↩
Som Nubiens Løvinde nyelig saaret -
Dot vil kun lidt forslaae - som Millioners Brøl
Blandt Myriader vrede Tordners Bragen,
I et vedholdende Lisboisk Jordstøds Knagen,
Samt alle fire Hiørne-Stormes Vrøl,
Med Ekko fra tolv, firten Dovre-Fielde,
Og Drøn af alle Niagarers Vælde:
Ei anderledes lød Moer Birtes Oration.
Men til at male sligt er jeg en stor Kujon.
En anden vilde Leiligheden gribe,
Og klopstocksk svinge sig blandt Orioner op,
Og tænde Geistens nyelig stopte Pibe
Ved Solens egen nøgne Krop,
Og stiæle Takt fra Ring-Planetens Pole,
Og en Diskant fra Miras Stormes Skrig,
Og Bas fra Tordners Brag i fierne Sole,
For at udtrykke ret guddommelig,
Med alle Konsonanternes Allarm,
I Vers saa lange som min Arm,
Den Solo, Birte
spillede for Jeppe ,
Men sligt er alt for høit for mig:
Jeg er ei stor Poet - og blir det neppe;
Min svage Røst er ikke Stentors lig.
Dog, vil min Læser endeligen have
Copien af den Lyd, som foer mod Jeppe hen,
Saa læs - ei Milton, Klopstock,
Evald - men
Den usle Miltons, Klopstocks,
Evalds Slave!