 4. rigtig! fra Top og til Knæer] Jfr. Biroustes ellers smukke og elegante Figur vansiredes meget ved, at Benene, fra Knæet og nedefter, ikke vare velførmede.

- -, - 20. Dahléner ] Svenskeren Carl Dahlén var ansat ved Balletten siden 1791. Dahléner er her brugt i Almindelighed for: Dandsere. I en blandt BP. opbevaret Almanak, som Bagg. har benyttet til en "Theaterkalender for 1799", og hvori Udkastet til næværende Digt er nedskrevet, firides følgende, senere overstregede Linier:

Galeotti, Dahlén og Bournonville
Og Poulsen syøe - Souffleuren hæs -

Galeotti var Balletmester; Bournonville (gader til den i 1879 afdøde Balletmester) og Poulsen Dandsere.

- -, - 25. At hendes Siæl har en doppelt Krop] Den unge Dandserinde blev holdt under et ubarmhjertigt, tyrannisk Aag af hendes uformuende franske Pleieforældre, der havde fulgt hende hertil for at gjøre sig hendes Talent indbringende og udgave hende for deres Datter, og af hvilke navnlig Moderen bestandig opholdt sig i hendes Paaklædningsværelse 397 eller stod i Kulissen for, naar hun kom ud fra Scenen, at passe paa, at hun ikke sagde Nogen et Ord uden i hendes Paahør. I sin Fortvivlelse styrtede den unge Pige sig engang i Kanalen ved Nyhavn, men blev frelst af nogle Tililende, og det gav Anledning til, at hun blev taget ud af Pleieforældrenes Huus, og at diske efter Politiets Tilhold forlode Kjøbenhavn og reiste tilbage til Frankrig. Umiddelbart efter sin Befrielse, i Mai Maaned 1806, og inden Pleieforældrene endnu vare tagne herfra, antog hun igjen sit virkelige Familienavn.

S. 268, L. 29. Paa tredie Sted] d. e. paa fremmed Sted, borte herfra.

- 269, - 3-4. en Pialt Geburtsdagsvæv, Evelina kaldt] I Anledning af Kongens Fødselsdag (jvfr. L. 19-20) opførtes den 30te Januar 1799 - selve den 29de blev der ikke spillet - for første Gang "Arvire og Eveline", en Opera i 3 Akter med Musik af Sacchini, oversat fra Fransk af den i sin Tid baade som Læge og som Digter vel anseete Rasmus Frankenau ; men Stykkt blev fundet meget kjedsommeligt. I den ovenfor nævnte Almanak har Bagg. noteret: "31. Decbr. 1798. Syngeprøve paa Evelina paa Musiksalen. Forandret under Sangen en Snees Steder i den slette Oversættelse".

- -, - 15. et artigt Klynge] Bagg. sætter saagodtsom konstant Klynge , ligesom her, urigtig i Intetkjøn.

- -, - 22. hvad ingen vist havde smagt] d. e. hvad der vist ikke vilde have smagt Nogen.

- 270, - 13-14. Den Kage, jeg, forrige Fødselsdag, Hans Majestæt saa got som forærte] Det foregaaende Aar var i Anledning af Kongens Fødselsdag Bagg.s Opera "Erik Eiegod'', med Musik af Kunzen, bleven opført (ligeledes den 30te Jan.) for første Gang. Den blev i sarnrne Aar givet endnu ni Gange med stadig stigende Bifald. For denne Opera var der under 11te Marts 1797 bleven uddetalt Forfatteren af Theaterkassen et Honorar af 400 Rdlr.

- -, - 18. Paa Hoftheatret] Dette brugtes dengang til Dandseøvelser.

- -, - 25. Tielmann , og Staal ] d. e. de daværende Dandseskolarer Tillman og Stahl .

- -, - 29. Lux] Lux (eller Luxe ) brugtes tidligere ikke ualmindelig for: Luxus. Samme Form forekommer flere 398 Gange hos Bagg., saaledes endnu i et Digt fra Slutningen af 1818 ("Epigrammatisk Theater-Critik".)

S. 271, C. 6. smagter] En oftere hos Bagg. (ligesom stadig hos Ewald) forekommende Germanisme for: smægter.

- -, - 25. Rester af løbende Qvartaler] Har maaskee Hensyn til en Bestemmelse i den for den nye Direktion udfærdigede Instrux, hvorefter Forskud til Personalet, i Modsætning til den under tidligere Direktioner udviste større Liberalitet, fremtidig ikkun maatte tilstaaes indtil Beløbet af eet Kvartals Gage mod Afdrag i to Kvartaler. I Almanakken har Bagg. noteret Begjæringer fra Forskjellige af Personalet om Udbetaling af Gagebeløb for det løbende eller næste Kvartal.

