↩
Imidlertid det er en gammel Skik,
Som ikke synes mig saa dum:
At give Læseren lidt Pusterum,
Hvor Eventyret Huller fik;
Thi dermed er enhver just ikke tient,
At tænke paa, hvad der kan være
hendt ,
Særdeles Folk, som ingen Tænken lider.
Et saadant Pusterum bestaaer som oftest i
En Interims Ansøgning
til de ni,
Hvis græske Navne jeg ei nævne gider,
Hvorved man sødeligen slumrer hen,
Og vaagner siden styrket op igien.
Men mange, for Exempels Skyld, Horaz ,
Paastaae, den Pustemaade reent er Fias,
Og raade til at fylde slige Huller
Med Ting, som sigeS bør, men ikke før er sagt,
Og siden ikke got foruden hæsligt Bulder
I Eventyret kunde blive bragt.
At læse noget nyt, man ikke kiedes over,
Det er den sande Pusten, kiære Ven!
Jeg den saa regelret just ikke lover;
Men dog, velan! vi vil forsøge den.