↩
Men hvad er Støvets Fryd og jordisk Salighed
I al sin Glands? Din hele Herlighed,
Hvor varig du den troer, min lykkelige Mand!
Er lig den Verden af Krystal, hvis Væsen
Udspringer af chaotisk Sæbe Vand
Fra Pibehovedet ved Purkens Blæsen.
Selv, naar du favner os i al din Tryllekraft,
Hvad er dit blinde Kys, vildtflyvende Gudinde?
Saa ubestandig som September Maaneds Vinde,
Saa kort som den Moral: Min Læser, stiæl
ei Taft ! -
Jeg for din hele Gunst dig ikke gir en Daler,
Med mindre du igien mig høflig to betaler -
Du borger Solens Lys; men Sæbe-Solen lig
Du svinder bort, mens man betragter dig!
Et Øieblik, og al din Flitterglands forgaaer,
Og er hvad Qvæders
Vers er om en halv Snees Aar.
Man mærker her, at jeg og Lykken ei er Venner,
Endskiøndt jeg virkelig ei ret Personen Kender -
Den sande Grund dertil er Patriotiskhed:
Jeg aldrig komme kan, kort sagt, tilrette med
Et Væsen, hvem, og hvor det ogsaa var,
Som daglig holder brave Folk for Nar;
Og hvem i Verden giør det meer end Lykken?
Desværr'! Exempler nok man herpaa har.