- -, - 28. Hansen . . . Nielsen ] Den Første var Regisseur, den Anden Maskinmester ved Theatret.

- -, - 29. Øegaard ] Theaterbud.

- -, - 30. Knudsen ] Endskjøndt der paa dette Sted ellers kun er Tale om Personer udenfor den egentlige Skuespilleretat, kan der dog med denne Knudsen neppe være meent nogen Anden end den bekjendte Skuespiller Hans Chr. Knudsen , der, saaledes som det fremgaaer baade af Overskous Bog og af nogle Udgiveren velvillig meddeelte Oplysninger fra Theaterarkivet, netop dengang havde været indviklet i forskjellige alvorlige Theaterfortrædeligheder, som nok for en Tid kunde betage den ellers saa lystige og livsglade Mand sit gode Humør. Om Knudsen see forøvrigt Bagg.s Digt "Eorrex med en Trumf paa" og hans Epigram "Til Kiøbenhavn. (Ved en Skuespillerligbegiængelse)'', begge oprindelig trykte i Danfana for Mai 1816.

- 272, - 1-2. Jeg gaaer i Beskrivelsen meget forbi, hvorved jeg i Handlingen selv stod stille] I Anledning af disse Linier bemærker Overskou (III, 728): "men medens han stod stille, afgjorde den almene Velvillie for ham i Almindelighed Sagen saaledes, at han midt i Forlegenheden fandt sig glad overrasket ved, at den var forsvunden".

- -, - 13. Frydendal ] rettere: Frydendahl . Det varede længe, inden denne geniale Kunstner, der der med to Aars Afbrydelse havde været ved Theatret siden Aaret 1786, erholdt Leilighed til at gjøre sine rige og mangesidige Evner gjældende; men allerede paa den Tid ansaaes han dog i Almindelighed for en af Scenens Ypperste; jvfr. Bagg.s Ord om ham nedenfor, S. 276. I sine Theaterkritiker fra 399 Aaret 1814 har Digteren gjentagne Gange og i stærke Udtryk ydet ham sin beundrende Anerkjendelse.

S. 272, L. 31. Et Ministerium] Den 17de Januar 1772 styrtedes Struensee.

- 273, - 3. Souffleuren] d. e. Musikhandler og Nodetrykker Søren Sønnichsen (jvfr. L. 23). Han afgik fra Soukkleurtjenesten i Oktober Maaned 1799.

- -, - 18. Barnlige Kiærligheden ] Det yndede Syngespil "Barnlig Kiærlighed", i 1 Akt, oversat fra Fransk af Frankenau, blev opført den 17de Januar (for 6te Gang).

- -, - 19. Forsøgte jeg Øhlenschlæger ] Den 15de Febr. 1797 havde Oehlenschläger, 18 Aar gammel, debuteret 1ste Gang paa det kgl. Theater, og fra 1ste Febr, 1798 var han bleven ansat som Skuespiller ved Theatret; den 3die Jan. 1800 blev han efter Ansøgning allernaadigst entlediget. Under 27de Mai 1799 tilstodes der ham paa Theaterdirektionens Instilling et Gratiale af 40 Rdlr. af Theaterkassen, fordi han under Souffleurens Sygdomsforfald med Ufortrødenhed havde paataget sig dennes Forretninger.

- -, - 21. Rosing ] Den bekjendte Skuespillr og Instrukteur Michael Rosing , som da, 43 Aar gammel, stod i sin fulde fysiske og kunstneriske Kraft.

- -, - 24, den selvdimitteerte Hassing] I den forløbne Deel af Saisonen havde en Konduktør Hassing, der ligesom Sønnichsen besad gode Kundskaber i Musiken, gjort nogle Prøver som Souffleur, "men da han fik adskillige Aarsager til ikke at ville have dette Embede, takkede han mangfoldigt for den Ting og resignerte" (Øst's "Litt.-, Kunst- og TheaterArchiv" Nr. 5 & 6, Septbr. 1799).

- -, - 25. Blæser] ordret Gjengivelse af det franske Ord Souffleur .

- 274, - 3. Navn!] 1807: Navne! hvorved Ordet kommer til at staae uden tilhørende Riim.

- -, - 23, fra neden af op ] Saaledes Manuskriptet i oftnævnte Almanak. (1807: fra neden ad op ).

- -, - 26. vor salig Link ] d. e. Dandseren Johannes Peter Linck, om hvem der er talt ovenfor, S. 310-11, i Anm, til S. 11 L. 10. "Salig" kaldes han her kun af Hensyn til, at han (siden 1788) ikke længer var i det kgl. Theaters Tjeneste. Han døde først 1812, i Kiel, hvor han, efter sin Afgang fra det kgl. Theater, i adskillige Aar havde været ansat som Dandsemester ved Universitetet.

