↩
Nu holdt man op at spille; men desværre
For sildig! alt udrustet er hans Siæl
Til Mord. "Hvorledes er det fat, min Herre?
"Maaskee befinder De Dem ikke vel?" -
"Lidt Hovedpine," svarer han, "kan være,
"At den forgaaer i Kiølingen;
"Jeg gaaer et Øieblik, og strax skal ha'e den Ære
"At være her igien."
Og dermed gik han oven paa. Man troede,
Han vil vel kiøle sig paa Kammeret;
Og man imidlertid Diskuren snoede
Til noget andet - Længe var'de det;
Men ingen kom igien. Og nu man mumled'
Om hvor fortvivlet han gik ud,
Og man blev heed om Ørene, og tumled'
Paa Gulvet om ved - Knaldet af et Skud.
Selskabet stormer op iblandt hinanden
Til Salen, hvorfra Knaldet lød;
De see Geværet slængt paa Gulvet; tæt ved Manden
Med brustne Øine, bleeg og stum og død.
Man føler Puls, man kniber Næse, Hage:
Omsonst! en smule Liv paa et og andet Sted
Tilsidst de bange Damer dog opdage.
Men der er altid Liv i hvad de røre ved.
Af Jis-Forældre den maae være fød,
Som ei, berørt af dem, lidt Tegn til Livet giver,
Med mindre han er overmaade død.
8
Omsider det ham og et Øieblik opliver;
Men ak! han aabner kun sin Mund,
Og siger stammende: "jeg traf dig dog, din Hund!"
Imidlertid han stirred' hen et Sted
Paa Væggen lige for; det hele Selskab vender
Sig om, og tænker: hvad betyder det?
Igiennemskudt man der omsider kiender
Den ulyksalige - Herr Tref Valet.