↩
Ulykken aldrig er kun een, men to.
Den Ting, at Birte
muelig kunde tænke,
At Helten just ei laae i Dødens værste Lænke,
Giør Hosten endnu meer mal à propos;
Sligt gad han selv ei vide, meget mindre
Han hende gad derom erindre.
80
Hvad var at giøre her? Du, viise Mand,
Hvis snedighed Homer i
Sneese Bøger roeste,
Giv her et Raad, ifald du kan!
At skiule Hoste gaaer umuelig an -
Her standser selv Ulysses - Helten ei.
Han seer den eeneste, den rette Vei.
Han fatter en Beslutning: stands, min Pen!
Og spørg, min Aand, om du tør skrive den?
Stands, Læser! spænd din hele Tænkekraft
Og giæt den viise Plan, min Jeppes Siæl har havt!
Saa viid da, hele Jord! at - han blev ved at hoste -
Med slig Utvungenhed, at Birte hørte det,
Trods Ertegrydens pidskende Rullader
Og Sextendeeles Brum i Stegerset.
Og pludselig, i Ertegrydens Takt,
Beviise hendes stormende Tirader
Min Mand tilfulde, hvad ham Hosten alt har sagt:
At med hans Død det var ei ganske Fod i Hose.
Dog til hans store Lykke brugte hun,
Til at beviise det, kun denne Gang sin Mund;
Men deraf fløi og Ord med samme Heftighed,
Som en Travat-Komplot af Æols klemte Pose.