400

S. 274, L. 28. Zinck ] d. e. Hardenack Otto Conrad Zinck , en i Husum født, tydskdannet Mand, ansat som Syngemester her 1787.

- -, - 32. paa Skree] d. e. paa Skraa. Jvfr. f. Ex. "Giengangeren" 1807, S. 129, L. 3: Grantræer og Fyrrer op ad Skreen krybe.

- 275, - 8. skriver om en Souffleur] d. e. søger skriftlig om en S.

- -, - 23. Af Glæde vidste jeg ei at stædes] stædes staaer her brugt i Betydning af: forholde sig rolig paa eet Sted; og Talemaaden svarer altsaa nærmest til, hvad man nu vilde kalde: af Glæde vidste jeg ikke, hvad Been jeg skulde staae paa.

- 276, - 2. Den første Scene, hvori blev sovet] Idet Tæppet rullede op, og under hele den første Scene, saae man Frydendahl, der forestillede en gammel Mand, sovende paa en Græsbænk ved Foden af et Træ.

- -, - 3-8. Den Digter . . . Herr Guds Rival] I Henhold til en forøvrigt ikke nærmere bekjendt Mythe om mere end een Generation af Gratier lader Homer Søvnguden blive gift med "en af de yngre Chariter", Pasithea (Iliadens 14de Sang, B. 267-69). Naar nu derhos erindres, at Søvnen stundom fremstilles som en gammel Mand, turde vel, saafremt der ikke ved "den Digter" i L. 3 er tænkt paa en bestemt Person, Meningen være denne: Naar man saae Frydendahl, som han laae der sovende, agerende en hvidhaaret gammel Mand og med sine ædle og regelmæssige Ansigtstræk og den udmærket smukke Legemsbygning - saaledes beskrives han af Overskou netop ved det Tidspunkt, der her er Tale om, i hans 34te Aar - rivaliserende med de antike Guder i Skjønhed, saa laae det nær for Enhver, der var begavet med poetisk Sands, i dette Billede at see en Personifikation af Søonguden selv og at forklare sig, hvoriedes denne Gud, trods sin høie Alder, kunde blive kjendt værdig til at erholde en af de ungdommelige Gratier tilægte.

Huldgudinde (L. 5) er et af Bagg. meget hyppig anvendt, om end ikke først af ham i Literaturen indført Ord (efter det tydske Huldgöttin), der snart betyder Gratie, snart Muse, stundom ogsaa, i Fleertalsformen, bruges om Muser og Gratier tilsammen. Enkelte Gange forekommer i de samme Betydninger Ordet Huldinde (tydsk: Holdin, Huldin).

- -, - 33, og S. 277, L. 1. Glugmaaned . . . Christmaaned] 401 Her er fra Digterens Side en Misforstaaelse tilstede: Glugmaaned er ikke Februar, men Januar, og Chyristmaaned er December.

S. 277, L. 9. hyppe sig] d. e. ophobe sig (Tydsk: häufen sich), en Germanisme, der gjentagne Gange forekommer hos Bagg. og overhovedet tidligere ikke var ualmindelig. Der ankes allerede over den i Lærde Eft. for 10. Oktbr. 1795). Jvfr. f. ex. schaek Staffeldts: "Ævner du hyppe i eet Secund!" (Samlede Digte 1843, I, 218-19), I samme Betydning findes Ordet endnu brugt af Madvig 1830 i Maanedsskr. f. Litt. IV, 439.

- -, - 29-32. Jeg selv har skrevet en Opera, der ... maaskee var bleven i Form passabel] Hermed menes Bagg.s Opera "Holger Danske", 1789, ved hvis Bedømmelse Kritiken (Rahbek, Abrahamson o. Fl.) bl. A. havde anket over den store Overflødighed af Handling, der her var presset sammen i det indskrænkede Rum af 3 Akter. I en Dagbogsoptegnelse fra Jan. 1790 bemærker Bagg. ligeledes om denne Opera, at den er "alt for fuldproppet af Handling".

- 279. Jordens Kiærlighedshistorie, eller Aarstiderne. "Skuddagen" 10de April 1814. - 1 DV. I, 429. - 2 DV. I, 289. -

Paa Tydsk ("Die Jahrzeiten") i Digterens "Heideblumen", Amsterdam 1808, S. 44 ("Poet. W." 1836, II, 248). En Sammenligning imellem den danske og den tydske Text gjør det umiskiendeligt, at sidstnævnte ogsaa er for fattet før den danske.

Dette Digt er, efter Texten i "Heideblumen", blevet oversat paa Fransk 1808 af en ung Dame, Datter af den franske Ceremonimester og Gesandternes Indfører ved Keiserhoffet i Tuilerierne, Grev Cramayel; men det er ikke Udg. bekjendt, om denne Oversættelse nogensinde er bleven trykt: see Biogr. III, 303; jvfr. Bagg.s Digt "Til Greven af Cramayel", Paris 1810, oprindelig trykt i "Søndagen" 27. Febr. 1814, Nr. 4.

