↩
Paa Torden følger Pladsregn, og paa den
Omsider Soelskin, kiære Ven!
Moer Birtes Bryst blev
endeligen mattet;
Hun endte Præknen Klokken Et,
Og Jeppe , som deraf
kun lidet havde fattet,
Forlod hun triumferende, men træt.
Knap var hun borte, før, saa hurtig som en Muus
I Flugten for den nære Kat,
Vor Helt er atter ude af sit huus,
Og een, to, tre har Skoven fat.
Der sætter han sig, op til Stubben af en Eeg,
Dybt i dens skyggefulde Midte,
Hvis Vagt af Bøge til Dryaders Leeg
Forbyder Phoebus selv
at titte.
Tre, fire Skridt derfra blandt Blomster rusler ned
Et Kildevæld, og Zephyr hist forfølger
En Sommerfugl paa smaa, men nette Bølger,
Hvem glemmer ei sin Sorg paa et saa yndigt Sted?
De muntre Vindes Dands i Toppens Greene,
Ved glade Fugles Sang - de grønne Skyggers Leeg -
Og Bækkens Raslen mellem spidse Steene
Hendysser Helten sødt ved Roden af hans Eeg.