↩
Omsider, som man let formode kan,
Da, rørt af ingen Spøg, af ingen Glæde,
Prindsessen blev bestandig ved at græde,
Flød hele Hoffet hen i bare Vand.
Hvad Kongen saarer, hele Folket saarer;
Hver ærlig Undersaat forgik i Taarer,
Og Glæden flygted fra det hele Land.
Kort, Danmarks Tilstand var en sand Contrast
Af den nærværende; thi Velstand groede
Om næsten hvert et Huus; men Glædens Himmel brast,
Og Ørkner skabtes der, hvor Paradiser stode,
Da Kongen og Prindsessen græd.
Nu tvertimod, skiøndt hver har sin Fortred,
Skiøndt Penia man
allevegne sporer,
I Spidsen af de grumme Creditorer
At blande Splid i Giftes Kiærlighed,
Og Blod i den udtrælte Bondes Sveed -
Og Streger i mit Vers snart paa hvert andet Sted -
Man Glæden overalt dog bygge seer
Sit Tempel mellem Skiæbnens Tordenkiler,
Og Bonden, jeg, og hele Landet leer,
Fordi vor elskte Fredrik virksom iler
At bryde Lænker, skabe Mod og Lyst,
Og Frihed i hver flittig Landsmands Bryst,
Og fordi Du, Lovise !
smiler.