- -, L. 14. Hendes lille Jomfru Terne] d. e. Maanen, Jordens Drabant.

- 280, - 18. spillende paa Sivet] I den tydske Text: auf dem Röhrchen flötend.

- 281, - 6. blikte] Verbet at blikke (d. e. skue, see, see til ) maa, om det end allerede forekommer i vore gamle Kæmpeviser, dog hos Bagg. og andre samtidige Forff. stemples som en Germanisme og er ogsaa som saadon gjentagne Gange 402 bleven paaanket af Kritiken. (Saaledes gjør f. Ex. M. C. Bruun i sine anonymt udgivne "Kritiske Randgloser til Nytaarsgave for Damer 1794" i Anledning af et Digt af Haste den Bemærkning: ,,at det danske Sprog ikke kiender det Udtrtyk at blikke om sig. Det maae være optaget efter tydske Bartskiærsvenne"). Hos Bagg. forekommer Ordet oftere, deels - som her - brugt absolut, deels i Forbindelse med forskjellige Præpositioner (blikke op, blikke ned, blikke om sig): see saaledes S. 281, L. 28. S. 281, L. 28. mod] d. e. mod i Hu.

- 282, - 13. Flud] En hos Bagg. hyppig forekommende Germanisme, for: Strøm.

- -, - 25. brændendere] Til denne imod Reglerne dannede Komparativform forekommer der Sidestykker et Par andre Steder hos Bagg., saaledes: forladtere i "Labyr." I, 1792, S. 403; himmelkere i Digtet "Drømmen i Kronprindsessegaden No. 390" fra 1815; italienskere i "Dannora" 27. Marts 1814, S. 99 (jvfr. saadanne Superlativformer som: uhørteste i "Labyr." I, 1792, S. 413; aabneste og cultiverteste, smstds. II, 1793, S. 82 og 315; glimrendste i Riimbrevene "Apollo den Syttende" og "Tilbagegangen over Rubicon" fra Aarene 1795 og 1804; spændteste i "Søndagen" 13. Febr. 1814, S. 15; afgiorteste i "Danfana" Febr. 1816, S. 121; ja endog, i Originalmanuskriptet til det i Biogr. III, 210-28 unøiagtig aftrykte Brev fra Marts 1806: de vildeste og barbariskte Folk).

- 283, - 20. over alle Bierge] Germanisme, for: afsted, langt borte ("über alle Berge").

- -, -21. i Hiertet nu den Braad] d. e. nu med den Braad i Hiertet.

- 287,- 10. snuppe] d. e. pudse, "snyde".

- 289, - 24-25. I er' alle velske, naár det gielder Elskov!] Ordet velsk, som egentlig betyder italiensk, dernæst ogsaa i det Hele: sydlandsk, bruges stundom, ligesom paa Tydsk ("deutsche Treue, wälsche Tüeke"), særlig i nedsættende Betydning = troløs, falsk, umandig o. desl.

- 290, - 23. Sukked - sagde det - og krøb deri] en tydsk Vending, der er bleven staaende fra Originalens: Seufzte - sprach's - und schlüpft' hinein.

403

Indhold.

Drømmene 1
Det fortvivlede Mord 5
Poesiens Oprindelse 9
Katten, eller Kiærligheds Triumf 36
Jeppe, et siællandsk Eventyr, 52
Constance, eller Amors Hevn 114
Thomas Moore, eller Venskabs Seier over Kiærlighed 131
Ja og Nei, eller den hurtige Frier 142
Kallundborgs Krønike 161
Orpheus og Eurydice 183
Emma Et romantisk Eventyr i fem Sange 186
Døden og Doctoren, eller den sorte Pest 221
Forfatterens Liv og Levnet, af hans Fætter 227
Kirkegaarden i Sobradise 258
Theateradministratoriaden 263
Jordens Kiærlighedshistorie, eller Aarstiderne 279
Anmærkninger 293

404

Rettelser.

Side 6 Linie 1. væld (i nogle Expl.) læs: vældig

- - - 11. ande (ligeledes) - andet;

- 95 - 7. lød - lød.

- 96 - 20. staaer - staaer.

- 140 - 21. gik - gik,

- 163 - 2. om - som

- 187 - 21. du vil - vil du

- 208 - 1. zittrer - zittrer -

- 314 - 2. Her kunde for Fuldstændigheds Skyld have været tilføiet, at det franske Citat er af Boileau (Art poét, Ch. I, v. 80, hvor der dog læses style istedenfor genre).

- 385 i Noten. De læs: Det